FHK skal bruge ét point. Så er holdet matematisk sikret at ende på andenpladsen i grundspillet. Klokken 20:00 spiller holdet på udebane mod Skanderborg AGF, lykkes det at hente det nødvendige point der? Følg med og få svaret.
Profil Optik åbner ny megastore i Fredericia
Det bliver Profil Optik, der åbner i det i det gamle Mr.-lokale i Danmarksgade i Fredericia.
Den 11. april slår Profil Optik dørene op til en ny megastore i Fredericia. Profil Optik flytter i den forbindelse sin nuværende butik fra Gothersgade 13 til større og nyrenoverede lokaler på Danmarksgade 20. Den nye megastore vil tilbyde intet mindre end 2.700 stel og solbriller fra kendte modebrands, en særlig afdeling med secondhand-stel og briller fra tidligere kollektioner samt en stor sportsafdeling. Alt sammen samlet under ét tag og uden at gå på kompromis med den faglige rådgivning.
Udover at tilbyde et bredt udvalg af stel fra velkendte modebrands vil den nye megastore i Fredericia som noget nyt have en hel afdeling dedikeret til secondhand-brillestel og brillemodeller fra tidligere kollektioner. Det ekstra led i megastore-konceptet skal imødekomme kunders forskellige behov og leve op til de krav, forbrugere stiller til produkt og virksomhed. Fællesnævneren for konceptet er kvalitet, og det gælder også personalets faglighed og professionelle rådgivning om synstest og øjenanalyser.
”Vi glæder os til at kunne byde vores kunder velkommen i vores megastore på Danmarksgade. I den nye butik får vi plads til et endnu bredere udvalg af briller, solbriller og kontaktlinser, og vi rykker tættere på byens midtpunkt med bedre parkeringsmuligheder for vores kunder. Som noget nyt får vi også en særlig afdeling til secondhand og stel fra tidligere kollektioner, og vi får plads til en kæmpe afdeling med sportsbriller til alle typer aktiviteter og sportsgrene,” udtaler Rikke Østergaard, butikschef i Profil Optik Fredericia.
De nye og større butiksrammer giver ikke kun plads til flere stel fra eksisterende mærker som Gucci, Prada, Polo Ralph Lauren og Tom Ford, men butikken byder også velkommen til nye brands, fx Hugo Boss, Givenchy, Calvin Klein, Moncler, Victoria Beckham og mange flere. Det betyder, at butikken nu kan tilbyde byens bedste og mest varierede udvalg af brillestel og solbriller i alle kategorier. I butikken kan byens handlende også finde Profil Optiks egen brillekollektion Sea2See-serien, briller fremstillet af 100% genanvendt havplast, og den nordisk inspirerede Jämtö-kollektion, der er fremstillet af 69% biobaserede materialer og produceret fra hovedkoncernens fabrik i Sverige.
Specialister i sportsbriller
Som en ekstra service specialiserer Profil Optik Fredericia sig også fremadrettet i sportsbriller. I butikken kan kunder gå på opdagelse i en stor afdeling med sportsbriller til mere end 30 sportsgrene og blive klogere på de forskellige brilletyper og pasformer. Det gælder uanset om brillerne skal bruges i forbindelse med skiløb, cykling, paddle, motorcross eller andre sportsaktiviteter. Rådgivningen tilpasses netop de behov, der findes inden for de forskellige sportskategorier. Når man dyrker sport, handler det nemlig ikke kun om at beskytte øjnene, men også om at få et bedre syn. Det gælder både tilpasning til forskellige forhold og et eventuelt behov for glas med styrke.
Butikken holder åbningsfest den 11. april, hvor der vil være et begrænset antal goodiebag til de første besøgende og kaffe til alle.
Karma By Juul slår dørene op torsdag
I november 2023 offentliggjorde Karma By Juul en spændende nyhed: tøjbutikken ville flytte fra Danmarksgade 13 til en ny lokation i Gothersgade 8. Efter måneder med forberedelser og hårdt arbejde, er butikken endelig klar til at byde kunder velkommen i sine nye omgivelser denne torsdag.
Ejerne, Trine og Jan Juul, samt deres dedikerede medarbejderstab, har lagt utallige timer i at forvandle lokalet i Gothersgade til et nyt, indbydende butiksmiljø. I løbet af de seneste par dage, har hele inventaret gjort rejsen fra Danmarksgade til Gothersgade. Nu, med flytteprocessen bag sig, er ægteparret Juul begejstrede for at kunne annoncere, at butikkens åbning er lige om hjørnet.
– Vi står klar herinde torsdag klokken 10:00. Der mangler stadig lidt finjusteringer, som vi vil foretage over det næste stykke tid, men vi er klar til at åbne, siger Jan Juul og tilføjer:
– Når vi er faldet helt på plads, så vil vi holde en reception. Efter planen bliver det i april.

