Teater Malstrøm er klar til Festen

0
Foto: Tina Liv

Når publikum inviteres indenfor på Det Bruunske Pakhus i Fredericia fra premieren 9. marts og frem til 22. april venter der en intens oplevelse, hvor man må forvente at blive rørt.

Teater Malstrøm melder nu ’klar scene’, som man siger i teatersprog, lige før en forestilling går i gang. De seneste dage har skuespillerne øvet i den færdige scenografi i Det Bruunske Pakhus, og holdet glæder sig nu til at mærke publikums reaktioner på stykket, når det har premiere på torsdag. 

Teaterleder Martin Bach Sørensen uddyber: – Det er nok den mest gribende af de 21 forestillinger, vi efterhånden har sat op på Malstrøm. Det har vi kunnet mærke under hele prøveforløbet, både på os selv og på de få udefra, der har fået lov at overvære prøverne. Så der venter publikum en sjældent intens oplevelse denne gang.

Scenografi bringer publikum helt tæt på

Det Bruunske Pakhus egner sig godt til intime teaterforestillinger, men til Festen udnyttes mulighederne til fulde, da scenografien er etableret, så handlingen foregår midt ude i salen. 

Instruktør Nanne Siff Rasmussen er meget begejstret for udnyttelsen af teaterrummet: – Publikum vil være i direkte kontakt med skuespillet fra alle siddepladser, og det vil føles som om man er med til festen, der foregår rundt omkring én i salen.

Festen får os til at reflektere

Manuskriptet til teaterudgaven af Festen ligger sig tæt op ad Thomas Vinterbergs og Mogens Rukovs film, som udkom for 25 år siden. Men der er alligevel forskel på at se handlingen på en skærm og opleve det fysisk foran én, mener kunstnerisk leder Maria Cordtz: 

– Til Festen skaber vi en slags totalteater, hvor man som publikum har svært ved ikke at blive helt opslugt i handlingen. Det kan man glæde sig til som publikum, og samtidig skal man være forberedt på at stykket sætter tanker i gang om ens egen familie og måske også hvordan man har håndteret svære sandheder.

Da stykket har gjort stort indtryk på hele holdet på Teater Malstrøm, ser alle nu frem til at tale med publikum og høre om deres oplevelser fra premieren og frem.

Faktaboks

Festen spiller fra 9. marts til 22. april 2023 i Det Bruunske Pakhus, Kirkestræde 3, 7000 Fredericia.

Forestillingen spiller torsdag, fredag og lørdag kl. 19.30 samt en matinéforestilling lørdag kl. 14

Billetter kan købes på billetten.dk på dette link Billetten.dk – Festen

De 15 medvirkende i ”Festen” er:

Mikkel Aarestrup, Line Frank Karlson, Mikkel Nordfang Philipsen, Poul Erik Petersen, Merete Skovly Nielsen, Maria Winther, Bjørn Valentin, Lars Kristensen, Bjarne Jønsson, Anne Lise Holm, Kristina Linneberg Storm, Bjarne Pedersen, Nina Løyche Pedersen, Noah Thomsen og Signe Jensen

Fuld mand kørte over for rødt lys og var skyld i færdselsuheld

0
Foto: Thomas Max - avisen.nu

En fuld mand var fredag aften skyld i et færdselsuheld.

Episoden fandt sted fredag klokken 17:54, hvor to biler kørte sammen på Vejle Landevej ved Kongens Kvarter.

En 38-årig fredericiansk mand kørte ind i en 28-årig kvinde, der ikke er fra lokalområdet. Manden kørte over for rødt, og på den måde kørte de to biler sammen.

Da politiet kom til stedet blev den 38-årig mand alkometertestet, og da promillen var over tilladte, blev han sigtet for spirituskørsel. Da han heller ikke havde førerret fik manden yderligere en sigtelse for det.

Mand kom ud til totalskadet bil

0

En mand kom lørdag ud til en totalskadet bil, hvor ingen har givet sig til kende for at have kørt ind i den.

Anmeldelsen til Sydøstjyllands Politi kom lørdag klokken 08:45, hvor en mand kom ud til sin bil, der var totalskadet.

