2.9 C
Copenhagen
søndag 28. december 2025

Hjalte Lykke og Mads Mensah indkaldt til landsholdet

0
Hjalte Lykke og Mads Mensah indkaldt til landsholdet

Der bliver både plads til ungdommelig sult og rutineret styrke, når Håndboldherrerne i næste uge drager til Golden League i Norge. Landstræner Nikolaj Jacobsen har nemlig udtaget GOG-profilen Hjalte Lykke og den rutinerede Skjern-spiller Mads Mensah som afløsere for de skadede Lasse Møller og Marcus Midtgaard.

21-årige Hjalte Lykke står dermed foran sin debut på A-landsholdet. Den lynhurtige højreback har tidligere spillet 27 ungdomslandskampe og er i øjeblikket GOG’s næstmest scorende spiller i den hjemlige liga.

»Hjalte har spillet virkelig godt for GOG i en længere periode nu. Med Emil Madsens skade og de to andre afbud, synes vi, det kunne være spændende at se, hvad han kan i samspillet med de andre,« siger landstræner Nikolaj Jacobsen.

Han fremhæver samtidig, at den unge fynbo bringer en dimension, der passer perfekt til det moderne spil.

»Hjalte har den fart, som alle trænere lige nu gerne vil have. Han er en meget spændende spiller, som vi glæder os til at prøve af,« siger Jacobsen.

Mens Lykke får chancen for at trække i den røde trøje for første gang, er Mads Mensah en velkendt skikkelse i landsholdssammenhæng. Den 33-årige bagspiller har 213 landskampe på CV’et og vender tilbage til truppen efter sit klubskifte fra Flensburg-Handewitt til Skjern Håndbold.

»Vi er selvfølgelig super ærgerlige over de to afbud, der er kommet. Men det gode ved at være dansk landstræner er, at man kan kalde andre stærke folk ind. Det er da meget rart, man kan trække på en firedobbelt verdensmester og olympisk mester i Mads,« siger Nikolaj Jacobsen med et smil.

Håndboldherrerne møder ind til samling mandag, inden turen går til Trondheim. Her venter tre kampe mod Norge, Holland og Færøerne i Golden League – en klassisk testturnering, der giver landstræneren mulighed for at afprøve nye konstellationer og spillertyper frem mod EM-forberedelserne.

Danmarks kampe ved Golden League:
Torsdag den 30. oktober kl. 18.15: Danmark – Norge (TV 2 Sport)
Lørdag den 1. november kl. 14.00: Danmark – Holland (TV 2)
Søndag den 2. november kl. 14.00: Danmark – Færøerne (TV 2)

Vi skal blive endnu bedre til at nedbryde siloer

0
Vi skal blive endnu bedre til at nedbryde siloer

I kommunerne står vi midt i en af velfærdssamfundets største muligheder: at få vores mange fagligheder til at arbejde bedre sammen. Når vi lykkes med det, kan vi skabe mere sammenhæng, mindre mistrivsel og bruge vores ressourcer der, hvor de gør mest gavn – for mennesker.

Et aktuelt eksempel er de stigende udgifter til tabt arbejdsfortjeneste for forældre til børn, som ikke kommer i skole. Der er selvfølgelig mange forklaringer på det. Nogle børn har store og varige udfordringer, mens andre kæmper med angst, mistrivsel eller skolevægring. Ordningen er – og skal være – et vigtigt sikkerhedsnet for de familier, der virkelig har brug for den.

Men i de situationer, hvor et barn faktisk kunne vende tilbage til skolen med den rette støtte, skal vi turde spørge os selv: Hvordan hjælper vi bedst barnet og familien, så hverdagen hænger sammen, og barnet igen kan finde glæden ved fællesskabet? Det handler ikke om at spare, men om at gøre det, der giver mest mening for dem, det hele handler om – børnene og deres familier.

Og netop her kræver det, at vi tør være pragmatiske. Vi skal skabe mulighed for at flytte midler derhen, hvor indsatsen giver mest mening – også selvom det betyder, at budgetter krydser de traditionelle forvaltningsskel. Hvis en indsats kan gøre en større forskel for børn og familier et andet sted i systemet, bør økonomien kunne følge med. Ressourcer skal ikke låses fast efter organiseringen, men bringes i spil dér, hvor de skaber størst værdi – både menneskeligt og på den lange bane.

