Flere unge venter på en mentor – nu søger Talentspejderne frivillige

0
Flere unge venter på en mentor – nu søger Talentspejderne frivillige

SAMFUND. Der står allerede unge på venteliste i Middelfart Kommune. Unge i 7.–9. klasse, som mangler én voksen, der har tid til at lytte og hjælpe dem med at få øje på deres styrker og muligheder. Derfor leder Talentspejderne nu efter 10 frivillige mentorer, der vil gøre en konkret forskel i hverdagen for et ungt menneske.

»Talentspejderne er en NGO, som har som hovedformål at hjælpe unge mennesker med at finde deres evner og talenter,« fortæller Marie Hahne, der er koordinator for indsatsen.

At finde det, man er god til

Talentspejderne arbejder i Middelfart Kommune med unge fra 7. til 9. klasse, mens organisationen i andre kommuner også har forløb for unge mellem 18 og 29 år. Fælles for indsatserne er ønsket om at give de unge et nyt blik på sig selv. »Hovedformålet er også at gøre de unge klar til job og uddannelse. At finde ud af, at de er dygtige til noget – og at de faktisk har en plads ude i samfundet, når de engang træder ud af skolen. Hvad den plads så er, det hjælper vi dem med at finde,« siger Marie Hahne.

Mange af de unge har oplevet nederlag i skolen og kan have svært ved at se deres egne kompetencer. Her forsøger Talentspejderne at vende perspektivet. »Vi er alle sammen dygtige til noget. Vi har alle sammen karakterstyrker, og vi kan alle sammen lære, vi gør det bare forskelligt.«

Sammen med førende eksperter har Talentspejderne udviklet et fast program med 24 møder. Hvert møde har sit eget fokus – uden at det bliver rigidt. »Der er et fokus for hvert møde, hvor man blandt andet arbejder med at finde sin læringsstil gennem tests og samtaler,« forklarer Marie Hahne.

De unge arbejder blandt andet med læringsstile, karakterstyrker og forskellige former for intelligens. »Når de forstår, hvordan de selv lærer bedst, får de ofte også en bedre forståelse af, hvorfor noget har været svært. Nogle har brug for det visuelle, nogle for at arbejde med hænderne, nogle for at lytte. Der er mange måder at lære på.« Målet er at give de unge et trygt rum, hvor de kan opdage deres egne evner. »Hovedpointen er at give de unge en plads til at finde ud af, hvad de er dygtige til. For det er de – nogle gange skal man bare have lidt hjælp til at finde frem til det.«

Én-til-én med en mentor

Mentorforløbet begynder med et gratis mentorkursus, hvor de frivillige bliver introduceret til programmet, ungeperspektivet og de værktøjer, der arbejdes med. »Man prøver også selv nogle af testene, så man ved, hvad det er, man møder den unge med,« siger Marie Hahne.

Herefter matcher Talentspejderne mentor og ung, primært ud fra geografi, så det er nemt at mødes i hverdagen. Det første møde finder sted i rolige og trygge rammer. »Vi holder et matchmøde, hvor mentor og den unge mødes første gang sammen med mig og forældrene. Det er et trygt rum, hvor man både præsenterer hinanden og forklarer, hvad Talentspejderne er.«

Efterfølgende mødes mentor og ung cirka én gang om ugen i en til halvanden time. Undervejs i forløbet modtager den unge diplomer som en markering af indsatsen, først bronze efter otte møder, siden sølv efter 16 og til sidst guld efter 24 gennemførte møder.

Men forløbet handler ikke kun om struktur, møder og diplomer. Selvom job og uddannelse er et vigtigt mål, rækker mentorrelationen længere end det. »Det handler også om almindelig læring, relationer og muligheder. Og om at få en god støtte af en voksen,« siger Marie Hahne. Hun peger på, at der ofte foregår meget i de unges liv. »Nogle gange er det bare rart at sidde én til én og have en god dialog. I sidste ende handler det om, at den unge kan komme videre.«

Unge venter – og mentorer får også noget igen

Lige nu står flere unge i Middelfart Kommune på venteliste og venter på at blive matchet med en voksen, der har tid og lyst til at være der for dem. »Der er unge derude, der venter. Og det er derfor, vi skal finde nogle mentorer,« siger Marie Hahne.

