Håndbold er talk of town

0

I aften går det løs. Der er DM-finale i Fredericia, og der er håndboldfeber i postnummeret 7000.

Undertegnede har siden 00’erne fulgt med i fredericiansk håndbold, og aldrig nogensinde har der været så meget på folks læber i nyere tid. Folk, der ikke jævnligt har set håndbold gennem en del år, vender tilbage og vil se, hvad der sker. Tager man byens puls på cafeerne, er håndbold “talk of town”. Kommer du i hallen, lyder spørgsmålet ofte, når der føres en samtale.

Og ja, folk kommer i hallen, og det i stor stil. FHK har for længst meldt udsolgt med 2.400 solgte billetter til opgøret, og minimum det dobbelte kunne være solgt, men der er også noget unikt over den arena, som vi har i Fredericia. Den giver en intens atmosfære med tilskuerne meget tæt på banen i en kompakt kulisse, og det skaber et andet lydtryk end, hvis der nu var højere til loftet, og tilskuerne sad en anelse længere væk. Det skal man også huske, når snakken går på en ny arena for at opfylde kravene til Champions League.

http://adp-as.dk

Når man taler om håndbold i Fredericia nu til dags, er det også et kæmpe cadeau til FHK’s ledelse. De har sørget for, at spillerne tager byen til sig. Spillerne har fået Fredericia ind i blodet, og hovedparten af holdet bor i Fredericia, og flere af de spillere, der kommer til næste sæson, bosætter sig også i byen, hvor de skal spille håndbold. Eksempelvis er der allerede fundet et sted at bo til svenskerne William Moberg og Kasper Palmer.

Aktuelt er det et fåtal af spillerne, som ikke bor i Fredericia, og det gør, at man møder dem i de lokale supermarkeder, på caféer og i bybilledet generelt, hvor spillerne hellere end gerne tager en snak med borgerne i den håndboldgale by. Det betyder nemlig noget for folket, at man kan møde spillerne inde i byen, og at hovedparten ikke bare kører hjem til Aarhus og andre omkringliggende byer, når træningen er slut. Det gør også, at FHK er et stort samtaleemne i byen.

Uanset hvad der sker i aftenens DM-finale mellem FHK og Aalborg, vil byen være stolt over den præstation, der er leveret. Ingen havde før sæsonen spået, at FHK ville komme i finalen. Man håbede at kunne gentage sidste sæsons semifinaleplads, men at tro på en finale ville være utopi. Derfor er det også uden forventningspres, at FHK går på banen i aften, men kender man FHK’erne ret, går de ind med en tro på, at de kan vinde.

I thansen Arena kan alt ske. Byen og de ellevilde tilskuere løfter holdet frem, ligesom det var tilfældet i 70’erne, hvor horn fra værftet var fragtet ud til hallen, og tilskuerne stod i mange, mange lag, og der var proppet over 3.000 tilskuere ind i hallen, der i dag har en godkendt kapacitet på 2.400 tilskuere. Den afgørende semifinale mod Ribe-Esbjerg var magisk. Taget løftede sig i thansen Arena, hvor nærmest samtlige tilskuere, der holdt med Fredericia, sang med på HK Ultras’ slagsange.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia?gad_source=1&gclid=EAIaIQobChMI8dPQyoXPhQMVZheiAx3prQAJEAAYASAAEgKDkfD_BwE

Der var et fællesskab og en stolthed, der kom til udtryk over for det rødklædte hold på banen, og det var ikke kun, da Ribe-Esbjerg var døde, borte og begravet et kvarters tid inde i anden halvleg, at der blev hujet og hejet til den helt store guldmedalje. Nej, det var allerede i første halvleg, da kampen var helt tæt og kunne tippe til begge sider.

Opbakningen fra de inkarnerede tilskuere var uden tvivl med til at løfte FHK, som er “talk of town” i Fredericia for tiden, og også vil være det i den kommende tid, uanset udfaldet af dagens finalekamp mod Aalborg, der enten kan ende med overrækkelse af sølvmedaljer til FHK eller ende med, at fredericianerne tvinger Aalborg ud i en tredje finale.

https://xn--fkr-1na.dk/

Fredericia Kommune ansætter gammel kending i direktørstilling

0

Fredericia Kommune har valgt at ansætte Karen Heebøll som ny direktør for Familie, Børn og Læring. Heebøll har en fortid i Fredericia Kommune, hvor hun var direktør for Pleje, Sundhed og Arbejdsmarked i 3½ år frem til 2014.

