Erritsø GIFs førstehold redede sæsonen med vigtig hjemmesejr.
RUGBY. Den lokale rugbyklubs førstehold redede sæsonen 2023 i sidste spillerunde. Det skete i lørdags, den 14. oktober, hvor Erritsø GIF hjemme tog imod et ungt og talentfuldt mandskab fra Odder RK. Den omvendte kamp i september vandt Odder 32 – 21. Så der stod revanche på programmet, da Erritsø GIF lagde græs til kampen om tredjepladsen i 2. division vest.
Lørdagen inden havde Aalborg-Holstebro sikret sig samlet sejr i divisionen, imens Aarhus RK II sluttede som nummer to. Siden 1987 er Erritsø GIF aldrig blevet dårligere placeret end nummer tre i 2. division. Så der var meget at kæmpe om, da Odder RK kom på besøg.
Erritsø løste opgaven fra start til slut. Således holdt de i hele 1. halvleg Odder RK fra at score. Hjemmeholdets struktur fungerede næsten optimalt. Erritsøs holdkaptajn Thor Steendahl var igen mand for at tage de rigtige beslutninger, især i angreb. I første halvlegs overtid endte et flot angreb hos højre wing Svend Sørensen. Han holdt fast i bolden og sidesteppede sig fri af tacklingerne og løb de første 5 points hjem til Erritsø. Holdkaptajnen konverterede let til halvlegsføring 7 – 0.
Anden halvleg blev mere lige. I den første halve time slog Erritsøs effektivitet dog klart igennem i form af to flotte scoringer af Thor Steendahl og Chano Jensen. Sidstnævnte scoring var en opvisning i sublimt sammenspil, hvor bolden blev passet bagud og løbet fremad af 7 – 8 af hjemmeholdets spillere, inden Chano Jensen sled sig fri og kastede sig frem og trykkede bolden ned bag mållinjen tæt ved venstre hjørneflag. Fornemt af den unge venstre wing, som ramte storformen i sæsons sidste turneringskampe.
Da kaptajn Steendahl tolv minutter før tid udnyttede et straffespark tæt ved Odders mål, øgede han føringen til 22 – 7. Odder skulle nu score tre gange for at indhente værterne. Gæsterne satsede alt og fik reduceret to gange, sidste gang i overtiden. Derpå kunne Erritsø og flertallet af tilskuerne på rugby stadion juble over sejren på 22 – 19 og en samlet tredjeplads i 2. division vest.
Der var flot comeback til Erritsøs Morten ’Conny’ Jørgensen, imens klyngehalf Hans Kristensen, propforward Per Søndergaard, og de to andenrækker Sebastian Guldager og Marcus Tournadre Jørgensen virkelig bragte fremdrift i Erritsøs mange angreb i kampen. I det hele taget sluttede Erritsø sæsonen af med en helstøbt holdpræstation.
Årets sidste opgave bliver en træningskamp, hvor københavnske CSR/Nanok og et andet hold kommer på besøg. Lørdag den 4. november.
Points for Erritsø GIF: Thor Steendahl 12. Svend Sørensen og Chano Jensen hver 5.
Det italienske designmagasin Elle Decor Italia fremhæver i en ny artikel Vejle som et af de mest fortryllende steder i Danmark, hvor især opholdet på designhotellet Kirk Suites gør indtryk.
– Fra vinduerne i Kirk Suites kan man se Fjordenhus komme op af vandet med dets elegante, statueske udseende. Vi er i Vejle, Jylland, i en af de mest poetiske byer i Danmark fyldt med stjernerestauranter og bygninger skabt takket være genialitet fra en håndfuld skandinaviske kreative.
Sådan skriver redaktør for Elle Decor Italia, Alessia Musillo, i sin artikel om et ophold i Vejle med overnatning hos designhotellet Kirk Suites. Det, som næsten lyder som en kærlighedserklæring fra redaktørens side, er resultatet af en overnatning på ”hjemmet væk fra hjemmet” på Havneøen i begyndelsen af efteråret. Hotellet bliver beskrevet som et puslespil af lejligheder, som hver er møbleret med god smag og dansk design. Såvel byen som hotellet er således i redaktørens øjne oplevelser i sig selv.
– Vejle er ikke en kaotisk by. Den lever af havets energi og den blæsende brise, der kommer fra horisontlinjen. Kirk Suites er derfor ikke en niche, hvor du kan finde fred fra kaosset. Det er derimod en oplevelse, der overfører turisten til en dyb (og gennemtænkt) dansk dimension. Ros fra udlandet gør indtryk Hos Kirk Suites er Hotel Manager Vibeke Wonsbeck Filsø meget glad for omtalen fra det italienske.