At være mentor kræver ikke særlige forudsætninger ud over tid, engagement og lysten til at gøre en forskel. Mentorkurset og materialerne er gratis, og det samme gælder selve forløbet. Til gengæld kan udbyttet være betydeligt. »Det giver både noget på den personlige og den professionelle konto. Man lærer om unge mennesker, om kommunikation og lidt om ledelse. Det er noget, man kan tage med ind i sit arbejde.«

Men ifølge Marie Hahne er det ofte de små øjeblikke, der gør det største indtryk. »At se en ung, der måske ikke siger noget første gang, kigger ned i bordet, og så opleve, hvordan der efterhånden kommer smil, øjenkontakt og glæde. Det giver virkelig noget.«

Derfor håber Talentspejderne nu, at flere voksne i Middelfart vil melde sig som mentorer og give et ungt menneske den støtte, der kan være afgørende for, at de kan se nye muligheder og komme videre.

Indbrud, narkokørsel og mange narkosigtelser i Fyns Politis døgnrapport

0
Indbrud, narkokørsel og mange narkosigtelser i Fyns Politis døgnrapport

Indbrud, færdselsuheld og en lang række sager om euforiserende stoffer fylder i Fyns Politis døgnrapport for de seneste dage.

I Middelfart Kommune blev en 52-årig mand fredag aften sigtet for at føre personbil under påvirkning af euforiserende stoffer på Østergade i Middelfart. Politiet oplyser, at manden i forvejen var frakendt førerretten. Tidligere på dagen skete der et færdselsuheld på Industribuen i Ejby, hvor en personbil påkørte en varebil. Føreren af personbilen, en 30-årig mand fra Tønder Kommune, var ifølge politiet faldet i søvn bag rattet og blev samtidig sigtet for narkokørsel.

I Assens Kommune har politiet modtaget flere anmeldelser om indbrud og hærværk. I Aarup har der været både indbrud og forsøg på indbrud på Vibevej og Lærkevej, hvor gerningspersoner har brudt vinduer op. Umiddelbart er der ikke stjålet noget. I Assens by er der desuden anmeldt flere tilfælde af hærværk på Provstigade, hvor biler blandt andet har fået knust baglygter, ruder, sidespejle og forlygter samt påført buler.

Flere indbrud er også anmeldt i Faaborg-Midtfyn Kommune. I Faaborg har der været indbrud på både Odensevej og Stenbækvej. På Stenbækvej er der stjålet blandt andet højttalere, lamper, værktøj og hårde hvidevarer, mens der i det andet tilfælde umiddelbart ikke er stjålet noget. I Ringe blev en 48-årig mand sigtet for narkokørsel på Hovedvejen.

I Kerteminde Kommune blev der anmeldt indbrud i Langeskov, hvor en jakke blev stjålet, og i Marslev blev en 69-årig mand sigtet for spirituskørsel på Kertemindevej.

I Nyborg Kommune har politiet registreret to færdselsuheld. På Hjejlevej kørte en personbil op bag i en anden bil uden personskade, og på Kertemindevej ramte en lastbil med trailer en husmur, som efterfølgende kollapsede delvist. Også her var der umiddelbart ingen personskade.

Odense fylder markant i døgnrapporten med en lang række sager om euforiserende stoffer. Flere personer i alderen 18 til 47 år er blevet sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer på blandt andet Ørbækvej, Gyldenhusvej, Munkerisvej, Tjørnehaven og Niels Bohrs Allé. Derudover er der anmeldt tyverier af nummerplader, hærværk mod biler samt indbrud i boliger – blandt andet via uaflåste døre og opbrudte vinduer.

I Odense C blev to mænd desuden meddelt forbud efter restaurationsloven, efter at de indlod sig i slagsmål på Vestergade, og en 22-årig mand blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, efter at han var højtråbende og aggressiv i forbindelse med et forsøg på cykeltyveri.

På Nordfyn er der anmeldt butikstyveri i Bogense, hvor tre personer stjal cigaretter, samt indbrud i Otterup, hvor der er stjålet lamper.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Fyns Politis døgnrapport.

Middelfart Sparekasse deler penge ud til lokale fællesskaber

0
Middelfart Sparekasse deler penge ud til lokale fællesskaber

Middelfart Sparekasse har igen været i det gavmilde hjørne og delt midler ud fra Fællesskabspuljen til en række fællesskaber og foreninger i Middelfart og omegn. En opgave, der ifølge sparekassen selv giver ekstra god mening.

Fællesskaber er nemlig noget, der betyder meget for Middelfart Sparekasse.

