Kommunaldirektør og borgmester i løbeskoene til Royal Run

0

Fredericias borgmester, Christian Bro (A), og kommunaldirektør Thomas Japp er begge trukket i løbeskoene til Royal Run. Begge skal løbe femkilometerdistancen, og Japp får selskab af en krigsveteran på turen.

Royal Run har skabt liv og glæde i Fredericia, hvor 13.500 deltagere løber tre forskellige distancer. På landsplan deltager rekordmange 95.106 mennesker i årets Royal Run. Forberedelserne har stået på i månedsvis med utallige side-events og arrangementer.

I dag kom kulminationen, da Royal Run blev skudt i gang i Fredericia klokken 10:45 af Kong Frederik. Startskuddet lød for one mile-distancen, og blandt de kendte ansigter på femkilometeren er Kultur- og Idrætsudvalgsformand Peder Tind (V), borgmester Christian Bro (A) og kommunaldirektør Thomas Japp. Japp løber sammen med Carsten Rasmussen, den nyudnævnte militærfaglige konsulent i Fredericia Kommune.

– Han løber lidt mere i mit tempo, så jeg kan godt være med der, siger Japp med et smil og understreger Fredericias stolte historie som garnisonsby.

For borgmester Christian Bro handler løbet om mere end bare motion; det er en mulighed for at opleve fællesskabet i byen, nyde den friske luft, og værdsætte de smukke omgivelser i Fredericia, alt imens han deltager i en aktivitet, der fremmer sundhed og velvære blandt borgerne.

– Jeg tror, at jeg kommer til at lunte ruten. Det handler om at nyde det, og det gør man ikke, hvis man bare løber alt, hvad man kan, forklarer Christian Bro i en stille stund, inden han skulle ud på løberuten i Fæstningsbyen.

Udenfor rådhusets vægge, hvor de havde søgt et korvarigt hvil kunne de se et syn uden lige. Boder med forfriskninger og musik skabte en livlig stemning, og de mange frivillige bidrog til, at arrangementet forløb gnidningsfrit. Der blev heppet og klappet langs ruten, hvor løberne blev mødt med opmuntrende tilråb og entusiasme fra publikum.

Da Kong Frederik ankom og skød løbet i gang, lød der jubel og klapsalver fra de fremmødte, og stemningen var elektrisk. Den fællesskabsfølelse, der opstod blandt deltagerne og tilskuerne, var tydelig og rørende. Det var en dag, hvor byen stod sammen om at fejre sportens glæder og hinanden.

Efterhånden som løberne krydsede målstregen, blev de mødt med store smil, high-fives og en overvældende følelse af fælles succes. Det var tydeligt, at Royal Run i Fredericia ikke kun handlede om at løbe, men også om at dele en uforglemmelig oplevelse med venner, familie og hele byens befolkning. Solen skinnede klart på denne dag, der uden tvivl vil blive husket som en festdag i byens historie.

Startskuddet til Royal Run 2024 er gået med H.M. Kongen i front

0

Mere end 95.000 deltagere og tusindvis af tilskuere vil dagen igennem gøre Fredericia, Brønderslev, Aarhus, Kalundborg og København/Frederiksberg til én stor motionsfest. H.M. Kongen har netop åbnet ballet ved at løbe One mile (1,609 km) i Fredericia. I Fredericia startede Kongen folkefesten.

Læs også

Mandag formiddag er der skrevet et nyt kapitel i den royale motionshistorie. For første gang deltager Danmarks nye Kongepar i Royal Run, hvilket føjer en ny dimension til den landsdækkende motionsfest, der i år har rekordstor tilslutning med 95.000 tilmeldte på tværs af fem værtsbyer.

– Det er en fornøjelse at være i en historisk by som Fredericia, en stolt garnisonsby og by, hvor historien lever. En smuk by, hvor mange glæde løbere og tilskuere er mødt frem. Det gør mig glad, sagde Kong Frederik.

