Ombygningsprojekt godkendt trods modstand

0

Vejle Byråd har godkendt en ombygningsplan for Vestre Engvej, som er en del af et bredere tiltag for at imødekomme særtransporter gennem byen. På et møde den 16. august blev det besluttet at allokere en anlægsbevilling på 3,9 millioner kroner til projektet, som inkluderer forundersøgelser og skitseprojektering.

Projektet involverer ombygninger langs flere kritiske punkter på strækningen. Disse omfatter etableringen af kanalisering ved Vejledalen-Vestre Engvej og en rettelse af vejen ved den tidligere genbrugsplads, samt justeringer i eksisterende infrastruktur, herunder flere rundkørsler og kryds.

Selvom forslaget blev vedtaget, var der politisk modstand. SF stemte imod projektet, og både Dansk Folkeparti og Danmarks Demokraterne fremsatte indvendelser. Sidstnævnte to partier stemte dog for forslaget, efter at have luftet deres bekymringer.

Vestre Engvej forventes at blive en bynær vej, der vil betjene de nye boligområder i Ny Rosborg samt eksisterende faciliteter såsom Rosborg Gymnasium og DGI Huset i Vejle. Ombygningen er designet til at integrere Vestre Engvej bedre med Ny Rosborg for at skabe synergi og økonomisk effektivitet i området.

Planlægningen af ombygningerne har også medført en estimeret besparelse på 0,9 millioner kroner ved at undgå midlertidige vejombygninger, der ellers ville have været nødvendige.

Det var dog ikke uden bemærkninger, at sagen blev godkendt. SF’s to mandater stemte imod. Lone Myrhøj fra SF udtrykker bekymring over projektet og forklarer partiets stemmeafgivelse:

– Det er en dårlig idé at få tung trafik den vej ind. Derfor stemmer vi imod, forklarer Myrhøj.

Rune Bønnelykke fra Dansk Folkeparti udtrykte forbehold over for projektet, selvom partiet stemte for:

– Vi stemmer ja, men det er med en bemærkning. Løsningen er tosset og kunne være undgået, så det var ganske kort, siger Bønnelykke.

Svend Erik Nielsen fra Danmarks Demokraterne udtrykte skuffelse over den valgte løsning:

– Jeg er ked af løsningen. Jeg havde forestillet mig en bro på det rigtige sted med mulighed for at åbne broen og måske endda fjerne en del af den de få gange, hvor en særtransport skulle forbi, men det er ikke tilfældet. Projektet er lagt fast, så jeg er nødt til at stemme, selvom vi har købt en dårlig bro. Vi er nødt til at sørge for at komme forbi, siger han.

Claus Behrendsen fra Socialdemokratiet svarede på bekymringerne fra Svend Erik Nielsen:

– Du er altid velkommen til at spørge os i udvalget, Svend Erik. Vi har undersøgt løsningen med at hæve broen eller muligheden for at åbne den, men det ville blive dyrere. Derfor var det ikke muligt, siger Behrensen.

Ombygningerne forventes udført i løbet af 2024.

Aquaplaning skyld i sammenstød på motorvejen

0

En dramatisk trafikhændelse fandt sted lørdag midt på dagen på Fyn, hvor fire biler var involveret i en seriekollision forårsaget af aquaplaning.

Ifølge Fyns Politi opstod ulykken, da føreren af den første bil (Part 1) mistede kontrol over køretøjet på grund af vand på vejen og påkørte autoværnet.

Denne første kollision resulterede i, at bilvragdele spredtes over kørebanen, hvilket medførte, at den næste bil (Part 2) påkørte disse dele. Dette fik føreren af Part 2 til at bremse hårdt op, en handling der satte en kædereaktion i gang. Føreren af den tredje bil (Part 3) måtte ligeledes bremse hårdt op for at undgå yderligere sammenstød, men desværre endte den fjerde bil (Part 4) med at køre op i denne.

Til trods for den potentielle fare og den komplekse situation på vejen, er der ikke rapporteret nogen personskader umiddelbart efter ulykken.

Produkters udløbsdato kan være afgørende for sikkerheden

0

Nogle produkter såsom autostole og skumslukkere er udstyret med en datomærkning. Datoen indikerer, hvornår produktet ifølge fabrikanten ikke længere er sikkert at anvende. Følg altid fabrikantens anvisninger lyder opfordringen fra Sikkerhedsstyrelsen.

