Næsten 27.000 besøgte bådudstilling

0

Boat Show Denmark 2023 kunne fejre en flot genopstandelse efter en fireårig pause på grund af coronapandemien. Ved arrangementet, som blev afholdt indendørs i Fredericia, besøgte knap 27.000 personer over de to weekender udstillingen, og det var ikke kun for at kigge på bådene.

Besøgstallet viser, at interessen for det gode liv på vandet stadig er stærk, på trods af tidens ugunstige omstændigheder på nogle områder.

Boat Show 2023 Bluebay

– For os har det været super godt – ja jeg vil faktisk kalde det en ekstrem succes, lyder det fra Dan Christiansen, ejer og direktør hos Bluebay Marine i Silkeborg.

– Der har været rigtig mange besøgende, men vigtigst af alt, så var der stor “kvalitet” hos gæsterne. Rigtig mange kom for reelt at se og handle. Vi har fået et stort antal emner, og i dagene mellem de to udstillings- weekender lå vi vandret for at udarbejde tilbud og indgå handler, oplyser Dan Christiansen.

Salgene har ifølge direktøren fordelt sig over hele spektret af både, og blandt andet er en Jeanneau Merry Fisher 1090 Fly til to millioner kroner blevet langet over disken i Fredericia.

Kajak Freak havde travlt.

Travlt hos Kajak Freak

Også hos “Kajak Freak”, som udstillingsmæssigt har valgt at sadle om til Boat Show Denmark, var tilfredsheden stor:

– Det har været en fed oplevelse, ikke mindst fordi publikum her pr. definition har en interesse for aktiviteter på vandet og ved noget om det. Her skal vi ikke forklare, hvad vej båden skal vende, siger indehaver Brian Justesen med et smil.

– Vi har solgt en del på udstillingen til tidligere sejlere, som måske ikke længere orker det med en stor båd, vedligehold, bundmaling etc., men som stadig drages af vandet, når solen og foråret melder sig. Vi har også solgt mange af vores smarte, oppustelige kajakker til cirka 7.500 kroner, som sejlere kan have i et lukaf på båden. Og så har vi naturligvis solgt mange almindelige kajakker – det er vist kun et par stykker, vi skal have med tilbage til Vinderup, konstaterer Brian Justesen, som også glædede sig over stor kajak-aktivitet i det store Boat Show-bassin lige ved siden af standen.

Dirch Petersen. Foto: PR

Tilfreds formand

Dirch Petersen, formand for brancheforeningen Skib & Båd og indehaver af Dragør Baadeværft, glæder sig over, at Danmarks eneste indendørs bådudstilling er tilbage i fin form efter den ufrivillige coronapause.

– Jeg har oplevet en rigtig god stemning hos både udstillere og besøgende, og rammerne her i MESSE C er helt perfekte. På trods af fire års pause og den lidt omskiftelige tid, vi er i nu, så hører jeg om gode kontakter, købelyst og seriøsitet hos de besøgende. Selv har vi også hos Dragør Baadeværft haft en meget positiv udstilling, hvor vi også har haft mange sjællandske besøgende på standen. Jeg synes, Boat Show 2023 sender et optimistisk signal for både branchen og bådfolket, slutter Dirch Petersen.

Fredericianer varetægtsfængslet i fire uger

0

Den 32-årig fredericianske mand, der i dag blev fremstillet i Retten i Kolding, er blevet varetægtsfængslet i fire uger.

Manden valgte i går at sparke en politibetjent i hovedet på Fredericia Banegård. Politiet var blevet tilkaldt, idet manden både stjal fra 7-Eleven og senere blev bortvist fra butikken, men nægtede at forlade den. Nu venter der foreløbig fire uger i varetægtsfængsel. Det oplyser Sydøstjyllands Politi søndag klokken 17.00

Steen Jørgensen – en velbesøgt begravelseskoncert

0

Steen Jørgensen er bedst kendt som frontmanden for de to bands, Sod og Sort Sol. Lørdag aften lagde Tøjhuset rammer til Steen Jørgensen fremførelse af sit nyeste album et projekt han og Marina Botes fremfører som duo, men denne aften er de udvidet med musikerne Rune Kjeldsen og Jakob Høye.

