-3.1 C
Copenhagen
torsdag 25. december 2025

Lastbilchauffør død efter voldsom frontalkollision

0
Lastbilchauffør død efter voldsom frontalkollision

POLITI. Mandag den 22. september udspillede der sig et alvorligt færdselsuheld på Rute 30 – Tingvejen mellem Grindsted og Stenderup. Ifølge Sydøstjyllands Politi stødte to lastbiler formodentlig frontalt sammen midt på dagen.

»Føreren af den ene lastbil afgik desværre ved døden efter uheldet. De nærmeste pårørende er underrettet. Føreren af den anden lastbil blev kørt på sygehuset til observation for skader,« oplyser Sydøstjyllands Politi på det sociale medie X.

Uheldet betød, at vejen blev spærret i begge retninger i flere timer, mens redningsmandskab og politi arbejdede på stedet. Midt på eftermiddagen meldte politiet, at vejen fortsat var lukket på grund af oprydningsarbejdet, men at man forventede at kunne åbne omkring klokken 19.

De nærmere omstændigheder ved ulykken er endnu ikke klarlagt, men politiet arbejder videre med sagen.

Kilde: Sydøstjyllands Politi

Uheld skaber lange køer på E20 mellem Middelfart og Fredericia

0
Uheld skaber lange køer på E20 mellem Middelfart og Fredericia

TRAFIK. Mandag eftermiddag er trafikken på E20 Østjyske Motorvej hårdt ramt af et uheld. Ifølge Vejdirektoratet er det sket i retning mod Fredericia, på strækningen mellem Ny Lillebæltsbro og afkørsel 59 Fredericia S.

Venstre og midterste spor er spærret, og kun et enkelt spor er farbart. Politiet er på stedet og arbejder på at få ryddet op. Uheldet skaber store kødannelser, og bilister må forvente forlænget rejsetid.

Vejdirektoratet oplyser, at hændelsen forventes overstået i løbet af eftermiddagen.

Seneste opdatering fra Vejdirektoratet kom klokken 15.44.

Kilde: Vejdirektoratet

Fællessang i Sundhedshuset skabte glæde på tværs af generationer

0
Fællessang i Sundhedshuset skabte glæde på tværs af generationer

FREDERICIA. Stemmerne fyldte lokalet i Sundhedshuset i Vendersgade. Børn fra en lokal børnehave sad side om side med borgere ramt af demens, pårørende og frivillige, mens musikken bandt dem sammen i fælles rytme og glæde. Det var Demensfællesskabet Lillebælt, der sammen med musikterapeut Astrid Faaborg Jacobsen stod bag arrangementet, som denne tirsdag eftermiddag samlede generationer om fællessang.

Astrid Faaborg Jacobsen er musikterapeut i Fredericia Kommune og en del af demensteamet. Hun var tydeligt glad for at se, at idéen fra Demensugen i foråret har fået nyt liv. »I foråret lavede vi et lille event heroppe i Sundhedshuset, hvor vi sang og samtidig informerede om demens. Det var en god oplevelse for alle. Efterfølgende henvendte folk heroppe sig til os og spurgte, om vi ikke kunne gøre det igen. Og det prøver vi så i dag,« forklarede hun.

For Astrid Faaborg Jacobsen er musikken meget mere end toner og tekst. Den er et bindeled. »Musik er jo fællesskab. Det udvider vi i dag, fordi man, når man kommer på besøg i Sundhedshuset, kan synge med sammen med os. Man er også velkommen til at slå sig ned og være med. Og lige meget, hvad vi ellers gør i hverdagen, så kan musikken gøre noget godt for os i fællesskab,« sagde hun.

Programmet var tilpasset både brugerne og børnehavebørnene, så alle kunne føle sig inkluderet. »Vi har en fast struktur med sange, der altid bliver sunget, når vi starter og slutter. Men i dag har vi også valgt sange, så børnene kan være med på lige fod,« fortalte hun.