Autostole, sikkerhedshjelme, røgalarmer og skumslukkere kan alle blive for gamle. De hører nemlig under nogle af de produkter, som er udstyret med en datomærkning. Datoen fortæller, hvornår produktet ikke længere bør bruges. Anvendes produktet efter udløbsdatoen, kan man risikere at udsætte sig selv for unødig risiko.

– Som forbruger bør man altid følge fabrikantens anvisninger, når det kommer til sikker brug af et produkt. Derfor anbefaler Sikkerhedsstyrelsen, at man som forbruger stopper med at bruge et produkt, når det har overskredet udløbsdatoen, siger Nicoline Zederkof Jensen, kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen.

Der findes ikke en komplet liste over de produkter, hvor datomærkning er et krav. Men det er fabrikantens ansvar at give de nødvendige oplysninger til en forbruger, for at forbrugeren kan anvende produktet sikkert. Dermed er det fabrikantens ansvar at sikre datoen, hvis det pågældende produkt skal leve op til et krav om datomærkning.

Datomærkningen kan enten sidde direkte på produktet eller være oplyst i den medfølgende brugsanvisning.

Vær opmærksom på datomærkning på autostole

Autostole har – ligesom fødevare – en datomærkning på sig, der angiver, hvornår plastikken i autostolen ikke længere kan holde til kraftige stød. Når autostolen er blevet for gammel ifølge datomærkningen, er det derfor ikke sikkert, at autostolen kan yde den sikkerhed, som den skal kunne, hvis den bliver udsat for en bilulykke.

– Det kan jo få alvorlige konsekvenser, hvis der sidder et barn i en autostol, som ikke yder den rette beskyttelse og sikkerhed under en ulykke. Derfor skal man især være ekstra opmærksom, hvis man er interesseret i at købe eller overtage en brugt autostol. I det tilfælde bør man tjekke datoen, som er det en mælk, man skal til at købe, siger Nicoline Zederkof Jensen.

Har man en gammel autostol i sin bil, opfordrer Sikkerhedsstyrelsen også til, at man tjekker datoen på denne. Er udløbsdatoen overskredet, er det tid til at anskaffe sig en ny til familien.

Dybt naivt eller tankevækkende?

0

Fredericia Kunstforenings aktuelle udstilling i Kulturcenter, Kongensgade 111, præsenterer maleriske og keramiske værker af kunstneren Torben Gammelgaard. Kan opleves tirsdag til søndag kl.14-17 frem til den 12.maj. 

Hvordan man opfatter kunst, er jo helt op til beskueren. Hvad giver mening, og hvad pirrer ens fantasi? Vi er heldigvis forskellige og har hver en rygsæk med helt personligt indhold af viden, indsigt og åbenhed.

Dybt naivt

Er disse værker her bare imbecile, hjælpeløse, men dog udviklende børnetegninger, som er gnattet ned med de velkendte Filia-farvekridt, som altid knækker, eller halvtørre tusch, hvor der næsten altid kun er de uinteressante farver tilbage? Det kunne nogle mene, hvilket dog er for simpelt og uretfærdigt.

For Torben Gammelgaards udførelse af malerierne med akryl og olie på lærred er en langvarig proces. Lag på lag, som giver stoflighed – mere fylde, dybde og liv. 

Humoristisk

Disse 28 værker kan også opfattes humoristisk. Udelukkende velkendte dyr – fra giraf til krokodille, fra hund til and, fra elg til ko osv. Med et blik på ”Stor ko” falder mine tanker på Sebastian sang om malkekoen: 

”Jeg’ den lille malkeko. Jeg kan tænke, jeg kan tro, lige hvad jeg vil, om du så spurgte, om jeg føler mig til nar, får du det samme svar. Jeg siger alligevel Muuuhh til hele lortet.”

Melankolsk

Dette er nu ikke bare lalleglade, halvdumme dyr, der kan få smilet frem. For som Torben Gammelgaard sagde til ferniseringen, har værkerne også en snert af melankoli. Det kan man jo opfatte som følger:

Stå foran elgen eller isbjørnen og kik den direkte i de små triste øjne. Siger de umiddelbart glade dyr så ikke til os:

Hvad er det, I gør ved naturen?!

