Den 11.-12. november kan alle nysgerrige og kunstinteresserede komme indenfor i hele 39 kunstnere og kunsthåndværkeres værksteder og atelierer, når Åbne Atelierdage for sjette år i træk byder på kunstoplevelser i hele Kolding Kommune.
Til Åbne Atelierdage kan du komme helt tæt på kunsten. Kunstnere og kunsthåndværkere i hele Kolding Kommune åbner dørene til deres atelierer og værksteder og giver besøgende mulighed for at se kunstnernes arbejde helt tæt på, opleve deres kreative processer og endda købe unikke kunstværker direkte fra kunstnerne.
Kolding Kommune har et rigt kunstnerisk miljø, som bliver synligt og let tilgængeligt til Åbne Atelierdage. Fra maleri, skulptur og assemblage til keramik, tekstil og glaskunst – der er noget for enhver smag. Og gratis adgang.
Et alsidigt og sprudlende kunstmiljø Årets Åbne Atelierdage har igen i år stor tilslutning med 39 kunstnere og kunsthåndværkere der viser deres værker frem på 29 forskellige udstillingssteder spredt over hele kommunen.
– Åbne Atelierdage er et stort aktiv for vores kommune; lokale kunstnere får mulighed for at dele deres passion og deres værker med lokalsamfundet og borgerne får masser af spændende behind-the-scenes oplevelser. Jeg vil opfordre alle til at tage på ’kunsttur’ og opleve det alsidige og sprudlende kunstmiljø, der trives i vores kommune, udtaler Ole Martensen, formand for Kulturudvalget i Kolding Kommune.
Folder med information om kunstnerne Kolding Kommune har i samarbejde med de udstillende kunstnere lavet en folder, der præsenterer alle kunstnerne og fortæller, hvor de udstiller. Folderen kan du finde på kulturinstitutioner og forskellige overnatnings- og spisesteder rundt om i kommunen. Du kan også se eller downloade den på www.kolding.dk/atelierdage.
Åbne Atelierdage afholdes i weekenden d. 11. og 12. november kl. 10-16 begge dage. Der er gratis adgang alle steder, hvor de deltagende kunstnere udstiller.
Åbne Atelierdage fakta
– Åbne Atelierdage fandt sted første gang i 2018.
– Åbne Atelierdage er skabt på initiativ fra lokale kunstnere.
– Åbne Atelierdage afholdes 11. og 12. november fra kl 10-16 begge dage, der er gratis adgang.
Flere end en halv million danskere er påvirket af trafikstøj i deres bolig, og en stor del af dem kan samtidig mærke, at det har konsekvenser for deres sundhed. Det viser en ny undersøgelse, som Kantar Public har foretaget for Gjensidige.
I et lille land som Danmark, kan det være svært at finde et sted at bo, der ikke ligger tæt på større veje, hvor bilerne suser forbi i nærheden.
Men selvom det i mange større byer kan være svært at undgå lyden af trafikstøj i sin bolig, så kan lyden fra biler være til så meget gene, at det kan have en række negative helbredsmæssige konsekvenser som eksempelvis stress, uro og hovedpine.
I en ny undersøgelse, som Kantar Public har foretaget for Gjensidige, svarer hver femte dansker, at de er påvirket af trafikstøj i deres hjem, og af den gruppe siger næsten 20 procent, at det har negative konsekvenser for dem mentalt eller fysisk.
Ifølge fagchef for sundhed i Gjensidige, Louise Brix, er de sundhedsmæssige problemer, i forhold til at være udsat for trafikstøj, velkendte, og derfor bør man også være opmærksom på, om man reagerer negativt på det.
– Vi reagerer forskelligt på trafikstøj, men for dem, der er påvirket af det, kan det have nogle sundhedsmæssige konsekvenser som dårlig søvn og stress, der kan udvikle sig til mere endnu alvorlige problemer på sigt. Og derfor er det vigtigt at være opmærksom på sin krops signaler, siger Louise Brix.
Hun anerkender samtidig, at det både kan være svært at flytte trafikken og sin bolig, og derfor kan den mest nærliggende løsning være at se på, om der er mulighed for at foretage nogle ændringer inde i boligen i et forsøg på at mindske påvirkningen fra trafikstøjen.
– Det gælder så vidt muligt om at skærme sig selv fra støjen, mens man er i sit hjem. Og her kan det for nogle give mening at rykke soveværelset til den del af boligen, der er længst væk fra trafikken, ligesom tykke gardiner også kan være en mulig aflastning. Og så er det en god idé så vidt muligt at opsøge ro, når man er uden for hjemmet, siger Louise Brix.
