FHK kæmper om finaleplads uden profil

0

Efter alt at dømme er Evgeni Pevnov ude resten af sæsonen. Den bomstærke stregspiller fra Fredericia Håndboldklub udgik med en fibersprængning i den første semifinale mod Ribe-Esbjerg. Dermed må FHK se bort fra ham i søndagens kamp, hvor en sejr sender et af de to hold i DM-finalen, mens uafgjort fremprovokerer et tredje opgør.

Pludselig lå han på jorden i et returløb. Pevnov, der er blevet kåret til årets spiller, lagde sig og blev hjulpet fra banen fem minutter inde i den første semifinale mod Ribe-Esbjerg, og dermed må FHK nu kigge nye veje på stregpositionen. Nikolaj A. Nielsen kommer til at spille en markant rolle angrebsmæssigt, og det har han også gjort før, men Pevnovs sko er store at fylde ud. Hvis han først får et indspil, er der som regel enten mål eller straffekast, da han er afsindig svær at holde med sine 198 centimeter og 113 kilo. I forsvaret kan FHK godt undvære Pevnov, da man til tider ser ham få hvil forsvarsmæssigt. I de tilfælde kommer Einar Olafsson på banen og dækker midteraksen med Lasse Balstad, og dermed kommer Olafsson nu til at spille en stor rolle, da han vil skulle bytte forsvar-angreb med Pevnov.

adp-as.dk

Vil FHK ud at løbe med Ribe-Esbjerg, er det ikke en fordel, at Evgeni Pevnov er skadet. Alt andet lige er det bedre, når man ikke skal skifte to mand ud forsvar-angreb, da man kommer hurtigere både frem og tilbage ved at skifte så få som muligt. FHK kan i den henseende lade forsvarsstyrmand Lasse Balstad løbe med frem som streg, og når første pres er overstået, så få skiftet Nielsen ind, og det er formentlig noget, FHK skal indstille sig på at gøre resten af sæsonen. Meldingen går på, at Pevnov har fået en fibersprængning, der holder ham ude i 3-4 uger, og dermed er Pevnov ude uanset, om det hedder bronze- eller finalekampe.

Først skal semifinaleserien mod Ribe-Esbjerg dog overstås, efter at FHK viste et skuffende niveau i den første kamp. Kun Anders Martinusen ramte dagen, mens resten præsterede under evne. Alligevel fik FHK 27-27 og kunne endda føle, at de skulle have vundet kampen, da de førte 27-25. Alligevel er uafgjort et brugbart resultat, da FHK stadig kan afgøre semifinaleserien i to kampe med en sejr. Forskellen er blot, at de nu ikke kan tåle at tabe kampen i Blue Water Dokken.

Til FHK’s fordel er det, at holdet næppe spiller under niveau to gange i træk, og det er sjældent set, at begge FHK’s keepere har en offday samtidig. I den første kamp vandt Ribe-Esbjerg målmandsduellen 13-9, og det skyldtes ikke mindst, at Niklas Kraft reddede tre straffekast. Det må også være noget, FHK har talt om. Bolden skal i mål i sådanne situationer, og kønt behøver det ikke se ud.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia?gad_source=1&gclid=EAIaIQobChMI8dPQyoXPhQMVZheiAx3prQAJEAAYASAAEgKDkfD_BwE

Et andet punkt, som FHK formentlig har fokuseret på, er Ribe-Esbjergs forsvar. De gik meget hårdt til FHK’erne, især unge Jonas Kruse. Det er FHK nu klar over er en præmis, og er indstillet på det, og kan komme med modtræk og løse det, i stedet for at blive rystet af, at der bliver gået til den.

Kan ikke komme med noget nyt

Omvendt på den anden side kan Ribe-Esbjerg ikke hive noget nyt op ad hatten siden kampen i torsdags. De spillede både syv mod seks og seks mod seks, og selvom man så flot spil fra eksempelvis Emil Grønbech og William Aar til tider, så viste de også, at de som tidligere på sæsonen er garante for at lave fejl undervejs.

Et spørgsmål, som nu rejser sig, er, hvordan Ribe-Esbjerg har det med den situation, som de står i. De kan afgøre det hele på hjemmebane, og det var præcis samme scenarie med FHK i den første kamp. FHK stod ikke for presset og leverede en dårlig præstation. Kan Ribe-Esbjerg stå for presset?