Som musikterapeut er Astrid Faaborg Jacobsen vant til at bruge musikken i sit arbejde med borgere med demens. Hun understregede, at arrangementet både handler om tryghed og glæde. »Jeg er optaget af, at vores brugere føler sig trygge og godt tilpas med at komme her. Men jeg håber også, at gæsterne, der kommer i huset, nyder det og måske får lyst til at slå sig ned eller bare synge lidt med, når de går forbi,« sagde hun.

Denne dag fungerede hun som vikar, da det til daglig er frivillige, der står for fællessangen. »Jeg var med til at starte det op, men nu er det de frivillige, der styrer det. Jeg får kun lov til at være med, når der er brug for en vikar. Jeg synes, det er fantastisk, at vi kan have et tilbud til vores brugere og deres pårørende, og at de frivillige kører derudad med det,« fortalte hun.

Stemningen i Sundhedshuset var præget af godt humør, varme smil og stemmer, der fik frit løb. Der var højt til loftet både i konkret og overført betydning. Musikken skabte en atmosfære, hvor alle kunne deltage, uanset alder eller baggrund.

Det var netop det, der gjorde dagen særlig. Her var børn, der sang med på gamle melodier, mens borgere med demens kunne genkende tekster og melodier fra deres ungdom. Musikken byggede bro på tværs af generationer, og i det øjeblik var det fællesskabet, der fyldte mest.

Et håb for fremtiden

For Astrid Faaborg Jacobsen er målet, at fællessangen skal fortsætte og vokse. »Jeg håber, at det bliver en rigtig god oplevelse for alle, og at vi kan blive ved med at mødes på den her måde. Musikken er en gave, og det er fantastisk, når den kan bringe mennesker sammen,« sagde hun.

Med fællessangen i Sundhedshuset viste Demensfællesskabet Lillebælt og de mange deltagere, hvordan musik kan være med til at skabe tryghed, glæde og nærvær. For et øjeblik blev hverdagen sat på pause, og i stedet stod smil, sang og samhørighed i centrum.

Kære erhvervsliv – tid til træplantning!

0
Kære erhvervsliv – tid til træplantning!

En af de ting jeg lægger mærke til i Fredericia, er de mange ”golde” erhvervsområder, uanset om vi taler om logistikvirksomhederne ved Taulov eller fx de store butikker og organisationer på Vejlevej. Der er generelt gjort meget lidt for at kommunen kunne få et grønnere udtryk – med flere træer og buske i byområderne.

Det er eller velkendt at træer pynter, opfanger CO2, dæmper støj, betyder mere biodiversitet og også bidrager til, at vi mennesker befinder os godt. Og udgifterne er overkommelige.

Må jeg minde om at oktober og november faktisk er sæson for plantning af træer og buske. Jeg håber derfor at virksomheder, boligselskaber m.fl. med egnede arealer vil yde et bidrag til en kønnere og grønnere kommune – som supplement til kommunens naturstrategi.

Af Ole Olsen, SF-kandidat til Fredericia Byråd

Middelfart tog sæsonens første sejr i lokalbraget mod Kolding

0
Middelfart tog sæsonens første sejr i lokalbraget mod Kolding

SPORT. Det blev en lørdag i september, hvor alting faldt på plads for Middelfart. Klubben fejrede tiårsjubilæum under navnet Middelfart, formanden havde fødselsdag, og godt 800 tilskuere gik gennem tælleapparaterne for at se lokalopgøret mod Kolding IF. På banen leverede spillerne varen. Efter en stærk indsats over 90 minutter vandt Middelfart 1-0 på et mål af Jonas Villemoes, og dermed kom den første sejr i Betinia Ligaen endelig i hus.

Stærkt udlæg og masser af chancer

Middelfart gik til kampen med en klar mission. Holdet havde haft flere tætte opgør uden sejr, og der var brug for forløsning. Allerede i første halvleg satte hjemmeholdet sig igennem. Efter tre minutter havde Aaron Akelé en akrobatisk afslutning, der sneg sig i sidenettet. Kort efter var både Søren Reese og Jerailly Wielzen tæt på at bringe Middelfart foran, og efter et kvarter måtte Koldings forsvar og stolpen i fællesskab forhindre scoring.