– Man mener at vide, hvem der har gjort det, og på den baggrund leder vi efter personen, siger Emil Jensen fra Sydøstjyllands Politi.

Episoden er sket ud for adressen Danmarksgade 71.

Vidner spottede gerningsmand

0
Foto: Thomas Max - avisen.nu

Søndag har der været indbrud i Jyllandsgade i Fredericia. Flere vidner har spottet gerningsmanden, og er kommet med et signalement.

Som tidligere omtalt har der været et indbrud i et kontor i Jyllandsgade. Det er sket søndag klokken 06:47, hvor en alarm er gået, oplyser Emil Jensen fra Sydøstjyllands Politi.

Man har knust ruden, og fra kontoret er der stjålet en træfigur og lysestager. Vidner har efterfølgende set gerningsmanden stikke af fra stedet på en sort mountainbike i retning mod centrum. Han var iført en kasket, en mørk hætte trøje og orange arbejdsbukserne.

Jacob Gades talentprismodtagere – lækkerier på højeste niveau

0
Merel Beelen sled sig igennem flere numre på flyglet, Simon Gad på cello. Foto: AVISEN

Modtagere af Jacob Gades talentpris gav søndag eftermiddag smagsprøver på deres færdigheder i Tøjhusets sal, mange gik glip af dette spændende kulturelle tilbud, de der kom, fik til gengæld en oplevelse, de kan leve på i lang tid.

De ligner normale unge, der kan lide at gøre, hvad unge nu finder på, men de må bruge oceaner af tid på at dygtiggøre sig på deres instrument og lide visse afsavn. 

Disse talentfulde unge musikere gav en række veludførte præstationer som smagsprøver. Talenterne spændte over forskellige genrer og instrumenter, men forblev dog i den klassiske stil med den dansk komponist og musikteoretiker Vagn Holmboe, der levede fra 1909 til 1996 som den eneste danske komponist, de øvrige var fra den europæiske klassiske scene dog med Dmitri Shostakovich som en dominerende figur, da han gik igen i flere fremførelser.

Josephine og Magnus Franyo sled sig igennem Vagn Holmboe støttet af Merel Beelen. Foto: AVISEN

Alle viste deres alsidighed og ekspertise på deres respektive instrumenter. Ingen burde fremhæves mere end andre men, en af de optrædener, der satte sig hos anmelderen var en violinsolo, der blev udført med en utrolig teknisk præcision og følelse. Publikum, selvom de var få, var helt fortryllet af det smukke og rørende stykke musik. 

En anden optræden, der virkelig skiller sig ud, celloopførelsen af Shostakovich cellosonate i D-mol opus 40, hvor alle fire satser blev spillet af to forskellige cellister.

Jonas Willaume Christoffersen på violin åbnede eftermiddagen. Foto: AVISEN

Tøjhusets flygel denne dag betjent af virtuoser, der kunne få både klang og lydstyrke ud i lokalet uden at overdøve de øvrige instrumenter. 

Desværre var der ikke så mange mennesker til stede for at nyde musikoplevelsen. De, der var der, oplevede unge supertalentfulde musikere på nært hold og lyttede til deres høje niveau af musikalsk præstation. Deres optræden var virkelig en af ​​de bedste, der har været på den klassiske scene i Fredericia i lang tid. Vi, der var til stede, vil huske eftermiddagen i lang tid fremover.

Det undrer gevaldigt anmelderen, hvorfor byens musikskole, gymnasiet og øvrige steder, hvor musik indgår i undervisningen ikke fremmøder i stort tal, når toppen af klassisk musik for næsten ingen penge, kommer til byen og viser deres kunnen og hvor langt man kan komme med flid og viljestyrke. Hvor er de musikalske ungeambassadører henne?

En stor eftermiddag i musikkens tegn, hvor jeg og andre går beriget hjem med et smil på læben.

Velfortjente klapsalver og farvel til de dygtige unge mennesker. Foto: AVISEN

Poul Rand, Musikanmelder, Fredericia AVISEN.

DMI: Alt fra snestorm til sjap

0

De seneste prognoser indikerer, at lavtrykket tager en bane hen over den centrale del af landet. Det betyder at nedbøren vil falde som sne nord for lavtrykket, mens nedbøren syd for lavtrykket vil en blandet landhandel med en blanding af sne, slud og regn.