– Man bliver jo helt blæst bagover. Vi har fået meget fin omtale i de danske medier, især i forbindelse med vores åbning sidste år, men at et designmedie som Elle Decor Italia peger os ud på den måde, det, synes jeg, er noget helt specielt, lyder det fra Vibeke Wonsbeck Filsø, som fortæller videre:
– Jeg er glad for, at redaktøren i sin beskrivelse af vores ”hjem væk fra hjemmet” lægger så stor vægt på, at vi hos Kirk Suites gør en ekstra meget for at kæle for detaljerne. Når det eksempelvis bliver noteret, at det ikke blot er en tilfældig lampe, men derimod Verner Pantons Flowerpot-lampe, som står på spisebordet, bekræfter det os i værdien af vores fokus på detaljer. Hun bliver suppleret af direktør i Destination Trekantområdet, Martin Perregaard-Bitsch.
– I vores område har vi altid haft en helt speciel tilgang til udenlandske gæster. Selvfølgelig kommer vi ikke udenom, at vi huser et børnefamilie-paradis med LEGOLAND i spidsen. Men vi har måske en tendens til at glemme at vores område kan så meget mere, siger han og fortæller videre:
– Jeg synes, at vi har en helt speciel historie at fortælle inden for udviklingen af design her i Trekantområdet. Naturligvis har vi flagskibe i attraktioner som eksempelvis Trapholt og LEGO House, som hele tiden udfordrer vores måde at tænke farver og former – men med Kirk Suites kan gæster i vores område nu bygge en helt ny dimension på designoplevelserne ved overnatte på et af Danmarks flotteste designhoteller. En stærk tendens Det er ikke tilfældigt, at et italiensk designmagasin besøger Vejle. Det er en del af en større indsats fra Destination Trekantområdets side om at trække flere italienske turister til vores del af Danmark. Det sker i en større samarbejde med blandt andet Billund Lufthavn og VisitDenmarks markedskontor i Italien.
– Italien er bare et spændende marked. Vi har en speciel fortælling, som italienske turister let kan købe ind på, og den lette tilgængelig via lufthavnens mange ruter til landet medvirker, at vi ser en stærkt stigende tendens i forhold til antallet af italienere, som vælger at holde deres ferie i vores del af Danmark, siger Martin Perregaard-Bitsch. Han peger videre på, at antallet af italienske turister i Destination Trekantområdet som helhed er steget med over 80 procent, når man sammenligner med år-til-dato tal fra før corona- pandemien.
Det er afgørende, at regionernes medarbejdere er så trygge som muligt.
– Vi arbejder løbende på at sikre trygge rammer for vores medarbejdere, også der hvor det er svært. I fremtiden vil vi derfor give mulighed for at beskytte medarbejderes navne i journalerne, hvor der er behov for dette, siger formand for Danske Regioner, Anders Kühnau.
Danske Regioners bestyrelse har besluttet, hvilken løsning der skal arbejdes videre med for at beskytte medarbejdernes identitet, når der er behov for det. Ordningen kommer til at betyde, at regionen kan sløre sundhedspersonalets navne i journaler og logs, når en patient optræder truende eller voldeligt. I stedet for medarbejdernes navne, vil patienterne i stedet se en kode. Med andre ord: Medarbejderes navne vil blive pseudonymiseret. Løsningen kommer til at gælde visningen af journaler og logs på Sundhed.dk og i app’en MinSundhed.
Ud over sløring af medarbejderes navne overfor på individ-niveau vil Danske Regioners bestyrelse på sigt også gøre det muligt, at pseudonymisere på afdelings-niveau, når afdelinger har særlige udfordringer med udadreagerende patienter.
Fortsat fuld adgang til information for de fleste patienter
– Vi har valgt en model, der tager udgangspunkt i, at det heldigvis er et lille mindretal af patienterne, der optræder voldelig og truende, siger Anders Kühnau.
– Derfor vil hovedparten af patienterne fortsat kunne se i journalerne, hvem de er blevet behandlet af. Til gengæld skal vi også være parat til at beskytte vores medarbejdere i de tilfælde, hvor der er behov for det. Vi synes, at vi med denne model har fundet en god balance mellem at fastholde åbenheden for de mange, men til gengæld give navnebeskyttelse i de situationer, hvor der er behov for det, tilføjer han.