I tiden op til flytningen har det været en prioritet for Jan og Trine at opretholde driften af butikken på Danmarksgade, samtidig med at de har forberedt den nye butik på Gothersgade 8. Dette har medført mange aftener og lange dage, hvor parret har arbejdet hårdt for at sikre, at alt var på plads til den store åbningsdag.
– Men nu er vi klar til at åbne, og det bliver fedt. Vi står klar med en helt ny forårskollektion, og har kun nye varer på hylderne, afslutter Jan Juul, før han må haste videre for at færdiggøre de sidste detaljer sammen med Trine og deres medarbejder, Louise.

Den nye butik lover at blive en spændende tilføjelse til Gothersgades allerede livlige handelsmiljø. Med en frisk indretning, mere central placering og en helt ny kollektion, ser Karma By Juul frem til at byde både stamkunder og nye ansigter velkommen i deres nye butik.
Gudmundsson tager intet for givet
FHK er snublende nær ved at sikre sig andenpladsen i grundspillet. Den er dog ikke sikret endnu, og selvom meget skal gå galt, så vil Gudmundur Gudmundsson ikke lægge sig fast på, at FHK ender på andenpladsen.
FHK mangler at sikre sig ét point for at være sikker på andenpladsen i grundspillet, og med tre kampe tilbage, ser det mere end godt ud i den henseende. Gudmundsson jubler dog ikke endnu.
– Jeg kommer ikke til at tale om det før det er sikkert. Vi skal sikre os andenpladsen, og så må vi tage det derfra, siger Gudmundsson.
Han var stolt over præstationen mod Aalborg i søndagens kamp, som endte 32-32.
– Vi spillede en rigtig flot kamp. Vi er skuffede over, at vi ikke vandt, da vi førte, men vi fik kæmpet os tilbage fra at have været bagud med fire mål, og vi spillede lige op med Danmarks bedste hold, der lige har kvalificeret sig til Champions League-kvartfinalen. Det er meget flot; det er et af Europas bedste hold, forklarer Gudmundur Gudmundsson.
Skanderborg AGF, som FHK møder, har sit at kæmpe med. De ligger på tiendepladsen, fem point fra op til ottendepladsen, med tre kampe tilbage, og ser dermed ikke ud til at komme i slutspillet, som det ellers har været tilfældet i de seneste par sæsoner.
Senest har de slået TTH Holstebro med 25-19, men der skal noget af en slutspurt til, og gummiarme til hos de øvrige hold, hvis Skanderborg AGF skal i slutspillet.
Der er kampstart mellem Skanderborg AGF og FHK klokken 20:00.
Nu kommer der flere ladestandere til elbiler i Fredericia
Et nyt udbud betyder, at to firmaer nu får mulighed for at sætte ladestandere op på 40 offentlige områder i Fredericia Kommune. Der bliver lademulighed til cirka 184 biler.
Senest 1. januar 2025 bliver der flere lademuligheder for elbilsejere i Fredericia Kommune. Firmaerne Clever og Norlys har netop vundet et udbud, der giver dem mulighed for at sætte ladestandere op på udvalgte kommunale områder.
De to firmaer skal opstille minimum 92 ladestandere i alt. Hver ladestander kan lade to elbiler.
– Der er flere og flere, der sætter sig bag rattet i en elbil, og derfor skal vi også sikre, at lademulighederne er der. Cirka 20 procent af CO2-udledningen i kommunen kommer fra transportområdet, så det er positivt, når fredericianere skifter væk fra benzin og diesel og over til el, fordi det er med til at mindske udledningen. Man opvejer altid fordele og ulemper, inden man køber en elbil. Vi gør, hvad vi kan for, at det ikke er mangel på lademuligheder, der er udslagsgivende, når man tager valget. Fredericia Kommune skal være grøn i verdensklasse, og grønne transportmuligheder er vigtige, når vi skal nå vores mål, siger Tommy Rachlitz Nielsen, formand for Klima-, Energi- og Miljøudvalget.
Ladestanderne skal opstilles på 40 forskellige områder i hele kommunen. I udbuddet har de 40 placeringer været inddelt i fem områdepakker, der er navngivet med en farve. Hver områdepakke indeholder både store og ofte benyttede parkeringsområder sammen med mindre områder. På den måde sikrer udbuddet, at der kommer ladestandere op på både store og små pladser fordelt i hele kommunen. Det giver et fintmasket og tilgængeligt netværk af ladestandere.
