2.9 C
Copenhagen
tirsdag 23. december 2025

6,6 kilometer seks-sporet motorvej nord for Vejle åbner i oktober

0
6,6 kilometer seks-sporet motorvej nord for Vejle åbner i oktober

TRAFIK. Trafikanter på E45 kan snart se frem til bedre plads på en af landets mest trafikerede motorvejsstrækninger. Allerede i midten af oktober åbner Vejdirektoratet for tre spor i hver retning på 6,6 kilometer af Østjyske Motorvej mellem Hornstrup og Hedensted.

Strækningen er den sydligste del af det store anlægsarbejde mellem Vejle og Skanderborg, hvor 38 kilometer motorvej i disse år udbygges fra fire til seks spor. Når asfalteringen er færdig i foråret 2026, vil hastighedsgrænsen igen blive hævet til 130 km/t. Indtil da må trafikanterne køre 110 km/t på det nye stykke.

Før tid

Transportminister Thomas Danielsen glæder sig over, at arbejdet på strækningen er afsluttet tidligere end forventet.
»Tak til Vejdirektoratet for god styring af projektet og til de dygtige underentreprenører for effektivt og godt arbejde. Det er glædeligt, at vi er før tidsplanen takket være godt vejr og samarbejdet mellem alle parter,« siger ministeren.

Også projektchef i Vejdirektoratet, John Kjærsgaard, understreger betydningen for de mange pendlere og transportfirmaer, der dagligt passerer strækningen.
»Vi har hele tiden fastholdt to spor i hver retning under arbejdet, men det har naturligvis generet trafikanterne. Derfor er det en stor dag, at vi kan åbne tre spor på den sydligste entreprise allerede nu,« siger han.

En del af noget større

De 6,6 kilometer udgør knap en femtedel af den samlede udbygning mellem Vejle og Skanderborg. Samlet set åbner Vejdirektoratet mere end 16 kilometer nyudbygget motorvej i oktober – svarende til godt 25 procent af de samlede anlægsstrækninger mellem Vejle og Aarhus N.

Tidligere på måneden åbnede også dele af strækningen ved Aarhus med seks spor, og inden efterårsferien står den sidste del klar.

Hornstrup klar til december

Mens motorvejen nord for Vejle snart er fuldt udbygget, mangler Vejdirektoratet stadig at færdiggøre tilslutningsanlægget ved Hornstrup.
»Det er relativt store ændringer, som vi og vores entreprenør skal lave på tilslutningsanlægget ved Hornstrup og på Juelsmindevej. Vi er klar over, at trafikanterne gennem noget tid har skullet affinde sig med vanskelige køreforhold i området, men der er forbedringer på vej. Vi forventer at være helt færdige med ombygningerne senest til december,« siger John Kjærsgaard.

Hele projektet færdigt i 2026

Den resterende del af udbygningen mellem Vejle og Skanderborg følger planen. Seks spor på hele strækningen ventes at stå klar inden udgangen af 2026. Slidlaget på de resterende strækninger lægges i 2027, hvorefter hastighedsgrænsen hæves til 130 km/t på hele motorvejen.

OL-dag på Frederiksodde Skole samlede hele skolen om bevægelse, fællesskab og mod

0
OL-dag på Frederiksodde Skole samlede hele skolen om bevægelse, fællesskab og mod

FREDERICIA. For sjette gang forvandlede Frederiksodde Skole en almindelig skoledag til en OL-dag med indmarch, opvarmning og et tætpakket program af aktiviteter, der favnede hele elevgruppen. Dagen blev skudt i gang med fælles indmarch og opvarmning, hvorefter eleverne fordelte sig på stationer med blandt andet kæphest, fodboldgolf, naturbingo og stafet, høvdingbold, basket, kørekort, sanseløb, mountainbike, lagkage og stjerneløb, kegler, motorik og leg, svømning, dans, total rundbold og hockey.

Coach i leg, bevægelse og trivsel, Thea Julie Rasmussen, stod for opvarmningen. Hun har sit eget firma, Bimuth by Thea, hvor hun arbejder med at sprede leg og bevægelse til familier, skoler og børnehaver. Hendes forberedelser var skåret til efter skolens målgruppe. »Det er noget helt særligt at gøre det, fordi det kan hurtigt blive mange indtryk for sådan nogen. De kan hurtigt blive overstimuleret. Så der har jeg forberedt dem lidt ved at sende nogle af dansene til dem. Sådan at de kunne øve sig lidt på dem,« siger hun. Der var også nye elementer på dagen. »Så var der to danser, som var mere sådan, dem kendte de ikke i forvejen. Der kan man godt se, at de bliver lidt mere urolige. Men de giver den fuldstændig gas, og de er bare med på den. Det er sjældent, jeg ser en hel skole være så meget med.«

