-1.1 C
Copenhagen
torsdag 25. december 2025

Sigtet for spirituskørsel på Egeskovvej i Fredericia

0
Sigtet for spirituskørsel på Egeskovvej i Fredericia

KRIMI. Fredag aften klokken 18.45 blev en bilist standset af Sydøstjyllands Politi på Egeskovvej i Fredericia.

Ifølge vagtchef Torben Møller var det patruljens mistanke, der førte til indgrebet. »Vi bringer bilen til standsning, da vi har en mistanke om, at føreren kan være påvirket af alkohol,« fortæller han.

Der blev straks foretaget en alkoholmetertest, og resultatet lå over det tilladte. »Der bliver foretaget en alkoholmetertest, som ligger over det tilladte,« siger vagtchefen.

Bag rattet sad en mand i 30’erne fra lokalområdet. Han blev på stedet sigtet for spirituskørsel.

»Der er blevet foretaget en blodprøve, som vi nu afventer promilleerklæringen på,« oplyser Torben Møller.

Politiet afventer dermed nu det endelige svar, før sagen kan færdigbehandles.

Udenlandsk bilist sigtet for spirituskørsel ved Juelsminde

0
Udenlandsk bilist sigtet for spirituskørsel ved Juelsminde

KRIMI. Natten til lørdag klokken 01.16 standsede Sydøstjyllands Politi et køretøj på Bjerrevej ved Juelsminde.

Ifølge vagtchef Torben Møller var det patruljens vurdering, at føreren kunne være påvirket af alkohol. »Politiet bringer køretøjet til standsning og har mistanke om, at føreren har kørt med alkohol i blodet over det tilladte,« siger han.

Føreren viste sig at være en udenlandsk statsborger. Han blev sigtet for spirituskørsel på stedet.

»Der er blevet foretaget en blodprøve, og vi afventer nu en promilleerklæring,« oplyser vagtchef Torben Møller.

Sagen behandles videre, når resultatet af blodprøven foreligger.

Pepperspray og anholdelse ved uro på værtshus i Vejle

0
Pepperspray og anholdelse ved uro på værtshus i Vejle

KRIMI. Sydøstjyllands Politi måtte natten til lørdag rykke ud til Kirkegade i Vejle, hvor der opstod uro omkring en natklub eller et værtshus.

Ifølge vagtchef Torben Møller blev politiet tilkaldt, da personalet ønskede assistance til at bortvise nogle personer. Situationen eskalerede hurtigt. »Der er en person, der udviser aggressiv opførsel over for en dørmand,« fortæller vagtchefen.

Politiet vurderede, at der var behov for at bruge magt. »Vi har skønnet, at det var nødvendigt at disponere den pågældende med pepperspray, og vi har foretaget en anholdelse,« siger Torben Møller.

Den anholdte viste sig at være en lokal mand i 30’erne. Han blev senere løsladt igen.

Mand i 30’erne sigtet for vold ved natklub i Fredericia

0
Mand i 30’erne sigtet for vold ved natklub i Fredericia

KRIMI. Lørdag nat klokken 01.58 blev Sydøstjyllands Politi tilkaldt til en hændelse omkring en natklub i Prinsessegade i Fredericia.

Ifølge vagtchef Torben Møller var der tale om en situation, hvor en gæst optrådte voldeligt. »Der er en person, som optræder voldeligt, idet han indleder sig i håndgemæng med en dørmand på stedet,« siger han.

Politiet greb ind og foretog en sigtelse. »Derfor foretager vi en sigtelse af en lokal mand i 30’erne,« oplyser vagtchefen.

John Andersen skal løfte Fredericia fF’s Jyllandsseriehold videre

0
John Andersen skal løfte Fredericia fF’s Jyllandsseriehold videre

SPORT. Fredericia fF får en ny mand på trænerbænken, når efteråret går på hæld. Klubben har skrevet kontrakt med John Andersen, der kommer fra en stilling som U19-træner i FC Fredericia.

For John Andersen er det et skifte, der føles naturligt. Han kender allerede mange af spillerne, han kender byen, og han kender kulturen i fF.

»Min rygsæk er godt fyldt op, og jeg synes, jeg har en god tilgang til fodbold. Det handler for mig om at bevare det sociale og om at huske, at det skal være sjovt, samtidig med at vi får en god struktur og kultur ind i klubben« siger John Andersen.

