-0.6 C
Copenhagen
torsdag 25. december 2025

TRÅDEN åbnede med musik og masser af mennesker

0
TRÅDEN åbnede med musik og masser af mennesker

EVENT. Lørdag aften slog TRÅDEN dørene op til åbningsfest, og det blev markeret med et musikprogram spækket med navne. DJ Lala Luna, FABRÄK, Ankerstjerne med band, DJ Rune Rask og Midt om Natten stod på scenen, og publikum fik en forsmag på, hvad det nye spillested kan tilbyde.

Blandt de mange gæster var Rune, Jesper og Kristoffer, der havde taget turen fra Odense for at opleve åbningsfesten. »Det er et super fedt arrangement hernede. Musikken er rigtig, rigtig fin, og det er et stærkt program, de har sat op,« lød deres umiddelbare reaktion.

De havde dog også et par praktiske observationer efter en aften i den tætpakkede hal. »Der er lidt med temperaturerne, når man lukker så mange mennesker ind. Vi sad og spiste i det område, der var sat op, og det føltes nærmest som en sauna. Derudover er der for få toiletter, så det skal de måske lige arbejde med, men dejligt at være her,« siger de.

Publikum fra Odense ser dog lyst på TRÅDENs fremtid og glæder sig til at vende tilbage. »Vi ser frem til 6. februar, hvor Barcode Brothers kommer. Det glæder vi os rigtig meget til,« fortæller de. På ønskelisten til kommende navne nævnes også Shaka Loveless.

De peger samtidig på, at de savner en større spredning i aldersgrupperne. »Vi mangler vores aldersgruppe, lige omkring de 40. Lige nu er det meget mor, far og teenagebørn eller 18-19-årige,« siger de med et smil og tilføjer, at arrangementet dog var en stærk start.

»Det er super fedt med en åbningsfest som denne, og selvfølgelig lærer man noget, når man pludselig har ti gange så mange mennesker som til en test. Det er sådan noget, man kan justere fremover,« siger Jesper og Kristoffer.

TRÅDEN er officielt i gang, og åbningsfesten viste med al tydelighed, at Fredericia nu har fået et nyt musiksted, der kan tiltrække både lokale og folk udefra.

Efterår på Restaurant Marsvinet – nye retter, vinoplevelser og traditioner ved Middelfart Marina

0
Efterår på Restaurant Marsvinet – nye retter, vinoplevelser og traditioner ved Middelfart Marina

GASTRONOMI. På Restaurant Marsvinet følger menukortet altid årets rytme. Nu hvor sommeren er forbi, har restauranten ved Marinaen i Middelfart lanceret sit efterårskort fyldt med råvarer, der emmer af sæson og dybde. Vildt, svampe, græskar og rodfrugter sætter tonen, og det hele er sammensat på en måde, der både afspejler naturen udenfor og giver gæsterne en oplevelse af varme og fylde på tallerkenen.

»Vi har altid lavet et kort, som afspejler den årstid, vi er i. Derfor går vi fra sommerkortet til efterårskortet nu. Det betyder retter med vildt, svampe, græskar og rodfrugter. Råvarer, man forbinder med efteråret,« fortæller køkkenchefen.

På kortet finder man blandt andet en risotto med køljohansvampe, en vildtterrine og klassiske desserter i efterårsversioner. »Vi serverer en tarte tatin med danske æbler og retter med bær. Det handler om at bruge danske råvarer, som passer til sæsonen,« siger han.

Vin, musik og ål på programmet

Restaurant Marsvinet handler ikke kun om at servere mad men også om at skabe oplevelser. Derfor har de sat en række arrangementer i kalenderen, der skal lokke både lokale og tilrejsende ind i husets atmosfære ved havnekajen.

Den første vinaften finder sted den 10. oktober. Her vil gæsterne få serveret seks glas vin, ledsaget af en tapasanretning, der matcher de enkelte vine. »Vi starter typisk med noget bobler, og så smager vi os gennem det område eller den producent, vi har valgt til aftenen. Vi har inviteret vores vinleverandør, som guider os og fortæller om vinene, producenten og området. Gæsterne kommer ind klokken 18, og omkring klokken 21.30 siger vi tak for i aften,« fortæller køkkenchefen.