Her i Middelfart er vi godt på vej. Vi har allerede taget skridt mod mere helhedstænkning og fælles ansvar på tværs. Men vi skal blive endnu mere nysgerrige på opgaven: Hvordan kan vi bruge vores fælles kræfter klogere – og skabe rammer, der understøtter helhedstænkningen.

Jacob Bjørnskov Nielsen

Medlem af Byrådet Socialdemokratiet

Kulturspejle åbner på CLAY – et rørende indblik i livet som asylansøger

0
Kulturspejle åbner på CLAY – et rørende indblik i livet som asylansøger

KUNST. Når CLAY Keramikmuseum i Middelfart den 28. oktober åbner miniudstillingen »Kulturspejle«, bliver det med et stærkt og menneskeligt blik ind i livet som asylansøger i Danmark. Udstillingen er skabt af beboere på Røde Kors’ asylcenter i Jelling, hvor mennesker fra mere end 15 forskellige lande har arbejdet med personlige og kulturelle udtryk i form af keramiske spejlrammer.

Bag hver ramme gemmer der sig en fortælling om identitet, tilhørsforhold og drømme for fremtiden – men også om usikkerhed, for centret i Jelling står foran lukning.

Event- og frivilligkoordinator hos Røde Kors Jelling, Marianne Falkenstrøm Quist, fortæller, at arbejdet med udstillingen har haft stor betydning for deltagerne.
»Keramikværkstedet på Røde Kors’ asylcenter er blevet et særligt sted, hvor beboere, frivillige og naboer laver keramik side om side. Vi har skabt et rum, hvor mødet mellem mennesker, kulturer og historier bliver synligt. For mange af beboerne har arbejdet med Kulturspejle været en måde at bearbejde tanker om hjem, håb og fremtid,« siger hun.

De udstillede værker fungerer som kulturelle spejle – både bogstaveligt og symbolsk. Hver deltager har skabt en ramme, der repræsenterer noget væsentligt fra deres personlige eller kulturelle baggrund. Publikum inviteres til at spejle sig i værkerne og reflektere over, hvad kultur og identitet betyder i deres eget liv.

CLAY har gennem flere år arbejdet med projekter, der bygger bro mellem kunst, håndværk og samfund, og har tidligere inspireret mennesker i udsatte livssituationer til at udforske lerets potentiale som kunstnerisk og personligt udtryk.

Det var efter et besøg på CLAY, at idéen til »Kulturspejle« opstod på Røde Kors Asylcenter Jelling. Nu er cirklen sluttet, når museet lægger hus til udstillingen.

»Vi er stolte af at kunne give plads til denne miniudstilling. Kunst skaber forståelse, empati og inviterer til samtale, og Kulturspejle giver et indblik i livet som asylansøger i Danmark,« udtaler CLAYs direktør, Pia Wirnfeldt.

Udstillingen »Kulturspejle« kan opleves på CLAY Keramikmuseum fra 28. oktober til 2. november 2025 og er skabt i samarbejde mellem Røde Kors’ Asylcenter Jelling og CLAY Keramikmuseum.

Første spadestik til Hejls Multipark markerer nyt grønt samlingspunkt

0
Første spadestik til Hejls Multipark markerer nyt grønt samlingspunkt

Fredag den 31. oktober klokken 14 tages det første spadestik til Natur- og aktivitetsparken Hejls Multipark – et af de mest ambitiøse lokale projekter i Kolding Kommune. Parken bliver anlagt bag Hejls Multihus på Hejls Landevej 18 og skal danne ramme om natur, leg og motion i smukt samspil.

Bag projektet står Hejls Multihus, Hejls IF, Hejls-Hejlsminde Lokalråd og en række frivillige borgere, som siden 2021 har arbejdet på at gøre idéen til virkelighed.

»Det her handler om meget mere end en naturpark eller legeplads for en landsby. Vi skaber et sted, hvor generationer kan være sammen på tværs og være aktive i det fri. Et sted der er målrettet både lokale og områdets mange besøgende og turister. En park der gør Landsbyfællesskabet mellem Skamling og Hejlsminde Nor til et endnu stærkere og mere attraktivt lokalsamfund,« siger formand for projektgruppen Paul-Chr Kongsted.