De seneste to år har han haft ansvaret for U19 i FC Fredericia, hvorfra flere spillere er rykket op og allerede har fået kampe på fF’s førstehold.

»Det, vi har arbejdet med de sidste to år i FC Fredericia, har været meget struktureret i forhold til, hvordan vi gerne vil spille fodbold. Nogle af de værktøjer kan jeg tage med over i Jyllandsserieholdet. Jeg har også trænet en del af de spillere, der lige nu er i den gruppe, så jeg har et godt kendskab til dem« siger han.

At valget faldt på Fredericia fF frem for andre tilbud, handler både om nærhed og om værdier.

»Jeg har fået mange henvendelser, efter jeg stoppede i FC. Min telefon har ikke stået stille. Men da jeg hørte, at Fredericia fF var interesseret, var jeg ikke i tvivl. Det er en god social klub med en stærk kultur, og jeg kunne se mig selv i det. Jeg bor lige i nærheden, så det er nemt at komme til, og jeg synes, klubben fungerer godt, både på banen og udenfor« fortæller John Andersen.

Han overtager et hold, der allerede ligger i toppen af Jyllandsserien.

»Hvis jeg var nervøs for det, skulle jeg ikke have sagt ja. Jeg glæder mig faktisk til at overtage et hold, der ligger i toppen, og som har ambitioner om at rykke op. Det passer rigtig godt til mig. Jeg tror på, at jeg kan rykke både truppen og klubben i den rigtige retning« siger han.

For klubbens formand for seniorudvalget, Thomas Banke, er det en stor styrke at kunne præsentere en træner med så meget erfaring.

»Det er jo en mand, som har været i fodbolden i rigtig mange år. Vi har set ham på tæt hold gennem samarbejdet med FC Fredericia, hvor han har trænet U19, og vi har kunnet mærke, at han passer godt ind i den ramme, vi gerne vil stå for. Han bringer både faglig og menneskelig kvalitet« siger Thomas Banke.

Han afviser dog, at ansættelsen skruer forventningerne yderligere op.

»Vi har i forvejen store forventninger til den nuværende trup. Den består af meget genererede, meget dygtige fodboldspillere, som har prøvet at spille på et højt niveau, og så har vi en masse unge, der har mod på fremtiden. Vores intention er, at førsteholdet skal spille på det niveau, som det kan og vil. Det er ikke sådan, at vi har lagt en ny standard, men vi arbejder dynamisk med det, vi har til rådighed« siger han.

Fredericia fF lægger vægt på at være byens stærkeste amatørklub, og her er sammenhængen til lokalsamfundet central.

»Det betyder rigtig meget for mig, at klubben har en stærk lokal forankring og mange frivillige kræfter. Jeg har set de store stævner og arrangementer, de holder. Det viser, at klubben fungerer socialt såvel som sportsligt« siger John Andersen.

Samtidig understreger Thomas Banke, at balancen mellem lokale rødder og sportslige ambitioner skal gå hånd i hånd.

»Det gør man ved at sikre, at de bedste i byen har det rigtige tilbud. Der er et stort spring fra Jyllandsserien og ned til Serie 2, så det er vigtigt, at vi fastholder et højt niveau. Derfor skal vi både være attraktive sportsligt og fastholde de lokale spillere« siger han.

Skiftet bliver muligt, fordi kontrakten med den nuværende træner, Johnny Jungquist, udløber efter sæsonen. Klubben sender en varm tak til ham for halvandet år, hvor holdet er løftet fra midten af rækken til toppen af Jyllandsserien.

John Andersen ser nu frem til at tage hul på sin nye rolle.

»Jeg glæder mig til første arbejdsdag med truppen. Lige nu er mit fokus stadig i FC Fredericia, og jeg vil gerne afslutte det på en god måde. Når vi går på juleferie midt i december, begynder jeg for alvor at køre mig ind i Fredericia fF« siger han.

Dermed er næste kapitel skrevet for et hold, der allerede har vist styrke i toppen af Jyllandsserien, og som nu skal se, om ambitionerne kan række endnu længere.

