FHK skal vinde

0

FHK-træner Gudmundur Gudmundsson mener, at hans hold har gode muligheder mod GOG, men han mener også, at omverdenen formentlig ser GOG som favoritter.

Bliver det ikke snart søndag? Det spørgsmål har flere stillet sig selv efter, at det lå klart, hvad betydningen af opgøret mellem Fredericia Håndboldklub og GOG ville få af betydning for de to holds videre skæbne i denne sæson.

Undervejs i ugen har FHK haft et afbræk med en pokalkamp mod TM Tønder fra 1. division. Det var et gensyn med en hal, som FHK ikke havde gæstet siden 2018, hvor mange fredericianere husker, at FHK grundlagde deres senere oprykning til ligaen med en sejr i dén kamp. Det er fortid, og fremtiden er, at FHK spiller om at komme i semifinalen.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia?gad_source=1&gclid=EAIaIQobChMI8dPQyoXPhQMVZheiAx3prQAJEAAYASAAEgKDkfD_BwE

Derfor var der op til kampen tvivl om pokalkampen kom belejligt for FHK, der endte med at vinde 38-29 i en kamp, hvor spændingen for alvor døde ud i starten af anden halvleg, da Sebastian Frandsen lukkede af i målet.

– Før kampen vidste jeg ikke, om den kom på et tidspunkt, der var godt for os, men nu kan jeg sige, at det var et godt tidspunkt. Vi fik skiftet meget ud og udnyttede kampen til at få bragt alle i spil, og det kan vise sig at være vigtigt. Begge målmænd kom også i kamp og gjorde det begge fint, siger Gudmundur Gudmundsson.

En af bekymringerne for FHK gik på, om holdet kunne slippe fra opgøret uden at få skader, og det lykkedes samtidig med, at eksempelvis Anders Kragh Martinussen ikke fik særlig meget spilletid.

– Nu er jeg faktisk glad for, at vi fik spillet, da det holder os i en god kamprytme. Vi vandt mod Ringsted, og vi vandt stort mod Tønder, og det er godt, forklarer Gudmundur Gudmundsson.

Søndag gælder det endelige slag, og kender man Gudmundsson ret, har han utallige videoklip med GOG. Han er kendt for at være perfektionist og vil komme minutieøst forberedt med et klart formål: FHK skal vinde kampen.

– Det er planen, men det kan godt være, at de ser sig som favoritter. Vi tror på os selv, og vi kan godt vinde. Vi slog dem sidst. For mange er GOG nok favoritten, da det vil være skuffende for dem, hvis de ikke kommer i semifinalerne. Vi kigger på os selv, og det er vigtigst for os, slutter Gudmundur Gudmundsson.

adp-as.dk

Historikken taler dog imod FHK. Et kig i historiebøgerne viser, at FHK i nyere tid kun har én sejr mod GOG i egen hule. Det skete i ligapremieren i 2019/20-sæsonen, da FHK som nyoprykket vandt 33-30 på en magisk aften i thansen Arena. Siden har FHK været tæt på at besejre fynboerne i egen hule to gange: Det skete den 23. marts 2022, da FHK tabte 32-30, og i sidste sæsons slutspil, hvor FHK tabte 35-34. Siden har FHK dog vist sig at have et godt tag på GOG, som de i denne sæson har slået to gange på udebane, og også spillede 33-33 mod på udebane i sidste sæsons slutspil. Til Final4 pressede FHK GOG ud i forlænget spilletid, og det vidner om, at der venter et brag i en udsolgt thansen Arena, hvor der er kampstart søndag klokken 18:00.

De unge frygter for sikkerheden

0

Anders Vistisen fra Dansk Folkeparti deltog i EP-valgarrangementet på Fredericia Gymnasium. Efterfølgende reflekterede han over emnerne. Han er særligt ked af, at de unge frygter for sikkerheden i Europa.

Vistisen fik spørgsmål fra salen i debatten, og efterfølgende kunne eleverne komme rundt til de forskellige partier og tale uddybende med dem.

