Ugens Kurt er indfødt fredericianer på den gamle måde: Sct. Josef indenfor voldene til klokkerne af Sct. Michaelis. Han er passioneret erhvervsmand, som han siger, elsker livet – og investerer gerne i mennesker og gode ideer. Ugens Kurt er Finn Roy.
Finn Roy kom til verden i 1958 på Sct. Josef sammen med sin tvillingebror, Bo Roy. Som sønner af Birthe og Preben voksede de op på Jægervej i Prangervejskvarteret. Livet var herligt, roligt og man fik lov at lege og være barn, fortæller Ugens Kurt, der kommer direkte fra sin torsdags-løbetur.
“Jeg husker faktisk helt tilbage til min børnehave tid. Vi gik på Skjoldly, der lå ved siden af Skjoldborgvejens Skole. Bedstemor var backup, når børnehaven ikke var noget for os. Jeg husker rent faktisk, at jeg hylede helt vildt i børnehaven, og kom hjem til bedstemor i stedet, men jeg husker også de meget gode ting, som den fiskekutter, der blev installeret i børnehaven, samt at jeg lærte at binde snørebånd derovre,” fortæller Finn Roy.
“Vi passede generelt os selv, og det var godt. Otte år gammel fiskede vi selv uden voksne – det tror jeg ikke, at man ser i da,” tilføjer han og uddyber om det frie liv.
“Vi gik også på Fritten (Fredericia Fritidscenter red.). Benny Lauridsen var leder, og en ting har printet sig fast i min hukommelse. Jeg husker, at da vi skulle konfirmeres inviterede Fritten vores forældre over til et arrangement, hvor vi skulle drikke os fulde. Man ville vise, hvordan vi reagerede, hvis drak. Det var vist meget eksperimenterede pædagogik. Den var ikke gået i dag. Det ville jo komme i Ekstrabladet,” lyder det fra Ugens Kurt med et stort smil efterfølgende.
Finn spillede håndbold i FIFerne og nød livet i Fredericia, men han ville gerne ud at se verden.
“Skoletiden var som den var dengang. Man passede sig selv, gik i skole, holdt fri, sov og gik i skole. Jeg havde Benny og Lone (Madsen red.) og så gik skolen sin gang. Efter 9. klasse tog jeg til USA for at gå på highschool. Jeg kunne godt tænke mig, at komme lidt væk og se verden. Jeg tror bare, at det var mig,” siger Finn Roy og fortsætter:
“Jeg gjorde det dog lidt vanskeligt. Jeg ville til et ikke-ryger-hjem, det var der ikke noget, der hed dengang.”
Røg dine forældre også?
“Ja, for søren. De var storrygere. Vi troede faktisk ikke, at vi kunne finde et hjem, men det lykkedes, og så fløj jeg til Chicago. Jeg havde selv sparret halvdelen op. Det kostede 10.000 kroner. Jeg havde arbejdet i Købmandsgården på Prangervej og passet børn i Børnenes Vel i Kongensgade;” siger Finn.
“Jeg kom til Terra Haute i Indiana. Et lille lokalsamfund med en highschool. Jeg var heldig. Jeg rejste to-tredjedele af tiden. Familien rejste meget. Jeg husker blandt andet, at jeg var på Bahamas. Det var vildt. Jeg måtte ikke køre bil derovre som 17-årig europæer, men jeg måtte gerne tage flyvecertifikat, så det tog jeg. Det var fedt. Jeg boede i en familie med to voksne og fem børn. De var åbne for flere børn, så det var livet. Alt foregik i køkkenet, vi var altid sammen. Det var virkelig en god familie, der var ikke en amerikansk TV-dinner-familie. De ville hinanden.”
Da Finn vendte hjem til Danmark var han forandret, men det vender vi tilbage til.
“Jeg begyndte at arbejde på rørfabrikken; Dyrotan, der senere blev opkøbt af I.C. Møller. Det var et sommerferiejob, og jeg ville egentligt uddanne mig videre, men de slæbte mig til kontoret, fordi jeg kunne jo tale engelsk. Efter tre måneder blev jeg leder af deres eksportafdeling. Jeg var kun 20 år gammel. Jeg var faktisk i virksomheden i ni år, og vi gik fra at være 100 til 400 ansatte i Erritsø. Preben Dyhr var chefen, og han lykkedes meget godt. Han var en speciel og god chef. Han lod folk få ansvar uden selv at være god til at tage det,” fortæller Finn Roy.
Efter et par år hos IC Møller rejste Finn og familien til Ringkøbing, hvor han blev tilbudt job som salgsdirektør i en forretning, der solgte fittings.
“Jeg var der i seks år, og jeg endte med at overtage forretningen sammen med to andre, men tre er et umage par, og desværre var de to et par, så jeg sagde min stilling op og flyttede tilbage til Fredericia, hvor jeg så åbnede Fitting Specialisten i Snoghøj,” fortæller Finn.
Livsmæssigt har Finn også tre sønner, der buldrer derudaf med virksomheden Ziito.
“Det er fantastisk at se, hvad de laver. Der er gang i dem. Men når du spørger om de har fået selvstændigheden af mig, så er det svært at sige, for de har faktisk altid været sig selv, men jeg husker da, at de fik en krone for at samle fittings, dertil kommer, at de lærte, at man skal arbejde hårdt for at tjene penge,” siger Finn og griner.