Thomas Bay fandt hjem i teatret

0
Thomas Bay fandt hjem i teatret

KULTUR. Det begynder ikke i kulissen med en projektør, der tænder. Det begynder i Sverige med en dreng, der flytter igen og igen. Husqvarna. Jönköping. Tilbage til Husqvarna. Nye klasseværelser med nye blikke. Et klaver, der står som en stille ven i hjørnet. En familie, der bærer kultur som andre bærer værktøj. Og en fornemmelse af at høre til et sted, som endnu ikke har et navn.

Faderen er læge og ender med et speciale i kræftsygdomme. Han er fra Vejle og har arbejdet sig op helt nedefra. Selvskabt og stædig på den måde man bliver, når muligheder ikke serveres, men må findes. »Min far kommer fra fattige kår. Han er selfmade og det er hans søskende også. Han er et eksempel på, at man kan forme sit eget liv« siger Thomas Bay. Ordene ligger roligt. De fortæller ikke alt, men nok til at forstå kompasset.

Moderen er fra Randers. Grafiker. Datter af en morfar der tegnede togsæt. Hun har det stensikre øje og den rolige hånd. Som ung elev vandt hun en konkurrence med en plakat om de to Lillebæltsbroer. En elev der tegnede sig ind i en historie som andre siden kom til at køre forbi hver dag. »Jeg kommer fra en broget flok« siger han og der er et lille smil i stemmen.

Storebroren er seks år ældre. Han er forsker indenfor biokemi på Göteborgs Universitet og skriver i øvrigt selv musik i sin fritid med sin kone. »Han er den kloge. Jeg er kunstneren« siger Thomas uden mindste spor af mindreværd. Familiebordet har plads til begge veje i livet. Det var varmt derhjemme men skolen var noget andet. »Jeg blev moppet. Jeg blev skubbet ind i en busk. Jeg var tilflytteren. En følsom sjæl, der ikke kunne sige fra. Og jeg sagde det ikke til mine forældre« fortæller han. Det er råt sagt, men uden bitterhed. For der var et klaver.

Klaveret blev et fristed. Et rum, hvor hænder kunne svare igen, når munden ikke kunne. Han gik til undervisning og vandt en klaverkonkurrence. Spillede med broren. Øvede på gehør. Lod musikken bære alt det, der var svært at forklare. »Når jeg ikke kunne svare igen i skolegården, så kunne jeg udtrykke mig ved tangenterne« siger han. Den slags sætninger ligner en nøgle, man kan bære videre i livet.

Ferierne var fyldt med museer, kirker og sange. Smalle franske film i biografen. Korfællesskaber og mandskor i Folkeparken den 1. maj. Medborgerskoler, hvor børn kunne få et instrument i hænderne og mærke at kultur ikke kun er noget, man kigger på, men noget man gør. Moderen tegnede i hånden. Senere kom de første computere og programmerne, der skulle forandre en hel branche. Moderen lærte børnene, hvad en streg kan betyde. Faderen lærte, hvad en indsats kan ændre. Tilsammen er det en ramme, man kan vokse i.

I ottende klasse flytter familien til Odense. Faderen får arbejde på OUH. Det bliver en ny begyndelse for drengen fra Sverige. Han forstår dansk, men taler det ikke flydende og trætheden ligger tungt om eftermiddagen, hvor alt stadig lyder fremmed. »Svensk sarkasme er noget andet. I Danmark tager man pis på hinanden. Jeg skulle lære spillereglerne« siger han. Det bliver Henriette Hørlücks Skole og siden Nordfyns Gymnasium. Han kalder det et bondegymnasium uden fristelser, men med tid. Tid til at læse. Tid til at spille basket og badminton. Tid til musik.

Musikken får ham ind i skolens musical. Han synger. Nogen siger, at det lyder godt. Det er måske det vigtigste nogen kan sige til et ungt menneske, der har været for meget alene. »Jeg havde følt mig forkert hele mit liv. Pludselig stod jeg i et fællesskab, hvor jeg passede ind. Tillid og tryghed gav en opblomstring. Det var magisk« siger han. Derfra går det slag i slag. Sommersang på Sydfyn. En konkurrence i Ikast, hvor han vinder. Samme år en pris i musicalmiljøet. Det er ikke et brag. Det er mere en støt stigning, hvor dørene åbner sig fordi han banker på og nogen hører melodien.