Der er dog stadig en risiko for at lavtrykket tager en mere nordlige bane over landet, i det tilfælde vil nedbøren i en større del af landet falde som tøsne eller slud.

Tiltagende vinde og køligere temperaturer

Udover sne, så bringer lavtrykket også mere blæsende vejr med sig. I hele landet ventes der mellem frisk og hård vind. Desuden er der i store dele af landet risiko for vindstød af stormstyrke.

Temperaturen vil ligge mellem frysepunktet og 4 graders varme, mens det i det varslede område vil være omkring frysepunktet og i løbet af dagen falde til mellem 2 og 3 graders frost.

Kombinationen af sne, frost og blæsende vejr giver stor sandsynlighed for snefygning i det centrale og nordlige Jylland. Snefygning kan give store trafikale problemer, med sigtbarhed og store snedriver.

Derfor er der udsendt et varsel for snestorm i den nordlige og centrale del af Jylland.

På den lyse side

Når lavtrykket helt har passeret Danmark, får vi vinden ned fra nord og nordvest med kold luft og kun enkelte spredte slud- eller snebyger, hvor der er gode muligheder for lidt eller nogen sol ind imellem.

Dagtemperatur ventes at ligge mellem frysepunktet og 4 graders varme, og nattemperatur ned mellem 2 og 6 graders frost, men natten til onsdag kan temp. lokalt falde ned til omkring 10 graders frost.

Politisk undren: Midtbystrategi skal ikke være en politisk mærkesag

0

Tommy Rachlitz Nielsen (C) undrer sig over den debat, der er i pressen om man skal åbne Danmarksgade op igen. Han mener ikke, at det skal være en mærkesag for partier, da det handler om, hvad der er til gavn for butikkerne. 

Venstre har været ude med et forslag om at gøre Danmarksgade til en sivegade, og det har skabt stor debat. På den ene side står butikkerne og undrer sig over forslaget, der er kommet uden, at de er blevet hørt af Venstre, og på den anden side står politiske kollegaer, der undrer sig over den offentlige debat om det.

Mr. Fredericia flytter snart. Derfor er lokalet til leje. Foto: AVISEN

I august 2021 var der en workshop, hvor borgere, erhvervsdrivende og politikere mødtes til en snak om midtbystrategien, og den henviser til Tommy Rachlitz Nielsen til.

– Det undrer mig, at vi diskuterer bymidten i offentligheden, da vi arbejder med en midtbystrategi, konstaterer han.

Tommy Rachlitz Nielsen. Foto: AVISEN

I en tid, hvor man går op i klima, kunne det virke paradoksalt at ville få biler ind i en gågade. Den tankegang har Rachlitz ikke, men han peger på en anden pointe i sagen.

– Jeg har ikke problemer med biler i bymidten, og vi kan se ved Kolding Storcenter, hvor glad man er for at parkere tæt på døren, men jeg synes, at vores butikker er for vigtige til at tage det op som en politisk mærkesag. Det skal være noget vi finder i fælles fodslag, hvor vi sammen vælger den bedste strategi, siger Tommy Rachlitz og fortsætter:

–  Vi skal bruge kommunen, butiksejere, restaurationer og bygningsejerne til den debat. Der har været drøftet ting, som der ikke er et resultat af endnu, og vi skal tage det som voksne mennesker i stedet for at skræmme butiksindehaverne uden at vide hvilken retning vi skal i. Vi skal stå sammen om vores bymidte.

Ole Mortensen. Foto: AVISEN

Formand for Fredericia Shopping, Ole Mortensen, skal varetage handelstandsforeningens interesser.

– Vi vil gerne deltage i processen, og hvordan det skal være fremover må politikerne finde ud af. Vi har medlemmer, hvor vi skal varetage foreningens interesse, og vi er derfor som forening hverken for eller imod det ene eller andet, fortæller Ole Mortensen.

