FHK kom videre med slinger i valsen

0

FHK er et skridt nærmere Final4 efter en sejr mod TMS Ringsted på udebane. Det blev pludselig unødvendigt tæt, men FHK holdt dog hovedet koldt og vandt med 27-23.

FHK tog fredag aften hul på sæsonen på udebane mod TMS Ringsted i pokalturneringens ottendedelsfinale. Der skulle det vise sig, om FHK havde lært af sidste års pokalfadæse på udebane mod Skive i samme runde. Snakken i kredse af den dedikerede fanklub, HK Ultras, husker stadig exitet, og belært af det troppede de talstærkt op i Ringsted, men det var ikke uden udfordringer undervejs.

Et vejarbejde på Fyn gjorde, at fanklubben nær havde misset kampstart. Ultras væltede ind i den varme hal og nåede at hylde deres helte ved indløbet, som blev ført an af nordmanden Lasse Balstad, der har taget hul på sin tredje sæson i FHK.

Kampen gav samtidig en klar indikation af Gudmundur Gudmundssons planer for sæsonen. Et spørgsmål har været, hvad den islandske træner ville gøre med målmandsduellen mellem Sebastian Frandsen og Thorsten Fries. Svaret kom: Frandsen er førstevalget, selvom de to keepere i opstarten har spillet en halvleg hver i kampene.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia

Markspillerne gav mere af sig selv. Martin Bisgaard, Reinier Taboada, Sebastian Henneberg, Anders Kragh Martinusen, Fredrik Mossestad og Evgeni Pevnov, og ind i forsvaret kom Lasse Balstad. Denne opstilling har været der i alle træningskampene, bortset fra den første mod Ystad, hvor Taboada ikke var med.

Fra start viste de startende spillere deres værd. Målene væltede ind bag en chanceløs Andreas Haagen i TMS’ mål. 7-4 var stillingen efter syv minutter, da Kristian Stoklund satte et straffekast ind i netmaskerne. Det fik hjemmeholdets træner, Marc Uhd, til at reagere med en timeout.

Sebastian Frandsen tog fra i målet. Foto: AVISEN

Lige lidt hjalp det. Henneberg boltrede sig og lignede den forstærkning, som FHK havde håbet på. Som kampen skred frem, bød også Reinier Taboada sig til. Cubaneren var den store oplevelse i første halvleg sammen med den nye keeper Sebastian Frandsen.

Kampen igennem lignede FHK et hold i kontrol, men de var deres egen værste fjende. Det blev blandt andet symboliseret ved, at FHK gik fra at være foran 13-8 til at være foran 14-11 på fire minutter. Det skyldtes to sjuskede afleveringer i overtal, og det illustrerede, at FHK stadig har noget at arbejde med.

Pausestillingen var 18-12 til FHK, og i anden halvlegs indledning kom FHK foran med 20-12. Det lignede afgørelsen, men det blev det ikke. Den store føring blev en sovepude for det fredericianske mandskab, der kunne se TMS Ringsted reducere til 22-19 med et kvarter igen.

http://adp-as.dk

Gudmundsson tyede til syv mod seks, men det blev en usikker omgang. Slet ikke på højde med det, som man havde lært FHK at kende for i slutspillet. Der blev drama for alle pengene, da Anders Kragh Martinusen blokerede et skud på mål med ti minutter igen. Han stak samtidig foden ud, og det gav kraftige appeller for fod på bolden.

Det blev ikke dømt, trods massive protester. I stedet endte episoden med et gult kort til begge holds trænere. På trods af usikkerheden hos FHK, lykkedes det dog ikke TMS at komme helt tæt på. Med seks minutter igen var FHK’s føring på 25-22. Efterfølgende reducerede TMS til 25-23, men tættere på kom de ikke.