Karen Heebøll har senest været ansat som administrerende direktør for Sundhedsforvaltningen i Odense Kommune. Siden sin tid i Fredericia har hun også været Universitetsdirektør ved Syddansk Universitet og På Tværs-direktør i Ikast-Brande Kommune.

– Jeg glæder mig til samarbejdet med Karen Heebøll, som kommer med en solid, kompetent og ledelsesmæssig stærk erfaring på det strategisk niveau i forhold til den borgernære velfærd. Med ansættelsen af Karen har vi nu en fuldtallig direktion, siger kommunaldirektør Thomas Jaap.

Borgmester Christian Bro glæder sig også til det fremtidige arbejde med Karen Heebøll.

– Det glæder mig, at det er lykkes os at få en gammel kending tilbage til Fredericia Kommune, Det, at hun allerede kender til Fredericia Kommune, er en styrke – både i forhold til hendes opstart, men også i forhold til det, der gør Fredericia særlig, som vores unikke historie, natur og placering ved Lillebælt, siger borgmester Christian Bro.

Som direktør for Familie, Børn og Læring skal Karen Heebøll være med til at gøre Fredericia Kommune til børnefamiliernes førstevalg og styrke det tværfaglige arbejde på børne-, skole- og familieområdet. Sammen med resten af direktionen skal hun sikre den strategiske udvikling af kommunen.

– Jeg glæder mig til at komme tilbage til Fredericia Kommune, som jeg kender som et sted, hvor der er visioner, vilje og muligheder for at indfri kommunens potentialer. Og så glæder jeg mig især til at arbejde med børne- og ungeområdet med den store betydning det har for mange. Her skal vi sammen omsætte den nye børne- og ungepolitik til handlinger og medvirke til, at Fredericia er børnefamiliernes førstevalg. Det skal alt sammen ske i et stærkt fællesskab mellem byråd, medarbejdere og borgere, siger Karen Heebøll, kommende direktør i Fredericia Kommune.

Karen Heebøll starter i sit nye job som direktør den 1. august 2024. Karen bor i Strib, har tre voksne børn og er gift med Steen Vinderslev, kommunaldirektør i Middelfart.

– Det anser jeg ikke for et problem, da det ikke er anderledes end, sidst Karen var ansat. Jeg er sikker på, at Karen er i stand til at adskille sit professionelle og private liv, siger Christian Bro.

Karen Heebøll stoppede i Odense Kommune i 2023 efter gensidig aftale, og modtog i den forbindelse 1,8 mio. kr.

Læs også

Grønt lys fra byrådet

0
Trapholt. Foto: AVISEN

Kolding Byråd godkendte i går bevillingen på 21 millioner kroner til Trapholts udviklingsprojekt. Dermed er kunst- og designmuseet nu ét skridt tættere på en omfattende ombygning, der skal fremtidssikre museet med tidssvarende faciliteter og bedre plads til alle typer af gæster. En historisk dag, mener museumsdirektøren.

Den 28. maj godkendte byrådet i Kolding Kommune, at Trapholt får bevilget 21.165.000 kroner i 2024, svarende til 25 % af anlægssummen som medfinansiering til fundraising til Trapholts udviklingsprojekt. Dermed er det smukt beliggende kunst- og designmuseum nu tættere end nogensinde på den tiltrængte ombygning og udvidelse, der har været på tegnebrættet i flere år.

Arkivfoto, Karen Grøn. Foto: AVISEN

– Det er en historisk dag. Trapholt har over 100.000 gæster om året i et museum bygget til 60.000 gæster. Det giver en række udfordringer vedrørende gæstemodtagelse, formidlingsfaciliteter og parkanlæg. Derfor søger museet økonomisk støtte til at løse udfordringerne, som dels forringer de mange gæsters museumsoplevelse, dels forhindrer Trapholt i at fortsætte den kontinuerlige vækst, museet har oplevet de senere år, forklarer museumsdirektør Karen Grøn, der selv var til stede med kolleger i byrådssalen tirsdag aften.

Projektets vigtigste milepæl

Tilskuddet er betinget af, at de resterende 75 % af anlægssummen støttes af private fonde, men støtten fra Kolding Kommune har været en forudsætning for, at fondene overhovedet ville behandle ansøgningerne.