Botex er et af de butikslokaler, der er til leje. Foto: AVISEN

Debatten om Danmarksgades fremtid kommer blandt andet i kølvandet på, at byudviklingen i Fredericia peger i retning mod Gothersgade Syd. Som konsekvens af det flytter Mr. Fredericia snart fra Danmarksgade ned i Gothersgade ved siden af Fredericia Vinhandel i lokalet, der tidligere har huset Sydbank. Det efterlader et stort, ledigt lokale i Danmarksgade, hvor også Roseanne lukker inden for den nærmeste fremtid. Derudover er lokalet, hvor Vinoble tidligere lå, også ledigt. Dertil det kommer det, at der også er ophørsudsalg i Botex.

Hvordan fremtidens bymidte i Fredericia kommer til at være, er ikke afklaret, og dermed er debatten om en sivegade i Danmarksgade ikke lukket, selvom blandt andet Tommy Rachlitz Nielsen ikke mener, at den politisk bør foregå i det offentlige rum.

Unge spritbilister er årsag til mange dræbte og alvorligt tilskadekomne

0

Fulde bilister i alderen 17 til 24 år er årsag til hver tredje dræbte og alvorligt tilskadekomne i spiritusulykker i bil. Særligt overrepræsenteret er landkommunerne, hvor der sker mange ulykker i forhold til antallet af unge, som bor der.

En langt større andel af unge bilister har kørt spritkørsel sammenlignet med andre bilister. Det er de triste realiteter i en undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden, som derfor netop nu sætter fokus på problemet i en kampagne målrettet de unge.

I undersøgelsen, som er foretaget af Wilke, svarer 12 procent af de 17 til 24-årige bilister, at de har kørt spritkørsel inden for det seneste år. Til sammenligning gælder det for fire procent af bilisterne i alderen 25+. Der er altså tre gange så mange unge, som svarer, at de har kørt spritkørsel.

Resultatet kan desværre også ses på vejene. For når alkohol kombineres med unges manglende kørselserfaring og højere risikovillighed, skaber det mange alvorlige ulykker. Faktisk er det hver tredje dræbte eller alvorligt tilskadekomne i ulykker med en alkoholpåvirket bilist, hvor bilisten var i alderen 17 til 24 år.

– Tallene taler deres tydelige sprog, når vi ser på unge bilister i alvorlige spritulykker. Rådet for Sikker Trafik anbefaler blandt andet en promillegrænse på 0,2 for nye bilister. Det ville gøre det klart, at man ikke skal drikke alkohol og efterfølgende køre bil, siger Morten Wehner, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.

I perioden 2017 til 2021 var det 189 ud af i alt 523 dræbte og alvorligt tilskadekomne i ulykker med en spirituspåvirket bilist, hvor føreren af bilen var i alderen 17 til 24 år. Det viser tal fra Vejdirektoratets Ulykkesstatistik.

De unge i aldersgruppen udgør cirka 10 procent af befolkningen, så man kan roligt konkludere, at unge bilister er markant overrepræsenterede bag rattet i spritulykker, hvor der er dræbte eller alvorligt tilskadekomne.

– Det er helt afgørende, at man selv tager ansvar for, at man ikke ender som spritbilist. Før man skal til et socialt arrangement, hvor der serveres alkohol, skal man være sikker på, hvordan man kommer hjem. Ser man en ven, som måske har fået for meget at drikke, er det også vigtigt, at man siger fra, tilbyder at splejse til en taxa eller foreslår en overnatning på sofaen. I sidste ende bør man tage bilnøglerne, for de fleste vil takke en dagen efter, hvis man forhindrede dem i at blive spritbilist, siger René Højer, projektchef i TrygFonden.

Særligt landkommunerne er hårdt ramt
Når man kigger på antallet af dræbte og alvorligt tilskadekomne i ulykker, hvor en alkoholpåvirket 17 til 24-årig sad bag rattet, tegner der sig et tydeligt billede. Ulykkerne sker i høj grad i landkommuner, hvor relativt få af de unge bor.

I hovedstads- og storbykommunerne bor 49 procent af alle landets 17 til 24-årige, mens det er 15 procent af de dræbte og alvorligt tilskadekomne i ulykker med spirituspåvirkede unge bag rattet, som sker her.