Thea Julie Rasmussen oplevede et nærvær, der bar dagen. »Det er mega fedt. Jeg havde virkelig ikke regnet med, at det var hver og en af dem, der ville være med, men de gav den så meget gas. De voksne var med, og det er virkelig vigtigt også. Men de gik godt alene, så det der med, at både voksne og børn var med, det var virkelig, virkelig fedt.« Hendes perspektiv rakte ud over opvarmningen. »For det første er det en oplevelse af, at man gør noget sammen. Så det er en oplevelse af fællesskab. Og så er det jo det der med bevægelsesglæde. Det kan du også høre på de stationer, de laver, at det handler lige så meget om, at man synes, det er sjovt, som at det handler om, at det er idræt og motion, de laver.« For hende personligt gav det energi at stå i spidsen for dagens første tur på dansegulvet. »Jeg bliver fuldstændig fyldt op af energi og eufori. Også det der med lige præcis for de her børn at give dem den oplevelse. Fordi de har mange svære ting, de skal tumle med. Men at give dem den der fuldstændig glæde af, når man ser en kørestolsbruger, der hopper rundt og sådan noget. Og børn, der bare giver den gas. Og er glade og smiler sådan helt fra tæerne til ørerne. Helt flyvende. Det er virkelig, virkelig fantastisk.«

Afdelingsleder Johnny Nielsen peger på, at OL-dagen samler skolen på tværs. »Det er jo det, i forhold til at få alle børn sammen med en fælles aktivitet og det her fællesskab, som vi kører i dag. Du har jo selv set, at der sidder nogen, der er i kørestolen. Lige fra nogen, der er godt kørende og kan springe rundt og gøre det hele, og så til nogen, der er multihandikappede. Så er der et kæmpe fællesskab der i at sammenholde og få noget glæde.« Han lægger vægt på værdierne frem for resultattavlen. »Som Christian også sagde, de vigtigste ting, det var at man havde en god dag, og man havde gjort det godt, og man gjorde sig bedst,« siger han.

Dagen er for alle, men den er ikke ens for alle. »Det er også børn, som sagt, der er multihandikappede. Så bare det der med, at de kan være sammen i et fællesskab og gøre nogle ting sammen. Det er jo det, vi bestræber. Så OL i sig selv, det er jo noget med, at man selvfølgelig konkurrerer på et eller andet, men alligevel er der det at fremtræde. Det er det der med, at man gør noget sammen.« Traditionen er efterhånden rodfæstet. »Det bliver ved. Og min hat, den har jeg haft på seks år i træk. Det er tradition. Og folk de sagde fra morgen af, hvor er din hat, Johnny? De husker den. De husker den,« fortæller han.

Tilgangen til aktiviteterne er bevidst differentieret. »Når du kommer rundt og ser disciplinerne, så vil du også se, at der er forskellige ting, man kan gøre. Der er noget for alle. I barnets kørestol kan det være, at du har med den til stjerneløb, hvor du tager nogle ting og skal rundt og finde dem. Og det kan du, når du kører i kørestol. Så kører du rundt, og så kan du se nogle ting og tage af. Og der er sandseløb, og der er forskellige ting,« siger han og understreger, at skolen kalder det OL, men former det til sin målgruppe. »Vi kalder det OL, men med alle de ting, som er bygget ind i forhold til at det rammer vores elevgruppe så bredt som muligt.«

Starten med indmarch og fælles bevægelse er ikke tilfældig. »Det sætter jo stemningen. De er jo glade, de kommer op af, at alle har lavet et flag. Alle har lavet et flag, så hver enkelt af vores teams har forberedt det. Jeg har sagt på mine morgenmøder, har I trænet nogle arms? Sådan lige bygget op. Det er jo noget vi har snakket om, at nu kommer den her dag. Vi bygger op til dagen, og så laver vi det der traditionelle med indmarch og opvarmning,« siger Johnny Nielsen. Dagen slutter uden stort fælles show. »Vi laver så ikke noget fælles til afslutning, fordi der er nogen, der kan man sige bliver lidt trætte i den her dag, så de skal hjem til deres egne hjemsteder.«

For lærer Christian Ellegård er OL-dagen resultatet af måneder med planlægning. »Der ligger jo forberedelse for alle de andre år, hvor vi har planlagt det her. Og så prøver vi at tilpasse det en lille smule. Men vi går i gang gerne før sommerferien. Nogle måneder før. Og så er det ret intenst her den sidste halve måned med planlægning.« Målet er klart. »Det, som vi prøver på at gøre med den her dag, det er jo at gøre en lidt anderledes dag, end den, de plejer at opleve. Normalt er de inddelt i fire afdelinger, hvor de har hver deres vanskeligheder, men i dag prøver vi at samle dem alle sammen på tværs af vanskeligheder,« siger han.

OL-dag på Frederiksodde Skole samlede hele skolen om bevægelse, fællesskab og mod

Aktiviteterne er valgt, så flest muligt kan være med. »Der skal gerne være nogle valgmuligheder for alle, uanset hvilke problematikker man har. Så der er både sandseløb for gangbesværede, vi har motorik for de lidt mindre, vi har hockey og svømning, som er til de måske lidt større. Så der er sådan lidt forskelligt, men noget som alle forhåbentlig kan finde glæde ved at deltage i.« Skolens princip er, at eleverne kan vælge. »Eleverne er med til at vælge, hvad de selv kunne tænke sig af discipliner. De kan nå tre discipliner i dag, fordi vi har tre blokke. Svømmehallen er altid et hit. Keglerne er også altid et hit. Kæphest er en ny disciplin,« fortæller han.

