Ugens Kurt: Finn Kristian Munk

Af

-

07:00 - 8. april 2019

Finn Kristian Munk er Ugens Kurt. Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.

Ugens Kurt er født i Padborg, næsten som tysker, som han siger. Siden 2004 har bopælen heddet Baunegårdsvej i Snoghøj. Kærligheden dedikerer han til familien, venligheden til vennerne og passionen for service og lækkerier er den trejde pind i Finns liv. Han er også holdleder og alt-mulig-mand for Fredericia Håndboldklub, og oprykningen lørdag den 30. marts sidder stadig i kroppen i form af hæshed denne torsdag i Fredericia, hvor vi mødes til en kop kaffe.

“Det var en dejlig oplevelse og en forløsning på mange timers hårdt arbejde fra mange mennesker”, siger Finn, inden vi sætter os.

Finn Kristian Munk går også under navnet, Munken eller Finnie. Munken er født i 1964 i Padborg ved de røde blokke inden grænsen. “Jeg kan flydende tysk”, siger han og fortæller, at han som syv-årig rejste med familien til Bække i nærheden af Vejen.

10 år på Bække Folkeskole, fritiden med fodbold og håndbold, venner, sjov og ballade. Fra 1983-1986 var SuperBrugsen i Egtved lærepladsen, hvorfra Finn blev uddannet slagter, og det var gode læreår.

“Det var et fantastisk godt sted. Jeg lærte meget. Min mester var dygtig, hård men retfærdig, som man siger. Vi arbejdede bare, men jeg lærte samtidig alt fra bogføring, bestillinger, disponeringer og naturligvis mængder, service og det at lave god mad og gode produkter,” fortæller Finn og fortsætter:

“Så kaldte Søværnet, hvor jeg aftjente min pligt. På land var det København, men vi var den sejlene tjeneste, så alt foregik på havet”, siger Finn og fortsætter:

“Det var en stor oplevelse. Det vil jeg altid gerne gøre igen. Havet kan noget. Jeg elsker havet, jeg dykker også i min fritid, min datter har sejlet, jeg har været meget på vandet. Jeg er en god svømmer. Jeg har også været livredder gennem fire år i Erritsø Hallerne”, siger Finn.

“Efter værnepligten gik turen kort til Esbjerg, hvor en kammerat var souschef og inviterede mig, om jeg ikke kunne hjælpe til som mestersvend”, fortæller Finn og fortsætter:

“Jeg var faktisk lidt handicappet, da jeg kom hjem. Jeg havde ødelagt min knæskal til Søværnsmesterskaberne i fodbold, men det gik. Jeg ville dog gerne tættere på mit hjem, så jeg rejste til Grindsted, hvor jeg var fem år i Kvickly, som mestersvend. I 1988 mødte jeg, min Rie, som jeg blev gift med i 1999”.I

I 1992 rykker parret teltpælene op og flytter til Gilleleje på Sjælland. Finn skal være slagter i en ny satsning fra Irma-butikker, og Rie fik også job i Irma.

“Vi havde 12 fantastiske år, inden vi i 2004 flyttede til Snoghøj. Huspriserne var gode i Fredericia, så det var sund fornuft at rykke til Jylland igen. Vi havde den udfordring i Gilleleje, at vi boede i et sommerhus med helårsdispensation, og vi vidste, at denne ville udløbe i 2006, så vi solgte i god tid og rykkede til Fredericia”, fortæller Finn og fortsætter:

“Rie endte i SuperBrugsen i Erritsø og jeg i Kvickly i Vejle, inden jeg i 2007 kom til Erritsø Hallerne, hvor jeg var til 2012. Brancheskiftet var faktisk okay. Man har prøvet meget. Jeg havde selv været aktiv i sport, bestyrelsesarbejde og lignende, så jeg havde prøvet hele møllen, så servicen var i fokus.”

Munken blev senere halinspektør i ØSVN-hallen fra 2012-15, senere ølkonsulent for Gravballe Bryghus fra 2015-2016, inden jobbet i dag for AGC, hvor han står for lager, men er ved at blive omskolet til sælger og kunderådgiver. Ved siden af jobbet, kaster Finn mange timer i Fredericia Håndboldklub – rejsen startede for ham i 2006.

“Jeg havde gået på skole med Ole Nikolajsen, som var sportschef i klubben. Han spurgte om, jeg kunne hjælpe med førsteholdet, sælge lidt og ellers være med til en række opgaver. Så har jeg været der siden, bort set fra de tre år, hvor jeg var halinspektør”, fortæller Finn og uddyber:

“Jeg har altid interesseret mig for sport, da mine børn var små, læste jeg sportsnyhederne for dem, så jeg har altid elsket det. Jeg har selv spillet lidt håndbold på Sjælland som voksen. Vi spillede fodbold om sommeren og håndbold om vinteren. Jeg er mere til holdsport end singelsport”.

Senere fik Finn andre roller i rollen. Fra 2009 til 2011 var han således arrangementansvarlig for afvikling af kampene i klubben, indtil klubben desværre gik konkurs.

“Allerede dengang var jeg også holdleder on and off, når Ole, Ulrich og senere Fido ikke kunne,” fortæller Finn.

Hvordan er det at være med hele vejen og bag truppen?

“Det er fantastisk dejligt, og særligt rejsen de sidste otte år føles god nu. Sporten viser mange følelser – der er aktion, power og hurtig afvikling. Der er en god stemning, ikke bare på lægterne, men også i truppen, mange af timerne går med en lille bitte detalje til træning og når det lykkes i kamp, så er det fedt. Det er de træk i spillet, man nyder at se, når man sidder udenfor og kigger”, siger Finn og fortsætter:

“Jeg kom gradvist retur, da holdet spillede i 2. division, og så tog det fart derfra. Jeg har været med hele 1. division, og de kampe, der har været. Det har været fedt, og jeg glæder mig også til på lørdag, hvor vi spiller sidste kamp i sæsonen hjemme”.

Hvad giver det dig?

“Det giver mig en masse gode oplevelser, som jeg ikke vil være foruden. Sammenholdet blandt menneskerne, kammeratskabet, venskabet er næsten familiært. Man kender hinanden på kryds og tværs. Jeg har også passet spillernes børn til træning, så vi kommer tæt på hinanden”.

“Finn, du er kendt for dit smil og din venlighed, er du altid glad?

“Jeg er en glad person. Jeg har det sådan, at giver du et smil, får du et smil tilbage. Selv, hvis man er utilfreds med noget, så går det bedre, når man siger det på en venlig og positiv måde. Jeg siger det på mange måder, men grundlæggende spørger jeg, om vi ikke skal prøve det på en anden måde. Jeg er et glad menneske, men jeg vil lade andre vurdere, hvordan jeg er. Jeg kan lide at give en krammer og et håndtryk, sådan er jeg”, siger Finn.

Finn og Rie har sammen to børn. Matilde på 21 og Kristian på 18 år. Dem ser parret mest, når køleskabet skal åbnes eller er tomt. Men det er også okay. Parret har også en Golden Retriever, som hedder Konrad. Om livet generelt, står der ofte arbejde på kalenderen, men familien prioriteres.

“Min hustru arbejder også fuld tid, men vi ser hinanden om aftenen og morgenen, og når vi får en god familiemiddag og hygger lidt. Derudover prioriterer vi at holde fri sammen, og lave noget sammen. Det tror jeg er vigtigt, fordi fungerer det ikke hjemme, fungerer det ikke ude, det har været et af mine mottos: Familien er vigtigst, og så kommer vennerne”.

“Vi er begge to meget serviceminded, Rie er også uddannet slagter. Så ja, vi nyder at gøre folk glade, men også god mad, og så er det den, der kommer først i køkkenet, der laver den. Men grundlæggende så er jeg nok den, der står for smagen, og Rie pynter, så finish er perfekt”.

Vi skal nå at vende lørdag den 30. marts 2019 – kan du sige lidt om den dag?

“Min dag startede 6.30. Jeg skulle lave pastasalat. Spillerne vil have min pastaslat. Det er deres ønske. Vi har fået det ude fra en gang, hvor jeg var på weekendophold med min kone, men det gav da point til holdet, men næste gang, skulle pastasalaten igen være fra min hænder”, fortæller Finn og fortsætter:

“Forventningen og spændingen var der. Vi kunne alle mærke det, men omvendt, så havde Jan, Flemming, Steffen og jeg, valgt at gøre alt, som vi plejer. Vi var rolige, og passede vores rutiner, og det gjorde spillerne også. Men for at spole tiden frem, så var sejren en forløsning. Det var en klasseoplevelse. Man skal prøve det og være der for at forstå det. Busturen hjem var uforglemmelig”.

Hvordan?

“Det var en fed fest, og jeg er ikke kommet mig endnu. Modtagelsen på Ryespladsen har printet sig fast i min hukommelse, selvom man var mættet – der var mange sanser og indtryk; gode oplevelser, som blev knaldet ind i hovedet denne dag, så under jeg klubben det og Ultras modtagelse var unik. Det samme gælder måden Urbania Streetfood fejrede os på. ”

Liga – næste år, hvad er det for dig?

“Det er det samme, vi kører det samme setup. Vi skal konkurrere mod nogen, der er lidt skarpere, så vi skal steppe op. Det er godt for byen, det er et godt brand, det er fedt at ligge i toppen i håndbold og fodbold, og når man er på den øverste hylde, er man der, hvor cremen er. Det er fedt.”

Finn – dit liv, og fremtiden, hvad er det?

“Hvis jeg kunne spå om fremtiden, så lavede jeg nok noget andet. Jeg hviler godt i mig selv. I øjeblikket er børnene er under videreuddannelse, vi tager et weekendophold en gang om året, så taler vi om det hele, det er vigtigt. En arbejdsuge var nogle gange 70-80 timer, så dengang startede vi en rutine med at tage et ophold sammen og ugen efter var børnene med, så kunne de sige, hvad de gerne vil. Det fleste ved godt, at man skal have et godt fundament at leve på. Jeg synes selv, at jeg har et godt fundament”, slutter Finn.

https://trinity.dk/event/asparges-hvidvinsaften-2019/ — Kom og nyd en skøn wine dinner i magiske rammer. Klik her.

Ugens Kurt: Camilla Duran

Af

Patrick Viborg Andersen

-

07:00 - 1. april 2019

0

Ugens Kurt Camilla Duran — Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Camilla Duran driver Café Efes med sin mand Moustafa. I denne udgave af Ugens Kurt fortæller Camilla om hvordan hun kom til Danmark, opvæksten i Fredericia, hvordan det hele startede med Café Efes og meget mere.

Camilla og jeg har aftalt at mødes på Kurt’s klokken 9:30. Hun sad allerede klar, da jeg kom ind af døren, og efter at jeg havde hilst på flere bekendtskaber, fik jeg øje på Camilla i sofagruppen, hvor hun fik sin morgenbolle og kaffe.

Vi rykkede hen til et bord, og startede med at tale om Camillas opvækst. Camilla er født i den tyrkiske by Bursa, der ligger nær Istanbul, men hun husker ikke ret meget a hendes opvækst i Tyrkiet, så vi spolede tiden frem til, hvor hun flyttede til Danmark og kan huske flere ting.

Camillas far rejste i slutningen af 1969 til Danmark, da der manglede arbejdskraft, hvor han i første omgang tog afsted uden familien.

“Det var svært for os, jeg var den yngste i en søskendeflok på fire, så det var svært for mig, at far pludselig ikke der mere,” siger Camilla.

Efter at Camillas far havde arbejdet i Danmark i nogle år kom Camilla til Danmark, hvor familien bosatte sig i Fredericia – og siden da har Camilla boet i 7000 Fredericia.

Det er dog ikke tilfældet for Camillas brødre, der begge er flyttet hjem.

“De flyttede hjem for 20 år siden, nu besøger vi dem 2-3 gange om året. Min storesøster bor her stadig,” siger Camilla.

Skolegang og arbejde

Da Camilla kom til Danmark startede hun på Købmagergadeskole, som var skolen, hvor udlændinge gik på dengang.

“Jeg tror, at vi var de første tyrkere, som kom. Det var man ikke vant til dengang, så der var lidt bøvl med kammeraterne i skolen. Ellers synes jeg, at skolen var fin udover det,” forklarer Camilla og kommer ind på, at det hurtigt faldt naturligt for hende at lære dansk:

“Jeg tror, at når man er lille, så tænker man ikke så meget over at lære sprog og så lærer man det naturligt. Det var ikke noget problem for mig i skolen på det punkt.”

Camilla gik på Købmagergadeskole i hele sin skolegang, og efter endt skolegang tog hun forskellige kurser, og efterfølgende begyndte hun at arbejde.

“Til at starte med arbejdede jeg på en systue, det er en helt anden branche end den jeg befinder mig i nu. Bagefter kom jeg på Rahbek Fisk, hvor jeg lidt kom til at ødelægge mig selv med samlebåndsarbejde,” siger Camilla og fortsætter:

“Jeg fandt min mand Moustafa, og efterfølgende har jeg været på barsel to gange, og så har jeg arbejdet i en børnehave og i en restaurant. Restauranten var lidt noget andet, end jeg havde prøvet indtil da – det var hårdt, men jeg kunne godt lide det.”