Træner Kim Engstrøm havde valgt at starte med Mads Hansen i stedet for Bardhec Bytyqi, men ellers var holdet identisk med det, der tabte snævert til AaB ugen før. På banen leverede spillerne et højt pres, og Kolding havde svært ved at skabe noget. Først i det 26. minut kom gæsterne til deres første chance, men målmand Casper Radza og forsvaret stod imod.

»Jeg oplevede det som en kamp, hvor vi spiller 90 gode minutter. Vi stod godt i kæderne, vandt de fleste af vores mand-mand-dueller og spillede hinanden gode i de enkelte situationer,« sagde Jacob Vetter, der blev kåret til kampens spiller.

Inden pausen var Middelfart igen tæt på, men stolpe og Kolding-keeperen fik afværget. 0-0 stod der ved halvtid, og følelsen var, at hjemmeholdet havde fortjent mere.

Kolding pressede, men Middelfart holdt stand

Anden halvleg begyndte med et par situationer, der kunne have kostet dyrt. Allerede efter få minutter havde Kolding en stor chance på hjørnespark, men både Mads Greve og Nikolaj Juul-Sandberg reddede på stregen. Herefter bølgede spillet frem og tilbage, men uden at nogen af holdene for alvor fik overtaget.

Kolding forsøgte med fysik og dødbolde, men Middelfart holdt stand. »De har selvfølgelig også deres chancer. Kolding er et fysisk stærkt hold, som kan lægge tryk på dødbolde, men det fik vi afværget fint. Jeg synes, vi stod godt hele kampen,« forklarede Jonas Villemoes.

Efter en times spil satte Engstrøm Lucas Jensen på banen i stedet for Mads Hansen, og det skulle vise sig at blive kampafgørende. Ti minutter senere kom Robert Kakeeto og Christian Boyum også ind, og Middelfart fik ny energi i offensiven.

Villemoes blev matchvinder

Med 77 minutter på uret fandt Lucas Jensen plads i højre side. Han sendte et præcist indlæg mod bagerste stolpe, hvor Jonas Villemoes kom stormende. Han tog bolden ned med brystet og sparkede den under Koldings målmand Moser til 1-0.

»Det var en fed kamp. Vi fik sat en god præstation sammen over 90 minutter, hvor vi både var gode med bolden og uden bolden. Vi var svære at spille imod, og vi skabte selv de chancer, der skulle til for at vinde. At score til sidst og sikre sejren var selvfølgelig helt fantastisk,« sagde Villemoes efter kampen.

Jublen på stadion var stor, og stemningen blandt de blå spillere intens. For første gang i sæsonen kunne de synge sejrsangen efter slutfløjt.

Nervøse minutter og stor forløsning

De sidste 13 minutter plus overtiden blev en test af holdets nerver. Kolding pressede på og sendte lange bolde ind i feltet, men Middelfart holdt fast. »Der var altid lidt til sidst, når de begyndte at smide bolde ind. De havde en enkelt, hvor bolden hopper ind i feltet, men ellers var jeg ikke nervøs. Vi havde styr på det,« sagde Jacob Vetter.

Da dommeren fløjtede af efter mere end seks minutters tillægstid, kunne spillerne og de mange tilskuere endelig slippe jubelen løs.

»Det var mega fedt. Det var dejligt at synge sejrsang igen. Det var alt for lang tid siden. Vi hyggede os i ungdomsrummet bagefter, og stemningen var bare god. Det giver lige lidt ekstra, når det er et lokalopgør,« sagde Villemoes.

Selvtillid og tro på fremtiden

Sejren var ikke bare tre point. Den var et signal om, at Middelfart kan matche modstandere som Kolding og skabe resultater, når holdet spiller disciplineret. »Det giver selvfølgelig en masse tro på det. Det var vigtigt, at vi fik en sejr, så vi ikke blev hægtet af. Det giver både glæde og selvtillid,« sagde Vetter.

