Sydøstjyllands Politi beder om hjælp til at finde 50-årige Carsten

0

Den efterlyste forlod sit hjem i Horsens mandag morgen og er ikke set siden. Kontakt 1-1-4, hvis du har oplysninger om, hvor han befinder sig.

50-årige Carsten, der har bopæl i Horsens, er ikke set, siden han forlod sit hjem mandag den 6. maj cirka klokken 5.00. Hans bil er senere fundet ved Egebjerg nord for Horsens. Hans familie savner ham, og derfor efterlyses han nu.

Signalement:

198 centimeter høj.
Kraftig af bygning.
Mørkt, kort hår.
Briller.
Er muligvis iført en sort dynejakke.
Hvis du har set Carsten eller har oplysninger om, hvor han befinder sig, kan du kontakte Sydøstjyllands Politi på telefonnummer 1-1-4

Danskerne holder i kø for milliarder

0

I en ny analyse har Vejdirektoratet opgjort trængslen for 2022. Tallene viser, at danskerne spilder 350.000 timer om dagen på at holde i kø. Det svarer til et samfundsøkonomisk tab på 31 milliarder kroner.

Efter et par år med færre biler på vejene under coronapandemien er der igen kommet skub i samfundshjulene. Den udvikling kan aflæses i trafikken, hvor den øgede aktivitet skaber trængsel, så danskerne i stigende grad holder i kø, når de sætter sig bag rattet i bilen for at køre på arbejde, hente børn, købe dagligvarer eller deltage i fritidsaktiviteter og sociale arrangementer.

Det viser Vejdirektoratets nye analyse af trængslen på vejene i 2022. Her var trængslen stadig en smule under niveauet fra før corona, men når tallene for 2023 er klar senere i år, vil de forventeligt vise en stigning.

På en almindelig hverdag brugte trafikanterne i snit 350.000 timer på at holde i kø, og set over hele 2022 blev det til 80 millioner timer. Det svarer til et samfundsøkonomisk tab på 31 milliarder kroner.

– På sin vis er det positivt, at trængslen nu så småt er på niveau med før corona, da det viser, at der er kommet gang i samfundshjulene. Men ellers er der ikke så meget at juble over. Udover at det er træls at holde i kø på motorvejene, så er det også dyrt for samfundet. Vi spilder tid, det reducerer udbuddet af arbejdskraft, og det gør det dyrt at transportere varer og serviceydelser, siger Andreas Egense, der er afdelingsleder i Vejdirektoratet.

Stor kø på motorvejene

Tallene dækker både over statsvejene og de kommunale veje, hvoraf sidstnævnte udgør 95 pct. af det samlede vejnet. Det er dog på motorvejene, at der bliver brugt flest timer på at sidde i kø, når man sammenholder med vejens længde.

Særligt i hovedstadsområdet er kø og myldretidstrafik et vilkår for trafikanterne, og 43 procent af den samlede landsdækkende forsinkelse finder sted i Region Hovedstaden.

Det samfundsøkonomiske tab på 31 milliarder kroner dækker over tidstab for almindelige personbiler, varevogne og lastbiler. I beregningen indgår også det parameter, at de mange timers køkørsel er udtryk for et reduceret arbejdsudbud svarende til et tab på 1,95 milliarder kroner.

– Trængsel er et fænomen, som vi skal vænne os til, og vi vil nok se, at problemet kun vokser sig større over de kommende år. Man kan forsøge at bygge sig ud af det, men det kan være svært, da trængslen er værst i bebyggede områder, hvor der bor mange mennesker. Man kan også forsøge at udnytte kapaciteten bedre, for eksempel med mere samkørsel eller ved at sprede trafikken mere ud i løbet af døgnet. Endelig er der den mulighed, at man går efter at begrænse efterspørgslen, så færre kører i bil, siger Andreas Egense.

En anden væsentlig faktor for at forstå udviklingen i trængslen fra 2019 til 2022 er de meget høje brændstofpriser, som fik mange trafikanter til at sænke hastigheden for at spare penge. I 2019 kostede en liter benzin i gennemsnit 14,42 kroner, mens den tre år senere kostede 17,00 kroner.