– Vi er utroligt glade for den massive opbakning fra så stor en del af den danske befolkning. Nu er vi i gang, og vi ser frem til at vise, hvor sjovt og givende det kan være at engagere sig sammen i et motionsfællesskab, siger Morten Mølholm Hansen, der er administrerende direktør i Danmarks Idrætsforbund og med i Royal Runs styregruppe.

Dannebrog i Fredericia. Foto: AVISEN

Årets største, aktive folkefest

Kongen ankom til fæstningsbyen Fredericia med Kongeskibet Dannebrog tidligere på formiddagen til kanonsalut, hvorefter Royal Run 2024 officielt blev skudt i gang. Efter besøget i Fredericia går turen nu til Aarhus for Majestæten, der senere runder dagen af i København/Frederiksberg.

H.M. Dronningen er ligeledes aktiv ved dagens Royal Run, hvor Kalundborg er destinationen. Samtidig engagerer H.K.H. Kronprinsen sig i år for første gang i større omfang i Royal Run med deltagelse i de smukke nordjyske omgivelser i Brønderslev.

Se det kongelige program her:

  • H.M. Kongen løber One mile i Fredericia
  • H.K.H. Kronprinsen løber One mile i Brønderslev
  • H.M. Kongen løber 5 km i Aarhus
  • H.M. Dronningen løber 5 km i Kalundborg
  • H.M. Kongen løber 10 km i København/Frederiksberg

I alle byer er der pyntet op og gjort klar til en folkefest uden sidestykke med aktiviteter og underholdning for deltagere og tilskuere i alle aldre.

– Royal Run 2024 er på mange måder historisk. Dels med deltagelsen af vores nye kongepar, men også med en rekordstor tilslutning, der viser, at Royal Run er et motionsfællesskab, der samler generationer, venner og familier på kryds og tværs, og hvor alle kan være med. Det er unikt ikke bare i Danmark, men i hele verden, siger Jens Otto Størup, administrerende direktør i DGI og ligeledes medlem af Royal Runs styregruppe.

Royal Run kan følges live på TV 2 og TV 2 Play, som sender direkte fra alle byer dagen igennem.

OM ROYAL RUN: 

  • Det er sjette gang, at Royal Run afholdes på tværs af landet. Royal Run 2024 har det højeste antal tilmeldte nogensinde: 95.000 er samlet tilmeldt de fem byer.  
  • Der har været kongelig deltagelse alle år, men 2024 er første gang med deltagelse af Danmarks nye Kongepar.  
  • Royal Run arrangeres af idrætsvisionen Bevæg dig for livet – et samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund, DGI og Dansk Atletik. TV 2 og Regionerne er mediepartner på Royal Run, og TrygFonden, Nordea-fonden og Novo Nordisk Fonden er strategiske partnere.  

Følg med LIVE fra Royal Run i Fredericia

0

Royal Run i Fredericia er i fuld gang. Se her løbende videoer og billeder.

Kvinde i færdselsuheld anholdt for spritkørsel

0

Søndag aften opstod der et færdselsuheld på Østjyske Motorvej i sydgående retning nær Vejle. 

En 47-årig kvinde forsøgte at skifte vognbane, hvilket resulterede i en kollision med en anden personbil ført af en 56-årig mand. Sammenstødet medførte, at mandens bil snurrede rundt på motorvejen.

Politiet blev hurtigt tilkaldt til stedet, hvor de foretog en alkometertest på begge involverede parter, fortæller vagtchef Torben Wind fra Sydøstjyllands Politi. Testen afslørede, at den 47-årige kvinde havde en promille over det tilladte. Som følge heraf blev hun anholdt og bragt ind til en blodprøvetagning.

Der skete ikke personskade ved uheldet, men der var betydelig materiel skade på begge biler.

Stor dag for Wiggers & Klement

0

Wiggers & Klement blev årets vinder af CSR-prisen, og det var med stolthed i stemmen, at Lennert Klement takkede for prisen. Se og hør interview med direktøren efter kåringen.