Skolen bruger dagen til at styrke det, de arbejder med hele året. »Vi prioriterer den, fordi som skole forsøger vi engang imellem at være én. Som jeg sagde, så er vi jo fire afdelinger. Men vi vil også stadig gerne være én skole. Og samles kollegaer og børn på tværs. Opleve hinandens børn, udfordringer og hvad der ligger i det. Og være sammen om at gøre noget. Og der er idræt bare en rigtig god aktivitet at være sammen om.«

Det er en krævende dag for mange elever. »Jeg håber de er trætte. Jeg håber de er brugte. Jeg håber at det har været en udfordring. Og så håber jeg, at det her er med til at udvikle dem på den lidt længere bane. Og at de selvfølgelig har haft det sjovt. Det er det vigtigste. Men vi ved også godt, at det er en udfordring for mange af dem. Men det må det også godt være,« siger Christian Ellegård. På tværs af årgange og forudsætninger tilpasses belastningen. »Nogle af dem er der i bare ét modul. De er med til opvarmningen, så et modul. Og nogle af dem er med til hele dagen. Det vurderer lærere og pædagoger omkring eleverne.«

Johnny Nielsen knytter tråden til skolens pejlemærker. »Det ligger i god forlængelse af, at vi snakker om livsduelighed og at kunne være sammen med nogen om nogle fælles ting og få lavet noget sammen. Det ligger fuldstændig i tråd med pejlemærkerne i løbet af hele skoledagen. Her har man bare en anden tilgang. Man er sammen om noget, hvor man kan komme ud og bevæge sig,« siger han.

Dagen viste, at store fællesskaber kan bæres af små skridt. En indmarch med flag, to danse sendt ud på forhånd, én ny dans der udfordrede, og voksne der gik forrest. Et program med alt fra sanseløb til svømning, fra mountainbike til motorik, så alle kunne spejle sig i noget og finde plads. For nogle var det et enkelt modul. For andre en hel dag. For alle var det en invitation til at være sammen på tværs.

Thea Julie Rasmussen så det i ansigterne under opvarmningen. »Det er en oplevelse af fællesskab. Det er bevægelsesglæde. Jeg bliver fuldstændig fyldt op af energi og eufori,« sagde hun. Johnny Nielsen så det i traditionerne og i hatten, der nu er en del af skolens OL-historie. »Det bliver ved,« sagde han. Christian Ellegård så det i elevernes mod til at træde frem. »Børnene, der entusiastisk bryder ud af deres normale klasse og står op foran og danser foran alle 200 mennesker, det er det, der gør det hele værd,« sagde han.

OL-dagen på Frederiksodde Skole er efter seks år blevet en tradition. Den står på skuldrene af forberedelser, valg og hensyn. Den er formet, så flest muligt kan være med. Den rummer både dem, der løber stærkt, og dem, der kører i kørestol. Den har plads til at blive træt. Og den giver plads til at blive stolt. Når eleverne tager hjem, er målet, at de er brugte og glade, og at dagen har givet dem et lille skub i den rigtige retning. I år gjorde den det igen.

Maritimt Center Lillebælt og Den Blå Bro indviet: En drøm, der blev til virkelighed

0
Maritimt Center Lillebælt og Den Blå Bro indviet: En drøm, der blev til virkelighed

MIDDELFART: Det var en dag præget af stolthed, glæde og lettelse, da Dykkerklubben Marsvinet-Lillebælt sammen med foreningen Blå Brobyggere fredag kunne indvie det nye Maritimt Center Lillebælt og Den Blå Bro i Middelfart. Begge projekter har været mange år undervejs, men med fælles vilje, støtte fra fonde, kommunen og private bidragsydere står de nu klar til at danne ramme om fællesskab, aktiviteter og formidling af havets liv.

Søren Nielsen: En 18 år lang rejse

Formand for Dykkerklubben Marsvinet-Lillebælt, Søren Nielsen, var den første til at tage ordet. Han lagde ikke skjul på de følelser, der fulgte med at se drømmen om et nyt klubhus og center endelig blive til virkelighed.

»Det er helt vildt det her. Det er en meget stor fornøjelse at stå her og få lov til at åbne det her center. En kæmpe tak skal lyde til alle jer, der har støttet os og bakket os op. Uden jeres hjælp var vi ikke nået hertil,« sagde han og understregede, at rejsen havde været både lang og krævende.

De første tanker om et nyt klubhus opstod allerede i 2007 på et bestyrelsesmøde. Siden har projektet været ramt af flytninger, stigende priser og ikke mindst coronapandemien, som forsinkede processen. »Vi har kæmpet, vi har svedt, vi har været helt nede, men vi har ikke givet op. I dag kan vi se os omkring og sige, at det har været det hele værd,« sagde Søren Nielsen.