Villemoes pegede på, at sejren også beviste, at holdets spilkoncept fungerer. »Vi har egentlig været med i alle kampe. Vi har bare manglet marginalerne og skarpheden. Nu fik vi marginalerne på vores side, og så kom sejren. Det viser, at hvis vi holder fast i vores måde at spille på, så kan vi vinde kampe i første division.«

For holdet betyder sejren, at de nu har otte point og hænger fast i feltet. En sejr næste weekend ude mod B93 kan bringe dem endnu tættere på midterfeltet.

En vigtig dag for klubben

På tribunerne var der fest hele dagen. Den gode sensommersol, jubilæet og stemningen omkring kampen gjorde det til en særlig oplevelse. For klubben var det vigtigt at markere, at man hører til på dette niveau.

Formanden kunne fejre fødselsdag med en sejr, og sponsorerne fik også en oplevelse at tage med hjem. Indian Summer-vejret skabte en ramme, som spillerne kvitterede for på banen.

»Vi var selvfølgelig alle sammen glade. Snakken gik, og folk råbte lige lidt ekstra. Der kom en øl eller to, men ellers var vi hurtigt hjemme. Det vigtigste var troen og glæden,« sagde Jacob Vetter.

Klar til næste skridt

Næste opgave bliver ude mod B93 i Sundby Idrætspark. B93 spiller deres hjemmekampe på kunstgræs i øjeblikket, fordi Østerbro Stadion er under renovering. Det bliver en svær test, men spillerne tager optimismen med sig.

»Jeg er altid optimistisk. Jeg tænker, at vi kan vinde hver kamp,« sagde Vetter. Jonas Villemoes supplerede: »Som fællesskab giver sejren os masser af tro. Det rykker i tabellen, når man får tre point, og vi tror på, at der kommer flere.«

Med sejren over Kolding har Middelfart ikke bare skrevet tre point på kontoen. De har også skrevet et nyt kapitel i klubbens historie. En dag hvor spillere, fans og byen sammen viste, hvad der er muligt, når tro og hårdt arbejde går hånd i hånd.

17-årig pige fængslet for brandstiftelse i Kolding midtby

0
17-årig pige fængslet for brandstiftelse i Kolding midtby

RETTEN. En 17-årig pige er mandag blevet varetægtsfængslet i fire uger ved Retten i Kolding. Det oplyser Sydøstjyllands Politi på det sociale medie X.

Pigen blev fremstillet i grundlovsforhør klokken 9.00, sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 181, stk. 1, der handler om brandstiftelse. Retten besluttede at fængsle hende frem til midten af oktober.

Sydøstjyllands Politi skriver »Den 17-årige pige er ved grundlovsforhøret i Retten i Kolding blevet varetægtsfængslet i fire uger«.

Ifølge politiet har sagen forbindelse til flere brande i containere og skraldespande i Kolding midtby. Brande der blev anmeldt fra midnat og frem til formiddagen søndag.

Der blev anmodet om dørlukning under grundlovsforhøret, og derfor er yderligere oplysninger om sagen ikke offentligt tilgængelige.

LEDER: Et nødvendigt skifte

0
LEDER: Et nødvendigt skifte

SPORT. Fredericia Håndboldklub har truffet en stor beslutning. Gudmundur Gudmundsson er færdig som cheftræner i klubben. Det sker efter en periode, hvor utilfredsheden med spillet har været tydelig, selvom resultaterne på papiret har været de bedste i klubbens historie.

Det er værd at gentage, at Gudmundsson har leveret. Han kom til FHK i 2022, og siden har klubben fået bronze, sølv, spillet sig i Final4 i Boxen og kvalificeret sig til både Champions League og European League. Der er ikke mange klubber i Danmark, der kan fremvise den slags resultater på tre sæsoner. Derfor skal han have en stor tak. Han har sat Fredericia tilbage på håndboldkortet, og det må vi aldrig glemme.