Gudmundur med instrukser til Sebastian Henneberg. Foto: AVISEN

Især skyldtes det Sebastian Frandsen, som indtil det 55. minut vogtede målet. I de sidste fem minutter kom Thorsten Fries på banen, og han blev ikke passeret. Undervejs i opgøret pillede Fries også to straffekast, og i åbent spil blev det til to redninger, og dermed en redningsprocent på 100. På em dag, hvor der var lidt grus i maskineriet, endte målmændene med at blive en afgørende faktor for FHK, som vandt 27-23 og nu er et skridt tættere på målet om Final4.

Dykkerklub begejstret over kommende dykkercenter

0

Ved Gammel Havn i Middelfart står et dykkercenter snart klar. I sidste uge blev der holdt rejsegilde, og Dykkerklubben Marsvinet ser frem til, at det står færdigt. Lillebælt tilbyder nemlig noget unikt med sit rige dyreliv under vandet, som tiltrækker dykkere fra udlandet.

Dykkerklubben Marsvinet kan næsten ikke få armene ned. Tidligere på året blev der taget første spadestik til det kommende dykkercenter, og nu er de nået så langt, at der er blevet holdt rejsegilde. John Johansen, fra dykkerklubbens bestyrelse, har fingeren på pulsen med projektet, og han ser frem til, at alt står færdigt.

– I stedet for en drøm er det snart en realitet. Det vil komme mange til gode, ikke kun os. Det er en følelse af lykke. I den proces vi er i nu, har der været udfordringer, men vi har været glade for håndværkerne. De prioriterer, at vi når i mål. Mange omkring os udtrykker også deres begejstring, siger John Johansen.

Planen er, at byggeriet skal stå færdigt senest den 31. december 2023, men hvis alt går efter planen, bliver det endnu tidligere.

– Som det ser ud nu, taler vi omkring november, hvor det forventes at stå færdigt. Selvom vi har bygget i sommerferien, er vi nået hertil – det er imponerende, siger Johansen.

John Johansen mener, at Lillebælt er unikt, hvilket gør dykkercentret til en logisk tilføjelse.

– Der er meget vandudskiftning i Lillebælt med ilt og salte, hvilket bidrager til det rige dyreliv. Der er lodrette skrænter fra den gamle bro ned til søbadet, hvilket giver meget liv, forklarer John Johansen.

Lillebælts særlige karakter bekræftes også af, at der kommer dykkere fra nær og fjern.

– Folk fra Holland, Belgien og Frankrig kommer for at dykke her. Det er unikt. Derfor værdsætter vi også dykkerhuset, siger John Johansen.

Middelfarts borgmester, Johannes Lundsfryd, deltog også i rejsegildet. Han fremhæver også betydningen af, at dykkercentret snart står færdigt.

– Vi er stolte over at have noget af Danmarks bedste dykkervand her i Lillebælt. For at forbedre oplevelsen for dykkerne er det vigtigt med gode faciliteter. Når Dykkerklubben ikke bruger centeret, skal det være tilgængeligt for vores mange andre lokale foreninger. Dette er vores måde at støtte op om og styrke fællesskaberne i Middelfart. Centret vil også gavne ro- og sejlklubberne samt Marineforeningen, hvilket styrker vores forbindelse til Lillebælt. Det nye center bliver en væsentlig tilføjelse til vores samlede tilbud og vil forbedre adgangen til Lillebælt, fortæller borgmesteren.

Dykkerklubben Marsvinets nuværende klubhus stammer fra omkring 1935 og er opført af overskudsmaterialer fra bygningen af Den Gamle Lillebæltsbro. Med opførelsen af dykkercentret vil funktionen ændre sig fra et traditionelt klubhus til at være mere alsidigt.

Projektet var i foråret 2023 tæt på at blive skrinlagt på grund af manglende finansiering. Men i sidste øjeblik trådte to lokale investorer til, så projektet blev reddet af B. Vangsted Invest Aps og USTC A/S.

To mænd dømt for grov vold med døden til følge

0
Foto: AVISEN

En 25-årig mand og 51-årig mand, der begge er fra Vejle, er i dag blevet fundet skyldige i en sag, hvor en 60-årig mand den 5. oktober 2022 afgik ved døden, kort efter han blev fundet blødende på Svendsgade i Vejle.

