Over 10.000 kontroller af rocker- og bandemiljøet har siden 2018 medført opkrævninger for over 1 mia. kr.

0

Alene i 2023 har Skattestyrelsens kontroller ført til udsendte skatteopkrævninger for cirka 200 mio. kr.

Svindel i stor skala med skatter og afgifter. For eksempel ved at oprette fiktive virksomheder, komplicerede selskabskonstruktioner eller ved at bruge stråmænd til at hvidvaske penge, der stammer fra en kriminel aktivitet.

Det er de typiske former for kriminalitet i rocker- og bandemiljøet, som skattemyndighederne oplever, når Skattestyrelsen løbende optrevler og kontrollerer den organiserede og økonomiske kriminalitet i miljøerne.

Og indsatsen har givet pote. De seneste seks år har Skattestyrelsens indsats med over 10.000 målrettede kontroller i rocker- og bandemiljøet ført til udsendte skatteopkrævninger for i alt cirka 1,2 mia. kr. Alene sidste år resulterede indsatsen i opkrævninger for knap 200 mio. kr.

– Rockere og bander skal opleve, at myndighederne sætter dem under pres. De skal tydeligt mærke, at der sættes konsekvent og hårdt ind over for deres økonomiske kriminalitet. Derfor er Skattestyrelsens løbende indsats vigtig. Tallene viser tydeligt, at der er meget at komme efter, siger skatteminister Jeppe Bruus.

Slår hårdt ned på kriminaliteten
De senere år er rocker- og bandegrupperingernes økonomiske kriminalitet vokset i omfang og blevet mere kompleks. Myndighederne vurderer også, at økonomisk kriminalitet udgør en stadig større del af gruppernes aktiviteter. Og grovheden i kriminaliteten i rocker- og bandemiljøerne skal der slås hårdt ned på, mener ministeren:   

– Rockere og bander skaber stor utryghed i samfundet og trækker bølger af vold og kriminalitet efter sig. Også af den økonomiske slags. Der er et bredt politisk ønske om at styrke indsatsen og slå hårdt ned på deres kriminelle aktiviteter. Det er vigtigt, at myndighederne arbejder tæt sammen, så rockere og bander møder et fintmasket net, hvis de forsøger at begå økonomisk kriminalitet, siger Jeppe Bruus.

Regeringen har ad flere omgange styrket indsatsen over for bander og rockergruppernes økonomiske kriminalitet bl.a. ved at øge samarbejdet mellem myndighederne.

Fremover kommer Skattestyrelsen, Gældsstyrelsen, Erhvervsstyrelsen og National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) således til at arbejde tættere sammen i indsatsen mod bander og rockergruppernes økonomiske kriminalitet. 

Supermarked opfordrer til at hamstre nødrationer

0

Supermarkedet Netto lægger i deres tilbudsavis op til, at danskerne skal hamstre nødrationer. Det kan tolkes som, at supermarkedet mener, at Danmark står i en situation, hvor det kan blive aktuelt med verdenssituationen.

Nettos tilbudsavis præges af “Den sikre side”, hvor der nedenunder er en rubrik, hvor der står “Prepping til enhver situation”. Her nævnes en huskeliste, der blandt andet inkluderer dåsemad, stearinlys, lighter, lommelygter, førstehjælpssæt, batterier og powerbanks. Altså ting, der skal til for at kunne overleve i en almindelig hverdag.

– Hver eneste uge har vi en avis på gaden, og den forsøger vi at fylde med det, der har interesse for vores kunder. Det kan være nye, spændende ting, der inspirerer, men også være ting, der hjælper vores kunder. Vi ser det her som en hjælp til folk, der overvejer at forberede sig lidt bedre til uforudsete udfordringer eller hændelser, siger Nettos kommercielle direktør, Martin Hasgard Olesen, til TV 2.

Screenshot fra Nettos tilbudsavis.

Netto mener ikke selv, at de er med til at forstærke en frygt om krig blandt den danske befolkning.

