Efter forsøg på manddrab anmoder politiet om lukkede døre

0

En 22-årig mand fra Fredericia blev mandag anholdt og sigtet for forsøg på manddrab efter en hændelse ved Lumbyesvej i Fredericia. Manden fremstilles i et grundlovsforhør klokken 10.00.

Sydøstjyllands Politi fik mandag eftermiddag en anmeldelse om et strafbart forhold ved Lumbyesvej i Fredericia.

I forlængelse af anmeldelsen foretog Sydøstjyllands Politi anholdelse af en 22-årig mand. Manden fremstilles i et grundlovsforhør ved Retten i Kolding klokken 10.00. Den 22-årige er sigtet for forsøg på manddrab, idet han mandag omkring klokken 16.15 overhældte sig selv og en 53-årig kvinde med brandbar væske, inden han efterfølgende forsøgte at antænde væsken.

Med henvisning til at der fortsat skal foretages yderligere efterforskning af sagen, vil anklagemyndigheden anmode om dørlukning.

Den formodede gerningsmand og den forurettede har en familiær relation. Ingen af dem er kommet alvorligt til skade.

Idet der vil blive anmodet om dørlukning har Sydøstjyllands Politi ikke yderligere oplysninger om sagen, som kan deles med offentligheden på nuværende tidspunkt.

Søn ville slå mor ihjel

0

Det store politiopbud i Madsbyparken mandag skyldtes, at en søn ville slå sin mor ihjel. Det oplyser Sydøstjyllands Politi tirsdag morgen.

Mandag ved 16-tiden fik politiet en anmeldelse om episoden, der blev anmeldt af vidner. En 22-årig mand, der ifølge vicepolitiinspektør Mikkel Ross, er psykisk syg, ville slå sin mor, der er 53 år, ihjel.

Det lykkedes politiet at anholde den 22-årige mand, der med kvælertag havde forsøgt at tage livet af sin mor. Manden er nu sigtet for forsøg manddrab og skal fremstilles i grundlovsforhør i Retten i Kolding.

I forbindelse med episoden var der et massivt politiopbud i og omkring Madsbyparken i flere timer. På parkeringspladsen foran legeparken holdt der blandt andet en indsatsleder, en civil politibil og flere almindelige patruljer, og bag indsatslederens bil på grusstien kunne man se en mand sidde anholdt i en DNA-dragt. Det var den 22-årige mand, der nu er sigtet for forsøg på manddrab.

Den 53-årige kvinde er ikke blevet indlagt efter episoden, oplyser Sydøstjyllands Politi.

Kendt børnetøjsfirma under konkursbehandling

0

Det anerkendte danske børnetøjsfirma Pompdelux, som blev etableret i 2006 af Pia Holten Møller og Marianne Hoffman Dyrbøl, er nu under konkursbehandling. Dette sker efter næsten to årtiers drift, hvor firmaet har oplevet både høje overskud og senere betydelige økonomiske tilbageslag.

Konkursbehandlingen finder sted ved Skifteretten i Randers, bekræftes det fra flere kilder, herunder Finans. Samtidig er firmaets hjemmeside blevet deaktiveret, og besøgende modtages af en besked om, at siden er midlertidigt lukket.

På hjemmesiden oplyser virksomheden desuden, at kunder bør afstå fra at sende returnerede varer tilbage, da disse ikke vil blive behandlet under de nuværende omstændigheder. Dette fremstår som en del af de direkte konsekvenser af konkursbehandlingen.

I sine tidlige år benyttede Pompdelux en unik forretningsmodel baseret på home shopping, hvor tøjet blev præsenteret og solgt direkte i kundernes hjem. Dette bidrog til virksomhedens vækst og popularitet. I perioden 2012-2013 rapporterede firmaet et overskud på over 30 millioner kroner. Men i regnskabsåret 2021/22 vendte denne positive trend dramatisk med et underskud på 20,6 millioner kroner.

Ved det seneste regnskabsår havde Pompdelux 63 ansatte, hvis fremtid nu står usikker i lyset af virksomhedens nuværende situation.

Skoleelever løber penge ind til børn med lungesygdomme

0

Knap 100.000 skoleelever snører løbeskoene til fordel for lungesyge børn, når Team Rynkeby Skoleløbet afvikles på 370 skoler i hele landet fredag den 3. maj 2024.

Mens 9. klasserne sidder og sveder over afgangseksamen i dansk retskrivning og læsning, snører deres yngre skolekammerater løbeskoene for at svede i en god sags tjeneste.

Knap 100.000 skoleelever fra 370 skoler over hele landet deltager den 3. maj i Team Rynkeby Skoleløbet, som afvikles til fordel for Børnelungefondens arbejde for lungesyge børn.