Kompleks opgave både teknisk og juridisk
Danske Regioner arbejder nu videre med at udvikle og implementere modellerne for beskyttelse af sundhedsmedarbejdernes navne. For nylig vedtog Danske Regioner også et andet tiltag, der kan bidrage til mere sikkerhed for medarbejderne. Det gælder de navneskilte, som ansatte bærer på deres arbejdstøj. I fremtiden vil alle regionernes medarbejdere selv kunne vælge, om de kun vil skilte med fx deres fornavn i stedet for deres fulde navn.
Ejendomsvurderinger er noget, der er alle på alles læber, men boligkøbere og boligsælgere skal ikke være nervøse. Lars-Bo Ottesen fra Fredericia Mægleren er træt af ejendomsvurderinger, der formentligt er smækfyldt med fejl, men man ikke så ramt i Fredericia af de fejlvurderinger, som andre steder i landet.
På trods af stigende inflation gennem en længere periode, coronatiden og en generel afmatning i detailhandlen, så ser Vinspecialisten i Fredericia, at deres kurve går op.
Butiksklokken hos Vinspecialisten i Danmarksgade, Fredericia, lyder igen og igen. Der ekspederes, rådgives, pakkes kurve og smiles til kunderne, og det med smilene, det er der en grund til, det går nemlig godt for vinhandleren, men det er også en vigtig del af atmosfæren hos vinhandleren, for tid til og tiden med kunderne betyder alt. De skal have en oplevelse. Det fortæller indehaver Helle Svaneborg
– Det går rigtig godt hos os. Kurven går op ad. Vi gør mange ting, det er med til at gøre, at det går så godt som det gør. Vi prøver hele tiden at udvikle os. Vi har mange ting klar, gavekurve og der skal hele tiden være nye ting, som eksempelvis sukkerfri slik, glutenfri chokolader, økologiske smagninger – i det hele taget nye varer på hylderne hele tiden, fortæller Helle Svaneborg.
Vinspecialisten har også en vinklub, der mødes hver måned, og generelt er smagningerne populære.
– Så holder vi en masse smagninger. Vi holder blandt andet vinsmagninger, glassmagninger, chokoladesmagninger og ønsker man smagninger ude i sin egen virksomhed, så laver vi også det. Vi har en stor vinklub, der kommer en gang i måneden. Vi er mellem 30-40 deltagere hver gang. Det er fast, siger Svaneborg.
Butikken har samtidig indgået et samarbejde med to andre detailhandlere i centrum af Fredericia. Det er dog ikke i centrum, men på nettet, at samarbejdet udfolder sig, når de sammen leverer julegaver via fredericiagaver.dk
– Vi har lige lavet et samarbejde med Fredericia Isenkram og Ranch Svendsen, så vi laver fredericiagaver.dk, hvor man kan bestille sine julegaver. Det med at lave samarbejde på tværs af butikker er med til at styrke os.
Det er både det samarbejde, og det at være til stede for kunderne, der giver pote, når kampen mod nethandel skal vindes.
– Det er de mange ting, vi gør, der gør, vi ikke er presset på nethandel. Det er oplevelsen, vi tilbyder. Når vi har nye varer fra Summerbird, så er der smagsprøver på det, nye varer fra Bülow Lakrids, så er der smagsprøver på det. Det giver en oplevelse, og vi kan fortælle kunderne om varerne, og vi gør generelt meget ud af at byde, hver eneste kunde velkommen og give kunderne en god oplevelse, siger Helle Svaneborg og slutter:
– Vi skal være sikre på, at kunden får det, som kunderne har brug for. Kundevejledning er meget vigtigt, man skal ikke bare tro her, man skal vide og gøre det godt, så kunden er tilfreds.
Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) advarer om en stigende vandstand i den vestlige del af Østersøen og den sydlige del af Lillebælt som følge af vedvarende kraftige østenvinde.
Fra torsdag og gennem ugens slutning vil Danmark befinde sig klemt mellem et højtryk over Nordskandinavien og et lavtryk i området omkring de Britiske Øer. Denne kombination vil resultere i en betydelig blæst fra øst, hvor vindhastigheden i Østersøen forventes at nå op på kulingstyrke. Vinden kan endda tage til i styrke, idet DMI forudser perioder med hård kuling, inden vinden forventes at dæmpe sig fra søndag.