FHKs ledelsen har skiftet ud i truppen. Arkivfoto: AVISEN

Men ledelsen i FHK med formand Bent Jensen og direktør Thomas Renneberg-Larsen i spidsen vurderer, at det ikke er nok. Spillet har manglet gnist. Flowet har ikke været der. Og selvom resultater er vigtige, så handler håndbold også om spilleglæde, tempo og udtryk. Det er det, der fylder hallen, skaber tro og tiltrækker både sponsorer og fans. Det har klubben ikke set nok af i denne sæson.

Kritikken har også ramt truppens sammensætning. Flere store profiler er væk. Lasse Balstad spiller i dag for GOG. Reinier Taboada spiller i Benfica. De var stærke spillere, der kunne afgøre kampe. I stedet er der kommet unge talenter, der på sigt kan blive topspillere. Det er et andet projekt, og det kræver en anden trænerprofil. Det siger direktøren selv, og det er svært at være uenig.

Valget er faldet på Jesper Houmark. Han kender klubben, truppen og kulturen. Han har tidligere stået i spidsen, og han har fejret resultater med FHK. Han kender også de unge spillere, og han ved, hvad han skal gøre nu. Det er jeg ikke i tvivl om.

Han har også haft perioder, hvor det var svært, især mod de største hold. Nu får han chancen for at vise, at han kan stå med ansvaret. Sammen med Michael Wollesen skal han lede holdet resten af sæsonen.

Det er et klogt valg. Når man har behov for forandring, er det en fordel at vælge en, der kender huset. Houmark ved, hvordan Fredericia vil spille håndbold. Han ved, hvad fansene forventer. Han ved, hvad det betyder at stå i en fyldt arena med hele Fredericia bag sig. Men han ved også, at der er krav. Han får ikke meget tid. Han skal levere nu.

En ting mere er essentielt, som det ser ud lige nu. Klubben skal, hvis chancen byder sig forstærke holdet med 2-3 profiler. Længere er den ikke. Men det er svært i en sæson, der er i gang.

Lørdag møder Fredericia HK GOG hjemme. Det bliver den første test. Og det bliver en kamp, hvor vi vil se, om beslutningen allerede kan mærkes på banen. Spillerne må rykke sammen. De må vise, at de tror på projektet. Og de må vise byen, at Fredericia hører til i toppen af dansk håndbold. Det handler ikke om to point lørdag, for GOG er en mundfuld, set i lyset af FHKs sæsonstart, men der skal kæmpes alle 60 minutter.

Ledelsen har taget deres ansvar. De har handlet. Nu skal de også tættere på truppen og staben. Der må ikke være tvivl om, at alle i klubben går i samme retning. Sponsorerne må bakkes op. Frivillige må fortsætte deres store indsats. Og fansene må møde talstærkt op. Fredericia er en håndboldby, og det forpligter.

Alle lokale fans må vænne sig til, at der ikke kommer toppræstationer hver uge i en periode. Sådan er det, når man bygger nyt op. Men de ved også, at ægte fans står bag holdet i både medgang og modgang. Det er nu, de skal vise det.

FHK skal have ros for at handle hurtigt. Sæsonen sluttede skuffende i foråret, og starten på den nye sæson har været præget af tvivl og store udfald. Derfor er det rigtigt set, at man tager konsekvensen nu. Det er ikke uden risiko, men det viser, at man vil noget.

Fredericia Håndboldklub har store ambitioner. Spillerne selv siger, at de hører til i toppen. Det gør ledelsen også igen og igen. Men for at ambitionerne kan blive til virkelighed, skal der findes en fælles vej.

Det begynder lørdag mod GOG. Og det begynder med, at Fredericia fylder arenaen, bakker holdet op og viser, at byen vil sit hold. For hvis man vil være blandt de største, kræver det mere end resultater. Det kræver også mod til at handle, og det kræver et fællesskab, der står bag, når det virkelig gælder.

TRÅDEN åbnede med musik og masser af mennesker

0
TRÅDEN åbnede med musik og masser af mennesker

EVENT. Lørdag aften slog TRÅDEN dørene op til åbningsfest, og det blev markeret med et musikprogram spækket med navne. DJ Lala Luna, FABRÄK, Ankerstjerne med band, DJ Rune Rask og Midt om Natten stod på scenen, og publikum fik en forsmag på, hvad det nye spillested kan tilbyde.

