Unge frivillige bringer Wimbledon-stemning til Fyns ældste tennisklub

0
Unge frivillige bringer Wimbledon-stemning til Fyns ældste tennisklub

Hvidt tøj, jordbær med fløde og garden party-stemning. Den 12. juni slår Tennis Club Odense (TCO) dørene op til arrangementet Sip & Serve – en sommeraften inspireret af verdens mest ikoniske tennisturnering, Wimbledon.

Bag arrangementet står en lille gruppe unge, frivillige klubmedlemmer, der har sat sig for at bringe netop den engelske stemning til klubbens historiske baner i Munkemose. Sip & Serve er tænkt som en hyldest til det, Wimbledon repræsenterer – elegance, fællesskab og kærlighed til spillet.

Arrangementet løber af stablen mellem klokken 17 og 20, og gæsterne opfordres til at møde op i klassisk all-white stil. Der serveres bobler og jordbær med fløde, mens aftenens omdrejningspunkt bliver One Point Slam – et hurtigt og tilgængeligt format, hvor hvert eneste point tæller. Tilmeldingen til selve turneringen er allerede revet væk, men interesserede kan stadig skrive til klubben på mail.

Et nyt kapitel i en 137 år gammel historie

TCO er Fyns ældste tennisklub, grundlagt i 1887 og hjemmehørende i Munkemose, et af Odenses smukkeste grønne områder. Med over 400 medlemmer på tværs af generationer er klubben langt mere end blot et sted at spille tennis.

Sip & Serve er skabt fra bunden af de unge frivillige, der har brugt deres fritid på at bygge et arrangement op, som samler hele klubben – ikke kun konkurrencespillerne. Det er hverken et sponsorevent eller en fundraiser, men derimod unge mennesker, der holder af det samme sted og gerne vil vise hvorfor.

»Vi laver ikke bare et event. Vi forsøger at bevare noget, der har tilhørt Odense i 137 år. Sip & Serve er en aften, hvor niveau, alder og point ikke spiller nogen rolle. Kom som du er, gå hjem som venner,« siger cheftræner i Tennis Club Odense Lorenzo Panariti.

Aftenen begynder klokken 17 med ankomst og velkomstdrink, og en halv time senere går One Point Slam i gang. Klokken 18.30 åbner aftensmaden, inden semifinalerne spilles klokken 19. En halv time senere afvikles finalen med efterfølgende præmieoverrækkelse, og klokken 20 takkes der af for aftenen.

Kunst rykker ud på Koldings folkeskoler

0
Kunst rykker ud på Koldings folkeskoler

KULTUR. Snart kan eleverne på Koldings folkeskoler møde kunst af nogle af landets største navne, når de træder ind i klasselokalet. Alle kommunens folkeskoler, der har søgt om værker gennem Ny Carlsbergfondets landsdækkende initiativ Kunst til Folkeskolen, har nemlig fået tildelt kunst. Den kommer til at hænge i klasselokaler, på fællesarealer og i skolegange, tæt på den hverdag, eleverne lever i.

Tildelingen falder på et tidspunkt, hvor Kolding allerede er langt med at bringe børn og kunst tættere sammen. Gennem samarbejdet med kunstmuseet Trapholt og projektet Trapholt To Go er kunstværker flyttet ud på skolerne, mens museet selv gennemgår en større ombygning. Projektet omfatter samtlige af kommunens folkeskoler og 41 femteklasser, der adopterer værker og arbejder med dem i undervisningen, blandt andet gennem kreative formidlingsformer. De adopterede værker hænges op på skolerne til glæde for alle, der færdes der.

