I Fredericia blev en 34-årig mand anholdt tidligt lørdag morgen for at køre under påvirkning af alkohol og uden et gyldigt kørekort.
Hændelsen fandt sted på Holbergsvej, hvor manden blev standset i sin bil klokken 03.18. Vagtchef John Skjødt fra Sydøstjyllands Politi bekræftede, at manden var spirituspåvirket under kørslen og ikke besad et kørekort, hvilket førte til en sigtelse.
INTERSPORT Outlet i Fredericia åbnede i december 2021 på Vejlevej 108. Nu laves butikken om til en almindelig INTERSPORT-butik med sæsonvarer.
Ændringen skyldes, at der er stor efterspørgsel på de nye sæsonvarer, og det er der ikke i outletkonceptet. Derfor laves konceptet nu om, da sportsbutikken har lyttet til kunderne.
Det bekræfter Thomas Just, som er COO i INTERSPORT Group Denmark.
– Det er korrekt, at INTERSPORT Outlet i Fredericia bliver til en INTERSPORT butik, oplyser han til avisen.
Ændringen af konceptet betyder, at man eksempelvis kunne komme til at købe de nyeste fodboldstøvler i butikken på Vejlevej. Indtil da kan man som kundemedlem hos INTERSPORT spare 20 procent på alle outlet-butikkens varer frem til den 31. maj. Derefter vil butikken i løbet af juni blive forvandlet til en INTERSPORT-butik, der ikke er en outlet.
Arbejdet med den nye Lidl-butik på Gl. Landevej i Fredericia skrider frem, og en åbning kommer til at ske inden for nogle måneder, dog uden, at supermarkedet vil sætte dato på åbningenendnu.
Spaden blev sat i jorden sidste år på Gl. Landevej. Siden har man kunnet følge byggeriet tæt, da vejen ligger lige ud til den store indfaldsvej, Snoghøj Landevej, der forbinder Erritsø- og Snoghøj-området med den øvrige del af Fredericia.
Placeringen af den kommende Lidl er lige ud til den trafikerede Snoghøj Landevej. Foto: AVISEN
Placeringen i dét område, hvor der blandt andet ligger en Rema1000 og Løvbjerg på Strevelinsvej, samt SuperBrugsen og Netto på Erritsø Bygade, er strategisk planlagt af Lidl, har de tidligere fortalt.
– Opførelsen af vores kommende butik nær Snoghøj betyder, at vi har to butikker i Fredericia, og vi mener, at vi med disse to butikker kan dække hele byen – og derfor har folk optimal mulighed for at handle i vores butikker, fordi de to placeringer har den bedste tilgængelighed i byen, har udviklings- og ejendomsdirektør i Lidl, Mads T. Nielsen, tidligere sagt til AVISEN.
Lidl har ikke planer om at åbne andre steder i Fredericia, såsom i Treldevej-kvarteret, hvor den gamle Aldi-bygning står tom, eller i Kanalbyen, hvor der endnu ikke er opført et supermarked. Til gengæld kan man i Fredericia snart se frem til åbningen af den nye Lidl på Gl. Landevej.
– Vi kommer til at åbne efter sommerferien. Jeg kan ikke lige offentliggøre åbningsdatoen og butikschefen endnu. Men vi glæder os meget til snart at byde kunderne indenfor, oplyser Lidls presseansvarlige, Thomas Sejersen.
Når Monjasa Park i Fredericia lørdag den 4. maj slår dørene op for den store Charity Match, står den ikke kun på fodbold og fest, men også på en mulig ny rekord for antal siddende gæster til et enkelt arrangement. Med tribuner opsat i begge ender af stadion, er der lagt op til en flot weekend, hvor byen og dens faciliteter vises frem fra deres bedste side.
Der arbejdes bag ved scenerne på Monjasa Park, både med opsætning af telte, hegn og møbler til det store arrangement, der slår dørene op i sit festivalområde klokken 10.00 lørdag formiddag. Henrik Kyhl, der både er engageret som partner på Wings For Life via Philips, men også projektleder i weekenden glæder sig til:
– Vi sætter stadionrekord med hensyn til antallet af siddende gæster. Der er sat tribuner op i begge ender af Fredericia Kommune. Vi har aldrig før set så mange siddende gæster til noget arrangement i Monjasa Park. Det er fedt at trække så mange til byen for alle, siger Henrik Kyhl.
Eventet trækker 40 YouTubere med et samlet reach på 14,5 millioner mennesker til byen, og ifølge Kyhl er dette en unik chance for at vise Fredericia frem:
– Vi er mega glade og stolte over at have trukket sådan et arrangement til Fredericia. Vi gør alt, hvad vi kan for at brande byen og vise den frem til en ny flok mennesker.