Retten i Kolding idømte den 25-årige mand 8 års fængsel og den 51-årige mand 7,5 års fængsel. De blev dømt for i forening at have begået legemsangreb af særligt rå, brutal eller farlig karakter under særdeles skærpende omstændigheder, hvilket medførte den 60-årige mands død.

Den 25-årige blev også dømt for ’i gentagelsestilfælde’, da han tidligere er blevet dømt for at have begået vold.

Intensiv efterforskning

– Sydøstjyllands Politi har foretaget en omfattende efterforskning i denne sag, som vi indledningsvist efterforskede som en drabssag, udtaler vicepolitiinspektør Jens Lyng Michelsen fra Sydøstjyllands Politi og fortsætter:

– Det er foregået i et lukket miljø, men med ihærdig efterforskning, hvor vi undervejs også får skabt gode relationer ind i dette miljø, er det lykkedes os at få belyst, hvad der er sket på dagen. Undervejs har vi ad flere omgange også anmodet om borgernes hjælp i form af vidneforklaringer, oplysninger og videooptagelser fra området den pågældende dag. På den baggrund modtog Sydøstjyllands Politi flere henvendelser fra borgere, der ville hjælpe politiet, og det vil vi gerne sige tak for. Det har stor betydning i vores efterforskningsarbejde, når borgerne hjælper til og henvender sig med oplysninger.

De to mænd, der nu er dømt i sagen, har siddet varetægtsfængslet siden henholdsvis den 28. oktober og den 3. november 2022, hvor de oprindeligt blev sigtet for manddrab. I april 2023 rejste Anklagemyndigheden tiltale mod begge mænd for grov vold med døden til følge.

Ved dagens retssag, der var en nævningesag, blev de to mænd også dømt til at betale erstatning for begravelsesudgifter på 36.000 kroner.

De ankede begge deres dom, og de forbliver fængslet efter dom.

For Anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi mødte specialanklager Christina Bork Hansen.

LIVE: FHK jagter pokalavancement

0

Klokken 18:30 spille FHK på udebane mod TMS Ringsted i pokalturneringens ottendedelsfinale. Lykkes det at komme videre? Følg med og få svaret.

Efterlysning: Sydøstjyllands Politi efterlyser 14-årige Victoria

0

Fredag eftermiddag efterlyste Sydøstjyllands Politi en 14-årig pige ved navn Victoria, som ikke er set siden mandag den 21. august. Politiet udtrykker bekymring for hende.

“Vi er bekymret for Victoria og vil meget gerne i kontakt med hende. Derfor opfordrer vi alle, der måtte have set hende eller hørt noget om hende, til at kontakte os,” siger vagtchef Jesper Brian Jensen fra Sydøstjyllands Politi.

Beskrivelse af Victoria

Victoria er 14 år, omkring 158 cm høj og spinkel af bygning. Hun har skulderlangt rødligt og afbleget hår, bøjle på tænderne og en næsepiercing. Hun var sidst set iført en sort jakke og hvide sko. Hun blev sidst set i Vejle-området.

Efterlysningen er også blevet delt på politiets X-konto, tidligere kendt som Twitter, med en beskrivelse af Victoria og en opfordring til at ringe 1-1-4, hvis man har oplysninger, der kan hjælpe politiet med at finde hende.

Store regionale forskelle på konkurrenceudsættelse af kommunale opgaver

0

På trods af at regeringen ønsker at styrke samarbejdet mellem den offentlige og private sektor, er det alligevel færre end hver tredje af kommunernes opgaver, der bliver markedsprøvet. I en ny befolkningsundersøgelse fra Dansk Erhverv efterspørger danskerne mere konkurrence om kommunens opgaver.

