Danskledet tekstilprojekt sætter nye standarder for genanvendelse af tøjaffald

0

Danmarks første store tekstilprojekt, ReSuit, har på tre år udviklet processer, der kan omdanne polyester i tøjaffald til nye råmaterialer og defineret nye standarder for fremtidens cirkulære tøjdesign.

Mere tøj designet til genanvendelse og nye teknologier, der kan omdanne tøjaffald til nye tekstiler. Det er hovedambitionerne i tekstilprojektet ReSuit, der i tre år har arbejdet på at udvikle nye løsninger i et partnerskab, der tæller både forskere, designspecialister, adfærdseksperter samt tekstil-, mode- og genanvendelsesvirksomheder.

– ReSuit er det første store tekstilprojekt, hvor aktører på tværs af brancher og fagligheder er gået sammen om løsninger til den grønne omstilling af tøj- og tekstilindustrien. Opgaven er kompleks, men vi er nået længere, end vi havde turdet håbe på. Og vi har vist, at store, tværfaglige partnerskaber er vejen frem i den grønne omstilling, fortæller projektleder Jeppe Holmehave fra Teknologisk Institut.

Ny proces omdanner gammel polyester til ny
Et vigtigt fokus i projektet har været polyester, som på verdensplan udgør over halvdelen af alle tøjfibre. I samarbejde mellem Aarhus Universitet, tyske Fraunhofer og Teknologisk Institut er der udviklet to processer til genanvendelse af tøjaffald.

Den ene, en såkaldt dissolution-proces, kan behandle tøjaffald, så polyesteren skilles ud og renses for farve- og tilsætningsstoffer. Resultatet er genanvendt polyester (rPET) i så god en kvalitet, at det kan indgå i ny polyester. Helt konkret er det lykkedes at spinde ny polyestertråd med 40 procent rPET.

Teknologien til at genanvende polyester er stadig under udvikling, men allerede nu ser det ud til at kunne lade sig gøre med et markant mindre miljøaftryk. Dermed kan det bane vej for tekstil-til-tekstil genanvendelse af polyester.

Komplekst tøjaffald omdannes til råmaterialer
Den anden proces er en potentiel løsning til, hvordan komplekst tøjaffald kan genanvendes – altså tekstiler, der er så sammensatte og forarbejdede, at de i dag regnes for at være uegnede til genanvendelse.

I ReSuit er der kørt vellykkede forsøg, hvor tøjaffald under påvirkning af varme og tryk, også kaldet hydrotermisk likvefaktion (HTL), omdannes til en bio-olie, der kan opgraderes til kemiske byggesten for produktion af brændstof og nafta. Polyesterdelen i det blandede tøjaffald bliver omdannet til såkaldt tereftalsyre (TPA), som er den primære byggesten i polyester.

– HTL har vist sig at være en effektiv metode til at genanvende det sværest tænkelige tekstilaffald. At vi rent faktisk kan omdanne netop dét til nye råmaterialer er et gennembrud. Prisen for materialerne skal være konkurrencedygtig, og vi forventer, at yderligere opskalering og forbedring af teknologierne vil bane vej for cirkulære råmaterialer, der kan konkurrere på markedet, fortæller lektor Patrick Biller fra Institut for Bio- og Kemiteknologi ved Aarhus Universitet.

Nye standarder for cirkulært tøjdesign
Sideløbende med det teknologiske udviklingsarbejde har BESTSELLER, Designskolen Kolding og tekstilservicevirksomheden Elis arbejdet på at sætte nye standarder for tøjdesign, der har længere levetid hos forbrugeren og kan blive genanvendt, den dag tøjet kasseres. Et konkret resultat af arbejdet er BESTSELLERS cirkulære designguide, der skal inspirere både BESTSELLERS egne brands og den øvrige tekstilindustri til at tænke og handle i nye baner, der forlænger tøjets levetid og gør tøjet nemmere at genanvende. Blandt andet sælger BESTSELLER nu tøjkollektioner designet efter principperne i designguiden.