Vejdirektorat opgør trængsel ved at sammenligne trafikanternes faktiske hastighed med den hastighed, de kunne have kørt med, hvis der ikke var andre på vejnettet. Opgørelsen baserer sig på omkring otte milliarder hastighedsobservationer for hele landet.

Trængselstallene for 2023 forventes at blive offentliggjort inden sommerferien.

Nye rapporter kortlægger ufaglærtes rolle i ældreplejen

0

Mere end hver fjerde medarbejder i ældreplejen har ikke en social- og sundhedsuddannelse, og der er ikke meget der tyder på, at andelen af ufaglærte på ældreområdet bliver mindre i fremtiden. Videnscenter for værdig ældrepleje i Sundhedsstyrelsen har undersøgt, hvem de ufaglærte er, hvordan de oplever at arbejde i ældreplejen og hvad der er vigtigt for at fastholde og klæde dem på til arbejdet.

Når ældre borgere på plejehjem skal have pleje i hverdagen og hjælp til at komme ud af sengen, i bad og få tøj på, sker det oftere og oftere med støtte fra medarbejdere uden social- og sundhedsuddannelse. De ufaglærte står i nogle kommuner for en betydelig del af arbejdet med at yde omsorg og pleje til de ældre. For at det ikke skal gå ud over kvaliteten i plejen og omsorgen af de ældre borgere, er det vigtigt, at der er de rette kompetencer i dagligdagen og de ufaglærte medarbejdere bliver klædt ordentligt på til at varetage de opgaver, som de får tildelt.

I den forbindelse har Videnscenter for værdig ældrepleje i Sundhedsstyrelsen undersøgt, hvordan de ufaglærte selv oplever at blive introduceret til opgaverne samt hvad der har størst betydning for de ufaglærte for at føle sig trygge og motiverede til arbejdet – og måske på sigt uddanne sig til faglærte social- og sundhedsmedarbejdere. Det har resulteret i to undersøgelser, der præsenterer viden om den voksende gruppe af medarbejdere i ældreplejen.

Undersøgelserne, der er henholdsvis en kvalitativ undersøgelse og en registerundersøgelse, kortlægger både de ufaglærte medarbejderes egen oplevelse, deres kompetencer sammenlignet med det faglærte personale og de ledelsesmæssige og organisatoriske perspektiver på rekruttering og fastholdelse af ufaglærte medarbejdere.

Mads Biering la Cour, enhedschef i Sundhedsstyrelsen, er glad for at der bliver kastet lys på potentialet i ufaglærte medarbejdere:

– Med de store rekrutterings- og fastholdelsesproblematikker i ældreplejen, er ufaglærte medarbejdere nødvendige for at have personale nok til at lykkes med opgaverne. Derfor er der også fokus på, hvordan man kan få opkvalificeret ufaglærte, blandt andet i den nye aftale om social- og sundhedsuddannelserne. I denne rapport får vi mulighed for at høre de ufaglærtes egne oplevelser og få et indblik i de forskellige ressourcer og kompetencer de kan bidrage med, hvis man formår at skabe rammer lokalt så de inkluderes og kompetenceudvikles til opgaverne.

Resultaterne peger på et potentiale

Den kvalitative undersøgelse viser, at ufaglærte medarbejdere oplever samarbejdet med de ældre borgere som meningsfuldt og givende. Og hvis ledelsen tilbyder de ufaglærte en god introduktion, trygge rammer og adgang til faglig sparring, så øger det sandsynligheden for at de ufaglærte, der typisk er løsere knyttet arbejdet end de faglærte, får mod på at blive i faget. Men i en travl ældrepleje kan det være svært at prioritere oplæring og kompetenceudvikling af ufaglærte og tilknytning til de faglige fællesskaber.

– Det kan være svært at prioritere grundig introduktion og løbende kompetenceudvikling af de ufaglærte medarbejdere i en travl hverdag,” siger Mads Biering la Cour og peger på, at prioriteringen af oplæring kan ses som en investering i ældreplejen:

– Tilknytningen til arbejdsfællesskaberne er med til at gøre de ufaglærte nysgerrige på at lære mere og sikre de fælles faglige samtaler om, hvordan man løser opgaverne godt. Det kan fastholde dygtige medarbejdere og motivere dem til at videreuddannes og blive i faget.