Parken bliver bygget i samarbejde med blandt andre Realdania, Hedeselskabet/Dalgas, Kompan og Kolding Kommune. Flere fonde og lokale virksomheder har også bidraget økonomisk, og over 100 privatpersoner har allerede støttet projektet. Den samlede økonomi er på omkring syv millioner kroner, men der mangler stadig cirka en halv million for at nå i mål.

Hejls Multipark kommer til at bestå af flere natur- og aktivitetszoner. I naturdelen vil man kunne opleve områder som Den nordiske birkelund, Strandengs- og rørskovszonen, Skovhaven og Den danske egetræslund. På aktivitetsdelen bliver der blandt andet pumptrack og cykelbane, outdoor fitness, naturlegeplads, svævebaner, trampoliner, klatreskulpturer, balancebaner, to krolfbaner og en nærværszone for de mindste.

Et særligt element i parken bliver Naturbasen Hejls, et Realdania-jubilæumshus, der skal fungere som centrum for naturformidling i samarbejde med Naturpark Lillebælt.

Arkitekterne bag er Hedeselskabet/Dalgas og Kompan, som sammen med projektgruppen har skabt et design inspireret af naturen omkring Hejlsminde Nor og Lillebælt.

Alle borgere, foreninger og samarbejdspartnere er inviteret til at deltage, når det første spadestik tages fredag den 31. oktober klokken 14 bag Hejls Multihus. Her markeres begyndelsen på et nyt grønt samlingspunkt, hvor natur, fællesskab og aktivitet skal gå hånd i hånd.

Private kan fortsat støtte projektet via http://indsamling.hejlsmultihus.dk, hvor bidrag også kan opnå skattefradrag. Virksomheder, der ønsker at bidrage, kan kontakte Helle Birthe Jensen på info@hejlsmultihus.dk eller telefon 51 67 79 10.

Kommunen bekræfter: Broerne kunne ikke samles korrekt – entreprenøren hæfter for forsinkelsen

0
Kommunen bekræfter: Broerne kunne ikke samles korrekt – entreprenøren hæfter for forsinkelsen

Fredericia Kommune sætter nu flere ord på årsagen til, at broprojektet over volden i Sjællandsgade er sat på pause på ubestemt tid. Ifølge programleder Lasse Hasle Nørgaard fra Vej og Park er problemet hverken tegninger, projektering eller materialer – men selve udførelsen.

»Broerne er 36 meter lange og samlet af sektioner på seks meter. Tolerancekravet er på den fulde længde og har ikke kunne adresseres, før broerne var samlet i fuld længde. Entreprenøren har i de seneste uger arbejdet på at udbedre forholdet, men har ikke været i stand til det,« oplyser Lasse Hasle Nørgaard.

Han understreger, at fejlen ikke skyldes projekteringen, men derimod, at broernes samling ikke levede op til de fastlagte krav, da de blev samlet i sin helhed.

Kommunen har i forbindelse med projektet haft flere lag af kontrol. Entreprenøren har udført egenkontrol, mens FORCE har stået for uafhængig kvalitetskontrol, der dog kun omhandler om svejsninger er korrekt udført. Force har dog ikke skullet beskæftiget sig med kontrol af eksempelvis udførelsestolerancer. Desuden har rådgivervirksomheden Artelia kontrolleret arbejdet på vegne af Fredericia Kommune.

»Jeg har selv deltaget i tilsyn på værkstedet i Ringe fire gange,« fortæller Lasse Hasle Nørgaard.

Den manglende opfyldelse af tolerancekravene betyder, at broerne ikke kunne godkendes til montage, og projektet er derfor sat på pause, indtil entreprenøren kan dokumentere en holdbar løsning.

Kommunen har som følge af forsinkelsen allerede pålagt entreprenøren en ugentlig bod – et krav, der nu har rundet 1,28 millioner kroner, som AVISEN skrev i går. Boden er rettet mod hovedentreprenøren, som ifølge kommunen også hæfter for de aflyste udgifter til montage, herunder kraner og underleverandører.

Der er endnu ikke fastsat en ny tidsplan for, hvornår de to broer kan blive sat op.

EU-regler risikerer at ramme de små – Niels Flemming Hansen advarer mod bureaukratiets pris

0
EU-regler risikerer at ramme de små – Niels Flemming Hansen advarer mod bureaukratiets pris

Det skulle have været et værn for demokratiet, et regelsæt der skulle sikre åbenhed og tillid i politisk kommunikation. Men i virkeligheden risikerer EU’s nye forordning om politisk annoncering at ramme skævt. For mens store koncerner og internationale kampagnebureauer har hele afdelinger til at håndtere jura og data, står de lokale medier, partiforeninger og små virksomheder nu med et tungt administrativt ansvar.