Helt anderledes ser det ud, hvis man kigger på landkommunerne. Blot 17 procent af de unge i aldersgruppen bor i landkommuner, mens det er hele 41 procent af de dræbte og alvorligt tilskadekomne i ulykker med en fuld 17 til 24-årig bag rattet, som sker i landkommuner.

I Nordjyllands Politikreds er syv ud af kredsens ni kommuner defineret som landkommuner, og i politiet er man ganske opmærksom på problemet.

– Der køres hurtigere på landeveje end i byer, og dét kombineret med spiritus kan være årsag til meget alvorlige færdselsuheld. Derfor har vi i politiet også generelt et stort fokus på spirituskørsel. Det gælder ikke mindst blandt de unge, hvor vi for eksempel foretager spirituskontroller ud fra, hvornår de unge går i byen. Derudover har vi forebyggende samtaler med de unge, vi kommer i kontakt med, og spirituskørsel er et emne, vi er meget bevidste om løbende at kommunikere og advare om, blandt andet på de sociale medier, fortæller politikommissær Jess Falberg, leder af Operativ Færdsel i Nordjyllands Politi.

De dræbte og alvorligt tilskadekomne i ulykkerne kan både være den 17 til 24-årige bilist selv, passagerer i bilen eller mennesker udenfor bilen uanset alder.

Der er mange faktorer, som sandsynligvis er medvirkende årsag til, at billedet tegner sig sådan. Unge, som bor i dele af landet, hvor den kollektive transport er sparsom eller afstandene er for store til at bruge cyklen som det primære transportmiddel, vil oftere have egen bil, så de kan transportere sig til og fra arbejde, uddannelse, venner og fritidsaktiviteter.

Problemet er bare, at bilen i nogle tilfælde kan friste, når unge med alkohol i blodet egentlig ikke burde sætte sig bag rattet. Samtidig er afstandene i landkommunerne større, og fordi farten på landevejene er relativt høj, bliver ulykkerne ofte mere alvorlige.

Det er Danmarks Statistiks inddeling af kommuner i kategorier, som er lagt til grund for kategoriseringen af kommunetyper.

Gode råd

Tre råd til unge:

– Skal du til fest eller i byen, og skal du drikke alkohol, er det vigtigt, at du på forhånd har fundet ud af, hvordan du kommer hjem. Venter du med at træffe beslutningen, til du er fuld og træt, risikerer du at træffe et dumt valg og sætte dig bag rattet.
– Ser du en ven, som har fået noget at drikke, bør du spørge, om han/hun er sikker på, at det er forsvarligt at køre bil. Du kan eventuelt alliere dig med andre venner, så I er flere, som spørger.
– Hvis du er i tvivl om, hvorvidt en ven har fået for meget at drikke til at kunne køre, kan du tilbyde at splejse til en taxa eller spørge, om han/hun vil overnatte på en sofa.

To råd til forældre:

– Selvom dit barn formelt er voksen og gammel nok til at køre bil selv, er det en god ide at lave aftaler med og forsøge at påvirke sit barn. Ofte ser de unge stadig deres forældre som rollemodeller.
– Hvis du har mulighed for det, kan du tilbyde, at de må ringe, hvis de pludselig står i en uoverskuelig situation og skal hentes.

Til april er Cafe Mauritz klar i Fredericia

0

Cafe Mauritz er på vej til at åbne sin femte cafe i Danmark, denne gang i Fredericia. Byggeriet er nu i sin afsluttende fase og Driftschef Morten Bendix Kristensen fastslår, at senest i april lige efter påske, der åbner caféen på Ryes Plads.

Valget faldt på Fredericia, fordi byen er i udvikling, og lokalet på Ryes Plads passede på alle kriterier for en god facade, glaspartier og passende størrelse. Cafeen bliver lidt større end deres 4 andre caféer i henholdsvis Middelfart, Svendborg, Odense og Sønderborg, ligeledes bliver der plads til et større køkken og personalerum.

– Fredericia er på mange måder en fed by i udvikling. Vi blev prikket på skulderen i forhold til lokalet herovre, og vi så også en god synergi i at have en cafe på begge sider af bæltet. Således kan de hjælpe hinanden på kryds og tværs, så har vi en travl dag med koncert på Ryes Plads, så kan vi trække på nogle af Middelfarts personaler eller omvendt, er der en travl dag i Middelfart, så kan vi sende medarbejdere herfra, fortæller Morten Kristensen.