– Jeg tager med mig, at mange dygtige engagerede unge mennesker om samfundsforhold, både om løsninger på grønomstilling og sikkerheden i Europa. Jeg er ked af, at ungdommen frygter for sikkerheden på det europæiske kontinent; det betyder, at vi har fejlet politisk i forhold til at holde Rusland nede og inde, så de ikke udgør en trussel for verdenssamfundet, siger Vistisen.

Et emne, som blev bragt op, var den grønne omstilling.

– Det var vigtigt med bagsiden af medaljen i forhold til den grønne omstilling. Det er rigtig dyrt og koster mange jobs. Den går på to ben; vi skal innovativt skabe vækst og udvikling, og det er afgørende for, at vi kommer i mål med den og får en befolkningsmæssig opbakning. Det var godt at udfolde det, da det ellers lyder lidt som en surdej, uanset hvem man stemmer på, siger Anders Vistisen.

Et andet emne, der er højaktuelt, er situationen med Ukraine. Her mener DF’eren, at EU har spillet fallit.

– Desværre har EU vist, hvorfor de ikke skal være en udenrigspolitisk aktør i Ukraine, fordi de har svigtet. Der har været mange skåltaler, men når man ser på den økonomiske bistand, har det bidraget mindre end hvad Storbritannien har alene. Når man ser på landeniveau, har Danmark bidraget dobbelt så meget som Frankrig, Spanien og Italien har gjort til sammen. Det betyder, at EU ikke har levet op til løfterne for Ukraine. Særligt trist er det, at Nordkorea har kunnet levere flere granater til Ukraine end hele EU har kunnet. Vi står i en situation, hvor vi prøver at begrænse Ukraines landeksport i en sektor, hvor de kan tjene penge, både til deres velfærdssamfund, mens krigen varer, men også til at købe ind til deres forsvar og betale deres soldater. Nu modvirker vi eksporten og må vise større solidaritet ved at lade dem handle mere frit, mens krigen står på, forklarer Anders Vistisen.

Han ser valgkampen som en oplysningskampagne omkring EU.

– Det vigtigste er at fortælle danskerne, at EU står over for en skillevej, hvor landene ikke længere har veto på følsomme områder som skat og udenrigspolitik. Vi er nødt til at debattere det. Meget af valgkampen handler om fremskridende planer, som bakkes op af et stort flertal i Europa-Parlamentet. Det er vi nødt til at have en demokratisk debat om, slutter Anders Vistisen.

Derfor er markeringen af Danmarks befrielse stadig vigtig

0

Den 4. maj 1945 blev Danmark befriet. Markeringen holdes stadig i hævd i mange danske hjem med lys i vinduerne. I Fredericia markerer man det med en officiel ceremoni også.

I Fredericia er 4. maj et tilløbsstykke. Man har døbt en plads efter den historiske dato, hvor man markerer Danmarks befrielse. På pladsen opsættes siddepladser, som atter i år var fyldte, og en del måtte se stående til, herunder en klasse fra Fredericia Gymnasium. På pladsen er der hvert år taler inden, at turen i samlet flok går ind til Fredericia rådhus, hvor Arlette Andersens frihedspris er blevet uddelt siden 2017.

For en garnisonsby som Fredericia er det naturligt, at Føringsstøtteregimentet er en del af markeringen. Derfor var Oberst Henrik Graven Nielsen også til stede i år.

– Det er en dag, hvor vi mindes skrækkelighederne tilbage i 2. verdenskrig og mindes de faldne. Så er det samtidig et minde vi skal holde i hævd, siger han og kommer ind på markeringen i Fredericia:

– Det er en god måde at deltage på. Det er højtideligt med kransene og gode taler, og så uddelingen af Arlette-prisen, hvor den unge generation bliver bragt med.

For Føringsstøtteregimentet er det vigtigt at deltage.

– Det er en højtidelighed vi deltager i, og vi er glade for at være en del af det, siger obersten.

Se her indslag med obersten og borgmesteren.

For borgmester Christian Bro (A) er den 4. maj en særlig dag.

