10.1 C
Copenhagen
tirsdag 1. april 2025

Ugens Kurt: Torben Ploug

3

Torben Ploug er født i Sakskøbing på Lolland for 42 år siden. Gennem livet er det dog Fredericia, hvor han også bor i dag, som har været base gennem flest år. Torben er oprindeligt uddannet indenfor landbruget, men i dag er han bankdirektør. I denne Ugens Kurt kan du læse om Torbens liv, der tog flere drejninger undervejs, som klassekammeraterne ikke havde gættet.

»Jeg voksede op i en rigtig kernefamilie, hvor min mor gik hjemme, imens min far arbejdede som maskinarbejder. Jeg er den ældste af fire søskende,« indleder Torben.

Det naturskønne Lolland og den flotte by Sakskøbing var et sandt natureventyr, men Torben vidste tidligt i livet, at han ville ud i “verden. Lolland lærte ham dog at tjene sine egne penge tidligt i livet. Han var således kun otte år, da første arbejde kom på CV’et og formede den fremtidig jobprofil.

»Jeg husker, at jeg allerede som 8-årige samlede æbler, og generelt arbejdede så meget, jeg kunne komme til. Jeg elskede det. Sakskøbing er en lille provinsby, så der sker ikke så meget, men alligevel gik min fritid med arbejde. Når det ikke var æbler, jeg samlede, var det ærter jeg plukkede og så videre. Jeg fik en stor interesse for landbruget, og jeg kunne vente timevis på at blive samlet op af en traktor, bare for at køre rundt og hjælpe. Jeg elskede det. Jeg har virkelig tilbragt mange timer med fysisk arbejde i naturen og marken.«

Skoletiden er lidt en anden historie. Det var svært for Torben at finde sig selv til rette, særligt i de små klasser, men tre måneder i en specialklasse blev et vendepunkt.

»Jeg havde svært ved at læse i 3-4. klasse, men efter tre måneder i en specialklasse rykkede jeg to klassetrin op i læseniveau. Det blev helt klart et vendepunkt i mit liv. Jeg kunne virkelig ikke læse, det var ekstremt svært for mig, men jeg lærte, at hvis jeg brugte de metoder, som læreren gav mig, så kunne jeg rent faktisk rykke mig ganske hurtigt. Det blev direkte skelsættende for mig. Det har fulgt mig positivt sidenhen, og jeg tænker ofte tilbage på dengang,« fortæller Ugens Kurt. 

Torben Ploug var ikke i tvivl om, hvad hun skulle være, da han gik ud i 9. klasse. Det var ikke en boglig uddannelse, der lokkede, men derimod uddannelsen som landmand. Han tog på Sydsjællands Landsbrugsskole, hvor han senere blev sendt Danmark rundt i sine praktikforløb. Som 18-årig stod han for ansvaret for en hel besætning. 

»Jeg flyttede som sagt rundt efter arbejde, og tiden fløj af sted, det var spændende. Jeg lærte at stå med et stort ansvar. Ansvaret var eksplicit: Når man står med en hel kvægbesætning, så har man ingen at spørge, hvis det går galt. Går det galt, så ser man det omgående. Det skal også løses omgående, omvendt, hvis man gør arbejdet rigtigt, så kan man også se resultaterne hurtigt. Det kan jeg godt lide,« siger Torben og fortsætter:

»Det er både krævende og hårdt at være landmand. Landmandslivet er som mange andre ting i arbejdslivet – en livstil, for man skal stå op kl.3 om natten, holde fri midt på dagen, og arbejde igen om aftenen. Det følger en rytme, der indebærer mange timer på arbejde, og ikke meget ferie.«

Torben tjente gode penge, knoklede meget og levede et landmandsliv, som han havde forventet det ville være, men soldatertiden satte det hele på pause. Han regnede med at trække frinummer og slippe for en tur i Forsvaret, men sådan gik det ikke. 

»Jeg trak et virkeligt lavt nummer, og de sagde til mig, at jeg skulle vælge et sted at aftjene min værnepligt, ellers ville de sende mig til Bornholm. Jeg var jo i fuld gang med et arbejdsliv, så det var nærmest direkte forstyrende, men jeg valgte en tur til Forsyningstropperne i Farum. Der kunne jeg få stort kørekort. Sådan gik det til, at jeg i dag har lastbilkørekort og farliggodsbevis. Jeg kørte ammunition rundt i Danmark. Jeg siger gerne, at det var den værste tid, imens jeg var der, men den bedste tid, da jeg var færdig. Der er nok ikke mange, der har kørt lastbil og politieskorte gennem Kalundborg. Det var spændende,« fortæller han. 

Han fik en kæreste, og 20erne var godt i gang, da han blev alene igen. Der besluttede han sig for, at landbruget ikke skulle være levevejen i al evighed. Den faste gode løn blev i stedet erstattet af SU. 

»Jeg ville noget andet. Jeg droppede derfor min gode løn i landbruget, og begyndte på en uddannelse som jordbrugsteknolog. Jeg havde en ide om, at jeg ville være økonomikonsulent indenfor landbruget. Imens jeg er i gang med uddannelsen, vel cirka 4-5 måneder i forløbet, finder jeg ud af, at man også kunne gå bankvejen. En del landbrugskonsulenter gik den vej, og endte ofte som bankrådgivere for landmændene,« siger Torben.

»Jeg manglende den faglige ballast, hvorfor jeg samtidig med uddannelsen som jordbrugsteknolog, tog en akademiuddannelse i finansiel rådgivning. Der blev jeg klædt på som bankeleverne. Jeg læste alt fra økonomi til erhvervsjura. Men det var svært, for de kom fra bankverdenen med en anden hverdag og viden, og jeg havde fået en tyk bog med erhvervsjura. Men jeg var meget målrettet. Jeg læste om aftenen, og mange af mine klassekammerater fra folkeskolen havde helt sikkert ikke set mig som bogligt anlagt, men sådan gik det til,« tilføjer Ploug. 

De lave karakter blev pludselig høje, og da han skulle søge job, gik det også stærkt. Et halvt år før, han afsluttede uddannelsen ,endte han med at blive tilbudt job i Jyske Bank Fredericia. Det skete efter en praktikperiode, som økonomikonsulent i en privat virksomhed. 

»Jeg blev tilbudt arbejde i den virksomhed, hvor jeg var i praktik, men vi kunne ikke ramme hinanden på vilkårne for en fastansættelse. Jeg var helt klart også tiltrukket af bankverdenen og de forhold, den bød. Jeg skulle vel egentligt arbejde med erhverv og landbrug, men efter kort tid i Jyske Bank fandt jeg pludselig privatkunderne og rådgivningen heraf meget spændenede,« fortæller Torben Ploug. 

00erne er godt igang i Fredericia, og alt brager af sted i det danske og internationale samfund, ingen har set hvad der venter af finansiel uro. Hvad der starter i USA tromler hen over hele verden, og sætter dybe ar i befolkningen, økonomisk, socialt og finansielt. Finanskrisen rammer i 2008, men inden har Ugens Kurt fået en kundeportefølje at arbejde med, haft opgaver som investeringsrådgiver og er blevet leder i banken.

»Jeg søgte stillingen som leder. Jeg kunne se mig selv i rollen. Jeg havde opbakning fra mine kolleger og direktøren troede også mig. Det var fantastisk. Når du spørger mig til tiden generelt, så gik det stærkt i de år. Alt kunne jo lade sig gøre, men ingen havde set Finanskrisen komme. Så da den ramte var det hårdt for alle. Man følte et stort ansvar som rådgiver, man havde naturligvis fortalt om risici, men ingen lyttede jo. Alle ville fremad, indtil Finanskrisen ramte os som en mur.«

Bruger du erfaringen fra Finanskrisen i dag? 

»Ja, det gør jeg helt klart. Jeg lærte meget, og den erfaring kan man godt bruge i den tid, vi lever i nu. Jeg ser lige i dag et optimistisk marked, hvilket er dejligt. Men det er omvendt heller ikke unormalt med en markant øget optimisme frem mod større økonomiske kriser. Men mange har helt sikkert lært meget af Finanskrisen – så længe er det heller ikke siden. I dag støtter centralbankerne også op på en anden måde, men alligevel er det uprøvet land, vi arbejder og lever i pt. Fremtiden er svær at spå om. De nuværende løsninger med store hjælpepakker er gode for økonomien, men det er sjældent at noget er gratis, så der venter en efterregning,« siger bankdirektøren. 

På hjemmefronten er Torben Ploug gift med Lene. De mødte hinanden på landbrugsskole, allerede i år 2000, men den søde musik opstod i 2005. De byggede en base i Assens for deres to drenge. Gennem 10 år passede de arbejde og familie, imens de totalistandsatte deres hus. De var egentligt meget tilfredse med tilværelsen og livet, men i 2017 fik Torben et tilbud, der var svært at sige nej til. 

»Jeg fik et opkald, hvor jeg blev spurgt om, jeg havde set, at Spar Nord søgte en ny direktør i Fredericia. Det havde jeg. Det ser man i branchen. Stillingen havde bopælspligt, så det var en stor beslutning. Vi tilbragte allerede meget tid i Fredericia, og jeg var jo glad for byen, men alligvel skulle vi flytte børn og familie. Det var noget af en beslutning,« lyder det indledningsvist til dette livskapitel.

Han sagde samtidig farvel til Jyske Bank, som han beskriver som en familie. Men parterne var to forskellige steder i livet. 

»Stillingen var spændende. Den var svær at sige nej til. Jeg kan godt lide den lokale forankring, som Spar Nord besidder, dertil kom, at jeg var tændt af den store medbestemmelse, som vi har. Vi brugte tre måneder på at finde ud af om det var det rigtige match, og det var det. Det var svært at sige farvel til Jyske Bank. Vi havde jo ikke skændtes eller andet, men vi var nok to steder i livet. Derfor blev familien revet op med rødderne og vi fandt et dejligt hus i Golfkvarteret. Et hus, hvor vi ikke skal sætte alt i stand igen. Det gør man kun en gang,« uddyber Torben Ploug med et smil.

I dag trives familien. Børnene går på Ullerup Bæk Skolen Afd. Skolesvinget, går til spejder og nyder fritiden sammen. Ugens Kurt er også stadig i gang med at dygtiggøre sig med en diplomuddannelse i ledelse, dog mener han ikke, at man kan læse sig til ledelse.

 »Siden jeg gik i 3. klasse og havde svært ved at læse er der sket meget. Jeg elsker i dag at blive udfordret fagligt, og det gør jeg løbende med uddannelser og ny viden. Men jeg ved jo også, at leder kan man ikke læse til. Det er noget, man har i sig og noget man arbejder med løbende sammen med sine kolleger. Det kan jeg faktisk godt lide,« siger Torben Ploug og fortæller om Fredericia.

»Fredericia er en dejlig by, og jeg har jo brugt det meste af mit liv i byen. Jeg har arbejdet her i 17 år. Jeg føler mig som lokal, og Fredericia har virkelig udviklet sig positivt. Da jeg startede med at arbejde i Fredericia, skulle man ikke sige, at Fredericia var en god og spændende by, så var svaret, at Vejle og Kolding var meget bedre. I dag er fredericianerne stolte af byen og forsvarer den for enhver pris. Imagemæssigt klæder det byen. Jeg er stolt af at arbejde og bo her,« slutter Ugens Kurt. 

Ugens Kurt: Jørn Henner

2
Jørn Henner (Foto: AVISEN)

Den idealistiske tankegang har altid præget Jørn Henner, der gennem sit liv har været med på barrikaderne med et stort engagement krydret med en omfattende livsglæde, nysgerrighed og håb. I Fredericia blev han kendt for sine 13 år som skoleinspektør på Alléskolen, hvor han satte sine aftryk på fællesskabet. Ugens Kurt er Jørn Henner.

Jørn Henner er født i februar 1945, få måneder før befrielsen af Danmark. Han var således barn af besættelsestiden, selvom han aldrig kom til at opleve det på andre måder end som spædbarn. Hjemmet var stærkt missionsk, og det prægede hans opvækst i høj grad. Men også senere den mere revolutionære side af ham.

»Jeg tror man er mere indstillet på at gøre oprør, når man har haft temmelig faste grundregler i sin barndom. Det var ihvertfald en stor del af min barndom, at vi var missionske«, siger Henner.

Han blev født på Fyn, nærmere bestemt i Odense, men familien flyttede nogle gange frem og tilbage i området. Dialekten er heller ikke til at tage fejl af, men det er ikke så udtalt, med mindre han kommer til Fyn. Men de sidste 25 år er Fredericia blevet hans hjemsted, hvor han er tiltrukket af den historiske by og nu bruger sin tid på interesserne.

Jørn var udrustet med en god begavelse, og efter realeksamen var han klar til at komme på det man i dag kalder for en ungdomsuddannelse. Dengang var der langt færre, der gik gymnasievejen. Som den yngste student på sin årgang kom han ind på Fyns studenterkursus. Her fik han en god relation til rektor, der anbefalede ham at læse videre indenfor fysik og kemi, måske også fordi rektor selv underviste i de fag. Da han var færdig i 1963 som student, var Jørn da også klar til at tage springet. Så han kom til Århus Universitet, hvor han begyndte at læse fysik og kemi. Men det ville ikke blive den vej, han skulle.

»Undervejs i studierne fandt jeg så ud af, at jeg var fejlplaceret. Der manglede noget for mig i det jeg lavede. Og det var mennesker. Så jeg droppede ud«, fortæller Henner.

1½ år senere kom han istedet for ind på seminaret. Her viste han sig til gengæld at være godt placeret, og det blev begyndelsen til næsten fire årtier indenfor lærerfaget.

1960’erne var præget af nye tanker og et opgør med tradtionerne. Den øgede velstand i samfundet kunne mærkes allevegne. Der dukkede nye veje op, nye boliger, flere muligheder og nogle helt anderledes unge, end dem man havde været vandt til. Da Jørn Henner blev lærer i 1968, var han selvskrevet til at blive en af de berømte ungdomsoprørere. Hans interesse for politik, samfundsforhold og mennesker gav ham impulsen til at blive en ægte græsrod.

»Jeg var allerede familiefar. Jeg havde fået to børn og en tredje var på vej. Men jeg kom med i mange bevægelser og politiske diskussioner. Det var en vanvittigt spændende tid. Naturligvis var det hele meget idealistisk, men vi tænkte nye tanker og vi ville noget andet. Jeg synes selv, at vi faktisk også opnåede nogle vigtige ting«, siger Jørn.

I løbet af 1960’erne gennemførte man i Folketinget flere politiske reformer, søsatte politiske kommisioner og tænkte nye tanker om frigørelse af kvinderne, reformer af arbejdsmarkedet, sygedagpenge til ledige og en ordentlig folkepension til alle. Kernen i projekterne blev Socialdemokratiet med Jens Otto Kragh i spidsen. Han havde dog brug for støtte fra det nystiftede „røde parti‟, SF (Socialistisk Folkeparti). SF blev dannet af den tidligere formand for Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), Aksel Larsen, der med sin fortid i et regelret parti, havde særegne principper om beslutningsprocessen:

»Jeg startede jo i SF. Men da Venstre Socialisterne opstod i bruddet med SF, fandt jeg et bedre tilhørsforhold. De var mere frittænkende, og det appellerede til mig«.