Udover vinene holder Marsvinet også fast i de gamle traditioner. Ålegildet vender tilbage, hvor gæsterne kan sætte sig til bords og nyde den klassiske danske spise med alt tilbehør. »Det er traditionelt dansk. Man spiser ål med det faste tilbehør, og så er der jo også de gamle ritualer, som folk fortæller mig, man skal huske. Vi har valgt at kombinere det med øl fra vores eget ølprojekt, som passer rigtig godt til, og selvfølgelig også en eller to snaps, som jo hører til,« siger han med et smil.

Færre åbningsdage – mere kvalitet

Som mange andre i branchen mærker Marsvinet også udfordringen med at finde kvalificeret personale. Derfor har restauranten valgt at holde lukket mandag og tirsdag. »Det er lidt et udtryk for, at højsæsonen er slut, men det er også fordi, jeg selv står her tyve dage om ugen, så det er rart med en enkelt fridag. Hvis der kommer forespørgsler på selskaber eller mindestunder, så åbner vi selvfølgelig, men det er svært at finde kvalificeret personale, især tjenere. Vi har været heldige med kokkene, men vi mangler stadig tjenere,« siger køkkenchefen.

Med færre åbningsdage kan holdet til gengæld give den fuld gas, når restauranten er åben. Og placeringen ud til Lillebælt, hvor gæsterne kan nyde udsigten over havet, gør oplevelsen til noget særligt, uanset om det er en vinaften, en koncert eller et klassisk ålegilde.

Traditioner og nye idéer

Når vinteren nærmer sig, holder Marsvinet fast i traditionerne, der er blevet en del af stedets identitet. Musikprogrammet fortsætter, Mortensaften fejres som altid, og de succesfulde vinaftener bliver gentaget. Samtidig arbejdes der på nye koncepter, blandt andet en skaldyrsaften, som dog først bliver aktuel til foråret.

»Vi har et godt spækket musikprogram, og vi holder fast i traditionen med Mortensaften. Flere vinaftener er allerede planlagt, og vi undersøger, om vi skal lave et skaldyrsevent til foråret. Der er mange idéer i støbeskeen,« fortæller køkkenchefen.

Hyggen i centrum

Spørger man, hvorfor man skal lægge vejen forbi, er svaret enkelt. »Det er et super hyggeligt sted at komme. Vi er vældig flinke, og folk kan opleve det, de gerne vil. De kan spise god mad, drikke vin, tage til koncert, få en øl til et ålegilde eller bare sidde og hygge sig. Det er hele pakken,« siger han.

Med efterårsmenuen på plads, vinaftener i kalenderen og udsigt til nye traditioner er der ingen tvivl om, at Restaurant Marsvinet ved Marinaen i Middelfart går en travl og smagfuld sæson i møde. Her er hyggen i centrum, udsigten en gave i sig selv, og tallerkenen altid fyldt med sæsonens bedste råvarer.

Hos Restaurant Marsvinet ved Marinaen i Middelfart kan du se frem til en efterårssæson fyldt med gode råvarer, hyggelige traditioner og masser af musik. Vi inviterer indenfor til en række oplevelser, hvor mad, vin og stemning går hånd i hånd:

Mad og traditioner

  • Vinaften (Piemonte) – 10. oktober 2025
  • Ålegilde – 31. oktober 2025
  • Vinaften (Portvin) – 7. november 2025
  • Mortensaften – 10. november 2025
  • Julefrokost – 21. november 2025
  • Julefrokost – 22. november 2025

Koncerter

  • I lynets tegn – 25. september 2025
  • TV2 Jam – 23. oktober 2025
  • Værsgo’ – en hyldest til pladen – 24. oktober 2025
  • Karsten Skov Trio – 30. oktober 2025
  • Anders Blichfeldt – 6. november 2025
  • Per Nielsen – 20. november 2025

Fra vin og ål til musikalske oplevelser og klassiske traditioner – alt sammen med udsigt over Lillebælt. Restaurant Marsvinet skaber rammerne for både de store aftener og de små øjeblikke, hvor kvalitet, hygge og nærvær er i centrum.