Hvordan opfatter og tolker du? Det kræver jo, du tropper op og får et selvsyn!

Politiet er talstærkt til stede i Madsbyparken

0

Sydøstjyllands Politi er pt. talstærkt til stede ved området omkring shelterpladsen i Madsbyparken i Fredericia. Her efterforsker politiet en voldsepisode.

Parkeringspladsen foran Madsby Legepark er afspærret, og på stedet er flere patruljer fra politiet, herunder både indsatsleder og civilpolitiet. I baggrunden på grusstien kan man se, at der sidder en anholdt person i en blå DNA-dragt. Ifølge AVISENs oplysninger har op imod 20 betjente været involveret i aktionen.

– Jeg kan bekræfte, at vi er talstærkt til stede i Madsbyparken, men ingen er døde eller kommet alvorligt til skade. Vi er dog ved at undersøge en hændelse med vold, men vi har ro på situationen, da vi både har fat i den forurettede og den mulige gerningsmand, oplyser vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, Steffen Wolf til AVISEN mandag aften.

Steffen Wolf vil på nuværende tidspunkt ikke kommentere på alder eller køn på de to personer, eller hvad der skulle være årsagen til hændelsen.

– Vi skal lige have dannet os et præcist overblik, før vi går i detaljer, slutter Wolf.

Medarbejdere skal ikke sidde under sådanne forhold

0

De Konservatives gruppeformand, Tommy Rachlitz Nielsen, har fra sidelinjen fulgt med i sagen omkring Gothersgade 20b i Fredericia. Han mener ikke, at de tidligere medarbejderes forhold var i orden.

Rachlitz har kunnet følge sagen om Gothersgade 20b på afstand. Han har set, at tidligere medarbejdere ikke har følt sig særlig godt behandlet, og det har gruppeformanden det ikke godt med.

Tommy Rachlitz Nielsen. Arkivfoto.

– Vi har arbejdet under forkastelige fysiske rammer! Det er ikke korrekt, at der er to vinduer på hvert kontor. Der er kun ét, og i flere tilfælde kunne de i bedste fald ikke åbnes. På flere kontorer regnede det så voldsomt ind, at vi bogstaveligt talt havde spande under vindueskarmen og håndklæder på gulvene. Det samme i vores kantine. Der faldt loftplader ned, hvor det var rent held, at de ikke ramte en medarbejder!, fortæller en tidligere medarbejder til AVISEN.

Læs også: Venstre: Det er rigtig skidt

Det er også beskrevet, hvordan tidligere medarbejdere på matriklen har fået stød, og nogle har fået åndedrætsbesvær af at arbejde der.

– Jeg vil gerne slå fast, at det ikke er forhold, der er i orden. De forhold, der er beskrevet, er ikke noget, vi skal byde medarbejdere i Fredericia Kommune, understreger Tommy Rachlitz Nielsen.

Hvad man eventuelt kan gøre ved det nu er begrænset, er hans vurdering.

– I første omgang vil jeg ikke tro, at vi kan gøre meget politisk, da det ikke ligger hos os, og jeg tror, at vi kan gøre endnu mindre nu, eftersom der ikke sidder nogen i bygningen længere, da den er til salg. Men det gør det ikke forholdene bedre, siger Tommy Rachlitz.

Susanne Eilersen har udtalt, at sagen skal have konsekvenser, hvis det står til hende, men det vil Rachlitz ikke vurdere, fortæller han.

– Vi er i Konservative ikke repræsenteret i Teknisk Udvalg, der har med sagen at gøre, og jeg skal derfor have læst helt op på det, før jeg kan danne mig det fulde overblik over, om det skal have konsekvenser, siger Tommy Rachlitz.

Læs også: Socialdemokratiet ønsker en redegørelse

Én ting er dog sikkert: Tommy Rachlitz håber ikke, at der kommer en lignende sag.

– Jeg håber virkelig, at man har lært af det her. Det er ikke i orden det, der er foregået. Det duer simpelthen ikke, at man ikke videregiver vigtige informationer og ikke handler på dem. Medarbejdere skal ikke sidde under sådanne forhold, slutter han.