Weekenden står ikke kun på fodbold, men også på show og fællesskab.
– Vi har en hel weekend, der står i Wings For Life-tegn med fodboldmatchen lørdag og løbet søndag, hvor der også er koncert. Der venter en masse aktiviteter i Fredericia begge dage, hvor der også er gratis koncert i byen og meget andet. Så der bliver gang i Fredericia, tilføjer Kyhl.
Forberedelserne til arrangementet har også involveret intens træning fra YouTuberne, som ser en ære i at deltage.
– YouTuberne er klar. Mange er gået i træningslejr. Der er en ære i det, det er fedt at se, hvor dygtige de er. Mange har nok tænkt, at det bare er nogle glade mennesker, men de viser også en sportsånd, og hvilke personer de er bagved.
Forventningerne til billetsalget er høje, som Kyhl fortæller:
– Vi forventer udsolgt i morgen, også på de seks ekstra tribuner, der er sat op.
Husum: Folk kommer for showet – og de kan godt glæde sig
Alexander Husum, Foto: AVISEN.
YouTuber Alexander Husum deler også sin spænding for eventet og det unikke ved publikummet:
– Folk skal glæde sig til et mega fedt show. En mega fed stemning, noget der kom bag på os sidste år, for det er ikke direkte fodboldfans, der kommer her, men YouTube-fans går også amok. Det er stemning. Det er at se sine yndlingscreators få en masse fede high fives.
Husum pointerer også vigtigheden af mødet med fansene:
– Det giver os meget at møde fansene og se dem glade. Det er derfor, vi gør dette, udover at støtte et godt formål.
Selvom kampen er en showmatch, forventes der masser af underholdning på banen.
– Jeg tror ikke, at folk har trænet overhovedet, men det er også okay. Det er jo en showmatch, og ikke en reel fodboldkamp. Jeg ved også, at der kommer til at ske ting på banen, der ikke sker på en normal fodboldbane, men der sker en masse andre fede sjove ting, siger Husum.
En anden nøglefigur i arrangementet, Lum Krasniqi, fortæller, at det har været let at få YouTuberne med om bord i år. Flere har skrevet på forhånd, og spurgt om de kunne være med. Det er virkelig noget, mange gerne vil støtte op om, fortæller han, da vi interviewer ham.
Der er sat ekstra tribuner i enderne på Monjasa Park. Foto: AVISEN
– I forhold til første år har det været nemt at få YouTuberne med. Det har været hypet. Folk har skrevet, om de måtte være med. Fantastisk at se så mange støtte charitymatchen i Fredericia.
Krasniqi er heller ikke i tvivl om vigtigheden for YouTuberene i det at støtte projektet.
– Mange har tidligere været fodboldspillere, men er blevet YouTubere. Det har været en barnedrøm for dem at gå ind på et fyldt stadion. Det er sindssygt. Ingen er dog særligt udvalgt til kampen. Vi ser på de YouTube-opslag, der er lavet i løbet af et år, og derigennem fandt vi ud af, hvem der skulle være med.
Med rekordmange tilskuere og et program spækket med showsport og underholdning, står Monjasa Park klar til at blive scenen for en stemningsfyldt weekend i velgørenhedens og showets tegn.
Danmarks Port i Fredericia lukkes ned i uge 25. Det sker, da der skal laves en såkaldt destruktiv undersøgelse af porten, der revner.
Danmarks Port blev opført i 1924. Dengang var formålet at aflaste Prinsens Port, der er fra 1753. Siden er porten blevet renoveret nogle gange, og nu melder en yderligere sig i rækken.
Med det blotte øje kan man se, at der er slået revner på broerne, og det betyder, at porten spærres af, og der bliver omkørsel i Fredericia.
– Porten bliver lukket af i uge 25, hvor der vil blive foretaget en destruktiv undersøgelse, der består i, at vi fjerner murværket enkelte steder, for at kunne vurdere tilstanden på jerndragerne samt danne overblik og beslutningsgrundlag til en evt. kommende renovering, siger Jannick Østengaard Larsen, der er bygningskonstruktør i Fredericia Kommunes ejendomsafdeling.
Fredericia Kommune har ikke fået klarlagt, hvad revnerne skyldes, men der er en formodning om hvorfor, og det skal undersøges nærmere, når broen spærres.