Dette vejrskift vil have den effekt, at store mængder vand vil hobe sig op i den vestlige del af Østersøen og den sydlige del af Lillebælt. Selvom de nøjagtige værdier for vandstanden endnu ikke er blevet bestemt, forventer DMI, at vandstanden kan overstige 125 cm, hvilket vil udløse en officiel varsling. Sådanne varslinger udstedes typisk ca. 36 timer i forvejen, da dette tidspunkt giver de mest nøjagtige forudsigelser for de forventede vandstande.
Det nuværende forvarsel, som DMI har udsendt, har en gyldighed på op til fem dage. Fredag er især blevet udpeget som en dag med potentiel risiko, idet vandstanden i de varslede områder sandsynligvis vil stige over 125 cm. Lørdag ser også ud til at byde på en betydeligt forhøjet vandstand.
Her troede Jeg at “Den uendelige historie” er en fantasyfilm fra 1984, det viser sig endnu engang at være konflikten i Mellemøsten.
Efter Hamas’ angreb på Israel, hvor over 1000 civile israelere blev dræbt, var der først stilhed i de danske medier. Demonstrationer opstod i den arabiske verden, inklusive støttedemonstrationer i vestlige lande. I Danmark blev Israel anset som årsagen til palæstinensisk opstand.
Den danske venstrefløj påpegede, at Israels langvarige behandling af to millioner palæstinensere i Gazastriben ville medføre uro og opposition. Medierne i Danmark begyndte efterfølgende at vise flere historier om civile ofre i Gaza fra Israels bombeangreb. Der blev ikke stillet spørgsmålstegn ved autenticiteten af billeder fra Gaza og forbavsende få israelske civile ofre nåede mediernes søgelys.
Hamas’ eksistens og magtposition i Mellemøsten skyldes primært Irans finansiering, træning og styring. Vestlige nationer, herunder USA under Obama-Biden-administrationen, sendte også penge til regionen. Ingen vestlige demokratier protesterede mod politikken. Ligger vi derfor, som vi har redt?
Trump forsøgte at ændre kursen med sanktioner mod Iran og fredsaftaler mellem Israel og arabiske nationer. Kan Irans støtte til Hamas være en reaktion på en tilnærmelse mellem Israel og Saudi-Arabien?
Vestlige lande er blevet beskyldt for at tage parti af frygt for yderligere terrorangreb. Mange håber, Israel vil tage afgørende skridt mod Hamas, og argumenterer for, at en arabisk-ledet administration i Gaza vil være til gavn for regionen.
En varig fred med de mange religiøse og politiske forskelligheder ser ud til først at være mulig, hvis fanatikerne hos alle parter fjernes fra magten. Der har været uro i området i tusinder af år. Den nuværende konflikt er sørgelig og beklagelig for alle parter, der er ingen vindere. Sædvanlig er sandheden og de uskyldige civile de største taberne i denne og øvrige konflikter.
Hvem der har ret og uret, ændre ikke det faktum at normale mennesker ønsker at leve i fred med deres familier hvor end de er. Ufatteligt at religion, den nyhedshungrende presse og politiske opildner fortsat kan skabe så meget splid i denne, ellers så dejlige verden.
Der bor fire gange så mange mennesker i Odense som i Fredericia. Alligevel har de to kommuner de samme udgifter til vikarer. Enhedslisten i Fredericia er klar til at spare på vikarområdet, men ikke så massivt, som det blev vedtaget. Nu frygter byrådsmedlem Cecilie Roed Schultz, at de ældre borgere betaler en stor pris.
Medlem af Fredericia byråd fra Enhedslisten, Cecilie Roed Schultz er enig med resten af Senior- og socialudvalget om, at vikarforbruget i Fredericia Kommune er alt for højt.
– Jeg tror, at det er svært at forsvare, at vi har så højt et vikarforbrug. Det er vi enige om i hele Social- og seniorudvalget; at det er problematisk, at vi bruger så mange penge på vikarer. For mig at se er det primært problematisk, fordi vi ikke får en ligeså god kvalitet for pengene, blandt andet fordi, vi kun får halvt så mange timer for pengene som, hvis timerne blev brugt på fastansatte, lyder det fra Cecilie Roed Schultz fra Enhedslisten. Hun uddyber:
– Derudover har vikarerne ikke den samme viden til borgere og lokationerne, som de arbejder med og på. De er der ikke dagligt. Det betyder noget, fordi det er relationsarbejde, man kan laver i hjemmeplejen. Der er ting, man ikke kan løse lige så godt, når man er ny et sted. Jeg ville meget hellere bruge pengene på fastansatte. Det skal der ikke være tvivl om.