Læs også: Topchefer vidste besked

Direktør: Ledelsesgangen har haft kendskab til tilstanden

René Olesen bekræfter, ligesom aktindsigten viser, at der på ledelsesniveau har været kendskab til tilstanden i Gothersgade 20b.

– Der har på ledelsesplan i kommunen været et generelt kendskab til bygningens tilstand, siger René Olesen.

Direktøren afviser, at politiske udvalg har haft skaderne oppe at vende. På det overordnede plan mener Olesen dog, at byrådet har en generel kendskab til bygningens tilstand.

Til gengæld oplyser Olesen, at der er medarbejdere, som har haft klaget over indeklimaet grundet migræne eller andre relaterede symptomer. 

Læs hele artiklen her:

Venstre: Det er rigtig skidt

0

Det gør indtryk på Venstres Kenny Bruun Olsen med de forhold, der er blevet påtalt af tidligere medarbejdere i Gothersgade 20b i Fredericia.

Arbejdsforholdene er beskrevet som forkastelige på matriklen, våde håndklæder lå på gulvet, når det regnede, imens spande med vand blev fyldt med regn. Det beskrives af tidligere medarbejdere på adressen, der også har fået stød og åndedrætsbesvær som følge af arbejdspladsen.

– Vi har arbejdet under forkastelige fysiske rammer! Det er ikke korrekt, at der er to vinduer på hvert kontor. Der er kun ét, og i flere tilfælde kunne de i bedste fald ikke åbnes. På flere kontorer regnede det så voldsomt ind, at vi bogstaveligt talt havde spande under vindueskarmen og håndklæder på gulvene. Det samme i vores kantine. Der faldt loftplader ned, hvor det var rent held, at de ikke ramte en medarbejder!, fortæller en tidligere medarbejder til AVISEN.

Tidligere medarbejdere fra Gothersgade 20b beskriver deres tidligere arbejdsplads som et sted, hvor sikkerhed og trivsel ofte blev overset. De ønsker, at deres erfaringer vil føre til forbedringer og bidrage til at undgå lignende situationer i fremtiden.

Det forholder Venstres Kenny Bruun Olsen sig til. Olsen har selv et indegående kendskab til sagen qua hans virke i Teknisk Udvalg, der tidligere har behandlet sager om Gothersgade 20b, som er sat til salg igen, efter at den tidligere handel med bygningen gik tilbage.

– Det er rigtig skidt, det der er kommet frem. Det er svært at kommentere meget på det, da det er henvendelser til jer som medie kun, men det er bestemt ikke gode forhold, som de beskriver, siger Kenny Bruun Olsen.

Kenny Bruun Olsen slår atter fast, at det er en skidt sag, hvad man eventuelt kan gøre nu, når det er hændelser for år tilbage, er han i tvivl om.

– Jeg ved ikke, hvad proceduren er, da det er sket for år tilbage. Men det skal selvfølgelig påtales, da det er noget, man skal reagere på. Politisk sidder jeg ikke med det personalemæssige ansvar, og det er derfor ikke op til mig at vurdere, hvad der eventuelt kan ske, siger Kenny Bruun Olsen.

Forholdene, der beskrives, synes Kenny Bruun Olsen ikke er i orden. Han mener, at eksempelvis episoden, som tidligere er beskrevet med en medarbejder, der fik stød, er tale om en prioritering fra Fredericia Kommunes side, hvis det ikke er rettet op.

– Er der eksempelvis en trappe, der er faldet sammen, er det noget, man skal reagere på prompte. Der er det en hasteopgave, men det er selvfølgelig ikke gode forhold, som beskrives. Det kan der ikke være to meninger om. Jeg vil dog tro, at det handler om prioritering i forhold til at renovere de forskellige ting så det bliver rettet op, siger Kenny Bruun Olsen.

Kenny Bruun Olsens mening er klar, hvis sådan noget forekommer igen.

– Så vil jeg råde de ansatte til at tage det op, hvis det sker, slutter han.

140 millioner kroner skal sikre mere liv i bymidter

0

Erhvervsministeren har udpeget et nyt udvalg, der skal fordele i alt 140. mio. kr. til udviklingen af bymidterne i landets små og mellemstore byer.