Fra hovedsædet på Havnegade har afdelingsdirektør Louise Snitkjer netop stået i spidsen for uddelingen af midlerne, som er et ekstraordinært tiltag, der supplerer sparekassens løbende sponsorater og lokale engagement.

»Det er en dejlig opgave at kunne påskønne fællesskaberne og de mange frivillige, der hver dag gør en forskel,« siger Louise Snitkjer.

Forslagene til modtagere er indstillet af garanter i Middelfart Sparekasse, mens de endelige beslutninger er truffet af lokale repræsentantskabsmedlemmer.

Ifølge Louise Snitkjer er der flere hensyn i spil, når midlerne fordeles.

»Vi kigger blandt andet efter nytænkende initiativer og foreninger, men vi stræber også efter en god spredning blandt modtagerne – både i forhold til aktiviteter og geografisk, så vi når hele kommunen,« siger hun.

Overraskelse og musikalsk indslag

Ifølge afdelingsdirektøren er en af de største glæder ved Fællesskabspuljen selve kontakten til modtagerne.

»Det er helt fantastisk at ringe ud til dem. Flere havde svært ved at tro, at den var god nok,« fortæller hun og beskriver udvælgelsen som en sober proces med engagerede repræsentantskabsmedlemmer. Forleden blev modtagerne samlet i sparekassens hovedsæde på Havnegade, hvor Louise Snitkjer sammen med Mark Friis Jensen, erhvervscenterdirektør for Fredericia-Middelfart, var værter.

Sammenkomsten bød som altid på en hyggelig og munter stemning – denne gang med et ekstra musikalsk indslag. En af modtagerne, Middelfart Musikskoles Støtteforening, havde taget et ungt violintalent med, som gav smukke eksempler på sin kunnen.

Modtagere fra Fællesskabspuljen 2025

Middelfart Billedskole
Føns Søsportsklub
Middelfart Musikskoles Støtteforening
KIF Fodbold
FIN – Fællesskaber i Nørre Aaby
Middelfart Skateboard Forening

Indbrud i villa i Kolding – huset gennemrodet

0
Indbrud i villa i Kolding – huset gennemrodet

Der har været indbrud i en villa på A.M.G. Friis Vej i Kolding i løbet af weekenden. Det oplyser Arno Rindal Petersen fra Sydøstjyllands Politi.

Indbruddet er sket i tidsrummet fra lørdag klokken 17.30 og frem til søndag klokken 09.40. Gerningspersonen eller gerningspersonerne har skaffet sig adgang til boligen ved at bryde et soveværelsesvindue op.

Ifølge politiet er der umiddelbart ikke konstateret tyveri fra boligen. Det kan dog ses, at der har været personer rundt i hele huset.

Politiet efterforsker sagen og opfordrer eventuelle vidner, der har set eller hørt noget mistænkeligt i området, til at kontakte politiet.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing, oplyst af vicepolitiinspektør Arno Rindal Petersen.

Tyveri fra byggeplads i Kolding – minilæsser stjålet for 365.000 kroner

0
Tyveri fra byggeplads i Kolding – minilæsser stjålet for 365.000 kroner

Sydøstjyllands Politi efterforsker et indbrud på en byggeplads på Snerlevej i Kolding, hvor der er stjålet en minilæsser af betydelig værdi. Det oplyser Arno Rindal Petersen fra Sydøstjyllands Politi på politiets pressebriefing mandag.

Ifølge politiet er indbruddet sket i tidsrummet fra fredag den 16. januar og frem til søndag den 18. januar klokken 11. Gerningspersonerne har skaffet sig adgang til byggepladsen ved at pille indhegningen fra hinanden.

Fra stedet er der stjålet en rød minilæsser af mærket Schäffer. Politiet oplyser, at maskinen har en værdi på omkring 365.000 kroner.

Sagen efterforskes fortsat, og politiet oplyser ikke yderligere om mulige gerningspersoner. Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing, oplyst af vicepolitiinspektør Arno Rindal Petersen.

Politiet kæder to narkosager i Fredericia sammen efter fund søndag aften

0
Politiet kæder to narkosager i Fredericia sammen efter fund søndag aften

Sydøstjyllands Politi har søndag aften registreret to sager om euforiserende stoffer i Fredericia, som nu ses i sammenhæng. Det oplyser vicepolitiinspektør Arno Rindal Petersen fra Sydøstjyllands Politi på politiets pressebriefing mandag den 19. januar.