Jørn Henner lærte også en af Venstre Socialisternes store ikoner at kende, nemlig Folketingsmanden Preben Vilhelm. Han inspirerede også Jørn, der havde et politisk ståsted at tale fra midt i en brydningstid. Odense var en stor arbejderby, og derfor havde Jørn Henner også en platform for det politiske projekt. Omgivelserne forandrede sig også, og da han gik ind i 1970’erne var ungdomsoprøret fra 1968 en realitet, rent politisk. Der blev vedtaget en ny bistandslov, der sikrede alle en grundydelse hvis de var i nød. Der kom fri abort, ligestillingskrav til arbejdsmarkedet for kvinderne og en ny skilsmisselov så også dagens lys. Jørn Henner befandt sig i midten af en revolution.

»Jeg var ikke meget for alt for dårlige politiske dialoger. Man måtte godt være uenig, synes jeg. Det blev nok mit omdrejningspunkt i alt hvad jeg lavede. Jeg var helt med på, at vi havde brug for mere lighed og frihed, for jeg ville gerne have at mennesket kunne udfolde sig«, siger Jørn.

Han kom igang med at arbejde som lærer på Ejbyskolen i Odense. Her kastede han sig energisk ind i pædagogikkens og undervisningens principper, og blev enormt glad for arbejdet med eleverne:

»Vi havde enormt gode rammer for at kunne udfolde os dengang. Vi fik lov til at afprøve ting, og jeg var med til at lave internationalt samarbejde. Det eneste minus jeg set i bakspejlet kan komme i tanke om, er nok al den tid jeg brugte på arbejdet og fritidsaktiviteterne. Det harmonerede ikke altid lige godt med familielivet. Men det var en spændende tid. Jeg blev også lærerrådsformand og senere fagforeningsmand. Det endte med, at jeg blev formand for arbejdsmiljøudvalget«.

På den måde formede Jørn Henners liv sig om gerningen som lærer, arbejdet med eleverne og kollegaerne, men hvis nogen ikke synes det lyder af meget, så kom Henner også til at udfolde sig på gaderne. Han deltog som aftenskoleleder, og lavede gadeteater i centrum af Odense eller ved Rosengårdscentret:

»Folk tog pænt imod os. I begyndelsen var det meget grænseoverskridende at stille sig op foran folk på den måde. Men det gav en stor berigelse og vi blev mødt på en god måde. Jeg blev virkelig bidt af det!«

På Ejbyskolen kom Jørn til at arbejde med hørehæmmede elever. Og det blev faktisk også en af årsagerne til, at han senere flyttede til Fredericia. Først måtte han dog skilles nogle år før den traditionelle sølvbryllupstid. Så opbrud og nyskabelse kom til ham. Han havde noget familie i Jylland, så han kørte forbi Fredericia. Forinden havde han set et jobopslag fra Alléskolen i Fredericia, hvor man ledte efter en ny skoleinspektør. Jørn Henner kørte forbi og blev betaget af stedet.

»Jeg søgte jobbet som skoleinspektør og fik det. Så i 1994 rykkede jeg til Fredericia. Foran mig lå en helt unik udfordring. Jeg var faldet for Alléskolen. Det var en skole med en ånd, som jeg kunne føre ud i livet. Mit job var at støtte op, være synlig, men ikke for skrap. Sådan så jeg det selv. Jeg ville gerne give plads til eksperimenter, sådan som jeg selv havde fået lov til det i 1970’erne«, fortæller Jørn.

Alt i alt nåede Jørn Henner at være på Alléskolen i 13 år. Med mere end 130 ansatte konstaterede han, at han også kunne finde ud af ledelse. Men som 62-årig gik han endeligt af i 2007. Det var før skolereformen, der sammenlagde skolerne i Fredericia på alverdens måder. I perioden som embedsmand og offentligt ansat skrinlagde han det politiske tilhørsforhold. Han synes ikke, det var passende, at han både var skoleleder og samtidig førte sig frem i et parti. Det med ordentligheden fyldte og fylder endnu meget for Henner. Ved byrådsvalget stillede han sidst op for Miljø- og Velfærdslisten og før det var han medlem af Enhedslisten. Så det politiske kom igen til at fylde efter at lærergerningen var slut.

»Det har været fantatisk at have med havet af generationer at gøre som lærer. Vi mennesker supplerer hinanden. Man kan lære af de gamle, så man også lærer det bedste af andres erfaringer. Men man skal kunne lytte. Det synes jeg af og til mangler i politik. Jeg har altid været meget optaget af, at man har en god tone. Engang blev jeg kaldt for betonkommunist af en borgerlig. Så gik jeg hen til ham og sagde undskyld mig – men hvad betyder det egentlig? Jeg er jo ikke kommunist. Efter det kaldte han mig aldrig den slags igen. Så hvis vi kan tale respektfuldt til hinanden, tror jeg vi vinder meget«, siger Jørn.

Han forklarer at hans livsfilosofi og politiske arbejde altid har handlet om at få mere lighed. Jørn Henner ville gerne have at alle kom med og havde en chance i livet, uanset om de var raske eller syge, unge eller gamle:

»Hvorfor skal vi tabe nogle på gulvet? Det synes jeg ikke vi hverken var eller er nødt til. Rent politisk er man naturligvis nødt til at sluge kameler ind imellem, hvis man vil have indflydelse. At kunne være pragmatisk og kunne indgå kompromisser er også en evne, jeg synes er vigtig. Men den overordnede målsætning er for mig stadigvæk den samme, nemlig at give plads til mennesker, lighed og retfærdighed«.

Ugens Kurt er fortsat aktiv som politisk engageret og interesseret i samfundslivet. Han har deltaget i mange forskellige aktiviteter lokalt, og er en kendt figur for mange med politisk interesse. Efter over 25 år i Fredericia er han groet fast i byen. Han er heller ikke ked af titlen som 68’er eller socialist. Den politiske aktivist fra Nej Tak til Atomkraft eller Odense Ser Rødt. Skolelæreren. Eller Skoleinspektøren. Han er ikke ked af de ting, han har argumenteret for igennem sit liv. ■

Ugens Kurt: Lars Christian Stæhr Wolff

0
(Foto: AVISEN

Han er 40 år og gift, han har været i felten som udsendt i Irak og Afghanistan. I dag har han kronisk posttraumatisk stress syndrom (PTSD) og bruger tiden på sønnen Tristan, hans kone, løb og Krigsveteranlandsholdet i fodbold. Ugens Kurt er Lars Christian Stæhr Wolff.

Efteråret har for alvor ramt Fredericia. På den korte gåtur fra  vores kontor i Riddergade til Kurt’s Kaffebar i Jyllandsgade kunne jeg mærke kulden. Indenfor på kaffebaren sad Lars allerede klar. Som altid havde Lars shorts på, da han føler sig mest komfortabel i det, og det knap så varme vejr var heller ingen hindring for, at Lars skulle have en iskaffe med karamel. Selv fik jeg varmen med en helt traditionel sort kaffe.

På kaffebaren var også FC Fredericias anfører, Christian Ege Nielsen. Som fast stadiongænger bemærkede Lars det, og talte lidt med Ege, og så var det tid til at høre om Lars’ liv, der startede på den københavnske vestegn. 40-årig Lars blev født d. 2. januar 1980 på Glostrup Amts Sygehus, og boede på Hvissingevej med hans forældre indtil han var to år, hvor de flyttede til Vigersted, der ligger nær Ringsted.

»Det var en tryg barndom, hvor vi var en middelklassefamilie. Vi manglede ikke rigtig noget, og det har altid ligget mine forældre på sinde, at vi skulle have det trygt. Vi skulle ikke blive glade af materielle ting, men af kærlighed,« siger Lars.Inden vi for alvor gik igang med at snakke fortalte Lars, at han er Brøndby-fan. Med en opvækst på Vestegnen giver det god mening.»Min far tog mig med på stadion i 1986, så har det stået på lige siden. Det har været en fast bestanddel af mig, og jeg startede også til fodbold, og spillede på et rimeligt niveau indtil jeg kom i militæret,« siger Lars.

Hvordan var skoletiden?

»Det var kedeligt. Jeg ville spille fodbold i frikvartererne, og jeg er aldrig kommet let til det, men jeg kæmpede mig til en 9. og 10. klasses eksamen,« siger Lars og fortsætter:»Jeg var meget optaget af fodbold, og var ikke med til festerne, da vi nåede til den alder. Jeg blev lidt mobbet med det, og fik nok af det og sagde til mine forældre, at jeg ikke ville gå der mere. Jeg kom på privatskole, og tog 10. klasse på Strib Idrætsefterskole. Det modnede mig helt vildt.«

Efter endt efterskoletid kom Lars igen hjem, og han endte med at spille for Køges ynglingehold.

»Jeg spurgte om jeg kunne komme til prøvetræning. Efter en måned kom jeg på førsteholdet, og spillede med Martin Retov, der nu er assistenttræner i Brøndby. Søren Larsen var også på holdet. Til en træning et par dage før en kamp, så var der ti minutter til træning. Vores venstre back var skadet, og jeg stod til at skulle spille pladsen. Tredjevalget på venstre back gik ind i en tackling og stemplede mig, og det gav et brud på anklen. Jeg var ude i fire måneder, men kæmpede mig tilbage og fik 12 kampe inden, at vi rykkede op som senior. Martin Retov, Søren Larsen og Lars Møller var de eneste, der kom på kontrakt på seniorholdet. Resten kunne spille for Serie 2-holdet, men det gad jeg ikke og tog derfor hjem til barndomsklubben og spillede Sjællandsserie.«

Som 20-årig startede Lars’ militærkarriere. Han blev værnepligtig, men faktisk var det slet ikke planen.

»Jeg trak et frinummer og ville ikke ind, da  jeg var millitærnægter. Så pressede min far mig. Min far havde været inde ved Forsvarets Sanitetsskole (FSU) på Jægersborg. Han sagde, at jeg skulle aftjene værnepligtig . Det fortryder jeg ikke i dag. Jeg nåede at være der i ti måneder. De tre måneder var på Jægersborg, og så røg jeg på  Sergentskolen i Aalborg, hvor jeg gennemførte GSU (Grundlæggende Sergent Uddannelse). Jeg kom tilbage til min deling, men der var ikke noget at lave, og derfor kom jeg i Momentstyrke og gjorde min værnepligtige tid færdig,« siger Lars og kommer ind på tiden efter værnepligten:

»Jeg søgte arbejde hos et entreprenørfirma, hvor de rev en rockerborg ned i Sydhavnen og fik det. Det var ikke helt mig, så jeg søgte ind ved GHR 1, sjællandske telegraf kampagne, i Slagelse, men da jeg skulle til optagelse der, rykkede det til Fredericia. Det var i 2001, og siden har jeg boet i Fredericia.«

Hvordan var Fredericia dengang?

»Det var en smuk by, som jeg var fascineret af , når jeg løb på volden og langs stranden. Mange jeg arbejdede sammen med sagde, at det var kedeligt, men jeg følte mig tilpas. Der var ikke nogen københavnerattitude her, og alle var lige. Det var roligt, og det kunne jeg godt lide.«I forbindelse med, at Lars flyttede til Fredericia fortsatte han med art spille fodbold, og spillede i flere af de nærliggende klubber.»Jeg startede med at spille i Middelfart i Fynsserien. Jeg kom i førsteholdstruppen uden at spille kampe for dem, men jeg havde svært ved at indordne mig under træneren og skiftede derfor til F’erne, hvor jeg spillede i Serie 1. Der fik jeg spillet førsteholdskampe og så nåede jeg at spille lidt i KFUM inden, at jeg blev udsendt til Irak,« siger Lars.

Lars var en del af hold 2, der var afsted fra 2003-04, og selvom det kan virke voldsomt at få opkaldet, at så er det nu. Så var Lars og delingen klar på det.

»Vi var meget afklaret, fordi vi havde trænet med den gruppe og var sammentømret i 1-2 år. Pludselig kom der et statement fra Aalborg, der ikke kunne stille holdet og chefen kendte dem, så de sagde vi kunne stille med vores deling. Den der havde det sværest var min far, min mor var herovre en uge inde og var med til at gøre det sidste klar til mig. Vi talte om tingene, og hvad der ventede mig, og jeg skrev det brev man skulle skrive. Så tog vi afsted og var syv måneder der,« siger Lars.

Lars kalder det en god tid i Irak, bortset fra en enkelt episode, hvor han blev overfaldet og var tæt på at gå bort.

»Jeg var kolonnefører for delingen. Vi havde en sergent, der havde svært ved at køre med, og jeg tog derfor hendes tjans. Vi kørte et sted hen og jeg sagde, at det eneste vi skulle have styr på var at tom emballage skulle af, og det nye skulle fastspændes så vi kunne gå til frokost. Jeg ordnede transportdokumentet som altid, og vi var klar til at gøre tilbage efter halvanden time. Vi kørte hjem, og procedure var, at vi skulle køre alle køretøjer ind samtidig så vi ikke blev udsat for snigskytter.«

»Jeg så, at hele konvojen holdt i maingaten. Jeg tjekkede derfor, hvad der skete. Der var en Overkonstabel, der sagde, at pågældende person ikke gad at høre efter og var kørt over for at tanke. Jeg sagde, at jeg nok skulle tage den med ham og fortalte ham, at han skulle indordne sig. Han var ikke tilfreds og var helt oppe at køre. Jeg tænkte, at jeg ville tale ham ned, men det kunne jeg ikke.«

»Efter et stykke tid var vi omme bag en lastvogn. Han kunne ikke lide, at andre kunne se os, og så sagde han, at han ville klappe mig en. Pludselig løb han og slog ud efter mig. Jeg ville parere slaget, men jeg fik ikke gjort det nok, da jeg fik en på tændingen. Jeg ville ikke slå efter ham, da jeg så ville blive sendt hjem, og jeg forsvarede mig derfor kun. Vi lå på jorden, og han lå og slog løs på mig indtil, at en kammerat kom og hev ham væk. Han hev ham væk ,ved at at tag fat i overfaldsmands bælte, men pludselig knække  det, og så fik han fat i mig igen. Der tog han kvælertag og jeg var væk i 20-25 sekunder, men så tabte han sine briller og så kunne han ikke se noget. Jeg nåede at tænke, at jeg skulle dø, og havde han ikke tabt brillerne var det sket,« siger Lars og fortsætter:

»Jeg gik direkte over til Sergenten og sagde, hvad der var sket. Jeg var helt oppe at køre og rasende. Han (overfaldsmanden, red.) kom løbende, og jeg troede, at han skulle have skideballe. Så begyndte delingsføreren at spørge om, hvorfor vi to skulle slås. Jeg blev sur og sagde, at jeg ikke havde gjort noget. Han blev bedt om at gå over på sit værelse, og nogen timer efter blev vi kaldt itl briefing, hvor han røg i den røde stol og blev stablet til.«

»Inden vi blev udsendt blev det sagt, at han var psykopat, men der havde de sagt, at han var en god soldat og han derfor skulle med. Jeg er bare glad for, at det ikke skete for min fører. Han blev sigtet for grov vold, men det værste var faktisk, at da missionen var slut, at så havde den nye chef havde valgt ham til at skulle hente os som straf. Jeg sagde, at jeg ikke ville køre med ham og ville slå ham ihjel. Jeg fik lov til at flyve videre til København, hvor mine forældre kom og hentede mig.«

»Da jeg kom tilbage i kompagniet efter nogle måneder hjemme var han der stadig. Jeg sagde, at det enten var mig eller ham. Han havde været så tæt på at tage livet af mig, og var ikke blevet fyret. Han endte med at ryge over til et kompagni, som vi samarbejdede med. Han endte med at få 3000 kroner i bøde og fem års karantæne, og så var sagen ligesom lukket ned, fordi det ikke skulle frem, at danske soldater slås i udsendelsesområder. Han skulle have været mentalundersøgt inden, at han blev sendt afsted.«

»Efter et halvt års tid blev jeg ringet op og spurgt om jeg ville ændre forklaring, fordi han påstod, at jeg havde skubbet ham. Jeg sagde, at jeg stod ved hvad jeg havde sagt, og sagde, at sagen skulle lukkes ned. Den dag i dag har jeg det sådan, at det der har gjort mig syg er, at jeg gik op ad ham og tænkte på om han kunne finde på at gøre det igen. Alt er blevet politianmeldt, og jeg har fået lavet en skadesrapport, så der er ikke noget at komme efter. Jeg er skuffet over mit eget regiment, der var så large overfor ham.«

Efter udsendelsen til Irak har Lars efterfølgende været i den afghanske by Kabul fra 2005-06.