Dét svar kommer søndag klokken 14:00, hvor der er kampstart mellem Ribe-Esbjerg og FHK.

Ny pigefodboldsatsning afviste dialog med Fredericia KF

0

Med en ny pigeklub på vej står pigefodbolden i Fredericia nu overfor en ny udvikling, som skaber debat. Anne Frost, formand for Fredericia KF er både bekymret og forundret over denne opsplitning. Samtidig fortæller formanden, at Fredericia KFUM og EGIF Fodbold afviste en dialog.

Med etableringen af Fredericia Q, et nyt samarbejde mellem Fredericia KFUM og EGIF Fodbold, står byen nu med to konkurrerende projekter på pigesiden.

I lyset af det nye samarbejde mellem Fredericia KFUM og EGIF Fodbold, der har præsenteret Fredericia Q, har formand Anne Frost en ambivalent følelse af både glæde og bekymring. Hun anerkender betydningen af, at pigefodbold prioriteres i Fredericia, men undrer sig over, hvorfor det ikke er muligt at samle kræfterne i ét samlet projekt. Frost fortæller om baggrunden for Fredericia KF’s oprettelse og de udfordringer, som pigefodbolden står overfor i byen:

– Som udgangspunkt er jeg glad for, at pigefodbold prioriteres. Fredericia KF opstod, fordi pigerne ikke følte sig prioriteret i Fredericia KFUM og EGIF, så at nogle formænd nu laver et nyt projekt er fint for pigefodbolden. Jo flere piger vi får ud, jo bedre. Men at have et tilbud til alle piger i byen betyder, at der skal være et miljø. DBU har meget klare regler for talentudvikling, der stiller krav til struktur og ressourcer, og hvis vi ikke skal sende pigerne ud, skal vi have et samarbejde a la FC Ungdom, da det kræver store ressourcer. Vi etablerede Fredericia Pigefodbold med alle klubber. EGIF og Fredericia KFUM trak sig i efteråret og gik solo, fordi de ønskede, da de meldte sig ud, at få kommunale penge med. Det kom ikke til at ske på daværende tidspunkt, men den meddelelse fik de af politikerne dengang, siger Frost.

Fredericia KF har fået beskyldninger

Fredericia KF har gennem årene modtaget kritik, især påstanden om, at klubben kun fokuserer på talenter. Anne Frost forstår ikke den kritik, og understreger, at målet er at skabe et inkluderende miljø for alle piger, ikke kun talenterne:

– KF er beskyldt for en masse ting i løbet af årene. Det primære er, at vi kun vil talenter. Vi har flere breddehold end talenthold. KF vil alle piger, men sikre os, at der er et miljø for alle, fordi vi ikke vil sende pigerne ud af byen. Det er noget, Fredericia har været dygtige til. Vi har unge piger med på de unge talenthold fra DBU, så det er vi gode til i forhold til vores ressourcer. Hvis de piger vil mere, så skal de tage afsted, og det er trist. Det betyder mange timer på motorvejen for børn og forældre, siger Frost med henvisning til, at man skal have DBU-licens for at deltage i de bedste rækker efter endt U15-tid.

Fredericia Q er blevet til med det formål at skabe et stærkt miljø for pigefodbolden, men der spekuleres i, om samarbejdet mellem Fredericia KFUM og EGIF Fodbold også er økonomisk motiveret.

– Det er et godt spørgsmål. Fodboldklubber er stolte, og de tænker meget på deres klub. Kompromiset, da vi lavede Fredericia KF, var, at da pigerne rykkede ind i vores rammer i Fredericia Idrætscenter og tilbød spillerne den træning, de havde brug for, så skulle de forblive medlem i deres egen klub, fordi de ikke ønskede at miste medlemmer, da man får penge pr. medlem i klubberne. Derfor skævede vi til, hvordan FC Ungdom gjorde, da de har mange års erfaring med det, siger Anne Frost.

KFUM og EGIF udelukkede dialog

Det oplagte ville være, hvis Frost havde kontaktet Fredericia KFUMs formand, Martin Erdmann, eller EGIF Fodbolds formand, Mads Hansen, for at forstå, hvorfor de nu har etableret det nye samarbejde og ikke kunne have én samlet pigefodboldsatsning, men det kommer næppe til at ske. Frost uddyber de tidligere forsøg på samarbejde og sin tvivl om, hvad en sådan samtale ville føre til:

– Jens Steenholt, der er valgt som udviklingsansvarlig i KF, havde talt kort med Mads Hansen for en uges tid siden. Han informerede om tiltag, og vi skal holde pigeraketten og så videre. Så sagde Jens, at han ville sende materiale ud til dem, om de ville være med. Det afviste Mads Hansen, da de laver deres eget hold nu. Så jeg ved ikke, hvad jeg vil få ud af at ringe til ham, slutter en tydeligt skuffet, Anne Frost.