– Godkendelsen fra Kolding Kommune er første – og den måske vigtigste – milepæl i projektet. Gennemførsel af projektet vil betyde, at Trapholt kan være en topattraktion af højeste kvalitet i en tilgængelig naturskøn oase – i mange år fremover, vurderer Karen Grøn.

Forbedret formidling med nye faciliteter

Konkret vil museet blandt andet etablere et formidlingscenter, der skal anvendes til workshops med børn og unge i skoletiden, sårbare borgere og craft-fællesskaber om eftermiddagen samt familier i weekender og ferier. Herudover skal der etableres en skulpturlounge, et fleksibelt område, der kan omdannes og give plads til op til 500 gæster ved ferniseringer og store events.

Samtidig skal museumsparken og naturen omkring museet bindes sammen og gøres mere tilgængelig med et nyt stisystem, der også tilgodeser svagtgående, kørestolsbrugere og barnevogne. Der laves også en amfiscene med mulighed for udendørs arrangementer. Endelig bliver hovedindgangen optimeret med ny gæstemodtagelse, så der er bedre plads til grupper af gæster, varelevering og værkmodtagelse samt separate garderobe- og madpakkefaciliteter til især skoler og institutioner.

– Vi laver også en ny samlingsudstilling, så gæster får maksimal adgang til museets store samlinger af kunst, kunsthåndværk og stoledesign fra 1900 og frem. Som en del af dette planlægges også en opdateret version af Trapholts unikke formidling med et digitalt kurateringsværktøj, forklarer museumsdirektøren.

Forventer 120.000 Gæster i 2027

Ombygningen planlægges gennemført fra oktober 2025 til januar 2027. Projektering og arkitektkonkurrence gennemføres de første 12 måneder, og første spadestik forventes i oktober/november 2025. Trapholt genåbner januar 2027 med et åbningsprogram med store udstillinger, ny samlingsudstilling samt et ambitiøst formidlingsprogram.

Under byggeperioden vil museet være lukket for publikum. I denne periode gennemfører museet ”Trapholt to go”, hvor kunsten bringes ud i Kolding og omegn med projekter, der engagerer skoler, uddannelsesinstitutioner, plejehjem, foreninger og private, og afsluttes med et eller flere fællesskabte kunstværker.

Trapholt forventer allerede i 2027 at have 120.000 gæster.

Baggrundsinfo
Trapholt har de senere år modtaget nationale og internationale priser for museets arbejde. I 2020 blev museet hædret med Business Koldings turismepris. I 2021 modtog Trapholt både Koldings kulturpris, dansk Kulturlivs branchepris og ikke mindst The Art Museum Award ved European Museum Academy. Museet er desuden landskendt for sine store forskningsbaserede og sansemættede udstillinger samt sine borgerinddragende projekter og sine forskningsbaserede indsatser i forhold til sårbare borgere.

Hvem skal være borgmester ved borgerligt flertal?

0

Der er halvandet år til kommunalvalget, og der spekuleres i forskellige scenarier i Fredericia, hvor de blå håber at tippe magtbalancen. Hvis der kan tælles til 11 borgerlige mandater, hvem skal så være borgmester? Det har Fredericia AVISEN spurgt de borgerlige partier om.

Liberal Alliance, der ikke sidder i byrådet for nuværende, har tonet rent flag. De vil pege på en blå borgmester, hvis der kan tælles til 11 mandater på den borgerlige fløj. Med det tidligere byrådsmedlem, Christian Jørgensen, i spidsen håber det fremadstormende parti at stryge ind i byrådet og sætte deres aftryk med borgerlig politik, og de tager også gerne borgmesterkæden selv.

– Jeg ser gerne, at de borgerlige stemmer arbejder. Jeg kunne også finde på at kaste mig selv i puljen, når du spørger, men det hele handler ikke om borgmesterstolen. Jeg vil derimod gerne stå på mål for, hvad man siger før og efter. Der skulle gerne være en form for linje, symmetri og troværdighed i det. Liberal Alliance har derfor også et klart budskab til vælgerne; hvis der er 11 borgerlige valgte politikere efter valget, så skal vi gå efter at få borgmesterposten. I Liberal Alliance peger vi så også på en blå borgmester, det er tindrende klart, og kan vi få de andre borgerlige partier til at sige det samme, så er der et troværdigt budskab. En erklæring til vælgerne i Fredericia om, at der er et alternativ. Sker der så det, at der kommer en stemmeforskydning, hvor SF og Enhedslisten bliver styrket så meget, at det opvejer en socialdemokratisk tilbagegang, så er det klart, at vores mandater vil komme i spil de steder, hvor vi kan sætte nogle aftryk. Vi vil hellere med i et samarbejde i en eller anden bredde. Det behøver ikke være 21 medlemmer, siger Jørgensen.