Han rettede også en særlig tak til Middelfart Kommune for en åben og imødekommende tilgang undervejs. »Vi føler virkelig, at vi er blevet hørt og hjulpet, når vi har stået med idéer eller udfordringer. Det betyder meget.«

Der var også tak til fonde og sponsorer, blandt andre Realdania, Friluftsrådet, Fynske Bank og private bidragsydere. Søren Nielsen fremhævede særligt Jette og Brian Vangsted samt USTC-koncernen. Begge parter trådte til i projektets sidste fase: »Hvis ikke I var dukket op på det tidspunkt, havde vi ikke stået her i dag. I reddede os fra at se drømmen forsvinde.«

Han sluttede af med en stor tak til klubbens bestyrelse og byggeudvalg: »I er sgu for seje. Vi har knoklet, vi har været presset, men vi har også grinet. Når det så sortest ud, så fandt vi sammen en løsning. Og vi gjorde det.«

Erik Yde: Samarbejde gav styrke

Herefter gik ordet til Erik Yde fra Blå Brobyggere, foreningen der opstod i samarbejde mellem Dykkerklubben Marsvinet og Bælthavnen for at samle kræfterne om at realisere Den Blå Bro.

»Vi er stolte i dag. Vi er rigtig stolte over at kunne samle så mange mennesker til indvielsen af både Maritimt Center Lillebælt og Den Blå Bro,« indledte han.

Erik Yde rettede en særlig tak til de håndværkere og havnebyggere, som havde arbejdet helt frem til få timer før indvielsen. »Det var just in time, men nu er vi færdige. Tak skal I have,« sagde han med et smil.

Han fortalte, hvordan foreningen Blå Brobyggere blev stiftet for to år siden for at stå stærkere i dialogen med fonde og myndigheder. »Vi fandt hurtigt ud af, at hvis vi skulle videre, måtte vi tale med én røst. Derfor samlede vi kræfterne og søgte i fællesskab de nødvendige tilladelser og midler.«

Resultatet er en bro, der både giver plads til dykkerklubbens aktiviteter og til Bælthavnens muslingedyrkning, men som også er åben for andre foreninger og interessenter. »Vi er allerede i dialog med flere forskellige, der kunne være med til at give liv på broen. Og mange har støttet projektet, hvilket har været vigtigt, når vi søgte fonde,« sagde Erik Yde.

Han kunne samtidig glæde sig over, at projektet har modtaget 3,2 millioner kroner i støtte. »Vi er glade for både midlerne og for den rådgivning og forståelse, vi har fået undervejs. I dag kan vi sige, at vi er færdige med projektet, og det er lækkert.«

Johannes Lundsfryd: Samarbejde er DNA’et

Til sidst trådte Middelfarts borgmester Johannes Lundsfryd Jensen op. Han pegede på, at projekterne er et skoleeksempel på den særlige samarbejdskultur, som kendetegner kommunen.

»Det er en fantastisk dag i dag. Når jeg går rundt og hilser på jer alle, så kender man næsten alle ansigter. Det er jo kernen i, hvordan vi arbejder her: vi løfter i flok,« sagde han.

Han understregede, at projekter som Maritimt Center Lillebælt kun kan realiseres, når erhvervslivet, foreninger, frivillige og kommune trækker i samme retning. »Når vi møder udfordringer – og det gør vi altid i store projekter – så lykkes vi næsten altid med at finde løsninger, hvor alle kan se sig selv. Det er vores DNA.«

Borgmesteren fremhævede, at centret både bliver et klubhus for dykkerklubben og et mødested for andre foreninger i kommunen. »Det viser storsind, at man skaber noget, som ikke kun er for en selv, men også til glæde for andre,« sagde han.

Han brugte også lejligheden til at pege på en større sammenhæng: havmiljøet. »Dykkerklubben formidler noget, vi andre normalt ikke ser. Under overfladen gemmer sig et farverigt univers, men vi har også en kæmpe udfordring med at passe på vores hav. Når dykkere kan måle flere meter dødt materiale på bunden af fjorden, er det alvorligt. Vi har et fælles ansvar for at handle, så vi bevarer rigdommene under havet.«

Borgmesteren sluttede af med at ønske alle tillykke og foreslå et trefoldigt hurra for centret og broen.

En ny æra ved Lillebælt

Med indvielsen er både Dykkerklubben Marsvinet-Lillebælt og Blå Brobyggere gået ind i en ny æra. Drømmen, der begyndte for 18 år siden, er nu blevet til virkelighed. Maritimt Center Lillebælt står som et multifunktionelt hus, der ikke kun giver dykkerne et nyt hjem, men også åbner dørene for andre foreninger og fællesskaber. Samtidig står Den Blå Bro klar som et symbol på samarbejde, maritim kultur og bæredygtig brug af Lillebælt.

For både Søren Nielsen, Erik Yde, Johannes Lundsfryd og de mange frivillige, fonde og bidragsydere, der har gjort det muligt, er indvielsen et bevis på, at langvarigt engagement, fællesskab og stædighed kan forvandle drømme til virkelighed.

Jacob Linnet før Hillerød-kampen »Det bliver en tæt kamp, hvor de små ting afgør«

0
Jacob Linnet før Hillerød-kampen »Det bliver en tæt kamp, hvor de små ting afgør«

MIDDELFART. Når Middelfart Boldklub lørdag tager imod Hillerød på hjemmebane, forventer Jacob Linnet en kamp, hvor marginalerne kommer til at spille en afgørende rolle.