Tiden med Café Efes

Tiden i restauranten blev samtidig indgangsreplikken til Café Efes. Camillas mand, Moustafa, åbnede en restaurant i Vejle.

“Han åbnede Down Town og efter i to år at have kørt frem og tilbage, så åbnede vi i stedet Efes nede på havnen, da han synes, at det blev træls at køre frem og tilbage,” siger Camilla.

Café Efes kører nu på 15. år, og åbningen af den er ikke noget, som Duran-parret fortryder.

“Den kører godt, så det har vi bestemt ikke fortrudt. Vi har været rigtig glade for den rejse, som vi har på og fortsat er,” fortæller Camilla og kommer ind på arbejdsbyrden i forbindelse med restauranten:

“Det har været hårdt, men det er også spændende. Efterhånden som vi er blevet ældre, bliver man mere træt.”

Hvem bestemmer mest, dig eller Moustafa?

“Der skal være én kaptajn på skibet som man siger, der skal ikke være to. Vi har hver vores områder, hvor vi bestemmer noget i stedet for, og så vi er også gode til at spørge hinanden,” siger Camilla.

Café Efes har altid haft en stor kundekreds, og Camilla tilskriver det, at det er fordi, at både Moustafa og hende er kendte ansigter i byen.

“Jeg har nærmest altid boet i Fredericia, det betyder meget. Mange kender mig fra før vi åbnede, så det har gjort det nemmere.”

Hvorfor tror du, at du er en som mange kender?

“Jeg ved det ikke,” griner Camilla og fortsætter: “Det kan være, at jeg er sød, men det er folk fra både skoletiden, Rahbek Fisk, kurser osv., som kommer her og på den måde er det blevet bredt ud mund til mund,” siger Camilla.

Fredericias forandring

Forandringen i Fredericia har været stor siden Camilla kommer til byen, og faktisk fortæller hun, at hun savner lidt dengang grundet udvalget af butikker.

“Der er sket meget. Man kunne køre rundt i gågaderne i bil, og der var lidt mere beskidt af den grund også. Jeg synes, at der var bedre butikker dengang, og der er ikke så mange i dag,” siger Camilla og kommer med et eksempel:

“Der hvor Den Gyldne Ovn ligger nu var der en tre etagers bygning med forskellige ting. På den ene sal var der tøj og så var der en bistro oven på. Sådan noget ser man ikke i dag.”

Hvad synes du man kan gøre ved Fredericia i dag?

“Jeg synes, at det er lidt kedeligt i dag. Der skal komme flere tøjbutikker, da der i stedet er rigtig mange optikere og banker. Det kan vi ikke bruge til så meget. Der er også kommet mange restauranter, og det er også lidt negativt, da flere lukker,” forklarer Camilla.

Kan Café Efes mærke det med de mange restauranter?

“Både og. Det er jo ikke samme koncept som vores, men man kan mærke, at mange kunder ikke kommer så ofte som de ville, hvis der ikke var så mange muligheder,” siger Camilla.

Hvad kan man gøre for for at få kunderne til at komme ind til jer i stedet for de øvrige restauranter?

“Man kan ikke rigtigt gøre noget, men vi er smilende og alt sådan noget. Alt skal passe sammen, og det synes jeg, at det gør hos os.”

Camilla mener, at der skal ske noget nyt og stort. Det kan være med til at vende den udvikling, som hun nævner med, at det er kedeligt butiksmæssigt i Fredericia.

“Der skal komme nogen store butikker til. Det bliver der nødt til. Det er ikke nok med de lokale forretninger, som gør et godt stykke arbejde, men de er ikke kæmpe trækplastre. Hvis ikke der kommer noget stort til, kommer der ikke til at ske mere end nu,” fortæller Camilla.

Fredericia Teater og krydstogtskibene

Nogle af de positive ting, der er i Fredericia, som også kommer Café Efes til gode er Fredericia Teater og krydstogtskibene, som har gjort deres indtog.

Særligt teatersatsningen i Fredericia er noget, som Café Efes kan mærke.

“Vi kan virkelig godt mærke, at Fredericia Teater er et stort trækplaster. Vi har rigtig mange kunder de aftenener, hvor der er forestillinger,” siger Camilla.

Også kunder fra andre byer?

“Ja, de kommer også. Det er lidt anderledes, når det er folk fra andre byer, fordi, at de synes vi er billige. Når vi siger beløbet siger de “uhh”, men så siger vi, at vi er i Fredericia og sådan er priserne her. Flere af kunderne er kommet igen til næste forestilling, så det er vi glade for,” siger Camilla.

Den første store satsting på Fredericia Teater fra Aladin, og allerede fra dengang kunne man mærke det i restaurationsbranchen.

“Før teateret begyndte at satse, så var fredericianerne ikke så gode til at spise ude, men den kultur har ændret sig efter, at de store forestillinger er kommet til,” forklarer Camilla.

Café Efes ligger som en af de første restaurationer, når man kommer gående fra Esplanaden, når krydstogtskibene har haft anløb, og det giver også godt på kundefronten til Efes.

“Det er egentlig ikke krydstogtsgæsterne, som kommer, når det er, men fredericianerne der bare gerne vil ud at se de store skibe,” siger Camilla.

Netop i forbindelse med krydstogtsskibene er der tit aktiviteter på J.B. Nielsens Plads lige ude foran Café Efes.

“Det er dejligt, at der sker noget på pladsen, men det kan faktisk også godt være irriterende for os. Jeg savner, at der er sat flere wc’er op, når der sker noget, da vi altid får en del ind, som udelukkende kommer for at låne wc’et. Vi siger altid ja, men det er jo først og fremmest et kunde-wc vi har, og jeg ser det ikke som vores opgave at folk kan komme på wc, hvis de har set på et krydstogtskib,” siger Camilla, der til gengæld glæder sig over 6. Julidagene:

“Det er helt vildt så mange mennesker, der er i bybilledet i de dage. Vi har rigtig mange gæster, og det skulle blive endnu vildere i år, som vi hører det med de aktiviteter, som der er planlagt,” forklarer Camilla, der i sin første tid i Danmark ikke helt var med på, hvad der foregik i de dage:

“Jeg vidste ikke helt hvad det var, men det har jeg fundet ud af nu. I takt med jeg er blevet ældre har jeg lært historien, og nu arbejder jeg bare på selve dagen, så jeg har ikke rigtig tænkt over det i en del år.”

Fremtiden med Café Efes

Moustafa og Camilla har drevet Café Efes i 15 år, og umiddelbart har de ikke rigtig tænkt over fremtiden.

“Den kører, som den kører, og hvis nogen vil give en god pris, så må vi se på det. Det er ikke noget, som vi går og tænker på,” siger Camilla.

Hvor længe kan du holde at arbejde på Efes?

“Det må vi se på, men hvis min mand ikke er der, kan jeg ikke klare det,” lyder afslutningsreplikken fra Camilla.

Fakta Camilla Duran
Er 54 år
Er født i den tyrkiske by Bursa
Gift med Moustafa siden 1988
Har to børn
Har drevet Café Efes med Moustafa i 15 år

Ugens Kurt: Lone Ahrentoft Hansen

Af

Thomas Lægaard

-

07:00 - 25. marts 2019

0

amoc — Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN.

Foråret smiler blidt ind over Fæstningsbyen, det er tid til Ugens Kurt og denne ugens Fredericianer i spotlight skal ikke gå langt. Det er butiksindehaveren fra Amoc i Gothersgade, Lone Arhentoft Hansen.

Der er en time til butikkerne åbner i bymidten og for engang skyld er det ikke kulden, man mødes af, men forårets brise, jeg når lige at sætte mig og åbne laptoppen op, inden Lone Ahrentoft Hansen træder ind ad døren

Lone har haft en travl start på året, der allerede har budt på flere store ting, bare det at fylde rundt, åbne en ny butik og rejse til et andet kontinent kan vel tage pusten fra de fleste. Men Lone tager det helt roligt. Den 17. februar rundede hun det skarpe hjørne med tallet fem efterfulgt af nul.

Det, at Lone rent faktisk havde gang i en flytning gjorde, at hun ikke har holdt en fest, men hele familien rejste en tur til Gambia i Vestafrika. Lones mor blev også 75 år, så familien samledes i vinterferien omkring et feriemål, som Lone også besøgte som ung.

“Da jeg var omkring de 15 år, var vi også i Gambia, vi tog derned igen for at se om, der var sket noget i alle de år. Første gang husker jeg det som helt vildt, bare det at se palmer og den kultur, landet besidder sad i hukommelsen, dengang rejste man jo ikke så meget som i dag, så det var en speciel oplevelse”, siger Lone.

Der var ikke sket så meget faktisk, det var en nostalgisk oplevelse. De besøgte det hotel, som de boede på dengang, og det var en tidslomme: Intet var forandret.

“Det var de samme gardiner, ja nærmest madrasserne, var de samme”, griner Lone og fortsætter, “Vi lejede en privattaxi som kørte os rundt og så forskellige ting. Vi så nogle forskellige dyrefarme, det er et trygt og godt sted. Jeg havde forventet, at man skulle være påpasselig der, men det var slet ikke den fornemmelse, at jeg havde”.

Det var en lille afstikker i tidslinjen, så lad os gå tilbage til starten, da Lone blev født som Fæstningsbarn. Hun har altid boet her og gik på Bakkeskolen indtil 10. klasse.

“Det var helt fint at gå på Bakkeskolen, jeg synes ikke som sådan, at det var det fedeste at gå i skole, men jeg mødte op hver dag, og det var meget hyggeligt. Jeg i gik i en god klasse og vi havde en god lærer, det var alle gode klassekammerater, der var ikke ballade”, siger Lone om skoletiden.

Ridepige

Lone havde stor interesse for heste og efter hendes farmor gav hende tre ridetimer, var hun helt solgt.

“Jeg startede med at ride, da jeg var 8 år, jeg red først i Fuglsang, senere Egum, og så i Kolding. Omkring konfirmationsalderen købte jeg en pony, der hed Jerome. Jeg lånte 10.000 kroner af min far, som jeg mener, at jeg har betalt tilbage”, smiler Lone.

Lone fortæller, at de 10.000 kroner var et meget lille regnestykke i det at have hest, der gik mange penge til opstaldning. Men Lone kunne lide den stemning, der var på en rideskole.

“Vi var piger, som der rendte rundt og blev beskidte og kunne spise en uskrællet gulerod. Jeg startede med spring, men med tiden gik jeg over til dressur. Min sidste hest var mest til dressur, så der sadlede jeg helt om”, siger Lone.

Jeg kan se på Lones ansigt, at det lyser op, når vi snakker om tiden som ridepige, men hun stoppede lige, inden hun blev 30.

Uddannelse

Efter folkeskolen gik turen på handelsskolen, Lone ville gerne i lære i en tøjbutik, men det var den tid, hvor forældrene havde stor indflydelse på, hvad man blev. Hendes far kom med opfordringen til at søge ned på Fredericia Fjernvarme som kontorelev. Faderen sagde at komme i tøjbutik kunne hun altid. Lone endte med at være hos Fredericia Fjernvarme i 12 år, hvor hun lavede administrativt arbejde. Lone husker det som en dejlig tid og det var en familiefølelse over at arbejde der.

Mens drømmen om at være i en tøjbutik fyldte hos Lone, voksede hun op blandt en familie, hvor næsten alle var beskæftiget med tøj.

“Min farfar havde SM Andersen, som lå der, hvor Tøjeksperten er i dag, efter farfar overtog min far den. Min mor havde butik på Erritsø Bytorv, så jeg har altid været i tøjlivet, det er jeg flasket op med, messer, tøj og mode”, siger Lone.

Lone mødte Dan Byssing Hansen, som er hendes mand allerede i 10. klasse, de blev gift i 2001.

Lone sagde til mig, inden vi aftalte, at hun skulle være Ugens Kurt, at hun ikke havde så meget at sige om sig selv og hun havde svært ved det. Men som vores samtale udvikler sig går det helt af sig selv.

Tøjbutik

“I 2001 åbnede jeg også min første butik”, siger Lone og fortsætter, “min mors lejemål i Erritsø var oprindeligt to butikker, så jeg lejede mig ind og startede Kids Up. Vi kunne supplere hinanden. Tanken var, at vi kunne gå og hygge, samt, at jeg kunne have fornemmelsen af at have en butik“, siger Lone.

Det blev dog hurtigt ikke nok for Lone, der af bagvejen alligevel endte med at få sig en butiksuddannelse ved learning by doing

“Jeg startede Amoc i Vendersgade i 2006, men allerede i 2005 gik jeg forbi butikken Mini Dress, hvor den gamle indehaver Truelsen stod. Jeg talte med ham, om han ikke havde lyst til at sælge sin forretning, vi faldt i god snak. Så endte jeg med at overtage hans butik, der havde været børnetøj i 37 år”, siger Lone.