Mens Fredericia Q og Fredericia KF begge har til formål at fremme pigefodbolden, er det klart, at der er forskellige visioner og strategier på spil. Det bliver spændende at følge, hvordan disse to initiativer vil udvikle sig, og om de på sigt kan finde en måde at arbejde sammen på for at styrke pigefodbolden i Fredericia.

Sådan åbner supermarkederne pinsesøndag

0
(Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen / Fredericia AVISEN)

AVISEN giver her et overblik over supermarkedernes åbningstider i hele Fredericia, samt i Middelfart centrum. Skriv til pa@avisen.nu, hvis der er rettelser.

Fredericia:

ABC, Venusvej:
Lukket

Coop 365, Adelvej:
07:00 – 21:00

Coop 365, Overmarken:
07:00 – 21:00

Coop 365, Vendersgade:
08:00 – 22:00

Daglig’Brugsen Egeskov:
08:00 – 20:00

Føtex, Prinsessegade:
Lukket

Føtex, Venusvej:
Lukket

Lidl, Vejlevej:
Lukket

Løvbjerg, Strevelinsvej:
Lukket

Meny, Indre Ringvej:
Lukket

Netto, Adelvej:
07:00 – 22:00

Netto, Bredstrupvej:
07:00 – 22:00

Netto, Erritsø Bygade:
Lukket

Netto, Nymarksvej:
Lukket

Netto, Vesterbrogade:
07:00 – 22:00

REMA 1000, Egeskovvej:
Lukket

REMA 1000, Strevelinsvej:
Lukket

REMA 1000, Venusvej:
Lukket

Super Brugsen, Nymarksvej:
08:00 – 19:00

Super Brugsen, Erritsø Bygade:
Lukket

Middelfart:

Coop 365, Jernbanegade:
08:00 – 21:00

Føtex, Kløvervej:
Lukket

Kvickly, Østergade:
Lukket

Lidl, Brovejen:
Lukket

Netto, Brovejen:
07:00 – 22:00

Rema1000, Brovejen:
Lukket

Sådan spilles FHK’s medaljekampe

0

Fredericia Håndboldklub oplyser, hvornår de spiller enten bronze- eller finalekampe. Programmet er fastlagt.

FHK spiller søndag eftermiddag den anden semifinale på udebane mod Ribe-Esbjerg. Finder kampen en vinder, så er serien afgjort, men hvis opgøret i Blue Water Dokken ender uafgjort, skal semifinaleserien ud i en tredjekamp i thansen Arena, der skal afvikles onsdag klokken 20:30.

Hvis det ender ud med, at FHK skal spille om bronzen mod Skjern Håndbold, så spilles der på følgende datoer:

Hvis vi møder Skjern i en bronzeserie, spilles kampene på følgende datoer: Hjemme i thansen Arena søndag d. 26. maj kl. 16.00 Ude i Skjern Bank Arena onsdag d. 29. maj kl. 20.00 En eventuel tredje bronzekamp spilles hjemme i thansen Arena lørdag d. 1. juni kl. 16.00

  • Er modstanderen i bronzekampene Aalborg Håndbold, byttes der om på hjemme/udebane.

DM-Finale Hvis FHK møder Aalborg i en DM-finale, spilles kampene på følgende datoer: Ude i Sparekassen Danmark Arena søndag d. 26. maj kl. 14.00 Hjemme i thansen Arena onsdag d. 29. maj kl. 18.00 En eventuel tredje DM-finale spilles ude i Gigantium lørdag d. 1. juni kl. 14.00

  • Er modstanderen i DM-finalen Skjern Håndbold, byttes der om på hjemme/udebane.

Udfald på anlæg giver stor flare

0

Lørdag formiddag har har borgere i Fredericia og omegn bemærket en markant større flare på Crossbridge Energys raffinaderi. Crossbridge forklarer, hvad det skyldes.