»Jeg tænker, at det bliver en kamp som mange af vores seneste – en tæt kamp. Det var det også første gang, vi mødte dem, og jeg tror, det bliver det samme igen. De små ting kan afgøre, om det falder til den ene eller den anden side« siger han.

Linnet peger på, at holdet har løftet niveauet siden sæsonens første møde med Hillerød.

»Siden sidst er vi kommet mere op i tempo, og vi har sat noget rigtig godt sammen. Vi har vores eget spilkoncept, og vi tror på, at det kan bryde de fleste hold ned. Det handler om at fortsætte det, vi har gjort i de seneste kampe, og så lægge lidt ekstra på i felterne. For mellem felterne er vi fuldstændig på niveau med de andre hold, men det er i felterne, vi har tabt nogle af vores kampe« siger han.

Forberedelserne til kampen er sat ind op til weekenden, hvor fokus er på det taktiske.

»I dag kommer vi til at snakke igennem, hvilke rum vi gerne vil ramme, og hvordan vi vil angribe dem. Ellers har ugen været præget af restitution og spilletid til dem, der ikke har fået så mange minutter. Så det er først nu, at det taktiske for alvor sætter ind« forklarer Linnet.

At kampen spilles på hjemmebane er ifølge ham en klar fordel.

»Det betyder, at vi har fansene i ryggen, og at vi spiller på et underlag, vi kender bedre end modstanderne. Det giver en bedre fornemmelse af, hvor vi har hinanden, og det kan give os et ekstra løft« siger han.

Han ser også frem til stemningen på Middelfart Sparkasse Stadion.

»Der er altid en god stemning dernede. Mange af de samme mennesker kommer igen og igen, og der er en masse søde folk omkring holdet. Hvis vejret holder, så tror jeg, det bliver en rigtig fed stemning« siger Linnet.

Selv om resultaterne indtil nu ikke altid har faldet ud til Middelfarts fordel, ser han udviklingen som positiv.

»Jeg synes, vi har udviklet os rigtig godt. Stort set alle kampe er tætte, og det er ofte små ting eller personlige fejl, der har gjort forskellen. Hvis vi kan skære dem væk og blive mere skarpe i felterne, så tror jeg, der ligger rigtig mange point og venter på os her i anden runde af turneringen« siger Jacob Linnet.

Rødt valgforbund uden Socialdemokratiet: “Det handler om matematik”

0
Rødt valgforbund uden Socialdemokratiet: “Det handler om matematik”

POLITIK. Da SF, Radikale, Enhedslisten og Grøn Kultur fredag præsenterede deres nye valgforbund, blev Socialdemokratiet stående udenfor. Men det bekymrer ikke partiets lokale formand, Karsten Cordtz.

»Jeg synes, det er fint, at de samler sig, og jeg oplever det ikke sådan, at de distancerer sig fra os. Det er mere et spørgsmål om, at rent valgteknisk har de en idé om, at det største parti vinder på et valgforbund, og derfor har de lavet det med dem selv. Jeg ser frem til et godt samarbejde med dem,« siger han og tilføjer, at han ønsker partierne tillykke med, at de nu undgår stemmespild.

Risiko for isolation

At Socialdemokratiet i offentligheden kan blive opfattet som isoleret, anerkender Cordtz som en risiko, men han mener, at billedet er misvisende.

»Jeg kan jo godt komme med sådan en matematisk teknisk forklaring. Det ved jeg ikke, om folk abonnerer på, men det er jo en risiko, der er der. Der er nogen, der er rigtig godt inde i det og kan se det, og andre, der ikke kan. Det kan jeg ikke gøre så meget ved. Vi siger til gengæld, at vi har et rigtig godt samarbejde med partierne og forventer også at have det i den nye byrådsperiode. Vi ser det ikke som om, vi bliver skubbet væk.«

Valgtekniske overvejelser

Ifølge Cordtz handler det nye valgforbund først og fremmest om matematik og mandatfordeling – ikke om politik.
»Når man laver et valgforbund, så er der en matematisk model, der fordeler mandaterne. Der er en tendens til, at det største parti bliver tilgodeset. Vi er jo væsentligt større end de andre, og derfor har de sagt, at de ikke havde så meget lyst til at gå i forbund med os, fordi de gerne vil have fuld valuta for deres egne stemmer. Det kan man diskutere – vi kigger måske mere på det politiske, mens de kigger på det tekniske,« siger Cordtz.

Han nævner, at SF på et tidspunkt har udtrykt sig i samme retning, og det har han respekt for: »Det handler jo også for dem om at få mest muligt ud af deres stemmer. Og det respekterer jeg.«

Samme værdigrundlag

Selvom Socialdemokratiet ikke er med i valgforbundet, ser Cordtz fortsat stor politisk samhørighed.
»Jeg synes jo, vi ligger tæt på hinanden på en hel masse punkter. Derfor forventer jeg også, at vi får et godt samarbejde i en ny periode.«

Cordtz peger på, at der endda nationalt arbejdes på at ændre de modeller, der tilgodeser store partier i valgforbund. »Jeg ved, at der er nogen inde i centraladministrationen, der sidder og arbejder på, om man kan lave en anden model. Det er lidt indviklet, men der er forskellige systemer. I dag giver den gældende model en lille fordel til de store partier,« siger han.