Lone brugte meget ordet Amoc i den periode, så det var grunden til navnet. Nu havde hun sin helt egen butik, og hun havde set tiden i Erritsø som læreperioden i egen butik med sine forældres erfaring.

“Der har heller aldrig rigtig været nogen, der skulle sige, hvad jeg skulle gøre. Jeg har altid villet bestemme, men en god vejledning kan man altid bruge. Det har jeg da benyttet mig af og gør det stadig, vi taler meget forretning, når vi er sammen i familien, det er da klart”, siger Lone.

Amoc Gothersgade

“Det har været godt at være i Vendersgade, folk vidste, hvor vi var. Men tiden havde sat sig på lokalet og indretningen. Gothersgade var ny og lækker med mere flow, det er det rigtige, jeg har valgt”, siger Lone om den nye Amoc, som åbnede i Gothersgade 1. marts 2019.

Der er flere måder, der giver liv til den nye butik, Lones farfar har haft habitbutik i samme lokale.

“Jeg har kunnet mærke en helt speciel stemning her fra dag et, her er helt vildt lækkert. Det er ligesom at gå ud og kigge på et helt nyt hus, man kan mærke på stemningen om det duer eller ikke duer. Jeg føler mig meget hjemme her, det at kigge ud på gågaden er dejligt, så vi glæder os meget til sommer”, siger Lone

Familie og Fritid

Lone og Dan har to børn, den yngste er Morten på 19, han bor stadig hjemme, mens han læser HTX, som han er færdig med til sommer. Ditte på 21 bor i Århus, hun skal være sygeplejerske.

Der er selvfølgelig ikke meget fritid, når man er selvstændig, men den energiske tøjsælger får da tid til at gå til jumping fitness ved G94. Ude på Skansevejens Skole går hun til trampolingymnastik med nogle veninder.

Der er både hus og have, så der er nok at se til. Det er også i denne del af historien, hvor Lone siger:

“Det er altså vigtigt at nævne, at jeg har en meget tålmodig mand, det er vanvittigt, hvad han står model til, når jeg får skøre ideer“.

Lones bror boede i Beijing og Shanghai i 15 år, så der har familien været mange gange.

“Jeg er vild med Asien, jeg er meget hooked på Kina, som jeg er helt vild med. Jeg kan næsten ikke holde ud, at min bror er flyttet til USA. Det er så meget anderledes end at leve her”, siger Lone og peger ud på gaden. “Der er så mange dufte og det at bo privat er meget anderledes end at bo på hotel”

Jeg spørger Lone om der er nogle steder eller rejser hun gerne vil?

“Jeg tager det lidt, som det kommer, vi vil gerne rejse til Sri Lanka. Min datter har været der, og jeg har set nogle fede billeder. Men at være herhjemme er også dejligt, jeg tror, jeg er bedst til ikke at planlægge for meget.

Fredericia

De steder som Lone fremhæver er først og fremmest Sanddal og Erritsø.

“Jeg elsker stranden ved Sanddal, men der er jeg jo også opvokset og er endt med at bo også. Men Trelde og Hannerupskov er dejlige steder at gå ture, men generelt er Fredericia bare en dejlig by”, siger Lone.

Vi er ved at løbe tør for kaffe og spalteplads, men da jeg spørger Lone til en sjov historie, kommer der alligevel en sidste, Lone siger:

“Vi tog hele familien til Kian til en kæmpe messe og skulle finde nogle sjove ting, som vi kunne importere. Det er nærmest en hel by, hvor der er messe. Vi er lidt spredt fra hinanden og ud af en million ting, griber min mand et plastichårbånd med blomster. Han siger, “den er da meget skæg”. Det var en vareprøve, så vi får dem til at støbe de her bånd. Vi får nogle hjem og jeg sælger mange af dem. Vi bliver ved med at få hjem og tager ud og får nye designs. Da vi kommer bliver vi mødt af kineserne med den lille stand. De løber ud og krammer os , jeg tror, vi sælger et par 100.000 indtil festen er forbi. Vi sælger dem stadig væk til Lalandia. Vi har importeret flere ting, noget har været godt og noget har været skidt”.

Det var hyggeligt at drikke kaffe med Ugens Kurt, mens vi har siddet og set flere butiksdrivende gå forbi for at åbne deres butikker, er det nu Lones tur. Hun rejser sig fra sædet og glæder sig til endnu en dag i Amoc.

https://www.billet.dk/john-rasmus-bjerg-i-en-hyldest-til-john-mogensen#bio — Skal du med til en folkefest? Så klik her (Annonce)

Ugens Kurt – Ditte Winkel

Af

Thomas Lægaard

-

07:00 - 18. marts 2019

0

Det er blevet tid til Ugens Kurt og denne gang er det Fredericia AVISENs nye søndagsklummeskribent. Hun er blevet 35 år, gift og er mor til to drenge. Sexolog og parterapeut Ditte Winkel er Ugens Kurt.

Der er en frisk luft over Fredericia denne morgen, hvor jeg skal møde Ditte Winkel på Kurt’s Kaffebar. Da jeg ankommer sidder Ditte klar, hun læser i avisen og vores indledende snak handler om overskrifter i medierne og presseetik.

Skoletiden

Ditte Winkel er 35 år og hun er i dag bosat i Højrup sammen med sin mand og deres to børn. Ditte har haft sin skolegang på Erritsø Centralskole indtil 9. klasse, hvorefter en tur på efterskole kaldte. Det blev en aktiv tur på efterskole, da Ditte dyrkede gymnastik på Ågård Efterskole.

Samtalen glider godt og Ditte er god til at tale, så mine fingre har til tider svært ved at følge med på tastaturet. Derfor kommer de små pauser undervejs, hvor Ditte kan nyde hendes kakao med flødeskum, mens jeg får tastet færdigt.

Ditte gik til standarddans hos LB Dans som barn, det er noget, der pludselig ringer en klokke, da jeg spørger til barndommen. “Det er dog ikke rigtigt noget som har defineret noget i mit liv”, siger hun og fortsætter, “men det er nu sjovt at tænke på”.

Tværfløjten derimod, har fyldt meget i Dittes liv, men gør det ikke mere. Hun spillede i 6. Juli Garden og nåede til et punkt, hvor der skulle vælges om det var en levevej eller hobby. “Jeg stoppede, da jeg var 19 år, det var helt naturligt, enten skulle det være en levevej eller også skulle jeg fortsætte på amatørplan. Jeg gør altid tingene fuldt ud, så jeg valgte at stoppe helt, da jeg fandt ud af, at det ikke skulle være min levevej”, siger Ditte.

Tiden efter 10. klasse, som blev taget på efterskolen, bød på Fredericia Gymnasium. Her blev Ditte matematisk student og tog herefter en
1-årig HH i Aarhus, inden hun flyttede retur til Fredericia.

Sygeplejerske

“For at være helt ærlig, da jeg kom tilbage til Fredericia, anede jeg ikke, hvad jeg skulle. Jeg meldte mig på kommunen, jeg krøb næsten langs med husmuren, men jeg skulle finde ud af, hvad mine muligheder var. Jeg mødte en sød socialrådgiver, der hjalp mig godt på vej, jeg vidste, at jeg måske skulle noget med mennesker”, siger Ditte.

Der blev oprettet kontakt til en afdelingssygeplejerske på Fredericia Sygehus.

“Jeg fik muligheden for kunne prøve sygeplejefaget af ved at gå til hånde. Da jeg ikke havde noget bedre, eller vidste, hvad min retning var,
så sagde jeg ja tak i tre måneder. En dag kom afdelingssygeplejersken og prikkede mig på skulderen, “det er i dag, der er ansøgningsfrist til sygeplejeskolen i Vejle”, det vidste jeg ikke. Hun sagde, “du skriver dit CV ud og kører derover, jeg er sikker på, at du kan få en plads”. Så det endte med, at jeg blev sygeplejerske i 2007″, siger Ditte, mens hun smiler.

Ditte kunne halvvejs i uddannelsen mærke, at det alligevel ikke var den vej, hun skulle gå. Hun brændte ikke for det og interessen var ikke optimal, men hun klarede studiet og var godt med fagligt.

“Jeg var på et stadie i mit liv, hvor jeg ikke stoppede op og tænkte over det, vejen blev ligesom banet for, at jeg skulle være sygeplejerske. Men så kom de samme tanker som med musikken, det er alt eller intet. Jeg blev i uddannelsen og afsluttede med fin karakter og jeg er glad for, at jeg gjorde det. Jeg lærte en masse, som jeg kan bruge nu f.eks.; anatomi, fysiologi, kommunikation og menneskekontakt. Man møder, som sygeplejerske, mennesker
i deres mest sårbare øjeblikke, det lærer man kun ved kontakten og ikke fra en bog. Nogle gange har skæbnen ofte en plan med en, jeg har dog ikke arbejdet en eneste dag som udlært sygeplejerske”, griner Ditte.

Livet som hjemmegående

Ditte mødte sin mand Kasper Winkel i 2004 og parret blev gift i 2010

“Min mand arbejder for en amerikansk virksomhed, hvor han de første syv år havde 200 rejsedage om året. Da vi fik børn sagde han, “hvad med at blive hjemmegående”. Det er nemt for ham at foreslå, tænkte jeg, da man i den amerikanske kultur finder det helt normalt, at konen er hjemmegående. Jeg synes, at det var svært at forlige sig med, da man i Danmark næsten altid spørger, hvad man laver til dagligt”, siger Ditte.

Men Kasper såede et frø hos Ditte, som skulle bruge fire måneder på at spire.

“Jeg tænkte, at det kunne ikke gå helt galt, så jeg var faktisk hjemmegående i fem år. Tiden gik med de hjemmelige opgaver og børnene. De havde begge en deltidsplads, så de kunne hentes tidligt. Jeg elskede det, jeg befandt mig virkeligt godt i det”, siger Ditte.

Rejsen mod at blive sexolog og parterapeut

Parret er på en tur til København, de var på Bremen Teater og skulle se Kirsten Birgit fra “Den Korte Radioavis” På vej hjem i bilen over Fyn kom tankerne på fremtiden frem.

“Det var ligesom sådan en kontakt, hvor man kan trykke på on/off , der kom lys i pæren. Vi havde sådan en god snak henover Fyn. De helt basale spørgsmål som, hvad så, hvor er jeg nu? Hvad skal jeg finde på? Det var en snak om fremtiden, jeg kan ikke sige, der var et nøgleord, der gjorde noget, det satte bare noget i gang”, siger Ditte.

Dagen efter slog Ditte sin bærbare computer op og begyndte at søge efter muligheder, hun var forbi mange fagområder og følte lidt, at det var et privilegium med sin alder at kunne gå ind i en bolsjebutik og vælge, hvad hun ville.

“Nu skulle jeg gøre noget for mig, jeg følte for første gang, at jeg tog et aktivt valg. Det var ikke skæbnen – jeg udstak retningen. Jeg kunne vælge det, jeg ville og noget jeg kunne brænde for”, siger Ditte.

Efter en gennemgåede søgen mod at blive psykolog eller psykoterapeut læste Ditte om at blive parterapeut og sexolog.

“De to uddannelser var spot on. Jeg har altid opfattet mig selv som et empatisk menneske. Mine forcer er at lytte og tale med folk, jeg elsker folks problemer og jeg elsker at tale om sex. Jeg skammer mig ikke, jeg ser sex som et livsvilkår som alle har. Jeg ser sex som noget, der ikke bliver udfoldet til det potentiale, som mennesker har mulighed for”, siger Ditte.

Begge uddannelserne foregik på sexologiskolen i København, skolen er en skandinavisk skole med afdelinger i både Sverige og Norge. Undervisningen foregår på Islands Brygge og begge uddannelser tager 1, 5 år.

“Det var en syret proces, for det første, at dykke så meget ned i sig selv. Man skal have styr på sit eget, inden man vejleder andre, det hjælper ikke noget at ens rygsæk et fyldt med sten, for så lægger man det over
på klienterne. Det var 1,5 år med selvindsigt og selvrefleksion. Uddannelserne var fuldstændig, som jeg havde drømt om og mere til. De levede i den grad op til mine forventninger, håb og drømme”, siger Ditte.

Ditte har været i gang i cirka halvandet år nu og hun mindes opstarten, hvor det handlede mere om at have sælgerhatten på.

“Det jeg var god til, var at lytte og være terapeut, men det får ikke telefonen til at ringe med klienter, og sælgerrollen er ikke den, jeg finder mest naturlig. Det med at fortælle omverdenen, at man er der, og at man har nogle services at tilbyde. det var en udfordring for mig”, siger Ditte.

Fritiden

“Jeg har ikke på den måde nogen hobby, jeg dyrker meget mit netværk. Jeg er et meget socialt menneske og bruger meget tid på at pleje min omgangskreds”, siger Ditte.

