Derfor melder vi os ud af Ældre Sagen Fredericia

0
Derfor melder vi os ud af Ældre Sagen Fredericia

OPINION. Det starter egentlig meget uskyldigt. Man går på pension, melder sig ind i Ældre Sagen og tænker: Her er fællesskab, aktiviteter og en organisation, der kæmper for os ældre.

Men virkeligheden i Fredericia er for nogle en helt anden.

De nye pensionister – der mødte op til årsmødet i 2026 med forventning om visioner, retning og svar. Oplevede et arrangement, der mindede mere om dilettantteater end en seriøs medlemsorganisation. En formandsberetning om Pipi Langstrømpe uden retning. Et regnskab, hvor kritiske spørgsmål blev mødt med irritation frem for svar. Et budget, der ikke blev fremlagt. En opstilling til bestyrelse der kræver man først kommer til samtale med den nuværende bestyrelse for at findes egnet, som vogternes råd i Iran. En noget forvirret dirigent. Nye bestyrelseskandidater skulle præsentere sig, de der genopstille skulle ikke, ryster fra salen undrede sig, da de jo ikke kendte kandidaterne og endelig et opslag på storskærmen med bestyrelsens anbefaling til hvem man bør stemme på. Hvor er uvildigheden og retfærdigheden.

En stemmeoptælling, der trak ud så længe, at folk forlod salen, mens personalet ryddede lokalet. Undskyld mig – men hvis man ikke kan håndtere 87 stemmer uden at gå i stå, hvordan vil man så håndtere 10.000 medlemmers interesser? Det er ikke bare en dårlig dag på kontoret. Det er et symptom. For kritikken stopper ikke ved organiseringen. Den går dybere.

Ældre Sagen Fredericia bliver af flere oplevet som alt for passiv, når det virkelig gælder. Da kommunen skar i tøjvaskordningen for ældre, var modstanden svag. Alt for svag. I stedet for at være en tydelig vagthund fremstod organisationen som en, der nikkede med.

Det helt store svigt er: Den nye ældrelov hvor de kun kørte på robotstøvsugeren ikke den store ældre dræber, re-visitering der har kostet flere ældre dyrt i nedsat hjemmehjælp. Den største reform i årevis – med nye rettigheder og muligheder for de ældre. Her burde Ældre Sagen Fredericia være helt fremme i skoene. Informere. Forklare. Presse kommunen. Vise vej.

Spørgsmålet melder sig helt naturligt: Hvem kæmper egentlig for de ældre? Hvor var de ældres stemme i Fredericia? Når man ikke engang formår at være på forkant med så afgørende en ændring, så er det svært at tage rollen som interesseorganisation alvorligt.

Det paradoksale er, at Ældre Sagen fungerer udmærket som socialt samlingspunkt. Der er aktiviteter, fællesskab og frivillige, der gør en stor indsats. Det skal de have ros for.

Men gennemsigtigheden halter, når budgetter ikke fremlægges, i et år hvor der spares på ALT, og rettidig omhu med andre måder at tilføre midler til foreningen ikke blev udnyttet.

Når beslutninger virker forudbestemte, uden medlems inddragelse eller orientering, har nye stemmer svært ved at trænge igennem, så begynder det at ligne en lukket klub mere end en åben medlemsorganisation.

Ældre Sagen i Fredericia burde være – en organisation, der kæmper for de ældre, når det gælder. I Fredericia er den i fare for at være blevet det modsatte: bedre til at arrangere end til at forandre. Bedre til at administrere end til at udfordre. Derfor melder nogle sig ud. Ikke af modvilje mod idéen – men af skuffelse over virkeligheden.

Måske er det i virkeligheden den vigtigste pointe: Ældre Sagen Fredericia har potentialet.
Medlemmerne er der. De frivillige er der. Men det kræver mod at ændre kurs. Mere åbenhed. Mere demokrati. Mindre systemloyalitet. Langt mere vilje til at tage kampen – også når det bliver ubehageligt.