Fyns Politi ønsker hjælp til at identificere to personer mistænkt for røveri

0

Fyns Politi ønsker offentlighedens hjælp til at identificere to personer, som er mistænkte i en sag fra weekenden om røveri.

Gaderøveriet skete lørdag den 4. maj 2024 kl. 19.01, hvor forurettet havde aftalt at mødes med en køber til en mobiltelefon. Forurettede mødtes med to personer – A og B, som fik udleveret telefonen, hvorefter de gik fra stedet uden at betale for den. Da forurettet påtalte dette, vendte de sig rundt, hvorefter B holdt en kniv i retning af forurettet. Dernæst løb A og B fra stedet.

Røveriet skete ud for Sankt Hans Gade 24, 5000 Odense C. Fyns Politi har indhentet videoovervågning fra området. Her kan man se A og B gå forbi kort inden røveriet, hvorefter de i umiddelbar forlængelse af dette, ses løbe retur og igen passere kameraerne.

Forurettede har givet følgende signalementer som supplement til fotos fra videoovervågningen:

A beskrives som: Mand, etnisk dansk af udseende, 16-20 år, spinkel af bygning, iført kasket, sort jakke, blå jeans og kondisko.

B beskrives som: Mand, 16-20 år, lys i huden, talte dansk med accent, iført sort jakke, grå sweatpants og hvide sko.

Alle henvendelser om mulig identifikation eller øvrige oplysninger til sagen kan gives til Fyns Politi på telefon 114, mail fyn@politi.dk eller via et tip på politi.dk

Konfirmationen i Sct. Michaelis Kirke anno 2024

0

Foråret er også konfirmationernes tid. Fredericia AVISEN overværede derfor lørdag den 27. april en af de to konfirmationer, der foregik i Sct. Michaelis Kirke i Fredericia den dag.

Efterfølgende mødte vi torsdag den 02. Maj 2024 Sogne- og Garnisonspræst Kristoffer Simonsen i en samtale om konfirmationerne anno 2024. Det blev en samtale om konfirmationernes indhold, forløb og betydning, hvorfor det er vigtigt at fastholde konfirmationen, som et af den kristne kirkes betydningsfulde ritualer, og flere andre emner.

Samtalen foregik i Sct. Michaelis Kirkes prægtige kirkerum, og vi fik lejlighed til at få et spændende indblik i Sogne- og Garnisonspræst Kristoffer Simonsens tanker og refleksioner over Konfirmationerne anno 2024. Undervejs i Tv-interviewet, som du finder nedenfor, vises der klip fra den smukke og højtidelige konfirmation i Sct. Michaelis Kirke lørdag den 27. april 2024, kl. 1100.   

LA har valgt spidskandidat i Fredericia

0

Liberal Alliance i Fredericia har valgt spidskandidat og de første listekandidater til Kommunalvalget 2025.

På et opstillingsmøde afholdt på STATIONEN i Norgesgade 48 har medlemmerne af Liberal Alliance valgt deres nye spidskandidat samt de første kandidater på listen til det kommende kommunalvalg. 

Mødet, som blev afholdt mandag, tiltrak et stort antal lokale medlemmer og støtter, der var ivrige efter at bidrage til en positiv forandring i Fredericia kommune. Christian Jørgensen, som har en stærk baggrund i lokalpolitik, senest som byrådsmedlem for Venstre, blev enstemmigt valgt som spidskandidat. Han er kendt for sine liberale holdninger og evnen til at være en loyal del af et hold.

– Det er en ære at blive valgt som spidskandidat for Liberal Alliance i Fredericia. Jeg ser frem til at arbejde tæt sammen med borgerne og mine kollegaer for at skabe en mere åben, effektiv og fri kommunal administration, det samlede hold bringer friske ideer og dynamisk lederskab til Fredericias lokale politik, fortæller Christian Jørgensen.

De fem første engagerede listekandidater der skal repræsentere partiet ved det kommende kommunal valg er:

1. Poul Rand

2. John Rasmussen

3. Lotte Hansen

4. Helene  Lykke

5. Sebastian Ordell Kolsbro

Kandidater, der bringer en bred vifte af erfaringer og perspektiver, der reflekterer Fredericias mangfoldighed, slår partiet fast.