Mange ældre beretter da også om, at de bruger tid på at forklare banale ting, som hvor noget er placeret. Den tid kunne være brugt bedre. Det erkender Enhedenslistens byrådsmedlem, Roed Schultz.
– Der er her, hvor kæden hopper af for mig. Jeg er helt enig i, at der er et problem. Vi bruger for mange penge på vikarer. Vi havde egentligt også debatten under budgetforhandlingerne, da der var lagt op til at bespare 10 millioner kroner på vikarkontoen. Der foreslog Enhedslisten, at vi faktisk sparede 20 millioner, men også brugte 10 millioner kroner på at fastansætte flere i plejen. Det ville give den samme besparelse som 10 millioner, men for 10 millioner kroner nyansatte kunne man faktisk dække ligeså mange timer, som de 20 millioner kroner, man besparer. Det vil give en højere kvalitet, fordi fastansatte netop ikke skal spørge, hvor noget ligger, og hvor man skal gå hen.
Uforsvarlige besparelser
Cecilie Roed Schultz vil dog ikke gå med flertallet i udvalget. Konsekvenserne er simpelthen for voldsomme.
– Det var en måde at sikre, at vi ikke forringede niveauet samtidig med, at vi fandt en stor besparelse. Budgettet på socialområdet skrider, og der er ikke flere penge at hente i besparelser her. Det er jeg enig med forvaltningen i. Forvaltningen peger derfor på, at man skal finde nogle af de midler, man går over budgettet med, heraf 10 millioner kroner, ved at lave en meget hård opbremsning i brugen af vikarer, forklarer Roed Schultz og uddyber:
– Når man skal finde 10 millioner kroner på de tre måneder, vi har tilbage af året, så bliver det meget voldsomt. Da jeg foreslog, at vi sparede 20 millioner kroner, og ansatte for 10 millioner i budget 2024, fik jeg at vide, at det var urealistisk at gøre på vikarer på et år. Men omregner vi tre måneder til et helt år, ville det jo svare til det flertallet i udvalget nu har besluttet.
Hun frygter samtidig, at det virkelig vil kunne mærkes hos de ældste borgere i Fredericia, når besparelser bliver realiseret. Det er uforsvarligt, siger hun.
– Det svarer til at bespare 40 millioner kroner på et helt år, her 10 millioner kroner på tre måneder, hvilket jeg synes er uforsvarligt, når jeg får at vide i en budgetforhandling, at det er urealistisk at spare det halve af det beløb, så kan jeg ikke med ro i maven støtte et forslag om at spare så meget. Vi kan sige os selv, at det får enorme store konsekvenser ude hos de ældre. Det kan godt være, at vikarerne ikke har samme kvalitet som de fastansatte, men det er langt bedre end, at der ikke er nogen, som bliver konsekvenserne af disse besparelser, hvor man skal finde 10 millioner kroner på kun tre måneder. Der kommer langt færre besøg hjemme hos de ældre, og på plejehjemmene kommer de ansatte til at løbe meget hurtigere. Der vil være opgaver, som man bliver nødt til at springe over. Der er rengøring, der bliver skubbet. Der bliver bade, der bliver skubbet og en hel række af forskellige typer opgaver, der ikke er akutte; dem kommer man til at skubbe og aflyse. Det er vi bevidste om i udvalget, og når vi får at vide, at konsekvenserne er så voldsomme, så kan jeg ikke støtte det, siger Cecilie Roed Schultz fra Enhedslisten.
Derfor forslog Enhedslisten en alternativ besparelse på niveau med det, man vedtog til budget 2024.
– Vi blev enige om at bespare 10 millioner kroner, vi fik føjet ind, at man skulle forsøge at fastansatte flere medarbejdere i stedet for at bruge penge på vikarkontoen, men udvalget vedtog en 10 millioner kroners besparelse på tre måneder. Vi forslog derfor aktuelt, at man lavede en 2,5 million kroners besparelse, så man gik i gang med den besparelse, der er vedtaget fra 1. januar 2024 den 1. oktober 2023 i stedet, siger Cecilie Roed Schultz.