Kogt, stegt, grillet, tørretumblet og hængt ud

0
Kogt, stegt, grillet, tørretumblet og hængt ud

OPINION. Borgernes Parti (BP) nåede knapt at fejre et vellykket valg til Folketinget, før tre nye folkevalgte skabte overskrifter på bekostning af partiet. Af Henrik Qvortrup kaldet lykkeriddere. Store egoer og se mig – hør mig. Det tager dele af pressen som afsæt til i disrespekt at udstille og nedgøre BP.: Jeg respekterer TVSYD, men undrer mig over, hvorfor I udstiller mig med et negativt fortegn. Et eksempel:

Senest har Anna Marie Damgaard Kristensen på TVSYDs Facebook side spurgt om følgende: Er det rigtigt af et medie at bruge ordet “klovnebus” og forvride / påvirke opfattelser? Bør medier ikke være faktuelle og neutrale i deres rapportering?

Som hovedperson i artiklen undrede jeg mig også. Derfor svarede jeg Annemarie.
Hej Annemarie og I andre, der er skeptiske over for pressens dækning af politik. Pressens overskrifter skaber monstre eller helte. De fleste “seeres” brug af SoMe bruger overskriften til at danne deres mening.

Spørgsmålet er, hvor pressen vil hen, og hvem vil de påvirke. Deres ageren at nøje overvejet!. TVSYD og andre medier fodrer hadet til politikere og politikerleden og tilsidesætter alle os, der ærligt og kærligt forsøger at gøre en forskel, der kan bidrage til at forbedre livet for psykisk syge, mindske klimaets negative indvirkning på mennesker og infrastruktur, skabe retfærdighed på udlændingeområdet, sikre rent drikkevand, standse mishandling af dyr og meget mere, i stedet for at bruge milliarder på immigranter, der nasser på samfundet.

Journalister er blevet partiske og politiske. Det skygger for en ærlig, neutral skildring. Jeg stiller mig åbent og ærligt til rådighed for pressen, men jeg oplever atter og atter, at jeg ender i et baghold. Journalisten bag denne artikel inddrager altid mit brud med DF i 2017, som noget jeg skal stå til regnskab for i dag.

Hallo – knap halvdelen af alle voksne gifte danskere er blevet – eller bliver skilt.
Det er et valg som jeg respekterer, for hvad er alternativet?

Lige nu bliver Lars Boje og Borgernes Parti kogt, grillet og bestrålet i den politiske mikrobølgeovn, smidt i tørretumbleren og hængt til tørre. Men hvorfor?
Kendsgerningen er, at tre kandidater har hver især haft så travlt med at polere deres egoer, at der ikke er blevet plads til “vi” og “os”. Det er ikke Lars Boje Mathiesens eller vælgernes eller min skyld. Borgernes Parti lytter til kritik, men undres over pressens aktive hetz, vildledning og misbrug af deres rolle som meningsdannere.

Byråd kræver svar om postrod: Fredericia undersøger alternativ til DAO

0
Byråd kræver svar om postrod: Fredericia undersøger alternativ til DAO

POLITIK. Breve fundet i affaldsstrøm. Arbejdsforhold i leverandørkæden under kritik. Et monopol, der reelt er umuligt at håndhæve krav over for. Mandag aften fik Enhedslisten enstemmig opbakning fra hele Fredericia Byråd til at sætte gang i en undersøgelse af, om kommunen kan finde et alternativ til DAO som postomdelingsoperatør.

Forslaget kom fra Cecilie Roed Schultz, der lagde op til en saglig, men principfast begrundelse. Sagen handler ikke bare om fejlleveringer, sagde hun. Det handler om tillid. »Brevet fra kommunen kan indeholde vigtige oplysninger om økonomi, sundhed eller sociale forhold. Der kan være følsomme personoplysninger, og de skal ikke ende de forkerte steder,« sagde hun og tilføjede, at de borgere, der i dag modtager fysisk post fra kommunen, overvejende er fritaget for digital post og dermed hører til kommunens mere sårbare borgere.

Dertil kom det arbejdsretlige argument. Fredericia Kommune stiller krav om arbejdsklausuler og kædeansvar i sine kontrakter. Men med DAO som eneste reelle aktør på markedet er det ifølge Enhedslisten praktisk talt umuligt at håndhæve kravene. »Det er dybt problematisk, at vi er endt i en situation, hvor vi på grund af monopolet reelt ikke kan håndhæve vores egne krav,« sagde Roed Schultz.

Roserne var mange. Jan Filbært fra SF kaldte det et solidt forslag og understregede, at partiet ser alvorligt på, at borgere ikke modtager den post, de har krav på. John Nyborg fra Socialdemokratiet kvitterede for initiativet og pegede særligt på arbejdsforholdene. Pernelle Jensen fra Venstre nævnte, at Region Syddanmark allerede har oplevet konkrete problemer. Christian Jørgensen fra Liberal Alliance støttede, om end med et forbehold om administrativ byrde.