Landets kommuner havde i 2021 opgaver for 255 mia. kr., der både kunne løses af det private og offentlige. Alligevel var det sidste år færre end hver tredje (27,5 pct.) af kommunernes konkurrenceegnede opgaver, der blev markedsprøvet på landsplan, viser tal fra Dansk Erhverv. Det kan gælde opgaver som renovation, bygge- og anlægsarbejde og levering af tjenesteydelser f.eks. IT-systemer.

”Sund konkurrence om kommunernes opgaver sikrer bedre kvalitet, fordi flere om buddet gør, at potentielle leverandører har incitament til at levere den bedste løsning til prisen. Det er i høj grad til gavn for borgerne, der i sidste ende er modtagerne af opgaveløsningen. Som tallene viser, er der fortsat et stort uudnyttet potentiale for at konkurrenceudsætte flere af kommunernes opgaver, og i Dansk Erhverv ser vi derfor meget gerne, at kommunerne retter deres opmærksomhed mod de gevinster, som øget konkurrence giver,” siger Morten Jung, der markedschef for offentlig-privat samarbejde i Dansk Erhverv.

Graden af konkurrenceudsættelse dækker over markante forskelle på tværs af landsdele, hvor 31,8 pct. af kommunernes opgaver i Nordsjælland konkurrenceudsættes, imens samme tal kun ligger på 24,9 pct., altså knap hver fjerde i Østjylland.

Danskerne ønsker mere konkurrence

Det vil danskerne dog gerne have lavet om på. I en ny befolkningsundersøgelse fra Dansk Erhverv ønsker 37 pct. af de adspurgte, at flere af deres kommunes opgaver konkurrenceudsættes. Imens svarer kun 8 pct., at de ønsker, at færre opgaver skal markedsprøves.

– En af årsagerne til, at danskerne ønsker mere konkurrence om deres kommuners opgave, kan være, at vi har en befolkning, der går mere op i kvaliteten af opgaveløsningen, end om den leveres af en offentlig eller privat leverandør, siger Morten Jung og fortsætter:

– Det her er en klar indikation på, at vi har en befolkning, der ikke er bange for at konkurrenceudsætte kommunale opgaver. Det er glædeligt, for deres besvarelser udfordrer fortællingen om, at konkurrence og inddragelse af private leverandører er negativt. Det er faktisk den modsatte fortælling, vi aflæser i tallene.

Der er også her regionale forskelle på, hvor stor en andel af danskerne, der ønsker mere konkurrenceudsættelse. Særligt i Sydjylland er ønsket stort, hvor 52 pct. af respondenterne svarer, at deres kommune bør markedsprøve flere opgaver, end hvad tilfældet er i dag. Her ligger landsgennemsnittet på selvsamme tal på 37 pct.

Ellen vil inspirere til læsning med blog

0

Ellen Gammelgaard fra Fredericia arbejder til dagligt som SoMe og online marketing manager hos Camola ApS, men ved siden af driver hun bloggen Jasonsverden.dk, som handler om hendes barn Jason, der elsker bøger.

Bøger til børn er vigtige. Det er Ellen Gammelgaards budskab, da hun mener, at en tidlig føling med bøger, er godt givet ud i forhold til indlæring og at det derfor har sine fordele, når ens barn starter i skole.

– Vores primære mål er at inspirere børn til at udvikle en kærlighed til læsning. Jeg har arbejdet inden for bogbranchen i 17 år og har oparbejdet en dyb viden gennem arbejde, siger Ellen Gammelgaard og fortsætter:

– Mit personlige engagement i læsning stammer fra min egen søn, Jason. Siden han var en baby, har vi introduceret ham for en række bøger fra bløde stofbøger til billedbøger. Dette har medført, at han fra en ung alder selv har taget initiativet til at tage bøger frem og udforske dem. For os har det været vigtigt at gøre bøger lettilgængelige for ham, så han selv kunne vælge, hvilken bog han ville læse.

Ellen understreger, at der ikke har været tvang fra hendes eller hendes mand Morten i forhold til at læse for Jason.