Når jeg anmelder en koncert, forsøger jeg at være så objektiv som muligt ved at tilsidesætte min personlige smag. Jeg vurderer koncerten ud fra lydkvalitet, energi, performance og publikums reaktion. Jeg fokuserer på helheden og betragter dynamikken mellem performer og publikum som en duel, hvor begge parter deler en oplevelse. Selvom hele publikummet er begejstret, vil det ikke påvirke min bedømmelse af koncerten. Det kan være provokerende at læse en dårlig anmeldelse af en koncert, som man selv har oplevet som fantastisk. Men nogen skal sige den skinbarlige sandhed. Avisens anmeldere deler ikke stjerner ud, men gjorde vi, fik lydmanden 0 og Steen kun 1 ved aftenens koncert.

Der var ikke meget Sort Sol over Tøjhuset. Foto: AVISEN

Scenebelysningen var enten rød eller blå og helt dunkel, et uigennemsigtigt tæppe lagde sig over scenen. Man hensattes til en kneipe på Reeperbahn i Hamburg efter kaffetid, hvor ingen bør gå ud.

En snigende uhyggelig startlyd med alt for meget og for høj bas, gjorde at anmelderen hurtig fik ørepropper fundet frem. Lyden var ikke god på noget tidspunkt af koncerten. Især den elektroniske lyd, der burde være nem at styre i denne digitale tidsalder, tippede helt over så harmonien i lydbillede forsvandt.

Med tæt på halvtreds års erfaring i musikbranchen burde Steen være så rutineret, at han ikke burde stå og læse teksterne op af et belyst nodestativ. Det fik de mange enslydende numre med Steens flotte dybe stemme fra det nye album til at minde om en gudstjeneste i indremissionm hvorfra fordømmelsen af alt levende prædikes, så kun de finkulturelle retfærdige troende frelses.

Bagerst i salen var det ikke nemt at se, hvad der foregik på scenen. Foto. AVISEN

Det lød som syret begravelsesmuzak tilsat en mild strøm af mindre kontrollerbart elektronik og musikinstrumenter krydret med holistisk psykologisk intetsigende tekster i overflod, intet mindre end Indre Missionsk kirkepunk på musikalsk nedtur, kort sagt en fornærmelse imod mine trommehinder. 

Når kedelig muzak bliver hjulpet godt på vej af en dårlig lydmand, så er der ikke meget håb, få udvandrede, nogle til caféen nok grundet lydniveauet, andre gik? Flere sad med hoved begravet i mobilen.

Steen sang om, ”En mellemting imellem en halv Nelson og en omfavnelse”, ”Terracottahæren” og sommerregn med videre. Utrolig ensformig fra A til Z, Steen har en mega god stemme, der burde bruges bedre, men denne aften manglede det ”drive”, der viser, at en stor kunstner er stor. Dyster musik med hans kraftfulde mørke og dybe stemme fik det til at lyde som begravelses muzak. ”Let your fingers do the walking” blev fremført som et af de sidste numre, her havde Marina Botes nok glemt at nærlytte lyden fra originalen, da hun ramte pænt ved siden af skiven med den indledende lyd på tangenterne. Det var dog det nummer, der høstede størst bifald, men også det mest kendte.

En aften i den elektroniske kirkepunks favn er slut og nu skal ørene hviles. Steen Jørgensen har en fantastisk stemme, han har et publikum og en berettigelse på scenen. Hans sidste udspil er dog muzak på vinyl for hardcore fans.

Poul Rand, Muzakanmelder Fredericia AVISEN

Indbrudstyv knuste rude

0

I Jyllandsgade i Fredericia har en indbrudstyv knust en rude til en lejlighed, og stjålet en træfigur samt to lysestager.

Tyven rakte sig ind over vindueskarmen for at stjæle tyvekosterne.

To udenlandske mænd udvist fra Danmark efter tyveri i Bilka i Kolding

0

To udenlandske mænd stjal lørdag i Bilka i Kolding to flasker whiskey til en værdi á 596 kroner.

De to udenlandske mænd er ikke fra EU, og er blevet anholdt og udvist fra Danmark de næste to år.

29-årig mand stjal bil og kørte spiritus- og narkopåvirket

0
Foto: AVISEN

En 29-årig mand fra Vejen blev i Kolding rutinemæssigt standset, da han kørte i en stjålet bil fra Vejen.

Det viste sig at manden både var påvirket af stoffer og spiritus. Søndag morgen lå han endnu til afrusning, og man forventer at sigte ham, når han er kommet sig.