– I BESTSELLER er vi fuldt bevidste om modeindustriens udfordringer, men vi har også størrelsen og kompetencerne til at være en del af løsningen. Derfor gik vi ind i ReSuit med åbne øjne og med en forståelse for, at innovation spiller en afgørende rolle i omstillingen af modebranchen til en mere bæredygtig industri. Innovation er bedst i samspil med andre aktører. Derfor er ReSuit et unikt projekt, der tager en holistisk tilgang til problemet ved at se på alle faser af tøjets livscyklus – fra designfasen til brugsfasen og genanvendelsesfasen. Dette fokus på hele processen er afgørende for at skabe en mere bæredygtig fremtid inden for modebranchen, fortæller Camilla Skjønning Jørgensen, Materials & Innovation Manager hos BESTSELLER.

ReSuit er støttet af Innovationsfonden og er et samarbejde mellem Aarhus Universitet, Teknologisk Institut, Fraunhofer, Crossbridge Energy, BESTSELLER, Elis, Behave Green og Designskolen Kolding.

3500 skolebørn inviteres til koncerter

0

I samarbejde med det nationale kompetencecenter Levende Musik i Skolen (LMS) kan Kolding Kommune nu offentliggøre, at den store børnekulturelle begivenhed LMS Showcase 2024 finder sted i Kolding.

Onsdag den 25. september 2024 inviteres tusindvis af skoleelever fra Kolding Kommune til en dag med professionelle koncerter og spændende kulturworkshops.

Showcasen, der har form som en endagsfestival, vil i år bestå af mere end 25 skolekoncerter spillet af professionelle musikere. Hertil kommer en række kulturaktiviteter og workshops udbudt af lokale Åben Skolen-aktører.

Hele herligheden afvikles på kendte spillesteder og kulturspots i Kolding midtby – herunder GODSET, Elværket og Nicolai – og på nuværende tidspunkt forventes det, at godt 3500 skoleelever kommer til at deltage i dagen. Hans Holmer, der er formand for børn- og uddannelsesudvalget i Kolding Kommune, fortæller:

– Vi er rigtige glade for at Levende Musik i Skolens showcase kommer til Kolding. Det er en rigtig god mulighed for at skoleelever kan opleve koncerter og stifte bekendtskab med professionelle musikere

LMS Showcasen byder på koncerter for alle alderstrin, som tilbydes til alle skoler i Kolding Kommune.

Stor åbningskoncert skyder showcase i gang
Som enhver anden festival skydes LMS Showcase naturligvis i gang med et brag. Om morgenen d. 25. september afholdes et stort åbningsshow med taler, lokale indslag og en mini-koncert med en af LMS’ mange professionelle musikere. Her ankommer showcasens voksne gæster, der udgøres af flere hundrede fagfolk og politikere fra skoleverden og kulturliv i hele landet.

Netop dét at facilitere mindeværdige og fællesskabende oplevelser til børn og unge, er også det, som Kolding Kommune og LMS sammen håber at kunne gøre med LMS Showcase 2024:

– Når vi sender 3500 elever til koncerter, handler det om at understøtte børns læring, den daglige undervisning og skolernes arbejde med fællesskaber. Det handler om at være sammen om og dele en musikalsk oplevelse, og det giver det børnene en anden vinkel ind i et fællesskab, siger børn- og uddannelsesformand Hans Holmer

De 25 koncerter bliver afviklet i tæt samarbejde med spillesteder og kulturinstitutioner i Kolding midtby – herunder som nævnt GODSET, Elværket og Nicolai, og det glæder Ole Martensen, som er formand for udvalget Kultur i Kolding Kommune.

– Det giver børnene en mulighed for at komme ud og se og opleve nogle spændende kultursteder, som de ikke kender til i forvejen. I kulturudvalget arbejder vi netop for, at alle børn skal kende det rige udbud af kultur, som findes i kommunen.

For både Kolding Kommune og LMS er det i samarbejdet om LMS Showcase 2024 vigtigt, at begivenheden forankres lokalt. Foruden brugen af de lokale spillesteder er det derfor aftalt, at et hold af lokale skoleelever bliver hyret som KulturCrew, som er med bag kulisserne og påtager sig rollen som værter og stage-crew.