Blandt de mange gæster var Rune, Jesper og Kristoffer, der havde taget turen fra Odense for at opleve åbningsfesten. »Det er et super fedt arrangement hernede. Musikken er rigtig, rigtig fin, og det er et stærkt program, de har sat op,« lød deres umiddelbare reaktion.

De havde dog også et par praktiske observationer efter en aften i den tætpakkede hal. »Der er lidt med temperaturerne, når man lukker så mange mennesker ind. Vi sad og spiste i det område, der var sat op, og det føltes nærmest som en sauna. Derudover er der for få toiletter, så det skal de måske lige arbejde med, men dejligt at være her,« siger de.

Publikum fra Odense ser dog lyst på TRÅDENs fremtid og glæder sig til at vende tilbage. »Vi ser frem til 6. februar, hvor Barcode Brothers kommer. Det glæder vi os rigtig meget til,« fortæller de. På ønskelisten til kommende navne nævnes også Shaka Loveless.

De peger samtidig på, at de savner en større spredning i aldersgrupperne. »Vi mangler vores aldersgruppe, lige omkring de 40. Lige nu er det meget mor, far og teenagebørn eller 18-19-årige,« siger de med et smil og tilføjer, at arrangementet dog var en stærk start.

»Det er super fedt med en åbningsfest som denne, og selvfølgelig lærer man noget, når man pludselig har ti gange så mange mennesker som til en test. Det er sådan noget, man kan justere fremover,« siger Jesper og Kristoffer.

TRÅDEN er officielt i gang, og åbningsfesten viste med al tydelighed, at Fredericia nu har fået et nyt musiksted, der kan tiltrække både lokale og folk udefra.

Efterår på Restaurant Marsvinet – nye retter, vinoplevelser og traditioner ved Middelfart Marina

0
Efterår på Restaurant Marsvinet – nye retter, vinoplevelser og traditioner ved Middelfart Marina

GASTRONOMI. På Restaurant Marsvinet følger menukortet altid årets rytme. Nu hvor sommeren er forbi, har restauranten ved Marinaen i Middelfart lanceret sit efterårskort fyldt med råvarer, der emmer af sæson og dybde. Vildt, svampe, græskar og rodfrugter sætter tonen, og det hele er sammensat på en måde, der både afspejler naturen udenfor og giver gæsterne en oplevelse af varme og fylde på tallerkenen.

»Vi har altid lavet et kort, som afspejler den årstid, vi er i. Derfor går vi fra sommerkortet til efterårskortet nu. Det betyder retter med vildt, svampe, græskar og rodfrugter. Råvarer, man forbinder med efteråret,« fortæller køkkenchefen.

På kortet finder man blandt andet en risotto med køljohansvampe, en vildtterrine og klassiske desserter i efterårsversioner. »Vi serverer en tarte tatin med danske æbler og retter med bær. Det handler om at bruge danske råvarer, som passer til sæsonen,« siger han.

Vin, musik og ål på programmet

Restaurant Marsvinet handler ikke kun om at servere mad men også om at skabe oplevelser. Derfor har de sat en række arrangementer i kalenderen, der skal lokke både lokale og tilrejsende ind i husets atmosfære ved havnekajen.

Den første vinaften finder sted den 10. oktober. Her vil gæsterne få serveret seks glas vin, ledsaget af en tapasanretning, der matcher de enkelte vine. »Vi starter typisk med noget bobler, og så smager vi os gennem det område eller den producent, vi har valgt til aftenen. Vi har inviteret vores vinleverandør, som guider os og fortæller om vinene, producenten og området. Gæsterne kommer ind klokken 18, og omkring klokken 21.30 siger vi tak for i aften,« fortæller køkkenchefen.