Familien har et landsted som var flot renoveret, da de købte det. Men der har været mange ting, de gerne ville sætte deres eget præg på. Der er 500 boligkvadratmeter og 1200 kvadratmeter lagerbygninger. Gården er snart 150 år gammel, så der er nok at holde ved lige.

Børnene er nu på vej i skole, der er Julius som er 7 og Hector som er 5, den ældste er startet i skole i Taulov og snart følger lillebror efter.

Det var en dejlig snak på kaffebaren, byen er stille vågnet udenfor, nu kan Ditte kalde sig Ugens Kurt og jeg kan tage ud og fange den næste historie til vores læsere.

bit.ly/LethiFredericia — Skal du opleve legenden i Fredericia? Så klik her

Ugens Kurt: Michael Hansen

Af

Patrick Viborg Andersen

-

07:00 - 11. marts 2019

0

Michael Hansen, Ugens Kurt — Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

Michael Hansen er en kulturinstitution i Fredericia. Han er kunstnerisk leder på Teater Malstrøm, og foruden det er han lærer på Mølholm Skole i Vejle. Lær i denne udgave af Ugens Kurt Michael Hansen endnu bedre at kende.

Michael Hansen har travlt for tiden, men det lykkedes os at finde et tidspunkt, hvor vi kunne mødes.

Burlesque kører for fulde udblæsning på Det Bruunske Pakhus, og foruden Teater Malstrøm har Michael også sit lærerjob at se til, men vi startede et helt andet sted og spolede tiden tilbage til Michaels barndom.

“Jeg er født og opvokset i Fredericia, men da jeg var 13 år flyttede vi til en by mellem Randers og Viborg. Min far skulle finde sin drøm, og nogle år senere drog vi ned til en by tæt på grænsen. Derfra kom jeg på skuespillerskolen i København. Jeg startede der i 1978, og var så stædig at jeg talte jysk. Det lød forfærdelig, så jeg fik undervisning for at få rettet op på det,” siger Michael Hansen og fortsætter:

“Jeg blev udlært i 1981 og vidste ikke helt, hvad jeg ville inden for skuespillerfeltet, men jeg havde præferencer til musicals og underholdningsgenren, men der var en dame, som ændrede det hele – en af divaerne. Det var Birgitte Kolur fra Østrig, hun er død nu, men hun fik fat i det. Det var et specielt miljø med hende, men hun fandt ud af, at min hylde var at eksperimentere og selv skulle skabe det. Jeg skulle være instruktør og så “legede” jeg med hende.”

Hvornår fik du din instruktørdebut?

“Det var i 1984 på det, der i dag hedder Husets Teater, som ligger på Halmtorvet i København. Der boede alle de gale, jeg blev rørt, da jeg havde instrueret mit første stykke,” forklarer Michael, der havde fundet sin hylde:

“Jeg vidste mere eller mindre, at jeg var kommet hjem. Jeg havde altid synes, at det var vanvittigt svært at blive skuespiller og man skulle kæmpe med det, og give noget af sig selv følelsesmæssigt. På den måde blev jeg doven. Jeg ville kun, hvis det virkelig var en udfordring. Jeg havde en nemmere tilgang til at være instruktør med at se filmen i hovedet,” siger Michael.

Hvordan er det så nu at stå med Teater Malstrøm?

“Det er en drøm, der er gået i opfyldelse med Malstrøm,” konstaterer Michael, der fik stor hjælp af sin forlovede Martin Bach Sørensen:

“Det betyder meget, at det var ham, som satte det i gang. Han kunne mærke, at jeg var tæt på målet. Jeg var glad, da jeg manglede min egen legeplads. Martin sagde, at han ville lave den. Han er mega administrativ, og fik det op at stå, Det var rigtig dejligt, da man her i byen har Fredericia Teater, men der manglede en pendang til det store teater. Et sted, hvor andre mennesker kunne komme og prøve sig af i profesionelle rammer.”

Især det, at Teater Malstrøm ligger i Fredericia er noget, som betyder meget for Michael.

“Det er vildt fedt at have det i hjembyen og dele det, som man laver med så mange.”

Fars rejemadder og accept

Michael boede tæt på den tyske grænse, som de flyttede ned til, da han var 16 år. Det var en tid, som var speciel for ham.

“Det var mystisk at gå rundt i Sønderjylland, hvor far havde drømme og var jægersoldat. Jeg var langt fra i samme gade. Han synes, at det var tåbeligt, at jeg ville være skuespiller. Han forstod det dog, efter han havde set en forestilling med mig. Min far havde et hemmeligt apotekskab, som han nærmest aldrig åbnede. Han åbnede det kun, når noget skulle hyldes. Klokken 3 en nat smurte han rejemadder og nu skulle vi skåle på det, og han synes, at jeg var skidegod,” siger Michael, der er homoseksuel og det endte hans far også med at acceptere:

“Han serverede igen natmaden. Han sagde ikke direkte, at han accepterede det, men han fortalte om en oplevelse til en fest, hvor en bøsse var blevet drillet og hvor min far så havde hjulpet ham. Det var en form for accept fra hans side.”

Hvordan finder man ud af, at man er homoseksuel?

“Der er den klassiske med, at man bliver forelsket i klasselæreren. Der kunne jeg så mærke, at jeg tilhørte en anden hylde. I en ung alder flyttede jeg til København, hvor det var nemmere at acceptere, da byen er større og alt det der. Jeg fandt ud af det, og i en sommerferie tog jeg hjem og fortalte familien om det,” forklarer Michael og fortsætter:

“Man skal stole meget på det gode menneske. Jeg havde en helt masse grusomheder, om hvad der kunne ske og hvad jeg kunne møde. Jeg mødte ikke nogen modstand og den eneste, der ikke kunne sige noget, var min far, men han anerkendte det på sin helt egen måde klokken 3 om natten med rejemaden.”

I teatermiljøet er der flere, som er homoseksuelle og det gjorde det også nemmere for Michael.

“Jeg blev nem at acceptere pga. det miljø, der er. Jeg lærte, at det er i orden og havde respekt og stolthed med det. Jeg tog hjem og fortalte det, fordi jeg ville leve mit liv ,” forklarer Michael.

Folkeskolelærer og fremtiden

Foruden at være kunsternerisk leder på Teater Malstrøm har Michael også et job som folkeskolelærer på Mølholm Skole i Vejle.

“Jeg har været der i et år og underviser i dansk, historie, religion og kristendom. Jeg er kontaktlærer for en 8. klasse og har et drømmeskema og nogle rigtig gode kollegaer. Jeg er meget glad for at være på Mølholm Skole,” siger Michael og slår fast:

“Jeg elsker lige så meget at undervise som at lave teater. Jeg kan godt lide fagligheden i det. Der er flere koblinger mellem de to ting. Eksempelvis er mit ynglingsfag dansk, da der er fortolkning i det,” forklarer Michael, der tog læreruddannelsen i Jelling og Haderslev.

Michael og hans forlovede Martin har talt om, hvad der skal ske i fremtiden. Særligt et punkt springer i øjnene.

“Vi vil gerne have et barn, og vi har prøvet i syv år via regnbuefamilier, men har ikke fundet den rette. Nogle af de kvinder, som vi har forsøgt at lave aftaler med, har fundet ud af, at de ville have deres egen mand,” siger Michael og fortsætter:

“Martins argument for at ville have et barn er, at han er 20 år yngre, og han gerne vil have familie, når jeg skrider, som han udtrykker det. Det forstår jeg udmærket godt og accepterer det fuldt ud.”

Skal I giftes på et tidspunkt?

“Vi er jo forlovet så på et tidspunkt, men ikke foreløbigt. Vi har fra den dag, hvor vi blev forlovet, talt om det. Det er ikke øverst på listen. Til gengæld rejser vi rigtig meget,” indskyder Michael og fortsætter:

“Jeg har været i 48 lande. Jeg havde været i ti lande inden jeg møde Martin, så der er sket noget. Det er ikke charterrejser, som vi tager på, men oplevelser. Eksempelvis har vi været i Malaysia på rygsækferie. Det var meget anderledes med tre forskellige kulturer under samme flag med Kina, Indien og Malaysia. Jeg føler, at jeg har været i tre forskellige lande, da de har forskellige religioner, men det er er vildt at tænke på, at de lever i fred under samme flag,” siger Michael og fortsætter:

“Martin er rigtig god til at arrangere rejser og han gider ikke de traditionelle feriemål. Hele sidste sommer var vi i Transsylvanien Der er meget mere en Dracula,” siger Martin og griner.

“Udover Dracula er de meget gæstfrit i det smykke område, som ikke er ødelagt af turisme. Man kan få en tre retter luksusmenu med drikkevarer for 50-60 kroner.”

Hvor går næste tur hen?

“Vi skal til Nordspanien. Vi kører derned, og tager turen igennem Tyskland og Holland. På vej hjem tager vi via Frankrig og Luxemburg, hvor jeg ikke har været før,” fortæller Michael, der har en særlig passion for mad:

“Jeg har mega travlt, men når tiden er der elsker jeg at lave mad og er vist nok ret god til det. Når vi rejser er en stor del af det også madoplevelsen, hvor vi smager på det forskellige. Vi bliver helt høje af det.”

Fredericias udvikling og tanken om at fylde 60 år

Michael har på nærmeste hold set Fredericias udvikling, og adspurgt på favoritsteder i hans fødeby svarer han:

“Her! Jeg holder meget af det her sted. Det er et af de få autentiske steder, som er originalt. Mums er også et godt sted, jeg kan godt lide at komme derind med kollegaer – det er som at sidde i stuen derhjemme,” siger Michael og fortsætter:

“Fredericia vokser i den rigtige retning og er inde i en god udvikling. Jeg oplever selv på skolen i Vejle, at de tager til Fredericia for at opsøge os, det skete ikke førhen. Der tog man nærmere fra Fredericia til Kolding Storcenter, men den udvikling er vendt,” fortæller Michael, der fylder 60 år til december:

“Jeg ved ikke, hvordan det bliver endnu, men da jeg blev 50 synes jeg, at man kunne se tingene i relief og jeg hvilede i mig selv. Det er lidt mærkeligt med de 60 år. Man får jo seniordage på arbejdet, og man får hele tiden breve fra Ældre Sagen,” siger Michael, som glæder sig over sit liv:

“Jeg har et fantastisk liv og bor i et fantastisk hus, og er forlovet på tiende år med den rigtige. Jeg har et drømmejob, og når man har alt det, når man bliver 60 år, er man vel priviligeret. Selve alderen er sådan lidt…”

Drømmen om større rammer til Teater Malstrøm

Forestillingen Burlesque spiller for fulde huse i Det Bruunske Pakhus for tiden. Selve processen op til har været noget af en oplevelse for Michael.

“Vi søgte frivillige syerske. Da der skulle komme nogen en onsdag aften kom der hele 14, og det var ikke 14 hvem som helst. Det var 14 kvinder, som kunne hele svineriet. De var 26 år og op til 70’erne,” siger Michael, som glæder sig over netop hans egen rolle som kunstnerisk leder:

“Jeg kan ikke beskrive hvor stor en drøm det er. Førhen, da jeg var selvproducerende, skulle jeg lave det hele med regnskaber osv. Her er der nogle, som tager sig af det hele. Det er en fantastisk familie, der er kvalificeret og brænder for området,” forklarer Michael og fortsætter:

“Hver onsdag mødes vi, og frivilligheden fungerer virkelig i bedste velgående hos os, hvor vi har det rigtig godt sammen. Sypigerne har en regel om, at nogle gange tager de badedragter med og så går de ned og bader på stranden

Hvad er fremtidsdrømmen- og planerne med Teater Malstrøm?

“Vi skal blive ved med at lave godt teater og ikke gå på kompromis med noget. Vi skal gøre tingene på vores måde,” siger Michael, der har et specielt ønske:

“Vi kunne rigtig godt tænke os at lave en stor forestilling i Eksercerhuset, vi skal bare have lov. Vi vil gerne have plads til powerforestillinger, hvor vi giver den gas over fire forestillinger. Vi vil have en fast plads og have en teaterskole,” forklarer Michael og uddyber:

“Vi er dem, der er bedst til at udvikle talenter i Trekantsområdet. Vi har haft elever fra alle syv byer i området. Jeg er god til at fremme talenter, og det kunne være fedt, hvis vi kunne få en heldagsteaterskole, hvor vi kan få lov at buldre igennem,” lyder det fra Michael Hansen.

Fakta Michael Hansen
Er 59 år
Født i Fredericia
Forlovet med Martin Bach Sørensen
Kunstnerisk leder på Teater Malstrøm
Lærer på Mølholm Skole i Vejle

Ugens Kurt: Peter Møller

Af

Patrick Viborg Andersen

-

07:00 - 4. marts 2019

0

Peter Møller, Ugens Kurt — Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Peter Møller er 55 år og har siden 2011 drevet Estate Peter Møller, som den dag i dag ligger i Peters egen hood på Erritsø Bygade. Peter kan også skrive tidligere ligaspiller på sit cv, og han har en kærlighed til Rammstein. Læs om det og meget mere i denne udgave af Ugens Kurt.