– Med KulturCrew bliver børnene medskabere af et kulturelt arrangement. De kommer bag kulisserne og oplever, at man selv kan få ting til at ske, fortæller kulturudvalgsformand Ole Martensen.

Også de voksne gæster fra Kolding vil desuden få mulighed for at søge ny inspiration og udfordringer til showcasen. Musiklærere fra kommunen inviteres nemlig til en række eftermiddagskurser, med fokus på faglig opkvalificering af musikundervisningen i skolen.

Om Levende Musik i Skolen
Levende Musik i Skolen (LMS) er et nationalt kompetence- og formidlingscenter, hvis primære formål er at arrangere professionelle skolekoncerter for alle landets børn og unge.

LMS er Danmarks største koncertarrangør og sikrer med godt 3000 årlige koncerter over 350.000 børn og unge adgang til en uvurderlig skat af musikalsk kulturarv uanset geografi, opvækstbetingelser og eventuelle særlige behov.

LMS afholder hvert år skiftevis LMS Festival og LMS Showcase i samarbejde med en partnerkommune. Eventet er et udstillingsvindue for skolekoncerterne og netværksmulighed for alle, der arbejder med professionel kulturformidling til børn og unge. Der deltager flere hundrede gæster fra ind- og udland.

Ny friluftspavillon skal få flere børn ud i naturen

0

Den nye friluftspavillon skal ligge i Vifdam-parken i Kolding midtby.

Børn og unge tilbringer langt mindre tid i naturen end tidligere generationer. Det gør sig i særlig høj grad gældende for børn i byerne. Derfor vil Kolding Kommune opføre en såkaldt friluftspavillon, der skal fungere som et mødested for børn og unge i den bynære natur.

Den nye friluftspavillon skal placeres i Vifdam-parken i Kolding midtby og er en del af et projekt, som Friluftsrådet og Danmarks Idrætsforbund med støtte fra Nordea-fonden står bag. Kolding er sammen med fire andre byer udpeget som fyrtårnskommune for friluftspavilloner, der skal inspirere andre kommuner.

– Undersøgelser peger på, at ophold i naturen har en stor positiv betydning for børn og unges trivsel og med den nye friluftspavillon i Vifdam får vi nogle helt nye muligheder for at kunne tilbyde nogle gode rammer for at kunne mødes i naturen. Derfor er vi også meget glade for at blive udpeget som fyrtårnskommune og blive en del af projektet, hvor vi får god sparring fra Friluftsrådet og Danmarks Idrætsforbund til at skabe muligheder for aktive børn- og unge-fællesskaber i naturen, siger formand for udvalget Plan og Teknik Jakob Ville.

Der er startskud til projektet den 8. februar, når repræsentanter fra Kommunen mødes med Danmarks Idrætsforbund i Kolding og forventningen er, at der står en færdig friluftspavillon i 2025.
I alt er der 1,6 mio. kr. til at udvikle og bygge friluftspavillonen. Halvdelen af finansieringen kommer fra fondsmidler, mens Kolding Kommune bidrager med den anden halvdel.

Brugerne skal inddrages
I løbet af foråret skal en bred vifte af de kommende brugergrupper inddrages i en idéfase. Der vil derfor blive sendt invitationer ud til blandt andet Ålykkeskolen, Midtbyens Børnehus, Låsbyhøj, Nicolai for Børn og Latinerkvarteret.

– Som et af de første skridt i projektet vil vi involvere en bred skare af potentielle brugere og bede dem om forslag og input til, hvad der skal til for, at friluftspavillonen kan give den størst mulige værdi til området. Det er helt afgørende, at vi får den bedst mulige pulje af idéer vi kan gå videre med og derfor håber jeg, at der er mange, der takker ja til at bidrage, siger Jakob Ville.

Det er samtidig også planen, at friluftspavillonen skal tænkes sammen med et kommende klimatilpasningsprojekt i Vifdam og et kommende byudviklingsprojekt i Låsbygade, og i den forbindelse skal pavillonen også fungere som en formidlingsstation for disse projekter.