Den usædvanligt store flamme har skabt bekymring blandt de lokale, men pressechef Torben Øllegaard-Sørensen beroliger med, at der er en forklaring på fænomenet.

– Vi har haft udfald på et anlæg. Derfor vil man indimellem kunne se flaren være større. Vi arbejder på at få anlægget tilbage i fuld drift igen, oplyser Torben Øllegaard-Sørensen.

Flaren, som er en del af raffinaderiets sikkerhedssystem, brænder overskydende gas af for at forhindre udslip og sikre, at raffineriet opererer under sikre forhold. Når der er udfald eller vedligeholdelsesarbejde på anlægget, kan mængden af overskydende gas øges, hvilket resulterer i en større flare.

Sol og valgplakater gik hånd i hånd

0

Sol, sommerstemning og valgkamp gik hånd i hånd, da partierne i dag endelig kunne komme ud i lyset og hænge valgplakater op til Europa-Parlamentsvalget den 9. juni 2024. Efter en lang vinter og en politisk spændt forår, var mange partier samlet i god tid og stod klar til at komme ud af startblokkene kl. 12.00 præcis.

Liberal Alliance var blandt de partier, der havde forberedt sig grundigt, men på grund af pinseferien skal der tages en ekstra tur efter pinse for at sikre, at alle områder er dækket. Områder som midtbyen, Egeskov, Bøgeskov, Trelde samt de vigtigste indfaldsveje, Erritsø og Skærbæk, vil få ekstra opmærksomhed i den kommende uge.

LA i Fredericia knoklede løs.

Hos Det Konservative Folkeparti var der stor aktivitet med byrådsgruppen, ledet af Kirsten Hassing Nielsen og Tommy Rachlitz Nielsen, som engagerede sig sammen med 12 konservative partifæller. Konservativ Ungdom var også på pletten og hjalp til med det omfattende arbejde. Der var en stærk følelse af fællesskab og entusiasme blandt de konservative, som håber på at gøre en stærk figur ved det kommende valg.

Godt humør, smil og kampgejst hos partiformand for Venstre i Fredericia, Søren Schou.

Venstre var også i fuld gang med valgkampen. Partiformand Søren Schou havde samlet et dedikeret team på 12 partifæller, som ivrigt arbejdede med at sætte valgplakater op i lygtepælene. Det var en dag præget af hårdt arbejde og optimisme, hvor alle bidrog til at skabe synlighed for deres kandidater og partipolitik.

Det gode vejr spillede en stor rolle i dagens aktiviteter. Med temperaturer mellem 19-23 grader, og sandsynligvis endnu højere i solens skær, kunne politikerne og deres hjælpere nyde solen, mens de hængte valgplakater op i Fredericia. Byen summede af liv og aktivitet, ikke mindst på grund af det kommende Royal Run, som løber af stablen mandag. Denne begivenhed medførte, at flere lygtepæle allerede var optaget med Royal Run-materiale, hvilket tvang partierne til at finde kreative løsninger og nye steder at placere deres plakater.

Hos Dansk Folkeparti var den lokale Sune Nørgaard Jakobsen i sving sammen med partifællerne, der blev løbet stærkt, og knoklet i det varme skønne vejr.

Trods udfordringerne med at finde ledige lygtepæle i indre by var der en følelse af optimisme og engagement blandt de politiske aktører. Valgkampen til Europa-Parlamentsvalget er nu for alvor i gang, og partierne er opsatte på at sikre, at deres budskaber når ud til vælgerne. Det bliver spændende at følge, hvordan denne kamp udvikler sig, og hvilke emner der kommer til at dominere debatten i de kommende uger.

Fakta om Europa-Parlamentsvalget 9. juni 2024

Valgdato: 9. juni 2024

Formål: Valget af medlemmer til Europa-Parlamentet, som repræsenterer borgerne i EU’s medlemslande.

Antal mandater: Europa-Parlamentet består af 705 medlemmer (MEP’er), fordelt på EU’s medlemslande efter befolkningstal.

Danmarks mandater: Danmark har 14 mandater i Europa-Parlamentet.

Valgperiode: Medlemmerne vælges for en periode på fem år.

Valgsystem: Europa-Parlamentsvalget i Danmark følger et forholdstalsvalg, hvor partierne får mandater i forhold til deres andel af stemmerne.

Stemmeret: Alle danske statsborgere, der er fyldt 18 år på valgdagen, har stemmeret. EU-borgere bosat i Danmark kan også stemme, hvis de opfylder visse betingelser.