For Iben Lehmann Rasmussen, formand for Børne-, Skole- og Familieudvalget i Kolding Kommune, har erfaringerne fra Trapholt-samarbejdet allerede vist, hvad kunsten kan, når den kommer helt tæt på. »Vi oplever en enorm nysgerrighed blandt eleverne, når kunsten bliver en del af deres hverdag. Samarbejdet med Trapholt har vist os, hvor stor værdi det har, når eleverne møder kunst tæt på deres egen virkelighed,« siger hun. »Derfor er det virkelig fantastisk, at endnu flere værker nu finder vej ud på skolerne. Det giver eleverne nye perspektiver, nye samtaler og nye måder at se verden på.«

Interessen har været stor i hele landet. Ny Carlsbergfondet har modtaget langt flere ansøgninger end ventet, men alle ansøgende skoler får nu tildelt værker. På landsplan skal mere end 650 værker fordeles mellem omkring 300 skoler.

Det er ikke ukendte navne, der rykker ind på skolerne. Værkerne kommer fra Ny Carlsbergfondets egen samling og tæller blandt andre Per Kirkeby, Tal R, Asger Jorn, Katrine Ærtebjerg, Bjørn Nørgaard, Kirstine Roepstorff og HuskMitNavn.

Kultur og læring tættere sammen

I Kolding ser kommunen tildelingen som endnu et skridt i bestræbelserne på at koble kultur og læring, samtidig med at det understøtter intentionerne om mere elevinddragende og motiverende undervisning i de kommende fagplaner.

Merete Due Paarup, formand for Kultur- og Eventudvalget i Kolding Kommune, peger på, at kunsten har en helt særlig plads i skolen. »Kunst kan noget særligt i skolen. Den skaber nysgerrighed, refleksion og samtaler, og den giver eleverne mulighed for at se verden fra nye perspektiver,« siger hun. »Når kunsten bliver en del af hverdagen, bliver den også mere nærværende og tilgængelig for børnene.«

Den videre proces står Ny Carlsbergfondet selv for, fra udvælgelse og matching til transport og ophængning. De deltagende skoler bliver kontaktet direkte om det videre forløb.

Bring leverer nu alle pakker elektrisk i hele Danmark

0
Bring leverer nu alle pakker elektrisk i hele Danmark

Fra 1. juni kan Bring kalde sig det første større leveringsfirma i Danmark, der leverer 100 procent elektrisk på sidste del af ruten – det såkaldte last mile – på alle pakkeleverancer i landet. Samtlige varebiler op til 4,25 ton kører nu på el.

Omstillingen er ikke kommet af sig selv. Et stigende pakkevolumen har tværtimod betydet, at langt flere biler skulle skiftes ud end først ventet.

»Nu anvender vi udelukkende elektriske køretøjer i den daglige pakkeudlevering. Vores pakkevolumen er steget med 23 procent siden sidste år, og det har betydet, at vi har skullet omstille betydeligt flere biler, end vi først havde forventet. Derfor er det en stor milepæl, at vi nu er i mål med elektrificeringen af vores pakkedistribution. Vi viser, at det kan lade sig gøre at levere hurtigt og pålideligt og samtidig reducere udledningen markant,« siger Bjarne Lauritsen, driftsdirektør hos Bring Danmark.

Alle pakker til danske modtagere, der leveres på last mile med Bring-varebiler, bliver nu kørt ud med elektriske køretøjer. I maj blev de sidste otte varebiler udskiftet – den sidste brik, der skulle til for at nå fuld elektrificering. For at gøre omstillingen mulig har Bring udbygget ladeinfrastrukturen på samtlige af sine terminaler.

Posten Bring-koncernen, som Bring er en del af, fortsætter nu med at skalere elektrificeringen i resten af Norden. Målet er, at hele koncernens egen køretøjsflåde skal være fossilfri senest i 2030, og at hele værdikæden skal nå netto nul senest i 2040.

»Samtidig er vi også begyndt at elektrificere vores tunge lastbiltransporter. Det er mere komplekst, fordi det stiller endnu højere krav til en robust ladeinfrastruktur,« siger Bjarne Lauritsen.