– Vi mødte opbakning fra Dansk Folkeparti, der stemte for vores ændringsforslag, men det gjorde de øvrige i udvalget fra Venstre, Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti ikke. De ville hellere tage den store besparelse, og det er til trods for, at vi ikke kommer i mål med at finde alle de penge, som udvalget går over budget, uanset, hvad vi gør, fordi forvaltningen kunne ikke finde så store besparelser. Som kommune ser vi ud til at ramme, hvor vi skal økonomisk i forhold til, hvad vi må bruge på service. Der er nogle områder, hvor vi bruger lidt mere og andre områder lidt mindre, så samlet set er kommunen i balance, hvor jeg synes, at det er voldsomt at skulle finde så mange penge, når vi er på vej ind i en influenzasæson, vejret er slået om og mange bliver syge. Vi nærmer os også en jule- og nytårsferie, hvor mange gerne vil have nogle fridage, afvikle ferier, og der kalder man normalt flere vikarer ind end resten af året, og når der så ikke er flere penge til vikarer, så bliver jeg meget bekymret for, hvad man kigger ind i, fortsætter Cecilie Roed Schultz.
I sidste ende er det småpenge, når man ser på Fredericias samlede økonomi, hvorfor Cecilie Roed Schultz mener, at man skal presse de tal, og i øvrigt vente på et større økonomisk overblik.
– Jeg vil gerne stille spørgsmålstegn ved om, man skal finde de penge. For det første har hele udvalget accepteret, at man ikke kan finde den besparelse, vi faktisk skal. Jeg vil også sige, at udvalgets området arbejder med en milliard kroner. Om vi går nogle millioner over eller under, for den sags skyld, er at ramme præcist på et område, der er svært at styre, fordi det handler om mennesker. Bliver nogle syge, både ansatte og ældre, er der indlæggelser, så rykker tallene sig. Det er svært at detailstyre. Vi forventer, at lederne på plejehjemme kan styre økonomien, men at gå et par millioner over, er ikke at ramme helt ved siden af, når vi står med en millard. Vi behøver heller ikke som kommune at finde de penge et andet sted, fordi vi er i balance. Vi kommer til at lande året nogenlunde, mener byrådsmedlemmet fra Enhedslisten.
Det er ikke det eneste område, hvor økonomien er presset, også på børneområdet har Cecilie Roed Schultz set tallene vokse over det vedtagne budget. Det bekymrer hende.
– Jeg er også i høj grad bekymret for udviklingen på børneområdet, fordi der fortsætter udviklingen, vi har set tidligere på året, men vi er nødt til at erkende at skulle vi hente de penge, så bliver konsekvenserne så store, at vi i Enhedslisten ikke kan leve med det, fordi vi har så kort tid til at hente pengene. Det giver nogle store konsekvenser. Det havde været anderledes, hvis vi havde haft et helt år. Vi har mange gange i løbet af året på de store velfærdsområder været igennem gentagende sparerytmer. Vi har forsøgt at rette i. Vi er nødt til at sige, at nu kan vi ikke nå meget mere i år. Det ændringsforslag jeg forslog vil give samlet 4,5 millioner til besparelser, og ja så er vi ni millioner kroner over budget, men jeg kunne tillade mig selv at være i det. Skulle kommunens samlede budget så gå et par millioner kroner over det, vi må bruge for staten, så må vi sige til dem, at det var godt, at vi kunne lande budgettet, og vi har ikke ramt helt ved siden af. Vi har fire milliarder at bruge af i Fredericia Kommune, og et par millioner over eller under er at ramme plet, siger hun.
Cecilie Roed Schultz er klar til at bruge de midler, der ligger i kommunekassen, også selvom det fører til sanktioner fra staten.
– Vi kan blive ramt af økonomiske sanktioner, hvis kommunerne bruger flere penge end det man må for staten og regeringen, så må vi tage den sanktion, hvis vi er gået få millioner over, så er straffen også det mindre, og den tager jeg hellere, når vi har en halv milliard kroner liggende i kommunekassen, som vi alligevel ikke må bruge. Vi skal tage noget derfra, betale en bøde. Hellere det end, at ældre ikke får den service, de skal have, fortæller hun og slutter:
– Jeg tror dog ikke, at vi får en bøde. Jeg tror ikke, at kommunerne til sammen kommer til at gå over. Der bliver ikke en økonomisk sanktion. Jeg tror, at vi kommer til at lande nogenlunde, det er de nyeste skøn. Jeg synes, at det er værd at have ro i maven, få tredje budgetopfølgning i økonomiudvalget og se, hvor vi er reelt, før vi begynder at lave så drastiske besparelser.
KULTUR. En af landets mest omtalte forfattere lander i Gothersgade om eftermiddagen fredag. Glenn Bech afslutter sin signeringsturné i Billunds Boghandel i Fredericia, og...