Vigtige emner: Valgkampen i 2024 forventes at fokusere på emner som klimaændringer, økonomisk genopretning efter pandemien, migration, sikkerhedspolitik og EU’s fremtidige rolle på den globale scene.

Partier: De danske partier, der typisk stiller op til Europa-Parlamentsvalget, inkluderer Venstre, Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Liberal Alliance, Alternativet og Nye Borgerlige.

Vigtighed: Europa-Parlamentet spiller en central rolle i EU’s lovgivningsproces, budgetkontrol og politiske beslutninger. Parlamentets medlemmer har indflydelse på en lang række områder, der påvirker hverdagen for borgere i alle medlemslande.

Valget den 9. juni 2024 vil således være afgørende for at forme den politiske retning, som Europa-Parlamentet vil tage i de kommende år, og for at afgøre, hvilke politikere der skal repræsentere Danmark og de øvrige medlemslande på EU-niveau.

En samtale om systemstress

0

Karin B. Nissen er privat socialrådgiver med speciale inden for handicap og psykiatri. Hun er forfatter til bogen “Systemstress.” Bogen handler om den stress, som det offentlige og private behandlersystems sagsbehandling i stadig stigende grad udsætter patienter og pårørende for. AVISEN.NU har derfor taget kontakt til Karin for et interview. Det blev til en længere samtale om hendes tanker og idéer om systemstress, når systemerne stresser dig, både som patient og pårørende. Karin gør status på området i dag og kommer ind på, hvilke løsninger hun ser på området.

I interviewet kommer Karin B. Nissen blandt andet ind på den dobbeltsidige stress med systemstressen, som opstår på den ene side af skrivebordet hos patienten og de pårørende, og moralsk stress, som opstår på den anden side af skrivebordet hos de ansatte sagsbehandlere i deres dilemmafyldte sagsbehandling. Moralsk stress, som både opstår i social- og sundhedssystemerne i velfærdsstaten, og som Karin uddyber og begrunder i interviewet, en moralsk stress, som kan ende i en form for forråelse hos den enkelte medarbejder.

Karin B. Nissen fortæller endvidere om, hvorfor hun har skrevet bogen, og hvordan hun har skrevet og struktureret bogen. I tredje del af bogen kommer Karin ind på nogle konkrete redskaber til, hvordan man kan arbejde med systemstressen, hvor to af de mest virksomme er, dels hvordan man kan få sagen afgrænset og ikke fylde 24 timer i døgnet og dels anbefalingen om at tage en kompetent bisidder med i mødet med systemets sagsbehandlere, samt flere andre konkrete redskaber, som du kan høre mere om i interviewet.

I interviewet kommer vi også ind på det, Karin B. Nissen kalder “et trygt samtalerum”, og som Karin arbejder ud fra som privat socialrådgiver, uddyber betydningen heraf og giver gode eksempler på, herunder reprogrammering af tidligere oplevelser, forskellige modeller af verden og udvikling af personlige mestringsstrategier. Begribelighed og identificering af meningsfulde mål var også interessante emner fra bogen, som vi kommer ind på i interviewet.

Interviewet afslutter vi med at tale lidt om de fem råd, som bogen afsluttes med, og Karins vision og håb for håndteringen af systemstress, blandt andet i form af en handicappolitik, som i højere grad følger FN’s forskellige konventioner, som vi i Danmark har underskrevet, og som gældende lov i virkeligheden lægger op til. Det er praksis, det er galt med, de mange sagsbehandlingsfejl, der foregår i praksis, og oplevelsen af, at den hjælp der faktisk er at få, den har man af en eller anden grund ikke adgang til, og det er en kamp at få den hjælp, der er brug for. Det er Karins håb, at vi kommer over i et system, som faktisk er hjælpsomt, mere end bare på papiret.

Vi runder interviewet af med at tale om de potentialer, der ligger i kompetenceudviklingen, ikke bare af de enkelte sagsbehandlere i systemerne, men også af alle os andre som almindelige samfundsborgere uanset alder, tid og sted vi befinder os i.

Færdselsuheld på Indre Ringvej

0

Et færdselsuheld fandt sted på Indre Ringvej i Fredericia lørdag middag, hvor en personbil ved et højresving påkørte en cyklist.

Hændelsen, der fandt sted omkring klokken 12.53, involverede en personbil og en cyklist i krydset mellem Indre Ringvej og Vejlevej.