Allerede nu er der indgået et borgerligt valgforbund. Med i det er Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti. DF er også klar i mælet, når spørgsmålet går på, hvem der skal peges på, hvis der er borgerligt flertal.

– Det står i vores valgforbund, at vi kigger inden for vores valgforbunds rammer først. Det giver god mening at kigge på, om vi kan pege på en. Når man er i valgforbund, er det fordi man har mest til fælles, selvom det ikke er alt, man er enige om, siger DF’s gruppeformand, Susanne Eilersen.

Når spørgsmålet går på, om Susanne Eilersen vil pege på det borgerlige parti, der fik flest stemmer, til at varetage borgmesterposten i tilfælde af flertal, er hendes svar også klart:

– Det må være udgangspunktet for dialogen. Jeg ved, at man skal have 11 til at bakke op om én. Jeg vil pege på den, hvor vi får mest politik igennem. Det er ikke kun mennesker og partiets størrelse, der afgør det altid, siger Eilersen.

De Konservatives gruppeformand, Tommy Rachlitz Nielsen, ønsker ikke at spekulere i nogen af spørgsmålene vedrørende valget.

– Jeg har ikke nogen kommentarer til det for nuværende, da vi har travlt med vores nuværende byrådsarbejde, og der er halvandet år til valget, hvor meget stadig kan ske, siger Rachlitz.

De borgerlige partier har traditionelt gået i valgforbund med hinanden, men endnu har Venstre ikke meldt ud, hvem de indgår i valgforbund med, og partiet ønsker heller ikke at pege på den ene eller anden i tilfælde af forskellige scenarier.

– Venstre stiller med et stærkt kandidathold og med mig som borgmesterkandidat, det er der sådan set ikke noget nyt i. Hvordan mandaterne fordeler sig, må vi tage bestik af til den tid, da det er svært at spå halvandet år ud i fremtiden. Og hvem der ender med at blive Fredericias næste borgmester efter et valg, afgør vælgerne og de efterfølgende forhandlinger. Vi forbereder os grundigt frem mod et valg, og for nuværende er der ikke taget en endelig beslutning om valgforbund, men det kommer vi naturligvis til at gøre, når tid er, siger Peder Tind, der er valgt som partiets borgmesterkandidat.

Ligesom Konservative fokuserer Venstre også på det daglige byrådsarbejde for nuværende, fremfor at kommentere på mulige scenarier.

– I Venstre er vi optaget af de mange opgaver, der fortsat ligger for os i denne indeværende periode, og der er rigtig meget, vi fortsat skal gøre, inden vi møder vælgerne til november næste år. For os er det vigtigt, at Fredericias udvikling kommer i første række, og det er det, vi er meget optaget af. Resultatet af valget til næste år kender ingen, men i Venstre er vi naturligvis klar til at tage det ansvar, vælgerne giver os mandat til, forklarer Peder Tind.

Et ubesvaret spørgsmål i forhold til de borgerlige partier er Karsten Byrgesen, der meldte sig ud af Nye Borgerlige tidligere på året, og siden har partiet opløst sig selv lokalt. Nu nuværende har Byrgesen ikke meldt noget ud, og det kan kaste endnu en bold i luften med, hvor de borgerlige partier står henne i forhold til kommunalvalget i 2025.

Fredericianer udtaget til OL

0

Danmarks Idrætsforbund (DIF) har officielt udtaget den fredericianske triatlet Alberte Kjær Pedersen til OL i Paris. For Alberte Kjær, der er en del af Fredericia Eliteidræts satsning, bliver det hendes første OL-deltagelse, og hun er klar til at repræsentere Danmark på den største sportslige scene, efter at Danmark ikke havde nogen triatleter med til OL i Tokyo.

Alberte Kjær Pedersen har netop vundet World Cup-afdelingen i Huatulco og har gennem sæsonen præsteret flot. Alberte Kjær valgte sidste år at sætte sit tandlægestudie på pause og dedikere sig fuldt ud til sin sport, og det hårde arbejde har nu båret frugt.