Løbet er et velgørenhedsløb, hvor eleverne i ugerne op til løbet har indgået mikrosponsorater med forældre, bedsteforældre, onkler og tanter, som har mulighed for at give et bidrag baseret på, hvor langt eleven løber.

– Det er et løb, hvor vi forsøger at sætte fokus på de børn, som har svært ved at få luft. Det er børn, som der måske ikke bliver lagt så meget mærke til i det daglige, men som ofte har lidt sværere ved at følge med i fysiske aktiviteter i frikvartererne og i idræt. Derfor bliver deres sygdom også ofte tolket som noget andet end det, det i virkeligheden er. Det vil vi gerne sætte fokus på, og så vil vi naturligvis gerne være med til at bidrage med penge til forskning i bedre behandlingsformer, siger Steffen Juncker, landechef for Team Rynkeby Fonden.

Stolthed blandt børnene

Alene sidste år rejste Team Rynkeby Skoleløbet godt seks millioner kroner til Børnelungefonden.

– Jeg oplever, at det giver en enorm stolthed blandt børnene, når de ser, at deres indsats sammen med andre børn fra hele landet rent faktisk nytter noget. Og det er ligegyldigt om den enkelte bidrager med meget eller lidt. Det vigtigste er, at børnene oplever, at de er med til at gøre en forskel, siger Steffen Juncker.

Afgørende for forskningen

Det mærker man i høj grad også hos Børnelungefonden, som modtager de mange penge, som børnene løber ind. Størstedelen af pengene bliver brugt til forskning i bedre behandlingsformer.

– Der er mange børn, som lider af meget alvorlige lungesygdomme, og hvor de bliver isolerede, føler sig ensomme og udenfor på grund af deres sygdom. Team Rynkeby Skoleløbet er afgørende for, at vi kan bidrage til at give børn og deres familier en mere tålelige hverdag og bedre behandling. Derfor er vi meget taknemmelige for, at så mange skoleelever gør det muligt for os at støtte forskning i bedre behandlinger, som forhåbentligt kan være med til at redde liv, siger Regitze Siggaard, forperson for Børnelungefonden.

Det er ikke bare i Danmark, at skoleeleverne løber penge ind til et godt formål. Team Rynkeby Skoleløbet afvikles samtidig i Sverige, Norge og Finland.

Louis Nielsen i Fredericia lukkes midlertidigt

0

Lørdag den 4. og søndag den 5. maj holder Louis Nielsen Fredericia lukket, da alle medarbejdere er inviteret til stor fest. De skal fejre, at butikken sammen med de øvrige Louis Nielsen-butikker for andet år i træk er blevet kåret som Danmarks bedste arbejdsplads.

Der er ingen tider til synstest med sundhedstjek eller mulighed for at kigge på nye briller hos Louis Nielsen Fredericia i weekenden den 4. og 5. maj. Medarbejderne er nemlig inviteret til det årlige seminar og fest med kolleger fra alle butikker i hele landet.

I år har de noget særligt at fejre. Louis Nielsen har for andet år i træk netop modtaget prisen som Danmarks bedste arbejdsplads.

Derfor sætter chefoptiker Michael Biegala, som ejer butikken, et skilt i vinduet om, at butikken holdet lukket hele weekenden – ligesom kædens øvrige butikker.

To år i træk som Danmarks bedste arbejdsplads

Louis Nielsen prioriterer at få alle medarbejdere samlet, og lukker derfor butikkerne i hele landet denne weekend, forklarer administrerende direktør for Louis Nielsen Mads Nygaard.

– Vi har en stærk kultur og holdånd i og på tværs af butikkerne. Det er vigtigt for os at mødes og dyrke det fællesskab til vores årlige seminar. I år skal vi samtidig fejre, at vi igen er kåret som Danmarks bedste arbejdsplads. Da det i høj grad er medarbejdernes fortjeneste, skal alle have mulighed for at komme med til festen, siger han.

Mads Nygaard er især stolt af, at Louis Nielsen som en del af detailhandlen er blevet kåret som den bedste arbejdsplads på tværs af brancher. Prisen er givet på baggrund af en anonym spørgeskemaundersøgelse, som 92 procent af de ca. 1000 medarbejdere har svaret på.

– Vores medarbejdere kan ikke arbejde lige så fleksibelt, og de er mere på benene end i andre brancher, men den slags betyder ikke alt. I vores trivselsundersøgelse kan vi se, at fællesskabet og de menneskelige relationer med kollegerne betyder allermest. Derfor er det også naturligt for os at give dem mere af det – blandt andet ved at samles til stor fest, siger Mads Nygaard.