Peter var tidligt på den, i forhold til vores aftalte tidspunkt . Han har sat sig ved højbordet på Kurt’s Kaffebar og talte med en, inden jeg trådte ind ad den ringene dør klokken 10:30.

Et af de store samtaleemner for tiden er FHK. Peter startede også med at konstatere: “Det går da meget godt.” Uden at have sagt, hvad der går godt, var jeg dog ret sikker på, at det var FHK, som der blev talt om. Peter er selv tidligere håndboldspiller, og hans datter, Ida, spiller på FHKs 1. divisionsdamehold.

Det var dog i en helt anden gade at vores udgave af Ugens Kurt startede. Vi spolede tiden tilbage til Peters barndom, hvor han gik på Bakkeskolen.

“Det var fedt at være ung i Erritsø. Vi havde et godt sammenhold, og hyggede os i idrætsklubben, dengang spillede man fodbold om sommeren ,” siger Peter, der nød tiden på Bakkeskolen:

“Det var superfedt. Jeg havde Jørgen Heidemann (spiller fra Fredericia KFUMs storhedstid i håndbold) til matematik og idræt, så det var meget godt.”

Tendensen med en “håndboldlærer” fortsatte, da Peter startede på Handelsskolen.

“Jeg havde Hans Jørgen Knudsen, der var ynglingetræner i KFUM i 100 år. Jeg og min klassekammerat Morten havde særlig vilkår, når vi ikke havde lavet lektier og havde Hans Jørgen. Vi fik ikke skæld ud, da det havde været pga. træning. Så prøvede en fra vores klasse at gøre det samme, men han fik en skider. Det var han noget fortørnet over, men forskellen var, at han ikke havde været til håndboldtræning – det havde vi,” siger Peter med et grin.

Et år blev det til for Peter på Handelsskolen, hvorefter han kom i praktik.

“Jeg ville ind i en bank – det var så moderne dengang. Jeg tog det, der hed EFG handel og kontor, og da der var gået et år magtede jeg ikke skolen mere. Derfor tog jeg rundt med ansøgninger til alle byens pengeinstitutter og fik så tilbudt en læreplads i Bikuben, der blev til BG Bank,” forklarer Peter og kommer ind på tiden i banken:

“Det var en fed tid, og jeg var der også efter læretiden. Den dag i dag forstår jeg ikke, hvad der var fedt i bankbranchen, men dengang synes jeg, at det var fedt.”

Hvad var der fedt ved det?

“Kollegaerne var unge, og vi mødtes også med de andre pengeinstitutter i byen om fredagen på Generalen. Det var før Generalen blev til et slags diskotek. Der sad vi så og drak nogle øl med hinanden og “svinede” hinanden til i en god mening,” forklarer Peter med et smil på læben og fortæller, hvad der skete efter tiden i Bikuben:

“Jeg kom til Middelfart Sparekasse, og var der i midten af 90’erne, hvorefter jeg i 1999 blev ejendomsmægler og startede ved Danbolig.”

Hvornår læste du til ejendomsmægler?

“Jeg læste til ejendomsmægler i 90erne. Jeg fik blod på tanden, og synes, at det lød spændende, så jeg prøvede det. Samtidig spillede jeg håndbold i Nyborg, hvor vi trænede mandag, tirsdag, torsdag og fredag, så det passede med, at jeg kunne være i skole onsdag,” siger Peter og fortsætter:

“Jeg var fem år om det, fordi jeg ikke havde tid til mere. De fleste andre tog dobbeltfag, men det kunne jeg ikke pga. tidsmangel , så jeg tog det roligt.”

Hvordan var brancheskiftet?

“Det var en helt anden branche, og derfor griner jeg også den dag i dag af mig selv. Når jeg snakker med gamle kollegaer i dag kan de godt forstå, at jeg valgte noget andet end at være bankmand. Det at være bankmand i dag er ikke noget for meget, jeg har for meget krudt i røven,” siger Peter.

Peter Møller startede op som mægler hos Danbolig, men han skiftede hurtigt job.

“Jeg kom til Home, efter at have været hos Danbolig. Jeg var hos Home i 12 år, og havde en rigtig god tid der. De gamle indehavere solgte butikken, og de nye ejere ville andre ting, så jeg stoppede og åbnede mit eget,” fortæller Peter og fortsætter:

“I 2011 åbnede jeg min egen forretning i Sjællandsgade, og rykkede så til Erritsø i 2016. Det var mega spændende at åbne, da jeg jo ikke havde noget at sælge. Heldigvis kom det hurtigt via et godt netværk i byen, hvor jeg føler, at folk havde tillid til mig, også qua min fortid som bankmand.”

Hvordan var det første salg?

“Det var fantastisk, jeg husker, at det var en lejlighed i Danmarksgade med Rasmus og Annette. Når vi ser hinanden den dag i dag taler vi stadig om, at det var mit første salg,” forklarer Peter.

Hvordan kan det være, at du åbnede i Erritsø?

“Fordi at der ikke var nogen i Erritsø. Der var ikke noget galt med at være i byen, men jeg ved ikke hvorfor man absolut skal ligge i byen, hvor der er dårlig parkering. Jeg kom ud, hvor jeg selv bor og er vokset op, og har et rigtig godt netværk. Det er ikke fordi, at der er noget galt med byen, men ude ved mig er der parkering foran døren, gode vinduer og andre ting,” siger Peter inden han slår fast:

“Jeg savner faktisk byens puls, hvor man lige kan gå rundt og sige hej. Eksempelvis at gå ned til Peter Lindvig på Den Engelske eller ind i Smagløs til Hanne. Jeg havde ikke se det komme, at jeg ville mangle byen på den måde.”

Hvordan var tendensen på markedet, da du startede op selv?

“Det var sagt på godt dansk et lortetidspunkt, men hvis man kunne få biksen op at køre der, kunne det ikke gå galt. Det kunne heldigvis lade sig gøre, og det går fremad. Der er positive tendenser, også i byen generelt, der sker mere i Fredericia end for 5-10 år siden,” forklarer Peter og kommer ind på, hvor han er om 5-10 år:

“Jeg sidder formentlig i vores lille butik. Jeg nyder at komme på arbejde hver dag, det er livet at være mægler.”

Håndboldspilleren Peter Møller

Peter Møller er også kendt som en håndboldmand, og vi foretog derfor et emneskifte og talte om, hvornår han begyndte at være seriøs med håndbolden.

“Det var i 1985, hvor jeg spillede 2. division (landets næstbedste række, red.) i Tommerup. Det var Keld Andersen fra Fredericia, der var træner derover. På holdet var Per Hunniche og Ole Jensen, og der var en plads i bilen, og da de manglede en stregspiller kom jeg med. Jeg spillede der en sæson, men holdet gik i opløsning efter en sæson, men jeg blev kontaktet af Nyborg, der storsatsede,” siger Peter Møller og fortsætter:

“Jeg spillede tre sæsoner i Nyborg, som jeg rykkede op i ligaen med. Jeg havde aldrig rigtigt spillet i byklubberne i Fredericia, men i 1989 skiftede jeg til F’ernes projekt, og videre til FHK i 1990, da klubben blev stiftet. Det var en rigtig god tid, vi startede i 3. division og kom i ligaen.”

Det at FHK er en fusion mellem de to gamle rivaler, Fredericia fF og Fredericia KFUM gav også udfordringer.

“Det var sjovt dengang med mange lokale på holdet. Det var benhårdt til træning, og jeg blev anfører – formentlig af den simple årsag, at jeg hverken var F’er eller KFUM’er. I den første sæson skete det også, at der blev lidt slagsmål til træning, men vi blev altid gode venner,” siger Peter og fortsætter:

“Vi rykkede op fra 3. til 2. division i den første sæson. Vi havde egentlig et pisse dårligt angreb, men vi havde et betonforsvar og holdt modstanderne på under 20 mål. Vi havde “Muggi” i kassen, og var virkelig gode. I 2. division fik vi blandt andet John Jacobsen og en fra Fyn, der hedder Jan Henriksen. Jan var venstrehåndsspiller. Vi rykkede op i ligaen, hvor jeg spillede et par sæsoner, inden jeg stoppede i 1996.”

Peter Møller har siden holdt interessen ved håndbolden ved lige. Særligt følger han FHKs damer, hvor to af hans børn, Stine og Ida, spiller. Stine spiller ikke på førsteholdet mere grundet tidsmangel, mens Ida stadig gør sig på 1. divisionsniveau.

“Jeg følger mest med i pigehåndbolden, og har ikke set en hel herrekamp længe. Det er lidt mærkeligt, men det er fremmed for mig at komme derud. Det er fedt, at det kører godt, men jeg bliver ikke helt fanget af det, hvilket kan hænge sammen med, at det ikke er særlig mange lokale spillere, som er på holdet,” siger Peter, der dog har ros til FHKs projekt:

“Jeg synes, at det er spændende, og der bliver gjort et godt stykke arbejde. Jeg håber, at de formår at komme op i ligaen.”

Rammstein

Peter Møller har sparsomt med fritid, da spørgsmålet gik på, hvad han får tiden til at gå med, når den ikke står på arbejde, men der er dog ting på programmet for Peter.

“Jeg går lidt i fitness i Erritsø, så tøffer jeg lidt rundt og har mit hus og have. Jeg har også et par hunde, der godt kan lide at gå,” siger han og kommer ind på, hvad han benytter sig af mht. kulturelle tilbud i Fredericia:

“Jeg er tilhænger af musik og Tøjhuset. Jeg er mega fan af Sort Sol, som leverede en fed koncert sidste år. Jeg drømmer om, at Rammstein kommer her til byen, men nu ser jeg dem 19. juni i Telia Parken i stedet,” griner Peter, der har Rammstein som favoritbandet:

“Det er den mere hårde afdeling, jeg har egentlig en meget bred smag, men Rammstein er nummer et,” lyder det fra Peter Møller.

Fakta Peter Møller
Har altid boet i Fredericia
Er 55 år
Har tre børn
Bor med samlever

www.eventc.dk — Skal du med til nogle fede koncerter? Klik her og se mere.

Ugens Kurt: Arne Gaardsted Jørgensen

Af

Patrick Viborg Andersen

-

07:00 - 25. februar 2019

0

arne gaardsted jørgensen, ugens Kurt — Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Arne Gaardsted Jørgensen er forstander på Den Kreative Skole på 11. år. Han er kommet i den varme stol på Kurt’s Kaffebar, hvor han fortæller om opvæksten på Fyn, sin erhvervskarriere, hvilken musical på Fredericia Teater han synes bedst om og meget mere.

Jeg træder ind ad døren på Kurt’s Kaffebar. Ved højbordet sidder Arne allerede klar, og spørger om vi skal finde en anden plads eller blive siddende, hvor han gør. Vi bliver siddende ved højbordet og Ismail byder på en sort kop kaffe, og så begynder vi ellers at ridse Arnes liv op fra ende til anden.

Inden vi for alvor går i gang taler vi om, at der nok ikke er mange, der kender så meget til Arnes liv, foruden delen med Den Kreative Skole.

Vi spoler tiden helt tilbage til den spæde barndom. Arne er født og opvokset i Ollerup på Sydfyn, og jeg spørger til hans skoletid.

“Jeg fik først på friskole og siden hen i folkeskole. Efterfølgende tog jeg en HF, og kom ind på musikkonservatoriet i Odense. Her mødte jeg min hustru Annette, der startede samtidig som mig. Jeg gik der i fire år, og under orlov var vi i London for at studere,” siger Arne.

Hvordan var det at gå på musikkonservatoriet?

“Det var en fantastisk tid, det var et forholdsvis lille konservatorium. Vi var omkring 120 studerende, så vi var én stor familie. Vi var der hele tiden, og vi fik mange venner,” forklarer Arne.

Hvordan var det at være i London?

“Det var en helt ny måde at blive undervist på. Jeg var heldig at gå ved en super lærer, som gjorde det meget modsat af læreren fra studietiden. Dit var en fin måde at lære at arbejde på. Det var en arbejdsmetode, som man kunne bruge til at løse udfordringer, hvis man fik et vanskeligt stykke,” siger Arne.

Efter endt uddannelse fik Arne et job på Sorø Musikskole.

“Det var rigtig fint. Det var tilbage i 1983 på en forholdsvis lille skole, der blomstrede op. Der var dejlige elever og fine forældres. Det var en fin egn at bo i dengang, og vi har stadig venner fra den periode. Da vi var lidt unge tænkte jeg, at jeg ikke skulle være det samme sted resten af livet. I 1994 flyttede vi derfor til Kolding, hvor jeg blev Souschef på Kolding Musikskole. På et tidspunkt var vi 2500-2700 elever, så den var rigtig stor. I nogle år havde jeg kigget på Den Kreative Skole i Fredericia som et spændende sted, og havde sagt, at jeg ville søge stillingen, hvis den blev slået op. Det skete i 2008, hvor jeg var var heldig at få jobbet,” siger Arne.