Tre gode råd til at mindske påvirkningen fra trafikstøj
Vinduer
Vinduerne er ofte en af de største kilder til, at trafikstøjen kommer ind i boligen. Her kan du enten skifte dem til nogle, der er tykkere og mere støjisolerende, eller du kan montere et tykt forsatsvindue på de eksisterende.
Støjskærm
En støjskærm kan særligt være en god idé for de boliger med have, der ligger tæt på trafikken. I flere kommuner er det muligt at søge om tilskud til opsætning, og i mange tilfælde kan det være med til at reducere oplevelsen af støj betragteligt.
Tag kontakt til kommunen eller relevante myndigheder
Hvis du selv føler dig negativt påvirket af trafikstøj, er der en god chance for, at det samme er tilfældet for dine naboer. I kan derfor sammen tage kontakt til kommunen eller myndighederne og gøre opmærksom på problemet, så I på den måde kan blive indtænkt, når der bliver planlagt støjreducerende tiltag.
CEPOS fremlægger nu for første gang et konkret politisk udspil til, hvordan Danmark får bugt med væksten i bureaukratiet
Hvis regeringen – som beskrevet i regeringsgrundlaget – vil lave en afbureaukratisering i det danske samfund, så er der nu hjælp at hente.
For CEPOS kommer nu for første gang med en færdig opskrift på, hvordan regeringen kan implementere en mekanisme, så man opnår det, som alle regeringer siden Anker Jørgensen har haft som mål: at få bugt med det omfattende bureaukrati i Danmark.
– I 1982 fremlagde Poul Schlüters firkløverregering ’Operation regelsanering’ med henblik på at komme bureaukratiet i Danmark til livs. Og siden har samtlige regeringer – hvad enten de har været røde eller blå – haft lignende programmer. Men det er ikke lykkedes. Regelmængden er tredoblet, og de færreste danskere sidder med en fornemmelse af, at bureaukratiet er væk. Det er en skam, for vi kan faktisk gøre noget reelt, siger Jonas Herby.
Jonas Herby henviser bl.a. til erfaringer fra British Columbia i Canada, hvor regeringen fik reduceret antallet af regler med 40 procent på bare tre år. Erfaringer, som Jonas Herby tidligere har gennemgået.
– Erfaringerne viser, at man kan gøre noget ved bureaukratiet, hvis man virkelig ønsker det. Men det kræver, at man har de rette værktøjer og den politiske vilje. Vi stiller nu værktøjet til rådighed, og så mangler vi egentlig bare, at politikerne tager det til sig og siger ’Nu gør vi det. Nu indfrier vi det ønske, som Poul Schlüter, Poul Nyrup, Anders Fogh, Lars Løkke og Mette Frederiksen alle har stået bag’, siger Jonas Herby.
Han peger på, at bureaukratiloftet kan øge den økonomiske vækst markant. Beregninger baseret på internationale studier viser, at ’stop for nyt bureaukrati’ har potentiale til at øge BNP med 58 milliarder kroner.
Politiet afholder spiritus- og narkokontrol i forbindelse med “J-dag”. Kontrollerne løber fra fredag den 3. november til og med søndag den 5. november.
Igen i år afholdes de traditionsrige “Snefaldsfester” på mange restauranter og værtshuse landet over i forbindelse med “J-dagen”. Politiet markerer frigivelsen af julebryggen med en landsdækkende målrettet indsats rettet mod spiritus-/narkotikakørsel. Indsatsen afholdes i dagene fra fredag den 3. november til søndag den 5. november 2023. Politiet vil være tilstede alle dage og udføre kontroller i anledning af frigivelsen af julebryggen.
Politiassistent ved Rigspolitiets Koncernkommunikation, Christian Berthelsen opfordrer derfor til, at man på forhånd aftaler, hvem der skal holde sig ædru og køre bilen hjem efter festlighederne, eller at man tager en taxa eller bus eller tog hjem.
– Vi må nok forvente, at se rigtig mange mennesker i gadebilledet henover weekenden med start fredag, simpelthen pga. frigivelsen af julebryggen. Sidste år så vi mange festglade mennesker, hvor der generelt var en rigtig god stemning, og det forventer vi også i år. Vi vil være synlige i gadebilledet og byde folk velkomne, og håber at de får en fantastisk aften, men også tænker sig om og lader bilen stå og trække cyklen hjem, udtaler Christian Berthelsen.