Han tager et år i London, hvor han arbejder på vinbar om aftenen og tager sangtimer om dagen. Han bliver bedre til engelsk. Bedre til at stå i sin egen krop i en by, hvor alle vil noget med scenen. Hjemme i Odense begynder han på SDU, hvor han læser erhvervsøkonomi og organisation. Forældrene ønsker det solide. Sønnen mærker noget andet. »Min far syntes, jeg skulle noget seriøst. Men hjertet var ikke med« siger han. Han søger ind på Musicalakademiet i Fredericia og kommer ind i første forsøg. Forældrene er bekymrede, men støtter. Bekymring er kærlighed i arbejdstøj.

På Akademiet havner han i et hold, der vil mere end at stå på række og vente på at blive valgt. De skriver og prøver og finder på. »Det hele gik op i en højere enhed« siger han. Efter endt uddannelse lander han en sæson på et teater. Og så kommer en mulighed man ikke kan planlægge. Et stipendium i England. En topskole med ganske få pladser de deler ud som små lys i mørke. Han får en af dem. Han tager af sted med sin kæreste, der senere bliver hans hustru. Men verden har besluttet sig for en finanskrise og livet bliver dyrt og fremtiden kort. West End viser sin glitrende facade, men dørene ind bagved er ikke altid til at åbne. De spiller på et operahus. Han er solist ved en stor koncert. Og de vender hver en mønt.

Efter to et halvt år vender de hjem. Bolden begynder at rulle igen. Han underviser. Han akkompagnerer. Han får roller. Han bliver kapelmester og projektleder. Den praktiske side viser sig at være lige så tilfredsstillende som spotlightet. Der er en episode, han fortæller med et grin. Et job kommer med syv dages varsel. Han øver som en besat i en uge. Kommer igennem. Og opdager, at han faktisk er blevet en langt bedre pianist på otte dage, end han selv havde forestillet sig. »Metoden virkede« siger han. Den slags erfaringer gør noget ved troen på egen proces.

Men kroppen sætter grænser og på et tidspunkt skal man lytte. Han bliver påkørt af en cyklist. Lægen siger forstuvning, men det viser sig at være et brud. En skrue og en protese bliver lagt ind i hans hånd. Nogen siger, at han nok ikke kan spille klaver mere. Det er en sætning der kan lukke et rum. Så kommer en hjernerystelse efter en stol i hovedet. Senere en mere efter et cykelfald. Alligevel står han på scenen aftenen efter som rollen kræver. »Men det sled« siger han. Til sidst er beslutningen den eneste rigtige. I 2015 tager han en pause fra scenen. Ikke som resignation, men som bevidst valg. Og så begynder telefonen at ringe med de rigtige klaverjobs. Han savner ikke spotlightet. Han savner arbejdet. Og det får han.

Samtidig sker det vigtigste uden for scenen. Han bliver far i 2012. Igen i 2015. Så i 2021. »Når man bliver forælder får man hovedet ud af egen røv« siger han og ler af sin egen formulering. »Det hjalp mig i et miljø, hvor man nemt bliver egofikseret«. Skæve arbejdstider giver tid hjemme midt på dagen. Børnene lærer, at verden ikke nødvendigvis skal ligge i 8-16. Det er bøvlet med barnepiger og logistik, men det giver frihed. Livet former sig i andre rytmer og musikken følger med.

Så kommer sorgens kapitel. Forældrene var flyttet tilbage til Sverige. Moren dør. Hun lavede keramik i et hus ved en sø i Småland. Der var karantæne og afstand. »Min mor havde ondt i hovedet. Kræften havde spredt sig til hjernen. Det kom som et chok. Jeg savner hende sgu« siger han. Familien fandt ud af, Christina var gravid lige før Thomas’ døde – så deres yngste er født i december, samme år som hun døde, det var svært ikke at tænke på hende og se ligheden, da datteren Andrea kom med sit røde hår, endnu tydeligere nu, når Andrea er blevet større og har samme charmerende gåpåmod, fortæller Thomas Bay. »Hun havde det samme røde hår som min mor. Det var svært ikke at se forbindelsen«. Sørgen bliver ikke mindre, men den får form.