Friluftspavillonens endelige placering i Vifdam-parken sker i samarbejde med borgerne i området og BlueKolding.

Om de nye friluftspavilloner i fem fyrtårnsbyer
Kolding, Høje Taastrup, Aalborg, Roskilde og Holbæk er udvalgt som fyrtårnskommuner af Friluftsrådet og DIF til kommende friluftspavilloner. Nordea-fonden støtter indsatsen, der skal få flere børn i byerne ud i naturen både i institutionerne, i skolerne og i fritiden.

Nils glæder sig til shows i Vejle efter et halvt år på verdensturné med DGI Verdensholdet

0

Efter seks måneder ude i verden er Nils Kafton Foss klar til at give den fuld gas, når han skal optræde sammen med DGI Verdensholdet i Vejle den 11. og 14. april. Det bliver et show med inspiration fra hele verden.

Smukke bevægelser, vilde spring, et kæmpe lysshow og god musik. Det er noget af det, du kommer til at opleve den 11. og 14. april i Vejle, når DGI Verdensholdet skal lave show som en del af deres ultimative Danmarksturné.
En oplevelse, som Nils Kafton Foss glæder sig særligt meget til at give alle i byen.

– Vejle er min hjemstavn. I Spektrum har jeg både siddet til skriftlig eksamen i min gymnasietid, lavet et hav af opvisninger med mange forskellige hold og haft en suveræn afslutning på vores Take Off turné sidste efterår, siger Nils.

Der er sket meget med showet KATA, siden holdet forlod Danmark i oktober sidste år. Instruktørerne har sammen med gymnasterne udviklet showet med inspiration fra deres rejse i hele verden. Tyskland, Luxembourg, Singapore, Malaysia, Sydkorea, Australien, Mexico, Argentina og Uruguay.

– Siden, vi tog fra Danmark, er alle indslag blevet gennemarbejdet af os gymnaster, og hele showet har været en tur på værksted. Det er både blevet vendt på hovedet og eksperimenteret med. Der er kommet nye indslag til, mens andre er blevet skåret fra, siger Nils.

I showet KATA behandler DGI Verdensholdet temaerne hengivenhed, kontrol og frygt.

– Vi stiller os selv spørgsmålene; hvornår skal vi give slip, kaste os ud i det uvisse og blot lade os forføre af vores omgivelser, og hvornår skal vi insistere på at holde fast og sætte grænser. En balancegang vi alle må forholde os til i en foranderlig hverdag for ikke at fare vild i vores omgivelser og i os selv, lyder det fra instruktørerne, Tine Lebech Krog og Emil Smedegaard.

Nils håber på at lave show for fulde huse, og han lover at gøre alt for, at det bliver et show i absolut verdensklasse.

– Jeg vil give den fuld gas på gulvet og tage nogle chancer, som viser min gymnastiske udvikling, siden jeg sidst stod på showgulvet i Danmark. Det handler om at komme længere ned i benene, svæve dét højere i luften og at have det for fedt på samme tid, siger Nils og tilføjer.

– Jeg håber, at publikum i Vejle viser sin fulde begejstring for vores show KATA – hepper, hujer og griner med os. Jeg håber, at det bliver en mindeværdig oplevelse både for publikum og for os som gymnaster.

Billetter til showet i Vejle den 11. og 14. april kan købes på www.verdensholdet.dk

Fakta

  • DGI Verdensholdet består af 28 af Danmarks bedste gymnaster.
  • Holdet bliver udtaget hvert andet år, og gymnasterne går på holdet fuld tid i et år.
  • Holdet har rejst rundt i verden i et halvt år, hvor de har lavet shows og workshops.
  • De har besøgt Tyskland, Luxembourg, Singapore, Malaysia, Sydkorea, Australien, Mexico, Argentina og Uruguay.
  • DGI Verdensholdet optræder i 17 forskellige danske byer som en del af deres Danmarksturné.