– Det er en af de vigtigste nationaldage vi har i løbet af foråret for mig, fordi uden 4. maj kunne vi ikke fejre 1. maj og slet ikke fejre Grundlovsdag som vi gør den 5. juni, og for fredericianerne ville det være håbløst at kunne forestille sig at fejre en 5.-6. juli, hvis vi i dag bare havde været en nordtysk provins, og det havde været konsekvensen, hvis 4. maj ikke var her, så for mig er dagen meget vigtig. Jeg er oprigtigt glad for, at så mange fredericianerne vil fejre den sammen med os, og jeg tænker, at det med årene er en fejring vi skal udbygge, fordi det er vigtigt, at de unge mennesker også forstår hvad dagen i dag betyder: At frihed ikke er noget, som kommer af sig selv, for vores vedkommende kæmpede og døde nogen, og det sætter det lidt i relief når vi har udsendte soldater verden over i dag, og når der er gang i en frygtelig krig i Ukraine, siger Bro.

Christian Bro bagerst i billedet med slips. Foto: AVISEN

Borgmesteren synes, at det er en vigtig markering man laver i Fredericia.

– Fejringen tager udgangspunkt fra 4. maj pladsen, hvor vi mindes de faldne frihedskæmpere fra Fredericia, og så går vi på rådhuset, hvor vi fejrer Arlette Andersens frihedspris, fordi netop det menneskesyn nazismen er udtryk for er vigtigt, at vi fastholder mindet om det så vi ikke en gang til ender sådan et sted – det må bare ikke ske, slutter Christian Bro.

5000 festede på Monjasa Park

0

Lørdag var Monjasa Park i Fredericia fyldt til bristepunktet, da flere tusinde tilskuere var samlet for at opleve dette års ProdigyDK Creator Charity Showmatch 2024. Atmosfæren på stadionet var med sine omkring 5000 mand elektrisk, mens børn, unge og voksne i alle aldre havde taget plads på tribunerne, alle klædt i deres favorittrøjer for at støtte deres hold, FC Prodigy eller DK Youtube.

Fra starten af dagen var energien høj, og der var da heller ikke sparet på underholdningen. Inden kampen var der på festivalpladsen lange køer, der snørede sig gennem Redbull-telte og andre faciliteter, hvor fans ventede på at få et øjeblik sammen med deres yndlings content creators for at sikre sig en autograf eller et billede.

Monjasa Park havde åbnet indgangene tidligt for at rumme det store antal tilskuere. På grund af den overvældende interesse var der blevet opsat ekstra tribuner langs siderne. Inden spillerne trådte ind på banen, var der også et åbnings- og opvarmningsshow, hvor tilskuerne begejstret fulgte de mange content creators, der lavede indhold til deres kanaler og sociale medier, mens de heppede på youtuberen og influenceren Alexander Husum, en af hovedarrangørerne, med kor af råb: “Husum, Husum, Husum.”

Første halvleg forløb fremragende for FC Prodigy, som gik til pause foran med 7-4. Udover selve fodboldkampen havde Husum også lovet et showmatch, og det leverede spillerne da også med en spektakulær optræden. Det røde kort blev flittigt brugt, noget oftere end i en almindelig fodboldkamp. Blandt andre fik youtuberen Casper Harding, også kendt som Spørg Casper, vist det røde kort og blev sendt ud for at bære upraktisk og forbudt fodtøj – et par store hvide klodser – hvilket undrede mange på tribunerne, hvorfra de flere steder lød: “Hvad er det egentlig Casper han laver?”.

Halvlegen var med sit halftime show heller ikke foruden godt humør, da tilskuerne kunne synge med på rapperen Kesis mange danske hits, som kom og lavede en større optræden, med spillerne dansende ved hans side. Stemningen var altså høj blandt både spillere og fans, og der var lagt op til en stor fest i stadionet med blinkende lysshow fra lægterne og lamperne.

Da Kesi skulle forlade banen, nåede flere af tilskuerne også at få hilst på den store rapper. I anden halvleg var der endnu flere overraskelser. Pludselig begyndte youtuberne Martin Guldborg og Morten Moller Roggenkamp, også kendt som Guldborg og Moller, en vaskeægte boksekamp på banen, komplet med boksehandsker. Tilskuerne heppede ivrigt på Guldborg, men han blev knockoutet i første runde og måtte træde tilbage, og Moller modtog også et rødt kort for sit stunt. 

Se her interview med Melvin Kakooza.