Eventyret med Den Kreative Skole

Jobskiftet til Den Kreative Skole var lige Arne. Han er rigtig glad for at være forstander på skolen.

“Det var en meget positiv oplevelse arbejds- og skolemæssigt. Jeg har oplevet mange åbne arme og interesse for skolen. Fredericia Kommune er et godt sted at arbejde, og vi er vokset fra at være 800 elever til at være 1300. Vi har stor opbakning fra eleverne og forældrene, så det er i høj grad en kollektiv indsats på skolen, hvor vi har startet nye linjer op,” forklarer Arne.

I sidst uge blev Fredericia Kommune udpeget til talentkommune på baggrund af netop Den Kreative Skole.

“Det har været fantastisk positivt og bekræftende for det arbejde, som vi gør på skolen. Interessen vokser og den holder sig konstant. Vi har igen en venteliste – det er egentlig synd for børnene, men det er godt for interessen,” siger Arne.

Hvordan kan det være, at Den Kreative Skole blomstrer så meget?

“Jeg tror, at det har noget med byens udvikling at gøre. Vi rammer tidsperioden, hvor der er stor energi i byen til at ville noget nyt og få øje på nye ting. Mange forældre og børn har fået øje på Den Kreative Skole,” udtaler Arne og kommer ind på, hvordan det er at være i samme by som musicalakademiet og Fredericia Teater:

“Det er spændende, især nu når vi har en musicallinje. Jeg ved, at vi har én elev, der søger ind på akademiet og vi har flere på vej. Jeg er sikker på, at det er inspirerende for eleverne med akademiet og teatret. Det er et heldigt match at være et sted, hvor tingene blomstrer, da det smitter af på hinanden. Vi ungdomsafdelingen og teatret er de profesionelle. Så har vi akademiet, der er en videregående uddannelse, som er fantastisk at have i byen. Vi har også et samarbejdet med akademiet, hvor vi bruger deres undervisere til eksempelvis dans.”

Hvordan er det at se teatrets ene mesterværk efter det andet?

“Det er toppen at se de store. Det er en særlig fornemmelse at vente på en premieraften, og når det så er en af vores elever, der åbnede eksempelvis Shu-bi-dua, så tænker man på, hvordan det må være som 12-årig at gå ind på scenen,” forklarer Arne og nævner sin egen personlige favorit af de stykker, som der er fremført på Fredericia Teater:

“Klokkeren fra Notre Dame var helt vildt flot. Det var sådan, at hvis nogen havde sagt, at man kunne tage enden ud fra scenen, kunne man dufte gaderne i Paris. Så overbevisende var setuppet.”

Det næste store stykke på Fredericia Teater er She Loves You og Arne spår, at det bliver en succes.

“De er jeg sikker på. Det bliver vildt flot, og det er fantastisk musik, som har præget flere generationer siden 60’erne,” siger Arne.F

Priserne til Den Kreative Skole

Sidste år fik Den Kreative Skole og Fredericia Kommune overrakt prisen som årets musiksskolekommune, og det er noget Arne ser tilbage på med glæde.

“Det var stort at få overrakt prisen på scenen sidste år i Tivoli sammen med Lars Ejby. Det var virkelig en stor cadeau til kommunen. Det hed sig, at det var en musikskolepris, men vi fik at vide, at det var en kulturskolepris,” siger Arne.

I sidste uge skete det igen. Sammenspillet mellem Fredericia Kommune og Den Kreative Skole udmøntede sig i, at Fredericia Kommune blev udpeget til en talentkommune.

“Jeg blev lidt overrasket over det. Det er en kollektiv pris til skole og kommunen for et langt sejt træk. Vi er en kulturskole, men har også fokus på talentindsats og udviklingsplaner, så på den måde var det fair med sådan en pris,” forklarer Arne og kommer ind på processen bag:

“Jeg vil sige, at da jeg læste om muligheden kunne jeg godt se, at der skulle stå Fredericia på en af dem, der ville blive udpeget. Der gøres en flot indsats med den plan, som vi har lagt. Der var mulighed for at søge midler i puljen og få statussen som talentkommune. Hvis man skulle have midler, skulle man også have penge med i det, men det gjorde vi ikke, da vi lavede en talentlinje for et halvt års tid siden, og det var vigtigt, at det ikke blev lavet om igen.”

Det er et eksklusivt selskab, som Fredericia Kommune og Den Kreative Skole nu er blandt. Blandt andet fremhæver Arne Holstebro Kommune som en inspirationskilde.

“Vi har ikke mødtes med kommunerne endnu, men det kommer vi til. Jeg er enormt glad for, at vi nu er talentkommune, især da jeg så, hvor få der er det,” siger Arne.

Hvad er fremtidsplanerne med Den Kreative Skole?

“Vi har gang i en musical med mange elever. Tiden er kommet til at lave en forestilling, hvor vi bruger hele skolen og det gør, at vi om en måned skal optræde i Fredericai Idrætscenter. Der kommer til at være elever fra fire års alderen og helt op til 24 år,” fortæller Arne og fortsætter:

“Jeg har virkelig respekt for, at man har fået enderne til at nå sammen. Det er sjovt for eleverne at være med til, selvom de første prøver nok bliver lidt kaotiske, men det skal der nok komme styr på.”

Sting og biografiture

Vi er ved at have drukket kaffen færdig, og vi mangler at runde Arnes privatliv, som jeg spørger ind til.

“Min kone og jeg bor i Kolding. Hun arbejder i Haderslev, så det passer meget godt at bo der midt i mellem vores to arbejdspladser. Arbejdet fylder en del for os begge to, men vi rejser en del og har blandt andet kørt til Frankrig og Norditalien,” siger Arne.

Både Arne og Annette er musikelskere, og det afspejler deres fritid også.

“Vi hører tit koncerter, og vi tager også i biografen,” konstaterer Arne og peger på favoritbandet:

“Vi er rigtig glade Sting. Han rammer et eller andet med sine tekster.”

Arne fortæller, at Annette oprindeligt er fra Fredericia, men nu er det ham, der viser hende rundt i byen.

“Hun har har ikke boet her i mange år. Det er spændende at se udviklingen i byen i de her år, hvor det hele blomstrer,” siger Arne.

Hvis vi kigger ud i fremtiden, hvad er dine planer så?

“Jeg er rigtig glad for min job, og det er en opgave, der er blevet et stort foretagende. Man skal fortsætte med at udvikle sig, og man skal være nærværende i sin ledelse, og det forsøger jeg på. Jeg kan ikke se mig selv andre steder pt.,” lyder det fra Arne.

Fakta Arne Gaardsted Jørgensen
Er 62 år
Født i Ollerup på Sydfyn
Gift med Annette på 40. år
Forstander på Den Kreative Skole
Bor i Kolding

https://v2.billettend.dk/index/eventdetails/eventno/75792 — Køb billet her

Ugens Kurt: Helle Høyer

Af

Thomas Lægaard

-

07:00 - 18. februar 2019

0

Denne Ugens Kurt er en varm fortælling med et af de kendte ansigter fra detailhandlen i Fredericia. Vi sætter Helle Høyer fra Kop & Kande i den varme stol over en kop kaffe på byens kaffebar, alt imens byens liv stille vågner udenfor.

Man skulle ikke tro, at det var vinterferie, vejret er mildt og det drypper en lille smule udenfor. Skulle der være en enkelt sky, så kan denne Ugens Kurt fjerne den med sit smittende humør, mød den 55-årige Helle Høyer fra Kop & Kande.

Helle er født i Kolding, men hun har haft sin opvækst i Taulov. Det var en klassisk dansk historie med gode skoleår i folkeskolen fra første til tiende klasse, en masse legekammerater på villavejen og en søskenendeflok på fem.

“Det var et dejligt sted at vokse op, Taulov Skole var god. Min mor var hjemmegående, så det var meget trygt. Jeg gik til gymnastik og jeg var spejder, da jeg var lille. Vi har altid lært, at vi skulle tjene vores egne penge, så meget at min fritid gik også med børnepasning”, siger Helle.

Søskendeflokken bød på fire piger og til sidst en dreng, Helle var placeret lige i midten af rækken. Da Helle kun var 17 år gammel, startede hun i lære, det blev faktisk starten på en lang karriere i samme fag. På grund af den unge alder, måtte hendes far skrive under på lærekontrakten. Læretiden skulle foregå i Fredericia, hun skulle i lære som isenkræmmer hos Trævarehuset i Købmagergade. Hun tog turen til Fæstningsbyen i to år, indtil hun som 19-årig flyttede til Fredericia i Jyllandsgade nær kasernen.

“Det var fuldstændig tilfældigt, at jeg kom i lære som isenkræmmer, jeg var faktisk også deres første elev. Efter nogle år skiftede det fra Trævarehuset til Imerco. Selvom det var tilfældigt, at jeg blev isenkræmmer, så kunne jeg aldrig tænke mig noget andet”, siger Helle.

Helle har en god egenskab, man føler sig enormt tryg i hendes selskab, hun både lytter og fortæller. Der bliver derfor også tid til lidt udenomssnak og kaffedrikkeri. Helle drikker den sort, jeg har valgt den med mælk.

“Efter nogle år som udlært, så skulle der ligesom ske noget andet. Jeg så en annonce i avisen, at de søgte en isenkræmmer i Hammel, jeg vidste slet ikke, hvor Hammel var dengang”, griner Helle, hvis latter er meget smittende.

Helle fik jobbet og boede nogle år i Hammel. For hende var det spændende at skulle prøve noget andet i en anden by. Hun havde nogle gode år i Hammel, det var en sjov tid i et center, hvor der var mange andre unge. Hun har faktisk stadig venner deroppe i det midtjyske.

Helle fik en kæreste, der fik hende sendt tilbage til Trekantområdet. Hun flyttede til Kolding, hvor hun faktisk har boet lige siden. Udover at komme tilbage, så blev hun også gift og fik to dejlige piger. Hun fik job som isenkræmmer hos Lumbye i Kolding, hvor hun efter nogle år søgte tilbage til Fæstningsbyen. Helle fik igen job, hvor hele isenkræmmereventyret startede: På sin gamle arbejdsplads, Imerco.

“Det var svigersønnen fra lærepladsen, Mogens Christensen, der havde overtaget det, det er næsten 26 år siden. De havde en sød kvinde ansat der, som hed Lise Møller, vi fandt hurtigt hinanden og der startede vores venskab”, siger Helle.

Helle forlod så Imerco igen, men hun lod ikke Lise i stikken særlig længe, hun var væk cirka fem år, hvor hun arbejdede med isenkram på engros-siden. Men hendes venskab med Lise var intakt og det nåede nye højder, da de så sammen åbnede Kop & Kande i september 2010.

Samarbejdet med Lise er næsten som Ying og Yang, Helle er taknemmelig for deres samarbejde, hun tror heller ikke, at hun ville kunne eje en butik uden Lise og omvendt. Faktisk føler Helle sig en smule amputeret, hun mangler sin gode veninde ved hendes side, her imens hun deler ud af sit liv som Ugens Kurt.

I hele 38 år har Helle været isenkræmmer, ja udover barnepige, så har hun ikke været andet.

“Jeg har det lidt sådan, at jeg har en isenkræmmer i blodet. Der sker så meget i branchen, der kommer noget nyt hele tiden. Jeg har prøvet flere kæder og har både været almindelig ansat, arbejdet i et engrosfirma og nu butiksejer, jeg bliver aldrig træt af det. Kop & Kande er en fantastisk kæde, det er en kæde i udvikling”, siger Helle.

Det at have butik sammen med en god veninde giver også muligheder for at planlægge sin fritid bedre, og er der en ting som Lise og Helle er enige om, så er det at passe på familien. Helle er lige blevet mormor igen, først kom Ellen som er to år nu, og så er Agnes lige kommet til verden. De to butiksejere har på skift fri, hver onsdag til at holde bedstemordag.

“Det er så vildt at blive mormor, det er næsten større end det er selv at blive mor, man har mere overskud til det nu, end man havde dengang. Enten holder Ellen helt fri eller jeg henter i institution, så tager vi i skoven eller fodrer ænder, det er kvalitetstid hele vejen”, siger Helle om rollen som Mormor.

Fritiden

Helle og hendes mand elsker at rejse, det går ferierne ofte med. Rejserne kan variere om det er langt eller tættere på, men en ny rejse er i støbeskeen, hvor Helle og manden gerne vil køre rundt i Canada i en autocamper. En anden ferie, der også er planlagt er med hele familien til Bornholm, så de to små, svigersønnerne og manden kan få deres første møde med Solskinsøen. Både manden og Helle er selvstændige, så de nyder deres fritid, de har sommerhus ved Sandersvig,som de nyder så tit, de kan.

Familiens hund bliver luftet, og så træner Helle lidt i fitness.