Caféen stiler efter en nordisk, lys og moderne atmosfære, og der vil være mere grønt indendørs end i deres andre cafeer. Cafe Mauritz vil servere lækre burgere, steaks, cocktails, kaffe og brunch for Fredericianerne. Herudover håber de at kunne bidrage med mere liv og begivenheder på Ryes Plads.

– Vi er ikke den cafe, der har hvide duge på bordene, det skulle gerne være en afslappet atmosfære, men i moderne omgivelser. Udover det så har vi en drøm om at, kunne arrangere en koncert ude på Ryes Plads, måske sammen med den engelske. Vi vil tage imod de krydstogtgæster, der kommer ind og ligeledes byde dem hjerteligt velkommen til Fredericia. Vi vil prøve at være med også på de ting, som der rør sig i Fredericia og være åbne for ideer. Der skal skabes noget liv hernede på Ryes Plads, det synes vi i hvert fald den fortjener, siger Morten.

Cafe Mauritz forventer at åbne i midten af april 2023 og Morten er glad for at være tæt på at nå målet med åbningen af caféen, selvom der har været nogle forsinkelser undervejs.

– Baren bliver bygget op i disse dage, Carlsberg har installeret fadøl og sodavands anlæg. Maleren er også i gang, der skal være spræl på væggene med spændende farver, og repoerne i hver sin ende af caféen skal også have kulør, uddyber driftschefen.

Hos Maurtiz satser de på lokalt ansatte, lige som at Morten også selv bor i byen.

– Indtil videre har vi ansat 15 personer, vi vil gerne op på i mindst 25. Den køkkenansvarlige position er på plads og det samme er restaurantchefen. Vi har kunnet tildele dem vi har ansat oplæringsvagter i Middelfart, så alle når 3-4 oplæringsvagter inden vi åbner her i Fredericia, det betyder, at de har en rigtig god indsigt i, hvordan vi byder vores gæster velkommen, hvilken mad vi serverer, hvilke kaffer og cocktails vi har på kortet, hvordan kasseapparatet fungerer og hvordan ovne, friture og så videre virker. Det får de allerede lov at snuse til, inden vi åbner, og det stiller os rigtig stærkt, at vi har en cafe tæt på her, hvor vi kan køre en masse oplæring, 80% af de ansatte er her fra byen, men vi har også et par stykker fra Vejle og Jelling, fortæller Morten Kristensen.

Fremtiden spår at der skal være flere caféer med navnet på døren

– Det kan blive i Vejle, det kan blive i Kolding, flere Odense – en større café i Odense centrum kunne også være rigtig fint, det er jo en fynsk virksomhed, og familien er derfra, så caféerne skal helst ligge her i trekantsområdet, siger Morten.

Selvom der har været forsinkelser undervejs, ser Café Mauritz frem til snart at åbne dørene for deres nye cafe i midten af april.

– Det er skønt snart at være i mål, nu har det været på vej i rigtig lang tid, slutter Morten.

Tind: Vi vil være offensive med strategier

0

Venstre i Fredericia har valgt deres borgmesterkandidat til kommunalvalget i 2025. Valget er igen faldet på Peder Tind, der er blevet forholdt til, hvordan partiet vil agere frem mod valget, og hvordan han forholder sig til situationen med valgforbund i Fredericia, hvor der allerede er indgået et på den borgerlige side.

Da Venstre holdt generalforsamling var der samtidig opstillingsmøde med spidskandidaturet frem mod Kommunal- og Regionsrådsvalget i 2025. Peder Tind blev valgt som borgmesterkandidaten, og Pernelle Jensen blev spidskandidaten til regionsvalget.

– Jeg er tilfreds, da jeg aldrig har lagt skjul på, at jeg har politiske ambitioner for byen. Der er et stort potentiale, som jeg gerne vil være med til at udfolde over de kommende år. Derfor er jeg glad for, at blive genvalgt som borgmesterkandidat. Det er fundamentet, der er vigtigt at have med baglandets opbakning, og det organisatoriske og nu har et mandat man kan gå ud med. Det er en tillidserklæring, da jeg har været i byrådet i fem år og er vokset med opgaven. Vi kan forvente os meget af Venstre i de kommende år, siger Tind.