Strib Svømmehal genåbnet efter fem måneders lukning

0
Strib Svømmehal genåbnet efter fem måneders lukning

POLITIK. Siden 29. april har dørene været lukkede til Strib Svømmehal. Nu kan borgere, foreninger og motionister endelig igen tage turen i bassinet. Tirsdag åbnede svømmehallen efter fem måneders omfattende arbejde både under og over overfladen.

Claus Hansen, direktør for Lillebælt Sport og Kultur, er lettet og glad over at kunne byde gæsterne velkommen tilbage. »Det er jo virkelig dejligt, og det synes vores publikum også, så det er jo fandme godt. Det har været et langt forår for foreningerne, og for de private og vores motionister, så det er super. Det er rigtig fint,« siger han.

Modernisering bag facaden

Set med det blotte øje ligner meget sig selv. Men bag facaden er der investeret i ny teknologi og forbedringer, der skal sikre en mere driftssikker fremtid.

»Det, folk kan se, er nye fliser i bassinet. Men det største er faktisk det, man ikke kan se. Der er lavet nye tanke og ventilation nede i kælderen. Det er rigtig, rigtig fint,« forklarer Claus Hansen.

Arbejdet har ikke været uden bump på vejen. Forsinkelser på materialer og et fundament, der viste sig langt stærkere end forventet, har udfordret projektet. Alligevel er det hele nu på plads. En ekstra ventetid på nogle vandprøver betød ganske vist, at åbningen måtte rykkes to dage, men nu står anlægget klar til brug.

En vigtig brik i lokalsamfundet

Genåbningen har stor betydning for både Strib og Middelfart. Svømmehallen er en vigtig del af områdets idrætsliv og hverdagskultur.

»Jeg tror faktisk, det er vigtigt for hele lokalområdet. Jeg kan høre og se, at rigtig mange allerede har været forbi i dag. Det siger noget om, hvor meget svømmehallen betyder. Folk har været tålmodige i perioden, hvor vi holdt lukket, og det er jeg rigtig glad for,« siger Claus Hansen.

Lillebælt Sport og Kultur driver flere faciliteter, og svømmehallen er en central del af det samlede tilbud. »For os handler det om at kunne tilbyde noget for alle. Vi har motionscenter, vi har holdtræning, vi har yoga, styrke og koordination. Svømmehallen er med til at fuldende paletten, så vi kan dække bredt,« fortæller direktøren.

Officiel åbning på vej

Selv om bassinet allerede er i brug, bliver der også markeret en officiel åbning. Den er lagt en weekend længere frem end først planlagt. Her vil der være aktiviteter, som sætter svømmehallen på landkortet igen.

På længere sigt håber Claus Hansen, at svømmehallen fortsat vil være et sted, hvor folk i alle aldre kommer for at dyrke motion, socialt samvær og velvære. »Vi har et godt tilbud til alle. Hvis man har lyst til at tage en tur i bassinet eller bare få rørt sig, så er vi klar. Og bagefter kan man jo tage en tur i sauna eller melde sig på saunagus,« siger han.

En opfordring til borgerne

Direktøren er ikke i tvivl om, hvorfor folk skal finde badetøjet frem. »Det skal de da, fordi det er et super hyggeligt sted at komme. Vi er vældig flinke, og folk kan opleve lige det, de har lyst til. Der er noget for enhver smag,« siger Claus Hansen med et smil.

Efter måneders stilhed er der igen plask og latter i Strib Svømmehal. Foreningerne kan vende tilbage til træningen, familierne kan tage deres børn med til svømning, og motionisterne kan få pulsen op i de blå omgivelser. Svømmehallen er tilbage i fuldt vigør, og det er tydeligt, at savnet har været stort.

FHK fyrer cheftræner

0
FHK fyrer cheftræner

SPORT. Fredericia Håndboldklub har truffet en af de helt store beslutninger. Klubben stopper samarbejdet med cheftræner Gudmundur Gudmundsson, som siden sommeren 2022 har stået i spidsen for det, der er blevet de mest succesrige år i klubbens nyere historie. På hans vagt er FHK gået fra at være en udfordrer til at blive en fast del af toppen med Final4 i Boxen, en bronzemedalje, en sølvmedalje og kvalifikation til Champions League og European League. Alligevel var det ikke nok til at fortsætte samarbejdet.