Kop & Kande

“Jeg har altid brugt køreturene fra Kolding til planlægning, det har været en god opladning. Det der har været sværest ved rejsen som selvstændig har nok været det med at lede folk, jeg er ikke den fødte leder. Men jeg står for personaledelen, det kan være svært at få til at gå op. Vi har et godt team og personale, men jeg er nok bedre til at være købmand”, griner Helle.

Helle er nervøs for om, hun nu kom til at fremstå som en dårlig leder, det giver lige anledning til lidt grin. Vi drikker lidt af kaffen og fortsætter snakken om Kop & Kande og hendes makkerskab med Lise.

“Vi er et godt makkerpar, der var der også nogen, der tvivlede på fra starten, men det har kørt godt. Vi har delt tingene op: Jeg har alt køkkenudstyr og Lise har de skøre varer som porcelæn. Jeg har altid arbejdet med køkken og el, det synes, jeg er spændende. Jeg kan godt lide køkkenmaskiner, lige nu er det powerblendere, fuldautomatiske kaffemaskiner og sousvide. Der kommer hele tiden noget nyt”, siger Helle.

Angående at få en anden placering end i Midtpunktet, så er det noget de to ejere flere gange har drøftet. Men selvom butikken er tætpakket, så er den charmerende og ligner ikke mange andre isenkræmmerbutikker.

“Vi kunne da godt bruge 100 m2 mere, men flere af vores kunder er er glade for vores butik. Vi oplever også flere gange, at vi bærer varerne ud til kundernes biler på parkeringspladsen, det er en del af charmen ved vores placering”, siger Helle.

Det har været en særdeles hyggelig Ugens Kurt-beretning, og jeg skal uden tvivl forbi i løbet af ugen for at kalde Helle for Kurt. Mens jeg pakker min laptop væk, suser Helle ud af døren, op ad Gothersgade, hen ad Danmarksgade og ind i Midtpunktet. Der venter kollegaen Lise og Helle behøver ikke føle sig amputeret.

https://fredericiakunstforening.dk/ — Annonce

Ugens Kurt: Tonny Kollerup Nielsen

Af

Patrick Viborg Andersen

-

07:00 - 11. februar 2019

0

Tonny Kollerup Nielsen, Ugens Kurt — Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN

Tonny Kollerup Nielsen er kommet i den varme stol på Kurt’s Kaffebar. Tonny driver Dit & Dat, der flytter ind i Danmarksgade pr. 1. marts, men har tidligere blandt andet drevet en mobilbutik. Lær i denne udgave af Ugens Kurt Tonny bedre at kende, hvor han blandt andet fortæller om sin passion for trommer.

Tonny er allerede at finde på Kurt’s Kaffebar, da jeg kommer ind ad døren. Tonny står bag disken, og snakker med indehaver Ismail, som han tidligere har arbejdet sammen med. Der går også en håndværker rundt, som Tonny joker med, da de har en fælles fortid.

Alt imens Tonny joker med Ismail og håndværkeren får vi stille og roligt startet vores samtale, hvor vi starter med at spole helt tilbage til skoletiden.

“Jeg gik på Skjoldborgvejens Skole. Jeg havde Hr. og Fru Madsen,” udbryder Tonny.

Trods der er lidt aldersforskel på Tonny og jeg, er jeg ikke i tvivl om, hvem Tonny mener. Det er Benny og Lone Madsen. Selv har jeg haft Benny til idræt i de små klasser, hvor Lone havde pigerne.

“Du skal se, når vi har haft de her års komsammen,” siger Tonny og griner, inden han slår over i den seriøse tone:

“Det var en dejlig tid, det var en fed skole at gå på.”

Hvad skete der efter Folkeskolen?

“Jeg kom lære som murer. Jeg sprang fra lige før, at jeg blev udlært, og så tog jeg ud at sejle på alle de store verdenshave,” forklarer Tonny og fortæller, at murerfaget ikke var ham og det var derfor, at han ikke gennemførte uddannelsen.

“Hvis man er ung og sprælsk vil man gerne prøve noget, så det var det jeg faldt for dengang. Dengang havde man nemmere ved at få arbejde, men jeg bankede bare på, og så fik man job og startede mandag,” fortsætter Tonny, der sejlede rundt i fem år:

“Det var virkelig dejligt. Efter at have sejlet rundt kom jeg i lære som smed, og det var mere mig. Jeg blev færdigudlært, og det var rigtig godt. Ens forældre ville jo gerne have, at man fik en uddannelse,” siger Tonny med et smil.

“Jeg er stadig svejser den dag i dag, og jeg har brugt det meget siden. Jeg har været ved flere store smedevirksomheder, blandt andet har jeg arbejdet sammen med Ismail,” forklarer Tonny og peger over på Ismail bag disken.

“Jeg har selv et smedefirma i dag, hvor jeg lejer mig selv ud. Ellers har jeg arbejdet på kraftvarmeværker, slagterier og sådan noget – alt muligt inden for rust,” fortæller Tonny.

Dit & Dat og andre selvstændige eventyrer

Den dag i dag driver Tonny Dit & Dat, og han erkender, at det er hårdt, når han også har smedebranchen at se til.

“Det har været hårdt at drive to virksomheder, men det positive er, når der ikke har været noget i smedebranchen, har jeg kunne gå i butikken.”

Tonny har nærmest altid været selvstændig. Tilbage i tiden var han medejer af Dantalk.

“Jeg lå i Jyllandsgade med TK-Shopping, som var en del af Dantalk, hvor jeg ejede 20 % af virksomheden. Vi var Danmarks største mobileleverandør Mobilbranchen var rigtig stor dengang, og det var på vej frem,” siger Tonny, der havde en butik i både Kolding og Fredericia, hvor han i alt havde ni ansatte.

Eventyret med TK-Shopping stoppede i 2010, og så begyndte Tonny der, hvor det hele startede.

“Jeg begyndte som svejser igen, og kørte som selvstændig svejser i nogle år. Det var dejligt, og der er et helt andet miljø derude,” forklarer Tonny.

Hvad er forskellen på de to brancher?

“Det er to vidt forskellige ting, men der er ansvar i begge dele. Hvis en kunde ringer, så aftaler man en pris på det der skal svejses. Man skal være færdig med det som med alt andet,” konstaterer Tonny.

Nyt eventyr startede på baggrund af konkurs

Tonny gik en del år som selvstændig svejser, efter mobileventyret med TK-Shopping. En konkurs til Bownty gjorde dog, at han startede et nyt projekt op.

“Bowntykæden gik konkurs med fem butikker. Vi var tre investorer, der gik ind i det og købte dem. Skæbnen ville, at der kun gik et par måneder, så trak den ene sig, hvor vi to andre købte ham ud. Derfra gik der tre-fire måneder og så trak den sidste sig. Jeg stod alene tilbage, og valgte at lukke alle butikkerne, undtagen den i Kolding. Det blev ganske enkelt for stort, vi kunne ikke magte fem butikker,” siger Tonny.

“Det startede rigtig fint, og udviklede sig til at blive stort. Så stort, at vi valgte at åbne en afdeling i Vejle, som vi dog lukkede efter et års tid. Vi lukkede afdelingen, og derefter åbnede i på Kaltoftevej. Vi kørte det på Kaltoftevej i omkring to år, men det fungerede ikke – jeg kunne ikke trække folk derud Vores varesortiment er stort, og vi har gode priser, men kunderne kommer ikke derud,” fortsætter Tonny.

Dit & Dat flytter pr. 1. marts ind i Danmarksgade 21, og det skal være med til at få flere kunder.

“Jeg håber ved, at vi kommer ind til byen, at kunderne kommer i forhold til på Kaltoftevej. Vi skal vise, at vi har gode varer til billige penge. Jeg tror, at man får et chok over priserne. Alt er billigt, og jeg vil tro, at 80 % af vores varesortiment er billigere end de andre steder. Det har noget at gøre med vores leverandører, som fast kommer med varer. I forhold til på Kaltoftevej får vi også T.I krydderier, som er Danmarks mest kendte inden for deres felt. Vi laver en ø til dem, så det bliver et lækkert land kan man sige,” siger Tonny.

Med TK-Shopping i Jyllandsgade har Tonny været vant til mange kunder i centrum, og det håber han at få igen.

“Jeg har været vant til at være omgivet af kunder. Folk husker TK-Shopping, så det har været et spørgsmål om at finde det rigtige mål. Det har ikke budt sig før nu, hvor jeg snakkede med indehaverne af den gamle dyrehandel. Den havde stået tom i to år, så vi lavede en god aftale, som gør, at jeg tror på, at vi får en god forretning,” siger Tonny.

Tromme Tonny

Foruden at være en kendt erhvervsmand i det fredericianske er det også velkendt, at Tonny slår løs på trommer, når tiden er til det.

“Jeg har spillet trommer siden, at jeg var knægt,” indskyder Tonny og kommer ind på interessen for musik:

“Musik gør mennesker glade, så det er på den måde, at jeg har interesse for det. Jeg tror aldrig, at man stopper med det, når man først er kommet i gang. Er man musiker én gang, er man ikke andet resten af livet.”

Hvorfor valgte du at spille på trommer?

“Trommeslageren er den, der styrer det hele og den, som man er afhængig af. Holder man ikke rytmen, går det ikke,” forklarer Tonny, der stadig den dag i dag spiller i et band , som hedder HitWave.

“Jeg har spillet i 5-6 bands igennem tiden. Det afhænger meget af, hvilket job man har på det pågældende tidspunkt. Jeg har det sådan med mit liv, at når børnene er store, vil jeg gerne have flere koncerter. Det var omvendt, da børnene var små,” siger Tonny.

Hvor mange koncerter har du spilet?

“Puha, rigtig mange. Det har jeg slet ikke tal på. Det giver et kick hver gang. Vi spiler til mange festivaler, private fødselsdage, bryllupper og sådan noget,” siger Tonny og kommer ind på, hvad det er, som HitWave spiller:

“Sådan noget som Gasolin, D:A:D, Volbeat og alle dem der. Ting i rockgenren.”

Har du et favoritband?

“Jeg er stor fan af AC/DC. De er virkelig størst for mig. De giver inspiration, og de giver mig det der med, at de er så store, at de så har gjort det, som vi andre drømmer om. Det er inspirerende at se så stort et band, når man selv er musiker, og sætter tingene op med lys, scene og lyd. Man ved, hvordan det er, når det store sceneshow bliver sat op med 50 lastbiler og 400 mand,” siger Tonny.

Campingvogn og børnebørnene

Når Tonny ikke slår sig løs på trommerne eller driver forretning, så er der én særlig ting, som han bruger tiden på.

“Jeg slapper af med min kone, børn og børnebørnene,” siger Tonny og fortsætter:

“Når jeg engang går på pension skal jeg ud at rejse med mine børnebørn. De betyder 98 % for mig, de er mit et og alt.”

Tonny og Fru Nielsen, som hans kone kaldes, har en campingvogn. Den bliver også benyttet, når tiden er inde til det.

“Den står på Fanø, og det har vi valgt af en særlig grund. Når jeg holder på færgen, så hvis nogle ringer, så kan jeg ikke bare komme tilbage. Jeg får den frihed, som jeg har brug for. Det er meget vigtigt for mig at få koblet af, det skal man ikke glemme,” siger Tonny.

Grim motorcykelulykke

Man kan ikke se eller mærke det på Tonny den dag i dag, men han har været ude for et grimt uheld på motorcykel.

“I 1997 kørte jeg galt på Snaremosevej, og pådrog mig kæmpe skader. Det var nærmest hele min højre side. Jeg gik sygemeldt i tre år før jeg kom mig,” siger Tonny og kommer ind på uheldet:

“Der var en, som lavede et venstresving uden at blinke. Jeg ramte en lygtepæl. Det gik udover benet, knæet og skulderen var røget af led. Jeg var også lige en tur i himlen at hilse på dem først,” husker Tonny

Hvordan var de tre år som sygemeldt?

“Det var hårdt, de tre år var sindssyge. Jeg må sige, at jeg havde en tålmodighed kone i de år,” siger Tonny og fortsætter:

“Jeg havde kæmpet for for bare at kunne eksistere på normalvis igen. At jeg kom mig havde nok også noget med min alder at gøre. Jeg satte mig ikke bare tilbage, da jeg havde ansvar for børnene,” forklarer Tonny, der stadig har lidt skavanker hist og her den dag i dag, men det er ikke noget, som man synligt kan se.

“Det var en hård tid dengang, men jeg var en fighter,” siger Tonny.

Fremtidsplanerne

Tonny er ved at have drukket sin anden kop kaffe, så på falderebet spørger jeg ham om, hvad hans fremtidsplaner er.

“Jeg kan fortælle, at Dit & Dat i Danmarksgade bliver den sidste butik, som jeg åbner. Efter 30 år som selvstændig, så er det her den sidste butik. Derfor håber jeg, at jeg kan vise kunderne, at jeg kan få en god butik op at køre. Det er ikke noget, som jeg bliver millionær af, men jeg har det sjovt med det,” lyder det fra Tonny.