– Det var et stærkt felt, vi stod i, og at gå hele vejen er stort. Det giver glæde hos de ansatte, at man giver dem chancer, vores virksomhed prioriterer det her. Der skal være plads til unge og ældre, dem med udfordringer. Vi engagerer os i debatten. Det er på sin plads, at alle folk får en chance. Det er inspirerende og lærerigt at være med i, særligt når vi ser de her mennesker lykkes. Vi uddanner nye smede, vi har fleksjobbere, vi har pensionister, og de er alle en del af vores virksomhed. Vi føler, vi er meget inkluderende over for dem. Tusinde tak for prisen.

Se mere her.

Magtudvekslinger i himlens kontrastfyldte rum

0

Det endeløse himmelrum er et tilbagevendende tema i billedkunstner Paula Duvås virke. Med et undrende og sanseligt blik undersøger hun himlens kontrastfyldte anvendelser, billedsprog og konnotationer gennem fotografi og lysreflekterende østersskaller. Der er sneak peek på Paula Duvås udstilling “Celestial Body” i Nikolaj Kunsthals projektrum Platform torsdag d. 6. juni fra kl. 16:00.

I udstillingsrummet blinker et hvidt lys fra en translucent LED-skærm. Du kender lyset, der blinker, du møder det på vej i mørket. Fra facader lyser reklamer gaden op og gør nattehimlen til en ubestemmelig halvgrå hvælving. I udstillingsrummet kaster skærmen det blinkende lys ud mod små afstøbninger af østersskaller, der med deres polerede aluminiumsoverflader reflekterer og simulerer stjernehimlens nye lys.

Hvad ser vi, når vi kigger mod himlen?
Himmelrummet er et tilbagevendende interessefelt i billedkunstneren Paula Duvås praksis, hvor hun med et undrende blik undersøger himlens kontrastfyldte anvendelser, billedsprog og konnotationer. Himlen indeholder mange tegn og præsenterer for os et rum af drømme såvel som viden. Himlen indeholder svar om vores fortid og fremtid og er et rum, vi orienterer os mod videnskabeligt, kulturelt og mytologisk – i forsøget på at forstå vores verden. Samtidig er himlen i vores teknologiske udvikling blevet et sted, hvor både private og statslige aktører kan kapitalisere og profitere, og hvor magtdemonstrationer, territorier og krigsførelse i stigende grad begynder at udspille sig.

Magtudvekslinger i himlens kontrastfyldte rum
I jagten på profit er en ny type af menneskeskabt lys blevet synlig på nattehimlen. Lyset kan synes som små fantasifunklende godstog, men er i virkeligheden satellitter. Lyset fra satellitterne kan ses som et varsel om et nyt markedsdrevet rumkapløb, en form for rumindustriel revolution der udspiller sig i himlens rum af potentiale og drømme. Sammen med lyset fra vores byer præsenterer satellitternes eskalerende tilstedeværelse i rummet en stigende risiko for at slukke for stjernehimlen, som en kilde til viden og gør det umuligt for os at søge information om universet og dermed om os selv i himlen over os.

Med udstillingen Celestial Body vender Paula igen blikket mod himlen og kigger spørgende på, hvordan magtudvekslinger udspiller sig i himlens kontrastfyldte og ureguleret rum af muligheder, viden og kapital.

Celestial Body er skabt af Paula Duvå i samarbejde med kurator Mynte Corell.

Udstillingen er blevet til med støtte fra Statens Kunstfond, Politiken Fonden og Beckett-Fonden. Udstillingsrummet Platform er realiseret med støtte fra Det Obelske Familiefond.

Celestial Body kan opleves fra 7. juni til 28. juli. Der er fernisering torsdag d. 6. juni kl. 16-19. I den anledning udfolder kokken Jonas Harboe Frederiksen sin Pink Oyster-passion i en lille interimistisk østersbar udenfor på Nikolaj Plads.

Fredericias bedste side

0

I dag afvikles Royal Run, der også kommer forbi Fredericia. I den anledning har Fredericia Kommune lappet huller i vejene, gjort rent og fikset hvad fikses kunne. Nu gælder det.