Der er 2,5 år til kommunalvalget, men allereden nu har Venstre været fremme i skoene med udmeldinger om blandt andet en midtbystrategi.

– Venstre skal være et synligt parti og ikke kun være det tæt på valget, og derfor er vi offensive med strategier. Man vil opleve, at vi kommer med klare budskaber, og det er vigtigt. Vi skal ikke kun vælges fordi vi er fra Venstre, men vi skal også have klar, god politik med udvikling og med kant, fortæller Tind.

Selv sidder Peder Tind i spidsen for Kultur- og Idrætsudvalget.

– Kulturen er et flagskib. Der er volden, museet, kulturen og idrætten, hvor vi har meget at byde på. Det er vigtigt, at vi i de kommende år understøtter store idrætsevent. Vi kæmpede blandt andet markant for at få de nordiske mesterskaber i triathlon til byen i september. Man vil se, at vi vil understøtte udviklingen af byen generelt. Man skal huske få år tilbage med vores bosætning 360 graders kampagne, da vi haltede efter på bosætningstal, men der er et større potentiale. Vi skal fortælle verden vores historie, siger Peder Tind.

Tind er også med i styregruppen omkring formidlingscentret, der i folkemunde kendes som Fæstningscentret.

– Det er en lang rejse, og det er ikke nemt med så store ambitioner. Kigger man på vores historie i byen, er der mange andre kommuner der ikke kan sammenligne sig med os. Derfor skal vi skabe et godt fundament for hele formidlingscentret., fortæller Tind.

På landsplan er Venstre i modvind, men partiet står godt lokalt, mener borgmesterkandidaten.

– Venstre er et godt fællesskab, og vi har et godt bagland også. Der kan godt være uenigheder om politik, men overordnet set stiller vi altid med en borgmesterkandidat. Det ligger latent i vores organisation, men man har skullet vende sig til at vi er i regering med Socialdemokratiet. Ingen ved hvad det får af konsekvenser for kommunalpolitiken, siger Tind.

DF, Konservative og Liberal Alliance har indgået et valgteknisk forbund allerede nu. I første omgang er det uden Venstre, selvom de borgerlige notorisk plejer at have Venstre med fra start.

– Jeg har hele tiden sagt, at jeg havde brug for mit mandat som borgmesterkandidat. Det er formanden og borgmesterkandidaten, der gør det. Jeg er tilhænger af brede valgforbund så alle stemmer tæller, men jeg kommer ikke til at forholde mig til offentligt om vi går med eller ej. Den tager vi i et lukket område. Det er ikke sådan som man har gjort tidligere, men vi er interesseret i dialog med dem. Det skal være klart for dem, at vi stiller op og vil have en borgmester, siger Peder Tind og fortsætter:

– Lige nu er der ubekendte faktorer i dansk politik. Der er nye partier, der ikke er aktive i Fredericia endnu, og så er der nationale tendenser med, at Liberal Alliance er store, men historisk har de ikke været det i Fredericia. Det er vigtigt, at man har politisk indhold, og det er jeg fokuseret på. Der er de tekniske ting med valgforbund, som vi skal diskutere med de andre partier. Historisk har det været os, der tog teten og samlede det, men nu har andre partier lavet en aftale og det er en god start.

Spørgsmålet er, om Peder Tind og Venstre kunne finde på at kigge andre veje og indgå i et valgforbund med Socialdemokratiet.

– Det er et godt spørgsmål, slutter Tind.

Hvordan Venstre vælger at agere i forhold til et teknisk valgforbund står hen i det uvisse, men sikkert er det, at partiet vil være synlige med politiske udmeldinger allerede nu, og ikke kun tæt på valget i 2025.

FHK-træner i voldsom kritik af observatør

0
FHK-træner Jesper Houmark lagde ikke skjul på sin frustration, efter Fredericia Håndboldklub tabte 34-32 til Skjern i Herreligaen. Undervejs i opgøret var der utilfredshed hos...
Bil påkørte hus

Bil påkørte hus