– Det er ikke det, der har været hensigten. Hensigten har alene været at ramme noget relevant hos dem, der kommer hos os, siger Martin Haugaard Olsen.

Besparelser hos kommunerne kan have øget sygefraværet

0

De seneste fire år er sygefraværet blandt pædagoger vokset markant. En ny analyse fra CEPOS viser, at sygefraværet blandt pædagoger er steget fra i gennemsnit 14,2 dage i 2020 til 18,6 dage i corona-året 2022 og til 16,9 dage i 2023. Denne tendens afspejler en generel stigning i sygefraværet blandt kommunalt ansatte, som i gennemsnit var syge 12,1 dage i 2019 og 14,8 dage i 2023.

Mette Andersen, næstformand i BUPL Sydjylland og medlem af fagforeningens hovedbestyrelse, giver et indblik i fagforeningens perspektiv på problemet.

– Sygefraværet blandt pædagoger er en kompleks udfordring. Det handler ikke kun om sygdom, men også om arbejdsmiljø og ledelsesstil. Vi ser, at kommuner, der investerer i gode arbejdsforhold og har en god ledelseskultur, ofte har lavere sygefravær. Der kan være mange årsager til det, men undersøgelsen har også taget udgangspunkt i arbejdsskader. Det, vi kan se, er, at det er bekymrende med højt sygefravær. Det er mange timer, man mister, og det, der ligger i det, er, at man er meget udsat for sygdom, i og med man har med børn at gøre, og derfor er man naturligt udsat, fordi man går på arbejde, siger Mette Andersen.

Mette Andersen fremhæver også de vigtige erfaringer, der blev gjort under corona-perioden, som har haft en betydelig indvirkning på sygefraværet blandt pædagoger.

– En af de ting, vi observerede under corona-pandemien, var den øgede fokus på hygiejne og rengøring, hvilket førte til et fald i sygefraværet. Dette viser, hvor stor en forskel forbedrede hygiejneforanstaltninger kan gøre i forhold til at reducere sygdom blandt pædagoger. Under corona blev der investeret i bedre rengøring og hygiejne, og det havde en tydelig effekt, siger Mette Andersen og forklarer:

– Desværre ser vi nu, at mange af disse tiltag er blevet nedprioriteret i kommunernes budgetter. Det er bekymrende, fordi det viser, at der er en direkte sammenhæng mellem investeringer i arbejdsmiljø og sygefraværet. Hvis kommunerne fortsat prioriterede disse tiltag, kunne vi potentielt se en fortsat reduktion i sygefraværet.

Har indeklimaet noget at sige?

Betydningen af at fokusere på langsigtede løsninger for at tackle det stigende sygefravær blandt pædagoger kan ikke understreges nok, da bæredygtige strategier er nødvendige for at skabe et sundere arbejdsmiljø og sikre pædagogernes trivsel og effektivitet på længere sigt, forklarer Mette Andersen.

– Fraværet er højt, og det er mange dage. Det er bekymrende, fordi normalen burde være, at man ikke var så syg. Er der nogen væk på grund af luftvejsinfektioner, som man ikke selv er herre over, fordi man arbejder med sløje børn og der ikke er et godt indeklima, så betyder det, at man er fraværende og oftest selv står på en stue og ofte tager faglige vurderinger. Det kan gøre, at man føler sig presset i fagligheden og ikke har nogen at sparre med. Det kan derfor have noget at sige psykisk, og man kan føle sig presset og stresset, siger hun.

Nødvendigheden af at finde praktiske løsninger for at adressere sygefraværet blandt pædagoger er afgørende, mener Mette Andersen. Hun mener dog ikke, at høje minimumsnormeringer i Fredericia burde smitte af på sygefraværet.

– Jeg ved ikke, om man kan sætte lighedstegn mellem normeringer og sygdom. Kan man gøre noget ved at mindske sygefraværet? Jeg går ud fra, at Kommunernes Landsforening også taler med de politiske udvalg i kommunerne omkring det og ser, om der er lavthængende frugter, som man kan tage højde for, blandt andet de her ventilationssystemer, slutter Mette Andersen.

