Den folkekære komiker, der er kendt fra tv, Melvin Kakooza, og som havde sin opvækst i Fredericia, var lørdag tilbage på Monjasa Park, ligesom i tv-serien Sunday. Denne gang var det for at spille en velgørenhedskamp, hvor alle indtægter går til rygmarvsskade-forskning.

Der var liv og glade på Monjasa Park. Over 5.000 tilskuere var til stede, da der blev spillet en velgørenhedskamp mellem content creators, der til sammen har et såkaldt reach på over 14 millioner, oplyser arrangøren til AVISEN. Fodbolden var i anden række, selvom der blev uddelt medaljer og pokaler. Det handlede om at skabe et show, hvor tilskuerne blev underholdt. Undervejs var der en overraskelse med et halvlegsshow med den populære rapper Kesi, som gav numre inde på banen og interagerede med spillerne, som blev opfordret til at danse til musikken.

Undervejs i fodboldkampen foregik ikke alt som normalt. Eksempelvis blev det i anden halvleg til en boksekamp midt på banen, og til sidst stak det helt af, da begge holds spillere fra bænken løb ind på banen og blandede sig, og Alexander Husum tog det til nye højder, da han tog den ene linjedommers flag. Efter kampen var for mange af tilskuerne måske højdepunktet: Der kunne de få selfies og autografer fra de mange content creators, der stillede gratis op til det velgørende formål.

– Det var fantastisk at være med, det var til et godt formål, sagde Melvin Kakooza efterfølgende.

Melvin er kendt fra en del tv-serier efter hånden. I Fredericia-øjemed huskes han særligt for serien Sunday, som havde sin base på netop Monjasa Park.

– Forskellen på den og i dag er, at vi ikke skal tage den 18 gange, den her kan vi tage over en kamp, sagde Melvin med et smil.

Det er anden gang, at der afholdes charity match på Monjasa Park. I år var det med deltagelse af det lokale islæt, som hellere end gerne tager en tørn i den gode sags tjeneste.

– Jeg blev faktisk også spurgt sidste år, men der havde jeg noget andet arbejde, så jeg er glad for at være med i år. Hvis det passer ind, så vil jeg hjertens gerne være med næste år, forklarede Melvin.

De fleste af spillerne har ikke prøvet at spille for så mange tilskuere før. Det er det dog ikke for Melvin, som har deltaget i andre velgørenhedskampe.

– Jeg har været så heldig at prøve det før, så det er fedt, at folk støtter op om det, sagde Melvin, som endte med at stå på mål:

– Vi fik en skade, så måtte jeg træde til. Det gik heldigvis okay, forklarede Melvin, som undervejs i kampen gav prøver på, at han er en habil målmand.

Det var nok til at Melvin og co. vandt kampen og alle spillerne på holdet modtog som symbol på de ten stor pokal, som i det samlede billede ikke betyder det store, men som var en gimmick i velgørenhedskampen. Spørgsmålet er, om Melvin har plads til at tage den med hjem.

– Det kan godt være Stig Pedersen (FC Fredericias direktør, red.) skal have den lidt endnu, jeg skal lige spørge, om der er plads til den, sagde Melvin med et smil.

Selvom Melvin kunne række armene i vejret efter sejren var det ikke dét, som dagen på Monjasa Park handlede om. Det handlede om, at der skulle samles penge ind til Wing for Life-fonden, hvor pengene ubeskåret går til forsknings i rygmarvsskader. Wings for Life blev grundlagt efter Hannes Kinigadners tragiske ulykke. Hannes’ far Heinz slog sig sammen med sin ven Dietrich Mateschitz, grundlæggeren af Red Bull. Og sammen oprettede de Wings for Life-fonden for at hjælpe med at finde en kur til mennesker, der skal leve med denne frygtelige skade. Wings for Life er Red Bulls valgte velgørenhedsorganisation og dækker de administrative omkostninger til fonden og driften. Derved kan Wings for Life garantere, at 100 % af donationerne går til rygmarvsforskning.

Charity Matchen er en del af Wing for Life-projektet, hvor alle indtægter fra kampen går til det. Kampen blev overværet af omkring 5.000 tilskuere, som kom for at se de kendte content creators sammen med Melvin, der havde stillet sig gratis til rådighed i den god sags tjeneste, hvor de leverede et show, som sent vil blive glemt for de unge fans, der fik lov at møde deres idoler denne lørdag eftermiddag i Fredericia.