– Gennem årene har dette skabt en passion for læsning hos Jason. Han har en bred viden og kender til både klassiske fortællinger og mere ukonventionelle bøger. Han elsker blandt andet farvebøger og har en særlig forkærlighed for en bog kaldet “Kaptajn Skum Skæg”, der er skrevet på en livagtig måde med humor, siger Ellen.

En af Ellens missioner er også at opdage nye bøger. Dermed ikke sagt, at klassikerne er no go.

– Grundlaget for vores mission er også en frustration over, at mange gode bøger overses til fordel for de mere kendte klassikere. Der er selvfølgelig plads til både H.C. Andersen og andre kendte forfattere på boghylden, men der er også utallige fagbøger og ukendte perler, som fortjener opmærksomhed, siger Ellen og fortsætter:

– Dette førte til oprettelsen af vores Instagram-konto, hvor vi deler indblik i forskellige bøger, både fra forældres og barns perspektiv. Det giver os mulighed for at anmelde bøger ud fra forskellige vinkler og dele vores erfaringer med andre.

Bloggen har givet samarbejde med forlag, som nu drager nytte af Jasons lyst til at ville læse bøger.

– Vi arbejder i samarbejde med mange forlag og vælger de bøger, som interesserer os mest. Jason er ofte med i beslutningsprocessen, og vi læser sammen dagligt. Selvom vi altid sigter efter at læse i mindst 20-30 minutter hver dag, sørger vi for, at det altid er en sjov og engagerende oplevelse for ham, forklarer Ellen og fortsætter:

– I sidste ende handler vores mission om at fremme læsning som en daglig vane og en fornøjelig aktivitet. Der er en udbredt misforståelse om, at børn ikke bør introduceres for bøger, før de er ældre. Vi mener, at det er vigtigt at introducere børn for læsning fra en meget ung alder, da det forbereder dem til skolen og fremmer deres nysgerrighed og kærlighed til læring.

Et andet plus ved bøgerne er, at Jason har åbnet et stort ordforråd. Tilmed har han lært engelsk i en meget tidlig alder, da han også ser tegnefilm på engelsk.

– En af de andre ting som bøger har gjort for os er også, at Jason har et stort ordforråd, som vi flere gange har fået ros for af både lærere og pædagoger. Mange bliver især overraskede over de komplicerede ord han kender til. Og ved, at vi også læser på engelsk, har også gjort at han allerede på en alder af 4-5 år kunne rigtig meget engelsk og snakker flydende nu hvor han lige er fyldt seks år, slutter Ellen Gammelgaard.

Læs mere om Jasonsverden.dk ved at klikke her.

En lovende præstation af FC Fredericia

0

FC Fredericia dominerede i det store hele AC Horsens. Målt på spil og chancer kunne holdet have vundet med mere end 2-0 mod Horsens, hvilket vidner om, at Michael Hansens mandskab spillede et brag af en kamp tirsdag aften.

Ikke siden 2014 havde FC Fredericia besejret Horsens på hjemmebane. Det blev der lavet om på tirsdag aften. FC Fredericia lagde en indsats for dagen, der gjorde, at det lignede, det var dem, som var Superliga-nedrykkere og ikke AC Horsens.

På den anden side var AC Horsens’ niveau også skræmmende. De burde være bedre med det materiale, de har til rådighed, og deres økonomiske formåen i forhold til FC Fredericia, men det var ikke til at se, at kampens udfald burde være med omvendt fortegn.

Særligt FC Fredericias midtbane overstrålede AC Horsens. Det gjorde, at FC Fredericias forreste kæde blev fodret, som de ville, og det burde have givet et større afkast på måltavlen. Det gjorde det ikke, og derfor måtte Michael Hansen “nøjes” med at se sit hold vinde 2-0.

– Det var virkelig imponerende, men vi var næsten irriterede over ikke at have lukket kampen tidligere. Vi stod stærkt i defensiven og pressede dem til at spille længere bolde. Vi kom godt fra start, men derefter kom Horsens bedre med i kampen. Vi fik vores belønning ved at komme foran, siger Michael Hansen.