Mange små og mellemstore byer på tværs af landet oplever bymidter som sygner hen, i takt med at butikker lukker.

Den tendens har regeringen fokus på at få vendt, og et nyt udvalg skal derfor i de kommende år fordele 140 mio. kr. til at skabe levende og bæredygtige bymidter i hele Danmark.

– Danmark må ikke knække over. Her spiller en bymidte med liv, butikker og lokalt fællesskab en afgørende rolle. Derfor tager vi nu fat på at få skabt mere udvikling i bymidterne i vores landdistrikter. Udvalget skal finde helt konkrete projekter, som kan understøtte og udvikle vores bymidter, sådan at man har lyst til og mulighed for at købe drømmehuset, starte forretning og skabe sig et liv. For et by med liv gavner både de lokale borgere, forretningerne og skaber fundamentet for turister, siger erhvervsminister Morten Bødskov, og bliver suppleret af minister Morten Dahlin:

– Et Danmark i balance kræver de bedste forudsætninger for liv og vækst i alle dele af landet. Jeg er som minister for byer og landdistrikter optaget af, at vores mindre og mellemstore byer har et levende butiksliv som skaber aktivitet. Det arbejder regeringen målrettet for. Og initiativet for bæredygtig byudvikling er et solidt skridt i arbejdet for at udvikle vores bymidter, siger minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin.

Butikkerne i midtbyerne er udfordret i store dele af Danmark, hvor man oftere ser udlejningsskilte end udlejet komme op. Derfor skal der handles nu.

– Flertallet af vores mindre og mellemstore byer er hårdt udfordret af butiksdød og tomme bymidter. Her er en ekstraordinær indsats nødvendig for at udvikle en levende og bæredygtig bymidte. Jeg er derfor glad for at kunne medvirke til at understøtte lokale initiativer som formand for Indstillingsudvalget. Det nye initiativ kommer helt klart til at gøre en mærkbar forskel i kraft af de erfaringer, som indhøstes, og de modeller, som udvikles til gavn for alle, siger formanden for Indstillingsudvalget John Wagner, tidligere direktør for De Samvirkende Købmænd.

Udvalget består af 15 medlemmer fra kommunalbestyrelser og erhvervslivet og afspejler det brede felt af interesser og kompetencer på området. Indstillingsudvalget udmønter det afsatte beløb til projekter i 2024 og 2025. Støttede projekter forventes at løbe frem mod 2029.

Rekordår for Brugsforening

0
Den nye uddeler hilste på samarbejdspartnere og kunder.

Imens moderkoncernen storbløder, så er det sorte tal, der tirsdag præsenteres for medlemmerne af Erritsø Brugsforening i Fredericia. Med stolthed i stemmen og en stor tilfredshed over årsresultatet, fortæller Brugsuddeler Kenneth Ørvad, at man lander et overskud på 2,330 milioner.

Det er store negative overskrifter, som coop har trukket de seneste måneder i den danske presse, og senest med ny hovedaktionær; OK, der med en stor kapitalindsprøjtning skal være med til rede andelskoncernen. Anderledes ser det ud i Fredericia, hvor den selvejede Erritsø Brugsforening lander et rekordregnskab.

– Vi har haft et rekordår på alle parametre, der er virkelig blevet leveret, og så tror jeg også på, at vores kunder kvitterer for vores nye setup. Det er det bedste resultat i historien, hvor vi ser en 14,5 procent fremgang i butiksomsætningen. Vi omstillede butikken i 2022, og det tog cirka seks måneder for kunderne at lære butikken at kende, men det er lykkedes nu, fortæller Kenneth Ørvad.

Flere afdelinger i fremgang

Det er ikke bare den rene butiksomsætning, der kan bryste sig af positive resultater, det kan slagter og delikatesse også.

– Vi ser ind i et regnskab, der viser fremgang i vores delikatesseforretning for andet år i streg, og for slagteren også et rekordår. Det er virkelig flot, og godt gået, fortæller en stolt uddeler, der glæder sig til generalforsamlingen i morgen.

– Vi byder velkommen i Erritsø Idrætscenter til generalforsamling i morgen kl.19.30, her vil vi præsentere årsregnskabet, men også gennemføre valg til bestyrelsen, og dernæst vil vi naturligvis som historien tilskriver, traditionen tro, byde på smørrebrød, forklarer Ørvad.