Hos Det Konservative Folkepartis medlem af Europa-Parlamentet, Niels Flemming Hansen, vækker det bekymring.

»Formålet med forordningen er at skabe mere gennemsigtighed og tillid i politisk annoncering, så vælgerne kan se, hvem der står bag, og hvordan kampagner finansieres. Det skal sikre fair play og modvirke skjult påvirkning og altså ikke afskrække lovlige aktører som lokale medier og kandidater,« siger han.

Han understreger, at lovgivningen ikke er vedtaget i hans nuværende periode, men ser med alvor på, hvordan den implementeres i praksis.

»Det er altid et problem, når nye regler i praksis rammer de små først. Jeg har stor forståelse for, at lokale medier og små kommunikationsbureauer ikke har de tekniske systemer eller ressourcer, som større aktører har. Derfor er det vigtigt, at der hurtigt kommer vejledninger og praktiske værktøjer, så de små virksomheder får reel hjælp til at leve op til reglerne i stedet for at drukne i dem,« siger han.

En regel med gode intentioner

EU-forordningen om gennemsigtighed i politisk annoncering trådte i kraft den 10. oktober. På papiret handler den om at sikre, at borgere kan se, hvem der står bag en annonce, og hvorfra midlerne kommer. Men i virkeligheden oplever mange lokale medier, at systemet bliver en byrde, hvor usikkerhed og frygt for at overtræde reglerne får politikere og partier til helt at droppe lovlig annoncering.

For Niels Flemming Hansen er der ingen tvivl om, at tanken bag forordningen var god, men at virkeligheden på jorden ser anderledes ud.

»Der har nok været en forståelse for, at ikke alle aktører opererer på samme tekniske niveau. Men i implementeringen skal vi sikre, at små, uafhængige medier ikke bliver fanget i et bureaukratisk net, der ikke var tiltænkt dem,« siger han.

En risiko for ulighed

I praksis risikerer reglerne at skabe en ny form for skævvridning i mediebilledet. De store internationale spillere kan absorbere de nye krav og fortsætte som før, mens de små lokale udgivere presses ud af markedet.

»Det er desværre en reel risiko, når de store digitale giganter har hele afdelinger til at håndtere nye krav, mens lokale medier typisk står alene med opgaven. Derfor er det vigtigt, at der bliver tænkt i lempelser og målrettede løsninger for SMV’er, så reglerne ikke i praksis skaber ulighed mellem store og små,« siger Niels Flemming Hansen.

Han mener, at det ikke er første gang, en EU-regulering rammer de små hårdere end de store. Og netop derfor bør politikerne følge udviklingen tæt og sikre, at de gode intentioner ikke bliver kvalt af systemet selv.

Gennemsigtighed må ikke kvæle demokratiet

Kritikken fra branchen handler ikke om ønsket om at undgå regler, men om proportioner. I en tid, hvor lokaljournalistik og lokale valgkampe i forvejen kæmper for synlighed, kan et rigidt regelsæt gøre mere skade end gavn.

»Formålet er at beskytte borgerne mod skjult politisk påvirkning og misinformation, hvilket i sidste ende styrker demokratiet. Men det er vigtigt, at reglerne ikke bliver så komplekse, at de skræmmer lokale aktører væk fra debatten. En lovgivning, der i gode intentioners navn ender med at kvæle netop det, den forsøger at beskytte, altså et levende, oplyst demokrati, må vi naturligvis passe på med,« siger han.

En midlertidig lettelse

Ifølge Niels Flemming Hansen har danske myndigheder forsøgt at bløde overgangen op, så sanktionerne først håndhæves fra januar. Det giver en smule luft, men løser ikke problemet på lang sigt.

»Som jeg forstår det, har man fra dansk side allerede besluttet, at sanktionerne først træder i kraft i januar for netop at give små virksomheder tid til at tilpasse sig. Små aktører og deres begrænsede ressourcer er allerede tænkt ind i lovgivningen, men det skal vi fortsat have meget for øje,« siger han.