Palle Dahl fra Danmarksdemokraterne løftede imens blikket mod Christiansborg. »Det er derovre fra, at det virkelige arbejde skal gøres. Vi er en lille kommune i det store spil.«

Undersøgelsen skal belyse mulighederne for alternative leverandører, herunder en model svarende til den, Aarhus Kommune anvender, samt de økonomiske konsekvenser, mulighederne for at stille krav om ordentlige arbejdsvilkår og borgernes datasikkerhed. Resultatet forelægges Økonomi- og Erhvervsudvalget inden udgangen af juni 2026.

Kirsten Hassing Nielsen indtræder i bedømmelsesudvalget for den nye skole

0
Kirsten Hassing Nielsen indtræder i bedømmelsesudvalget for den nye skole

POLITIK. Fredericia er på vej mod sin største anlægsinvestering i nyere tid. Mandag aften tog byrådet endnu et skridt i processen, da sammensætningen af det bedømmelsesudvalg, der til efteråret skal vælge vinder af udbuddet på den nye skole, blev endeligt godkendt.

Og borgmester Peder Tind tilføjede på selve mødet et ændringsforslag, som fik bred opbakning. Kirsten Hassing Nielsen, tidligere formand for §17, stk. 4-udvalget for ny skole, indtræder som ekstra politisk medlem af bedømmelsesudvalget.

»Kirsten har et dybere kendskab fra formandskabsarbejdet. Hun har arbejdet ned i tingene på en måde, som andre udvalgsmedlemmer ikke nødvendigvis har haft mulighed for,« sagde Cecilie Roed Schultz fra Enhedslisten.

Kirsten Hassing Nielsen takkede selv for udpegningen og understregede, at engagementet fra det tidligere udvalgsarbejde fortsætter. »Vi bidrager gerne konstruktivt med al den viden, vi har fået igennem §17-udvalgets arbejde.«

Bedømmelsesudvalget er bredt sammensat med borgmesteren, formandskabet for Børne-, Skole- og Uddannelsesudvalget, kommunaldirektøren og to eksterne arkitektfagdommere. Rundt om udvalget er der desuden nedsat to rådgivergrupper uden stemmeret. En med fokus på læringsmiljø og arbejdsmiljø, en anden med fokus på det byggetekniske og vedligehold. Elever, forældre, lærere og pædagoger fra både almen- og specialafdelinger indgår i rådgivergrupperne.

Udbuddet kører som omvendt licitation med en makspris, og tilbuddene vurderes i september 2026. Kontrakten forventes underskrevet ved årsskiftet 2026-2027.

Pernelle Jensen, formand for Børne-, Skole- og Uddannelsesudvalget, understregede vægten af beslutningen. »Det er den største anlægsinvestering, jeg har været med til i mine 16 år i byrådet.« Sune Nørgaard fra Dansk Folkeparti roste, at Frederiksodde Skole er repræsenteret i bedømmelsesudvalget. »Frederiksodde skal jo også være en del af den nye skole, så det er selvfølgelig afgørende, at de sidder med ved bordet.«

Palle Dahl fra Danmarksdemokraterne brugte lejligheden til at kaste blik fremad. Han håber, at en vellykket helhedsskole fra 0. til 9. klasse på sigt kan blive argument for at rulle den opdelte skolestruktur tilbage på kommunens øvrige skoler. Malene Søgaard-Andersen fra SF delte håbet: »Med den nye skole får vi ikke kun sat mursten omkring børns læring og trivsel. Vi får skabt rammen for, at flere børn kan gå på den samme skole fra 0. til 9. klasse.«

Byråd sætter foden ned: Postlister forbliver åbne

0
Byråd sætter foden ned: Postlister forbliver åbne

POLITIK. Det skulle have været en stille administrativ beslutning. Men da kommunaldirektøren i februar orienterede økonomiudvalget om, at han ønskede at lukke kommunens offentlige postlister, satte det en politisk reaktion i gang, der mandag aften endte med et enstemmigt byråd, der slog fast: Listerne er åbne.

Postlisterne har siden 2004 givet borgere og presse mulighed for at følge, hvad der går ind og ud af rådhuset. En slags løbende indblik i kommunens korrespondance, der ikke nødvendigvis ender på en dagsorden.