KIF glippede comeback mod Aalborg

0

I en intens og actionfyldt håndboldkamp på udebane, sikrede Aalborg Håndbold sig en sejr på 28-26 mod KIF Kolding, hvilket cementerer deres position i toppen af den danske håndboldliga.

Fra starten af kampen satte Aalborg et højt tempo og dominerede første halvleg. De gik hurtigt i front og opbyggede en imponerende føring på 16-6, inden de gik til pause med en føring på 17-10.

I anden halvleg var det en anderledes kamp. Aalborgs koncentration begyndte at svigte, hvilket gav KIF Kolding mulighed for at kæmpe sig tilbage i kampen. Hjemmeholdet udnyttede dette momentumskifte og reducerede Aalborgs føring til 22-19 midtvejs i halvlegen.

Kampen spidsede til i de sidste minutter, hvor KIF Kolding havde to gyldne muligheder for at udligne resultatet.  Hjemmeholdet misbrugte de disse chancer, og Aalborg kunne dermed gå fra kampen som sejrherrer med en 28-26 sejr.

Med denne sejr forstærker Aalborg deres position i ligaen og er nu fem point foran Fredericia Håndboldklub, der ligger på andenpladsen, men Fredericia har spillet en kamp færre. På den anden side finder vi KIF Kolding, der nu er á point med Lemvig-Thyborøn på ligaens sidsteplads.

Uenighed om boliger på Thorsvej

0


På byrådsmødet mandag i Middelfart Kommune blev der truffet en vigtig beslutning omkring udviklingen af boliger ved Thorsvej i Kauslunde. Efter en offentlig høringsperiode, der løb fra den 8. november til den 6. december 2023, hvor der blev modtaget i alt 7 høringssvar omhandlende forskellige bekymringer såsom trafiksikkerhed, fremtidig anvendelse af området, og bevaring af landsbymiljøet, nåede byrådet frem til en endelig vedtagelse af lokalplan 224. Det var dog ikke uden uenighed i byrådssalen.

Forvaltningen foreslog, og byrådet vedtog, at lokalplan 224 vedtages endeligt med specifikke ændringer for at imødekomme høringssvarene og forbedre planens bæredygtighed og integration i lokalområdet. Disse ændringer omfatter blandt andet etablering af levende hegn mod stier for at sikre privatliv og reduktion af byggeretten fra 3.200 m² til 3.000 m². Derudover tilføjes det i lokalplanens redegørelse, at der ligger en øvelsesplads ca. 500 meter øst for lokalplanområdet, hvilket er relevant for områdets fremtidige beboere.

Lokalplan 224 åbner op for opførelsen af tæt-lav boligbebyggelse på et ca. 1,9 ha stort areal syd for Thorsvej, som tidligere har været anvendt til landbrugsareal. Planen understøtter kommuneplanens vision om at udvide boligtilbuddet i Kauslunde og bidrager til en bæredygtig byudvikling med fokus på biodiversitet, energieffektivitet og integration med den eksisterende infrastruktur.

De indkomne bemærkninger fra den offentlige høring blev adresseret i en hvidbog, og forslag til besvarelser af disse blev godkendt som en del af byrådets beslutning. Ved at vedtage lokalplan 224 med de foreslåede ændringer sikrer Middelfart Kommune, at udviklingen af boliger ved Thorsvej sker med hensyntagen til både lokalbefolkningens bekymringer og en bæredygtig fremtid for området.

Sagen kom til afstemning

Da borgmester Johannes Lundsfryd (A) ville godkende sagen, rakte Jonas Jensen fra Nye Borgerlige hånden i vejret. Borgmesteren spurgte, hvad Jensen havde at sige, hvorefter han sagde: – Jeg vil gerne have sagen til afstemning.

En håndsoprækning viste, at Enhedslistens Lasse Schmücker og Jonas Jensen var uenig i forslaget, men da den resterende del af byrådet stemte for, blev lokalplanen vedtaget.

Drejensvej spærret på grund af vand

0

Det seneste døgns massive mængder nedbør får nu konsekvenser for beboerne på det østligste af Drejens halvøen. Drejensvej er spærret af vand i en lavning lige øst for nummer husnummer 25.