– Jeg er begejstrede for den stærke opbakning og den positive stemning på mødet i dag. Vores kandidater er klar til at engagere sig og gøre en forskel i vores dejlige by, siger Poul Rand, formand for Liberal Alliance i Fredericia.

Liberal Alliance ser frem til en livlig og konstruktiv valgkamp, hvor partiet vil fokusere på kerneområder som mere personlig frihed, mindre bureaukrati og stærkere lokale erhverv.

Liberal Alliance oplever i øjeblikket står fremgang nationalt, og partiet spås også gode chancer ved kommunalvalget i 2025.

Nyt om stjernefrøs skade

0

Det unge stjernefrø fra FHK, Jonas Kruse, måtte udgå i sejren mod GOG. Kampen blev i forvejen spillet uden holdets playmaker, Kristian Stoklund, som sad ude af truppen på grund af en skade.

Der gik et gisp gennem publikum i det 20. minut, da Jonas Kruse satte bolden i mål, men endte på halgulvet i store smerter. Han blev båret fra banen af Kasper Young og Evgeni Pevnov, tydeligt påvirket af smerten. Først blev han sat på trappen ved siden af bænken, men hurtigt blev det klart, at situationen var alvorlig, og Kruse blev båret videre ind i omklædningsrummet til nærmere undersøgelse. Publikum holdt vejret i spænding, mens de afventede nyt om det unge stjerneskuds tilstand.

Den 21-årige Jonas Kruse havde tydelige smerter fra højre fod og op mod knæet. Han frygtede det værste, efter at have fået sit helt store gennembrud kort før jul. 

Gennembruddet kom, da han blev kastet for løverne i pokalopgøret mod Skanderborg AGF, hvor han spillede en afgørende rolle i FHK’s sejr. Siden da har han spillet sig ind i en etableret rolle på holdet og var startet på banen i den afgørende slutspilskamp mod GOG.

Kruse har imponeret med sin selvtillid og evne til at tage ansvar, hvilket gjorde hans skade endnu mere hjerteskærende for både ham selv, holdkammeraterne og fansene. Han var blevet et vigtigt element i FHK’s angrebsspil og en vigtig brik i Gudmundur Gudmundssons strategi. At se ham forlade banen i så store smerter skabte derfor bekymring og uro blandt både tilskuere og staben.

Denne bekymring blev yderligere forstærket af den skræmmende tanke om, at skaden kunne sætte en stopper for hans lovende fremtid, efter at han havde kæmpet sig til sin position gennem en lang periode. Fra sit gennembrud mod Skanderborg AGF og til den afgørende slutspilskamp mod GOG havde Kruse vist sig som et af FHK’s mest lovende talenter og en central figur på holdet.

Situationen for FHK blev yderligere kompliceret af, at et oplagt alternativ til Jonas Kruse, playmakeren Kristian Stoklund, sad ude med en skade. Stoklund står foran et skifte til KIF Kolding efter sæsonen, og hvis FHK ikke havde vundet kampen, ville han have spillet sin sidste kamp for klubben.

I stedet for Jonas Kruse blev Sebastian Henneberg sendt på banen, og han leverede en fremragende præstation. Med syv mål på otte forsøg spillede han en afgørende rolle i FHK’s overbevisende sejr på 34-24 over GOG. Hennebergs skarphed foran målet og hans evne til at træffe hurtige beslutninger gav holdet det nødvendige boost i angrebet.

Efter kampen meldte spørgsmålet sig: hvad var der sket med Jonas Kruse? Frygten for en knæskade lurede i luften, men heldigvis blev dette hurtigt afkræftet.

Kruse var vredet om på anklen, og ifølge efterretninger fra TV2 Sport kunne han muligvis have spillet i anden halvleg.

Kruse selv udtrykte optimisme efter kampen og forventer at være klar til den første DM-semifinale mod Ribe-Esbjerg den 16. maj.

Sigter efter finalen

0

FHK kvalificerede sig søndag aften til DM-semifinalen, men Sebastian Henneberg vil mere nu – han sigter efter finalen.

FHK satte GOG eftertrykkeligt til vægs i den afgørende kamp i slutspillet og sikrede sig førstepladsen i slutspilspuljen efter en sejr på 34-24 mod GOG.

– Vi er utrolig glade for sejren og semifinalenpladsen. Det er det, vi har kæmpet for hele sæsonen, og det kulminerer i dag med en fantastisk præstation fra lægterne, og det overfører vi til banen, siger Henneberg.