Hvad siger dine kolleger, bestyrelse og omgivelser til resultatet?

– De er glade for resultatet, fordi det er meget tilfredsstillende. Det viser også, at vi lykkedes med at have fokus på profilområder, og ellers have varer på hylderne. Det giver et overskud på 2 millioner 330.000 kroner før skat, og i et regnskabsår, hvor vi samtidig afskriver to millioner, det kan alle være tilfredse med, slutter Kenneth Ørvad.

I tider med modgang, så leverer Erritsø Brugsforening et stærkt regnskab.

Stor fodboldfest afholdt i Middelfart

0

På en af de første relativt varme dage i det tidlige forår blev der søndag afholdt et stort 3-bold stævne i Middelfart, hvor det dynamiske fodboldkoncept udviklet af DBU kom til sin ret. Stævnet var arrangeret af MG&BK i samarbejde med DBU Fyn, og trak deltagere fra forskellige aldersgrupper, der alle nød muligheden for at spille fodbold under de behagelige vejrforhold.

Under strålende solskin og forårstemperaturer samledes over 1100 børn fra hele Fyn til MG&BK’s store 3-bold stævne, som løb af stablen fra kl. 09:30 til 16:00. Arrangementet tiltrak en bred palette af unge talenter, der fordelt over dagen fik muligheden for at vise deres færdigheder og nyde spillet. Med næsten 3.000 besøgende på MG&BK’s faciliteter på Færøvej blev dagen en festlig begivenhed, der ikke kun bød på spændende fodboldkampe, men også fungerede som et socialt samlingspunkt for familier og fodboldentusiaster fra hele regionen.

Stævnets logistik og koordination blev håndteret med stor omhu fra et centralt placeret infotelt, hvor en speaker sørger for, at information flød frit og alle kampe både startede og sluttede præcis som planlagt. Arrangementet omfattede 13 velorganiserede baner, hvor kampledere aktivt sikrede, at reglerne blev overholdt og fair play blev prioriteret.

Ud over den intense fodboldaktivitet blev der også sørget for underholdning for de yngre deltagere. En hoppeborg var et hit blandt børnene, og tilføjede en ekstra dimension af sjov til dagen. Desuden modtog alle deltagende børn en medalje ved stævnets afslutning, hvilket bidrog til en atmosfære af fejring og fællesskab. Dette understregede stævnets primære mål om at gøre dagen festlig og inkluderende for alle.

3-bold er en fodboldform der vinder mere og mere popularitet blandt de yngste spillere. Disse stævner byder på en unik spiloplevelse, hvor spilletiden er intens og handlingen konstant takket være brugen af bander rundt om banerne. Formand for MG&BK, Simon Gade, uddyber vigtigheden af dette format:

– DBU 3-bold er et meget populært stævne, hvor man spiller med bander udendørs, og hvor børnene får en masse effektiv spilletid, siger han.

3-bold er en fodboldform, der spilles tre mod tre på små, indhegnede udendørsbaner omgivet af bander. Dette format tilbyder en intens og hurtig spiloplevelse, ideel for både nybegyndere og mere erfarne unge spillere. Spillet afvikles typisk på en standard 11 mod 11 fodboldbane, hvor “3-bold-byen” opstilles. Her kan deltagere og deres familier nyde en dag fyldt med fodbold, leg og socialt samvær.

Et 3-bold stævne er kendt for sin livlige og festlige atmosfære. Op til 13 kampe kan spilles samtidigt, hver varer 8 minutter. Det særlige ved disse stævner er, at der ikke føres målregnskab, og ingen hold kåres som mestre – alle deltagere betragtes som vindere. Der er ingen opdeling efter niveauer, hvilket sikrer en inkluderende og sjov dag for alle.

Børn i alderen 5 til 9 år kan deltage, og hvert hold består typisk af tre spillere med mulighed for op til to udskiftere. Der arrangeres både for pigehold og drengehold. Ud over selve fodboldspillet tilbydes der forskellige sjove aktiviteter for spillere, deres søskende og forældre, hvilket gør dagen til en hyggelig familiebegivenhed, hvor alle modtager medaljer som et symbol på deltagelse og fællesskab.