Direktør Thomas Renneberg-Larsen lægger ikke skjul på, at beslutningen er truffet efter længere tids overvejelser. »Gudmundur har leveret på alle de parametre, han har været ansat til. Vi skylder ham en stor tak og han vil altid have en stor plads i klubbens historie som den træner, der fik Fredericia Håndboldklub tilbage blandt de bedste klubber i Danmark. Men vi er ikke tilfredse med det spillemæssige udtryk og det flow, vi har leveret. Der har manglet den ekstra gnist og spilleglæde,« siger han.

I sporten kan resultater på papiret og fornemmelsen på banen være to vidt forskellige ting. I FHK har man vurderet, at spillet har haltet, selv om sejrene og medaljerne har talt deres eget tydelige sprog. Renneberg-Larsen peger på, at klubbens udvikling og sammensætningen af spillertruppen har ændret forudsætningerne markant i forhold til 2022.

»Vi har igennem de seneste par sæsoner ændret i spillertruppens sammensætning med yngre talentfulde spillere, som er på vej og på sigt kan blive topspillere på deres positioner. Med de ændringer vi har foretaget i truppen, så er udgangspunktet anderledes end da Gudmundur kom til FHK i 2022. Derfor har vi vurderet, at der er behov for en anden trænerprofil fremadrettet,« siger direktøren.

Valget er faldet på en løsning tættere på hjemmet end nogensinde. Assistenttræner Jesper Houmark og Michael Wollesen danner fremover et nyt trænerteam, hvor Houmark får det overordnede ansvar men i tæt samarbejde med Wollesen.

Det er et markant skifte i en klub, der på få år har rejst sig fra en position som outsider til at være en fast bestanddel af håndboldens fineste selskab. Den transformation har Gudmundsson haft en hovedrolle i, men i sportens verden er taktik, udtryk og følelse på banen lige så vigtige som det, der står på tavlen efter 60 minutter.

Beslutningen kommer efter en periode, hvor kritiske røster har peget på, at FHK’s spil til tider har været præget af tunghed og manglende variation. Med de mange unge kræfter i truppen har klubben ønsket en anden energi og en tættere forankring i et trænerteam, der kan udvikle og forme de næste profiler.

»Vi er ikke i tvivl om, at Gudmundur har gjort et stort stykke arbejde. Han har været med til at flytte os, og vi har oplevet de største resultater i klubbens historie med ham. Men vi ser også ind i en fremtid, hvor vi skal bygge endnu mere på, og hvor vi har vurderet, at det er tid til at give stafetten videre til andre,« siger Thomas Renneberg-Larsen.

At Houmark og Wollesen tager over, giver kontinuitet men også mulighed for at justere kursen. Houmark har været en fast del af holdets dagligdag, kender spillerne indgående og har været med til at udvikle den kultur, klubben står på i dag. Sammen med Wollesen får han nu chancen for at sætte sit eget præg på et mandskab, der både har erfaring og spirende talent.

FHK har tidligere vist, at klubben ikke er bange for at tage store beslutninger, når det gælder udviklingen. Fyringen af Gudmundsson er endnu et bevis på, at man ikke lader sig nøje med gode resultater alene, hvis spillet ikke følger med.

Fans og sponsorer vil uden tvivl huske Gudmundur Gudmundsson som manden, der bragte Fredericia Håndboldklub tilbage i rampelyset. Men fremtiden tilhører Houmark og Wollesen, der nu skal balancere forventningerne om fortsat succes med ønsket om et nyt spillemæssigt udtryk.

Indtil videre står én ting klart. Fredericia Håndboldklub vil fortsætte med at sigte højt, og beslutningen viser, at ambitionerne rækker længere end medaljer og resultattavler. Klubben vil have spilleglæden tilbage, og det er Houmark og Wollesens opgave at levere den.