GOG er dobbelte danske mestre og var på forhånd udråbt til at være favoritter mod FHK. Alligevel endte der med at være klasseforskel i FHK’s favør.

– Vi er velforberedte, og de spiller ikke noget, vi ikke var klar på, og så fik vi hallen med, og så smadrede vi dem, forklarer Sebastian Henneberg.

FHK kom ud til kampen som vilde dyr, og det afspejlede sig i den motivation, de havde til kampen.

– Vi glædede os. Hvis man ikke kan motivere sig til det, så skal man ikke spille håndbold, siger Henneberg.

FHK’eren er i gang med sin første sæson i klubben. I den vil han i DM-finalen, og derfor er det en skuffelse, hvis Ribe-Esbjerg ikke nedlægges i semifinaleserien.

– Ja, det vil være en skuffelse, forklarer Sebastian Henneberg.

Det lå ellers ikke i kortene, at FHK skulle i DM-semifinalen. De første to kampe blev tabt i gruppespillet, men via en stærk slutspurt lykkedes det.

– Vi blev 2’er i grundspillet og havde den fordel. Langt hen ad vejen holdt vi fordelen, og i starten spillede vi ikke helt op til det, vi vil, men vi lukkede da det gjaldt, siger Henneberg.

Henneberg blev kastet pludseligt ind på banen. Unge Jonas Kruse spillede de første 20 minutter, men efter en scoring gik han i gulvbrædderne. Og så måtte Henneberg tage harpiks på fingrene.

– Jeg vidste, at jeg ville komme ind før eller siden. Jeg har spillet en stor rolle i foråret, og man skal være klar, når man kommer ind, siger Sebastian Henneberg, der bragede syv mål ind undervejs i opgøret.

thansen Arena var til opgøret stopfyldt. 2.400 tilskuere var lukket ind, og det var noget, Henneberg satte pris på.

– Det er helt fantastisk at spille i sådan en kulisse, slutter Sebastian Henneberg.

Vejle sendte OB under nedrykningsstregen 

0

I bundbraget i Superligaen sejrede Vejle med 3-2 mod OB, som nu er under nedrykningsstregen.

I bunden af Superligaen udspillede der sig en intens bundgyser mandag aften. Vejle Boldklub havde muligheden for at sende OB under nedrykningsstregen med en sejr.

OB kom bedst fra start, da Mads Fenger sendte fynboerne i front efter blot 10 minutter. Vejle svarede dog hurtigt igen, da Musa Juwara udlignede til 1-1 blot et minut senere.

Den uafgjorte stilling holdt længe. OB var mest i boldbesiddelse, men Vejle havde en sikker sidste skanse i Nathan Trott. Det viste sig afgørende, da Juwara med 20 minutter igen sendte bolden ind i feltet til skarpretteren German Onugha, som sikkert headede Vejle foran med 2-1.

Med blot otte minutter tilbage sendte Dimitrios Emmanouilidis Nørreskoven i ekstase. Den græske offensivspiller tog sagen i egen hånd og satte en flot soloaktion i gang. Han modtog bolden på venstrefløjen, trak ind i banen med en dribling og bragede bolden i kassen til 3-1. Publikum eksploderede i jubel, og Emmanouilidis var så overvældet af glæde, at han smed trøjen i ren eufori og løb ud til fansene for at fejre målet.

I kampens overtid fik Luca Kjerrumgaard pyntet på resultatet, da han scorede til 3-2. Det ændrede dog ikke på, at Vejle sikrede sig sejren, som betyder, at OB nu ryger under nedrykningsstregen i stedet for Vejle.

Folkekære Melvin deltog i velgørenhedskamp i Fredericia

0

Den folkekære komiker, der er kendt fra tv, Melvin Kakooza, og som havde sin opvækst i Fredericia, var lørdag tilbage på Monjasa Park, ligesom i tv-serien Sunday. Denne gang var det for at spille en velgørenhedskamp, hvor alle indtægter går til rygmarvsskade-forskning.