Som så mange andre steder er jorden mættet af vand, og terrænets udformning betyder desværre, at vandet samles på tværs af kørebanen i en dybde der er mere end hvad almindelige køretøjer kan passere. Derfor er vejen spærret, og dermed er beboerne på det østlige af Drejens teknisk set spærret inde.

Kolding Kommune har i samarbejde med TrekantBrand og Beredskabsstyrelsen vurderet at det ikke er muligt at pumpe vandet væk. Der er derfor opstået en situation, hvor vandet ad naturlig vej skal løbe væk fra lavningen. Det er ikke på nuværende tidspunkt muligt at vurdere, hvornår vejen igen er farbar.

Hjemmeværnet er også tilkaldt med terrængående redningskøretøj, og står standby i tilfælde af, at der er behov for en akut indsats i forhold til brand eller andre akutte nødstilfælde.

Skoleklasse fik smag for rådyr

0

En 5. klasse fra Fjordbakkeskolen afdeling Skærbæk fik tirsdag smag for rådyr, bogstaveligt talt. Overskydende kød, som Fredericia Kommune var i besiddelse af, er blevet givet til flere folkeskoler, hvorefter de har hørt om fortællingen med det og samtidig fået muligheden for at tilberede det i hjemkundskab.

Hvert år skydes der dyr i dyrehaven af Fredericia Kommune. Efterfølgende sælger kommunen det til borgere, men der var for meget tilbage af kødet fra sidste år, inden det havde udløbsdato, og derfor tog naturvejleder i Fredericia Kommune, Bjarne Christensen, kontakt til skoler i Fredericia Kommune, der har hjemkundskab på programmet. Det har man i 5. klasse, og derfor har naturvejlederen tidligere været ude på blandt andet Frederiksodde Skolen og Kirstinebjergskolen afdeling Bøgeskov, inden turen tirsdag var kommet til Fjordbakkeskolen i Skærbæk.

Med sig ud på skolen havde Bjarne Christensen formand for Klima-, Natur- og Miljøudvalget, Tommy Rachlitz Nielsen (C). Foruden at være formand for det relevante udvalg, er Tommy også jæger, ligesom Bjarne, og det er derfor et emne, som den konservative gruppeformand kender til fra nært hold.

Netop kødet, som var på programmet, skulle laves, så det kunne komme i madpandekager. Bjarne Christensen forklarer, at madpandekager altid er en sikker vinder blandt børn. Efter at have forklaret om dyret i plenum i 15-20 minutter, gik forberedelserne til madlavningen i gang. Eleverne blev inddelt i hold og begyndte at gøre grøntsagerne klar, inden det blev tid til at snitte kødet i små stykker efter instruktion fra Bjarne Christensen.

– Det er en anden slags kød, end det de normalt ser. Man kunne se ved håndsoprækning, at ikke mange af dem har prøvet at smage det før, så det er spændende for eleverne at prøve noget andet end normalt, siger naturvejlederen og påpeger, at kødet er lokalt:

– Det er det i dén grad. Det er ude fra Fuglsang, og det er kød, som er dyrt i indkøb, som eleverne får at smage. De har alle haft et godt liv.

Det at komme ud og fortælle om dyrenes liv, og derefter tilberede det giver god mening for Bjarne.

– Det er én ting at gå ned og købe noget kød, og noget andet er, at det her faktisk kommer fra vores lokale dyrehave, og på den måde får en snak om dyr. Det synes jeg faktisk er ret vigtigt. Det er lærerigt for dem, synes jeg, siger Bjarne Christensen.

Og maden faldt også i god jord. Efter en halv times tid i køkkenet var eleverne klar til at spise den mad, som de selv havde lavet.

Region Syddanmark vil anmelde tre borgere for stort forbrug af medicin

0
(Foto: Avisen)

Regionen vil politianmelde tre borgere, der har indløst recepter med usædvanligt store doser Ozempic. Derudover bliver 44 sager om ordinering af Ozempic sendt til Styrelsen for Patientsikkerhed til nærmere undersøgelse.