Hugormesæsonen er i gang: Sådan skal du reagere, hvis dit kæledyr bliver bidt

0
Hugormesæsonen er i gang: Sådan skal du reagere, hvis dit kæledyr bliver bidt

Hugormene er igen blevet aktive i den danske natur, og derfor lyder der nu en opfordring fra veterinærkoncernen AniCura til alle hunde- og katteejere om at være ekstra opmærksomme i de kommende måneder. Et hugormebid kan nemlig være alvorligt og i værste fald livstruende for kæledyr, hvis det ikke behandles hurtigt.

De lune måneder byder på masser af udendørsaktiviteter for både hund og kat, men det er også nu, risikoen for et hugormebid stiger. Slangerne opholder sig ofte i højt græs, på hedeområder, i bunker af blade eller andre solrige steder, og de giftige krybdyr er aktive fra april til november.

I langt de fleste tilfælde overlever dyrene, men i værste fald kan biddet kræve langvarig behandling. Derfor opfordrer dyrlæge ved AniCura Københavns Dyrehospital Anders Jensen til, at man tager selv den mindste mistanke alvorligt.

»Hugormebid kan være meget alvorlige for både hunde og katte, og derfor er det vigtigt, at man kontakter en dyrlæge med det samme, hvis man har mistanke om, at ens kæledyr er blevet bidt. Jo hurtigere dyret får behandling, desto bedre er mulighederne for at begrænse komplikationer og hjælpe kroppen med at udskille giften,« siger han.

Særligt mindre hunde og katte kan blive hårdt påvirket af giften, men alle dyr kan reagere voldsomt. Symptomerne viser sig ofte hurtigt og kan udvikle sig over få timer.

Vær opmærksom på symptomerne

Det er ikke altid, ejeren ser selve biddet ske, men der er flere typiske tegn at holde øje med. Det kan blandt andet være hævelse omkring bidstedet, smerter, halthed, træthed, opkast eller en påvirket almen tilstand.

»Mange dyr bliver pludseligt sløve eller får tydelige smerter kort tid efter biddet. Nogle oplever også hævelse omkring hovedet eller benene afhængigt af, hvor de er blevet bidt. I alvorlige tilfælde kan giften påvirke både kredsløb og organer,« forklarer Anders Jensen.

Mistænker man et hugormebid, anbefaler AniCura, at dyret holdes så roligt som muligt på vej til dyrlægen.

»Det er vigtigt at begrænse dyrets aktivitet mest muligt, da bevægelse kan få giften til at sprede sig hurtigere i kroppen. Mindre hunde og katte bør bæres, og større hunde bør gå mindst muligt. Samtidig skal man undgå at forsøge at suge gift ud eller binde noget stramt omkring bidstedet,« siger Anders Jensen.

Hos AniCura lyder den klare anbefaling at kontakte dyrlægen ved den mindste mistanke om et hugormebid.

FAKTA: Sådan beskytter du dit kæledyr i hugormesæsonen

Hugorme er sky dyr, som ofte trækker sig væk ved støj og bevægelse – tramp gerne lidt ekstra på gåturen i områder med højt græs eller hede.

Hold hunden tæt på dig i områder, hvor der kan være hugorme, så du bedre kan holde øje med, hvor den snuser og færdes.

Ved mistanke om hugormebid er det vigtigt at holde dyret mest muligt i ro, da bevægelse kan få giften til at sprede sig hurtigere i kroppen.

Kontakt altid dyrlægen hurtigt ved mistanke om hugormebid – også selvom symptomerne virker milde i starten.

Typiske symptomer kan være hævelse, smerter, halthed, træthed eller opkast kort tid efter biddet.

Würth Danmark skærer i CO2-udledningen og sætter samtidig omsætningsrekord

0
Würth Danmark skærer i CO2-udledningen og sætter samtidig omsætningsrekord

Würth Danmark beviser, at grøn omstilling og økonomisk vækst kan trives side om side. Det fremgår af virksomhedens netop offentliggjorte ESG-rapport for 2025, der viser, at koncernens arbejde med at reducere CO2-udledningen nu for alvor begynder at bære frugt – og det er sket samtidig med en rekordhøj omsætning.