Der var liv og glade på Monjasa Park. Over 5.000 tilskuere var til stede, da der blev spillet en velgørenhedskamp mellem content creators, der til sammen har et såkaldt reach på over 14 millioner, oplyser arrangøren til AVISEN. Fodbolden var i anden række, selvom der blev uddelt medaljer og pokaler. Det handlede om at skabe et show, hvor tilskuerne blev underholdt. Undervejs var der en overraskelse med et halvlegsshow med den populære rapper Kesi, som gav numre inde på banen og interagerede med spillerne, som blev opfordret til at danse til musikken.

Undervejs i fodboldkampen foregik ikke alt som normalt. Eksempelvis blev det i anden halvleg til en boksekamp midt på banen, og til sidst stak det helt af, da begge holds spillere fra bænken løb ind på banen og blandede sig, og Alexander Husum tog det til nye højder, da han tog den ene linjedommers flag. Efter kampen var for mange af tilskuerne måske højdepunktet: Der kunne de få selfies og autografer fra de mange content creators, der stillede gratis op til det velgørende formål.

– Det var fantastisk at være med, det var til et godt formål, sagde Melvin Kakooza efterfølgende.

Melvin er kendt fra en del tv-serier efter hånden. I Fredericia-øjemed huskes han særligt for serien Sunday, som havde sin base på netop Monjasa Park.

– Forskellen på den og i dag er, at vi ikke skal tage den 18 gange, den her kan vi tage over en kamp, sagde Melvin med et smil.

Det er anden gang, at der afholdes charity match på Monjasa Park. I år var det med deltagelse af det lokale islæt, som hellere end gerne tager en tørn i den gode sags tjeneste.

– Jeg blev faktisk også spurgt sidste år, men der havde jeg noget andet arbejde, så jeg er glad for at være med i år. Hvis det passer ind, så vil jeg hjertens gerne være med næste år, forklarede Melvin.

De fleste af spillerne har ikke prøvet at spille for så mange tilskuere før. Det er det dog ikke for Melvin, som har deltaget i andre velgørenhedskampe.

– Jeg har været så heldig at prøve det før, så det er fedt, at folk støtter op om det, sagde Melvin, som endte med at stå på mål:

– Vi fik en skade, så måtte jeg træde til. Det gik heldigvis okay, forklarede Melvin, som undervejs i kampen gav prøver på, at han er en habil målmand.

Det var nok til at Melvin og co. vandt kampen og alle spillerne på holdet modtog som symbol på de ten stor pokal, som i det samlede billede ikke betyder det store, men som var en gimmick i velgørenhedskampen. Spørgsmålet er, om Melvin har plads til at tage den med hjem.

– Det kan godt være Stig Pedersen (FC Fredericias direktør, red.) skal have den lidt endnu, jeg skal lige spørge, om der er plads til den, sagde Melvin med et smil.

Selvom Melvin kunne række armene i vejret efter sejren var det ikke dét, som dagen på Monjasa Park handlede om. Det handlede om, at der skulle samles penge ind til Wing for Life-fonden, hvor pengene ubeskåret går til forsknings i rygmarvsskader. Wings for Life blev grundlagt efter Hannes Kinigadners tragiske ulykke. Hannes’ far Heinz slog sig sammen med sin ven Dietrich Mateschitz, grundlæggeren af Red Bull. Og sammen oprettede de Wings for Life-fonden for at hjælpe med at finde en kur til mennesker, der skal leve med denne frygtelige skade. Wings for Life er Red Bulls valgte velgørenhedsorganisation og dækker de administrative omkostninger til fonden og driften. Derved kan Wings for Life garantere, at 100 % af donationerne går til rygmarvsforskning.

Charity Matchen er en del af Wing for Life-projektet, hvor alle indtægter fra kampen går til det. Kampen blev overværet af omkring 5.000 tilskuere, som kom for at se de kendte content creators sammen med Melvin, der havde stillet sig gratis til rådighed i den god sags tjeneste, hvor de leverede et show, som sent vil blive glemt for de unge fans, der fik lov at møde deres idoler denne lørdag eftermiddag i Fredericia.

Middelfart Boldklub vandt 3-1 over AaB i Aalborg

Middelfart Boldklub vandt 3-1 over AaB i Aalborg

0
Middelfart Boldklub fik fredag aften en sjælden sejr med hjem fra Aalborg Portland Park, da holdet besejrede AaB med 3-1 i Betinia Ligaens 29....