Mellem de store buer af kærlighed og tab finder hverdagen sin målestok. Et job i baren i Cafebiografen i Odense. En følelse af, at et sted kan være fedt ikke kun på grund af opgaven, men fordi mennesker mødes på den rigtige måde. Projekter i Tivoli. Store produktioner, hvor han står som kapelmester. Opgaver, der bygger lag på lag. Et teater, der må bukke under. Økonomi, der skal ligge rigtigt. Et lån, der bliver lagt om i en fart. En bank, der lytter. Coronatidens sære tavshed imellem travle perioder. Og hele tiden netværk og nysgerrighed. »Jeg har ikke haft en forkromet plan. Men jeg har sagt ja, når chancerne dukkede op og jeg har arbejdet hårdt, når de gjorde« siger han.

Fredericia kalder og han siger ja. Byen er ikke den samme som i de tidlige år. Den har strammet snørebåndene og løber nu længere end før. Han søger jobbet som teaterdirektør efter en dramatisk periode. Konkurs. Et navn, der skulle løftes op igen. Et hold, der skulle samles. En tillid, der skulle genvindes. Han beskriver det nøgternt. »Jeg har haft så mange fede muligheder i min karriere, at jeg følte jeg måtte give noget tilbage. Jeg ville være med til at genrejse teatret«. Det lykkes. Teatret kommer på finansloven efter tre års opstart. En sætning som mange læser hurtigt, men som i virkeligheden vejer tungt. Det er fundament. Det er ro. Det er en blåstempling af et sted som mange troede var væk for altid.

Han taler om Fredericia med en kærlig præcision. Om byen som knudepunkt. Om netværket af gode folk, der gør tingene mulige. Om at alt er tæt på. Odense. Vejle. Kolding. Billund, hvor han drømmer om et tog en dag. Aalborg i den anden retning. Han ser for sig en bæredygtig klinge med stærke titler og et stort publikum. Ser genopbygningen fortsætte ind i noget der kan blive permanent. Ikke som i et museum men som i et orkester der spiller i nutid. »Vi kan centrere det omkring Fredericia. Vi kan lave kvalitetsforestillinger. Vi kan samle mennesker. Det er det, vi er gode til« siger han. Det lyder simpelt. Det er det ikke. Men det lyder som en mand, der ikke har brug for store ord for at gøre store ting.

Ledelse fylder mere og mere. Han nævner økonomi og adfærdsøkonomi som felter, der interesserer ham. Mennesker og tal i samme sætning. »Vi er alle kulturbærere i en by. Alle er en del af fortællingen« siger han. Han er 43 og nogen vil måske spørge, hvornår han skal videre. Svaret er lige så klart som, det er roligt. Ikke foreløbig. Nu skal teatret på den helt store klinge igen. Den slags sætninger siges bedst uden trommer. De skal hellere bevises på en spilleplan.

Han vender ofte tilbage til drengen ved klaveret. Ikke for at dyrke smerten men for at huske energien. »Jeg har aldrig haft behov for spotlightet. Jeg har haft behov for at være en kanal for kunsten. Det er det der driver mig« siger han. Der er et princip gemt i den indstilling. At man kan stå midt i noget stort uden at gøre sig selv større. At man kan give uden at kræve mere lys. At man kan lede ved at lytte.

Der er også en kærlighedshistorie midt i det hele. Han og hustruen gik på skolen i Fredericia samtidig men blev først kærester efter. De gik op og ned ad gangene i tre år som venner. Under en juleforestilling ændrede noget sig. Han kalder det en total overscoring og griner af ordvalget. Men alvoren ligger under. »Jeg elsker det, når nogen har noget på hjertet og går efter, det de vil. Det drømmer jeg også om at mine børn oplever« siger han. Den slags ønsker har en far til tre lov at have.

Fredericia er blevet et hjem. Ikke bare en adresse. Han taler om Royal Run i midtbyen og stemningen, når folk mødes. Om at byen ikke er den samme som i 00erne eller 10erne. Om at forudsætningerne nu er til at bygge endnu mere. Men også om, at det kræver, at man lytter. At man åbner ørerne og bygger bro i stedet for mur. Byens udvikling bliver spejlet i teatrets udvikling. Man må se muligheder. Man må sige ja, når chancen banker på. Og man må turde vente, når tiden kræver tålmodighed.