Udover vinene holder Marsvinet også fast i de gamle traditioner. Ålegildet vender tilbage, hvor gæsterne kan sætte sig til bords og nyde den klassiske danske spise med alt tilbehør. »Det er traditionelt dansk. Man spiser ål med det faste tilbehør, og så er der jo også de gamle ritualer, som folk fortæller mig, man skal huske. Vi har valgt at kombinere det med øl fra vores eget ølprojekt, som passer rigtig godt til, og selvfølgelig også en eller to snaps, som jo hører til,« siger han med et smil.

Færre åbningsdage – mere kvalitet

Som mange andre i branchen mærker Marsvinet også udfordringen med at finde kvalificeret personale. Derfor har restauranten valgt at holde lukket mandag og tirsdag. »Det er lidt et udtryk for, at højsæsonen er slut, men det er også fordi, jeg selv står her tyve dage om ugen, så det er rart med en enkelt fridag. Hvis der kommer forespørgsler på selskaber eller mindestunder, så åbner vi selvfølgelig, men det er svært at finde kvalificeret personale, især tjenere. Vi har været heldige med kokkene, men vi mangler stadig tjenere,« siger køkkenchefen.

Med færre åbningsdage kan holdet til gengæld give den fuld gas, når restauranten er åben. Og placeringen ud til Lillebælt, hvor gæsterne kan nyde udsigten over havet, gør oplevelsen til noget særligt, uanset om det er en vinaften, en koncert eller et klassisk ålegilde.

Traditioner og nye idéer

Når vinteren nærmer sig, holder Marsvinet fast i traditionerne, der er blevet en del af stedets identitet. Musikprogrammet fortsætter, Mortensaften fejres som altid, og de succesfulde vinaftener bliver gentaget. Samtidig arbejdes der på nye koncepter, blandt andet en skaldyrsaften, som dog først bliver aktuel til foråret.

»Vi har et godt spækket musikprogram, og vi holder fast i traditionen med Mortensaften. Flere vinaftener er allerede planlagt, og vi undersøger, om vi skal lave et skaldyrsevent til foråret. Der er mange idéer i støbeskeen,« fortæller køkkenchefen.

Hyggen i centrum

Spørger man, hvorfor man skal lægge vejen forbi, er svaret enkelt. »Det er et super hyggeligt sted at komme. Vi er vældig flinke, og folk kan opleve det, de gerne vil. De kan spise god mad, drikke vin, tage til koncert, få en øl til et ålegilde eller bare sidde og hygge sig. Det er hele pakken,« siger han.

Med efterårsmenuen på plads, vinaftener i kalenderen og udsigt til nye traditioner er der ingen tvivl om, at Restaurant Marsvinet ved Marinaen i Middelfart går en travl og smagfuld sæson i møde. Her er hyggen i centrum, udsigten en gave i sig selv, og tallerkenen altid fyldt med sæsonens bedste råvarer.

Hos Restaurant Marsvinet ved Marinaen i Middelfart kan du se frem til en efterårssæson fyldt med gode råvarer, hyggelige traditioner og masser af musik. Vi inviterer indenfor til en række oplevelser, hvor mad, vin og stemning går hånd i hånd:

Mad og traditioner

  • Vinaften (Piemonte) – 10. oktober 2025
  • Ålegilde – 31. oktober 2025
  • Vinaften (Portvin) – 7. november 2025
  • Mortensaften – 10. november 2025
  • Julefrokost – 21. november 2025
  • Julefrokost – 22. november 2025

Koncerter

  • I lynets tegn – 25. september 2025
  • TV2 Jam – 23. oktober 2025
  • Værsgo’ – en hyldest til pladen – 24. oktober 2025
  • Karsten Skov Trio – 30. oktober 2025
  • Anders Blichfeldt – 6. november 2025
  • Per Nielsen – 20. november 2025

Fra vin og ål til musikalske oplevelser og klassiske traditioner – alt sammen med udsigt over Lillebælt. Restaurant Marsvinet skaber rammerne for både de store aftener og de små øjeblikke, hvor kvalitet, hygge og nærvær er i centrum.