»I Afghanistan kom daværende oberst og jeg tænkte, at jeg skulle have en snak. Da jeg så sagde hvad der var sket så sagde han, at jeg kunne genoptage sagen, men jeg kunne ikke engang overskue mine egne erstatningskrav,« siger Lars, der også nåede at arbejde på Grønland:

»I 2007 blev jeg bedt om at komme til at andet kompagni. Jeg havde omkring 3-4 hold konstabelelever til fysisk træning. De synes, at det var en god idé med min baggrund, hvor jeg havde taget kurser indenfor det. Jeg blev spurgt om jeg ville til Grønland og jeg sagde ja. Deroppe kunne jeg mærke, at det gjorde noget godt med frisk luft og højt til loftet. I en lang periode gik jeg ikke til psykolog, fordi jeg havde det godt. Jeg fik tilbuddet om at blive der i to år, men jeg sagde nej, og det fortryder jeg. Min ex synes det var lang tid, og derfor besluttede vi, at jeg ikke skulle,« siger Lars og fortsætter:

»Lige indtil omkring det sidste hold knækkede jeg lidt og blev sat ned i tid og røg ned i 30 timer. Det begyndte at krakelere indenfor den her machoverden og kommunen ringede, da de kunne se, at jeg var blevet sat ned i tid. Jeg spurgte hvad de ville, da det undrede mig, når jeg havde et job og jeg fortalte så hvad der var sket. Kommunen ville have mig ned til en snak om arbejde, selvom jeg ikke helt forstod hvorfor. Jeg tog ind til Jobcentret til en samtale i arbejdstiden, og gik selv op ad trapperne. 12 damer sad i et rum og talte, og så sagde jeg, at en af dem ville tale med mig. Vi gik ind i et rum, og jeg sagde det skulle stoppe, fordi jeg var i job.«

»Jeg kunne tage uddannelsen på tre år, og blev optaget på Jellings Pædagogseminar. Alt gik fint i de første 8-9 måneder, men så kom der prøver. Jeg blev overophedet batterimæssigt over en opgave. Jeg var i tvivl om nogle ting, og så knækkede filmen. Jeg kastede rundt med ting, og min ex blev bange. Vi kontaktede min fagforening, der havde et forløb, som hed livlinen og de kunne rykke ud, hvis man havde en traumatisk oplevelse. Hun kom kørende fra Esbjerg, og var hos os i tre timer. Det var virkelig dejligt, at hun kom. Dagen efter talte jeg med hende om hvad der skulle ske, og der fortalte hun, at hun havde afmeldt mig fra studiet, fordi jeg skulle have ro og mit PTSD var i udbud.Jeg vidste slet ikke hvad det var, og min ex var gravid. I sommeren 2011 fik vi vores søn Tristan, og der var jeg lige knækket. Jeg har i dag et godt forhold til ham, og også et godt samarbejde med min ex.«

»Jeg gik sygemeldt til slutningen af 2012, hvor jeg startede på arbejde og blev skilt fra Tristans mor, fordi jeg skulle bearbejde mit PTSD. Det er i det hele taget fint nok. I 2014 og mødte jeg min nye kone og lige derfra har det været en rejse. Der har været bump, men det har heldigvis været med en stigende kurve,« siger Lars.

I dag er Lars meget aktiv med løb, og det startede i 2013.

»I 2013 kom jeg med omkring Team Veteran og løb maraton i Washington. Det er en rigtig givende tid. Jeg løb mit første marathon og tænkte, at det var første eneste og sidste gang. Jeg mødte en veteran på hjemmet, og sagde, at han skulle til New York og løbe. De kom ikke til at løbe, da det blev aflyst, men man kunne løbe i centralpark. Jeg blev spurgt om jeg ville komme med derover og jeg tænkte det kunne være fedt. Jeg var ikke i god form, men jeg tænkte, at jeg ville melde mig til konceptet. Jeg endte med at løbe mit andet marathon i København, og da jeg kom var det sådan, at jeg tænkte over hvad jeg ville med mit liv.«

»Jeg satte et mål om at løbe 100 maraton inden, at jeg bliver 50 år. I 2017 var jeg i USA igen, hvor jeg løb mit nummer 50, men så spillede jeg fodbold med drengene fra Vordingborg. Der var DM i Fredericia, og så rev jeg akillescenen over og var ude i et års tid. Jeg havde fået at vide, at jeg ville være heldig, hvis jeg skulle løbe fem kilometer efter et år, men jeg begyndte i stedet at løbe halvmarathon, hvor jeg har sat som mål at løbe 100 i 2022. Sidste søndag løb jeg mit nummer 60 til Randers Fjord.«

Før sommerferien i år tog Lars’ liv en ny drejning. Han havde i nogen tid hjulpet sønnen Tristans fodboldhold i EGIF Fodbold, og nu er han blevet fast træner for holdet.

»Det er sådan noget som det, der holder mig oppe. Jeg havde været hjælpetræner for dem i nogle måneder, og blev spurgt om jeg ville være det fast. Det giver god kvalitetstid med min søn. Han synes, at det er stort, at det er far, der træner dem. Jeg har faktisk altid været modstander af, at man træner ens barn, fordi det kan give forfordeling. Jeg har derfor valgt, at han behandles ligesom alle de andre. Det har så medført, at Tristan har sagt, at jeg er en hård træner til min ex, men det er rigtig dejligt at tilbringe tid med ham og drengene,« siger Lars, der også har et andet projekt kørende:

»Jeg er meget aktiv omkring Krigsveteranlandsholdet i fodbold. Det er et projekt, der betyder meget for mig. Jeg synes, at det er rigtig fedt at være en del af. Lige på det punkt har Corona været god, da vi har brugt tiden på at bygge konceptet rigtig godt op,« slutter Ugens Kurt, Lars Christian Stæhr Wolff.

Ugens Kurt: Magnus Kudahl Te Pas

2
Magnus Kudahl te Pas Foto: AVISEN

Ugens Kurt er netop blev udnævnt til Børn- og Ungechef i Fredericia Kommune. Han brænder for skolerne og ikke mindst at tænke nyt i en tid, og samtidig arbejde med image- og identitet. Folkeskolerne er hjertebarnet – og samfundsværdien heraf er stor. Ugens Kurt er Magnus Kudahl Te Pas.

Ugens Kurt er født i Nordsjælland i 1974, et år senere rykkede familien dog til Jylland, da faren fik arbejde som flymekaniker i Karup. 

»Vi flyttede til Hagebro i 1975, hvor min far fik arbejde på militærlufthavnen. Jeg er vokset op på landet, så det var fodbold, skole og mere fodbold. Senere blev det også til elitefodbold,« fortæller Te Pas og fortsætter:.

»70- og 80erne var jo en tid, hvor man spillede fodbold om sommeren og håndbold om vinteren. Det var fantastisk. Det var kammerater, sammehold og alt var godt. Jeg gik i den lokale folkeskole. Udover skole og sport, så fiskede vi også. Det var kammeratskab og natur. Jeg elskede det.«

 Magnus kalder sit barne- og ungdomsliv for de to ff’er. Fodbold og fiskeri, og særligt fodbolden tog fart undervejs. 

»Vi spillede fodbold i den lokale klub, men i syvende klasse tog det fart for mig. Jeg spillede elitefodbold i Holstebro og Viborg fF. Det var virkelig fedt. Derhjemme var min mor blevet efterskolelærer, og hun sagde altid. Fodbold var okay, hvis jeg fulgte med i skolen, hvilket jeg gjorde. Jeg var dog ikke særlig boglig, men jeg fulgte med. Det var også en anden tid, der var bare mere tid til det hele,« fortæller Magnus

»Jeg skulle have været på fodboldefterskole, men jeg blev ramt af en skade. Mit ben var i gips, så livet gik en anden vej. Jeg startede på HTX i Skive – og gik måske lidt samme vej som min far – den tekniske. Min onkel var også elektromekaniker, så det var en klar inspiration for mig. Jeg har altid interesseret mig for elektronik, teknik og computer. Fodboldmæssigt kom jeg igen efter min skade og spillede indtil, jeg var 17 år. Det var HTX og ynglingedivision, men til sidst kunne benene ikke holde til det. Sådan var det. Skolen gik dog bedre og bedre, og jeg fik gode karakter.«

Efter HTX kommer Magnus Kudahl Te Pas til Bang & Olufsens afdeling i Skive, hvor han søger hen for at kunne søge videre ind på et teknisk studium.

»Det var da spændende at komme til en så hædrekronede virksomhed. I Skive lavede man printplader, men mine opgaver bestod mest i at feje og flytte rundt på ting. Jeg ville stadig være ingeniør, men alt tog en drejning, da jeg rejste til Grønland,« siger Te Pas og uddyber: 

»Jeg rejste til Grønland, hvor jeg havde familie. Jeg skulle faktisk bare være der i 14 dage. Jeg mødte en magisk natur, og selvom der ikke skete meget, da vi var i august måned, hvor de fleste var rejst hjem, så blev jeg opfordret til at søge et job i en elektronikforretning. Jeg søgte og fik det. Jeg arbejdede med alt fra tv til parabolantenner, og hårde hvidevarer. Jeg var 20 år gammel, og det var en god tid.«

Da Magnus rejser hjem fra Grønland, er det stadig med ambitionen om at starte på ingeniørstudiet, men mødet med mennesker – og det arbejde med mennesker, har inspireret ham. Han vil en anden vej. 

»Jeg tog på højskole i Hadsten i 1996. Det var alt andet end det boglige. Det var keramik, korsang, eliteidræt og sågar vævning. Jeg mødte også min hustru på højskolen. Det var en rigtig god tid,« fortæller Ugens Kurt og fortsætter:

»Min hustru ville læse til sygeplejerske, og jeg til lærer, så vi flyttede til Aarhus, hvor jeg startede på lærerseminariet. Efter et par år på studiet søgte jeg faktisk ind til politiet, hvor jeg også kom ti samtale, men jeg blev på lærerseminariet, og gennemfører studiet. Jeg får mit første job på Gellerup Skole i Aarhus. En fed stilling ude i ghettoen, et supergodt læreår, hvor jeg arbejder med en modtagerklasse med små etniske drenge.«

»I 2001 flytter vi til Vejle. Jeg får arbejde på Damhavens Skole i Vejle, der var en udfordret skole. Jeg bliver mellemtrinslærer i matematik, idræt og naturfag. I 2004 bliver jeg tilbudt en stilling som viceskoleleder på Nørremarksskolen. Jeg havde faktisk ikke ambitioner den vej, men min afdelingsleder sagde, at det var noget for mig. Jeg fik derefter blod på tanden. Jeg var 30 år gammel og pludselig i gang med en lederkarriere.«

»I sommeren 2007 talte jeg med skolechefen i Vejle Kommune, der mente, at jeg skulle gå efter en skolelederstilling – og pludselig i maj måned, ringede hun og sagde, at det var nu. Hun tilbød mig at blive leder for Gauerslund Skole, hvilket jeg gerne ville tænke over, men det var der ikke tid til – jeg skulle præsenteres kl.8 næste dag,« siger Teas Pas og fortsætter:

»Sådan gik det til – og det blev nogle fantastiske år. Det var også der, at TV-projektet med TV2 kom ind i billedet. Det gik stærkt – og skolen blev senere slået sammen med Andkær under paraplyen Fælleshåbsskolen.«

I 2014 kan Magnus mærke, at han vil noget andet. Han er i gang med en master i offentlig ledelse, har stiftet en foredragsvirksomhed, hvor han er rundt på over 50 skoler for at tale om skoleledelse,  forældreopbakning, anderledes undervisning og meget andet.

»Det var virkelig spændende. Jeg fik talt for mange menensker, og jeg var også en del af et skoleledernetværk. Jeg var også i Korea og tale om innovativ skole og om ledelse. Jeg blev også tilbudt at arbejde som konsulent, men det var ikke mig. Jeg ville gerne være tættere på skolen. Folkeskolen kunne noget. Skolen for alle. Da jeg i 2017 er kommet til skade med akillessenen, ser jeg for sjovt på stillingsopslag, og falder over Fredericia, hvor man arbejder med en helt anden struktur. Det med at blive distriksskoleleder og dermed også lede ledere var spændende,« fortæller Magnus.

»Den 1. marts bliver jeg ansat på Kirstinebjerg Skolen som Distriktskoleleder. En spændende opgave, som hurtigt tog fart. Jeg blev så i 2020 konstitueret Børn- og Unge Chef i Fredericia Kommune, og efter seks måneder i den stilling opfordret til at søge stillingen fast. Det er jeg virkelig taknemmelig for. Det er en spændende opgave, og jeg er stadig rigtig glad for Folkeskolen og vores institutioner. Det er en meget interessant opgave i en by, hvor man strukturmæssigt nu kan høste det arbejde, man påbegyndte i 2013. Det tager tid at skifte struktur,« tilføjer Ugens Kurt.

Magnus, hvis du skal sætte ord på Folkeskolen i Fredericia, hvad skulle det så være? 

»Folkeskolen er god. Folkeskolen er spændende. Folkeskolen har et kæmpe potentiale. Jeg vil faktisk sige, at Folkeskolen i Fredericia sammen med daginstitutionerne har alle muligheder for at blive endnu bedre. For vi kan så meget i Fredericia. Det er selvtilliden, der skal være bedre. Jeg synes, at det er ekstremt spændende at arbejde i motorrummet lige nu, og man må sige at politikerne har begunstiget børn og unge i budgettet,« svarer Te Pas og slutter:

»Skolevæsenet har i mange år råbt efter flere penge – og det er blevet hørt de sidste to år. Det bliver fantastisk at se, hvor det bærer det hele hen og ikke mindst arbejde med de mange opgaver i Fredericia Kommune.«

Ugens Kurt: Bonnie Lykke

0
(Foto: AVISEN)

Ugens Kurt har siden 2016 haft sit eget figurteater, som hun bruger fritiden på, mens fuldtidsbeskæftgelsen er jobbet som lærer på Sct. Knuds Skole. I en alder af 19 år flyttede hun til Berlin, men vendte tilbage til Fredericia som 26-årig. Siden da har hun boet i byen, der har alt det hun har brug med by kombineret med natur. Ugens Kurt er Bonnie Lykke.

Efter en uges fravær i vores serie er vi igen tilbage på kaffebaren. Bevæbnet med et mundbind i lommen gik turen fra vores kontor i Riddergade og hen til Kurt’s Kaffebar i Jyllandsgade, hvor Bonnie allerede havde taget plads i en stol ude foran.

Efter at have taget mundbindet på gik turen ind for at bestille en sort kop kaffe og en kaffe med mælk. Kort tid efter kom Cirkeline ud med vores bestilling, og så gik samtalen igang i det dejlige fredericianske efterårsvejr, som viste sig fra sin bedste side.