Tre borgere i Region Syddanmark har på et år indløst recepter på diabetesmedicinen Ozempic, der svarer til mere end tre års maksimalt forbrug. Det vækker opsigt, da Ozempic kun har en holdbarhed på tre år.

Efter en grundig gennemgang beder Region Syddanmark nu politiet undersøge de tre sager.

Regionsrådsformand Bo Libergren (V) siger:

– Det er vigtigt at få undersøgt det til bunds og få afklaret, hvis der er foregået noget ulovligt. Vi har en bekymring i nogle specifikke sager med usædvanligt høje doser, og derfor beder vi nu andre myndigheder om hjælp til at undersøge det. Ozempic er medicin til diabetespatienter, der virkelig har behov for det, og vi kan selvfølgelig ikke tolerere, hvis nogen misbruger medicinen til svindel eller videresalg.

Styrelse skal undersøge over 40 sager  

Samtidig vil regionen bede Styrelsen for Patientsikkerhed vurdere 44 sager, hvor der er udskrevet Ozempic til mere end halvandet års forbrug til én patient på et år. I nogle af sagerne er der mere end en receptudsteder. Det drejer sig om i alt 50 receptudstedere, der blandt andet tæller praktiserende læger og sygehusafdelinger.

Region Syddanmark har gennemgået sagerne ud fra samme metode som de øvrige regioner. Alle har sat grænsen for politianmeldelserne ved patienter, der har hentet Ozempic til mere end tre års forbrug på et år. De fire øvrige regioner har oplyst, at de tilsammen vil politianmelde 30 borgere i sager med højt forbrug af Ozempic.

Syddanskerne ryger mindre men drikker lidt mere

0

Hvordan står det til med syddanskernes sundhed? En spørgeskemaundersøgelse sendt til 5.000 syddanskere viser, at syddanskerne ryger mindre, end de gjorde i 2021. Til gengæld drikker de lidt mere alkohol. Undersøgelsen viser også, at udviklingen i syddanskernes sundhed og trivsel stort set fortsætter i samme spor som før og under COVID-19-pandemien.

Hvordan har du det? Det spørgsmål bliver cirka 300.000 danskere fra 16 år og op stillet hvert fjerde år i Danmarks største landsdækkende spørgeskemaundersøgelse om sundhed, trivsel og sygdom, som Sundhedsstyrelsen, Statens Institut for Folkesundhed og de fem regioner står bag.

Sidste store undersøgelse fandt sted i 2021, og den næste finder sted i 2025. Undtagelsesvis har Statens Institut for Folkesundhed dog gennemført en mindre midtvejsundersøgelse i 2023, hvor 25.000 danskere – heraf 5.000 bosiddende i Region Syddanmark – fik tilsendt et spørgeskema.

Nu er resultaterne af midtvejsundersøgelsen offentliggjort.

Se rapporten med alle resultaterne på Statens Institut for Folkesundheds hjemmeside.

Se også resultater fra tidligere undersøgelser på hjemmesiden Danskernes Sundhed.

Midtvejsresultater bekræfter de seneste års udvikling

Midtvejsundersøgelsen er gennemført, fordi 2021-undersøgelsen fandt sted under COVID-19-pandemien, hvor landet var præget af en række restriktioner og en massiv nedlukning. Statens Institut for Folkesundhed har ønsket at få en pejling på, hvordan det går med befolkningens sundhed, trivsel og sygdom, nu hvor pandemien er ovre.

På langt de fleste områder bekræfter resultaterne af midtvejsundersøgelsen de udviklingstendenser, der viste sig både før og under COVID-19-pandemien. For eksempel er andelen af syddanskere, der ryger dagligt, fortsat faldende. I 2021 svarede 15 procent af syddanskerne, at de røg dagligt, hvorimod tallet er faldet til knap 13 procent i 2023.