Han efterlyser samtidig, at EU-Kommissionen følger udviklingen tæt og justerer reglerne, hvis det viser sig, at de rammer demokratiets små tandhjul.

»Jeg opfordrer dem da til at følge udviklingen tæt og justere reglerne, hvis de viser sig at stå i vejen for demokratisk deltagelse, da gennemsigtighed aldrig må blive en administrativ barriere for at deltage i demokratiet,« siger han.

Et nødvendigt opgør med bureaukratiet

EU’s intention var at beskytte demokratiet mod manipulation og skjult finansiering. Men hvis reglerne ender med at skræmme lokale aktører fra lovlig annoncering, kan effekten blive den modsatte.

For Niels Flemming Hansen handler det nu om at genfinde balancen.
Han ønsker sig en EU-lovgivning, der fremmer åbenhed uden at kvæle initiativ og deltagelse.

»Vi skal have gennemsigtighed, men ikke på bekostning af demokratiets stemmer ude i landet,« siger han.

Nyt digitalt tilbud giver forældre til børn med angst viden og fællesskab

0
Nyt digitalt tilbud giver forældre til børn med angst viden og fællesskab

SUNDHED. Når et barn kæmper med angst, mærkes det i hele familien. Mange forældre står tilbage med følelser af magtesløshed og ensomhed. Nu får de et nyt sted at hente støtte. Et digitalt tilbud bestående af både en podcast og et onlineforløb giver forældre viden, øvelser og mulighed for at spejle sig i andres erfaringer.

Anette Birgitta Hassel er en af de seks forældre, der medvirker i podcasten »Et usynligt fællesskab«, som er en del af det nye initiativ. Hun ved, hvor svært det kan være at stå på sidelinjen som forælder til et barn med angst.

»Da mit barn var ramt af angst, følte jeg mig så magtesløs. Jeg kunne virkelig godt have brugt en slags forældreskole, hvor det handlede om mig. Om hvilke metoder og strategier, jeg kunne bruge som forælder for at støtte mit barn bedst og regulere mig selv, sådan at mit barn kunne læne sig ind i mig,« fortæller hun.

Bag det digitale forældretilbud står Fremskudt Funktion, et samarbejde mellem Psykiatrien i Region Syddanmark og kommunerne i regionen. Projektet er udviklet sammen med Center for Digital Psykiatri og støttet af Sundhedsstyrelsen.

Chefsygeplejerske i Børne- og Ungdomspsykiatri Syddanmark og medformand for styregruppen, Trine Zier Bro, håber, at tilbuddet vil give forældre nye redskaber og styrke følelsen af fællesskab.

»Når vi møder forældre til børn i mistrivsel i Fremskudt Funktion, oplever vi, at flere savner konkrete redskaber til, hvordan de kan hjælpe deres børn igennem en svær tid. Med det nye digitale tilbud håber vi, at vi kan klæde forældre bedre på til at støtte deres børn. Samtidig håber vi, at podcasten med andre forældres erfaringer kan være et frirum til de pressede forældre, som giver dem følelsen af ikke at være alene eller forkerte,« siger hun.

I podcasten taler forældrene åbent om emner som ensomhed, vrede, håb og familiedynamik. Selvom de medvirkende aldrig har mødt hinanden, viser samtalerne, at de deler mange oplevelser og følelser.

»Jeg håber, at dem der lytter med, finder ud af, at der er håb. Håb for at det hele nok skal gå, også selvom man står et virkelig hårdt og svært sted. Det er så ensomt at have et barn med angst, fordi der ikke er overskud til at række ud til andre. Så at høre os forældre tale sammen i podcasten om alt det svære, håber jeg kan være helende – en form for egenomsorg, som der i processen er så lidt overskud til,« siger Anette Birgitta Hassel.

Både podcasten og onlineforløbet er frit tilgængelige på mindhelper.dk/foraeldre, hvor familier kan bruge materialet, når det passer ind i deres hverdag.

Charlotte Houlberg, børn og unge-direktør i Middelfart Kommune og medformand for styregruppen, peger på, at det digitale format gør hjælpen mere tilgængelig.

»Vi håber, at vi med det nye digitale tilbud kan nå ud til flere familier, som har brug for hjælp uden ventetid. Det har været vigtigt for os, at onlineforløbet er let at gå til og formidlet på en nem og overskuelig måde, sådan at det ikke kræver for meget af forældrene, som i forvejen er pressede. Sammen med en række gode råd og øvelser, som også er en del af forløbet, håber jeg, det digitale tilbud kan gøre en forskel for familier i hele regionen,« siger hun.