Bonnie er 42 år og er gift med Ole. Hun er født i Fredericia, men opvoksede i Brejning og indtil 5. klasse gik hun på Gauerslund Skole før turen gik ind til Egumvejens Skole. Men hvordan var hendes barndom? Det spurgte vi Bonnie om.

»Jeg havde en typisk 80’er barndom. Det jeg husker er, at jeg var i værkstedet hos min far. Han var en opfindertype og opfandt alt muligt, så det er der jeg har mit erhverv med figurteater fra,« siger Bonnie.

Efter endt folkeskole gik turen til Odense for Bonnie, hvor hun uddannede sig til makeup-artist og det relaterer Bonnie igen til den typiske 80’er barndom.

»Jeg var vokset op med dukkefilm og blev bidt af det, og drømte om at komme til at arbejde med det,« siger Bonnie, der efter at have færdiggjort uddannelsen flyttede til kunstnermekkaet Berlin som 19-årig:

»Det var der jeg kom i kontakt med dukketeater for første gang. Jeg fik enkelte filmopgaver, da jeg flyttede derned. I min tid der arbejdede jeg på forskellige forlag, og det løb rundt på den måde. Da jeg boede der var det primært i Kreuzberg,« siger Bonnie og fortsætter:

»Jeg elsker stadig Berlin den dag i dag. Den er så stor, at der er mange byer i byen. Jeg var der fornyelig på lejrskole, og siden jeg boede der er der flydt meget vand igennem floden. For to år siden var jeg der også i forbindelse med 48 stunden Neukölln. Det er virkelig et brandpunkt for kreativitet.«

Hvor meget af din inspiration til Teater Figuletta kommer fra Berlin?

»Der er kommet meget inspiration, men det kommer også fra en festival i Silkeborg, og så ser jeg også meget YouTube og lignende for at blive inspireret,« forklarer Bonnie.

Efter tiden i Berlin gik turen tilbage til Danmark, hvor Bonnie startede på skolebænken.

»Jeg startede i den tunge ende, da jeg ikke havde en studentereksamen. Jeg tog derfor en HF, og efterfølgende tog jeg læreruddannelsen. Og så endte jeg også med at læse kultur og formidling på Syddansk Universitet i Odense,« siger Bonnie.

Hvordan var det at komme tilbage i skolen?

»Jeg kom fra et sted, hvor der var personer fra mange forskellige dele af verden, hvor man betaler for at gå i skole. Derfor er jeg dybt taknemmelig for det danske skolesystem, hvor man får det hele betalt af staten,« siger Bonnie.

Efter at have overstået livet på skolebænken, så begyndte Bonnie sit erhvervsliv.

»Jeg fik arbejde som lærer på Sct. Knuds Skole, og skabte mig et netværk i Fredericia. Jeg har altid villet noget noget med figurteater. Det tætteste på var i Aarhus og København, og jeg besluttede mig derfor at etablere,« siger Bonnie, der etablerede Teater Figuletta i 2016:

»Det var ikke helt nyt at blive selvstændig, da jeg var det i Berlin som illustrator for flag. Men det var den eneste rigtige beslutning for mig. Jeg vil sige, at det kan være hårdt med et fuldtidsarbejde ved siden af, men alternativet var meget værre,« siger Bonnie. 

Hvordan var det at have den første forestilling?

»Den første jeg havde var Tommy Lise, og det var fantastisk .Jeg har lavet teater i mine unge dage med det daværende A55. Det med at tage selve teaterdelen op igen, og se det blive udført var fantastisk,« siger Bonnie, der kan mærke en forskel på Teater Figueletta og frem til i dag:

»Jeg er blevet meget mere kritisk. Jeg prøver at finde ind til kernen af hvad figurteater kan.«

I de seneste år, særligt i forbindelse med #sommerifredericia, kom Bonnies store dukker frem i gadebilledet, men hvor stammer den interesse fra? Det spurgte jeg Bonnie om.

»Det er helt tilbage fra lærerseminariet. Min afgangseksamen var en figur der hed Kurt, hvilket selvfølgelig er lidt sjovt, når vi sidder her. Jeg optrådte med Kurt som det første, og blev bidt af det.«

Teater Figuletta har to former for optrædner. De figurer vi ser ude i gaderne og så dukketeaterforestillingerne.

»Det ene er mere kommercielt end det andet og er en meget kort fortælling, hvor kunsten kommer til folket. I forestillingen skal folk ind til kunsten. Det er mere dybdegående med forestillingen, men jeg holder også af de store dukker,« siger Bonnie.

Drømmer du om, at Teater Figuletta bliver et fuldtidserhverv?

»Jeg har svært ved at se det, fordi der skal meget til for at få det til at køre rundt. Jeg drømmer om at få en fast scene kombineret med mit lærerarbejde, men jeg kunne godt bruge en pengemæssig hånd til selve forretningen og noget mere lagerplads, da jeg har fået for mange dukker i forhold til den plads jeg har,« siger Bonnie.

Teater Figuletta plejer at være en aktiv del af Trekantens Festuge. Det er tilfældet igen i år, hvor Bonnies dukkerteater er aktuel med pigen i kufferten, der spilles i efterårsferien, men festugen er en anderledes størrelse i år pga. Covid-19.

»Den har været meget mærkelig. Den skulle spredes udover længere tid, og jeg søgte et beløb som jeg ikke fik alt af. Så måtte jeg retænke det. Der var fire skuespillere, men jeg måtte skære det ned til pigen i kufferten,« siger Bonnie.

Samtalen med Bonnie nærmer sig sin afslutning, og slutteligt spurgte jeg Bonnie hvad det er for et Fredericia, som hun ser i dag kontra dengang hun voksede op.

»Fredericia er ikke den by jeg forlod, da jeg flyttede til Berlin. Fredericia er mit hjem, og er kommet i en god retning. Den skal ikke sammenlignes med Vejle og Kolding. Byen har det den skal have. Jeg forlod Fredericia dengang, da jeg var ung og ville opleve verden, men jeg fandt ud af, at Fredericia har alt hvad jeg skal bruge med natur kombineret med by,« slutter Ugens Kurt, Bonnie Lykke.

Ugens Kurt: Birgithe Lindsay Kjærgaard Honoré

0
(Foto: Bobbie Nielsen)

Hun er 36 år og højaktuel i Teater Malstrøms Burlesque, der havde repremiere i forrige uge. Hun lever af at få taget billeder, blandet som Side 9-pige i Ekstra Bladet. Ugens Kurt er Birgithe Lindsay Kjærgaard Honoré, eller bare Lindsay, som hun kaldes i dagligdagen.

Coranaen har gjort sit indtog i det danske samfund igen, således også i Fredericia, der har været rød zone i den seneste tid. Derfor er Ugens Kurt midlertidigt blevet lavet om til et telefonopkald indtil situationen igen er til, at man kan sidde og interviewe Ugens Kurt på kaffebaren uden restriktioner.

Lindsay er født og opvokset i Fredericia, hvor hun kom til verden for 36 år siden. Opvæksten havde hun i Kongensstræde og den første del af skolegangen foregik på Købmagergade Skole.

»Der gik jeg indtil 2. klasse og så flyttede vi til Korskærparken, hvorfor jeg startede på Alléskolen. Efterfølgende tog jeg 10. klasse på fællestiende i Erritsø,« siger Lindsay og kommer ind på skoletiden:

»Jeg har haft det okay med at gå i skole, men der har altid været gang i mig. Det skal forståes på den måde, at jeg har haft svært ved at holde mig i ro og ville ud og være kreativ,« siger Lindsay.

Hvad gik fritiden med dengang?

»Det var meget venner og så trænede jeg. Da jeg var yngre skrev jeg en del dagbog, digte og sådan noget. Jeg har altid været glad for musik, så meget det med at være kreativ har altid ligget til mig. Jeg har altid været glad for at performe, og har altid været meget kropslig og kreativ anlagt,« forklarer Lindsay og fortsætter:

»Jeg har altid vist, at jeg ville leve et lidt anderledes liv, og det passer stadig meget godt. Det er ikke den klassiske med skole, lang uddannelse og så børn. Det er langt fra mig,« slår hun fast.

Efter endt tiende klasse drog Lindsay på eventyr. Turen gik til England, hvor hun var au pair i seks måneder.

»Jeg havde behov for, at der skulle ske noget, så jeg tog til England. Samtidig studerede jeg engelsk og tog lidt spansk.  Det gav mig noget erfaring med at stå på egne ben,« siger Lindsay.

Hvad begyndte du på efter tiden i England?

»Jeg var 18 år og ville have en studentereksamen. Derfor tog til optagelsesprøven på Fredericia Gymnasium, men jeg fik afslag som jeg har fortalt i en tidligere historie. Jeg tog derfor en uddannelse som kosmetolog, fordi det er noget kreativt, og så begyndte jeg samtidig at strippe i den alder og lave modelarbejde,« siger Lindsay og fortsætter:

»Jeg prøvede at få taget billeder af mig selv og hvad der hører til. Da jeg var 18-19 år var tiderne anderledes – det var ikke så digitalt. Mange opgaver kom til mig. Jeg blev tilbud mange ting, eksempelvis en tur til Sydfrankrig til fotoshoot. Det har altid faldet mig naturligt med billeder, måske fordi jeg altid har haft et afslappet forhold til min krop, og aldrig haft fordomme til den slags. Jeg har altid været glad for at performe, så det var ikke forkert for mig.«

Hvordan reagerede folk på, at du blev stripper?

»Mine forældre har altid støttet mig. Det vigtigste har været, at jeg var glad og at jeg har passet mit arbejde. Det er også vigtigt for mig. Så for familien har der ikke været noget, da de godt har vidst, at jeg har stukket lidt ud. I forhold til venner har der heller ikke været noget, da de kun har været positive,« forklarer Lindsay.

Vi spoler tiden lidt frem. Lindsays voksenliv har primært bestået af model og strip-jobs, men i 2008 gik hun på sanglinjen på Teaterhøjskolen og i 2009 gik hun på Snoghøj Højskolens danselinje. Det har været med til at forme hende til den person, som Lindsay er i dag.

»Nu er jeg blevet ældre, men det ændrer ikke på noget, selvom nogen tænker noget andet. Man kan ikke leve sådan og sådan, men hvorfor kan man ikke det? Er det bedre, at jeg drikker mig fuld hver dag? Jeg tror ikke på normer, og man skal skabe det liv som man vil,« siger Lindsay.

I de seneste tre år har Lindsay været med i Teater Malstrøms Burlesque. Men hvordan opstod det? Det spurgte vi Lindsay om.

»Instruktøren Michael Hansen spurgte mig et halvt års tid forinden den første forstilling. Han kendte mig godt på forhånd, og jeg kom med efter at have været til audition, og det gentog sig de efterfølgende år. Hele tiden har jeg rykket mig. Jeg er en stædig type, og så træner Burlesque kontra strip, er det er “takken” op. Det er en bred form, og jeg er ikke begrænset af alder, kroppen og udseendet, som man er som stripper. Det giver mig mulighed for at performe yderligere. Jeg vil gerne på udenlandske scener, hvis det bliver muligt,« siger Lindsay.

I foråret stoppede Burlesque brat. Optrædenerne med The Time Machine var i fuld gang, men pludselig kom coranaens indtog og lukkede det hele ned. Først for et par uger siden var der repremiere.

»Når jeg husker tilbage tænker jeg , at det er surrealistisk. Hvad hvis verden lukker ned? Man forestiller sig sådan et scenarie og jeg havde en kammerat, der var i Thailand, hvor det lige var brudt ud. Der kan jeg huske, at det var underligt. Jeg spillede et spil, der handlede om hurtigst muligt kan få en virus til at sprede sig og få verden til at gå under. I det øjeblik vi lukkede stoppede jeg med at spille – så var det ikke sjovt mere. Vi har ikke prøvet noget lignende siden den spanske syge. Jeg lever af at kunne optræde, så det gik i stå. Jeg læste min HHX på det tidspunkt, og jeg blev glad for at sidde i sengen og lave lektier. Corona udsatte lige alle planer.«

Lindsay nævnte det selv, hendes HHX. Den blev afsluttet på historisk vis med hjemmeundervisning, og det sætter hun ord på.

»Det var anderledes. Jeg havde haft drømmen siden, at jeg var 18 år, så det var lidt ærgerligt, at nogen af de ting med studentergilder som man havde glædet sig til, blev meget anderledes. Hvis det endelig skulle være, så skulle det være noget man kan fortælle med noget historie. Ligesom med dem, der tog eksamen under krigen,« siger Lindsay.

Senest er Lindsay begyndt på sit eget projekt. Hun afholdt Ariel Hoop på Rådhuspladsen, og det håber hun, at kunne drive til mere.

»Jeg er begyndt på mit projekt, der kom af, at da jeg skulle lave audition med areal hoppe, måtte jeg lave mit eget træningsrum derhjemme og meldte mig ud fra, hvor jeg trænede. Gad vide om det er andre der har det ligesom mig, tænkte jeg,« siger Lindsay.

Hvad byder fremtiden på?

»Jeg tager tingene som de kommer. Jeg har ikke planer om yderliger en Malstrøm, det kommer som det kommer, men jeg har planer med mit projekt og håber at finde samarbejde med skoler eller foreninger. Jeg elsker at undervise børn og var på Rådhuspladsen i lørdags. Det gik godt, og jeg følte, at der var noget fremtid i det. Jeg har et godt tag på børnene, og har en anderledes pædagogik end andre, der er mere “curling” artige. Jeg elsker at arbejde med børn og synes, at det var en fantastisk oplevelse.«

Lindsay er født og opvokset i Fredericia, og bor stadig i byen, men hvad er det for et Fredericia i dag kontra dengang Lindsay var yngre?

»Fredericia har udviklet sig meget og er blevet moderne, men også lidt mere tomt, tror jeg. Måske kommer jeg ikke nok i byen, og involverer mig ikke så meget som jeg burde. Jeg har altid arbejdet meget udenfor byen, og holdt mig meget fra min egen by pga. arbejde, så jeg føler tit, at selvom folk kender mig, så er det en overfladisk facade, som jeg har. Jeg vil vise folk hvem jeg er indvendig og hvad jeg står for. Jeg er en lille hippie pige,« slår Lindsay fast og slutter af med at fortælle, hvor hun håber ,at hun er om fem år:

»Jeg håber, at jeg har været i udlandet på nogen scener og slået igennem som Burlesque-perfomer, og så håber jeg, at mit projekt er vokset og har skabt så meget interesse, at jeg har mit eget lille sted, hvor folk kan komme. Jeg synes, at det kunne være sejt at have sit eget sted. Jeg elsker at skabe mit eget arbejde, og vil fortsætte med det. Jeg er måske også blevet mor, og så håber jeg, at jeg har boet i Spanien,« slutter Ugens Kurt, Lindsay. ■

Ugens Kurt: Johnny Gilberg

0

Ugens Kurt er ikke født indenfor Voldene, men alligevel svømmer Fredericia i blodet på den 66-årige odenseaner, der flyttede til Fredericia som 11-årig. Gennem årtier har han været aktiv i Fredericia KFUM og i dag spiller han stadig fodbold i klubben, han kom til i 1965. Ugens Kurt er Johnny Gilberg.

Johnny Gilberg så dagens lys i 1954 i Albanigade på Albani Hospital. Han voksede op på Houstrupvej i Odense, var storebror for en lillebror og lillesøster. Hans far var maskinmester og sejlede på de syv verdenshave, imens moderen sørgede for hjemmet i Odense. 

Skoletiden blev passet på Kragsbjergskolen i Rødegårdsvej i det indre Odense, men det er ikke skolen, der springer frem fra Johnnys hukommelse først. Derimod er det en livskamp, der satte sig først, da han var 6 år gammel.