Da formanden for Kultur- og Idrætsudvalget kunne meddele at Royal Run kom forbi Fredericia, var det startskuddet til en lang periode med en evig gentagelse af “Royal Run”. Falder en skole fra hinanden? “Royal Run kommer til Fredericia”, svares der. Er beboerne på Kobbelgaarden uden den nødvendige omsorg? “Royal Run”! Hvordan ser det ud med budgetterne? “Royal Run”!!

Godt. Nu er vi her. Vi lægger fremtidens Fredericia og byudvikling til side, mens vi glæder os over, hvor flot Fredericia kan være. Lokalpolitikerne kan vi holde ansvarlige, frem mod og under næste kommunalvalg lige om lidt, bortset fra dem, der er flygtet tilbage til vestkysten. For os fredericianere er det altid en vidunderlig tid, når sommeren kommer. Den er her nu. Solen skinner. Fuglene synger. Stranden spejler sig i en unik indgang til en by, hvor man har en strand lige op ad centrum. Her kan kongen se, hvorfor byens fæstningsanlæg er den kommende fortælling, der kan tiltrække hundredetusinder af gæster til byen.

Det er hårdt tiltrængt. Partibosserne har praktiseret strudsetaktikken ud til fingerspidserne, og derfor lader de som om, der ikke er krise i handelslivet i centrum. Ordet “strategi” er blevet skrevet på små sedler af forvaltningen, når deres lokalpolitiske dukker, går ud og forsøger krisekommunikation. Det er ikke nogen succes. Men med voldanlægget viser Fredericia sin bedste side. En by, der er grundlagt på et helt særligt grundlag, ikke mindst inspireret af beliggenhed i centrum af Danmark og med en spetakulær udsigt til Fyn og Lillebælt. Ganske vist har gravemaskinerne haft travlt ved Østerstrand, men under pres er kongen lige om lidt i stand til at se den skønneste udgave af Fredericia.

Men ikke mindst de fantastiske borgere, der bor i “Frede”. For os er det en indforstået historie, at vi har verdens bedste midtby. Kongen kan få lov til at løbe en kilometer, mens vi tager de næste 10 i solskin. Byen blomstrer af borgere og børn, der fejrer Fredericias smukke udtryk. Der skal lyde en stor ros til de mange medarbejdere i den kommunale forvaltningen, der på trods af de udenbys fra kommende og dyrt betalte luksuschefer, har formået at forskønne Fredericia på så kort tid:

Vi ved, at I er den rigtige rygrad i Fredericia. Alle jer, der bor i byen, og som hver dag tager på arbejde for at gøre en indsats. Det er jer, ikke bosserne fra Odense, Aarhus, Vejle og Kolding, der får byen til at blomstre. Uden jer ville ingen af de fantasifulde papirideer munde ud i noget som helst. Guderne ved hvor meget I render fra deres inkompentence hver dag. En dag vil Fredericia atter blive fri, ledet af fredericianere med en klar vision og plan for byen. Men indtil dag er I vores ballast og styrke, der med stolthed sikrer os alle mod dem, der kun er kommet for at malke vores ressourcer og berige sig selv.

I de kommende år vil en ny udvikling være centreret omkring et nyt museum. Det er en årelang proces, de endelig har set sin begyndelse. Når vi om lidt kan fejre jubilæum for 6. juli, er det startskuddet til et nyt kapitel om den by, vi alle elsker.

For Fredericia kan så meget mere. Fredericianerne kan så meget mere.

Og det vil vi.

Sådan vil kommunerne forebygge sygdom blandt danskerne

0
Danskernes tillid til sundhedsvæsenet er afgørende, så man for eksempel tør fortælle lægen, hvad man fejler. Sundhedsdata er noget af det dyrebareste, vi har. Foto: Danske Regioner.