Udviklingen i Fredericia fra 2019-2023:

Fredericia13,6212,3615,0320,1016,80

Femten danske kvinder klar til OL

0

Rutinerede kræfter og unge talenter udgør et stærkt mix på det danske OL-hold i roning. Danmark stiller med i alt 16 roere til legene i Paris.

Sverri Nielsen var indtil for kort siden den eneste danske roer, der var udtaget til OL. Men nu kan han glæde sig over, at han får selskab af hele 15 kvindelige roere til OL i Paris

De danske kvinder var nemlig i forrygende form ved sidste uges OL-kvalifikationsstævne i Luzern, hvor det lykkedes at kvalificere tre både til OL. Det betyder, at Danmarks Olympiske Komité nu har udtaget 15 roere yderligere til OL i Paris – udover allerede udtagne Sverri Nielsen.

De 15 nye udtagne roere er:
W2-, dametoer uden styrmand
Fie Udby Erichsen
Hedvig Lærke Berg Rasmussen

W4-, damefirer uden styrmand
Julie Holst
Marie Skytte Hauberg Johannesen
Frida Sanggaard Nielsen
Astrid Steensberg

W8+, dameotter med styrmand
Sophie Østergaard (styrmand)
Nikoline Laidlaw
Sofie Halling Vikkelsøe
Caroline Munch
Frida Werner Foldager
Sára Maria Johansen
Clara Hornnæss
Karen Mortensen
Nanna Vigild

Sverri Nielsen er allerede udtaget i herre-singlesculler, M1x.

På OL-holdet i roning ses såvel tidligere olympiske medaljevindere, unge talenter som rutinerede toproere. Sportschef i Danmarks Rocenter, Thor Juul Kristensen, kalder holdet for ”et unik og stærkt mix af atleter til både nutiden og fremtiden.”

– Det er lykkedes os at gøre det attraktivt for nogle af de rutinerede roere at satse på endnu et OL samtidig med, at nye talenter er kommet til. Jeg er blown away af begejstring over, at det er lykkedes os at kvalificere 16 roere til OL fordelt på fire både. Det bliver en fantastisk rofest i Paris, hvor vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at række ud efter podiepladserne, siger Thor Juul Kristensen.

DIF’s chef de mission, Søren Simonsen, siger:

– Dansk roning og OL er uløseligt forbundet. Gang på gang har danske roere givet os store oplevelser. Sådan bliver det i den grad også i Paris, hvor vi sender hele 16 dygtige roere. Det er helt fantastisk. Jeg glæder mig voldsomt til at følge de fire danske både på vandet i Paris, siger Danmarks chef de mission, Søren Simonsen.

I Team Danmark glæder man sig ligeledes til at følge de mange danske roere:

– Det er historisk, at de kvindelige roere er repræsenteret med både en toer, en firer og en otter på det danske OL-hold. Jeg er dybt imponeret af det, alle de tre besætninger hver især præsterede ved kvalifikationsregattaen i Luzern. Det er stort for dansk rosport, og det bliver fantastisk med så mange rød-hvide farver på rostadion til sommer i Paris, siger Lars Balle Christensen, der er sportsdirektør i Team Danmark.

Læs meget mere om OL og det danske OL-hold på www.ol.dk og følg med på ’Danmark til OL’ på Facebook og Instagram.