»Jeg husker faktisk ikke så meget fra min tidlige barndom udover, at jeg var ved at drukne i Tivolisøen. Jeg hjalp mælkemanden, som jo dengang var en branche med hestevogn og mælkeflasker. Vi boede tæt på Tivoli og en morgen, hvor jeg skulle hjælpe til, gik jeg bagind til Tivoli via Langelinje. Det var en vinterdag ved bådebroen i søen, og jeg husker, at der var is og sne på søen. Jeg tog den på røven og var ved at drukne. Jeg husker tydeligt den livskamp, men jeg overlevede. Jeg tror, at sådan en livskamp, er noget der kommer, når man virkelig er presset. Jeg har aldrig glemt det. Jeg turde heller ikke fortælle det til min mor, jeg sagde, at jeg var faldet i en vandpyt. Først 30 år senere erkendte jeg, hvad der var sket. Hun havde også undret sig over, at jeg kunne blive så våd i en vandpyt,« fortæller Johnny Gilberg.

»Min tidligere barndom var en barsk omgang, det var rart hos mor, men kvarteret vi flyttede til på Rødegårdsvej var råt. Det var et nybyggeri, som samlede mange banditter. Det var ikke socialt udsatte, men det var generelt et barsk kvarter. Fritiden var dog nogenlunde – og den gik med fodbold og mere fodbold. Jeg elskede fodbold. Min morfar var kontrollør ved Odense Teater – en af den slags med fin uniform og guldknapper. Jeg husker, at han tog os med til fodbold. Han var OB’er, mens min far hadede OB, men elskede B1913. Sådan gik det til, at jeg selv begyndte at spille fodbold i B1913 på banerne ved Falen i Odense. Der var 11 11 mandshold. Det var helt vildt. Jeg spillede fem år for klubben på andetholdet. Det var en kanontid med fodbold. Vi spillede alle sammen bold. Jeg havde da godt nok et år som ulveunge hos spejderne, men ellers var det fodbold, der fyldte det hele,« fortsætter Gilberg. 

Hvordan var du i skolen? 

»I Odense var jeg nok mest en rod. Jeg passede ikke min skole så godt. Det var først senere, at jeg fandt interesse for skolen. Jeg husker, at jeg var god til regning, men ikke så god til at skrive, men der skete noget på den konto, da jeg kom til Fredericia. Min far fik arbejde som værkfører hos Dansk Rørindustri og vi flyttede til Annavej, hvor rørindustrien havde nogle rækkehus. Jeg fik mit eget værelse, hvilket jeg havde haft før. Skolen blev passet på Skansevejens Skole, hvor jeg kunne møde til tiden, når klokken ringede, så tæt boede vi på,« fortæller Ugens Kurt, der gjorde sit indtog i fæstningsbyen med klingende fynsk stemme. 

»Det er nogle gange skæbnen, der afgør, hvor man ender, og jeg endte i Fredericia. Fodbolden fortsatte med at være mit liv. Min far havde en kollega, der hed Knud Nielsen, hans søn Kurt, spillede fodbold i KFUM. En dag mødte jeg ham på fisketur, og sådan gik det til, at jeg endte med at spille fodbold i KFUM. Jeg røg tilmed på førsteholdet – men for at spille med Kurt, måtte jeg faktisk lyve mig ældre. Der var nemlig 10 dages forskel på os. Jeg er født otte dage inde i januar – det var altså otte dage for sent, hvis jeg skulle spille med Kurt, men det opdagede man først tre år senere,« siger Johnny og griner.

»I stedet kom jeg til at spille med mange af de mennesker, der sidenhen blev rigtig dygtige på Fredericia KFUMs storhold i håndbold. Men når der ikke stod bold på kalenderen, så kom jeg faktisk tættere på Fredericia by, da jeg fik job som bud. Der var en nabodreng, der havde et job hos Købmand Tage Bertelsen i Norgesgade. Der kom jeg også til at hjælpe. Jeg lærte byen at kende inden for Voldene. Min mor havde det lidt svært med byen. Hun havde svært ved at falde til. I Odense mødte man en frisk og varm velkomst, når man trådte ind i en butik, i Fredericia var man mere stive. Det oplevede jeg da også. Mange kunne finde på at kalde sig Fru Ingeniør og sådan noget. Sådan var det nok dengang, men det gjorde man ikke på samme måde i Odense, hvor vi kom fra.«

En god dansklærer

»Erik Frank Hansen var min dansklærer fra 8-10. klasse på Skansevejens Skole. Han var god. Det var Fru Kil også. Gode lærere, som jeg satte stor pris på. Erik Frank Hansen var meget i øjenhøjde med os elever. Han fik mig også til at interessere mig mere for dansk, men det var livet udenfor skolen, der fyldte mest,« fortæller Gilberg og fortsætter:

»En lille anekdote, jeg husker var, at jeg var avisbud for Aktuelt, der havde lokalredaktion i Købmagergade. Jeg husker, at man havde fået et nyt trykkeri, og der desværre nogle gange var ventetid. Vi skulle ud med Aktuelt inden kl.7.00, så byens arbejdere kunne læse deres avis, inden de skulle møde. Jeg mødtes med klassekammerater for at dele aviser ud, men det hændte, at de ikke var klar til tiden. Da en arbejder så blev sur på os, var der en anden arbejder – Marius, der kæmpede for os. Han fik gjort, så vi fik ventepenge, når vi mødte 4.45, hvis avisen ikke var kommet til os. Det var faktisk en god tid. Jeg husker også, at vi læste avis, drak mælk og spiste basser. Det endte endda med at være et vellønnet job, da vi i de større klasser kunne tjene 147 kroner ved at pjække en time for at dele aviser ud. Til det tal skal man huske, at jeg tjente 96 kroner for 43 timers arbejde som lærling.«

Efter skoletiden lå det i kortene, at Johnny Gilberg skulle i lære. Hans fætter var blevet murelærling. Hans venner fra KFUM var også i flæng gået i lære som murer, blandt andre Jan Starup, Ib Astrup Madsen, Bent Bjerre Jørgensen og altså også Kurt Nielsen. Men lærepladsen fik Johnny ved noget så utraditionelt, som en jobsamtale, hvor mor var med.

»Jeg var ikke myndig, så mor skulle med. Det var sjovt. Jeg fik job hos Malte Sørensen og Søn i 1971. Jeg kendte også Ole Malte fra KFUM. Så det var oplagt. Jeg fik noget af et chok, da jeg startede. Efter tre måneder på skolebænken, så skulle man ud, og mit første job var en iskold vinter i 1971. November 1971 er den nok den koldeste vinter nogensinde. Jeg husker, at vi lagde sten på sten på Erritsø Centralskole. Det var modbydeligt, men jeg kom igennem uddannelsen. Jeg vidste godt, at jeg ikke skulle være murer for livet, men ad to omgange kom jeg igennnem. Desværre gik Malte Sørensen konkurs, så fik det sidste læreår hos Leif Karlsen. Jeg begyndte derefter på handelsskolen, og flyttede retur til Odense, hvor jeg lejede et værelse hos min fætter, der havde købt et hus. Jeg spillede håndbold i Stjernen, og fik faktisk 20 førsteholdskampe. Arbejdsmæssigt kom jeg ind i et firma, hvor jeg lavede udstillinger i byggemarkeder. Jeg kørte landet rundt og udstillede vægfliser. Jeg var ret god til det, og det var virkelig også spændende,« fortæller Ugens Kurt, der fandt kærligheden i Fredericia og flyttede retur.

»1977 er et mærkeår i mit liv. Jeg mødte Vivi fra Fredericia. Jeg husker, at jeg besøgte min mor. Jeg gik i byen og der mødte jeg Vivi. Samme år blev OB danske mestre den første gang, så det var virkelig et mærkeår. Jeg flyttede retur til Fredericia, fik job på Fredericia Trælasthandel, der lå ved havnen, men jeg var der kun i tre måneder. De havde vist forbygget sig, og gik konkurs. Men så kom jeg til Ole Malte, der var startet for sig selv. Han sagde til mig, at jeg skulle komme over til ham som murer. Jeg var der i fire år som svend. Det var en virkelig god tid.«

Fire år senere så Vivis og Johnnys første barn dagens lys, Louise – og fire år senere så Casper dagens lys. 

»Arbejdsmæssigt ville jeg gerne noget med EDB. Jeg tog kontakt til Preben Mose, der var leder af en driftafdeling på Bankdata. Jeg kunne godt se mig selv spille håndbold i Erritsø og arbejde for Bankdata. Mit netværk til Preben Mose førte et job med sig, da de søgte en driftassistent. Jeg søgte stillingen med håndskreven blæk og kom til samtale. Det blev til 16 gode år på Bankdata, hvor vi var en slags specialarbejdere indenfor EDB-drift, hvor vi blev lært op undervejs. Samtidig havde jeg svært ved at holde min kæft, så jeg endte også som tillidsmand. Jeg tog også en uddannelse indenfor feltet, blev kredsbestyrelsesmedlem og senere formand for 4000 kolleger. Det tog fart, og jeg blev valgt videre til Finansforbundet, hvor jeg faktisk blev ansvarlig for arbejdsmiljø i fagforeningen. Det var en spændende tid, og noget anderledes end i dag. Jeg fik faktisk min løn fra Bankdata – sådan var overenskomsten, selvom jeg ikke arbejdede der. Tiden var samtidig meget udviklende for mig, men også egoistisk,« fortæller Johnny og uddyber:

»Jeg husker, at jeg skulle holde et indlæg om fritid- og arbejdsliv. Jeg havde sat mit eget liv i skema, og kunne se, at jeg havde haft 75 overnatninger på et år, og over 100 arbejdsdage i København, der jo dengang, var en dagsrejse, fordi man skulle over med Færget. Det var et hårdt liv, og da jeg havde holdt det foredrag, fik jeg dårlig samvittighed. Jeg havde jo børn. Det duede ikke.,«

Johnny Gilberg fik job hos det, der blev til TRE-FOR som Personalechef.

»Jeg fik jobbet som personalechef for det ny-fusionede TRE-FOR, der var forsyningsselskaberne fra byerne i Vejle, Middelfart og Fredericia. Senere kom Kolding med. Det var en spændende opgave, hvor vi skulle flytte personalet fra det kommunale system til det private. Det var noget af en rejse, og det endte med en overenskomst på 40 sider for virksomheden. Vi havde ikke en eneste sag i to år, men så flyttede vi til Kolding, og der kom sagerne. Jeg var personalechef i TRE-FOR fra 1999 til 2007. Vi var fire chefer, der røg ud samme dag. Der skulle andre boller på suppen, men det var faktisk en lettelse af ryge ud,« og fortæller Gilberg.

Hvad skete der så? 

»Ja, gode råd er dyre, men jeg havde tit drømt om at starte for mig selv. Det blev så i 2007, hvor der var krisetider. Jeg havde et godt koncept, men døde nok på kanvassalget. Det var ikke mig. Jeg blev faktisk træt af at sælge hele tiden, konceptet var virkelig godt, men den anden kamp om kunderne, var ikke mig, slet ikke i krisetiderne, hvor virksomhederne sparede på eksterne konsulenter, så det var ikke så velovervejet. Men jeg fik solgt nogle konsulentydelser, og jeg blev også underviser på IBC. Jeg underviste også i arbejdsmiljø for små og mellemstore virksomheder, så de var klædt på, når og hvis Arbejdstilsynet kiggede forbi. Samtidig tog jeg en coachuddannelse, så jeg kunne rådgive erhvervsledere. Det var faktisk spændende, men jeg søgte noget mere fast, og det kom så, da jeg lavede en opgave for Fredericia Kommune. Sammen med en kollega fra Kolding arbejdede vi med en række koncepter, der skulle hjælpe kommunen på aktiveringsområdet. Der var en stigende bekymring hos borgerne, der så en stigende mængde “ligegyldig aktivering”. Desværre røg vores projekt lige ind midt i politiske forhandlinger, så selvom vi havde afholdt et godt møde med kommunens Økonomichef, så nåede vi ikke videre. I stedet greb jeg netværket, jeg havde opbygget, og sagde til kommunen. I ved, hvad jeg kan – kan I bruge mine kompetencer til noget. Og det kunne man. Jeg blev ansat på et nyt kompentencecenter, hvor vi underviste ledige, der skulle i aktivering. Jeg husker, at min første arbejdsdag var et syn med borde stablet til loftet – og om mandagen skulle første hold starte. Men alt gik godt. Vi skiftede meget i undervisningen og tilpassede den fra gang til gang, så de mennesker, vi underviste, fik den hjælp, der kunne give dem bedre kort senere. Det var hele tiden med udgangspunkt i, hvor de var i livet og på jobmarkedet,« fortæller Johnny og fortsætter:

»Det blev til otte gode år i Fredericia Kommune, hvor jeg også sad i Jobcenterets virksomhedsservice. Jeg talte med mange virksomheder, og det var fantastisk. Jeg havde generelt en god dialog med virksomhederne i byen – og det skabte også mange jobåbninger. Jeg kan godt lide at tale med menensker, og kan man hjælpe en virksomhed med at finde en medarbejder, så når man langt. Det var fedt.«

Frivillig i KFUM

Som tidligere skrevet i denne Ugens Kurt, så fandt Johnny Gilberg vej til Fredericia KFUM, og den tid er ikke slut endnu. Gennem årene har Johnny både spillet fodbold, været træner og leder. 

»Jeg har vel spillet 50 førsteholdskampe for KFUM, og endda nogle få divisionskampe i 70erne. Jeg var faktisk bedst til håndbold, men jeg gad det ikke rigtigt. Det var sjovt at spille håndbold, men kedeligt at se på. Selv da KFUM spillede i 1. division var jeg ikke fanget på samme måde som andre. Det var da fedt, når Flemming Hansen bankede bolden ind i trekanten og bolden susede rundt i målet, men det ikke mig. Fodbolden var mig. Jeg elskede det. Jeg har haft mange gode oplevelser i Fredericia KFUM, blandt andet rejser i Europa og Norden med hold, og da Gert List Nielsen i 2003 spurgte om det ikke var noget for mig at blive formand for klubben, tænkte jeg – jo, det kunne da være en god måde at give lidt igen på. Det blev faktisk til 11 år. Jeg havde en del erfaring fra organisationsarbejde, så det var oplagt, men der var godt nok både plusser og minusser. Der var også bøvl. Jeg havde altid villet være sådan en formand, der talte med forældre og børnespillere, men der var mere økonomi og bøvl. Jeg brugte utrolig meget tid på samarbejdspartnere, koncerter og desværre også retsager,« fortæller Ugens Kurt.

»I 2005 begyndte vi at lave større koncerter. Jeg var blevet inspireret af en koncert med skotske Runrig i Den Fynske Landsby. Det kunne vi da også lave. Lars Charlie Mortensen var hos Idræt i Dagtimerne, og havde lavet Lars Lilholdt i Kastelettet. Vi skulle da lave Runrig så, og det kunne vi. Vi havde 6000 mennesker inde, det var virkelig stort, men så var der også nogle skævskud, hvor vi arbejdede sammen med andre. Det endte i retsager, og det var ikke sjovt. Det dræner en for energi, så 11 år var nok for mig,«

I dag er Johnny Gilberg stadig i KFUM. Han har ansvaret for Senioroldboys og så spiller han stadig fodbold – bedstefarfodbold. Samtidig spiller sønnen Casper også i klubben – oldboys og barnebarnet Sofus er også startet.