Siden baselineåret 2021 har Würth Danmark reduceret sine Scope 1- og 2-udledninger med 29,7 procent, svarende til 815 ton CO2e.

Den største enkeltstående årsag til reduktionen er elektrificeringen af bilflåden. Næsten halvdelen af virksomhedens mere end 300 biler kører i dag på el. Dertil kommer en række energieffektiviseringer som bedre varmestyring, LED-belysning og energistyring, der tilsammen har reduceret varmeforbruget pr. omsætningskrone med 17 procent og forbedret energieffektiviteten med 9 procent.

For administrerende direktør Donny Moerkerk er ESG-indsatsen en naturlig del af virksomhedens ansvar.

»Vi har et klart ansvar for at drive en sund forretning og samtidig tage ansvar for vores klimaaftryk. ESG-rapporten for 2025 viser, at vi kan skabe vækst og samtidig reducere vores CO2-udledning markant. Det er vigtigt for os og for de kunder, der hver dag vælger os som samarbejdspartner,« siger Donny Moerkerk.

ESG-koordinator Camilla Aalykke peger på, at investeringerne også har gavnet bundlinjen.

»Når vi reducerer CO2-udledningen ved at vælge mere energieffektive løsninger, falder omkostningerne typisk også. Det har vi blandt andet set på bilområdet,« siger Camilla Aalykke.

Også medarbejderne har stået i centrum i 2025. Gennem en livsbalancestrategi og etableringen af Würth Akademi har virksomheden sat øget fokus på trivsel, fleksibilitet og udvikling. Et målrettet arbejdsmiljøarbejde har samtidig betydet, at antallet af registrerede arbejdsulykker er halveret siden 2024.

Virksomheden har desuden styrket den overordnede styring af ESG-arbejdet. Gennem en omfattende due diligence-proces er der identificeret 33 centrale ESG-områder, der skal danne grundlag for prioritering i de kommende år.

»Det giver os et klart overblik og en fælles retning for det videre arbejde. Vi står nu på et stærkt fundament, hvor ESG er integreret i måden, vi driver forretning på,« siger Camilla Aalykke.

Fremadrettet fortsætter Würth Danmark arbejdet med at omsætte ESG-indsatsen til konkrete resultater. Blandt andet forventes en ny lagerudvidelse at bidrage til yderligere reduktion af varmeforbruget og understøtte en mere energieffektiv drift.

Würth Danmark A/S har hovedkontor og centrallager i Kolding og beskæftiger omkring 620 medarbejdere på landsplan. I 2025 lød omsætningen på 1,164 milliarder kroner.

Sommerstemning og nordiske klange fylder Hannerup Kirke

0
Sommerstemning og nordiske klange fylder Hannerup Kirke

Torsdag den 18. juni klokken 19 lægger Hannerup Kirke rum til en aften i sangens tegn, når vokalensemblet Dís indtager kirken med en koncert, der byder på en særlig musikalsk oplevelse.

Dís består af kvinder fra lokalområdet, der alle har beskæftiget sig med sang hele livet. Flertallet af medlemmerne er uddannede og arbejder professionelt med musik, og ensemblet har gennem tiden markeret sig som en unik stemme på den lokale vokalscene.

Publikum kan glæde sig til en blanding af nordiske klange og eksperimenterende vokalarrangementer. Gruppen bevæger sig frit mellem genrer og skaber et lydunivers, hvor det intime møder det ekspressive.

Der er gratis adgang til koncerten, og når de sidste toner har lagt sig, bydes sommeren velkommen med en forfriskning.

To standsningssager satte byrådet på prøve

To standsningssager satte byrådet på prøve

En aften, der begyndte med tillykke og lagkagestemning, blev til en lang og principiel samtale om penge, mennesker og om, hvor langt en politikers ret til at sige stop egentlig rækker.