– Det er så uvirkeligt for mig, at jeg skal til OL. Det har altid været en drøm, og de seneste par år har det også været et mål. Jeg har sat mit studie på pause, for at satse helt på min sport. Det er sårbart at tage sådan en beslutning, men jeg ville bare være sikker på, at jeg gav den alt, hvad jeg kunne, så jeg er så glad for, at jeg nu skal til OL. Jeg glæder mig sindssygt meget til at blive en del af et stort hold, og repræsentere Danmark, og jeg glæder mig til at køre konkurrence i hjertet af Paris – det er da fantastisk, siger Alberte Kjær Pedersen.

Foto: DIF

Team Danmarks sportsdirektør, Lars Balle Christensen, er imponeret over Alberte Kjærs præstationer. Sammen med den mandlige triatlet Emil Holm er hun udtaget til OL.

– Det er utroligt spændende at se både Alberte og Emil udtaget til deres første OL. Deres engagement og talent lover godt for deres præstationer i Paris, og jeg glæder mig meget til at følge dem. De har begge vist, at de har, hvad der skal til for at konkurrere på højeste niveau, siger Lars Balle Christensen.

Søren Simonsen, DIF’s Chef de Mission for det danske OL-hold i Paris, ser frem til at se Alberte Kjær og Emil Holm i aktion.

– Det er dejligt, at vi får danskere med til triatlon igen efter en pause i Tokyo, og det er to debutanter, som har vist rigtig god form i kvalifikationen. Jeg havde fornøjelsen af at være tæt på både Alberte og Emil ved European Games sidste år. Ud over at være nogle dygtige sportsfolk, er de også utrolig nysgerrige og sympatiske mennesker, som jeg er overbevist om vil være et stort aktiv for det danske fællesskab i OL-byen.

Fakta om Alberte Kjær Pedersen

  • Født: 23. juni 1998
  • Sportsgren: Triatlon
  • Disciplin: Olympisk Triatlon (1500 m svømning, 40 km cykling, 10 km løb)
  • Klub: Fredericia Triathlon Team
  • Tidligere OL-deltagelser: Debutant
  • Udvalgte resultater:
    • Vinder af 2024 World Triathlon Cup Huatulco
    • Vinder af 2023 Europe Triathlon Nordic Championships Fredericia
    • Dansk mester i Sprint Triatlon 2023
    • Dansk mester i Supersprint triatlon 2022
    • Vinder af 2022 World Triathlon Cup Myiazaki
    • Vinder af 2021 World Cup Miyasaki

Finn Sølvdahl er ny formand for HK Sydjylland

0

I et kampvalg mellem fem kandidater blev Finn Sølvdahl her til aften valgt som HK Sydjyllands nye afdelingsformand.

Hele fem kandidater havde meldt sig klar, da HK Sydjylland onsdag aften skulle vælge ny formand på en ekstraordinær generalforsamling.

150 medlemmer var dukket op for at stemme på deres foretrukne kandidat, og med over halvdelen af de afgivne stemmer var det Finn Sølvdahl, der overbevisende løb med posten.

– Det har været en stor fornøjelse at se medlemsdemokratiet udfolde sig på denne måde, og jeg er stolt over at valget faldt på mig. Jeg vil gøre mit bedste for at leve op til tilliden, siger Finn Sølvdahl.

Finn Sølvdahl er fra Vejle og kommer fra en stilling som faglig konsulent i HK Handel Sydjylland. Han ser det som sin mærkesag at skabe en slankere politisk struktur i HK.

Finn Sølvdahl afløser Ole Kjær, som har været afdelingsformand for HK Sydjylland i 12 år. Han forlader posten på grund af alder.

Ole Kjær modtog stor tak og stående applaus på generalforsamlingen.

Taulov Autoværksted slår alarm

0

70 procent af de kommende års bilkøbere forventer at vælge en elbil. Herskende myter om, at elbiler ikke har brug for service, får nu alarmklokkerne til at ringe hos Taulov Autoværksted.

Ovenpå et rekordhøjt elbilsalg i 2023 viser en ny undersøgelse fra Bilbasen, Elbilkøberne 2024, at 70 procent af de danskere, der forventer at købe en bil inden udgangen af 2025, regner med at vælge en elbil.