»Det bliver til en del tid i Fredericia KFUM stadigvæk. Vi skrev også en jubilæumsbog for nogle år siden, så der har været meget at se til der også siden jeg stoppede som formand. Men lige nu er det bedste, at vi spiller tre generationer i klubben,« lyder det fra Ugens Kurt.

Du maler også, hvornår og hvordan kommer kunsten ind i dit liv? 

»Den har faktisk altid været der. Min farfar malede meget naturalistiske billeder, og når vi besøgte ham, skulle vi være stille. Jeg husker, at husbnstyrinden, han havde sagde: Farfar maler blade, I skal være stille. Og det var vi så. Jeg kan huske hans små penselstrøg. Det var fantastisk. Min far tegnede også – med kul. Jeg har også selv tegnet meget. På ferier kan jeg huske, at jeg kunne male akvarel på en blok, imens jeg var på stranden. Men egentlig var det først i 2003, at der skete noget. Jeg besøgte Kaj Sørensens udstilling om “Al landsens naivister” i det gamle bryggeri Indslev, hvorefter jeg tog mod til mig og prøvede at male med oliemaling, inden jeg opdagede, at det ikke bare lige tørrede, hvis man ikke hardnede det. Derfor blev det akrylmalingen, der blev min vej. Den er lettere at arbejde med, og så kan man også male let over. Jeg startede helt fra bunden. På TRE-FOR var jeg også formand for Kunstforeningen. Her mødte jeg kunstneren Ruth Schmidt. Hun var en af de helt store naivistiske billedkunstnere. Jeg fortalte hende, at jeg malede, og hun bad mig tage mine malerier med. Hun var en ældre dame på det tidspunkt, og i øvrigt ret lille. Jeg satte tre billeder op – og hun så på dem. Hun lagde armen op på mig, og sagde: Du er jo fuldt på højde med mig og de andre. Du skal da med på udstilling i København – og så sparkede hun mig i gang. Det var vildt. Der er blevet til udstillinger rundt omkring og det har været spændende. Det er også spændende at møde mennesker, og i den forbindelse have en dialog omkring kunsten. Jeg maler stadig og nyder det,« siger Johnny og fortæller om pensionslivet:

»Jeg er faktisk blevet selvstændig igen med virksomheden, Human Factor. Det passer mig godt. Jeg arbejder typisk to dage om ugen. Jeg udfører konsulentarbejde og skal faktisk i gang med et spændende projekt snart, som jeg ikke kan løfte sløret for endnu. Ellers nyder jeg livet med min hustru og den gode tid, vi har med børn og børnebørn, ligesom vores sommerhus bringer stor glæde.«

»Men ellers er det livet som bedsteforældre, der er det helt store. Sofus og Mathilde bruger vi meget tid sammen med. Det er en stor prioritet. Vi hentede dem i børnehaven, da de var helt små, og nu hvor de er 9 og 6 år henter vi også om tirsdagen efter skole. Nogle gange spiser forældrene også med. Det er virkelig hyggeligt og værdifuldt. Det er kvalitetstid med børnebørn – og den tid kommer aldrig igen. Man bliver varm om hjertet, når man er sammen med dem. De er jo kun til låns, så vi skal være der nu.«

Siden du kom til Fredericia som 11-årig, hvordan har byen så forandret sig? 

»Det er sket meget. Butikkerne blev da bedre med årene, hvis jeg skal svare i forhold til min mors opfattelse af byen. Fredericia er også inde i en god udvikling nu, men jeg er ikke altid enig i alt, hvad der foregår. Jeg har nok stadigvæk en holdning. Det har jeg også en gang fået at vide i Finansforbundet, at jeg var en fin fyr, men jeg havde mange holdninger. Når bliver man gammel som nu, så skal man jo passe på, at man ikke bliver en brokkerøv, men jeg har nok svært ved ikke at sige min mening. Jeg synes bestemt, at meget er godt i Fredericia, men alt er ikke rosenrødt. Jeg synes eksempelvis, at det er meget uheldigt, at Danmarksgade og Vendersgade ser spøgelsesagtige ud, imens man fortæller, at man vil gøre Gothersgade syd til gågade. Man skal passe på, at bymidten ikke dør ud. Der skete også meget, da man flyttede Føtex. Der blev Jyllandsgade god, men Vendersgade tabte stort. Man skal også huske, at de virksomheder, der flytter til Taulov i særdeleshed, skriger på infrastruktur, så deres varer og medarbejdere ikke bruger timer i kø. Det er godt med cykelstier, men vi skal også huske de andre dele af vores infrastruktur. Når jeg taler med erhvervsfolk, så hører jeg stadig, at deres medarbejdere sidder fast i trafikken. Og endelig så tør jeg ikke tænke på, hvilken værdi det havde haft, hvis man havde brugt de samme kommunale kroner på FC Fredericia, som man gjorde på Fredericia Teater. Så havde FC Fredericia spillet i Superligaen – og det havde gjort endnu mere for byen, men det er nok ikke så prestigefyldt som et teater. Men jo, der er sket mange gode ting i Fredericia, jeg er bare som sagt ikke altid enig i prioriteterne. Jeg havde nok gjort det anderledes,« slutter Ugens Kurt, Johnny Gilberg.

Ugens Kurt: Per Kristensen

0
Per Kristensen. Foto: AVISEN

Denne Ugens Kurt er en lokal kendis. Gennem årtier har han netværket sig gennem det fredericianske erhvervsliv, og det er næsten så sikkert som amen i kirken, at de fleste lokale erhvervsfolk har haft Per “Elbo” i røret. Men hvem er manden bag Elbobladet? Det finder vi ud af i denne Ugens Kurt, som er med Per Kristensen i hovedrollen.

Per Kristensen blev født i 6650 Vittrup, tæt ved Brørup, i 1964. Hans forældre var specialarbejdere, og passede samtidig deres landbrug. Så det var hårdt arbejde fra morgen til aften. 

»Jeg var landmandssøn. Jeg var den yngste i en brødreflok på fire. Jeg husker faktisk min barndom som frihed, men med ansvar. Jeg passede mig selv. Det var andre tider end i dag. Vi levede ude på landet med en kilometer til naboen. Jeg gik rundt på gården og i området alene, imens de andre var i skole. Det gjorde man jo. Jeg husker også, at man skulle gøre, hvad der blev sagt, ellers var der betaling ved kasse et. Så jeg fandt på en masse sjove ting selv. Der var run på i familien, og det indser man for alvor, når man bliver voksen. Min mor arbejdede som pakkerske på et ostelager, og når min far ikke passede gården, så var han også specialarbejder. Der skulle penge ind, det var ikke billigt at have så mange drenge,« fortæller Per og fortsætter:

»Jeg var den yngste, men ikke en forkælet efternøler. Jeg skulle naturligvis have været en pige, men sådan gik det jo ikke. Da jeg var seks år gammel flyttede vi til Lunderskov. Det var i 1970, og det åbnede for et helt nyt liv. Lunderskov var en kommune med massevis af muligheder og godt 4000 indbyggere. Jeg gik på Kongsbjergskolen, og den tid sluttede først efter 9.klasse. Jeg husker min klasselærerinde Fru Harder. Hun var hård, men retfærdig. En som man kunne lære noget af. Jeg husker også Lærer Jessen, der også var bibliotekar på Lunderskov Bibliotek. Det var en god tid.«

Vennerne var blandt andet Bent, Tommy, John, Ole, Anders, Jørgen og Bjarne. Sammen havde de det godt med timevis af fodbold og lidt tennis.

»Vi spillede fodbold, fodbold, fodbold og tennis. Vi byggede også huler. I den forbindelse glemmer jeg aldrig, at jeg havde taget min fars hammer med for at bygge. Det var nok noget af det værste, der er hændt i min barndom. Det var min fars hammer – og den skulle naturligvis gå hen og blive væk. Jeg kunne bare ikke finde den. Jeg havde heller ikke råd til at købe en ny magen til. Det var så hårdt og gik mig virkelig på. Jeg drømte om det om natten. Jeg havde bildt ham ind, at det ikke var mig. Jeg fik nærmest traume over den hammer, indtil det viste sig, at en kammerat havde taget den med hjem. Men der gik vel en uges tid. Jeg fik den hurtigt placeret der, hvor den skulle ligge,« fortæller Ugens Kurt. 

»Men vi havde det godt. Vi spillede fodbold i Lunderskov Boldklub fra de mindste rækker og op. Jeg husker, at vi gjorde det vildt godt. Lunderskov var en god bystørrelse. De godt 4000 borgere gav nogle børn, og vi spillede fodbold til solen gik ned dag efter dag. Vi var sindssygt godt spillet sammen. Men mange regnede ikke en by på størrelse med Lunderskov for noget, så de blev overrasket, når de kom forbi for at spille mod os. Jeg husker særligt en ting: Finalesejren over Esbjerg på 1-0. Vi spillede bare vores bold – og det virkede. Vi havde også virkelig en vaskeægte ildsjæl som træner. Han sørgede for, at vi kom rundt til kampene. Det er helt vildt, hvad der blev lagt i det,« fortæller Per om fodboldkarrieren. 

»Personligt var det vildt for mig. Jeg var vant til at cykle rundt til alt, hvad jeg skulle. Hvis jeg skulle til Kolding eksempelvis, så måtte jeg selv finde jernhesten frem. Nu, hvor du spørger til sport, så spillede vi som sagt også tennis. Det var med Bjarne og Tommy. Jeg nåede dog aldrig deres niveau. Jeg blev bare ikke så god, men det var sjovt. Fodbold gik derimod, som sagt, godt. Jeg spillede dengang på de offensive positioner, men sluttede af som oldboys i forsvaret,« uddyber Per om fodbolden.

Et besøg hos Kolding Folkeblad i 9.klasse såede frøene til Pers fremtidig karriere i mediebranchen 

»Vi var på besøg hos Kolding Folkeblad, hvor Salgschefen, Christian Bunde, fortalte om, hvordan man driver avis og dagblade. Allerede inden var jeg faktisk begyndt at lave mine egne aviser. Jeg tror kun, at jeg var 12-13 år, da jeg lavede de første. Jeg solgte dem i familien for en krone stykket. Ja, en hel krone. Det var mange penge i 70erne. Jeg tegnede, skrev og producerede side efter side. Jeg elskede at lave avis, så da jeg havde hørt Christian Bundes tale om aviser, var jeg solgt. Jeg havde sat et møde i stand med ham om, hvordan jeg kom ind i branchen. Jeg kom med layout og meget andet. Han sagde så, hvad der blev afgørende: “Der er noget at bygge på”. Han rådførte mig til, hvad jeg skulle gøre for at ende i branchen. Han fortalte, at jeg skullet tage et år på EFG (Handelsskolen red.), og så to år i forretning, helst i Supermarked. Og så skulle jeg komme tilbage til Christian Bunde efter de 2,5 år det ville tage i alt,« siger Per og fortsætter:

»Og sådan gik det faktisk. Jeg fik job på Vejen Avis, og det var fantastisk. Det var jo en hobby at lave avis. Det var dog ikke helt, som jeg havde forestillet mig, men jeg voksede med opgaverne. 2,5 år efter jeg var startet i branchen, ringede Ole Kvist fra Ugeavisen i Fredericia. Det var i 1985. Jeg skiftede til Ugeavisen, og det var faktisk også godt, men så ringede Christian Bunde og ville ansætte mig. Jeg havde svært ved at sige nej, det var jo ham, der satte mig i gang. Hans projekt lød spændende, gav mere i løn og mere ansvar. Jeg var også forbavset over, hvor langt foran han var med sin tankegang. Han lavede i 1980erne avis, som var det 2005. Desværre gik det ikke. Økonomien var ikke god nok, og jeg stoppede efter et år. Det kom sig af, at Ole Kvist spurgte mig, hvordan det gik i Kolding – og da jeg fortalte, at det var presset, blev jeg tilbudt at vende retur. Det gjorde jeg så, og der blev jeg. Det har været nogle gode år – ja årtier. Jeg er måske en af de få, der har elsket mit arbejde det meste af mit liv.«

Tiden fløj af sted. I 2009 blev Ugeavisen sammenlagt med Elbobladet, hvor Per Kristensen blev souschef. To år senere var han bladchef. Det var vildt. 

»For det første var det stort at blive en del af Elbobladet, der er kendt alle steder, også hos reklamebureauerne. Jeg kendte Elbobladet inden, jeg kom til Fredericia. Men starten blev ikke som ventet. Jeg blev bladchef og skulle starte i den stilling den 1. juli 2011, men samtidig skulle jeg pleje familien, så vi var faktisk på 14 dages ferie i Italien. Det var ikke sjovt at sidde der, og ikke være med i maskinrummet, hvor man lige var blevet chef. Jeg vidste jo, at man blev bedømt fra dag 1 af. Jeg vil også gerne indrømme, at jeg havde mange sommerfugle i maven. Jeg vidste faktisk ikke om, jeg kunne bestride det job. Omvendt havde jeg mange visioner, og jeg kunne ikke vente med at komme i gang,« siger Per “Elbo” om aviseventyret og fortsætter:

»Elbobladet blev så min hverdag fra 2009-2020. Det var vildt. Det betyder ikke, at jeg ikke nød min tid på Ugeavisen, for det var også godt. Tingene var bare lidt anderledes på Elbobladet. Det var meget professionelt, det vi gik ind til, og mange ting kom af sig selv. Der var ikke så mange muligheder i starten. Der var os og tv-reklamerne. Så de fleste brugte den lokale ugeavis. Jeg husker også, at jeg elskede konkurrence, vi dystede jo mod flere i branchen, og jeg vidste, at vi skulle give gas. Det gik virkelig godt. Da jeg så blev chef for mine egne kolleger, var det en ny verden. Jeg blev jo chef for mennesker, der havde været længere tid på bladet end mig, og i min verden skulle de have været cheferne, omvendt så var min alder perfekt til sådan en stilling. Jeg var 46 år, fuld af erfaring og massevis af gåpåmod, så man satsede på mig,«

Hvad er det så for en tid, du ser tilbage på? 

»Det har været de mest lærerige 10 år i hele mit liv. Man bliver virkelig kastet for løverne. De fleste år, hvor jeg har været bladchef, har det været i rollen med frihed under ansvar, som bekommer mig godt. Det er lidt anderledes i dag. Der er gået mange år nu. Vi har generelt arbejdet efter budgetter, vi skulle nå, og så måtte jeg afgøre, hvordan vi kom derhen. Jeg måtte gerne bruge en millioner kroner i sponsorater, hvis bare det gav pengene igen, jeg skulle nå en bundlinje, sådan var det. Det var i sig selv ligesom at gå rundt alene på gården som barn, der skulle man også være på, så man ikke blev spist af ræven eller faldt ned i brønden. Sådan er det også i mediebranchen. Der skal kroner ind, men som jeg har sagt, så ser jeg tilbage på en lærerig og god tid, hvor jeg har mødt mange mennesker og haft de bedste kolleger« svarer Per. 

Per er måske kendt som Per fra Elbobladet, men bagved er der også et stort legebarn og familiemenneske. Han mødte kærligheden på sin 18-års-fødselsdag, da der var byfest i Lunderskov. Det var den 17-årig Susanne, der kom ind i hans liv og sammen har de skabt en familie.