30-årig mand sigtet efter påkørsel på Fynske Motorvej ved Middelfart

0
30-årig mand sigtet efter påkørsel på Fynske Motorvej ved Middelfart

DØGNRAPPORT. En 30-årig mand fra Hedensted Kommune blev fredag sigtet af Fyns Politi, efter at han på Fynske Motorvej ved Nørre Aaby i Middelfart Kommune påkørte en lastbil med sin personbil og campingvogn. Ifølge politiet fortsatte manden sin kørsel efter påkørslen. Da patruljen fik standset ham, viste det sig, at han kørte uden føreret til campingvogn. Ved visitation blev han desuden fundet i besiddelse af euforiserende stoffer.

Sagen hører til blandt de mere markante hændelser i Fyns Politis døgnrapport for fredag, lørdag og søndag den 19., 20. og 21. september.

Flere sigtelser og voldelige episoder på Fyn

I Kerteminde Kommune blev en 45-årig mand fra Odense fredag sigtet for at føre varebil under påvirkning af euforiserende stoffer. Manden var i forvejen frakendt kørekortet. Senere samme dag blev der anmeldt hærværk mod en speedbåd på Marinavejen, hvor båden var blevet overstrøet med hvidt pulver, og der var efterladt cigaretskod i kabinen.

Fredag aften udviklede en samtale mellem to forurettede og en gruppe på cirka ti drenge i Kerteminde sig til vold. De to mænd blev slået og sparket i ansigtet og frarøvet en jakke og et par AirPods.

Ved Langeskov Marked i Kerteminde Kommune blev der i løbet af weekenden rejst flere sigtelser. En 17-årig mand fra Odense blev natten til lørdag sigtet for vold efter at have deltaget i et slagsmål, hvor 15-20 personer var involveret. Samme aften blev en anden 17-årig fra Nyborg sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, og en 19-årig mand fra Svendborg blev fundet i besiddelse af euforiserende stoffer under en visitation. En 20-årig fra Odense blev desuden sigtet for ordensbekendtgørelsen, da han fremviste en legetøjspistol vundet på markedet, hvilket gjorde forbipasserende nervøse.

På Centervej i Langeskov blev en forurettet fredag aften udsat for grov vold og røveri af en gruppe på cirka ti personer. Offeret blev trampet i hovedet og frarøvet ur og pung.

Sager fra Odense og Svendborg

I Odense blev flere personer i weekenden sigtet for narkokørsel, spirituskørsel og besiddelse af euforiserende stoffer. Blandt andet blev en 21-årig mand standset på Albanigade natten til lørdag, hvor han kørte på el-løbehjul uden hjelm og under påvirkning af både spiritus og stoffer. Han var desuden i besiddelse af yderligere stoffer.

I Svendborg blev en 66-årig mand sigtet for spirituskørsel lørdag, efter han i et vejkryds på Nyborgvej påkørte en cyklist, der herefter ramte en tredje part. Cyklisten kom umiddelbart lettere til skade.

Endelig blev en 30-årig mand fra Langeland natten til lørdag sigtet for vold mod flere personer i Rudkøbing, efter han var blevet bortvist fra et sted. Han er desuden sigtet for at forstyrre den offentlige ro og orden.


Oplysningerne stammer fra Fyns Politis døgnrapport for fredag, lørdag og søndag den 19.-21. september 2025.

KIF Kolding sejrede i Sydbank Arena – Ellebæk tilbage på banen

0
KIF Kolding sejrede i Sydbank Arena – Ellebæk tilbage på banen

SPORT. Lørdag eftermiddag blev det til en sejr på 36-32 over Norddjurs Håndbold i Sydbank Arena i en kamp, der både bød på masser af mål, høj intensitet og et glædeligt comeback til Tobias Ellebæk.

Efter næsten ti måneders fravær var Ellebæk tilbage på banen for første gang siden 20. november 2024, og han kunne endda tage plads i startopstillingen.

Kampen startede jævnbyrdigt, men KIF fik hurtigt overtaget og var foran med 2-3 mål gennem størstedelen af første kvarter. Efter 24 minutter kunne Markus Bugge bringe KIF på 16-12 med en fremragende underhåndsscoring, inden Ellebæk selv fulgte op med sit forløsende comebackmål, der fremtvang et stort jubelbrøl i hallen.