Kommunerne har mange snitflader til danskernes hverdag, og det rummer et enormt potentiale for at forebygge sygdom. Det vil KL være med til at forløse med et nyt udspil, der skal styrke den lokale forebyggelse endnu mere.

Det bedste sygdomsforløb er som bekendt det, der aldrig indtræffer. Derfor er KL klar med et nyt sundhedsudspil med 45 anbefalinger til, hvad kommunerne, regeringen og Folketinget kan gøre for at styrke forebyggelsen.

– Ingen har lyst til at blive syg, men i dag er der rigtig mange danskeres liv, som forkortes og forværres på grund af sygdom, der kunne være forebygget. Derfor skal vi turde at tage et større ansvar for vores fælles sundhed, lyder det fra Sisse Marie Welling, formand for KL’s Sundheds- og Ældreudvalg med resortansvar for sundhedsområdet.

De fleste af KL’s anbefalinger retter sig imod, hvad de 98 kommunalbestyrelser kan gøre for at styrke forebyggelsen lokalt, og de bygger i høj grad videre på gode erfaringer fra indsatser, som landets kommuner allerede i dag arbejder med. Det er nemlig lige her – i kommunerne – at det helt store forebyggelsespotentiale ligger, pointerer Sisse Marie Welling.

– Forebyggelse handler om alle aspekter af danskernes hverdag: skolen, arbejdspladsen, fritiden og bybilledet. Med vores mange snitflader til det levede liv er kommunerne de rette til at løse opgaven. Vi går forrest, tager ansvar og er tæt på borgerne. Med helhedsbrillerne på kan vi tænke forebyggelsen ind i alle dele af borgernes liv, siger hun.

Tobaksfri arbejdstid og mindre skærm i skolen
Samtidig er kommunerne arbejdsgivere for over en halv million ansatte – og som arbejdsgivere skal kommunerne også tage et ansvar. En af KL’s anbefalinger er derfor at indføre tobaks- og nikotinfrie arbejdspladser for kommunernes ansatte. Noget, der allerede er indført i Aarhus og Odense.

Også den mentale sundhed er der stillet skarpt på i KL’s udspil. Udspillet indeholder bl.a. en anbefaling om skærm- og telefonfri skoletid, medmindre det bruges i undervisningen, ligesom der er anbefalinger til, hvordan kommunerne kan styrke deres samarbejde med civilsamfundet om at skabe sunde fællesskaber. Tiltag, der skal forebygge mistrivsel og ensomhed.

– Som borger bærer man grundlæggende et ansvar for sit eget liv. Men de her tiltag er gode eksempler på, hvad vi i lokalsamfundet – kommuner, organisationer og borgere – sammen kan gøre for at skabe sunde rammer, miljøer og fællesskaber, der påvirker vores helbred i en positiv retning, siger Sisse Marie Welling.

Den nære sundhed bør prioriteres politisk
Sundhed og forebyggelse bor altså i høj grad i kommunerne, og det bør det fortsat gøre efter den sundhedsreform, der inden længe skal forhandles. Her bør kommunernes rolle og opgaver stå helt centralt, mener Sisse Marie Welling:

– Formålet med udspillet er at styrke forebyggelsesindsatsen i kommunerne, så flere danskere kan leve et langt liv, samtidig med at vi mindsker uligheden i sundhed og bruger færre ressourcer på dyr sygehusbehandling. Generelt er tiden inde til at prioritere den nære sundhed politisk – også på Christiansborg. Det har vi en enestående chance for med reformen, siger hun.

Det nye udspil bliver torsdag præsenteret på KL’s Social- og Sundhedspolitiske Forum 2024.

Ekstra vanddepoter ved Royal Run i Fredericia

0
Kronprins Frederik, Royal Run 2023.

I dag afholdes det store løb, Royal Run, i Fredericia. På grund af de høje temperaturer har arrangørerne besluttet at sætte ekstra vanddepoter op for at sikre, at alle deltagere kan få rigeligt med væske.

Ifølge oplysninger fra Fredericia Kommune vil der være ekstra vandposter i både start- og målområdet.