Fortrøstningsfuld

På trods af at Socialdemokratiet i Fredericia ikke er en del af det nye valgforbund, er Cordtz rolig.
»Jeg er fortrøstningsfuld, og jeg ønsker dem tillykke med deres valgforbund,« siger han.

Læs også

Borgernes Liste med nye kandidater: Vil være borgernes stemme i Fredericia

0
Borgernes Liste med nye kandidater: Vil være borgernes stemme i Fredericia

POLITIK.Når fredericianerne går til kommunalvalg næste år, bliver det med en ny liste og nye navne på stemmesedlen. Borgernes Liste stiller med tre af kandidat, Charlotte Møller-Madsen, Christina Koch-Petersen og Karsten Byrgesen, der markerer sig med forskellige baggrunde – men med et fælles mål: at sætte borgerne i centrum og skabe en ny kurs for kommunen.

Charlotte Møller-Madsen: Ud med nepotismen

Charlotte Møller-Madsen har erfaring fra hjemmeplejen og peger på, at hun dér har set, hvor meget der kan gøres bedre i kommunen. Hun mener, at Fredericia lider under nepotisme og manglende vilje til at tænke nyt.

»Lige nu bruges der alt for meget nepotisme inde i den her kommune. Det skal bare lues ud i,« siger hun.

Hun kritiserer det nuværende byråd for at være for optaget af egen overlevelse frem for borgernes behov: »På nuværende tidspunkt virker byrådet som om, de mere hytter deres egen kage, og hvordan de bedst næste gang bliver valgt. Det burde i stedet være borgerne.«

Hun vil have fokus på natur, bosætning og uddannelse – og ikke bare følge nationale partilinjer. »Vi skal ikke bare sige ja til solceller, fordi andre siger det. Vi skal se på, hvad Fredericia har brug for.«

Christina Koch-Petersen: Mere fokus på små virksomheder

Erhvervsdrivende Christina Koch-Petersen stiller op med et klart erhvervspolitisk fokus. Hun mener, at Fredericia lægger for meget vægt på de store virksomheder og glemmer de små, som udgør over 90 procent af erhvervslivet.

»Vi har alt for meget fokus på kæmpe virksomheder, kæmpe lagerbygninger. Vi glemmer den lille håndværker, den lille produktionsvirksomhed,« siger hun.

Hun fremhæver også behovet for at gøre udbudsrunder enklere, så de små virksomheder kan byde ind. Samtidig har hun et særligt hjerte for at koble det erhvervspolitiske med det sociale – i sin egen virksomhed har hun ansat borgere med sociale udfordringer og set dem blomstre.

Hun vil også have folkeskolen til at give mere plads til håndværk, kreativitet og kultur – især for unge med særlige behov. »Vi skal have mere opfindsomhed og kreativitet ind i folkeskolen, så flere kan udfolde deres evner.«

Karsten Byrgesen: Vagthunden på rådhuset

Karsten Byrgesen, der allerede er en kendt skikkelse i lokalpolitik, beskriver Borgernes Liste som »partiet med den sunde fornuft«. Han vil sætte borgerne i centrum og fortsætte sin rolle som vagthund over for kommunen.

»Jeg får ofte meget personlige henvendelser fra borgere, som beder mig tage deres sag op. Og det gør jeg. Jeg undersøger tingene og går direkte til forvaltningen, og typisk viser det sig, at der er noget galt,« siger han.

Han er særligt kritisk over for kommunens behandling af familier og børn: »På familieområdet har vi et område i frit fald. Det samme gælder børneområdet. Det eneste, der ikke er i frit fald, er budgetterne – de stiger.«

Leder: Socialdemokratiet er isoleret i Fredericia

0
Leder: Socialdemokratiet er isoleret i Fredericia

Fredag den 3. oktober blev en skillelinje i fredericiansk politik. Med præsentationen af et nyt rødt valgforbund mellem SF, Radikale, Enhedslisten og Grøn Kultur står Socialdemokratiet udenfor. Isoleret. Som Palle alene i verden.

Det er ikke bare en teknisk konstruktion, men et vidnesbyrd om et kommende magtskifte. Socialdemokratiet har i mere end et århundrede været byens dominerende kraft. Borgmesterkæden har næsten haft karakter af arvegods. Men med ét er billedet ændret: Den røde blok kan godt samle kræfterne, men de samler sig ikke omkring Socialdemokratiet. Tværtimod.

I de seneste måneder har socialdemokratiske fodsoldater i kommentarspor og delinger på sociale medier tegnet et billede af et tæt samarbejde mellem A, F og Ø. At Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten stod skulder ved skulder i en fælles front. Men billedet har hele tiden været mere ønsket end virkelighed. For samarbejdet har aldrig for alvor eksisteret.

Det blev tydeligt, da borgmester Christian Bro i et interview med TV Syd blev spurgt til forholdet til Enhedslisten og svarede, at Cecilie Roed Schultz »jo bare kunne ringe til ham«. Den bemærkning afslørede ikke et tæt forhold, men et fravær af dialog. Det er svært at tale om samarbejde, når den ene part henviser til telefonen i stedet for til fælles politik.