Mand forlod motorvejen efter solofærdselsuheld

0

På Østjyske Motorvej i Vejle så en lastbilchauffør en personbil, der kørte ind i autoværnet. Manden, der kørte i personbilen, forlod efter færdselsuheldet, stedet.

Sydøstjyllands Politi modtog anmeldelsen søndag klokken 04.00. De har senere på natten fået taget kontakt til manden, der var omtumlet efter situationen, og derfor forlod stedet. Manden var ikke kommet til skade.

72-årig kvinde vågnede til indbrudstyv ved siden af hendes seng

0
Foto: AVISEN

En 72-årig kvinde på Bellahøj i Kolding vågnede søndag nat, ved at en indbrudstyv sad på hug ved siden af hendes seng.

Manden var efterfølgende løbet fra boligen, og nåede ikke at stjæle noget. Den ældre beboer kunne ikke beskrive manden nærmere.

32-årig fredericianer sparkede betjent i hovedet

0

En 32-årig mand fra Fredericia fremstilles søndag i Retten i Kolding, efter han lørdag sparkede en betjent i hovedet på Fredericia Banegård.

Manden fangede først opmærksomhed, da han stjal fra 7/11-kiosken. Personalet kunne ikke bortvise ham, og da politiet ankom til stedet, gik den 32-årig mand amok, og sparkede en politibetjent i hovedet, fortæller vagtchefen.

Manden forventes at blive varetægtsfængslet for vold mod tjenestemand.

Naturplan i Fredericia nytænkes

0

Fredericia Kommune har siden 2005 haft en naturplan, og nu er der igangsat en revision af planen, der kommer til at inddrage Naturpark Lillebælt.

Naturplan Fredericia fra 2005 oplister mange indsatser og projekter, som til dels er realiseret. Nogle indsatser er i drift og nogle projekter er stadig aktuelle. Samtidig er der sidenhen kommet yderligere fokus på områder som Lillebælt og det marine miljø samt biodiversiteten. Derudover er der overordnede politikker og strategier vedrørende natur og friluftsliv som skal udmøntes.

Sagen har været drøftet i Klima- Energi- og Miljøudvalget, og for næstformand John Nyborg (A) er det en god sag, at der nu sker noget fornyelse.

– Det er utrolig spændende. Vi skal lave noget tidssvarende, og vi skal kigge på fortsat biodiversitet og livet i lillebælt. Det er længe ventet, og der bliver penge vi kan bruge til skovrejsning og biodiversitet i Lillebælt. Vi skal også i gang med at koble Naturpark Lillebælt på, og inddrage frivillige i at markedsføre det, siger Nyborg.

Næstformanden mener, at man skal brande Fredericia bedre på punktet med Naturpark Lillebælt, da der er skjulte perler i eksempelvis Rands Fjord og Skærbæk.

– Vi skal sætte gang i en revision. Vi har Danmarks største naturpark, og den skal vi tale op. Vi skal være på toppen i kommunikation og information omkring det, slår John Nyborg fast og kommer med et forslag:

 – Vi har stier langs kysten, men man kunne lave således, at det går på tværs af bygrænser.

Blandt de projekter, der er forslået, er blandt andet:

  • Havhave ved Skærbæk / Børup Sande drevet af lokale
  • Forberede faciliteter til dykker-hotspots
  • Kyststrategi eller administrationsgrundlag for kystbeskyttelse
  • Højne biodiversiteten på de kommunale strandegne, Østerstrand, Skærbæk, Bøgeskov og Trelde
  • Kano/kajak faciliteter i Spang Å ved Pjedsted
  • Snorkelsti på Østerstrand
  • Besøgscenter på Kringsminde
  • Shelters Snoghøjgaardsparken

Indstillingen til punktet på udvalgsmødet blev fuldt. Det betyder, at der igangsættes en revision af Naturpark Fredericia , og at ambitionsniveauet dertil er blevet drøftet med både planer og ønsker.

FHK-træner i voldsom kritik af observatør

0
FHK-træner Jesper Houmark lagde ikke skjul på sin frustration, efter Fredericia Håndboldklub tabte 34-32 til Skjern i Herreligaen. Undervejs i opgøret var der utilfredshed hos...
Bil påkørte hus

Bil påkørte hus