I anden halvleg reagerede Hansen, da FC Fredericia blev presset tilbage på banen. Han gik over til at spille med tre midterforsvarere i stedet for to.

– Når man fører 1-0 og ikke formår at score yderligere, er situationen prekær. Med det kampprogram, vi har, ønskede jeg at reagere, før det blev for sent. Vi vandt kampen både elleve mod elleve og med vores indskiftninger. Vi blev styrket af de spillere, der kom ind, hvilket ikke var tilfældet for Horsens, forklarer Michael Hansen.

Foto: Mphoto

AC Horsens er notorisk kendt for at gå til vaflerne. Det gjorde FC Fredericia dog også – og overgik Horsens på det parameter.

– Vi havde forberedt os mod lignende hold som Aalborg og Sønderjyske. Vi bestod virkelig i dag og var udmattede som følge af vores spillestil. Vi skabte fire til fem klare chancer i den sidste halve time, hvilket var imponerende, siger Michael Hansen.

Pointhøsten for FC Fredericia viser 12 point efter seks kampe på baggrund af sejre i de seneste tre kampe.

– Det er skønt. Det er endnu mere glædeligt, at vi efter den første hjemmekamp, som vi tabte mod Hobro, nu har vundet to i træk på hjemmebane. Hvis vi ser et par uger tilbage, er der sket meget. Vi skal fortsat forbedre os, og hvis vi er lige så gode som mod Horsens, kan vi nå langt. Jeg fokuserer ikke så meget på tabellen, men derimod på pointene. Tre sejre i træk rykker os betydeligt, og hvis vi havde tabt til Hillerød, kunne vi være under nedrykningsstregen. Tingene kan ændre sig hurtigt, siger Hansen.

En af kampens profiler var Emilio Simonsen. Den vævre offensivspiller blev ikke den lille, men den store. Med skarpe driblinger, et godt overblik, gode afleveringer og ikke mindst det afgørende mål fik Simonsen sat sit præg på kampen.

– Det var en sjov kamp at spille. I første halvleg havde vi chancer til at score tre eller fire mål. Vi blev presset i midten af anden halvleg, men lykkedes med at lukke kampen, siger han.

Det helt store spørgsmål var, hvorfor FC Fredericia ikke lukkede kampen før i det 83. minut.

– Vi var ikke kyniske nok. Vi havde store chancer og et straffespark, men det er glædeligt, at vi vandt 2-0, fortæller Simonsen.

Selvom FC Fredericia nu er at finde i toppen af tabellen, maner Emilio Simonsen til ro.

– Målsætningen for sæsonen er at komme i top-6, og vi er kommet godt fra start. Vi tager én kamp ad gangen og forsøger at fortsætte med at vinde, forklarer han.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia

I den seneste periode har FC Fredericia vundet over Hillerød, Bredballe, B.93 og senest AC Horsens. Sådan en stime vil Emilio Simonsen gerne blive fortrolig med.

– Det er fantastisk. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har vundet fire kampe i træk, slutter han.

På søndag skal FC Fredericia i kamp igen. Modstanderen er HB Køge på udebane, og hvis FC Fredericia præsterer på et højt niveau igen, kan der ligge yderligere tre point og vente i det opgør.

Regeringen planlægger forbud mod koronaafbrændinger

0
Foto: AVISEN

Regeringen planlægger at tage skridt for at tackle de nylige koranafbrændinger ved at indføre et forbud mod “upassende håndtering af objekter” i det offentlige rum.

Dette blev meddelt af justitsminister Peter Hummelgaard (S) på en nyhedskonference, hvor han var flankeret af udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og økonomiminister Jakob Ellemann-Jensen (V).