Første halvleg blev afsluttet på bedste vis, da Mads Kragh Thomsen scorede i allersidste sekund og sikrede pauseføringen på 20-15. Her havde Andreas Aagreen allerede markeret sig med en fornem halvleg og imponerende effektivitet: fem mål på fem forsøg.

KIF kom blæsende ud til anden halvleg og scorede tre gange på under to minutter, hvilket tvang Norddjurs’ træner til at tage en hurtig timeout. Angrebsspillet havde i ugens løb været i ekstra fokus, og det gav pote – 36 scoringer taler sit tydelige sprog om en stærk offensiv indsats.

Hen mod slutningen blev kampen en smule rodet. Forsvarsgeneral Jonas Tidemand måtte forlade banen med rødt kort efter sin tredje udvisning, og Norddjurs fik pyntet på resultatet. Men takket være vigtige redninger fra Thorsten Fries og en offensiv, der blev ved med at producere, var sejren aldrig reelt i fare.

Markus Bugge blev fortjent kåret til kampens spiller efter en ny stor præstation, hvor han nettede ni gange og fortsatte sin imponerende sæsonstart.

Efter kampen satte Tobias Ellebæk ord på oplevelsen:
»2 point, det var det, vi kom efter, og det var det, vi fik. Det holdt hårdt, for vi laver for mange fejl, som Norddjurs udnyttede, og vi er ikke 100% tilfredse med præstationen. Men vi scorer mange mål og spiller i perioder rigtig god angrebshåndbold, så samlet set er vi tilfredse med de 2 point.«

Om sit comeback sagde han:
»Det var sindssygt dejligt og forløsende. Jeg har ventet rigtig længe på det her, så det var superdejligt at komme ind og kunne bidrage til holdet på banen.«

KIF Kolding – Norddjurs Håndbold
36-32 (20-15)

KIF Koldings målscorere:
Markus Bugge 9, Andreas Aagreen 5, Mads Kragh Thomsen og Tobias Ellebæk 4 hver, Jonas Tidemand, Cornelius Kragh og Viktor Ahlstrand 3 hver, Kristian Stoklund og Lars Skaarup 2 hver, Jens Svane 1.

Tilskuertal: 878 i Sydbank Arena.

Børnenes budgetforlig 

0
Børnenes budgetforlig 

Som SF’er er jeg stolt af det budgetforlig vi netop har indgået. Stoltheden skyldes at det er et budgetforlig hvor velfærden bliver prioriteret. 

Især på skoleområdet, der er en SF-mærkesag, er der fundet midler, som jeg er sikker på, kan gavne elevernes og medarbejdernes hverdag. En årlig investering på 11 millioner fra skoleåret 2026/2027 er noget, som kan mærkes. Jeg er er især glad for at når eleverne i de kommende 7. klasser møder ind første skoledag næste skoleår i august 2026, så vil det være til klasser med færre elever. Vi har nemlig med budgetforliget sikret at der er et klasseloft på 24 elever også for elever i 7. klasse. Det giver lærerne bedre muligheder for at se den enkelte elev. 

Vi kan se af afgangsprøveresultaterne at flere elever har brug for et fagligt løft. Derfor har vi i budgetforliget fundet midler til at indføre to-lærerordninger i nogle af dansk – og matematiktimerne i 9. klasse. Resultaterne ved Folkeskolens afgangseksamen har stor betydning for de unge. De påvirker nemlig de muligheder de unge har for at kunne komme videre fra Folkeskolen til den ungdomsuddannelse de drømmer om. 

De 11 millioner er en forlængelse af de tiltag budgetforligsparterne allerede har truffet beslutning om. Her tænker jeg især på den nye skole, der skal bygges i Kirstinebjergdistriktet. Dette er en beslutning vi i SF har kæmpet hårdt for, da det giver elever mulighed for at gå på samme skolematrikel fra 0. til 9. klasse et sted yderligere i Fredericia Kommune. 