Den første sag blev registreret klokken 19.04 i Købmagergade, hvor politiet traf en mand og foretog visitation. Her blev der fundet 1,42 gram hash og 1,04 gram amfetamin. Ifølge politiet var der tale om stoffer til eget brug, og manden blev sigtet for overtrædelse af loven om euforiserende stoffer. Der er tale om en 38-årig mand i denne sag.

Kort tid efter, klokken 19.30, gjorde politiet endnu et fund i området. Ved et skur på Vester Voldgade traf politiet en person, som var i besiddelse af 14,5 gram hash, 1,05 gram amfetamin samt 400 kroner i mindre sedler. Her er der tale om en 43-årig mand.

Ifølge politiet giver fundets karakter og mængde anledning til mistanke om, at stofferne i den anden sag var tiltænkt videre salg. Politiet oplyser, at de to sager nu ses i sammenhæng som led i den videre efterforskning.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing mandag den 19. januar.

Indbrud i villa på Smedegårdsvej – politiet mangler overblik over tyvekoster

0
Indbrud i villa på Smedegårdsvej – politiet mangler overblik over tyvekoster

Sydøstjyllands Politi har modtaget anmeldelse om indbrud i en villa på Smedegårdsvej. Det oplyser vicepolitiinspektør Arno Rindal Petersen fra Sydøstjyllands Politi på politiets pressebriefing mandag den 19. januar.

Ifølge politiet er indbruddet sket i tidsrummet fra fredag den 9. januar klokken 17.00 og frem til søndag den 18. januar klokken 15.45. Gerningspersonen eller gerningspersonerne er kommet ind i villaen via et vindue.

Der er ikke umiddelbart konstateret opbrudsmærker, og politiet oplyser, at vinduet muligvis kan være blevet revet op. Boligen er blevet gennemrodet, og politiet arbejder fortsat på at få overblik over, hvad der eventuelt er blevet stjålet.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing mandag den 19. januar.

Tidligere ADP-chef fra Fredericia bliver juridisk topchef i STARK

0
Tidligere ADP-chef fra Fredericia bliver juridisk topchef i STARK

Den tidligere juridiske chef i ADP A/S i Fredericia, Lotte Cederskjold, er udpeget som ny juridisk chef i STARK. Hun tiltræder stillingen den 1. februar 2026.

Dermed får en jurist med solid lokal forankring i Fredericia og Trekantområdet en central rolle i en af Danmarks største byggematerialekoncerner, hvor hun får det overordnede ansvar for den juridiske funktion, compliance-arbejdet og administrationen af STARKs ejendomsportefølje.

Lotte Cederskjold kommer senest fra Poul Schmidt/Kammeradvokaten, hvor hun siden 2021 har arbejdet som advokat og Senior Manager med fokus på kommerciel og erhvervsretlig rådgivning, kontrakter og fast ejendom. Forinden havde hun opbygget den juridiske funktion hos Associated Danish Ports, hvor hun var Head of Legal & HR – en rolle, hun varetog fra Fredericia.

I ADP-tiden havde hun ansvar for både juridiske forhold og HR-området i en periode, hvor havnekoncernen gennemgik en markant udvikling og udvidede sine aktiviteter, blandt andet i Trekantområdet.

Hos STARK ser man frem til at få en profil med både offentlig og privat erfaring ombord. Ifølge finansdirektør Troels Vibholm matcher Lotte Cederskjolds tilgang virksomhedens kultur.

»Lotte kommer med tung og bred juridisk erfaring samt solid indsigt i fast ejendom. Hun er kendt for at levere høj kvalitet og har et tydeligt drive samt en forretningsnær tilgang til juraen, der matcher STARKs ambitioner,« siger han i en pressemeddelelse.

Lotte Cederskjold har desuden erfaring fra både 3C Retail og DELACOUR, der i dag er en del af DLA Piper.

Selv ser hun frem til at skifte til STARK og til at arbejde i en virksomhed, hvor juraen er tæt koblet til forretningen.

»Jeg har store forventninger til det næste kapitel i mit arbejdsliv. STARKs vision og værdigrundlag passer godt til mig, og jeg glæder mig til at bringe mine kompetencer i spil i en virksomhed, hvor passionen er at bygge fremtiden,« siger hun.

Ud over sin erhvervskarriere har Lotte Cederskjold også været aktiv i kommunalpolitik for Socialdemokratiet. Hun har blandt andet haft poster i Aarhus Byråd som politisk ordfører, næstformand for Børne- og Ungeudvalget og medlem af Økonomiudvalget.