– Det er meningsløse forhånelser, som ikke har andet formål end at skabe splid eller had. Det er en grundlæggende forhånende og usympatisk handling, siger Peter Hummelgaard og fortsætter:

– Det skader Danmark og danske interesser og risikere at skade sikkerheden for danskere ude i verden og herhjemme.

Hummelgaard forklarer, at der er en øget terrortrussel på grund af afbrændingerne. Samtidig understreger han, at ytringsfrihed er en fundamental del af det danske demokrati.

– Regeringen vil derfor fremsætte et lovforslag som forbyder utilbørlig behandling af genstande med væsentlig religiøs betydning for et trossamfund, siger han.

Dette nye lovforslag vil kriminalisere afbrænding af religiøse tekster som koranen, biblen og torahen.

Unge fra erhvervsuddannelserne skal repræsentere Fredericia Kommune ved H.K.H. Prins Christians 18-års fødselsdag

0
Foto: Franne Voigt ©

Alle landets kommuner skal sende to unge til fejringen af H.K.H. Prins Christians 18-års fødselsdag. Det gælder også for Fredericia Kommune, der nu har åbnet for, at unge mellem 18 og 20 år kan ansøge. Se kriterierne herunder

Fredericia Kommune er gået sammen med en række af byens uddannelsesinstitutioner, som f.eks. EUC Lillebælt og Social- og Sundhedsskolen om at udvælge de to unge, som skal repræsentere Fredericia Kommune til Prins Christians 18-års fødselsdag den 15. oktober på Christiansborg Slot, hvor Dronning Margrethe er vært ved et gallataffel.

Fredericia Kommune har netop vedtaget Vision 2033, hvor et af de tre fokusområder handler om ambitioner for den grønne omstilling samt etableringen af endnu flere jobs inden for den grønne sektor.

Med udsigten til, at Danmark kommer til at mangle tusindvis af erhvervsuddannede unge, der både skal være med til at sikre, at vi kan komme i mål med de ambitiøse mål, der er på klimaområdet og sikre, at der er nok varme hænder inden for de vigtige omsorgsfag, så er det helt oplagt at give erhvervsuddannelserne et ekstra klap på skulderen. Det fik de ved DM i SKills 2023, hvor Fredericia Kommune var vært. Og nu får de endnu et med denne invitation til at deltage i Prins Christians 18-års fødselsdag.

Hvem kan ansøge?

Kriterier for at være med:

  • Man skal være fyldt 18 år den 15. oktober 2023. Man må også være 19 og 20 år.
  • Man skal have tæt tilknytning til Fredericia Kommune og have bopæl i Fredericia Kommune.
  • Man skal have et ønske om at være rollemodel for erhvervsuddannelserne.

Men vigtigst af alt, så skal man have lyst til at deltage i Prins Christians 18-års fødselsdag, søndag den 15. oktober på Christiansborg Slot.

Ansøgningen
For at ansøge, skal man svare på: Hvorfor er det vigtigt at have gode rollemodeller – og hvad gør dig til en god rollemodel? Selve ansøgningen kan være både en video, tekst eller andet.

Ansøgningen skal sendes til: Kommunen@fredericia.dk og indeholde: Navn, postadresse, e-mail og mobilnummer, samt en kort beskrivelse (et par linjer) om, hvad den unge laver til daglig.

Der er frist for indsendelse af ansøgningen senest den 8. september 2023. De to udvalgte får svar kort tid efter, dog seneste den 15. september.

Det er en jury bestående af borgmester Steen Wrist, Lars Hansen, rektor for EUCL, samt formanden for Fredericia Håndværkerforeningen, Jesper Bjerrisgaard, der blandt ansøgerne udvælger de to fredericianere, der skal deltage i fejringen på Christiansborg Slot.

Gustav Lippert. Foto: Carsten Snejbjerg

DIF vil have unge med ved bordet i bestyrelseslokalerne

0
SPORT. Danmarks Idrætsforbund satte i weekenden gang i et nyt initiativ, der skal give unge medlemmer langt større indflydelse i landets idrætsforbund og foreninger....