Det Konservative Folkepartis gruppeformand Tommy Rachlitz Nielsen var hurtig til at reagere, da lukningen blev meldt ud, og fremsatte et initiativretsforslag om at genåbne listerne. Men inden sagen nåede byrådet, var listerne ikke blevet lukket alligevel, og SF og Enhedslisten udvidede forslaget til et ændringsforslag, som alle partier i salen kunne stå bag.

»Fidusen med åbne postlister er, at borgere og presse kan se, hvad der foregår i kommunen, ikke bare de ting, der kommer på dagsordenen,« sagde Tommy Rachlitz Nielsen.

Cecilie Roed Schultz fra Enhedslisten var enig i målet, men nuancerede midlet. For hende handler åbenhed om mere end postlister. »Er det der, vi får allermest åbenhed og demokrati for pengene?« spurgte hun og pegede på, at en borger i dag kan google sit eget navn og dukke op på en kommunal postliste, fordi vedkommende engang sendte en mail.

Det endte med to beslutninger. For det første forbliver postlisterne åbne, indtil byrådet aktivt beslutter andet. For det andet får §17, stk. 4-udvalget for borgerdialog til opgave at undersøge, hvordan kommunen kan sikre størst mulig åbenhed og demokratisk indsigt fremadrettet. Udvalget skal afrapportere senest ved udgangen af 2026.

Malene Søgaard-Andersen fra SF kaldte forløbet for en rodet sag, men var tilfreds med landingen. »Åbenhed er rigtig mange ting. Og det var noget, vi diskuterede meget i valgkampen.«

Borgmester Peder Tind kvitterede for debatten og pegede på, at byrådet nu giver borgerdialogudvalget en opgave, der rækker videre end selve postlistespørgsmålet. »Jeg håber, at byrådet er åbne over for den fremlæggelse, som udvalget kommer med.«

Liberal Alliances Christian Jørgensen benyttede lejligheden til et bredere perspektiv om åbenhedslovgivning og svirpede diskret til pressen i salen, mens Susanne Eilersen fra Dansk Folkeparti mindede om, at byrådspolitikere er deltidsfolk: »Hvis I ringer om eftermiddagen, fordi I har set noget på en postliste om formiddagen, så kan det godt være, at vi har brug for lidt mere tid til at sætte os ind i sagen.«

Forsøgte forgæves at bryde ind i 7-Eleven: Nu fremstilles han i grundlovsforhør

0
Forsøgte forgæves at bryde ind i 7-Eleven: Nu fremstilles han i grundlovsforhør

KRIMI. Den 50-årige mand, der natten til onsdag forgæves forsøgte at bryde ind i 7-Eleven på Fredericia Banegård ved at trække de dobbelte glasdøre fra hinanden, er tirsdag eftermiddag ved Retten i Kolding idømt 50 dages fængsel.

Det viste sig, at manden havde mere på samvittigheden end indbrudsforsøget i Fredericia. Han blev også dømt for to butikstyverier i Vejle samt tyveri fra et DSB-tog, hvor der blandt andet blev stjålet skilte.

Manden modtog dommen og blev efterfølgende fængslet.

Sagen begyndte natten til onsdag, da politiet klokken 01.35 modtog en melding om, at en mand forsøgte at bryde ind i 7-Eleven på Fredericia Banegård. Han trak forgæves i de dobbelte glasdøre og forlod stedet. Der blev beskadiget lister og forskubbet noget, men intet knust.

En patrulje ledte i området ud fra det signalement, der var givet, og fandt manden kort efter. Han har siddet i politiets varetægt siden anholdelsen og blev onsdag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Kolding klokken 14.00, hvor han altså blev idømt straffen.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi onsdag eftermiddag.

Motorvejstilkørsel ved Bramdrupdam lukker i tre uger

0
Motorvejstilkørsel ved Bramdrupdam lukker i tre uger

TRAFIK. Fra søndag den 19. april og frem til lørdag den 9. maj er tilkørslen til E45/E20 Sønderjyske Motorvej ved afkørsel 63 Bramdrupdam spærret i sydgående retning.

Spærringen er nødvendig, fordi Vejdirektoratet skal udføre spunsarbejde som led i den igangværende udvidelse af Sønderjyske Motorvej nordvest om Kolding. Arbejdet kræver, at tilkørslen holdes lukket i 20 dage.

Trafikanter, der skal mod syd, henvises i perioden til tilkørsel 62 Kolding Ø. Vejdirektoratet opfordrer til at følge skiltningen på stedet og planlægge kørslen i god tid, da spærringen kan give forlænget rejsetid og øget trafik på de omkringliggende veje.