Derfor er det ikke overraskende, at Cecilie Roed Schultz nu står centralt i et valgforbund uden Socialdemokratiet. Hun har i mange år været en markant stemme i byrådet, og med erfaring, netværk og en konsekvent politisk profil fremstår hun som en reel udfordrer til borgmesterposten i rød blok. Når Socialdemokratiet ikke kan tælle til 11 uden et valg i Jacob Bjerregaard-størrelsen, bliver Enhedslistens frontfigur den mest realistiske kandidat. Hun kan blive tungen på vægtskålen, hun er arbejdsom, dygtig og populær.

Samtidig har SF med Malene Søgaard-Andersen markeret sig som et spidskandidat med gennemslagskraft. Hun er kendt for grundige analyser og en politisk energi, der kan sikre SF et stærkt valg. Når Radikale og Grøn Kultur føjes til, står vi med en alliance, der ikke bare er en teknikalitet, men et signal: Socialdemokratiet er ikke længere selvskrevet til at samle rød blok.

På den anden side af byrådssalen styrker Det Konservative Folkeparti sin position. Tommy Rachlitz Nielsen har indgået valgforbundet »Sammen om Fredericia« med Alternativet og Moderaterne. Det kan give flere mandater, og han har allerede givet garanti for, at Fredericia får en borgerlig borgmester, hvis de blå partier kan samle 11 mandater.

Dermed står magtbalancen i Fredericia mere åben, end vi har set i årtier. På venstrefløjen er Cecilie Roed Schultz trådt frem som en reel borgmesterkandidat. På højrefløjen står Konservative stærkere end længe. Tilbage står Socialdemokratiet – alene.

Vi har set tegnene før. Både i budgetforligene i 2024 og 2025 kunne partierne finde hinanden uden Socialdemokratiet. De forhandlede, de indgik aftaler, de leverede løsninger udenom borgmesteren. Med valgforbundene i dag er det samme billede blevet gjort teknisk og officielt.

For Fredericia betyder det, at Socialdemokratiets tid som byens ubestridte magtparti kan være forbi. Det behøver ikke være et tab for byen. Tværtimod kan det åbne for nye alliancer, bredere samarbejder og en politisk kultur, hvor flere stemmer får vægt. Når et parti har siddet på magten i generationer, kan stagnation blive prisen.

Spørgsmålet er derfor ikke længere, om Socialdemokratiet kan fastholde borgmesterkæden alene. Spørgsmålet er, om partiet overhovedet kan indgå som den samlende kraft, de selv ønsker at fremstå som. For lige nu er virkeligheden enkel: Socialdemokratiet står udenfor. Og i politik er der intet, der er mere risikabelt end isolation.

Måske venter der fire år på bænken for Socialdemokratiet i Fredericia. Og mon ikke, at der blandt de socialdemokratiske kandidater allerede nu er flere, der er villige til at acceptere den pause, hvis prisen til gengæld er, at partiet kan vende tilbage til magten næste gang – med en ny borgmesterkandidat, der ringer til de øvrige partier. En ting er sikkert: Valget i Fredericia kan man ikke spå om, og hver dag giver nye aspekter.

Konservative indgår valgforbund: Sammen om Fredericia

0
Konservative indgår valgforbund: Sammen om Fredericia

KV25. Det Konservative Folkeparti i Fredericia går til kommunalvalget i et nyt teknisk valgforbund sammen med Alternativet og Moderaterne. Aftalen er indgået under overskriften “Sammen om Fredericia” og skal sikre, at de tre partier står stærkere i stemmefordelingen.

For de konservative markerer det en ny kurs, hvor partiet tydeligt placerer sig som en brobygger i lokalpolitikken. Fokus er på samarbejde og visioner for byens udvikling frem for taktiske studehandler.

»For os handler det ikke om, hvem der får hvilke udvalgsposter, eller hvem der peger på hvem. Det handler om, hvad der er bedst for Fredericia. Vi tror på, at samarbejde og respekt for forskellighed er vejen frem,« lyder det i en fælles udtalelse fra de tre partier.

Ifølge de konservative er der ikke tale om en politisk alliance, men om et teknisk samarbejde, der giver vælgerne mere indflydelse. Valgforbundet skal styrke de tre partiers stemmer i det kommunale valgsystem og samtidig sende et signal om, at politik i Fredericia bør handle om værdier og løsninger – ikke om blokpolitik.

Et vigtigt princip i aftalen er, at der ikke er truffet beslutning om, hvem partierne peger på som borgmester. De konservative og deres samarbejdspartnere lægger i stedet vægt på, at vælgernes dom respekteres, og at forhandlingerne om borgmesterposten først finder sted efter valget.

Med dette valgforbund placerer Det Konservative Folkeparti sig i midten af det politiske landskab i Fredericia. Partiet er dermed med til at samle en ny konstellation, der ønsker at skabe et grønnere, mere åbent og inkluderende Fredericia, men uden at binde sig til faste blokke.

Med “Sammen om Fredericia” inviterer de konservative, sammen med Alternativet og Moderaterne, borgerne ind i et valgforbund, hvor samarbejde, ansvarlighed og respekt for vælgernes afgørelse står øverst på dagsordenen.