Hvis man leder efter en klar lære i historien om Thomas Bay, så kunne den lyde sådan her. Man kan vokse op som den følsomme dreng der bliver skubbet ind i busken og alligevel finder en vej. Man kan lære, at et klaver kan tale for en indtil stemmen selv bliver stærk. Man kan stå på en scene og senere gå væk fra den uden at miste sig selv. Man kan miste og stadig gå videre. Man kan blive leder uden at glemme at man begyndte som elev. Og man kan blive boende i en by fordi man vælger at tro på det fællesskab der gør det hele muligt.

Han formulerer det selv på sin egen nøgterne måde. »Man skal være åben over for læring. Man skal udfordre sig selv. Ellers går man i stå«. Det er en sætning der kunne hænge på en opslagstavle bag scenen. Ikke som parolens plakat, men som en stille påmindelse. Om at alt, hvad vi bygger i kulturens navn afhænger af mennesker, der tør. Mennesker, der stiller sig frem, når det gælder. Mennesker, der tør tage imod, når livet giver en chance. Når lyset falder rigtigt over scenen. Når salen trækker vejret i kor. Når musikken sætter i. Når en by begynder at tro på sig selv igen.

Thomas Bay fandt hjem i teatret. Ikke kun i bygningen. Men i arbejdet. I fællesskabet. I den måde kunst kan forandre et menneske og en by. Det er måske den mest stille og mest stædige form for forvandling. Den der begynder med en dreng ved et klaver. Og ender med en mand der får andre til at spille med.

Lørdag aften har han og teatret premiere på den store forestilling, WHAT IS LOVE – En Vi Elsker 90’erne musical. Fredericias teaterdirektør drømmer om at løfte byen og nyder hvert et sekund af den drøm.

Spirit Icons i Middelfart fylder et år: »Det er gået over al forventning«

0
Spirit Icons i Middelfart fylder et år: »Det er gået over al forventning«

BUSINESS. Da brødrene Tim og Daniel Christensen for et år siden slog dørene op til Spirit Icons’ brandstore i Middelfart, var det med ambitionen om at skabe en nichebutik, der skulle vokse organisk gennem personlig service og mund til mund. Nu, et år senere, står Daniel Christensen i butikken med smykkerne omkring sig – og med en fortælling om både vækst, taknemmelighed og en personlig rejse.

»Det er jo gået over al forventning. Både med tilkendegivelser og opbakning. Vi kan mærke, at det kommer fra lokalmiljøet. Folk siger direkte, at de kommer herind for at støtte os, fordi de er glade for servicen og stolte af, at der ligger en butik som denne i Middelfart,« fortæller Daniel Christensen.

Butikken har haft et år, hvor de lagte budgetter blev fordoblet. Sortimentet spænder fra de store handler til de små køb. »Vi sælger de helt dyre varer, men også et par ørestikker til 195 kroner. Og alle kunder får den samme behandling. Det er dejligt at mærke, at den ånd vi besluttede os for fra starten, den ser folk og de kvitterer for det.«

Kunderne kommer ikke kun fra Middelfart. Stadig flere finder vej fra Fredericia, Kolding, Vejle og Odense – og endda turister. »Jeg har kunder fra Odense, der kun kommer herud på grund af servicen. Og så må jeg indrømme, at de tyske turister har overrasket mig. Vildt, simpelthen,« siger Daniel.

Året har også været en rejse på et dybere plan. Daniel lægger ikke skjul på, at butikken har været med til at ændre hans liv. »Den største overraskelse er, hvor meget jeg er vokset som menneske. Jeg gik fra at være en, der ikke kunne gå ud ad min hoveddør, til at ryste som et espeløv, når jeg skulle stå i butikken, til nu at glæde mig til at komme herned. Det har været en kæmpe personlig rejse.«

Han oplever, at kunderne møder ham som menneske, ikke kun som ekspedient. »Vi sælger smykker, men vi sælger lige så meget den personlige kontakt. Folk har lyst til at snakke, og folk forstår. Jeg havde en kunde, der lagde sin hånd på min og spurgte om jeg var okay. Jeg svarede nej. Sådan nogle kunder har vi. Det er fantastisk.«