– Vi kan nu se, at langt størstedelen af forbrugerne har besluttet sig for en elbil inden for en overskuelig fremtid. Vi ser også, at der nu for alvor også er begyndt at blive handlet en del brugte elbiler, hvor det for relativt kort tid siden primært var nye eller næsten nye, siger Jan Lang, der er markedsanalytiker på Bilbasen.

Selvom det generelt er en positiv udvikling, at der i de kommende år kommer markant flere elbiler på vejene, fravælger mange elbilejere regelmæssig service af bilen. Det får Lasse Pedersen, der er indehaver hos Taulov Autoværksted, der er medlem af AutoPartner og en del af Det grønne e, til at råbe vagt i gevær. Ifølge ham har mange elbilejere nemlig en opfattelse af, at elbiler ikke skal vedligeholdes i samme grad som benzin- og dieselbiler, og derfor skipper mange den regelmæssige service.

– Vi ser ofte elbiler, som ikke er blevet regelmæssigt vedligeholdt, og det kan komme til at udgøre en sikkerhedsrisiko. For eksempel har bremserne jo stadig brug for at blive renset, og med flere elbiler, som ofte vejer over to tons, på vejen, er det vigtigt med regelmæssig service, siger Lasse Pedersen.

Elbilkøberne 2024 viser også, at det er den grundlæggende opfattelse hos 84 procent af de adspurgte, at en elbil er billigst at eje på sigt. For at det skal holde stik, er regelmæssig service ifølge Lasse Pedersen dog nødvendig.

– Det er lige så vigtigt at vedligeholde en elbil som en benzin- eller dieselbil. Ellers kan det hurtigt blive en dyr affære, siger Lasse Pedersen.

Landstræner tilfreds med lodtrækning

0

Italien, Algeriet og Tunesien er Danmarks tre gruppemodstandere, når VM-forsvaret indledes på hjemmebane til januar.

Ved en stort anlagt lodtrækningsceremoni i den kroatiske hovedstad Zagreb fik Håndboldherrerne onsdag aften sat navne på de tre modstandere, der venter i det indledende gruppespil ved VM 2025, der spilles i Danmark, Norge og Kroatien.

Danmark i gruppe B åbner VM-forsvaret på hjemmebanen i Jyske Bank Boxen i Herning mod Italien, Algeriet og Tunesien. De tre bedste hold fra gruppen avancerer til mellemrunden, der også spilles i Herning.

– Jeg er fint tilfreds med lodtrækningen. Jeg synes, at det er tre spændende hold, vi skal møde i den indledende gruppe. Italien og Algeriet har vi ikke så stort kendskab til, men Tunesien mødte vi til VM 2023, så de er ikke helt fremmede for os, siger landstræner Nikolaj Jacobsen med henvisning til Danmarks 13-målssejr ved det møde.

Italiensk overraskelse og stærke afrikanere

Italien er med ved VM i herrehåndbold for bare anden gang i landets historie efter debuten i 1997. Støvlelandet overraskede i kvalifikationen ved at besejre Montenegro over to opgør.

Algeriet og Tunesien er historisk set blandt de bedste afrikanske nationer og vandt senest henholdsvis sølv og bronze ved de afrikanske mesterskaber i januar.

I mellemrunden krydser Danmarks gruppe med gruppe A, der består af Tyskland, Tjekkiet, Polen og Schweiz, der ligeledes starter i Jyske Bank Boxen.

– Det er fire dygtige hold, men i den fase af mesterskabet ved man jo godt, man kommer til at møde gode hold. Så den del af lodtrækningen er jeg også fint tilfreds med, siger Nikolaj Jacobsen.

“De andre skal spille godt for at slå os”

Fra hver af de fire mellemrunder går de to bedste hold videre til kvartfinalerne, der for Danmarks vedkommende vil føre til den norske hovedstad Oslo.

Kommer Nikolaj Jacobsens mandskab så langt, vil modstanderne i kvartfinalen komme fra en af de to indledende grupper E og F, hvor Sverige, Spanien og Norge må regnes som de mest oplagte bud på potentielle modstandere.

Lodtrækningen onsdag har bestemt ikke ændret på, at landstræneren ser frem mod VM med masser af optimisme.

– Det gør jeg altid. Vi er på hjemmebane i gruppespillet og mellemrunden, og der bliver fantastisk opbakning til os. Så de andre skal spille virkelig godt for at slå os i Boxen, siger Nikolaj Jacobsen.