Fakta om det danske rohold ved OL i Paris:

W2-, dametoer uden styrkvinde

Fie Udby Erichsen, 39 år (23.04.1985)
Klub: Roforeningen KVIK
Bedste resultater:
OL-sølv i W1x, OL 2012 i London
World Cup-bronze i W1x, World Cup 2018, Linz
OL-deltager i 2012, 2016 og 2021

Hedvig Lærke Berg Rasmussen, 30 år (22.12.1993)
Klub: Danske Studenters Roklub
Største resultater:
OL-bronze i W2- med Anne Dsane Andersen, OL 2016 i Rio
VM-bronze i W4-, VM 2019, Linz
OL-deltager i 2016 og 2021

W4-, damefirer uden styrkvinde

Julie Holst Poulsen, 27 år (27.08.1996)
Klub: Odder Roklub
Største resultater:
World Cup-sølv i W4-, 2022
EM-4. plads i W4-, 2022
U23 VM-4. plads i W4-, 2017, 5. plads i W8+ ved samme mesterskab.
OL-debutant

Marie Skytte Hauberg Johannesen, 27 år, (28.02.1997)
Klub: Roskilde Roklub
Største resultater:
World Cup-sølv i W4- og W8+ i 2022
EM-4. plads i W4- 2022
OL-debutant

Frida Sanggaard Nielsen, 25 år (01.12.1998)
Klub: Bagsværd Roklub
Største resultater:
World Cup-sølv i W4- og W8+ i 2022
EM-4. plads 2022
VM-bronze i W4-, 2019,
World Cup guld i W4- i 2018
U19 VM-sølv i JW2- i 2016
Deltog ved OL i Tokyo 2021

Astrid Steensberg, 28 år (03.05.1996)
Klub: Danske Studenters Roklub
Største resultater:
World Cup-sølv i W4- og W8+ i 2022
EM-4. plads i W4-, 2022
OL-debutant

W8+, dameotter med styrmand
Alle på dameotteren er OL-debutanter

Styrkvinde:
Sophie Østergaard, 24 år (11.09.1999)
Klub: Danske Studenters Roklub
Største resultater:
World Cup-sølv i W8+, 2022
Bronze ved Head of the Charles i W8+, 2023.

Nikoline Laidlaw, 29 år (02.03.1995)
Klub: Danske Studenters Roklub
Største resultater:
World Cup-sølv i W8+, 2022
Bronze ved Head of the Charles i W8+, 2023.

Sofie Halling Vikkelsøe, 21 år (13.08.2002)
Klub: Danske Studenters Roklub
Største resultater:
World Cup-sølv i W8+, 2022

Caroline Munch, 21 år (13.11.2002)
Klub: Roskilde Roklub
Største resultater:
World Cup-sølv i W8+, 2022

Frida Werner Foldager, 18 år (23.11.2005)
Klub: Roskilde Roklub
Største resultater: Frida har i 2024 haft debut på seniorlandsholdet, men vandt i 2023 bronze og guld ved Coupe de la Jeunesse, i dobbeltsculler, som U19 roer.

Sára Maria Johansen, 23 år (13.09.2000)
Klub: Roforeningen KVIK
Største resultater: Sára har i 2024 haft debut på seniorlandsholdet.

Clara Hornnæss, 20 år (04.09.2003)
Klub: Roforeningen KVIK
Største resultater: Clara har i 2024 haft debut på seniorlandsholdet.
Tidl. U19 og U23-landsholdsroer

Karen Mortensen, 22 år (02.12.2002)
Klub: Danske Studenters Roklub
Største resultater: 5. plads i W8+ ved U23 VM 2017

Nanna Vigild, 29 år (20.12.1994)
Klub: Danske Studenters Roklub
Største resultater: Nanna har haft landsholdsdebut i 2024. Men vandt i 2023 bronze i W8+ ved Head of the Charles.

Nu sættes Gothersgade 20B til salg igen

0

Fredericia Kommune har besluttet at sætte ejendommen Gothersgade 20B til salg igen efter det mislykkede salg, der kostede skatteborgerne 722.000 kroner uden resultat. Salgschef Thomas Andersen har oplyst, at det igen bliver Nordicals, der skal stå for salget af ejendommen. I modsætning til tidligere vil der denne gang ikke blive betalt salær for salget.