Ved den tilsvarende indsats i 2022 blev der landet over i løbet af 3 kontroldage sigtet 74 spirituspåvirkede førere, hvoraf 19 var involveret i færdselsulykker.
I 2022 blev 29 personer dræbt og 160 kom alvorligt til skade i spiritusulykker. Hovedparten af de, der kom til skade i en spiritusulykke, var selv påvirkede.
Set over de sidste 10 år er der generelt sket et fald i antallet af dræbte og alvorligt tilskadekomne personer i trafikuheld, hvor der har været alkohol involveret, hvilket er enormt positivt” udtaler Christian Berthelsen, “men for at vi kan fortsætte en positiv udvikling kræver det ikke alene politiets tilstedeværelse – det kræver at hele samfundet – os alle sammen – tager ansvar og hjælper til for at forhindre spirituskørsel”, fortsætter han.
– Gode råd for at forhindre spirituskørsel – Aftal hvem der kører hjem – og så holder chaufføren sig ædru – Brug offentlig transport – tag eksempelvis en taxa, bussen eller toget – Se om du kan tale vedkomne fra at køre – alternativt tag nøglerne til bilen – Tilbyd evt. overnatning – Ring til politiet, hvis du har en mistanke om, at der køres spirituskørsel
Torsdag blev der trukket lod til Oddset Pokalens kvartfinaler, hvor FC Fredericia møder Lyngby.
FC Fredericia fejrede en overbevisende sejr på 3-1 over OB i pokalturneringen onsdag, og cementerede deres plads i næste runde. Torsdag blev der trukket lod til kvartfinalerne, hvor kampe afgøres over to omgange.
Her er det fulde overblik over kvartfinalekampene:
FC København – Silkeborg FC Nordsjælland – AB AGF – Brøndby FC Fredericia – Lyngby
De første kampe i kvartfinalerne er sat til at blive spillet fra den 5. til den 7. december, og returopgørene skal spilles den 9. og 10. december.
SF har netop indgået en aftale med en række partier om at fordele knap 900 millioner kroner til sociale projekter, og her lykkedes SF at redde det ambulante rådgivningstilbud Sig det til Nogen på Kolding Krisecenter. Tilbuddet stod til at lukke ved årsskiftet uden ny finansiering, og det er det eneste af sin art i Syd- og Sønderjylland og Fyn.
– Jeg er utroligt glad, for at det lykkedes på et hængende hår. Det er ikke nogen hemmelighed, at krisecenterets tilbud giver livsgivende behandling, som får voldsudsatte kvinder tilbage på rette spor. Vi havde ladt masser af sårbare kvinder i stikken, hvis Sig det til nogen i Kolding lukkede, fortæller Karina Lorentzen, landdistriktsordfører for SF og gruppeformand.
– Det er vigtigt, at der også er den slags tilbud uden for de største byer. Jeg kan ikke se for mig, at voldsramte fra Fyn eller Sønderjylland ville rykke sig til København eller Holstebro for at få hjælp. Derfor er det så vigtigt, der er tilbud lokalt, som ikke kun Kolding får gavn af. Men også nabokommunerne, siger Karina Lorentzen Dehnhardt.
Karina Lorentzen har netop besøgt Kolding Krisecenter i mandags. Her gjorde særligt brugeren Bettinas historie indtryk på Karina.
– Betina fortalte om ni år med psykisk vold, isolation, kontrol og nedværdigelser. Hun er stærk, men havde klart brug for de samtaler, man får i ”Sig det til nogen”, for når man skrotter den voldelige part, skal man til at bygge sig selv op igen. Det kræver hjælp.
Sig det til nogen får 2 millioner kroner i 2024, 2025 og en million i 2026.
Middelfart Sparekasse har ansat 38-årige Mark Friis Jensen som afdelingsdirektør for erhvervsafdelingen i Middelfart.
Nyt job: Mark Friis Jensen er ny mand i spidsen for erhvervsafdelingen i Middelfart Sparekasses hovedsæde i Middelfart. Han har 16 års erfaring fra finanssektoren og kommer fra en stilling som erhvervschef i Fynske Bank.
Mark Friis Jensen bor i Fredericia, men har arbejdet i Middelfart de seneste 10 år og betragter erhvervslivet i og omkring byen som sin arbejdsmæssige hjemmebane.