Jeg ved som folkeskolemenneske, at lærere og pædagoger hver dag gør deres yderste for de elever de møder i klasselokalerne og SFO’en. De investeringer vi gennem budgetforliget har prioriteret til Folkeskolen vil kunne understøtte det pædagogiske arbejde og bidrage til et bedre arbejdsmiljø for lærerne og pædagogerne. Begge dele, der er noget som ligger SF meget på sinde. 

Malene Søgaard-Andersen 

Spidskandidat for SF til byrådet 

Når ingen tager ansvar, vinder bureaukratiet. 

0
Når ingen tager ansvar, vinder bureaukratiet. 

Vi taler ofte om klima, velfærd og tryghed. Men der er en fjende, som næsten aldrig nævnes – bureaukratiet. Bureaukrati er Fredericas og Danmarks farligste fjende. Hvad ser vi i dag? Et Danmark og et Fredericia hvor bureaukratiet vokser som ukrudt, og hvor misforstået hensyn og berøringsangst er blevet vigtigere end klare beslutninger.

Hvad koster et barn i skolen? Hvordan måler vi resultaterne? Hvorfor er det så svært at få klare svar? Fordi systemet hellere dækker sig ind med skemaer og regler end med reel ansvarlighed. Bureaukratiet er ikke en neutral størrelse, det er en forurening, der æder energi, tid og ressourcer.

Jeg stiller krav:

• Resultater skal måles – ikke pakkes ind i smukke ord.

• Strategier skal bygges som legoklodser – enkelt, gennemsigtigt og til at handle på.

Det kræver mod. Mod til at sige farvel til berøringsangst og til at kræve åbenhed i både stat og kommune. Danmark skal være et land, hvor vi kan stole på, at lederne leder, at pengene bruges fornuftigt og at vi alle kan se, hvad vi får for vores skattekroner. Hvem har egentlig ansvaret?

Et stærkt fædreland bygger ikke på papirbunker. Det bygger på frihed, ansvar – og lederskab. Lad os kalde bureaukratiet det, det er: Fredericias skjulte fjende. Hjælp mig med bekæmpe det, ved at stemme på mig. 

Det kolde gys bliver mere trygt – Østerstrand er nu officielt vinterbadepunkt

0
Det kolde gys bliver mere trygt – Østerstrand er nu officielt vinterbadepunkt

NATUR. Flere og flere danskere søger mod vinterbadning, og nu bliver det lettere at finde sikre steder at hoppe i bølgen blå. Seks nye vinterbadepunkter er blevet godkendt op til sæsonen 2025/2026, og dermed kan vinterbadere nu finde i alt 22 vinterbadepunkter fordelt på 11 kommuner.

I Fredericia betyder det, at Østerstrand nu officielt kan kalde sig vinterbadepunkt. Stranden ligger direkte ud til Lillebælt og er kendt som en af byens mest velbeliggende badestrande. Med helårsåbne omklædningsrum med toilet og bad, gode parkeringsforhold og den ikoniske cirkelbro, hvor brede trapper fører direkte ned i vandet, er Østerstrand allerede et populært sted at søge mod hele året.

Det er Friluftsrådet, der står bag mærkningsordningen. Forperson Dorthe Mølvig glæder sig over udviklingen. »Vi ser en stor interesse for vinterbadning, og med Vinterbadepunkt-ordningen sikrer vi, at det kan foregå under trygge og ordentlige forhold. Det handler både om rent badevand, adgangsforhold og livreddende udstyr – så det kolde dyp bliver en god oplevelse for alle,« siger hun.

Nye vinterbadepunkter i fire kommuner

Sammen med Østerstrand er Jels Søbad i Vejen Kommune og Frederikssund Kultur- og Havnebad kommet på listen. Desuden har Sønderborg Kommune fået hele tre vinterbadepunkter godkendt: Købingsmark Strand, Det Marine Center Kær Skrivedepotet og Ballebro.

I Frederikssund kan vinterbaderne nu benytte et moderne kultur- og havnebad, hvor der både er fællessauna, handicapvenlig adgang og livreddende udstyr. Jels Søbad er i forvejen et populært udflugtsmål, og nu er det også et officielt vinterbadepunkt. I Sønderborg er Købingsmark Strand, Det Marine Center Kær og Ballebro alle steder, der allerede er velkendte for både natur og badeoplevelser.