Udfaldet af lodtrækningen:

Gruppe A i Herning – Tyskland, Tjekkiet, Polen, Schweiz

Gruppe B i Herning – Danmark, Italien, Algeriet, Tunesien

Gruppe C i Poreč – Frankrig, Østrig, Qatar, Kuwait

Gruppe D i Varaždin – Ungarn, Holland, Nordmakedonien, Guinea

Gruppe E i Bærum, Oslo – Norge, Portugal, Brasilien, USA

Gruppe F i Bærum, Oslo – Sverige, Spanien, Japan, Chile

Gruppe G i Zagreb – Slovenien, Island, Cuba, Kap Verde

Gruppe H i Zagreb – Egypten, Kroatien, Argentina, Bahrain

Billetsalget til VM i håndbold er i fuld gang. Køb dine pladser her https://www.ticketmaster.dk/artist/29th-mens-ihf-world-championship-billetter/1256613?brand=dhf_dk&camefrom=HPN&language=da-dk

Rapport viser vejen til største dyrevelfærdsmæssige forbedring i 100 år

0

Det vil være den største dyrevelfærdsmæssige forbedring for vilde dyr i Danmark i 100 år, hvis man følger Københavns Universitets rapport og udpeger 239 områder til beskyttet natur. Så klar lyder vurderingen fra Dyrenes Beskyttelse.

Onsdag landede en stor gave til naturen, der blot venter på at blive pakket op. Københavns Universitet har nemlig udgivet en rapport, der indeholder en række meget konkrete tiltag for, hvordan man optimalt udpeger store sammenhængende naturområder. Inden for de foreslåede områder vil det være muligt at udpege ti procent strengt beskyttet natur, som EU har opfordret deres medlemslande til.

– Det vil være den største dyrevelfærdsmæssige forbedring for vilde dyr i 100 år, hvis det lykkes at indføre tiltagene og derigennem sikre ti procent strengt beskyttet natur. Det vil rette op på flere generationers nedprioritering af naturen, som har været stærkt medvirkende til, at vi har en massiv pladsmangel for dyr og en biodiversitetskrise, siger Britta Riis, direktør i Dyrenes Beskyttelse.

Rapporten peger på mindst 239 mulige områder, svarende til 20 procent af Danmarks areal. Det er altså ikke engang nødvendigt at medtage alle områderne, hvis ambitionen i første omgang er at nå ti procent.

Vælger man at tage samtlige 239 områder i brug, vil det koste mellem to og fire milliarder kroner om året at etablere og forvalte det. Til gengæld vil vi altså give vilde dyr noget af deres hjem retur og være med til at beskytte 95 procent af vores truede arter.

– Det her vil være et meget markant tiltag for at hjælpe naturen i Danmark, både planter og alle vores pressede dyrearter. Det gælder alt fra insekter til fugle og pattedyr. Mange af de dyr, der har det svært, mangler plads og områder, hvor naturen har førsteprioritet. Kigger vi for eksempel på storken, som er kritisk truet, så har den brug for moser og enge, hvor den kan lede efter føde som for eksempel frøer. Det er netop sådan nogle naturområder, vi vil få med anbefalingerne, siger Nicolaj Lindeborgh, der er biolog hos Dyrenes Beskyttelse, og tilføjer:

– Et andet eksempel kunne være skovmåren, der ligeledes er presset. Den er presset på plads og findes stort set ikke på Fyn længere. Den har brug for mere urørt skov og hule træer, som den kan yngle i. Det vil den få med tiltagene.

Det politiske udspil ligger klar

Biodiversitetsrådets rapport fra 2023 klarlagde, at intet af den danske natur kan kategoriseres som strengt beskyttet.

Det vil seks oppositionspartier i form af Liberal Alliance, Enhedslisten, Konservative, SF, Radikale Venstre og Alternativet gøre op med. I sidste uge afkrævede de regeringen at udpege områder, hvor der kan etableres ti procent strengt beskyttet natur.

Det blev i første omgang skudt til hjørne af statsminister Mette Frederiksen, der til Altinget efterlyste en konkret plan fra partierne, men den ligger altså klar nu i form af Københavns Universitets rapport.

– Statsministeren efterlyste i sidste uge en plan for, hvordan de ti procent strengt beskyttet natur skulle blive en realitet. Nu har regeringen fået foræret en plan, og jeg vil appellere til, at den tages med ind i arbejdet i den grønne trepart, så vi kan få sat skub på tiltagene for den vilde natur, der har så hårdt brug for vores hjælp, siger Britta Riis.