Den negative udvikling fra tidligere undersøgelser fortsætter desværre også på en del områder. For eksempel er andelen af syddanskere, der har et dårligt mentalt helbred, stadig stigende. I 2021 lå 17 procent af syddanskerne lavt på den mentale helbredsskala, mens tallet er steget til 18 procent i 2023. Også i forhold til svær overvægt fortsætter udviklingen i den forkerte retning. Her er andelen af syddanskere med svær overvægt steget fra 20 procent i 2021 til 22 procent i 2023.

Færre ensomme og lidt mere alkohol

På få områder afviger resultaterne fra de seneste års udvikling. Blandt andet viser midtvejsundersøgelsen, at færre føler sig ensomme i 2023 (9 procent) sammenlignet med 2021 (11 procent). Det er en positiv udvikling sammenlignet med tidligere år, og forklaringen kan være, at mange følte sig ensomme under COVID-19-pandemien.

Når det drejer sig om syddanskernes alkoholforbrug, afviger resultaterne sig også fra de seneste års udvikling. Forbruget er nemlig steget en anelse fra 2021 til 2023 efter at være faldet hvert år siden 2010. I 2021 drak 14 procent af syddanskerne mere end 10 genstande om ugen, mens tallet er steget til 16 procent i 2023. COVID-19-pandemien er igen en mulig forklaring, da syddanskernes alkoholforbrug formodentlig fik et ekstra dyk nedad i 2021 på grund af restriktionerne i forbindelse med pandemien.  

Resultaterne bruges i det forebyggende arbejde

Regionsrådsformand Bo Libergren (V) siger:   

– Selvom nogle af resultaterne er bekymrende, er det rart at få bekræftet, at resultaterne fra 2021 overordnet set ikke var unaturligt høje eller lave på grund af den usædvanlige situation med corona og nedlukning i hele landet. Vi bruger løbende resultaterne fra sundhedsundersøgelserne til at vurdere, hvor vi i samarbejde med kommunerne skal sætte ind med forebyggende arbejde, når det gælder borgernes fysiske og mentale helbred. Resultaterne fra midtvejsundersøgelsen bekræfter, at det er de rigtige områder, vi har fokus på.

Et eksempel på en indsats, som regionen samarbejder med kommunerne om, er ”ABC for mental trivsel på ungdomsuddannelserne”, som går ud på at give ungdomsuddannelserne redskaber til at forebygge mental mistrivsel. Et andet eksempel er sygehusenes systematiske spørgsmål til patienterne om rygning og deres tilbud om henvisning til rygestoprådgivning i kommunerne.

Fakta om undersøgelsen

”Hvordan har du det?” er Danmarks største landsdækkende spørgeskemaundersøgelse om sundhed, trivsel og sygdom, som gennemføres hvert fjerde år på samme tid i samtlige regioner og kommuner.

Den seneste store undersøgelse er gennemført i 2021 under COVID-19-pandemien, hvor store dele af samfundet var lukket ned.

Statens Institut for Folkesundhed har gennemført en mindre midtvejsundersøgelse i 2023 for at få en pejling på udviklingstendenserne i befolkningens sundhed, trivsel og sygdom på den anden side af COVID-19-pandemien.

Undersøgelsen er gennemført i perioden 10. februar til 12. maj 2023, og spørgeskemaet er på landsplan sendt til 25.000 borgere på 16 år eller derover, heraf cirka 5000 i Region Syddanmark.

Midtvejsundersøgelsen havde en samlet svarprocent på 40,8, og resultaterne opgøres på nationalt og regionalt niveau. Undersøgelsen er for lille til at kunne opgøres på kommune-niveau.

Næste gang, den ”store” spørgeskemaundersøgelse af danskernes sundhed bliver gennemført, er i februar 2025. 

Mørke tunneler og besværlige strande: Sådan vil kommunen bruge tilgængelighedspuljen

Mørke tunneler og besværlige strande: Sådan vil kommunen bruge tilgængelighedspuljen

0
KOMMUNALT. Teknisk Udvalg skal mandag tage stilling til, hvilke projekter der får del i Tilgængelighedspuljen 2026. Byrådet har afsat 408.000 kroner i puljen, og...