Kåringen af Danmarks bedste arbejdspladser er lavet i april af den internationalt anerkendte arbejdskulturorganisation Great Place to Work.

Forsøgsordning med kommunale tryghedsvagter træder i kraft

0

Onsdag den 1. maj 2024 træder en forsøgsordning i kraft, der giver kommunerne mulighed for at anvende tryghedsvagter som supplement til politiets arbejde med at opretholde ro og orden i det offentlige rum. Forsøgsordningen, der sidste år blev vedtaget af et bredt flertal i Folketinget, skal løbe i tre år.

Justitsministeriet udstedte den 13. marts 2024 en bekendtgørelse, der sætter forsøgsordningen med kommunale tryghedsvagter i kraft fra den 1. maj 2024. Bekendtgørelsen fastsætter desuden de nærmere rammer for tryghedsvagternes virke, herunder uddannelse, uniformering og legitimation. Med forsøgsordningen gives der som noget nyt mulighed for udøvelse af vagtvirksomhed med henblik på at opretholde ro og orden i det offentlige rum.

Justitsminister Peter Hummelgaard siger:

– Jeg er meget tilfreds med, at kommunerne nu kan tage et nyt værktøj i brug – forsøgsordningen er et vigtigt led i arbejdet med at sikre borgernes tryghed i lokalområderne og i de dele af det offentlige rum, hvor der er et særligt behov for flere ansvarlige voksne. For nylig udkom Justitsministeriets årlige tryghedsundersøgelse. Den viser blandt andet, at der er relativt mange borgere, der i deres nabolag har oplevet larmende adfærd og personer, som er påvirkede af alkohol eller stoffer i forbindelse med fester. Det er netop i den slags situationer, at tryghedsvagterne fremover vil kunne bidrage til politiets arbejde med at skabe tryghed.

Borgmester i Aarhus Kommune Jacob Bundsgaard siger:

– Det er rigtig glædeligt, at vi får mulighed for anvende kommunale tryghedsvagter. Det kan skabe tryghed f.eks. i forbindelse med sommerens liv i byens parker, hvor der en gang imellem kommer lidt for meget fart på, ved større arrangementer og koncerter eller i områder med utryghed. Det vil alt andet lige spare ressourcer hos politiet ved at aflaste for nogle opgaver, som så kan anvendes på egentlige lovovertrædelser og kriminalitet. I begge tilfælde kan resultatet kun blive, at vi giver borgerne en større sikkerhed og tryghed i hverdagen.

Baggrund: Treårig forsøgsordning med kommunale tryghedsvagter

Regeringen og et bredt flertal i Folketinget vedtog den 1. juni 2023 en ændring af lov om vagtvirksomhed, der giver kommunerne mulighed for at anvende tryghedsvagter som led i en treårig forsøgsordning.

Tryghedsvagterne vil kunne sættes ind i områder, hvor borgerne oplever særlig utryghed, for eksempel i områder med mange udendørs fester og større forsamlinger. De vil også kunne sættes ind på stationsområder eller i boligområder, hvor der er særlig risiko for indbrud. Tryghedsvagterne vil blandt andet kunne dokumentere forstyrrelser af den offentlige orden eller øvrige lovovertrædelser og i den forbindelse overdrage relevant materiale til brug for politiets efterforskning.

Tryghedsvagterne skal ikke erstatte politiets arbejde eller patruljering, ligesom tryghedsvagterne ikke bliver tildelt politimæssige beføjelser. Tryghedsvagter kan være godkendte kommunalt ansatte vagter eller godkendte vagter i autoriserede vagtvirksomheder, som har indgået aftale med kommunen.

Tryghedsvagterne skal gennemgå en obligatorisk supplerende uddannelse, der er udviklet i samarbejde med vagtbranchen, og som skal klæde vagterne på til deres virke i det offentlige rum.

Justitsministeriet vil i forbindelse med forsøgsordningen indsamle erfaringer fra de kommuner, der måtte vælge at gøre brug af kommunale tryghedsvagter, vagtvirksomheder, der har leveret tryghedsvagtydelser, relevante brancheorganisationer for vagter, politiet og Politiforbundet med henblik på, at ministeriet kan vurdere ordningens betydning i praksis.

Sådan påvirker Danmark klimaet i resten af verden

0

I ”Danmarks globale klimapåvirkning – Global afrapportering 2024” analyseres det, hvordan Danmark påvirker udledningen af drivhusgasser uden for Danmark – både positivt og negativt. Rapporten opgør blandt andet klimaaftrykket fra danskernes forbrug til 64 millioner ton CO2e – 11 ton per dansker.