Tilbuddet er en del af Fremskudt Funktions arbejde med tidlige og sammenhængende indsatser, der skal forebygge, at mistrivsel og lettere psykiske problemer udvikler sig.

Fremskudt Funktion samarbejder med 21 kommuner i Region Syddanmark og har som mål at sikre, at børn og unge i mistrivsel og deres familier får hurtig og relevant hjælp – så barnet kan bevare en så normal hverdag som muligt.

Kørestolsrugby: Når fællesskab, kampgejst og grin smelter sammen

0
Kørestolsrugby: Når fællesskab, kampgejst og grin smelter sammen

SPORT. Når kørestole banker sammen, og lyden af metal mod metal fylder hallen i Fredericia Idrætscenter, er det ikke aggression, men glæde, der ligger bag. Det er lyden af kørestolsrugby – også kaldet Murderball – en sport, hvor rå styrke, taktik og teamwork mødes, og hvor fællesskab betyder mindst lige så meget som resultaterne.

17-årige Nick Rasmussen og 18-årige Mathilde Andersen fra Fredericia er blandt de spillere, der deltager i Murderball Cup i weekenden. Begge beskriver sporten som meget mere end bare en fysisk udfoldelse.

»Kørestolsrugby er jo ikke bare sport – det er et fællesskab. Vi har alle sammen et handicap, men her betyder det ikke, at nogen er bedre eller dårligere. Her møder man andre, der forstår, hvordan det er, og man kan snakke frit om de udfordringer, man ellers går alene med,« fortæller Mathilde Andersen, der har spastisk lammelse og nedsat funktion i højre side.

Selv om hun ikke bruger kørestol til dagligt, betyder det meget for hende at være en del af sporten. »Jeg har aldrig haft det her fællesskab før. Jeg har gået i almindelig folkeskole og gymnasium, så jeg har ikke kendt andre med handicap personligt. Det her er første gang, jeg har fundet et sted, hvor jeg føler, jeg hører til,« siger hun.

For Mathilde handler det ikke kun om træning og kampe – men om følelsen af at være lige. »Når vi sætter os i stolene, så er vi ens. Nogle, der i hverdagen næsten ingenting kan, bliver lynhurtige og stærke, når de kommer i stolen. Det er ret vildt. Og selvom det larmer, og man smadrer ind i hinanden, så griner vi bagefter. Det er sjovt, det er befriende, og det giver en følelse af frihed,« siger hun.

Hendes far, Niklas Andersen, ser, hvordan sporten har forandret datteren. »Det giver dem noget helt særligt. Mathilde har altid været i et miljø med normalt funktionsniveau og har kæmpet med følelsen af ikke helt at passe ind. Da hun så prøvede kørestolsrugby for første gang, tændte der et lys i hendes øjne. Det var som om, hun tænkte: her hører jeg hjemme,« siger han.

Han fortæller, hvordan sporten styrker både fysikken og selvtilliden. »Man lærer at bruge kroppen på nye måder. Mathilde har for eksempel lært at koordinere sine bevægelser på en måde, hun ikke har haft brug for før. Og så er der det sociale – det betyder alt. De behøver ikke tage en maske på. Alle i hallen ved, at man kan blive træt eller falde, og det er helt okay. Der er en underforstået accept af, at man er, som man er. Det er ret smukt,« siger Niklas Andersen.

Selv for de uindviede er det svært ikke at blive grebet, når kampene går i gang. »Det kan se voldsomt ud,« griner Mathilde. »Vi sidder i tunge metalkørestole og banker ind i hinanden. Lyden er høj, men vi kommer sjældent til skade. Det er fysisk, ja, men det er også fair. Der er masser af grin, råb og hep – og en stemning, som man kun får, når alle giver alt, de har.«

Niklas Andersen håber, at flere får øjnene op for parasporten generelt. »Det handler ikke kun om rugby. Det handler om at vise, at der findes muligheder for alle. Sporten giver selvtillid og glæde. Og i kommuner som Fredericia, hvor vi har stærke idrætsmiljøer, bør vi blive endnu bedre til at inkludere og støtte parasporten,« siger han.