– Der ligger i alt fire jerndragere under gangbroerne. Vi har en mistanke om, at det er dem, som trykker på murværket og derved er skyld i revnedannelserne, forklarer Jannick Østengaard Larsen.
I forbindelse med omkørslen vil fodgængere og cyklister blive ledt igennem Prinsens Port, mens øvrige trafikanter vil blive ledt via Prangervej til den indre del af Fredericia.
En destruktiv undersøgelse, som Jannick Østengaard Larsen nævner, er et begreb, der dækker over en stor omhyggelighed for at vurdere det fulde omfang af en skade. Man vil åbne ind til konstruktionerne i sådanne tilfælde, og se hvad der gemmer sig inde bagved, og det er dét, som Fredericia Kommune skal gøre for at finde ud af ved at fjerne murværket enkelte steder for at vurdere tilstanden på jerndragerne.
Sydøstjyllands Politi har sigtet en mand for at være ansvarlig for taxakørsel, selvom en af hans biler hverken var registreret eller godkendt til taxakørsel.
Færdselsafdelingen ved Sydøstjyllands Politi modtog den 19. marts 2024 en anmeldelse fra Færdselsstyrelsen vedrørende mulige overtrædelser af taxiloven ved Billund Lufthavn.
En 34-årig mand, der er bosiddende i Nordjylland, havde oprettet en Facebook-profil, hvorfra han tilbød kørsel til og fra Billund Lufthavn. Færdselspolitiet foretog torsdag den 25. april 2024 en kontrol af en af mandens større personbiler, netop som den forlod Billund Lufthavn. Kontrollen viste, at passageren havde bestilt og betalt for kørslen via Facebook-annoncen.
Den 34-årige ”vognmand” blev sigtet ved at have været ansvarlig for, at der blev udført erhvervsmæssig persontransport, selv om der ikke forelå tilladelse hertil, og at kørslen blev solgt uden et kørselskontor. Derudover var bilen hverken registreret eller godkendt til taxikørsel.
Det var ikke ”vognmanden” selv, der kørte den bil, der blev standset. Den pågældende chauffør viste sig i øvrigt ikke at have den fornødne uddannelse.
Det samlede bødekrav mod ”vognmanden” er på 93.000 kroner samt en mindre bøde til chaufføren. Sydøstjyllands Politi overdrager herefter sagen til SKAT.
Babboe har yderligere besluttet at tilbagekalde en række modeller af deres ladcykler på grund af en sikkerhedsrisiko for brud på stellet, hvilket potentielt kan udgøre en fare.
Derfor anbefaler Sikkerhedsstyrelsen, med afsæt i oplysninger fra Babboe, at danske forbrugere følger Babboes anbefaling om ikke at anvende de tilbagekaldte modeller.
Forbrugere, der ejer en af de berørte modeller, tilbydes enten erstatning eller et passende alternativ, oplyser Babboe på deres hjemmeside.
Babboe har i alt tilbagekaldt 11 modeller af deres ladcykler på det danske marked:
Babboe City-E
Babboe City
Babboe Mini-E
Babboe Mini
Babboe City Mountain (produceret før 2020)
Babboe Slim Mountain
Babboe Transporter-E
Babboe Transporter
Babboe Pro Trike-E
Babboe Pro Trike
Babboe Pro Trike XL (med centermotor)
De øvrige modeller af Babboe-ladcykler må gerne bruges igen:
Babboe City Mountain (produceret fra januar 2020 og frem)
Babboe Max-E
Babboe Carve-E
Babboe Carve Mountain
Babboe Curve-E
Babboe Curve
Babboe Curve Mountain
Babboe Big-E
Babboe Big
Babboe Dog-E
Babboe Dog
Babboe Go-E
Babboe Go
Babboe Go Mountain
Babboe Flow-E
Babboe Flow Mountain
Babboe Pro Bike-E
Babboe Pro Bike
Babboe Pro Bike (med centermotor)
Babboe Mini Mountain
Det er vigtigt at bemærke, at Babboe i deres sikkerhedsmeddelelse anbefaler, at de ovenstående modeller får foretaget et gratis eftersyn hos en Babboe-forhandler, inden ladcyklen igen tages (intensivt) i brug.
Den danske regering har indgået tre brede politiske aftaler, der indebærer betydelige ændringer i landets abortlovgivning. Disse ændringer omfatter en forlængelse af abortfristen fra 12 til 18 ugers graviditet og en erstatning af de fem regionale abortråd med et enkelt nationalt abortnævn. Derudover vil personer i alderen 15 til 17 år nu kunne opnå en abort uden forældres samtykke.