Middelfart som udgangspunkt

Placeringen i Middelfart er ikke tilfældig. »Fordi her kommer vi fra,« siger Daniel uden tøven. Det giver mening, at netop denne by blev testballon. »Hvis vi havde åbnet et sted, hvor ingen kendte os, så havde vi bare været endnu et brand. Her kan vi vokse organisk og med mund til mund. Og det giver pote.«

Det betyder også, at erfaringerne kan bruges andre steder. »Vi kan se, at stort set alle beslutninger vi har truffet her, de kan føres videre næsten én til én. Det er plug and play.«

Fremtiden kan derfor pege mod større byer – men i så fald med franchisemodeller. »Min psyke er ikke til at pendle mellem København, Aarhus og Midtjylland. Og styrken i butikken er jo også, at jeg står her selv og kan fortælle alt om smykkerne og yde ekstra service. Det kan man ikke bare implementere i en medarbejder,« siger han.

Smykkeindustrien er udfordret af stigende råvarepriser på guld, sølv, palladium og rhodium. Alligevel ser Daniel lyst på fremtiden. »Jeg tror vi har bevist, at hvis man kan i Middelfart, så kan man alle steder. Vi kan være eksklusive for alle prislejer. Vi behøver ikke et københavnerpublikum for at få det til at løbe rundt.«

Han peger på, at Middelfarts særlige befolkningsstruktur gør byen til et ideelt udgangspunkt. »Det her har været et ret godt initiativ for at se, hvad vi kunne forvente andre steder i landet. Her kan vi holde fingeren på pulsen, og når jeg mangler en vare, kan jeg ringe til kontoret og have den i butikken på et kvarter. Det er en service, vi ikke kunne have i Aarhus eller København.«

Spirit Icons i Middelfart har med andre ord fået en flyvende start. På ét år er butikken blevet en del af byens handelsliv, et sted folk søger hen både for smykkerne og for samtalerne. Og for Daniel Christensen er det også blevet en fortælling om at finde fodfæste, vokse som menneske og opdage, at en butik kan være langt mere end et sted, hvor varer skifter hænder.

»Det her begyndte som en testballon. I dag er det en base, et fællesskab og et bevis på, at vi kan meget mere end vi troede,« siger han.

Ole Peterson: »Det er ikke fedt at have demens – derfor er det godt, der bliver sat fokus«

0
Ole Peterson: »Det er ikke fedt at have demens – derfor er det godt, der bliver sat fokus«

MIDDELFART. Blandt gæsterne til Huskekage-eventen på Friplejehjemmet Lillebælt var også Ole Peterson, der selv lever med demens. For ham giver arrangementet en vigtig påmindelse om, at sygdommen kræver både opmærksomhed og støtte.

»Det er godt for alle med demens. Det er klart, at Alzheimerforeningen er den store, og den kan godt trække os andre med. Det er opmærksomheden, vi har brug for,« siger han.

Selv havde han ikke tidligere haft det store kendskab til Alzheimerforeningen, men han ser det som en styrke, at foreningen skaber opmærksomhed på tværs af demenssygdomme.

»Nu har jeg prøvet det igennem et stykke tid her, at have demens, og det er ikke særlig spændende. Det er ikke fedt. Derfor kæmper de med i deres kamp, og det er godt, at der er nogen, der vil,« fortæller han.

Vigtig støtte til forskning og foreningsarbejde

Ole Peterson håber, at de indsamlede midler kan være med til at styrke både foreningsarbejdet og forskningen på området. »Det betyder noget, at pengene bliver brugt rigtigt – til foreningsarbejde inden for demensområdet og til forskning. Det giver indsigt i, at der faktisk bliver arbejdet med tingene, og at nogen interesserer sig for at gøre det bedre og nemmere i fremtiden,« siger han.

For ham er dagens arrangement et vigtigt signal om, at mennesker med demens ikke står alene. »Det betyder en yderligere indsigt i, at der bliver arbejdet med tingene. Der er nogen, der involverer sig og interesserer sig for at gøre det bedre,« siger Ole Peterson.

Søstre støtter op om Huskekage-event: »Det er livsbekræftende at se beboerne være med«

0
Søstre støtter op om Huskekage-event: »Det er livsbekræftende at se beboerne være med«

MIDDELFART: På Friplejehjemmet Lillebælt i Fredericia blev der fredag bagt kage og samlet penge ind til Alzheimerforeningen. Blandt deltagerne var søstrene Helle Petersen og Tina Olsson, der begge har en personlig tilknytning til demens.