Læs hele artiklen her

Alex Vanopslagh kommer til Fredericia på grundlovsdag

Alex Vanopslagh kommer til Fredericia på grundlovsdag

POLITIK. Når Fredericia på fredag fejrer grundlovsdag, bliver det med et tungt politisk navn i spidsen. Liberal Alliances partileder, Alex Vanopslagh, holder årets grundlovstale ved den store, fælles grundlovsfejring i gården ved Kulturkasernen.

Arrangementet er efterhånden blevet en tilbagevendende tradition, hvor en bred kreds af byens partier står sammen om at markere dagen i de grønne omgivelser på den gamle Bülows Kaserne. Med taler, debat og en partileder som hovedtaler håber arrangørerne i år at løfte begivenheden et niveau op.

For Liberal Alliances lokale byrådsmedlem, Christian Jørgensen, er det en glædelig nyhed, at netop hans partiformand lægger vejen forbi. »Jeg er selvfølgelig glad for, at det er lykkedes at få Alex Vanopslagh herned for at holde grundlovstalen. Jeg håber personligt, at det kan give begivenheden et boost og tiltrække nogle mennesker, måske også nogle unge, som ikke plejer at komme til et grundlovsmøde,« siger han.

Syv partier står bag

Selvom Vanopslagh er det store trækplaster, lægger Christian Jørgensen vægt på, at dagen bæres af et bredt samarbejde. Bag arrangementet står syv lokale partier: SF, Radikale Venstre, Liberal Alliance, Socialdemokratiet, Enhedslisten, Alternativet og Danmarksdemokraterne.

Han fremhæver de ildsjæle, der har bygget mødet op, og som han mener fortjener æren frem for ham selv. Blandt dem er Kirsten Vad Knudsen fra Radikale og Lars Olesen fra SF, mens Liberal Alliances lokalformand, Lars Cording, i dag sidder i styregruppen.

Sådan så det ud, da byens partier tidligere har været samlet til grundlovsmøde i Kulturkasernen. Nu gentages arrangementet.

Også partier uden for kredsen er blevet spurgt. Venstre holder fortsat sit eget grundlovsmøde, mens andre har takket nej, men dagen er åben for alle uanset partifarve, understreger Christian Jørgensen. »Jeg kan godt lide, at man breder det ud,« siger han. »Vi har en lokal ildsjæl i form af teaterdirektør Thomas Bay, som er spændende og inspirerende at høre på, og så har vi Alex. Derudover er der debatter med nogle af de nye byrådsmedlemmer, og de lokale foreninger får mulighed for at komme til orde.«

Drømmen om et minifolkemøde

For Christian Jørgensen rækker ambitionen ud over selve dagen. Tanken er, at arrangementet med tiden kan vokse sig større og blive et fast holdepunkt i byens demokratiske liv. »Jeg håber, og det ved jeg også er ildsjælenes intention, at det kan udvikle sig til et lille minifolkemøde. At det bliver bredere funderet end bare et enkelt parti med en politiker eller to, der siger noget. Og at det kan blive lidt større og være med til at gøre Kulturkasernen til et centralt mødested i Fredericia for alle slags mennesker og alle slags holdninger.«

Med kagebord, kaffe og mulighed for at købe drikkevarer er målet en uformel og hyggelig dag i demokratiets tegn. »Man forsøger virkelig at skabe en lille demokratifest. Det synes jeg er en smuk tanke,« slutter byrådsmedlemmet.

Grundlovsdagsfejringen holdes fredag den 5. juni fra klokken 14 til 17.30 i gården ved Kulturkasernen. Alle er velkomne.

Nattevagter sætter sig på sygeplejerskers mentale helbred

0
Nattevagter sætter sig på sygeplejerskers mentale helbred

SUNDHED. Nattevagter er en fast del af livet på et hospital, men de kan have en pris. Et nyt dansk studie peger på, at sygeplejersker, der arbejder om natten, oftere tager medicin mod angst, stress, søvnbesvær og depression end deres kolleger, der ikke har nattevagter.