Retten til fri abort blev etableret i Danmark i 1973 og markerer en grundlæggende rettighed for kvinder. Dette markerer den første større revision af disse regler i næsten 50 år.
Regeringen har sammen med Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet, har aftalt at forlænge abortgrænsen for at give kvinder mere tid til at træffe informerede beslutninger efter fostermedicinske undersøgelser, hvilket styrker deres autonomi.
– Efter 50 år er det på tide, at abortreglerne opdateres for at styrke kvinders selvbestemmelsesret. Medicinsk er der intet belæg for den nuværende ugegrænse, og der er ingen indikationer på, at en forlængelse af denne grænse vil føre til en stigning i antallet eller tidspunktet for aborter. I Sverige har man haft en grænse på 18 uger siden 1996 uden en stigning i antallet af aborter eller ændringer i deres timing, siger Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde.
– Retten til fri abort er helt grundlæggende og afgørende for kvinders liv og muligheder. Mens denne rettighed rulles tilbage globalt, styrker Danmark den i stedet og sikrer, at vores 50 år gamle lovgivning bliver opdateret, siger Digitaliserings- og ligestillingsminister Marie Bjerre.
I 1973 blev 12-ugers grænsen fastsat delvist fordi aborter på det tidspunkt blev udført kirurgisk, hvilket medførte højere risiko for komplikationer efter 12. uge. Dog har fremskridt inden for medicinske teknikker og teknologi, og det at flertallet af aborter nu udføres medicinsk snarere end kirurgisk, betydeligt reduceret sundhedsrisiciene forbundet med senere aborter.
Aftalen introducerer også et nyt nationalt abortnævn for at erstatte de fem regionale råd, adresserer inkonsekvens i deres afgørelser og sikrer en ensartet og gennemsigtig praksis på tværs af landet med hensyn til senabort.
Dette nye nævn, der vil være placeret i Århus og træder i funktion fra 1. juli 2025, vil blive understøttet af Styrelsen for Patientklager. Desuden sigter aftalerne mod at forbedre vejledningen og rådgivningen til gravide kvinder, bedre ruste dem til at træffe informerede beslutninger, og yde mere støtte til kvinder efter en abort eller dem, der får afslag på en senabort.
Ændringen, der tillader 15 til 17-årige at gennemgå aborter uden forældres samtykke, er i overensstemmelse med Danmarks seksuelle lavalder og understreger princippet om, at individer fra 15 års alderen kan træffe selvstændige beslutninger om deres kroppe.
Disse lovgivningsmæssige ændringer vil blive implementeret med en ændring af sundhedsloven, med forslaget forventet fremsat i løbet af 2024/25 sessionen og træder i kraft den 1. juni 2025.
Antallet af dagligvarebutikker pr. indbygger er faldet i 89 af landets 98 kommuner i perioden fra 2012 til 2022. En ny analyse fra Danmarks Statistik ser på den baggrund på udviklingen i antallet af borgere med mere end 5 km til nærmeste dagligvarebutik.
To tredjedele af den danske befolkning havde i 2022 mindre end 1 km til nærmeste dagligvarebutik, men for 229.000 personer svarende til 3,9 pct. af den danske befolkning er turen 5 km eller længere, når der skal handles ind til aftensmaden. Det er en stigning på 35.000 personer siden 2012. Det viser en ny analyse af afstanden til nærmeste dagligvarebutik.
– Når flere har fået over 5 km til dagligvarebutikker, kan det bl.a. hænge sammen med, at antallet af dagligvarebutikker er faldet siden 2012, siger Magnus Nørtoft, fuldmægtig i Danmarks Statistik med henvisning til, at antallet af dagligvarebutikker er faldet med 500 siden 2012 til 3.960 dagligvarebutikker i 2022.
I 89 ud af landets 98 kommuner er antallet af dagligvarebutikker pr. indbygger desuden faldet i løbet af den 10-årige periode.
95 pct. af dem, der har 5 km eller derover til nærmeste dagligvarebutik, har også mere begrænset adgang til offentlig transport. Det vil sige, at de enten har længere end en halv km til nærmeste stoppested eller station, eller at der er mindre end fire afgange i timen.
Til gengæld bor 89 pct. af dem med relativt langt til nærmeste dagligvarebutik samtidig i en familie med bil.
Læs mere i analysen, hvor du blandt andet kan se alle kommunernes andel af borgere med 5 km eller længere til en dagligvarebutik.
Folkeskolelærerne i Fredericia står til at få en ændret hverdag, hvis anbefalingerne i kataloget »Fredericia i fremtiden« bliver fulgt. Tre af de 24 anbefalinger...