Arbejdet er en del af en større udbygning af E45 på en 60 kilometer lang strækning mellem Kolding og Randers, der skal lette trafikken og reducere køer i myldretiden.

Det oplyser Vejdirektoratet onsdag.

Skiltevogn påkørt på Sønderjyske Motorvej: Spærring i flere timer

0
Skiltevogn påkørt på Sønderjyske Motorvej: Spærring i flere timer

KRIMI. En skiltevogn, der holdt på Sønderjyske Motorvej i nordgående retning, blev tirsdag morgen klokken 08.50 påkørt af en 37-årig polsk mand, der overså den.

Der var ingen personskade, men uheldet medførte delvis spærring og skabte trafikale problemer på strækningen. Først omkring klokken 13.42 var situationen løst og trafikken normaliseret.

Det oplyser Hans Hoffensetz fra Sydøstjyllands Politi onsdag morgen.

Lastbiler kørte sammen i kø på Taulovmotorvejen: To kørt til tjek

0
Lastbiler kørte sammen i kø på Taulovmotorvejen: To kørt til tjek

KRIMI. To lastbiler kolliderede tirsdag formiddag klokken 09.59 på Taulovmotorvejen, da den ene lastbil påkørte en sættevogn i forbindelse med køkørsel.

Begge førere blev kørt til tjek på skadestuen, men der var umiddelbart ingen tilskadekomst. De involverede er en 43-årig hollandsk mand og en 50-årig mand fra Middelfart.

Der blev brugt tavlevogn på stedet, og uheldet skabte kø på strækningen. Omkring klokken 10.30 var situationen afsluttet, og trafikken kunne flyde frit igen.

Det oplyser Hans Hoffensetz fra Sydøstjyllands Politi onsdag morgen.

Viktor Axelsen stopper karrieren: »Min ryg kan ikke mere«

0
Viktor Axelsen stopper karrieren: »Min ryg kan ikke mere«

SPORT. Den danske badmintonstjerne Viktor Axelsen meddelte i dag, den 15. april 2026, at han stopper sin aktive karriere. Det sker efter langvarige rygproblemer, der har gjort det umuligt for ham at træne og konkurrere på topniveau.

»På grund af mine tilbagevendende rygproblemer er jeg ikke længere i stand til at konkurrere og træne på det højeste niveau,« skriver Axelsen i et opslag på sine sociale medier, der er spredt over 20 billeder og udgør en af de mest personlige afskedserklæringer i dansk sporthistorie.

32-årige Axelsen gennemgik endoskopisk rygkirurgi i april 2025 for at reparere et diskusprolaps og forsøgte et comeback i efteråret samme år, men ryggen holdt ikke. Han har siden ikke spillet en eneste professionel kamp.

»Efter operation, adskillige injektioner, nye træningsmetoder og behandlinger har jeg fået at vide, at jeg bør fokusere på min langsigtede helbred. At acceptere denne situation har været utroligt svært. Men jeg er nået til det punkt, hvor min krop ikke tillader mig at fortsætte,« skriver han.

Et liv i badminton

Axelsen vandt to olympiske guldmedaljer, to VM-titler og fire EM-titler i løbet af en karriere, der strakte sig over 16 år på topplan. Han var verdensrangliste-nummer ét i sammenlagt 183 uger.

I opslaget takker han trænere, sparringspartnere og modstandere, sin barndomsklub OBK, Badminton Danmark og sin træningsbase NAS. Han takker også sin far Henrik, der fungerede som manager gennem hele karrieren, sin mor Gitte og sin søster Johanne, der passede kølertasken til de allerførste turneringer.

Til sine to døtre Vega og Aya skriver han: »Jeg elsker jer mere, end I kan forstå, og jeg lover jer, at jeg vil forsøge at være den bedste far, jeg overhovedet kan være.«

Axelsen afslutter sit opslag med en sætning, der samler en hel karriere: »Jeg gav alt til badminton, og badminton gav mig alt tilbage.«

Klokkefrøen bliver kommunal

Klokkefrøen bliver kommunal

0
LOKALT. Det begyndte med et enstemmigt bestyrelsesmøde den 18. marts. Den selvejende daginstitution Børnehaven Klokkefrøen i Bredstrup-Pjedsted ønsker at overgå til kommunal drift, og...