Fakta Tonny Kollerup Nielsen
Er 55 år
Gift på 30. år
Født i Fredericia
Har to børn
Driver Dit & Dat

http://www.lecture.dk/kommende-arrangementer/ — Annonce. Køb billetter – klik på annoncen

Ugens Kurt: Susanne Dall Nielsen

Af

Patrick Viborg Andersen

-

07:00 - 4. februar 2019

0

Susanne Dall Nielsen er et kendt ansigt i fodboldmiljøet i Fredericia. Hun har blandt andet været frivillig i FC Fredericia i forbindelse med deres hjemmekampe siden stiftelse af klubben i 1991. Kom i denne udgave af Ugens Kurt tættere på Susanne, der udover tiden i FC Fredericia, også fortæller om sit arbejdsliv og en aktiv trænerkarriere.

Susanne er i god tid. Vi har aftalt at mødes klokken 16:30, men allerede kloden 16:20 kom Susanne ind ad døren på Kurt’s Kaffebar. Jeg har fået beskrevet Susanne som en person alle kender, og påstanden blev bekræftet allerede, da hun kom ind på kaffebaren.

Indehaver Ismail og hans søn, Serhat, hilser straks på Susanne, og gætter på, at hun skal have en cafe latte – ganske rigtigt. Få minutter senere sad Susanne med en latte med et hjerte i, og jeg selv en klassisk sort kaffe.

Jeg startede med at bede Susanne se helt tilbage i tiden. Hun gik i Rødekors Børnehaven, og startede efterfølgende på Skansevejens Skole, hvor hun særligt husker tilbage på en af lærerne.

“Herluf Berndsen, han var simpelthen fantastisk. Vi havde ham i de sidste klasser. Grethe Damgaard var også en god lærer, som vi havde inden Herluf. Det var en god skole, og jeg boede lige i nærheden,” siger Susanne, der tog en 10. klassesafgangseksamen og efterfølgende gik et år på Handelsskolen:

“Jeg skulle finde ud af, om jeg ville fortsætte på HH eller hvad jeg skulle. Der var en ledig læreplads som advokatsekretær, og den fik jeg. Jeg startede der i 1988, og så var jeg der i to år. Det var fint at komme ud og prøve det hele, men det var nok mere kontor end advokat – det var dog sådan alle steder dengang.”

Hvad skete der efter din læretid?

“Jeg fik lov at blive hos advokaten i tre måneder – det var normalt for at få understøttelse dengang. Via fodbold havde jeg en veninde, der gik til fysioteraupt, og der manglede de en klinikassistent. Jeg kom til samtale, hvor vi jonglerede med en bold, og så fik jeg jobbet. Jeg var der fra 1991 til 2008. Det var virkelig en god tid, hvor mange af klienterne var sportsfolk. De kom fra KIF Kolding, Vejle Boldklub og FHK. Der kom folk som Bo Spellerberg og Lasse Boesen fra KIF, og fra VB kom Peter Kjær, Preben Elkjær og Lars Rod spillede også selv i VB på det tidspunkt. Når man selv var sportspige, var det ret sjovt at være i klinikken,” forklarer Susanne.

Efter 17 år i Lars Rods klinik var det tid til at prøve noget nyt for Susanne.

“Preben Skou-Nielsen, som jeg var i lære hos, havde flere gange spurgt om jeg ikke skulle være hans sekretær igen. Jeg blev skilt på daværende tidspunkt, og så spurgte han tilfældigvis igen, og så tænkte jeg, at der skulle ske noget nyt og sagde ja. Vi var på Høgevej hos Fredericia Advokatterne i 1,5 års tid, men så tog Preben videre til Trolle Advokatfirma, hvor han heldigvis tog mig med, og der er jeg stadig den dag i dag som receptionist,” udtaler Susanne.

Susanne og sport

Nu skal vi til det, der er essensen. Sådan sagde jeg til Susanne, efter vi havde gennemgået hendes liv fra skolegangen og erhversmæssigt frem til i dag.

Hvordan startede det hele med dig og sport?

“Min far har slæbt mig med til fodbold siden jeg kunne gå. Han har været medlem i KFUM i 50 år, så han har slæbt mig med fra barnsben,” indleder Susanne om sin start på sportslivet og fortsætter:

“Jeg blev håndboldspiller før jeg startede til fodbold. Vi var en masse veninder fra skolen, der skulle i KFUM Parken til møde. Da vi var til mødet gik vi ud på græsset, og der kom en bold trillende, som jeg sparkede til. Den daværende fodboldtræner, Per Knudsen, sagde at jeg med det spark skulle i gang med at spille fodbold. Som 14-årig startede jeg til fodbold. I flere år spillede jeg både fodbold og håndbold, men endte med at vælge fodbold,” siger Susanne, der stoppede sin fodboldkarriere for en del år siden.

“Min kontakt med fodbold i dag er, at jeg er holdleder / træner for et 7-mandshold. Det er damer i 30-40 års alderen, som jeg har haft i ti år, og som mere eller mindre er de samme. Der er nogle, der har født, nogle der har været skadet, men det er alle nogle, som jeg har spillet sammen med. Vi melder os til kvinder +15 år, og så kan det være , at vi møder nogle efterskolehold, men vi møder heldigvis også nogle på vores egen alder,” fortsætter hun.

Hvordan er det at være holdleder for de kvinder?

“Det er sjovt. De kan være lige som en flok børn ind mellem, men det er fordi ,at jeg har forkælet dem. Jeg er mor Sanne, der sørger for det hele,” griner Susanne.

At 7-mandsholdet opstod, skete ved lidt af en tilfældighed.

“Vi lavede en jubilæumsfest for alle de damer, som vi kunne komme i tanke om havde spillet i klubben sammen med trænerne, som vi har haft. Vi var omkring de 100 til festen. Der blev sendt en seddel rundt med, hvem der ville spille 7-mands og der var 10-15 stykker, der meldte sig,” forklarer Susanne.

Susanne og FC Fredericia

Susanne har i rigtig mange år været frivillig i FC Fredericia. Faktisk startede det helt tilbage dengang, da klubben blev stiftet i 1991.

“Da jeg selv spillede i sin tid og var aktiv, var det pålagt at dameafdelingen stod for kiosken på stadionet på Baldersvej. Anni Torp Kjær har været min følgesvend med alt det frivillige arbejde. Vi startede med at sælge pommesfritter, is og hvad der ellers var. Da pølsemanden kom tidligt på dagen med pølserne, cyklede jeg fra mit arbejde og så lagde jeg dem i fryseren, og hvis vi skulle bruge is kørte vi i Dagrofa,” siger Susanne og nævner, at det var lidt primitivt på det gamle stadion:

“Hvis vi var fuldt hus i VIP kunne vi være 40 på første etage, sammenlignet med i dag, hvor vi kan presse 220 ind. Der kom et festtelt op, hvor der kunne være 100, hvis vi var mange. Hver gang skulle vi have service med ind over græsset, og hvis vi var over 80 havde jeg kaffemaskine og bestik med hjemmefra. Men det var alligevel charmerende på sin helt egen måde, selvom det var en anelse primitivt.”

Susanne har rigtig mange anekdoter fra sin tid i FC Fredericia, og en af dem er, når hun skulle i banken dagen efter hjemmekampene.

“Jeg havde alle småmønterne med i banken for at aflevere pengene. Det var meget godt, at jeg havde en forstående arbejdsplads dengang, der gav lov til det. Jeg kan huske, at da det nye stadion skulle bygges sagde jeg til Anni, om det ikke var tiden til, at vi havde gjort vores. Så sagde Stig Pedersen (FC Fredericias direktør, red.: “Argh, skal du ike lige se dit nye køkken før du siger nej?”. Så kunne jeg se, at alt det, der ikke var på det gamle stadion, var her. Opvask, service, ja alt var der. Loungen var fed, og vi havde fået alt det, som vi savnede,” forklarer Susanne og kommer ind på tiden med det vi i dag kender som Monjasa Park:

“I starten hev vi lidt i de aktive fodboldspillere mht. hjælpere, men det blev en mere og mere fast forsamling. Det er 3x Anni i køkkenet og så mig. Anni og jeg var med helt fra starten i 1991, og hvis man regner det hele sammen, så har vi været der tre timer før kampstart og et par timer efter. Det er syv timer på en kampdag, og det er ikke mange, som vi har misset.”

Hvilke højdepunkter har der været?

“Der har været de store pokalaftener, som man husker. AaB, OB og så kom Silkeborg, hvor vi kom længst – og det var nok også den største kamp. Der var også på det gamle stadion, hvor vi havde en kamp mod Brøndby med en rekord. Så kan det godt være, at de der onsdagskampe, hvor man kommer hjem klokken 00:30, og man er lidt træt, men det har også været sjovt,” siger Susanne og fortsætter:

“Der var OB-kampen i pokalen, som var rigtig træls. Det var den med vagten, der samlede et kanonslag op og ham, der blev fløjet væk efter kampen. Der var også nederlaget i Kolding – det var ikke sjovt og gjorde ondt.”

Hvor meget følger I med i det sportslige?

“Ja for pokker, vi følger med,” udbryder susanne og fortsætter: “Vi er der jo også bagefter, hvor spillerne enten er glade eller sure. Det er helt klart rarest, når de er i godt humør,” fortæller Susanne og fortsætter:

“Idet vi bruger så meget tid på det, må det også godt være hyggeligt. Når jeg har været der i så mange år, så ved sponsorerne hvem jeg er. Vi kommer med sjove bemærkninger til hinanden, ellers bliver det kedeligt. Det er de samme sponsorer, som er der næsten hver gang.”

Hvor længe vil du fortsætte med at være frivillig?

“Jeg bliver ved så længe jeg kan, men selvfølgelig må jeg indrømme, at kroppen er træt, når jeg kommer hjem. Det kan mærkes, at man bærer rundt på ting, slæber og knokler. De tre i køkkenet er ældre end mig, så jeg kan ikke brokke mig,” griner Susanne inden hun igen bliver seriøs:

“Vi er et godt team. Vi ved, hvad hinanden gør hele tiden. Jeg er i loungen, står for fadøl og går rundt med kander, mens de andre fylder buffeten op.”

I denne tid, hvor der ikke er FC Fredericia-kampe på Monjasa Park, er der mere ro på hos Susanne.

“Jeg nyder mine weekender. Vi købte nyt hus sidste år, så der går lidt tid med det, når jeg ikke skal afsted. Det bliver dog også hyggeligt at komme i gang igen til marts. Mine børn har været med i min mave og i lift helt tilbage på det gamle stadion. Min datter er der stadig, når det passer ind. Derfor er vi på en måde fælles om det,” siger Susanne, der i en travl hverdag har tid til andet end sit job hos Trolle Advokatfirma, sit virke i FC Fredericia og tjansen som holdleder for de fodboldglade kvinder:

“Jeg træner fitness i hallen, men det er vel også det, udover tiden med familie, venner og veninder. Når jeg er i gang med fodbolden, så er der kampe fra april-juni og igen fra august-oktober. Der har vi kamp onsdag aften, så når det kører derudad, går onsdag og søndag med fodbold,” lyder ordene fra Susanne Dall Nielsen.

Fakta Susanne Dall Nielsen
Er 48 år
Har altid boet i Fredericia
Bor sammen med kæresten Bo
Har to børn, Jacob på 17 år og Louise på 21 år

DANSKE DIGITALE MEDIER A/S

Ridepige

Uddannelse

Tøjbutik

Amoc Gothersgade

Familie og Fritid

Fredericia

Skoletiden

Sygeplejerske

Livet som hjemmegående

Rejsen mod at blive sexolog og parterapeut

Fritiden

“Det var et dejligt sted at vokse op, Taulov Skole var god. Min mor var hjemmegående, så det var meget trygt. Jeg gik til gymnastik og jeg var spejder, da jeg var lille. Vi har altid lært, at vi skulle tjene vores egne penge, så meget at min fritid gik også med børnepasning”, siger Helle.

“Det var fuldstændig tilfældigt, at jeg kom i lære som isenkræmmer, jeg var faktisk også deres første elev. Efter nogle år skiftede det fra Trævarehuset til Imerco. Selvom det var tilfældigt, at jeg blev isenkræmmer, så kunne jeg aldrig tænke mig noget andet”, siger Helle.

“Efter nogle år som udlært, så skulle der ligesom ske noget andet. Jeg så en annonce i avisen, at de søgte en isenkræmmer i Hammel, jeg vidste slet ikke, hvor Hammel var dengang”, griner Helle, hvis latter er meget smittende.

“Det var svigersønnen fra lærepladsen, Mogens Christensen, der havde overtaget det, det er næsten 26 år siden. De havde en sød kvinde ansat der, som hed Lise Møller, vi fandt hurtigt hinanden og der startede vores venskab”, siger Helle.

Fritiden

Kop & Kande

“Vi kunne da godt bruge 100 m2 mere, men flere af vores kunder er er glade for vores butik. Vi oplever også flere gange, at vi bærer varerne ud til kundernes biler på parkeringspladsen, det er en del af charmen ved vores placering”, siger Helle.