Energistyrelsen udgiver i dag ”Danmarks globale klimapåvirkning – Global afrapportering 2024”, der blandt andet sætter tal på, hvad danskernes forbrug koster på den globale klimakonto. Rapporten er et supplement til den årlige klimastatus og -fremskrivning, som beskæftiger sig med udledningerne inden for Danmarks grænser.

Danmarks forbrugsbaserede klimaaftryk er opgjort til 64 mio. ton CO2e i 2022. Det svarer til ca. 11 ton CO2e per dansker. CO2e står for CO2-ækvivalenter og er en enhed for drivhusgasudledninger. Den bruges til at sammenligne forskellige gassers klimaeffekt.

Når vi køber varer i udlandet, og når danske handelsskibe fragter gods sømil efter sømil, sætter det et klimaaftryk uden for Danmarks grænser. Omvendt bidrager Danmark til andre landes grønne omstilling med klimadiplomati og eksport af grøn teknologi samt et omfattende myndighedssamarbejde rundt om i verden.

I rapporten opgøres udledningerne forbundet med de varer og serviceydelser, som Danmark har importeret, forbrugt og eksporteret. Rapporten giver også et kig ind i fremtiden: Klimaaftrykket for forbrug fremskrives til 2035 på baggrund af forskellige scenarier. Endelig suppleres med en opgørelse af klimaaftrykket af de offentlige indkøb samt en analyse af en række nøgletal for forbrugsområder med et væsentligt klimaaftryk.

Danmark rådgiver om grøn omstilling
I forhold til Danmarks forbrug i fremtiden viser Energistyrelsens beregninger, at danskernes forbrugsbaserede klimaaftryk vil falde til mellem 30 og 49 millioner ton CO2e i 2035, alt efter hvordan omverdenen udvikler sig. Hvis verdens lande gør en fælles indsats for at begrænse de globale temperaturstigninger, bliver danskernes klimaaftryk uden for Danmarks grænser mindre.

Figur%2C%20der%20viser%20fremskrivning%20af%20Danmarks%20forbrugsbaserede%20klimaaftryk%20til%202035

Opgørelsen viser dermed tydeligt, at udviklingen i klimaaftrykket fra vores forbrug i høj grad afhænger af den globale klimaindsats og den grønne omstilling i de lande, som Danmark handler med. Rapporten gør rede for, hvordan Danmark skubber på, for at andre lande og aktører øger deres ambitioner på klimaområdet.

Danmark anses som et af de førende lande inden for grøn energiomstilling. Ved at trække på lang erfaring med grøn omstilling af energisystemet kan Danmark rådgive andre lande til at reducere udledninger forbundet med produktion og forbrug af energi. Danmark samarbejder med statslige, regionale og lokale myndigheder i 24 lande, som tilsammen står for ca. 70 procent af verdens CO2-udledninger.

Epidemi med lussingesyge

0

I øjeblikket ses en stigende smitte i samfundet med lussingesyge. For de fleste giver lussingesyge kun mild sygdom, men gravide skal være opmærksomme på smitte.

Lussingesyge kaldes også den femte børnesygdom og skyldes infektion med parvovirus B19. Lussingesyge er en almindelig og næsten altid mild sygdom. 2/3 af alle voksne har allerede haft virussen i børnealderen og er immune.

Symptomerne på lussingesyge er som ved en mild influenza, men ofte viser sygdommen sig først ved rødme af kinderne efterfulgt af et udslæt, specielt på arme og ben.

Lussingesyge og graviditet

Smitte med lussingesyge kan have betydning for gravide, da en infektion op til 20. graviditetsuge i nogle tilfælde kan smitte fostret, hvis moren ikke tidligere har været smittet. Der er en risiko for udvikling af blodmangel hos barnet eller i værste tilfælde spontan abort. Blodmangel hos barnet kan ofte behandles.

– Lussingesyge er sjældent farligt, men der er en risiko for fosteret, hvis man ikke tidligere har haft lussingesyge, og man bliver smittet i graviditeten op til 20. uge. Derfor opfordrer vi til, at gravide er opmærksomme på lussingesyge i omgangskredsen og går til deres læge, hvis de tror, at de kan være blevet smittet, siger overlæge Gideon Ertner.

Hvis du er gravid og tror, at du kan være blevet smittet på grund af lussingesyge i din omgangskreds, opfordres du til at kontakte din egen læge. Lægen kan tage en blodprøve for at undersøge, om du tidligere har været smittet, eller om du er blevet smittet for nylig. Viser det sig, at du er smittet for nylig, vil lægen vurdere, om du skal henvises til en specialafdeling, der vil undersøge dig og dit barn.