Fra pilotforsøg til landsdækkende ordning

Vinterbadepunkt-ordningen startede som et pilotprojekt på Langeland i 2021. På få år er ordningen vokset fra tre badesteder til 22. Alle punkter lever op til faste krav om sikkerhed, rent badevand og tilgængelighed.

Friluftsrådet kontrollerer i løbet af sæsonen, at stederne fortsat lever op til kriterierne, så vinterbadere kan være trygge, når de søger mod det kolde gys.

Med Østerstrand som vinterbadepunkt er Fredericia nu også en del af den landsdækkende ordning, og dermed er der endnu en grund til at finde badetøjet og modet frem, når efterårs- og vinterkulden sætter ind.

Christiansfeld indvier Dråbebroen – et nyt vartegn over omfartsvejen

0
Christiansfeld indvier Dråbebroen – et nyt vartegn over omfartsvejen

EVENT. Mandag den 29. september inviterer Kolding Kommune til indvielse af den nye gangbro i Christiansfeld. Dråbebroen, som den er blevet døbt, forbinder byen med området vest for omfartsvejen og erstatter Den Blå Bro, der var nedslidt og trængte til udskiftning.

Navnet Dråbebroen kommer af de dråbeformede udskæringer i broens ege-beklædning. Broen er tegnet af billedkunstner Sophia Kalkau, der har hentet inspiration i Christiansfelds historie og arkitektur.

Borgmester Knud Erik Langhoff fremhæver, at der lå en række faste krav til projektet. »Vi stod med en bunden opgave i forhold til at opfylde statslige krav til broens højde for at undgå påkørsler af lastbiler. Det har uundgåeligt gjort broen mere stejl end sin forgænger. Samtidig var vi også enige med Brødremenigheden om, at den nye bro skulle være et vartegn for Christiansfeld, der harmonerer med byens UNESCO-kulturarv,« siger han og tilføjer: »Jeg synes i den grad, at det er lykkedes for kunstneren at skabe en bro, der visuelt er i en klasse for sig.«

Kritik og mulige løsninger

Siden broen blev taget i brug i juli, har der både været ros for det kunstneriske udtryk og kritik af tilgængeligheden. Flere har påpeget, at broen er stejl, og at bommene kan være besværlige for nogle brugere.

Formand for Plan og Teknik, Jakob Ville, understreger, at kommunen tager kritikken alvorligt. »Vi lytter til kritikken og jeg ved, at der bliver kigget på forskellige alternative løsninger, der kan forbedre brugervenligheden. Dem når vi ikke i mål med til indvielsen, men jeg håber, at der er mange, der har lyst til at komme og se broen ved selvsyn. Personligt synes jeg, at det er en arkitektonisk smuk bro, hvor både materialevalg og design tydeligt trækker på byens unikke historie,« siger han.

Alle er velkomne

Indvielsen af Dråbebroen finder sted mandag den 29. september klokken 13.30-14.30. Her vil borgmester Knud Erik Langhoff, udvalgsformand Jakob Ville og kunstner Sophia Kalkau holde taler. Efterfølgende er der kaffe og kage.

Mødested: Ved Tværvej i Christiansfeld.

Om Dråbebroen

Broen er designet af billedkunstner Sophia Kalkau og skabt i samarbejde mellem Schønherr Landskabsarkitekter, Rambøll, Brødremenigheden og Kolding Kommune. Entreprenør på projektet er Jorton A/S.

Broen er fremstillet i stål hos SM Industries A/S i Rødekro, mens træbeklædningen i eg er udført af Bystrup Maskinsnedkeri ApS. Projektet har kostet 23 millioner kroner.

Juleindbrud på Fyn – politiet forventer flere anmeldelser de kommende dage

Juleindbrud på Fyn – politiet forventer flere anmeldelser de kommende dage

0
KRIMI. Antallet af anmeldte juleindbrud på Fyn vil med stor sandsynlighed stige i de kommende dage. Det vurderer Heidi Klokker, udviklings- og kommunikationschef ved...