– Vi sætter ekstra vandposter op, så alle kan få fyldt deres drikkedunke og få rigeligt at drikke i løbet af dagen. I startområdet finder du vandposterne i gården på Kulturkasernen, og i målområdet finder du vandposterne ved Landsoldatpladsen. Husk også solcreme, oplyser kommunen.

Der forventes stor tilstrømning til Østerstrand og vold-arealet omkring klokken 10.00, hvor Kongeskibet Dannebrog vil ligge for svaj. Kongen ankommer ca. klokken 10.20 til Øster Strand, hvor han vil deltage i Royal Run-aktiviteterne i startområdet og skyde Royal Run ’24 i gang, inden han selv løber.

Fredericia Kommune opfordrer alle til at tage af sted i god tid og tage hensyn til hinanden, så alle får en god oplevelse.

Nye skilte sætter spot på værdifulde bytræer

0

Den flotte kejserlind, der står på Haderslevvej, binder 22,3 kg CO2 om året og producerer 59,9 kg ilt.

Hvis du i den nærmeste fremtid kommer forbi et bytræ i Kolding by, Christiansfeld, Lunderskov eller Vamdrup, der har et farvestrålende skilt bundet rundt om stammen, så er der en god forklaring.

I givet fald er træet udvalgt til at være en del af en ny kampagne, hvor Kolding Kommune fortæller om bytræernes positive effekter.

Træer kan nemlig både binde CO2, producere ilt og absorbere vand. Hvert skilt angiver nytteværdierne for det specifikke træ og fortæller også, hvilken sort træet er, hvor gammelt det er og hvor højt.

Kampagnen udspringer af Kolding Kommunes træstrategi fra 2020, der blandt andet har som mål at fremtidssikre træbestanden i Kolding kommune og oplyse borgerne om træernes værdi.

– Vi ønsker at gøre det synligt, hvor stor betydning træerne har, især i forhold til den mere håndgribelige nytteværdi. Men træer har også en stor herlighedsværdi. De er smukke at se på og forskønner vores byer. Indimellem oplever vi dog, at træerne bliver set som generende elementer, der kaster skygge og smider blade. Men træer spiller først og fremmest en positiv rolle i vores bymiljøer og det vil vi gerne understrege med de nye skilte, fortæller formand for udvalget Plan- og Teknik Jakob Ville.

I alt er 170 kommunale bytræer udvalgt til kampagnen inden for bygrænsen i de fire byer og de repræsenterer forskellige sorter, størrelser og alder på træerne.

Træer er vigtige for den bynære biodiversitet
Udover at afbøde for følgerne af klimaforandringerne ved at optage vand og CO2, så har bytræer også en stor naturværdi. Ældre bytræer kan være bolig for et væld af forskellige fugle-, dyre- insekt- og svampearter.

– De fleste er enige om, at træer er smukke, men de færreste tænker nok over, hvor vigtige træerne er for den bynære biodiversitet. Det er også et vigtigt parameter for de træarter, som vi planter i dag. Fx har vi plantet tretorn i Jernbanegade, som er et robust træ og samtidig bivenligt, fortæller formand for udvalget Natur, Miljø og Klima Jørn Chemnitz.

Skiltene på bytræerne er tegnet af den lokale illustrator André Dall.

Kejserlind på Haderslevvej
Et af de træer, der er udvalgt til kampagnen, er en kejserlind, der står på Haderslevvej i Kolding. Kejserlinden binder 22,3 kg CO2 om året og producerer 59,9 kg ilt. Den er 10,8 meter høj, er 53 år gammel og drikker 43,8 liter vand om dagen.

Rapport: Flere specialbørn skal tilbage i den almene skole

Rapport: Flere specialbørn skal tilbage i den almene skole

0
Fredericia Kommune har et højere serviceniveau på specialskoleområdet end sammenlignelige kommuner. Det fremgår af kataloget »Fredericia i fremtiden«. Anbefalingen i kataloget er todelt. For det...