Hun er desuden gift med Fredericias tidligere borgmester Jacob Bjerregaard, hvilket gennem årene har givet hende et indgående kendskab til både kommunalpolitik og samspillet mellem offentlige og private aktører.

Med ansættelsen i STARK forlader hun nu rådgiverrollen og vender tilbage til en ledende juridisk funktion i en større erhvervsvirksomhed – denne gang i en national koncern med base i Aarhus.

Nikolaj Jacobsen har ikke tid til at glæde sig

0
Nikolaj Jacobsen har ikke tid til at glæde sig

Sejren står skrevet sort på hvidt. 39-24 mod Rumænien. Men efter slutfløjtet er det ikke cifrene, der fylder. Det er stilheden omkring den scene, der udspillede sig midt i kampen, da Lukas Jørgensen måtte bæres fra banen.

Landstræner Nikolaj Jacobsen møder den danske presse med en tydelig forbeholdenhed. Ikke fordi han vil undvige spørgsmålene, men fordi der ganske enkelt ikke er noget endeligt at sige endnu.

»Jeg kan ikke sige for meget lige nu. Vi er nødt til at afvente og se, hvad scanningen viser i morgen. I kender reglerne, så jeg kan sige så meget, at det ikke ser særlig positivt ud lige nu. Men jeg vil heller ikke stå og konkludere noget, før vi har fået det endelige svar. Positivt er det ikke.«

Skaden har sat sit præg på resten af aftenen – også på dem, der stod tilbage på banen.

»Den er selvfølgelig trykket. Når man ser en af sine gode holdkammerater ligge og både have ondt og være ked af det, så sætter det en dæmper på en ellers god aften.«

Spørgsmålet om, hvorvidt det overhoved_togglede er muligt at glæde sig over sejren, bliver besvaret uden tøven.

»Ikke lige nu. Det skal jeg nok komme til, men lige nu er det situationen med Lukas, der fylder. Også for mig personligt.«

Usikkerheden rækker længere end den konkrete kamp.

»Der er også en usikkerhed, fordi det kan risikere at holde ham ude i lang tid. Så lige nu har jeg brug for lige at samle tankerne. Jeg kommer ikke til at dele mere, før vi ved mere.«

Når Jacobsen vender blikket mod selve kampen, er analysen nøgtern. Sejren var klar, men præstationen var delt i to.

»Hvis vi ser på kampen, så var der to forskellige halvlege. I første halvleg spiller vi stort set uden kontakt defensivt og får ikke helt lukket rummene, som vi gerne vil.«

I anden halvleg ændrede billedet sig markant.

»I anden halvleg dækker vi langt bedre op, og så får vi også virkelig gode parader fra Simon Hald og redninger fra Kevin Møller. Angrebsmæssigt synes jeg, vi løser opgaven fint, også som i den første kamp, og vi har ikke de store problemer med at tilspille os chancer.«

At Emil Nielsen og Niclas Kirkeløkke slet ikke blev brugt, var et bevidst valg.

»Kevin stod rigtig fint, og det er en lang turnering. Jeg er helt sikker på, at vi får brug for Emil senere, så på den måde gav det god mening. Derudover har jeg ikke brugt højre fløj særlig meget endnu, så det var også for at give ham nogle værdifulde minutter. Kirke har fået masser af spilletid ved de seneste slutrunder, så han kender rollen.«

Også Hoxer gjorde sig bemærket.

»Om Hoxer spillede sin bedste landskamp, kan jeg ærligt talt ikke huske. Men det var en rigtig fin landskamp, det er jeg enig i.«

En enkelt videokendelse blev også berørt, men uden at det fyldte meget hos landstræneren.

»Det er der andre, der styrer. Det er ikke noget, jeg blander mig i.«

Valget af Kevin Møller i målet var truffet på forhånd – og bekræftet undervejs.

»Ja, Kevin skulle have chancen, og han stod rigtig fint. Der er et par situationer i starten, som jeg ved, han selv ærgrer sig over, men samlet set leverer han en rigtig god præstation.«

De defensive justeringer var centrale for, at kampen blev lukket efter pausen.

»Først og fremmest handlede justeringerne om at få Simon over på fire, hvor han er vores bedste paradespiller. Det hjælper meget at have mange gode redninger.«

Men det handlede også om struktur.

»Derudover skulle vi spille med mere kontakt. I første halvleg splitter vi for meget, vores backs går for højt, og det giver for meget rum til deres tre-back-spillere. Det får vi lukket i anden halvleg.«

Med sejren er Danmark nu sikret en plads i mellemrunden, og det har konkret betydning.

