11.5 C
Copenhagen
onsdag 29. april 2026

Ti livenavne over to dage: Fredericia får ny gratis havnefest under Super Rally

Den 22. og 23. maj forvandles havnen ved J.B. Nielsens Plads i Fredericia til en gratis havnefest med livemusik, food court og festlig stemning. Det sker, mens det internationale Harley Davidson Super Rally indtager byen, og det bliver to dage med ti livenavne på scenen, fra Matroserne og Johnny Madsen Jam til John Mogensen Jam og Jacob Decco. Bag arrangementet står EventC i samarbejde med Fredericia Kommune, Urbania Street Food og en række lokale og nationale partnere.

0
Ti livenavne over to dage: Fredericia får ny gratis havnefest under Super Rally

EVENTS. Fredericia får selskab af tusindvis af motorcyklister i pinse-weekenden, og samtidig bliver havnen omdrejningspunkt for en helt ny gratis havnefest. EventC har inviteret ti livenavne på scenen på J.B. Nielsens Plads den 22. og 23. maj, og programmet er nu faldet på plads.

Havnefesten finder sted midt i Fredericia centrum og henvender sig både til rallydeltagere, lokale borgere og besøgende fra hele landet. Tanken er, at festen og rallyet sammen skal give Fredericia en weekend med liv på havnen, food court og koncerter både dag og aften.

Bag festen står EventC i tæt samarbejde med Fredericia Kommune og Urbania Street Food, der står for forplejningen. Listen af partnere er bred og rummer Fredericia Shopping, ADP, Fredericia Shipping, thansen, Middelfart Sparekasse, Ocean 7 Projects og Bestseller. Sammen ønsker arrangørerne at skabe et arrangement, der binder byen sammen og giver både borgere og gæster en ekstra grund til at lægge vejen forbi Fredericia under Super Rally.

Programmet for fredag åbner klokken 18 med Jacob Decco, der tager den tidlige aften med sit eget repertoire. Klokken 19.30 går Matroserne på scenen, og aftenen rundes af klokken 21.30 med Sunset Strip.

Lørdagen begynder allerede ved frokosttid. PS Duo lægger ud klokken 12, og to timer senere får John Mogensen Jam lov til at hylde en af de mest folkekære navne i dansk musikhistorie. Eftermiddagen byder på Jacob Decco igen klokken 16, og en time og tre kvarter senere kommer En Lille Pose Støj på scenen. Aftenen bærer navne som Johnny Madsen Jam klokken 20 og DJ Harske Hubbi klokken 21.15, før Havnefest DJ runder dagen af klokken 22.15.

Det er ikke kun musikken, der trækker folk til. Harley Davidson Super Rally er et af de største årlige træf for motorcykelentusiaster i Europa, og det forventes at trække tusindvis af deltagere og tilskuere til Fredericia. Med havnefesten som centralt mødested, food court og livemusik tæt på, lægger arrangørerne op til, at både rallydeltagere og almindelige fredericianere kan mødes om en festlig weekend ved vandet.

Adgangen er gratis begge dage.