– Jeg elsker at arbejde med mennesker – både kolleger og kunder – og er drevet af en naturlig nysgerrighed for folk omkring mig. Det er fedt at motivere mennesker og se dem lykkes og udvikle sig som team, siger Mark Friis Jensen, som kommer til at beskæftige sig med den daglige ledelse og udvikling af forretningen i Middelfart Erhverv.
– Jeg har valgt Middelfart Sparekasse, fordi sparekassens værdier og menneskesyn tiltaler mig – og så var timingen rigtig i forhold til, at sparekassen har et ønske om at opruste på et område, hvor jeg har noget at byde ind med. Så det er en spændende udfordring, jeg glæder mig til at komme i gang med, siger han.
Fritiden går i vidt omfang med familielivet. Som far til to er der nok at se til, men Mark Friis Jensen finder selvfølgelig også tid til vennerne og til at holde sig i form med regelmæssig træning.
Tidligere leder fokuserer på andre opgaver
Mark Friis Jensen afløser Sune Hasseltoft som leder af erhvervsafdelingen i Middelfart. Sune Hasseltoft har bestredet lederjobbet samtidig med, at han havde det samlede, faglige ansvar for erhvervsområdet på tværs af alle sparekassens afdelinger. Det job stiller så store krav, at der var behov for en afdelingsdirektør til at varetage den daglige drift.
– Det er en fordel for både sparekassen og mig, at der nu er kræfter til fuldt at fokusere på mit job som fagchef og det vigtige job som leder af erhvervsafdelingen, og jeg ser frem til samarbejdet med Mark, siger Sune Hasseltoft.
Størstedelen af de 3.110 tilskuere opførte sig, som de skulle, da FC Fredericia vandt 3-1 mod OB onsdag aften, men tilstedeværelsen af fem patruljer omkring Monjasa Park var nødvendig for at sikre afviklingen af kampen, hvor der skete flere ulovlige hændelser i og omkring stadion.
Der var lagt op til en fodboldfest i Fredericia. Spillerne for FC Fredericia sørgede for det gode indhold på banen, men det var ikke uden gnidninger udefra undervejs.
I løbet af første halvleg var der flere episoder. Midtvejs i første halvleg blev der antændt et batteri bag stadion, og op i luften kom fyrværkeriet. Det er naturligvis ulovligt, da det kun er lovligt at antænde fyrværkeri mellem den 27. december og den 1. januar. Flere borgere bemærkede larmen fra stadion, der ikke var tilskuerjubel, derimod fyrværkeri. Stadionspeakeren måtte til microfonen for at slå fast, at “brugen af pyroteknik var ulovlig”.
Røgbomberne, der blev kastet ind på stadion. Foto: AVISEN
En episode, der kan relateres direkte til OB’s fans, fandt også sted i første halvleg. Blå og hvide røgbomber blev kastet ind på Monjasa Park udefra stadion og dækkede den ene målende i hvid og blå kortvarigt, igen måtte stadionspeakeren på arbejde for at fortælle, at det var naturligvis var imod reglementet og ville medføre bødestraf og karantæne.
Gentagne gange i løbet af kampen kom OB’s fans også i fokus. Det startede med, at udeholdets fans kastede ølkrus på banen, hvilket stadionspeakeren gentagne gange gjorde opmærksom på ikke var tilladt, men uagtet meddelelsen fortsatte det.
Som kampen skred frem, var det ikke nok med at kaste med øl. Flere OB-fans havde fået nok af spillet på banen. Efter 52 minutter kunne de se deres hold være bagud 3-0, og det fik flere til at kaste deres OB-trøjer og halstørklæder ind mod banen i ren frustration. Igen gjorde stadionspeakeren opmærksom på, at det ikke var tilladt at kaste genstande mod banen.
Udenfor stadion efter kampen var det nær gået galt. En flok højtråbende OB-fans, der beskrives som værende i alderen 14-20 år, råbte: “Vi er OB, hvem er I?” mens de gik forbi FC Fredericias fanafsnit, da de var på vej ned mod deres bus, som skulle fragte dem hjem til Odense. Et kortvarigt slagsmål opstod som følge heraf, men grundet en hurtig reaktion fra politiet blev der lagt en dæmper på gemytterne. Politiet måtte følge fansene hele vejen til busserne, og undervejs i processen var flere fans, der spyttede på de biler, der holdt i kø, men også det fik politiet løst. De utilfredse OB-fans blev efterfølgende fulgt hen til deres bus af politiet.