Da kampen nærmede sig sin afslutning, var det tydeligt for tilskuerne på tribunerne, at de energidrænede content creators på banen ikke var vant til de fysiske krav, som 90 minutters fodbold stiller, hvilket blev også påpeget fra kommentatorboksen. Tilskuerne trådte derfor til med opmuntrende tilråb, og det bidrog til at motivere spillerne til at score et ekstra mål i kampens sidste ti minutter. Det var FC Prodigy, der endte med at tage sejren med 9-6.

Efter kampen fik fansene endnu en chance for at møde deres favorit content creators. Udover de spillere, der havde været på banen og på bænken, var flere content creators også mødt op for at heppe fra lægterne på deres venner, partnere og kolleger, og det viste sig da også at være en populær mulighed for fansene, da de kom tæt på endnu flere content creators, hvor de kunne få hilsner, tage billeder og indsamle autografer.

4. maj blev markeret med tanker om krigene

0

Danmarks befrielse blev lørdag markeret i Fredericia. Det skete med taler, som ikke overraskende fokuserede på den aktuelle situation med krige i Europa og Mellemøsten.

Den 4. maj markerer mindet om dem, der har mistet deres liv under krig og konflikter, især dem, der kæmpede for frihed og demokrati. Dagen er særligt kendt for at ære faldne soldater fra Danmark under besættelsen under Anden Verdenskrig og andre konflikter. Det er en dag for refleksion, minder og anerkendelse af ofrenes mod og offer.

Markeringen i Fredericia startede på 4. maj-pladsen, hvor Postorkesteret gav koncert fra 10:30 – 11:00. Omkring 150 var mødt op, heraf flere familier til faldne soldater fra 2. verdenskrig. Formand for 4. maj komiteen, Ole Steen Hansen, tog derefter ordet og sagde blandt andet:

– De (soldaterne, red.) har betalt den højeste pris i kampen for frihed og demokrati. De, der oplevede den tid og kæmpede for et frit Danmark, forsvinder en efter en. Vi har en forpligtelse til at sørge for, at deres kamp og deres liv ikke var forgæves. Fortællingen om dem skal vi give videre til de kommende generationer. Det er ungdommen, der skal bære historien videre i fremtiden. Det gør vi ved at uddele en frihedspris for unge ved rådhuset, sagde Hansen og fortsatte:

– Der kæmpes i dag frygtelige kampe i Europa og i Mellemøsten. Vores tanker går til dem, som lige nu kæmper for friheden, ikke mindst deres børns frihed.

Gæstetaler var generalmajor i Hjemmeværnet, Jens H. Garly. Hans tale i fuld længde kan ses her:

Da Garly havde talt færdig, var det tid til at lægge de obligatoriske kranse, inden faklerne blev tændt, og der i samlet flok blev marcheret mod Fredericia Rådhus. Her tog borgmester Christian Bro ordet og talte, da Frihedsprisen skulle uddeles, men inden da havde han en overraskelse. Jens H. Garly blev kaldt frem for at overrække Johannes Lund Jensen en senior grade-medalje. Den første af slagsen i Danmark.

Efter overraskelsen, som skete på Jensens 84-års fødselsdag, var det tid til uddelingen af Arlette Andersens Frihedspris. Vinderne blev Sofie Toft Petersen, der vandt førsteprisen på 15.000 kroner. Johanne Hvilborg vandt andenprisen på 10.000 kroner, mens Marie Loft Autzen vandt tredjeprisen på 8.000 kroner.


Efter den offentlige markering fortsætter mindet om 4. maj i de danske hjem i aften, hvor traditionen med at sætte lys i vinduerne fortsætter. Dette symbolske handling minder os om at ære og huske dem, der har ofret deres liv for frihed og demokrati. Lysene i vinduerne er et tegn på solidaritet og respekt, og de skaber et smukt og rørende syn i hele landet, der minder os om vores fælles historie og værdier.

Brand i Børkop

0

Efter at have modtaget en anmeldelse lørdag eftermiddag, rykkede beredskabstjenesterne ud til en brand i en trælade på Sellerup Strandvej i Børkop.

Ifølge vagtchef Rune Nielsen fra Sydøstjyllands Politi var laden ved ankomsten allerede overtændt. Brandfolkene arbejder ihærdigt på at få branden under kontrol for at forhindre, at ilden breder sig til nærliggende bygninger.