For Mathilde og holdkammeraterne bliver Murderball Cup i Fredericia en stor oplevelse. »Det bliver fedt at vise, hvad vi kan – og spille mod de andre klubber i Danmark. Det er sjovt at møde nye mennesker og mærke, at man er en del af noget større. Jeg håber, at folk kommer og ser det. For det er virkelig en sport, der kan noget,« siger hun.

Murderball Cup spilles i Fredericia Idrætscenter den 1. og 2. november, hvor nogle af Danmarks bedste kørestolsrugbyspillere tørner sammen – med grin, styrke og sammenhold som den største præmie.

Flere bilister sigtet for at køre uden kørekort i Fredericia – og indbrud i villa i Lunderskov

0
Flere bilister sigtet for at køre uden kørekort i Fredericia – og indbrud i villa i Lunderskov

DØGNRAPPORT. Sydøstjyllands Politi har i løbet af det seneste døgn haft flere sager om bilister uden kørekort i Fredericia samt et indbrud i en villa i Kolding Kommune. Det oplyser vicepolitiinspektør Arno Rindal Petersen fra Patruljecenter Syd.

Natten til torsdag klokken 01.04 blev en bil standset ved Vejlevej og Bredstrupvej i Fredericia.

»Føreren, en 27-årig mand fra Fredericia, var påvirket af stoffer og blev fundet i besiddelse af 0,2 gram amfetamin. Han havde desuden ikke førerret til personbil og blev sigtet for begge forhold,« fortæller Arno Rindal Petersen.

Senere torsdag klokken 15.50 blev en bil standset på Egeskovvej, hvor føreren – en 57-årig mand fra Børkop – heller ikke havde gyldigt kørekort.

Klokken 01.48 blev endnu en bil standset i krydset Oldenborggade/Kongensgade i Fredericia. Her blev en 55-årig mand sigtet for at køre uden førerret.

Derudover efterforsker politiet et indbrud i en villa på Kastanievej i Lunderskov.

»Indbruddet er sket mellem onsdag og torsdag. Et vindue er blevet brudt op, og der er tegn på, at gerningsmanden har været rundt i huset. Skuffer og skabe står åbne, og stedet er gennemrodet. Den forurettede er på ferie, og naboen opdagede indbruddet. Det er endnu uklart, hvad der er stjålet,« siger Arno Rindal Petersen.

Håndværk i topklasse indtager Trapholt

0
Håndværk i topklasse indtager Trapholt

Når Trapholt den 2. november åbner dørene for arrangementet About Wood, bliver det en hyldest til træet, håndværket og de unge snedkere, der står bag årets bedste svendestykker.

Museets gæster får mulighed for at komme helt tæt på det gode håndværk, når nyudlærte snedkere fra hele landet udstiller deres præmierede værker. Her kan man både se, røre og høre om, hvordan de unikke møbler og konstruktioner er blevet til – fra idé til færdigt svendestykke.

»Det er snedkeri i absolut topklasse, der indtager museet,« lyder det fra Trapholt, som i samarbejde med Snedkernes Uddannelser står bag arrangementet.

De udstillende håndværkere spænder bredt – fra møbelsnedkere med sans for form og æstetik til maskinsnedkere og bygningssnedkere, der mestrer præcision og konstruktion. Fælles for dem alle er glæden ved materialet og respekten for det traditionelle håndværk.

Også trædrejerne får en særlig rolle på dagen. De har i år fået til opgave at dele et stykke træ i to – hvor den ene halvdel forvandles gennem drejning, mens den anden forbliver rå og uforarbejdet. Resultatet kan opleves på museet, hvor publikum får indblik i træets transformation fra natur til formgivning.

About Wood henvender sig til alle, der har kærlighed til træ, design og godt håndværk. Dagen byder på både fordybelse, samtaler og inspiration for både fagfolk og nysgerrige gæster.

Arrangementet finder sted søndag den 2. november fra klokken 10 til 17 på Trapholt, Æblehaven 23 i Kolding. Det er inkluderet i museets almindelige entré, som også giver adgang til de øvrige kunst- og designudstillinger.

Brand i rækkehus sendte beboer på sygehuset

Brand i rækkehus sendte beboer på sygehuset

0
KRIMI. Sydøstjyllands Politi rykkede søndag klokken 12.39 ud til en melding om brand i et rækkehus i Kolding. Anmeldelsen kom fra Ryslingevej, hvor både...