– Det bliver Nordicals, der igen skal sælge ejendommen, og der betales ikke salær for dette salg. Vi betaler kun for markedsføring samt for de timer, de bruger ekstra, skriver Thomas Andersen i et skriftligt svar til Fredericia AVISEN.

Jon Stefansen, indehaver af Nordicals i Trekantområdet, bekræfter, at de står for den nye budrunde. Han fortæller, at der ikke er fastsat en mindstepris for ejendommen denne gang, hvilket forhåbentlig vil tiltrække flere interesserede købere.

– Der kommer en ny budrunde. Der er i princippet ikke en mindstepris. Vi håndterer udbuddet, og så vælger kommunen, hvad de vil sige ja til. Vi står bare for at håndtere materialet, siger Jon Stefansen.

Stefansen understreger, at Nordicals har valgt ikke at tage salær for opgaven, selvom de juridisk set kunne have gjort det. Som privatbeboere i kommunen ønsker de at give lidt tilbage til lokalsamfundet.

– Vi behøver ikke salæret. Vi bor selv i kommunen privat også, så vi giver lidt tilbage på den måde, selvom vi rent juridisk godt kunne have taget noget. Det er i princippet den samme opgave som sidst, alt andet lige må flere have interesse i at kigge på bygningen. Førhen var der en mindstepris på den, og det gør, at nogen ikke melder deres interesse. Jeg gætter på, at vi har materiale klar i slutningen af denne uge, fortsætter Jon Stefansen.

Bygningen var solgt

Baggrunden for det nye salg er en langvarig og kostbar proces, der har frustreret mange af Fredericias borgere. Den oprindelige plan var, at en af byens store investorer, Bent Jensen, skulle købe ejendommen og omdanne den til liberale erhverv. Nordicals havde solgt bygningen til Bent Jensen, og fået et salær på 500.000 kroner. Senere gik handlen dog tilbage, og salget mislykkedes, da ejendommen blev udbudt på et forkert grundlag, hvilket kostede kommunen dyrt. Det var sket en fejl, var forklaringen, da Fredericia AVISEN kunne afsløre, at medarbejdere havde fået stød, arbejdet med vandpytter som sidemand, fået åndedrætsbesvær og siddet i en brandfælde.

Direktør for Vækst, Teknik og Klima, René Olesen, og flere af hans medarbejdere kendte til bygningens dårlige tilstand, men denne information blev ikke videreformidlet til Bent Jensen, hvilket førte til den fejlslagne handel. Prisen for at flytte medarbejderne fra bygningen har også været høj, med over 2,1 millioner kroner brugt på dette formål.

Borgere i Fredericia har udtrykt stor utilfredshed med kommunens håndtering af sagen og den store økonomiske byrde, det har pålagt dem. Mange mener, at pengene kunne være brugt på andre nødvendige formål, som at forbedre byens infrastruktur eller ansætte flere SOSU-assistenter.

Med det nye salg håber kommunen og Nordicals på en bedre proces og et vellykket salg, der kan bidrage positivt til byen.

Læs også

100.000 danskere har type 2-diabetes uden at vide det

0

Diabetes kan ramme alle, og i dag går 100.000 danskere uvidende rundt med type 2-diabetes, mens knap en halv mio. danskere skønnes at have forstadier til den kroniske sygdom. Derfor kører Diabetesforeningen nu rundt i hele landet og tilbyder gratis screening.

100.000 danskere.

Så mange danskere har i dag type 2-diabetes helt uden at vide det. Samtidig har hver tredje allerede udviklet alvorlige følgesygdomme ved diagnosetidspunkt, fx hjertekarsygdom, fodsår og nervesygdom, og det lægger et tungt pres på sundhedsvæsnet

Derfor melder Diabetesforeningen sig aktivt ind i kampen og kører ud i den røde sundhedsbus og tilbyder gratis screening for type 2-diabetes i 12 forskellige byer hen over sommer og efterår.