Ifølge politiets rapport foretog bilisten et højresving og overså i den forbindelse cyklisten, hvilket resulterede i et sammenstød. Vagtchef Mads Flansmose fra Sydøstjyllands Politi kunne dog hurtigt bekræfte, at ingen var kommet til skade ved ulykken.

Uro på Akseltorv

0

Sydøstjyllands Politi blev lørdag morgen kaldt til Akseltorv i Kolding efter flere anmeldelser fra bekymrede borgere.

Omkring klokken 10.07 anmeldte flere borgere nemlig til politiet omkring en lokal mand, der skabte uorden ved at råbe og kaste en flaske på jorden. Ifølge vagtchef Mads Flansmose var der dog ikke tale om en voldelig handling.

Da politiet ankom, anholdt de en mand i trediverne under ordensbekendtgørelsen. Han blev løsladt senere samme dag, oplyser Flansmose.

IBC tog sejren over Fredericia Gymnasium i årets skolefodboldbrag

0

Fredag bød på perfekt vejr til fodbold på Monjasa Park, hvor en spændende skolefodboldkamp fandt sted mellem IBC Fredericia/Middelfart og Fredericia Gymnasium. Med gratis entre og et tilbud af sodavand og pølser, var der lagt op til en hyggelig eftermiddag med god stemning blandt de mange fremmødte tilskuere.

Kampen startede intensivt, og IBC Fredericia/Middelfart viste sig hurtigt som det dominerende hold. Den tredobbelte målscorer Noah Skov bragede igennem og scorede sit imponerende hattrick allerede i første halvleg, hvilket bragte holdet foran 3-0. Fredericia Gymnasiums Nicolaj Kamarin Mählmann fik dog skabt spænding om resultatet med en reducering til 3-1 i anden halvleg. Yderligere drama fulgte i kampens sidste minutter, da et mål fra Fredericia Gymnasium blev annulleret for offside. Her rejste Fredericia Gymnasiums publikum sig først op i jubel, men deres begejstring blev dog hurtigt afløst af forvirring og ærgrelse, da dommeren signalerede offside, hvilket annullerede målet. For tilskuerne fra IBC Fredericia/Middelfart var offside-afgørelsen derimod en lettelse, da det bevarede deres holds føring på 3-1.

Mille Lorenzen, elev på Fredericia Gymnasium og en af arrangørerne og ansvarlig for pauseunderholdningen, delte også sin entusiasme om arrangementet:

– Der var en fantastisk stemning hele dagen. At se elever, lærere og forældre støtte deres hold og være en del af denne oplevelse var virkelig specielt, fortæller hun.

Ifølge Mille Lorenzen var publikums opbakning også stor under denne del af arrangementet. Hun fremhævede også den overordnede stemning på stadion:

– Publikum gav virkelig fantastisk støtte, da mange kendte spillerne personligt. Det bidrog til den gode stemning, og det er altid fantastisk at se, hvordan folk kommer for at bakke op om deres venner og klassekammerater. Det er også utroligt værdifuldt, at Monjasa fortsætter med at støtte vores årlige event. Vi håber, at de vil fortsætte, så vi kan se frem til endnu en spændende kamp næste år. Jeg håber dog personligt på, at FG sejrer næste gang, hvilket desværre ikke skete i år.

Kampens spiller blev Ebbe Krogh Ærensgaard fra Fredericia Gymnasium, der ikke blot leverede en stærk præstation på banen, men også modtog et gult kort, hvilket Mille Lorenzen humoristisk kommenterede som en “2-i-1” situation.

Arrangementet var en succes, og som Mille Lorenzen afslørede, begyndte planlægningen allerede sidste efterår.

– Det er fantastisk at se, hvordan et velplanlagt event kan bringe så mange mennesker sammen. Det giver os alle en følelse af fællesskab og stolthed, tilføjede hun.

Med dagen veloverstået og et veludført arrangement bag dem, ser både arrangører og deltagere frem til flere skolefodboldkampe for fremtiden, afsluttede hun.

Middelfart tabte tæt opgør på Østerbro efter sent modangreb

Middelfart tabte tæt opgør på Østerbro efter sent modangreb

0
Der var lagt op til en god eftermiddag for Middelfart Boldklub, da holdet søndag gæstede B.93 i Betinia Ligaens nedrykningsspil. Fynboerne kom foran, holdt...