Politiet var talstærkt til stede. Foto: AVISEN
Til stede ved Monjasa Park efter kampen var også en ambulance. Det var dog ikke som følge af uroligheder omkring stadion, men fordi OB’s anfører, Bjørn Paulsen, havde fået en hovedskade, som man vurderede kunne være en kraftig hjernerystelse. Kilder oplyser, at Paulsen, efter han blev skiftet ud, kastede op.
Skæld ud fra fans til OB-holdet
“Voksen skældud” til OB-spillerne og staben. Foto: AVISEN
En talstærk delegation af OB-supportere, der var rejst med til Fredericia, gav tydeligt udtryk for deres utilfredshed efter at have oplevet deres holds 1-3-nederlag mod holdet fra NordicBet Ligaen. Efter kampen fik OB’erne ned og takkede deres fans for opbakning, men det, som mødte dem, var en voldsom omgang skældud fra de mest inkarnerede fans.
Optagelser fra efter kampen viser, at spillerne måtte stå til ansvar over for deres tilhængere, mens føreren af den mest dedikerede del af fanbasen lod sin utilfredshed med indsatsen være kendt.
– Det her var under al kritik. Under al kritik. Og næste gang er det eneste vi vil se i hvert fald noget fight, noget vilje. Hvor er den mand? Hvor er den?, råbte OB’s capo (lederen, der typisk har en megafon på tribunen, red.)
Disse er de klare ord fra en videooptagelse, hvor man kan høre kritikken blive fremsat. “Vis noget vilje”, lyder et råb fra tribunen, hvorefter enkelte klapper anerkendende. Spillerne følger trop med en klappende hilsen.
Under hele denne opsang stod spillerne fra OB ubevægelige. Deres udtryk ligner dem af børn, der står midt i en alvorlig irettesættelse.
AVISEN har forholdt Sydøstjyllands Politi episoderne i og omkring Monjasa Park, men politikommissær Martin Frandsen oplyser på torsdagens pressebriefing, at der ikke er nogen hændelser på hans døgnrapport vedrørende kampen mellem FC Fredericia og OB.
Politiet har modtaget en anmeldelse om, at en mand er løbet efter en dreng
Syd- og Sønderjyllands Politi har modtaget en anmeldelse om, at en ukendt mand onsdag aften løb efter en dreng ved Outrup Skole i Storegade i Outrup. Drengen løb væk og manden forsvandt ved hallen.
Syd- og Sønderjyllands Politi tager sagen alvorligt og har indledt en efterforskning. I den forbindelse beder politiet om borgernes hjælp. Har man været i området mandag aften mellem klokken 18.15 og 20.15 og gjort iagttagelser, der kan hjælpe politiet med at belyse sagen, så vil politiet gerne kontaktes.
Signalementet af den ukendte mand er meget sparsomt, men der er tale om en yngre mand.
Kan du hjælpe politiet med oplysninger, så ring til politiets servicecenter på telefon 1-1-4.
Byrådspolitiker Cecilie Roed Schultz (Ø), der også sidder i Børne- og Skoleudvalget i Fredericia Kommune er bekymret over byens faldende karaktergennemsnit, men endnu mere bekymret over, hvor mange der ikke får 02, så de kan komme videre på en ungdomsuddannelse.
Enhedslistens Cecilie Roed Schultz anerkender variabiliteten i skolernes præstationer og fremhæver betydningen af at forstå de underliggende årsager bag karaktertallene.
– Det er bekymrende, at vi ligger under. Man kan dog se, at snittet er faldet i hele landet, men når vi oveni det er faldet under landsgennemsnittet, så er der tale om et stort fald i Fredericia. Det handler om flere ting. Vi dykker ned i det nu. Nogle skoler klarer sig rigtig godt, og så er der nogle enkelte steder, hvor det ser meget bekymrende ud. Det mest interessante er opgørelsen over, hvor vi ligger i forhold til det forventede gennemsnit. Det opgør man også; man ser på, hvad man forventer, at en skole med ”x” demografi får i gennemsnitskarakter, og her ligger vi som regel ret pænt, men den opgørelse har jeg ikke set endnu, forklarer Schultz og uddyber:
– Den skal jeg have for at kunne se, hvad der er årsagerne. Vi ved og kan se ud fra den undersøgelse, hvilke skoler der er gode til at løfte eleverne. Det er mindst ligeså interessant, som hvordan man klarer sig op mod et gennemsnit. Der er en sammenhæng mellem trivsel og karakter. Det mener jeg absolut, derfor løftede jeg også min bekymring for en konkret afdeling i Fredericia. Jeg kædede det sammen med gennemsnit og trivselsmålinger for at dokumentere, hvordan skolen er udfordret. I værste tilfælde kunne det være en skole, som bliver valgt fra af forældrene. Når man hverken klarer sig godt på trivsel eller karakterer, og i øvrigt ikke har et godt ry, så bliver forældre bekymret, og det kan vi ikke leve med.