Læs også

Nyt valgforbund i Fredericia: Socialdemokratiet står udenfor

0
Nyt valgforbund i Fredericia: Socialdemokratiet står udenfor

KV25. Op til kommunalvalget i Fredericia er der nu trukket klare linjer på centrum-venstre-fløjen. SF og Radikale Venstre har valgt at udvide deres valgforbund, og i denne omgang er også Enhedslisten og Grøn Kultur en del af samarbejdet. Dermed samler fire partier kræfterne – men uden Socialdemokratiet, som står udenfor.

Valgforbundet er ifølge partierne selv skabt omkring tre fælles pejlemærker: et grønnere og mere bæredygtigt Fredericia, en stærk velfærd med ordentlige arbejdsvilkår samt en mangfoldig og humanistisk by med et aktivt kulturliv.

Spidskandidat for SF, Malene Søgaard-Andersen, glæder sig over, at der er skabt et bredere samarbejde. »SF er glade for, at der kan laves et valgforbund, hvor Fredericias centrum-venstrefløj kan samles. Hvis Fredericia skal udvikles yderligere ift. velfærd, grøn omstilling og kulturelt, er der behov for en stærk centrum-venstrefløj i byrådet.«

Hos Radikale Venstre ser spidskandidat Kirsten Vad Knudsen frem til en fælles valgkamp. »Vi ser frem til en spændende og engageret valgkamp, hvor vi får sat fokus på væsentlige værdier – f.eks. en stærk velfærd blandt andet konkretiseret i gode folkeskoler.«

Fra Grøn Kultur peger Preben Hoffmann Rosenberg på en ny dagsorden. »Jeg forudser, at dette bliver et stærkt grundlag for at sætte ’Fredsvision Fredericia’ på den politiske dagsorden og derigennem – som en del af den folkelige dannelse – at italesætte fred som en reel mulighed.«

Cecilie Roed Schultz fra Enhedslisten fremhæver de muligheder, samarbejdet giver. »Vi er glade for, at vi nu står sammen i et valgforbund. Det giver os mulighed for at samle kræfterne og presse på for en bedre retning for Fredericia – med stærkere velfærd, en grønnere kommune og en by med plads til alle.«

Socialdemokratiet udenfor

Det nye valgforbund samler altså fire partier, der traditionelt ofte har stået tæt på Socialdemokratiet i byrådsarbejdet. Men Socialdemokratiet i Fredericia er ikke en del af aftalen. Partiet går dermed til valg uden et teknisk samarbejde, mens SF, Radikale, Enhedslisten og Grøn Kultur kan trække på hinanden i stemmefordelingen.

Pressemøde på mandag
De fire partier præsenterer officielt samarbejdet ved et pressemøde foran Fredericia Rådhus mandag den 6. oktober klokken 13.00. Med dette træk står Socialdemokratiet isoleret, mens de øvrige partier på venstrefløjen samler sig om en fælles strategi og tre klare politiske værdier.

Malthe Hejsel ude i seks måneder med hjertemuskelbetændelse

0
Malthe Hejsel ude i seks måneder med hjertemuskelbetændelse

SPORT. Fredericia Håndboldklub må desværre se bort fra Malthe Hejsel i de kommende seks måneder. Efter kampen mod GOG i lørdags blev Malthe dårlig og har siden været indlagt på Odense Universitetshospital.

Her har han gennemgået en række undersøgelser, og diagnosen er hjertemuskelbetændelse (myokarditis). Det betyder, at Malthe ikke kan spille håndbold det næste halve år.

»Det er en vanskelig situation at undvære en profil som Malthe – særligt i en periode, hvor vi i forvejen er udfordret af skader i truppen. Men når sygdom er inde i billedet, er håndbolden ikke det vigtigste. Vi er glade for, at udsigterne er gode for, at Malthe kan vende tilbage på fuld styrke og uden mén,« siger direktør Thomas Renneberg-Larsen.

Han understreger samtidig, at klubben vil støtte Malthe bedst muligt i forløbet.

»Vi stiller vores sundhedsstab til rådighed og vil være i tæt dialog med Malthe for at sikre en god og sikker tilbagevenden til håndboldbanen. Malthe har det godt efter omstændighederne og glæder sig til at komme tilbage og heppe på holdet fra sidelinjen.«

For Fredericia Håndboldklub betyder fraværet af Malthe Hejsel, at truppen skal rykke tættere sammen i en periode med et tæt kampprogram.

»Vi må fordele de ressourcer, vi har, og tage en kamp ad gangen – også med opstarten af European League lige om hjørnet,« siger Thomas Renneberg-Larsen.

Klubben kigger allerede på mulighederne for at tilknytte en ekstra spiller.

»Det er ikke nogen nem opgave midt i sæsonen, men vi vil undersøge de muligheder, der måtte være,« siger direktøren.

Mand og kvinde varetægtsfængslet for indbrud i Middelfart

Mand og kvinde varetægtsfængslet for indbrud i Middelfart

0
KRIMI. En 31-årig mand fra Esbjerg og en 49-årig kvinde fra Odense blev anholdt den 21. december 2025 sigtet for to indbrud begået den...