»Jeg har fem børn, fire vi selv har fået og så en plejedatter. Hun er en datter for livet. Man ser jo tit, at plejebørn ikke ser sig tilbage, når de flytter hjemmefra som 18-årig, men Signe, som hun hedder ser vi stadig. Det er dejligt. Linette er den ældste i flokken, så er det Ditte, Line og Oliver. Jeg elsker min børn. Jeg har altid været et stort legebarn, så da jeg og min hustru Susanne fik børn, var det lykken. Jeg arbejdede nok for meget, men når jeg kom hjem, så legede jeg med børnene, og så arbejdede jeg faktisk videre, når de var puttet. I dag har vi også syv børnebørn, hvor Albert er det ældste barnebarn. Vi har det godt, og jeg elsker mine børn og børnebarn. Jeg er stadig et stort legebarn, og Albert har i øvrigt sagt, at når han bliver stor, så vil han være som morfar – nemlig en der leger med børn og børnebørn,« siger Per og smiler stolt, inden han fortsætter:

»Jeg har nok brugt samme filosofi på meget i livet. Vi havde det også sjovt, når vi arbejdede. Både nu og dengang, hvor vi var rigtig mange. Mange var også misundelige og ville ansættes hos os, fordi vi havde det sjovt. Men selvom vi havde det sjovt på bladet, så var det også et arbejde, man skulle passe og levere til,«

Ud på den tynde is som selvstændig 

Per Kristensen stopper på Elbobladet, når den sidste dag i kalenderen 2020, siger september. Han vil være selvstændig i et projekt sammen med sønnen Oliver, og det skulle være nu.

»Jeg er naturligvis vildt spændt på mit kommende projekt. Jeg står et sted i mit liv, hvor der er ro på mig. Jeg har en stor erfaring, særligt i kraft af mit liv på bladet. Jeg har et stort netværk. Jeg har lært mange brancher at kende, ja generelt har jeg lært mange ting undervejs. Jeg har set hvordan chefer og direktører bærer sig ad indenfor deres felter. Det har givet mig en erfaring, jeg kan tage med videre nu. Vores projekt startede for sjovt for to år siden, og sidenhen er der kommet flere hundrede kunder til. Jeg har fulgt med lidt på sidelinjen og har maksimalt brugt 10-12 dage på det over to år. Nu går jeg all in på dette, og så skal vi se om vi kan skabe grobund for arbejde til os begge,« lyder det fra iværksætteren.

Hvordan bliver det at arbejde sammen med din søn?

»Godt. Vi er pot og pande. Når vi eksempelvis er til fodboldkampe eller fodboldtours for at følge vores hold, Liverpool, så er vi faktisk sammen som kammerater. Selvom der er aldersforskellen, så mødes vi godt på midten og er begge som 30-årige. Det kan jeg godt lide. Det er måske lidt underligt for nogle, men vi har det bare godt sammen. Muligheden, der er opstået nu, er også kun opstået, fordi min søn har presset på. Han har holdt mig til ilden,« svarer Ugens Kurt. 

Hvis du skal sætte ord på Fredericias rejse i din tid i byen, hvilke ord passer så?

»Det er faktisk lidt sjovt, for Fredericia gør det jo godt nu. Jeg kan huske, at jeg for mange år siden ikke forstod og generelt tænkte meget på, hvorfor Fredericia ikke udnyttede placeringen ved vandet noget mere. Vi har jo det skønneste område lige udenfor døren. Nu har man set Kanalbyen skyde op. Jeg vil ikke sige, at jeg havde den tanke for 20 år siden, men jeg tænkte dengang, at man kunne så meget mere i Fredericia. Kolding har også en flot å, men udnytter den ikke som man gør i Aarhus. Men når alt det er sagt, så er Fredericia en dejlig by, også en by, som de andre i Trekantområdet kigger på,« fortæller Per og uddyber:

»Tag bare sommerrock, hvor vi kan samle hele Trekantområdet. Det kan de andre byer ikke. Fredericia har en størrelse, hvor også byens borgere kan samles og står sammen. Det sammenhold ser jeg ikke i Vejle og Kolding. Ikke på samme måde i alt fald. Annoncemæssigt har vi også kunnet se det, når vi kørte temaannoncer. I Fredericia var der en naturligvis opbakning til vores tillæg og ideer, men i andre byer skulle man kæmpe for det. I Fredericia har man formået at skabe noget ud fra Voldene, historien, Landsoldaten og sammenholdet. Det er unikt og godt for byen.«

Og Per, hvad er dine fremtidsdrømme? 

»Jeg har mange endnu, men grundlæggende så vil jeg gerne blive gammel med min hustru. Lege med børnebørnene mange år endnu. Jeg vil se dem blive voksne og lykkelige. Jeg vil også gerne være stolt af, hvis min søn og jeg lykkes med vores firma, og det en dag kan blive hans. Jeg havde i øvrigt også mange tanker, da jeg ville stoppe i mediebranchen. Jeg sagde til min hustru, at jeg ville stoppe, men hun sagde så, at jeg skulle tænke mig om, fordi jeg jo nyder det liv også. “Når du ser fodbold, ser håndbold, går i teatret eller hvad vi nu laver i Fredericia, så stråler du som en glad dreng,” sagde hun også. Men for mig er det vigtigste, at jeg kan bevare mit gode netværk i byen, samtidig med, at jeg kan prøve kræfter med noget nyt og går det ikke, så er jeg sikker på, at jeg kan finde noget at lave,« slutter Ugens Kurt og kommer med en sidste anekdote. 

»Jeg bliver måske kaldt Per Elbo i dag, men da jeg boede i Lunderskov gik jeg under navnet; Ufo-Per. Fordi jeg var og er stadig overbevist om, at jeg har set sådan en, og derfor er det måske også et af mine største ønsker, at man finder liv på en anden planet, inden jeg skal have herfra.«

Ugens Kurt: Peder Wittendorff Tind

0
Ugens Kurt: Peder Wittendorff Tind

Ugens Kurt er et kendt ansigt i Fredericia. Gennem årtier har han turneret rundt med sine politiske budskaber, sat en dagsorden for unge, familier og senest en kurs for Jobcentret i Fredericia. Han tager gerne tæsk, ros, lytter og erkender, at man skal arbejde længe og målrettet for at komme i mål, og så er han far til to små piger og gift med Anitha på år 17. Ugens Kurt er Peder Wittendorff Tind.

Der er fart på Peder Tind – han er begyndt at løbe. Kiloene er raslet af – og det klæder den indfødte fredericianer, der netop er blevet valgt som Borgmesterkandidat for Venstre i Fredericia. Og her finder vi også hans største drøm. Han vil være Borgmester i sin fødeby. Men inden, vi når så langt skal vi høre om Peders liv til dato.

Faren Allan og moren Birgit dannede rammen for de tre brødre Peder, Simon og Michael.

»Jeg voksede op i et trygt barndomshjem, hvor familien var i centrum. Jeg blev født på Fredericia Sygehus den 8. januar 1981. Jeg er den ældste af tre brødre. Mit første hjem var på Skippervænget i Snoghøj, men jeg var vel godt seks år, da vi flyttede til Skærbækvej – tæt ved Hejsekro. Mit barndomshjem er faktisk revet ned til fordel for udvidelse af DanmarkC-området,« siger Tind med et smil.

»Vi boede på en nedlagt stråtækt landbrudsejendom. Jeg husker særligt, at min far havde lavet en dejlig legeplads til os. Det var et fantastisk sted. Med tre brødre i hjemmet var der run på. Vi havde det godt. Vi gik også til fodbold, først i Fredericia fF sidenhen i Fredericia KFUM. Simon var en hurtig angriber, Michael var spilfordeleren på midtbanen og jeg var den tunge forsvarsspiler – og så er det jo et kadeau, at jeg har spillet i begge klubber,« fortsætter Tind og griner. Sportsredaktøren, der drikker kaffe ved siden af os, griner med.

Børnehavetiden blev passet på Lillebæltsskolen, inden klasselæreren Nete på Sct. Knuds Skole investerede i Peders fremtid.

»Det var en fantastisk tid. Jørgen Brorup var inspektør. Han er en god mand. Jeg havde hans hustru som dansklærer. Der er bare nogle mennesker, man kigger tilbage på med stor glæde, nogle mennesker der investerede i ens liv. Det gjorde Nete, der var min klasselærer. Jeg var ikke den elev, der havde nemmest ved det faglige. Jeg skulle læse alt en ekstra gang, og havde det ikke været for hende og hendes opmærksomhed, så var det ikke gået, som det er gået. Jeg var ikke nået så langt. Jeg husker samtidig skolen som en god tid med gode lærere, en god klasse og et godt sammenhold. Med andre ord en skøn skoletid,« fortæller Ugens Kurt.

Efter Sct. Knuds Skole gik turen videre til HF på Fredericia Amtsgymnasium fra 1998-2000.

»Det var også en god tid. Jeg nød at gå på HF, jeg fik min hue og havde nogle dejlige år. Jeg mødte nye mennesker, og derefter læste jeg videre. HF lagde fundamentet for, at jeg kunne søge ind på Statskundskab på kvote 2. Jeg havde ikke karakterer til kvote 1, men i 2003 kom jeg ind. Det var i øvrigt samme år, som jeg blev gift med Anitha. Jeg har jo været gift i mange år,« smiler politikeren og uddyber om kærligheden:

“Vi mødte hinanden til et foredrag i Fredericia. Vi havde nogle fælles bekendte, hvorefter det gik slag i slag. I 2003 blev vi gift. Hun begyndte at læse til sygeplejerske i Vejle, og jeg læste Statskundskab i Odense.”

Det var ikke bare kærligheden, der blomstrede hos Tind. Han havde en politiker i sig – og elskede tidligt at stå foran menensker for at tale, lytte og debattere. Mange husker nok, at Peder stod på Axeltorv og delte varm kakao ud med politiske budskaber, når de unge sent om natten væltede ud fra Hollywood Hardrock i Købmagergade. Peder elskede politik.

»Politik blev en del af mit liv, da jeg gik i HF. Jeg blev medlem af Kristendemokraterne, og stillede op til byrådsvalget i 2001 og 2005. Jeg var også folketingskandidat i 2004. Jeg gik ind i politik, fordi jeg ikke kunne lade være. Det er nok det nemmeste svar. Jeg har altid haft en stor intresse i at være en del af samfundet, og jeg ville påvirke det. Jeg ville have en politisk platform, så jeg kunne tage ansvar og træffe beslutninger. Det med at ville politik, startede nok ved, at jeg fik et politisk forbillede. I 1990erne var mit politiske forbillede Venstres Uffe Ellemann Jensen,«

»Jeg mødte ham på Storebæltsfærgen og fik en autograf på min bluse. Jeg kunne lide hans karakter, hans ligefremhed, hans personlighed, han var en meget en fængende person. Han fascinerede mig, og gav mig en politisk interesse, men jeg meldte mig ind i Kristendemokraterne, hvilket nok skyldtes det mere værdibaserede fundament. De havde også en god familiepolitik, og nogle gode værdier, som optog mig meget,«

»I 2006 meldte jeg mig ind i Venstre. For det første har jeg altid været borgerlig, mens den daværende formand for Kristendemokraterne trak i den røde retning og pegede på en socialdemokratisk regering. Jeg mente, vi skulle være borgerlige. Jeg fandt mig selv godt tilrette i Venstre. Jeg havde ikke en ambition om at blive politiker i den periode. Jeg ville bare gerne være medlem, og på den måde støtte det demokratiske Danmark. Det var helt naturligt for mig,«

Peder Wittendorff Tind har altid haft en aktiv hverdag. Han var med til at starte Cafe Hang Out og så havde han en karriere på TV også.

»I start 00erne lavede jeg også tv på TV Danmark Trekanten. Jeg lavede en række ungdomsprogrammer om alt mellem himmel og jord – også sportsrapportager. Jeg synes, at det var interessant. Det var spændende at besøge en masse felter i vores samfund. I virkeligheden er det også interesant at være embedsmand i Vejle Kommune og omvendt at være politiker i Fredericia. Man får set mange sider af samme sag. Men TV var virkelig spændende at arbejde med. De mediemæssige aspekter var spændende – og jeg fik kendskab til andre arenaer end min egen. I virkeligheden var det også det, der gjorde, at vi rejste til Zambia,« siger Tind og fortsætter:

»Jeg kan sige, at jeg har været der. Jeg har prøvet det. Jeg har boet i et andet land i fem år. Jeg har levet der. Jeg har oplevet en anden kultur. Jeg har generelt prøvet mange forskellige ting i mit liv, og jeg er kun 39 år. Jeg har været stabil i mit liv, og jeg har fået mange perspektiver på det med de ting, jeg har lavet. I 2009 flyttede vi til Zambia efter at have startet Cafe Hang Out op i 1998. Det var en cafe for byens unge, en cafe, der havde fokus på integration. Vi havde en god tid, hvor vi havde mange unge, der fik Hang Out som deres andet hjem. Det var en skøn tid fra 1998 til 2009. Både det arbejde, men også det arbejde vi lavede på Ungdommenshus og i Frivilligcentret. Jeg var med i mange af civilsamfundets kerner. Det er meget naturligt for mig at have fokus på hele det sociale arbejde,«

Zambiaeventyret

»Vi rejste til Zambia, fordi vi havde nogle venner dernede, som vi besøgte i 2007 efter endt uddannelse. Vi blev fanget af udviklingsarbejdet. Det var vildt spændende, og det var en videreførsel af vores sociale engagement. Vi havde ikke børn på det tidspunkt, så vi var relativt frie til at gøre det. Jeg lærte meget. Det at bo i en anden verdensdel var stort. Anitha arbejdede og underviste som sygeplejerske, og jeg drev en række microprojekter i lokalsamfundet. Vi hjælper stadig hundredevis af kvinder dernede med microprojekter. Det har været skønt at være med til at sætte det i gang. Der kommer mine liberale værdier ind – hjælp til selvhjælp. De får redskaber, der skaber grobund for en forretning. Det giver en stolthed ved at have gjort noget selv for andre. Vi kan alle få brug for redskaber til at hjælpe os selv. Det er en empowerment tankegang,«

At blive far – Peder og Anitha blev forældre i 2014

»At blive far er den største oplevelse, man kan få. Vi blev forældre relativt sent, vi havde været sammen siden 2003,« siger Tind og griner lidt inden han fortsætter:

“2014 var et vildt år. Ud over at blive forældre til Anabelle, så blev min far meget syg med kræft. Det var virkelig alvorligt. Min far blev heldigvis mirakuløst rask igen. Det var en god oplevelse at se, hvordan det danske sundhedsvæsen hjalp min far igennem den sværeste periode i hans liv. Hjemturen og etableringen i Danmark gik stærkt. Vi købte hus på Harevej, og fik den base, man skal have med børn. Jeg fik arbejde i Vejle som projektleder i Idræt og Kultur, Anitha i sundhedsplejen i Haderslev. Alt gik hurtigt, det var virkelig unikt at opleve. I 2016 fik vi Savannah, og det navn går naturligvis tilbage til Afrika, så selvom det gik hurtigt med at komme tilbage, så har vi Afrika i hjertet.«

Peder Wittendorff Tind vendte ikke bare tilbage til Fredericia. Han vendte også tilbage til politik, men det blev en turbulent start, da der først skulle vælges formand for Venstre, senere spidskandidat, men i dag er der ro på.