Et bredere ladetilbud
Norlys skal sætte ladestandere op ved områderne grøn, lilla og orange, mens Clever opstiller standere på de resterende områder. Ladestanderne bliver primært på 22 kW suppleret med ladestandere på 50 kW.
– Vores beliggenhed midt i landet gør, at mange firmaer har kunnet se potentialet i at sætte hurtigladere op, blandt andet omkring motorvejsafkørsler. Så vi har masser af ladekapacitet til dem, der er på gennemkørsel og skal bruge en hurtig opladning. Med udbuddet her udvider vi tilbuddet, så vi også har et godt ladetilbud til dem, der er her længere tid. Det kan både være fredericianere uden egen parkering, men det kan også være nogle af de mange turister, der besøger byen, siger John Nyborg, næstformand i Klima-, Energi- og Miljøudvalget.
Kontrakten løber over ti år.
23-årig kvinde lavede vigepligtsforseelse
Et trafikuheld fandt sted tirsdag aften klokken 21:47 i krydset mellem Vendersgade og Oldenborggade i Fredericia.
En 23-årig kvinde fra Haarby, som var fører af den ene bil, overtrådte ubetinget vigepligt, hvilket førte til en kollision med en anden bil, der kom kørende i østlig retning gennem krydset.
Den anden part i ulykken var en 19-årig mand fra Fredericia. Ulykken medførte materiel skade på begge køretøjer, men der er ingen rapporter om personskade. Begge parter blev på stedet efter sammenstødet, og hændelsen er nu under behandling af de relevante myndigheder for at klarlægge de nærmere omstændigheder og ansvarsforhold.
Mand stod op for at ryge og opdagede tyv
I de tidlige timer af onsdag, nærmere bestemt klokken 03:43, blev en entreprenør fra Fredericia udsat for et forsøg på tyveri af sin varebil.
Bilen var parkeret ved hans bopæl i Oldenborggade, hvor han havde for vane at opbevare sin værktøjskasse fra Makita indenfor natten over. Entreprenøren, som er 26 år gammel, bemærkede tilfældigt en mistænkelig person ved sin varebil, da han stod op for at ryge.
Den ukendte mand blev set stående ved varebilen og i færd med at håndtere værktøjskassen. Entreprenøren råbte op og iværksatte en forfølgelse, hvilket resulterede i, at tyven i panik smed værktøjskassen fra sig.
Til trods for entreprenørens ihærdige forsøg, lykkedes det dog ikke at indhente den flygtende tyv. Politiet blev tilkaldt til stedet, men det var ikke muligt for dem at lokalisere gerningsmanden efterfølgende.
Den mistænkte beskrives som værende omkring 180 cm høj, klædt i en sort trøje med hvidt skrift og bærende en sort hue.
Legalisering af cannabis bekymrer DF’er
I Tyskland er det fra april lovligt at have op til 25 gram cannabis på sig. Det kan give problemer ved grænseovergangene fra Tyskland til Danmark, mener Dansk Folkepartis Palle Dahl.
Palle Dahl, byrådsmedlem i Fredericia, som ligger en times kørsel væk fra grænsen, frygter, at legaliseringen af cannabis vil få danskere til at strømme til Tyskland.
– Det er virkelig ikke særlig godt. Som følge heraf mener jeg, at vi skal have permanent grænsekontrol, da det altså er ulovligt at have cannabis på sig i Danmark, siger Palle Dahl og oplyser, at han har henvendt sig til Dansk Folkepartis Peter Kofod, der er folketingsmedlem.
Dahls bekymringer drejer sig om flere ting. For det første frygter han, at folk vil forsøge at smugle stoffer over grænsen, men også, at danskere tager til Tyskland, ryger cannabis og kører hjem igen.
– Det er strafbart at køre påvirket af euforiserende stoffer, men ligesom med alkohol kan man tænke, at man godt kan køre på en mindre mængde. Det må man altså ikke. Og med legaliseringen i Tyskland vil det være oplagt for nogle at forsøge at tage noget med hjem til Danmark, selvom man ikke må. Derfor mener jeg, at vi skal have indført permanent grænsekontrol, hvor der blandt andet er fokus på dette, siger Palle Dahl.

Det er især en særlig del af befolkningsgruppen, som Palle Dahl er opmærksom på.
– Jeg har ikke tit hørt om, at ældre har taget stoffer. Man kunne frygte, at den yngre del af befolkningen, som traditionelt har mere tilbøjelighed til den slags, vil udnytte den nye tyske lovgivning, og det skal vi være opmærksomme på, slutter Palle Dahl.
Den tyske lovgivning betyder, at man må have op til 50 gram cannabis på sig, mens man derhjemme må have tre cannabisplanter stående og have 50 gram cannabis til eget forbrug.