Lussingesyge og børn

Lussingesyge er meget sjældent alvorlig for børn. Der er ingen grund til at tage sit barn til læge ved symptomer på lussingesyge, med mindre man ellers er bekymret for barnet.

Det er vanskeligt at forebygge smitte derhjemme og i daginstitutioner og skoler, fordi man ofte ikke opdager, at børnene er syge, mens de er smitsomme. Man skal dog som altid huske de smitteforebyggende råd – bliv hjemme ved sygdom, luft ud, vask hænder, gør rent og host og nys i ærmet.

– Lussingesyge smitter stort set kun, før man får udslæt. Der er derfor ingen grund til at holde børn med tegn på lussingesyge hjemme fra institution eller skole, når de først har fået udslættet, hvis de ellers er raske nok til at komme afsted, siger Gideon Ertner.

Mød kunstner Amalie Smith i parken Søndervold

0

Den 15. maj bliver der en unik mulighed for at møde den prisbelønnede kunstner og forfatter Amalie Smith, som har skabt lydkunstværket Radio Sfæren til Søndervold. Fredericia Bibliotek og Kanalbyen inviterer til artist talk.

Musik, der glider over i interviews med fredericianske fiskere og tidligere fabriksarbejdere, naturlyde fra parken selv og oplæste tekster af kunstner og forfatter Amalie Smith. Det kan man høre hver dag, hvis man ifører sig headset og tuner ind på Radio Sfæren via en QR-kode i Fredericias nyeste park Søndervold. Men snart kan man også møde kunstneren i egen person i de grønne omgivelser midt i Kanalbyen.

– Vi er meget glade for, at vi sammen med Fredericia Bibliotek kan byde Amalie Smith velkommen til Fredericia og til parken Søndervold, som hun har fået et helt særligt forhold til. Og vi håber, at mange vil benytte sig af muligheden for at møde den blændende kunstner og høre om hendes tanker bag det stedsspecifikke værk, siger projektdirektør Peter Kirketofte fra Kanalbyen i Fredericia.

Skabt til Fredericias nye park

Arrangementet finder sted onsdag den 15. maj kl. 17.00 og indledes med ca. 15 minutters lytning til lydværket Radio Sfæren. Herefter fortæller kunstneren om værket, som hun har skabt helt specielt til parken, allerede inden den åbnede for to år siden.

– Lydværket vil tage udgangspunkt i Fredericia og i Søndervolds fortid og nutid – altså både stedets særlige historie og det, at man bygger en hel lille biosfære op fra grunden, som jeg synes er en meget spændende tanke, sagde Amalie Smith tilbage i 2021, da hun var blevet enig med Fredericia Kommune og Kanalbyen i Fredericia om at realisere Radio Sfæren.

Det komplicerede lydværk tager form af en radiostation, der spiller live på internettet døgnet rundt. Lydfladen består af fire lag med mange timers tale, musik og naturlyde, som i kraft af en særlig algoritme kombineres på stadigt nye måder afhængig af vejrforholdene og døgnets rytme.

Radio Sfæren er det seneste i rækken af kunstværker, som i kraft af Kanalbyens kunststrategi integreres i bygninger og byrum, og det eneste, som ikke har noget fysisk udtryk.

Kongeligt stjernedrys

Til den halvanden time lange ”artist talk” kan man også høre den 38-årige københavnske kunstner fortælle om sit forfatterskab, der blandt andet omfatter bøgerne Marble, Thread Ripper og De næste 5000 dage. Hendes kunstneriske virker spænder meget vidt og har indbragt hende flere priser, legater og nomineringer. Blandt andet modtog hun i 2015 Kronprinsparrets Stjernedryspris.

Det er gratis at deltage i artist talk’en med Amalie Smith, men man skal bestille billet på bibliotekets hjemmeside på forhånd. Mødestedet er Orangeriet i Byhaverne Søndervold, og der serveres forfriskninger til arrangementet.

Pung stjålet fra wc

0
Fastelavn (Foto: Fredericia AVISEN)

På en ellers fredelig lørdag eftermiddag blev roen brudt på Café Razz i Middelfart, da en gæst oplevede et hurtigt tyveri, der efterlod hende uden sin pung og kontanter. Episoden fandt sted lørdag klokken 12:40, da anmelderen, en lokal cafébesøgende, havde glemt sin taske på toilettet.

Kun fem minutter efter at have efterladt sin taske for at besøge toilettet, vendte anmelderen tilbage for at finde ud af, at hendes pung var blevet stjålet fra tasken. Pungen indeholdt en ikke nærmere specificeret sum kontanter.