Over 7.400 børn indtager Billund til DIF Skole OL-finalen

0

Nu er der kun to uger til, startskuddet lyder til Skole OL-finalen. Fire dage med flere tusinde børn, der får mulighed for at føle sig som OL-atleter i en børneolympisk by med indmarch, fakkeltænding og konkurrencer i børnehøjde.

7.432 elever, 346 klasser og 193 skoler fra 59 kommuner. Tusindvis af børn er klar til at deltage i Skole OL-finalen, der afholdes i Billund Kommune, hjemstedet for Børnenes Hovedstad den 11.-14. juni. Arrangementet samler børn fra 4.-8. klasse fra hele Danmark til en olympisk idrætsoplevelse.

Med over 7.400 skoleelever bliver Skole OL-finalen i Billund i år den største, siden de overtog værtskabet.

Hos DIF (Danmarks Idrætsforbund) er glæden stor over den store tilslutning til finalen, der har til formål at fremme bevægelse, fællesskab og sportslig udfoldelse blandt skolebørn. Finalen markerer kulminationen på et program, der i høj grad fokuserer på trivsel, fællesskab og fairplay.

– Skole OL er en fantastisk mulighed for at give børnene en oplevelse, der rækker langt ud over den daglige undervisning. Det er glædeligt at se så mange børn engagere sig i sportens verden og opleve den glæde og samhørighed, det skaber. Det styrker børnenes trivsel, deres fysiske kompetencer og giver dem minder for livet, udtaler Hans Natorp, formand for DIF.

OL skaber fællesskab hos børn og unge

Ud over at give børn en unik idrætsoplevelse, så handler DIF Skole OL om at fremme trivsel, fællesskab og samarbejde. Ved at deltage i DIF Skole OL lærer børnene vigtigheden af holdånd og at støtte hinanden, uanset udfaldet af konkurrencen. De oplever, hvordan det er at være en del af noget større end dem selv, hvilket styrker deres sociale bånd og evne til at arbejde sammen.

I Billund Kommune tror man på at det fællesskab, der er skabt under Skole OL-finalen siden 2022, vil blive ved med at være i kommunen, selvom Skole OL-finalen rykker videre til næste år.

– Vi glæder os til endnu engang at byde velkommen til børn og unge fra hele landet, som kommer til at opleve fire dage med fællesskab og fairplay som fundament, og hvor latteren, venskaber og kampgejsten fylder vores hjerter og krop. Efter dette års finaler giver vi Skole OL-stafetten videre, men jeg er sikker på at ånden fra Skole OL-finalen altid vil forblive i Billund Kommune. Samtidig vil jeg gerne sige en kæmpe tak til alle de frivillige, der troligt stiller op og byder sig til. Uden jer ville vores værtskab blegne, siger Stephanie Storbank, borgmester i Billund Kommune.

Mulighed for at føle sig som en OL-atlet

En af de unikke elementer ved DIF Skole OL er, at børnene bliver mødt af en række olympiske artefakter og får mulighed for at føle sig som ægte OL-atleter. Med officielle åbningsceremonier, indmarch og skoleolympisk ild bliver atmosfæren elektrisk og mindeværdig. Børnene får lov til at dyste på i sportslige rammer, iklædt deres skoles farver, mens de hepper på hinanden og oplever suset ved at stå på podiet sammen med sine klassekammerater med medaljer om halsen. Denne oplevelse giver dem et uforglemmeligt indblik i den olympiske ånd og den glæde, der følger med at deltage i en stor sportsbegivenhed.

Med deltagere fra alle egne af landet vil Billund blive omdannet til en sand børneolympisk by, hvor børnene får lov til at konkurrere i disciplinerne atletik, bowling, bueskydning, combat archery, brydning, cricket, dans, orienteringsløb, roning. For mange af de unge deltagere er Skole OL-finalen årets højdepunkt, og der er lagt op til en uge fyldt med spænding, sammenhold og sportslige udfordringer.

Klokken 14.03 ankom Kongen. Nu løber han 5 km gennem Middelfart

Klokken 14.03 ankom Kongen. Nu løber han 5 km gennem Middelfart

0
HM Kongen blev modtaget af borgmester Anders Møllegård og middelfarteren Yasmin Juel Amer, der var Kongens vært i byen. Efter rundvisning og kulturelle indslag...