For Helle Petersen er det særligt nærværende, fordi hendes mand fik konstateret demens i december sidste år. »Det hele blev vendt op og ned fra den ene dag til den anden. Sådan en diagnose ændrer dagligdagen fuldstændig,« fortæller hun.

Søsteren, Tina Olsson, arbejder til daglig på plejehjemmet. Hun fremhæver, at arrangementet både skaber sammenhold og giver plads til samtaler med andre i samme situation. »Det giver noget godt at mødes. Det giver et sammenhold – og det er vigtigt, når man står midt i sådan en svær situation,« siger hun.

Første gang med Huskekage

For begge søstre var det første gang, de deltog i Huskekage-eventen, men bestemt ikke den sidste. »Jeg vil helt sikkert komme igen,« siger Tina Olsson.

Helle Petersen tilføjer, at det betyder meget at se beboerne være en aktiv del af dagen. »Det er meget livsbekræftende at se, at de er engagerede og gerne vil deltage. Det viser, at hverdagen på et plejehjem er mere end bare rutiner – her trækker man beboerne med ind i samfundet.«

Overskuddet fra salget af kage går ubeskåret til Alzheimerforeningen. På bordene var der desuden mulighed for at give et ekstra bidrag, og det benyttede flere sig af. »Det vil vi da helt klart gøre,« siger Helle Petersen.

Begge søstre sender en tak til de frivillige, pårørende og ansatte, der bidrog til arrangementet. »Det er dejligt, at folk vil komme og støtte op. Det betyder meget for os alle,« siger Tina Olsson.

Huskekage-event på Friplejehjemmet Lillebælt samlede støtte til Alzheimerforeningen

0
Huskekage-event på Friplejehjemmet Lillebælt samlede støtte til Alzheimerforeningen

MIDDELFART. På Friplejehjemmet Lillebælt var der fredag eftermiddag dækket op med kaffe og kage, da beboere, pårørende og frivillige deltog i et særligt arrangement til fordel for Alzheimerforeningen.

Under navnet Huskekage samler plejehjem over hele landet penge ind ved at sælge kage, og i år var det første gang, Friplejehjemmet Lillebælt deltog.

»Danske Diakonhjem kontaktede os og spurgte, om vi ville være med. Jeg spurgte vores køkkenleder, om hun ville bage kage til dagen – og heldigvis sagde hun ja,« fortæller forstander Nadja Müller-Friedrich.

Fokus på demens

For mange af plejehjemmets beboere er demens en del af hverdagen. Derfor var det oplagt at bakke op om sagen, mener forstanderen.

»En stor del af vores borgere har demens. Så jeg synes, vi skal være bevidste om, hvad det betyder – både for den enkelte og for os som samfund. Det giver rigtig god mening, at vi støtter op om Alzheimerforeningen,« siger hun.

En åben dag

Selvom fremmødet ifølge forstanderen ikke var det største, var stemningen varm og positiv.

»Det er fantastisk, at pårørende og frivillige kigger forbi. Det giver støtte, og det betyder noget for både beboere og personale,« siger Nadja Müller-Friedrich.

For hende var arrangementet også en mulighed for at vise livet på plejehjemmet frem.
»Det særlige ved sådan en dag er, at vi igen åbner huset op. Vi giver et indblik i, at hverdagen på et plejehjem er mere end at sove og spise. Det handler også om fællesskab og aktiviteter,« fortæller hun.

Kan blive en tradition

Det var første gang, Friplejehjemmet Lillebælt holdt Huskekage-event, men sandsynligvis ikke den sidste.

»Jeg tror bestemt, vi gør det igen. Jeg håber også, at det kan inspirere andre plejehjem til at holde et lignende arrangement. Hele ugen er jo udpeget til at sætte fokus på demens, så det kan lige så godt blive en tradition,« siger forstanderen.

Mænd stoppede bilister ved tankstation – politiet rykkede ud

Mænd stoppede bilister ved tankstation – politiet rykkede ud

0
KRIMI. Sydøstjyllands Politi rykkede torsdag middag ud efter en anmeldelse om mistænkelig adfærd ved Vejlevej i Kolding. Klokken 12.33 modtog politiet en henvendelse om,...