Studiet er gennemført af forskere ved Københavns Universitet og Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø med støtte fra ROCKWOOL Fonden. Det følger 3.500 nyuddannede sygeplejerskers mentale helbred gennem de første seks år af deres arbejdsliv, og konklusionen er, at risikoen for at tage psykofarmaka stiger med op til 24 procent for hvert år med natarbejde.

Det særlige ved undersøgelsen er, at den ikke bygger på spørgeskemaer, men på registerdata. Forskerne har koblet sygeplejerskernes faktiske vagtplaner sammen med oplysninger om deres medicinforbrug fra Sundhedsstyrelsens lægemiddeldatabase. Dermed hviler resultaterne på objektive oplysninger frem for, hvordan den enkelte selv oplever sin situation. Samtidig er sygeplejersker, der allerede tog psykofarmaka inden eller under uddannelsen, holdt ude af undersøgelsen. »Med studiet her har vi helt objektive informationer om sygeplejerskernes mentale sundhed, og de sygeplejersker, som havde et forbrug af psykofarmaka, inden de blev færdiguddannede, er slet ikke med i undersøgelsen,« siger Astrid Sophie Fugleholm, der har gennemført undersøgelsen som en del af sit ph.d.-projekt på Københavns Universitet.

Hun understreger samtidig, at man skal være varsom med at læse resultatet for håndfast. »Der er en klar sammenhæng mellem natarbejde og et ekstra forbrug af psykofarmaka. Det er dog vigtigt at understrege, at der er tale om en statistisk beregnet sammenhæng,« siger Astrid Sophie Fugleholm.

En beregnet sammenhæng

At det netop er en beregning, skyldes virkeligheden på en hospitalsafdeling. Mange sygeplejersker skifter mellem perioder med dag- og nattevagter, og derfor blandes grupperne med og uden natarbejde sammen over tid. For at isolere effekten har forskerne opstillet et hypotetisk scenarie, hvor en sygeplejerske arbejder på fuld tid med natarbejde seks år i træk.

I det scenarie vil 8,5 procent af sygeplejerskerne tage psykofarmaka i det syvende år efter ansættelsen. Til sammenligning ligger andelen blandt sygeplejersker uden natarbejde stabilt på mellem 2,3 og 3,2 procent. Omsat til mennesker svarer det til, at der for hver 1.000 sygeplejersker med natarbejde kommer omkring seks flere om året, der begynder at tage medicin mod mentale lidelser.

Kendt på kroppen, nyt for psyken

At natarbejde tærer på det fysiske helbred er veldokumenteret. Tidligere studier har blandt andet koblet langvarigt natarbejde til en øget risiko for brystkræft hos kvinder, og de hyppige skift i døgnrytmen er kendt for at belaste kroppen. Det nye er, at forskningen nu også peger på en målbar sammenhæng med det psykiske helbred.

Forskerne bag studiet understreger dog, at sammenhængen mellem natarbejde og mentalt helbred fortsat bør undersøges nærmere.

Mand gik på gaden med to knive i hånden: Sigtet for overtrædelse af knivloven

0
Mand gik på gaden med to knive i hånden: Sigtet for overtrædelse af knivloven

KRIMI. En 25-årig mand fra Kolding blev mandag aften sigtet for overtrædelse af knivloven. Hændelsen fandt sted klokken 20.56.

En patrulje traf manden, der kom gående på gaden med to knive i hånden. Da betjentene tog kontakt til ham, lagde han knivene fra sig. Han blev herefter sigtet for overtrædelse af knivloven.

Der er ingen forklaring på, hvorfor manden havde knivene med sig. Han blev efterfølgende hjulpet videre til et sted, hvor han kunne få hjælp.

Det oplyser Arno Rindahl Petersen fra Sydøstjyllands Politi.

Personpåkørsel ved Vejle: Ung mand afgået ved døden

Personpåkørsel ved Vejle: Ung mand afgået ved døden

0
KRIMI. Politi og redning rykkede natten til søndag ud til Rødkildevej i Vejle, hvor der havde været en personpåkørsel. Påkørslen skete klokken 04.05, hvor...