Politiker Schultz værdsætter betydningen af trivsel i forhold til den faglige præstation og fremhæver nødvendigheden af at have skoler, der er attraktive og velansete af forældrene. Hun ser det som en fundamental forventning, at skoler skal bidrage positivt til hvert barns uddannelsesrejse.
– I et større perspektiv er vi nødt til at have attraktive skoler, og det har vi også vedtaget i kommunens vision for Fredericia. Det er basis, det er ikke noget af det, man skal drømme om. Det er et helt fundamentalt udgangspunkt, at ens lokale folkeskole skal lære ens barn så meget som muligt og være med til at udvikle ens barn. Det er ikke noget, man skal drømme om. Sådan skal det være, derfor tager jeg også problemstillingen meget alvorligt, fortæller hun.
Tidligere arbejdede Fredericia Kommune med et koncept under titlen “Elevløft”. Konceptet var med til at løfte mange elever, og nu håber Cecilie Roed Schultz, at det vil hjælpe på situationen i Fredericia, når man igen sætter fokus på de redskaber, man brugte med konceptet i sin tid.
– Vi har gennem mange år arbejdet med forskellige initiativer, der skal løfte vores skoler. Der er kommet gode resultatet – også på nogle af de skoler, der klarer sig mindre godt. Konceptet hed “elevløft”. Det koncept tager vi fat på igen, og ser på om, man er holdt op med at gøre nogle af de ting, man gjorde, da man arbejdede med ”elevløft”. Noget er der sket. En af forklaringer på, at særligt en af skolerne ligger lavt, er også, at de lader elever tage afgangsprøven, som andre skoler og kommuner ikke ville lade tage prøven. Eleverne tager afgangseksamen i enkelte fag. De elever kan være ekstremt udfordret og ville måske gå i specialskole andre steder. Når man kun går op i nogle fag, så får man absolut laveste karakter i de andre fag, fordi man ikke går op. Det trækker gennemsnittet ned, og i de fag, de så går op i, får de måske heller ikke den bedste karakter, hvilket trækker ned. Men jeg synes, at det er positivt, at de går til eksamen og får lov til at prøve kræfter af med det. Måske består de, og kan komme ind på en ungdomsuddannelse. Det er jeg glad for, når det sker, siger Roed Schultz og tilføjer:
– Kirstinebjergskolen Afd. Havepladsvej er skolen, jeg taler om, som udfordret, men den samme skole er eksempelvis god til at arbejde med skolevægring for elever, der har udfordringer, diagnoser eller sociale ting i hjemmet, der spiller ind. Der kan være mange årsager, og det svinger fra årgang til årgang, men de er gode til at sørge for, at mange elever går op til nogle eksaminer.
Hun mener samtidig, at billedet godt kan være lidt forkert, da hun fornemmer, at ikke alle gør som man gør på Kirstinebjergskolen.
– Jeg kunne forestille mig, at nogle skoler og nogle kommuner vil gøre det modsatte. Her vil man råde dem til ikke at tage nogle eksaminer, og det påvirker gennemsnittet, fortæller Cecilie Roed Schultz, og slår fast, at det ikke handler om selve gennemsnittet, men om at få så mange til at bestå som muligt.
– Men det er ikke det, der bekymrer mig mest; om man ligger på 6,2 eller 7,1. Men derimod, at der er så mange, der ikke får 02, og består dansk og matematik. Det er langt mere bekymrende, fordi de reformer, der er lavet fra politisk hold på Christiansborg gør, at man ikke kan få lov at blive optaget på en ungdomsuddannelse, hvis man ikke har bestået. Det kunne man tidligere, men i en håndfuld år har det ikke været muligt at begynde, hvis man ikke har bestået dansk og matematik. I stedet lukker alle døre og muligheder for, at de kan komme videre. Derfor er det vigtigste for mig også, hvor mange der består dansk og matematik, slutter Cecilie Roed Schultz.