»Jeg blev formand for Venstre i februar 2015, så jeg havde ikke været hjemme i mange måneder før, jeg involverede mig i politik igen. Jeg kunne ikke lade være, sagde folk inden, jeg stillede op igen. Jeg blev formand for Venstre i Fredericia, og sad som formand ind til kort før valget i 2017, hvor jeg var spidskandidat. Jeg fokuserede på det politiske projekt. Jeg kan godt huske, at jeg var nervøs, da jeg igen skulle til debatter. Det var jo næsten 10 år siden sidst. Omvendt, så elsker jeg dialogen med borgerne. Jeg elsker de politiske projekter – og ikke mindst valgkamp. Det er kombinationen af flere års arbejde, sommerfugle i maven og et drive, der er fedt at være en del af,« fortæller Tind og uddyber:

»Det var en stor glæde at blive valgt, som jeg påtog mig med ydmyghed. Det er en tillidserklæring. Jeg kom udefra, sad ikke i byrådet, hvordan skulle det nu gå. Jeg fik 1500 personlige stemmer, det var jeg virkelig taknemmelig for, og det har jeg været hele vejen. Venstre ser også frem til valget næste år. Vi står langt bedre. Vi arbejder tæt sammen, og har sat et hold af kandidater, der virkelig er stærke. Vi har også en byrådsgruppe, der arbejder tæt sammen og tager ansvar. Jeg tror på, at vi kommer til at levere en stærk valgkamp, men når man ser på, hvor Venstre var sidste gang, og er i dag, så er vi et godt sted nu.«

Hvad drømmer du om nu?

»Noget af det største jeg kunne drømme om, er at blive borgmester i den by, som jeg er født og opvokset i. Nu er jeg borgmesterkandidat i Fredericia for Venstre, hvilket jeg er meget glad for. Jeg vil være med til at udvikle Fredericia, hvor mine egne børn er født op opvokset. Jeg har været med i politik i nogle år, og det håber jeg fortsætter. Jeg er fuldt ud opmærksom på, at det kræver, at man vælges, men jeg er klar til at kæmpe for min plads og bevise, at vi kæmper sammen om et samlet Fredericia,« fortæller Tind.

Og hvordan ser du Fredericia i dag?

»Der er ingen tvivl om, at Fredericia har ændret væsentlig karakter til det bedre. Jeg synes, at vores by er inde i en positiv udvikling. Jeg glæder mig over, når det går Fredericia godt. Omvendt vil jeg også sige, at der er et ekstremt uudnyttet potentiale for byen. Der er meget at arbejde med. Når vi bliver færre i Fredericia, så skal vi reagere meget målrettet og massivt. Fredericia har potentiale til meget mere. Vi er en by med mange glade mennesker, en dejlig natur, vand og meget mere. Et godt erhvervsliv, der vil byen. Et kæmpe potentiale har byen dog – og det skal vi gå efter,« siger politikeren med en glød i stemmen, inden har fortsætter:

»Jeg er glad for mit liv. Jeg elsker min familie. Jeg er glad for Fredericia, og ikke mindst at have muligheden for at være med til at udvikle byen. Et lille stop er Coronakrisen. Den er og har været hård. Jeg er et meget målrettet menneske, og det er klart, at nogle af de mål og planer, vi lagde, må vi se bort fra. Hele indsatsen på landsplan blev suspenderet. Det er voldsomt! Det var en besværlig tid med møder, hvor vi traf beslutninger på afstand. Men vi kan se, at Fredericia kommer bedre ud af den første fase af krisen, end vi har set byen gøre under tidligere i kriser. Fredericia har altid været historisk hårdt ramt under kriser, det synes jeg ikke, at vi har været denne gang, når man sammenligner med andre kommuner. Se også vores offensive virksomhedsrelatterede indsats, hvor vi har kontaktet mange virksomheder. Vi har skiftet gear på Jobcentret og lagt et nyt fundament, det er jeg meget tilfreds med, men vi skal gøre meget mere endnu,«

»Jeg har aldrig taget let på opgaven. Jeg har altid stået på mål for de politiske beslutninger – og vi har taget nogle stykker. Vi har set på hårde rapporter og benchmarkundersøgelser, der går os i mod, men vi har stået på mål for det – og vi har arbejdet med at ændre til det bedre. Jeg har også en vision for fremtiden, og det vil jeg vælges på. Derfor tror jeg også, at vores kampagne – bosætning 360 er vejen frem lige nu, jeg er optaget af det perspektivrige og det at vækst på denne måde. Verdensklasse – plejemidler – så vi drifter ikke bare,«

Mange troede det var politisk selvmord, da du blev udvalgsformand for Social- og Beskæftigelsesudvalget – hvordan har det været at påtage dig denne rolle?

»Det har været enormt lærerigt. Jeg fortryder ikke, at jeg sagde ja. Jeg synes, at vi langt hen ad vejen er nået mange skridt i den rigtige retning, men vi er ikke i mål. Vi har en stor opgave, og historisk set har Fredericia desværre altid haft mange på offentlige forsørgelse, men mange af de udfordringer, der var før valget har vi arbejdet med. Vi fået rapporter, der stak den forkerte vej, det ville vi gøre noget ved. Jeg oplevede derfor, at jeg fik et mandat fra hele byrådet til at arbejde med det. Det har været en lærerig opgave, hvor vi er nået langt,« slutter Ugens Kurt, Peder Wittendorff Tind.

Ugens Kurt: Finn Roy

0

Ugens Kurt er indfødt fredericianer på den gamle måde: Sct. Josef indenfor voldene til klokkerne af Sct. Michaelis. Han er passioneret erhvervsmand, som han siger, elsker livet – og investerer gerne i mennesker og gode ideer. Ugens Kurt er Finn Roy.

Finn Roy kom til verden i 1958 på Sct. Josef sammen med sin tvillingebror, Bo Roy. Som sønner af Birthe og Preben voksede de op på Jægervej i Prangervejskvarteret. Livet var herligt, roligt og man fik lov at lege og være barn, fortæller Ugens Kurt, der kommer direkte fra sin torsdags-løbetur. 

“Jeg husker faktisk helt tilbage til min børnehave tid. Vi gik på Skjoldly, der lå ved siden af Skjoldborgvejens Skole. Bedstemor var backup, når børnehaven ikke var noget for os. Jeg husker rent faktisk, at jeg hylede helt vildt i børnehaven, og kom hjem til bedstemor i stedet, men jeg husker også de meget gode ting, som den fiskekutter, der blev installeret i børnehaven, samt at jeg lærte at binde snørebånd derovre,” fortæller Finn Roy. 

“Vi passede generelt os selv, og det var godt. Otte år gammel fiskede vi selv uden voksne – det tror jeg ikke, at man ser i da,” tilføjer han og uddyber om det frie liv.

“Vi gik også på Fritten (Fredericia Fritidscenter red.). Benny Lauridsen var leder, og en ting har printet sig fast i min hukommelse. Jeg husker, at da vi skulle konfirmeres inviterede Fritten vores forældre over til et arrangement, hvor vi skulle drikke os fulde. Man ville vise, hvordan vi reagerede, hvis drak. Det var vist meget eksperimenterede pædagogik. Den var ikke gået i dag. Det ville jo komme i Ekstrabladet,” lyder det fra Ugens Kurt med et stort smil efterfølgende.

Finn spillede håndbold i FIFerne og nød livet i Fredericia, men han ville gerne ud at se verden.

“Skoletiden var som den var dengang. Man passede sig selv, gik i skole, holdt fri, sov og gik i skole. Jeg havde Benny og Lone (Madsen red.) og så gik skolen sin gang. Efter 9. klasse tog jeg til USA for at gå på highschool. Jeg kunne godt tænke mig, at komme lidt væk og se verden. Jeg tror bare, at det var mig,” siger Finn Roy og fortsætter:

“Jeg gjorde det dog lidt vanskeligt. Jeg ville til et ikke-ryger-hjem, det var der ikke noget, der hed dengang.” 

Røg dine forældre også?

“Ja, for søren. De var storrygere. Vi troede faktisk ikke, at vi kunne finde et hjem, men det lykkedes, og så fløj jeg til Chicago. Jeg havde selv sparret halvdelen op. Det kostede 10.000 kroner. Jeg havde arbejdet i Købmandsgården på Prangervej og passet børn i Børnenes Vel i Kongensgade;” siger Finn.


“Jeg kom til Terra Haute i Indiana. Et lille lokalsamfund med en highschool. Jeg var heldig. Jeg rejste to-tredjedele af tiden. Familien rejste meget. Jeg husker blandt andet, at jeg var på Bahamas. Det var vildt. Jeg måtte ikke køre bil derovre som 17-årig europæer, men jeg måtte gerne tage flyvecertifikat, så det tog jeg. Det var fedt. Jeg boede i en familie med to voksne og fem børn. De var åbne for flere børn, så det var livet. Alt foregik i køkkenet, vi var altid sammen. Det var virkelig en god familie, der var ikke en amerikansk TV-dinner-familie. De ville hinanden.” 

Da Finn vendte hjem til Danmark var han forandret, men det vender vi tilbage til. 

“Jeg begyndte at arbejde på rørfabrikken; Dyrotan, der senere blev opkøbt af I.C. Møller. Det var et sommerferiejob, og jeg ville egentligt uddanne mig videre, men de slæbte mig til kontoret, fordi jeg kunne jo tale engelsk. Efter tre måneder blev jeg leder af deres eksportafdeling. Jeg var kun 20 år gammel. Jeg var faktisk i virksomheden i ni år, og vi gik fra at være 100 til 400 ansatte i Erritsø. Preben Dyhr var chefen, og han lykkedes meget godt. Han var en speciel og god chef. Han lod folk få ansvar uden selv at være god til at tage det,” fortæller Finn Roy. 

Efter et par år hos IC Møller rejste Finn og familien til Ringkøbing, hvor han blev tilbudt job som salgsdirektør i en forretning, der solgte fittings. 

“Jeg var der i seks år, og jeg endte med at overtage forretningen sammen med to andre, men tre er et umage par, og desværre var de to et par, så jeg sagde min stilling op og flyttede tilbage til Fredericia, hvor jeg så åbnede Fitting Specialisten i Snoghøj,” fortæller Finn. 

Livsmæssigt har Finn også tre sønner, der buldrer derudaf med virksomheden Ziito.

“Det er fantastisk at se, hvad de laver. Der er gang i dem. Men når du spørger om de har fået selvstændigheden af mig, så er det svært at sige, for de har faktisk altid været sig selv, men jeg husker da, at de fik en krone for at samle fittings, dertil kommer, at de lærte, at man skal arbejde hårdt for at tjene penge,” siger Finn og griner.

“Det var fedt at blive far. Der var fuld fart på. Jeg legede med drengene, og blev senere enig med mig selv om, at 80-100 timers arbejde om ugen skulle være 37 timer, og sådan blev det. Jeg har ikke arbejdet lørdag og søndag, siden jeg tog den beslutning, og dem som arbejdede på Fittings Specialisten havde fri kl.16.00,” fortæller Roy.

“I 1999 var en del af livsændringen også motion. Derfor skulle jeg dyrke triatlon. Det var faktisk Ole Mortensen (TØJeksperten/MIAMI red.) og jeg, der besluttede at dyrke tri. Det skulle vi fandme, sagde vi, og sådan blev det. Vi løb første gang i 2001. 

Hvordan var det så at starte et selskab op fra bunden? 

“Det var vildt spændende. Jeg startede jo ene mand, og 25 år siden solgte jeg virksomheden, hvor vi var 25 ansatte. Vi havde finanskrisen som et bump, der måtte vi skære lidt ned. Jeg husker det som en vanvittig tid. Jeg kaldte en af mine chefer op på kontoret, og sagde, at han skulle se ud på motorvejen. Vi måtte gøre noget, der var INGEN lastbiler. Vi tog på arbejde en søndag, og endte desværre med at fyre halvdelen af medarbejderne. Det var ikke sjovt, men alle kunne se, at der ikke var noget at lave. Vi kom dog igennem med sorte tal,” siger Finn.

Du sælger så livsværket efter 25 år, hvordan var det?

“Det var fedt, jeg havde altid vidst, at jeg ville sælge. Jeg har set for mange, der lod børn arve, og så går det a h til, hvilket er synd for dem. I stedet hyrede jeg en bestyrelse ind i god tid med det formål at sælge. Det tog fem år, og jeg havde ikke set det komme. Vi var ved at købe op – man siger, at man skal have en omsætning på mindst 100 millioner for at kunne sælge til en fornuftig pris. VI havde købt to og var ved at købe den tredje, men så sagde ham, vi skulle købe af: “Ved du hvad, du vil egentlig gerne stoppe med at arbejde, og jeg vil gerne fortsætte. Skal jeg ikke købe din virksomhed?”. OG jo, det skulle han da. Jeg fik den pris, jeg gerne ville, og 14 dage efter var jeg væk fra virksomheden og har ikke været der sidenhen,” fortæller Finn Roy og tilføjer:

“Jeg var meget afklaret. Det var kun prisen, jeg skulle have, og den fik jeg. Jeg havde jo hele tiden vidst, at jeg ville sælge, så da muligheden bød sig, var det bare at slå til.”

Var det for tidligt at blive “pensionerede”? 

“Nej, det synes jeg ikke. For godt femten år siden gjorde en fremtidsforsker virkelig indtryk på mig. Forskeren fortalte om de tre livsperioder var ved at blive til fire, hvor man faktisk pensionerede sig selv ret tidligt for at realisere og dyrke livet. Denne fase tog 10 år – og det er den fase, jeg har gang i. Jeg er afklaret med, at jeg ikke kunne blive traditionel pensionist. Jeg har mange interesser og et stort netværk, hvilket tiden går med. Det er et priviligeret liv. Benedicte (Finns kæreste red.) og jeg går begge hjemme. Hun arbejder i sit værksted og jeg investerer, samt dyrker mine interesser med cykling, løb og venner. Det er egentlig ret fedt. Vi har også købt en autocamper – og det med at køre til en by eller område, og bare lige stoppe op. Det er fantastisk,” fortæller Ugens Kurt. 

At Finn vil leve livet og møder det positivt, er man ikke i tvivl om, når man har drukket kaffe med ham. Han laver flere gange i samtalen en række skift – blandt andet, da han fortæller om Afrikas største bjerg. Kilimanjaro. 

“En kammerat, jeg lærte at kende i 1. klasse, var flyttet tilbage til Fredericia. Vi har i øvrigt næsten fødselsdag samtidig – henholdvis den 13 og 21. april spurgte om, vi ikke skulle tage til Afrika og bestige Kilimanjaro – og det skulle vi da. Det var en vild oplevelse. Vi kørte ude i ingenting – og pludselig stod der et bjerg lodret op i luften. Jeg måtte desværre give op 100 meter før målet – 5900 meter oppe ved Stellas Point, men det var stadig fedt. Jeg havde desværre ikke mere luft. Men alt i alt var det en fantastisk oplevelse. Som jeg har sagt, så er det meget priviligeret at kunne disse ting. Jeg har et godt liv, og ro i sjælen.” 

 Som barnefødt, hvordan ser du Fredericias rejse? 

“Den er vild. Fredericia har eksekveret til sit max. Det er gået fantastisk for byen. Jeg synes også, at jantelovsånden er blevet lagt på hylden, hvilket er godt. Det giver udvikling, når man lægger den på hylden,” siger Finn. 

Du har vel set det modsatte i USA, altså der var ikke den danske jantelov?

“Ja, i Amerika kammer det måske over, men vores ånd har godt af lidt Amerika. I USA er skellet også meget stort mellem rig og fattig, sort og hvid, det har vi heldigvis ikke Danmark, så det er mere pointen i, at hvis man lader nogle gå frem, så skaber de noget, og i Fredericia har mange været med til at skabe en helt ny by, der gør det godt,” slutter Ugens Kurt, der skal videre ud i livet. Turen går indenfor 24 timer til Klitmøller. 

Miljøminister melder Fredericia og flere andre kommuner for ikke at beskytte...

0
MILJØ. Fredericia Kommune er én af i alt 25 danske kommuner, som tirsdag morgen er blevet meldt til Ankestyrelsen af miljøminister Magnus Heunicke (S)...