– Vi kan ikke længere vente på, at politikerne prioriterer tidlig opsporing og bremser en af de hurtigst voksende sygdomme i Danmark. Derfor tager vi nu sagen i egen hånd og triller ud på landevejene. For diabetes er en stille sundhedskatastrofe. I 2030 ventes mindst 420.000 danskere at have type 2-diabetes, og mange af dem vil først blive opdaget, når alvorlige følgesygdomme har sat ind. Vi skal finde de mennesker hurtigst muligt. Jo tidligere, diabetes bliver opdaget, desto større er chancen for at undgå følgesygdommene, siger Claus Richter, adm. direktør i Diabetesforeningen.

Sundhedsbussen får travlt. For ikke nok med, at 100.000 danskere allerede har type 2-diabetes uden at vide det, så ligger knap en halv mio. danskere på grænsen til at få sygdommen, såkaldt prædiabetes.

Hvert femte af dem vil udvikle type 2-diabetes inden for fem år. Også den statistik vil Diabetesforeningen ændre med opsporingsindsatsen.

I 2022 fandt Diabetesforeningen over 2.000 danskere, der uvidende havde type 2-dabetes, og cirka 10.000 mennesker med prædiabetes gennem en kampagne på nettet og via sundhedsbussen.

Sundhedsbussens screening består af en digital risikoprofil og eventuelt en lille blodprøve, der bliver analyseret på stedet. Hvis den viser et for højt blodsukker, henvises man til yderligere undersøgelse hos egen læge.

Se bussens turplan – opdateres løbende: https://diabetes.dk/landingpage/sundhedsbus

TV2 PLAY stiger i pris

0

TV2 PLAY har annonceret en prisstigning på deres streamingpakke ‘Favorit + Sport uden reklamer’. Fra 1. juli 2024 vil prisen på denne pakke stige med 30 kr. om måneden, hvilket betyder, at den nye månedlige pris vil være 249 kr., op fra de nuværende 219 kr.

TV2 PLAY forklarer, at prisændringen er nødvendig for at kunne fortsætte med at være en af danskernes foretrukne streamingtjenester. De arbejder konstant på at forbedre og udvide deres indhold inden for forskellige genrer såsom underholdning, reality, fiktion, dokumentar og aktualitet.

– Vi vil gerne fortsat være en af danskernes foretrukne streamingtjenester. Derfor styrker vi hele tiden vores indhold inden for underholdning, reality, fiktion, dokumentar og aktualitet. Vi har også løbende fokus på at kunne tilbyde de største og mest populære sportsbegivenheder. Blandt andet har vi sikret os rettigheder til Superligaen, der vil give adgang til nyt indhold i din pakke, oplyser streamingtjenesten til kunderne i en e-mail.

Virksomheder skal fremover have autorisation for at nedrive asbestholdigt materiale

0

Et enigt folketing har vedtaget, at nedrivning af asbest fremover kun må foretages af virksomheder med en autorisation.

Tirsdag vedtog Folketinget et lovforslag, der betyder, at nedrivning af asbest fremover kun må udføres af virksomheder, der har en autorisation. Autorisationsordningen træder i kraft 1. juli 2024. Virksomheder vil derefter have frem til 1. januar 2025, hvor kravet om autorisation træder i kraft, til at indrette sig efter den nye ordning og søge om at blive autoriseret.

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen siger:

– Det er afgørende, at vi håndterer asbest med den største forsigtighed. Derfor er jeg glad for, at vi med autorisationsordningen er med til at sikre, at færre bliver udsat for det farlige asbeststøv, og at det kun er autoriserede virksomheder, der må udføre nedrivning af asbest.

– Lovforslaget markerer et stort skridt i retningen af at beskytte medarbejdere og omgivelser mod de sundhedsmæssige risici, som asbest udgør, og virksomheder i hele landet er nu ved at forberede sig på autorisationsordningen.

Der vil blive ført tilsyn med, at nedrivning af asbest udføres af autoriserede virksomheder. Hvis en virksomhed arbejder uden den lovpligtige autorisation, kan den straffes med en mærkbar bøde. Bøden vil som udgangspunkt ligge på 30.000 kroner, men kan blive større afhængig af, hvor alvorlig sagen er.