Strib Svømmehal genåbnet efter fem måneders lukning

0
Strib Svømmehal genåbnet efter fem måneders lukning

POLITIK. Siden 29. april har dørene været lukkede til Strib Svømmehal. Nu kan borgere, foreninger og motionister endelig igen tage turen i bassinet. Tirsdag åbnede svømmehallen efter fem måneders omfattende arbejde både under og over overfladen.

Claus Hansen, direktør for Lillebælt Sport og Kultur, er lettet og glad over at kunne byde gæsterne velkommen tilbage. »Det er jo virkelig dejligt, og det synes vores publikum også, så det er jo fandme godt. Det har været et langt forår for foreningerne, og for de private og vores motionister, så det er super. Det er rigtig fint,« siger han.

Modernisering bag facaden

Set med det blotte øje ligner meget sig selv. Men bag facaden er der investeret i ny teknologi og forbedringer, der skal sikre en mere driftssikker fremtid.

»Det, folk kan se, er nye fliser i bassinet. Men det største er faktisk det, man ikke kan se. Der er lavet nye tanke og ventilation nede i kælderen. Det er rigtig, rigtig fint,« forklarer Claus Hansen.

Arbejdet har ikke været uden bump på vejen. Forsinkelser på materialer og et fundament, der viste sig langt stærkere end forventet, har udfordret projektet. Alligevel er det hele nu på plads. En ekstra ventetid på nogle vandprøver betød ganske vist, at åbningen måtte rykkes to dage, men nu står anlægget klar til brug.

En vigtig brik i lokalsamfundet

Genåbningen har stor betydning for både Strib og Middelfart. Svømmehallen er en vigtig del af områdets idrætsliv og hverdagskultur.

»Jeg tror faktisk, det er vigtigt for hele lokalområdet. Jeg kan høre og se, at rigtig mange allerede har været forbi i dag. Det siger noget om, hvor meget svømmehallen betyder. Folk har været tålmodige i perioden, hvor vi holdt lukket, og det er jeg rigtig glad for,« siger Claus Hansen.

Lillebælt Sport og Kultur driver flere faciliteter, og svømmehallen er en central del af det samlede tilbud. »For os handler det om at kunne tilbyde noget for alle. Vi har motionscenter, vi har holdtræning, vi har yoga, styrke og koordination. Svømmehallen er med til at fuldende paletten, så vi kan dække bredt,« fortæller direktøren.

Officiel åbning på vej

Selv om bassinet allerede er i brug, bliver der også markeret en officiel åbning. Den er lagt en weekend længere frem end først planlagt. Her vil der være aktiviteter, som sætter svømmehallen på landkortet igen.

På længere sigt håber Claus Hansen, at svømmehallen fortsat vil være et sted, hvor folk i alle aldre kommer for at dyrke motion, socialt samvær og velvære. »Vi har et godt tilbud til alle. Hvis man har lyst til at tage en tur i bassinet eller bare få rørt sig, så er vi klar. Og bagefter kan man jo tage en tur i sauna eller melde sig på saunagus,« siger han.

En opfordring til borgerne

Direktøren er ikke i tvivl om, hvorfor folk skal finde badetøjet frem. »Det skal de da, fordi det er et super hyggeligt sted at komme. Vi er vældig flinke, og folk kan opleve lige det, de har lyst til. Der er noget for enhver smag,« siger Claus Hansen med et smil.

Efter måneders stilhed er der igen plask og latter i Strib Svømmehal. Foreningerne kan vende tilbage til træningen, familierne kan tage deres børn med til svømning, og motionisterne kan få pulsen op i de blå omgivelser. Svømmehallen er tilbage i fuldt vigør, og det er tydeligt, at savnet har været stort.

Christian Jørgensen: Fredericia skal høres, også på Christiansborg

Christian Jørgensen: Fredericia skal høres, også på Christiansborg

0
Christian Jørgensen er nyvalgt byrådsmedlem for Liberal Alliance i Fredericia – men ambitionerne stopper ikke ved kommunegrænsen. Efter mere end fire årtier i finanssektoren...
Hvis militær dømmekraft udliciteres 

Hvis militær dømmekraft udliciteres 

Død person fundet udendørs i Kolding

Død person fundet udendørs i Kolding