Vagtchefen kunne på nuværende tidspunkt ikke give yderligere oplysninger om brandårsagen eller skadernes omfang.

Solouheld på Ibæk Strandvej

0

En 56-årig mand er kommet alvorligt til skade efter et solouheld på sin motorcykel lørdag eftermiddag omkring klokken fire.

Uheldet fandt sted på Ibæk Strandvej i Vejle, hvor manden ramte ind i et autoværn og pådrog sig et åbent benbrud. Ifølge vagtchef Rune Nielsen fra Sydøstjyllands Politi, er den tilskadekomne mand i øjeblikket indlagt på sygehuset.

FC Fredericia kan på dagen matche historisk stærk top

0

Toppen i NordicBet Ligaen er historisk stærk. Sæsonen har vist, at FC Fredericia på dagen kan matche AaB og Sønderjyske, men over en hel sæson kan fredericianerne ikke holde niveauet kontinuerligt fra kamp til kamp. Derfor ender det med to sikre oprykkere.

FC Fredericia ligner et mandskab, der er best of the rest i den danske NordicBet Liga. Holdet har to gange på en uge mødt AaB og Sønderjyske. Først blev AaB’s ellers forventede oprykningsfest i Fredericia udskudt, da FC Fredericia vandt 2-1 i en kamp, hvor man ikke kunne se, hvem der snart på papiret er oprykkere til Superligaen i denne sæson. Faktisk skulle man tro, at FC Fredericia i den kamp var det kommende oprykkerhold, og at det ikke var det nordjyske fodboldflagskib, som har været på slingerkurs spillemæssigt, men som ender med at rykke sikkert op i Superligaen trods det.

Torsdag gik turen til Haderslev, hvor Sønderjyske ventede. Længe lignede det et uafgjort opgør på et feststemt stadion i Haderslev, hvor hjemmeholdet kunne nøjes med netop uafgjort for at rykke op. En personlig fejl af Mattias Lamhauge i FC Fredericia-målet syv minutter før tid endte med at koste FC Fredericia minimum uafgjort fra opgøret. Derfor tabte fredericianerne opgøret, men hvor man igen kunne konstatere, at FC Fredericia på dagen sagtens kan spille op med de to historisk stærke tophold i NordicBet Ligaen.

racesyd.dk

Det er sjældent set, at to så store klubber, med meget store budgetter, er at finde i NordicBet Ligaen. Normalt i NordicBet Ligaen, er der maksimalt “kun” en pengemæssig klub, der skiller sig markant ud. Men i dette tilfælde har AaB ikke lavet mange voldsomme nedjusteringer. I årsregnskabet for 2022 kan man se, at AaB havde personaleudgifter for 68,6 millioner kroner, hvad det er i kalenderåret 2023 er endnu ikke offentliggjort. For Sønderjyskes vedkommende hedder samme udgift i 2023 53 millioner kroner. Personaleomkostninger dækker over både administration, trænere og spillere. Til sammenligning er FC Fredericias personaleomkostninger 11,2 millioner kroner.

Derfor burde det på papiret ikke kunne lade sig gøre, at FC Fredericia spiller med i toppen af NordicBet Ligaen, men det er sket ved at sammensætte det helt rigtige hold, og have bundet sig op af lejeaftaler med højere rangerende klubber som FC Midtjylland, Silkeborg, Viborg og Vejle. Det er FC Fredericias lod, hvis man vil spille med, hvor det er sjovt i NordicBet Ligaen, og det kan også betyde, at der fra sæson til sæson, er større udskiftning end hvad der er normalt.