»Ja, det betyder altid noget. Mellemrunden starter på tirsdag mod Portugal, og der er opgaven at sikre, at vi får to point med over. Det er nødvendigt i den halvdel, vi er i.«

Blikket er allerede rettet fremad.

»Vi sigter jo ikke kun efter mellemrunden, men efter at komme længere end den. For os starter det for alvor på tirsdag mod et virkelig godt hold.«

At Portugal tidligere på dagen spillede uafgjort, overraskede Jacobsen – men uden at ændre hans grundlæggende vurdering.

»Det er selvfølgelig overraskende. Verdens nummer fire fra sidste VM spiller uafgjort. Jeg synes også, der var tegn på, at de kunne få problemer. De er svære at spille mod defensivt og er dygtige til at lægge pres.«

Men analysen af den kamp må vente.

»Jeg har ikke set ret meget af kampen, så det er svært at sige for meget om den.«

Efter en klar sejr og en tung skade står Danmark tilbage med både fremdrift og forbehold. Resultatet sender holdet videre. Situationen omkring Lukas Jørgensen sætter resten på pause – i hvert fald for en aften.

Reserven fik chancen: En kæmpe fornøjelse

0
Reserven fik chancen: En kæmpe fornøjelse

Tallene er markante. 17 redninger på 40 skud. En redningsprocent på 42,5. Men for Kevin Møller fylder tallene mindre end rammen, han leverede dem i. Danmark slog Rumænien med 39-24, og målmanden stod samtlige 60 minutter i Boxen – i en kamp, hvor han fik chancen fra start i stedet for Emil Nielsen.

For Møller er det ikke en selvfølge at få lov at stå på den scene. Netop derfor bliver oplevelsen sat i et større perspektiv.

»Jamen det er jo altid en kæmpe fornøjelse. At få lov til at spille i Boxen, det er jo ikke bare selvskrevet, det nyder vi. Og nyder alle, der får lov til at spille her. Jeg er bare rigtig glad for den tillid, der bliver givet til mig, og jeg så også kan kvittere med at vise, at jeg nok skal være der, når der er brug for det, forhåbentlig.«

Kampen begyndte dog ikke uden udfordringer. Rumænien fandt tidligt løsninger, særligt gennem indspil til stregen, og Møller måtte arbejde sig ind i opgaven.

»Der er jo selvfølgelig også nogle begyndelsesnerver at få mig af i sådan en kamp her. Selvom jeg er en rutineret rev efterhånden, så er der jo lige noget rust, der skal bankes af. Nogle nerver, der lige skal væk, og så kører vi derfra. Sådan er det indimellem, og så må man simpelthen sige, at det er den næste bold, der tæller. Vi kan jo ikke gøre noget ved det, der er gået ind.«

Tilgangen var enkel – og effektiv.

»Så har man fokus på den næste bold i stedet for at ærgre sig over det, der er sket i forvejen.«

Med sejren er Danmark nu sikret en plads i mellemrunden. For et rutineret landshold er det ikke nyt territorium, men det giver alligevel en vis tryghed.

»Det giver da en sikkerhed, for det er jo ikke mere end et par år siden, hvor det glippede. Men i første omgang har vi også fokus på næste kamp.«

Aftenen blev dog ikke kun præget af en klar sejr og en stærk målmandspræstation. Skaden til Lukas Jørgensen lagde en tydelig dæmper på stemningen.

»Rigtig meget, fordi Lukas han altså er en fantastisk dejlig dreng. Både fra fællesskabet og på banen er han jo uhyredygtig. Det er virkelig et kæmpe spand koldt vand i hovedet, når man ser en ven og en holdkammerat gå ud på den måde.«

For Møller overskyggede det øjeblikket.

»Så håber vi bare, at det ikke er så slemt, som det så ud, og at han kan være tilbage igen på et tidspunkt.«

Danmark gik fra banen som sikre vindere i Boxen. Kevin Møller gik fra kampen med både cifre og tillid i ryggen – men også med en påmindelse om, at selv de største aftener i håndbold kan få en anden tyngde, når en holdkammerat må bæres fra banen.

Valgaftenen på Christiansborg 2026 – 3. akt – Eftertanken

Valgaftenen på Christiansborg 2026 – 3. akt – Eftertanken

0
POLITIK: Valgaftenen den 24. marts 2026 er for længst forbi. Talerne er holdt. Kameraerne er pakket sammen. De sidste klapsalver og tilråb er døet...