For at kunne få en autorisation skal virksomheder have et kvalitetsledelsessystem og en godkendt fagligt ansvarlig.

Lovforslaget udmønter dele af arbejdsmiljøaftalen fra marts 2023, som alle Folketingets partier står bag. Udover initiativet om autorisationsordningen betyder lovforslaget også, at der fremover vil blive offentliggjort oplysninger om tilsyn og afgørelser på udenlandske virksomheder på Arbejdstilsynets hjemmeside, og at Arbejdstilsynet får grundlag for at kunne offentliggøre oplysninger om alvorlige arbejdsulykker, herunder dødsulykker.

FC Fredericia henter stopper i Superliga-klub

0

Endnu en gang har FC Fredericia været på rov i en Superliga-klubs overskudslager. Denne gang er det i Silkeborg IF, hvor FC Fredericia har sikret sig den 24-årig stopper Frederik Rieper på en tre-årig aftale.

Rieper, der er søn af den tidligere landsholdsspiller Marc Rieper, nåede dermed kun et halvt år i Silkeborg. Det betyder dog ikke, at FC Fredericia kun kender ham fra den tid.

– Vi har fulgt Frederik et stykke tid, særligt efter at han skiftede til Silkeborg IF i vinters. Vi har fundet en forsvarsspiller som passer perfekt ind i vores spillestil. Herudover er han også en ledertype, som vil komme til at sætte sit præg på truppen i både dagligdag og kamp, siger direktør Stig Pedersen.

Frederik Rieper skiftede i vinters fra Århus Fremad til Silkeborg IF. Siden sit skifte er det blevet til seks kampe for Silkeborg IF, senest i gårsdagens sidste runde af 3F Superligaen imod FC Midtjylland på MCH Arena.

– Forsvarsmæssigt skal vi øge konkurrencen, og her har vi fundet en spiller, som har kvaliteterne til at hjælpe holdet fra dag et. Selvom det har været noget af det bedste vi har præsteret defensivt de seneste 10 år, så er det et af de steder vi skal forbedre os. I Frederik får vi en mand som netop er garant for dette og kan hjælpe os med vores defensive præstationer siger cheftræner Michael Hansen.

Det er anden gang inden for de seneste par uger, at FC Fredericai er på rov i en Superliga-klub. Holdet sikrede sig tidligere Jeppe Kudsk fra Randers, og han er i lighed med Rieper også midterforsvarer. Foruden de to har FC Fredericia også sikret sig Daniel Thøgersen fra B93 og William Madsen fra HB Køge.

30-årig får straksdom for blandt andet salg af narkotika

0

En 30-årig mand fra Kolding blev i dag tirsdag den 28. maj idømt 4 års ubetinget fængsel ved Retten i Kolding.

På baggrund af et tip, som Sydøstjyllands Politi modtog i går, foretog politiet en ransagning på en adresse i Kolding, der resulterede i en anholdelse af en 30-årig mand.

Ved ransagningen blev der blandt andet fundet omkring et kilo kokain, cirka 250 enheder doping, cirka 400 gram hash samt et større pengebeløb i kontanter, der stammede fra salg af euforiserende stoffer.

Den 30-årige blev ved et grundlovsforhør kl. 11.00 i Retten i Kolding i dag idømt en straksdom på 4 års ubetinget fængsel for salg og besiddelse af narkotika med henblik på delvist videresalg samt for besiddelse af en totenschlæger og dopingmidler.

Den nu dømte modtog dommen.

For Anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi mødte specialanklager Lone Hesselmark.

Sol over Middelfart: Kongen på vej fra Randers

Sol over Middelfart: Kongen på vej fra Randers

0
De første One mile-løbere har fået deres medaljer. 10 km-feltet er sendt af sted med blandt andre en 7-årig på startlinjen. På storskærmen i...