Til gengæld, når FC Fredericia så rammer en sæson som denne, så kan det også aflæses i det sportslige output, hvor man kom helt frem til pokalsemifinalen mod Silkeborg, og i NordicBet Ligaen er man også med helt fremme i toppen. Havde det været en normal sæson, hvor to hold ikke skilte sig så markant ud, kunne FC Fredericia måske endda have spillet med om oprykning. I de enkelte kampe mod AaB og Sønderjyske har FC Fredericia nemlig vist, at de på dagen godt kan matche dem. AaB sendte man ud af pokalturneringen og i oprykningsspillet vandt fredericianerne atter over dem igen. I det første møde med Sønderjyske i sæsonen vandt FC Fredericia, og torsdag kunne FC Fredericia formentlig være kommet fra Haderslev med uafgjort, hvis det ikke var for Lamhauges fejl.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia?gad_source=1&gclid=EAIaIQobChMI8dPQyoXPhQMVZheiAx3prQAJEAAYASAAEgKDkfD_BwE

Det viser, at FC Fredericia på dagen kan matche en top, der målt på økonomi, har større økonomiske muskler end flere af klubberne i bunden af Superligaen. Både AaB og Sønderjyske har stærkere økonomi end eksempelvis Vejle Boldklub, Lyngby Boldklub og Hvidovre IF, der kæmper om at undgå nedrykning. Kigger man længere op i tabellen har Silkeborg også færre personaleomkostninger end AaB og Sønderjyske. Silkeborgensernes omkostninger på den front lå i 2023 på 44 millioner kroner, og Viborg ligger i samme størrelsesorden med 42,8 millioner kroner.

Derfor er der tale om en historisk stærk top i NordicBet Ligaen. Kan FC Fredericia bevare det niveau, som det har vist i denne sæson, er de en bejler til en topplacering igen i næste sæson, hvor man derfor realistisk burde være tættere på en oprykningsplacering.

Stort EP-arrangement blev afholdt på Fredericia Gymnasium

Fredag blev der afholdt et stort EP-arrangement på Fredericia Gymnasium for 2. års HF’ere, samt 2. og 3.G’ere på STX. Anders Vistisen (DF) og Sigrid Fris (De Radikale) var på scenen og svarede på spørgsmål, som eleverne stillede.

Fredericia Gymnasium summede af politisk liv fredag formiddag. Klokken 09:50 og frem til klokken 10:45 var der debat mellem Vistisen og Sigrid Fris, og i de efterfølgende 45 minutter var alle de opstillede partier, med få undtagelser, repræsenteret i aulaen, hvor eleverne kunne gå og få en snak med dem alle.

– Vi samfundsfagslærere stak lige hovederne sammen og er glade for, hvordan det går. Jeg var glad for debatten i hallen. Det var hele formålet med arrangementet. I stedet for, at der sidder 12 politikere i et panel og skændes og diskuterer, så vil vi gerne have eleverne til at tale med politikerne, så det er den elev-politiker samtale, vi gerne vil have frem, siger samfundsfagslærer Niels Martin Vind.

Han ser tilbage på debatten i hallen, hvor han hiver et par af elevernes emner ud.

– Det var konkrete spørgsmål. Det var lavpraktisk med flyafgifter og Ukraine som medlemsland af EU. Det var faktisk supergode spørgsmål, og det kan man ikke altid være sikker på, forklarer Niels Martin Vind, der også kunne høre spørgsmål om forbehold:

– De var også tydelige der, ja, så den pingpong, der var, blandt politikere og elever, var god. Det er rart, at eleverne tør tale med alle partierne, som er her, slutter han.

Sydøstjyllands Politi søger vidner i indbrudssag

0

Fredag aften blev der begået indbrud i Lading’s Gardiner på Brostræde i Kolding.

Ifølge politiets rapporter blev en rude i forretningen knust med en sten, hvorefter en mandsperson gennemrodede hele butikken. Sydøstjyllands Politi modtog anmeldelsen klokken 23.55.

Gerningsmanden beskrives som en spinkel mand på 30-40 år, mellem 175-185 cm høj, med mørkt kort hår, iført en sort dynejakke. Han talte engelsk, og et vidne overhørte ham sige “no money in the store” i Helligkorsgade i Kolding. Vagtchef John Skjødt fra Sydøstjyllands Politi har ikke yderligere oplysninger om manden, men opfordrer vidner til at kontakte politiet med informationer.

Rapport: Lærerne skal undervise mere

Rapport: Lærerne skal undervise mere

Folkeskolelærerne i Fredericia står til at få en ændret hverdag, hvis anbefalingerne i kataloget »Fredericia i fremtiden« bliver fulgt. Tre af de 24 anbefalinger...