“Det var fedt at blive far. Der var fuld fart på. Jeg legede med drengene, og blev senere enig med mig selv om, at 80-100 timers arbejde om ugen skulle være 37 timer, og sådan blev det. Jeg har ikke arbejdet lørdag og søndag, siden jeg tog den beslutning, og dem som arbejdede på Fittings Specialisten havde fri kl.16.00,” fortæller Roy.
“I 1999 var en del af livsændringen også motion. Derfor skulle jeg dyrke triatlon. Det var faktisk Ole Mortensen (TØJeksperten/MIAMI red.) og jeg, der besluttede at dyrke tri. Det skulle vi fandme, sagde vi, og sådan blev det. Vi løb første gang i 2001.
Hvordan var det så at starte et selskab op fra bunden?
“Det var vildt spændende. Jeg startede jo ene mand, og 25 år siden solgte jeg virksomheden, hvor vi var 25 ansatte. Vi havde finanskrisen som et bump, der måtte vi skære lidt ned. Jeg husker det som en vanvittig tid. Jeg kaldte en af mine chefer op på kontoret, og sagde, at han skulle se ud på motorvejen. Vi måtte gøre noget, der var INGEN lastbiler. Vi tog på arbejde en søndag, og endte desværre med at fyre halvdelen af medarbejderne. Det var ikke sjovt, men alle kunne se, at der ikke var noget at lave. Vi kom dog igennem med sorte tal,” siger Finn.
Du sælger så livsværket efter 25 år, hvordan var det?
“Det var fedt, jeg havde altid vidst, at jeg ville sælge. Jeg har set for mange, der lod børn arve, og så går det a h til, hvilket er synd for dem. I stedet hyrede jeg en bestyrelse ind i god tid med det formål at sælge. Det tog fem år, og jeg havde ikke set det komme. Vi var ved at købe op – man siger, at man skal have en omsætning på mindst 100 millioner for at kunne sælge til en fornuftig pris. VI havde købt to og var ved at købe den tredje, men så sagde ham, vi skulle købe af: “Ved du hvad, du vil egentlig gerne stoppe med at arbejde, og jeg vil gerne fortsætte. Skal jeg ikke købe din virksomhed?”. OG jo, det skulle han da. Jeg fik den pris, jeg gerne ville, og 14 dage efter var jeg væk fra virksomheden og har ikke været der sidenhen,” fortæller Finn Roy og tilføjer:
“Jeg var meget afklaret. Det var kun prisen, jeg skulle have, og den fik jeg. Jeg havde jo hele tiden vidst, at jeg ville sælge, så da muligheden bød sig, var det bare at slå til.”
Var det for tidligt at blive “pensionerede”?
“Nej, det synes jeg ikke. For godt femten år siden gjorde en fremtidsforsker virkelig indtryk på mig. Forskeren fortalte om de tre livsperioder var ved at blive til fire, hvor man faktisk pensionerede sig selv ret tidligt for at realisere og dyrke livet. Denne fase tog 10 år – og det er den fase, jeg har gang i. Jeg er afklaret med, at jeg ikke kunne blive traditionel pensionist. Jeg har mange interesser og et stort netværk, hvilket tiden går med. Det er et priviligeret liv. Benedicte (Finns kæreste red.) og jeg går begge hjemme. Hun arbejder i sit værksted og jeg investerer, samt dyrker mine interesser med cykling, løb og venner. Det er egentlig ret fedt. Vi har også købt en autocamper – og det med at køre til en by eller område, og bare lige stoppe op. Det er fantastisk,” fortæller Ugens Kurt.
At Finn vil leve livet og møder det positivt, er man ikke i tvivl om, når man har drukket kaffe med ham. Han laver flere gange i samtalen en række skift – blandt andet, da han fortæller om Afrikas største bjerg. Kilimanjaro.
“En kammerat, jeg lærte at kende i 1. klasse, var flyttet tilbage til Fredericia. Vi har i øvrigt næsten fødselsdag samtidig – henholdvis den 13 og 21. april spurgte om, vi ikke skulle tage til Afrika og bestige Kilimanjaro – og det skulle vi da. Det var en vild oplevelse. Vi kørte ude i ingenting – og pludselig stod der et bjerg lodret op i luften. Jeg måtte desværre give op 100 meter før målet – 5900 meter oppe ved Stellas Point, men det var stadig fedt. Jeg havde desværre ikke mere luft. Men alt i alt var det en fantastisk oplevelse. Som jeg har sagt, så er det meget priviligeret at kunne disse ting. Jeg har et godt liv, og ro i sjælen.”
Som barnefødt, hvordan ser du Fredericias rejse?
“Den er vild. Fredericia har eksekveret til sit max. Det er gået fantastisk for byen. Jeg synes også, at jantelovsånden er blevet lagt på hylden, hvilket er godt. Det giver udvikling, når man lægger den på hylden,” siger Finn.
Du har vel set det modsatte i USA, altså der var ikke den danske jantelov?
“Ja, i Amerika kammer det måske over, men vores ånd har godt af lidt Amerika. I USA er skellet også meget stort mellem rig og fattig, sort og hvid, det har vi heldigvis ikke Danmark, så det er mere pointen i, at hvis man lader nogle gå frem, så skaber de noget, og i Fredericia har mange været med til at skabe en helt ny by, der gør det godt,” slutter Ugens Kurt, der skal videre ud i livet. Turen går indenfor 24 timer til Klitmøller.