Når Trapholt den 2. november åbner dørene for arrangementet About Wood, bliver det en hyldest til træet, håndværket og de unge snedkere, der står bag årets bedste svendestykker.
Museets gæster får mulighed for at komme helt tæt på det gode håndværk, når nyudlærte snedkere fra hele landet udstiller deres præmierede værker. Her kan man både se, røre og høre om, hvordan de unikke møbler og konstruktioner er blevet til – fra idé til færdigt svendestykke.
»Det er snedkeri i absolut topklasse, der indtager museet,« lyder det fra Trapholt, som i samarbejde med Snedkernes Uddannelser står bag arrangementet.
De udstillende håndværkere spænder bredt – fra møbelsnedkere med sans for form og æstetik til maskinsnedkere og bygningssnedkere, der mestrer præcision og konstruktion. Fælles for dem alle er glæden ved materialet og respekten for det traditionelle håndværk.
Også trædrejerne får en særlig rolle på dagen. De har i år fået til opgave at dele et stykke træ i to – hvor den ene halvdel forvandles gennem drejning, mens den anden forbliver rå og uforarbejdet. Resultatet kan opleves på museet, hvor publikum får indblik i træets transformation fra natur til formgivning.
About Wood henvender sig til alle, der har kærlighed til træ, design og godt håndværk. Dagen byder på både fordybelse, samtaler og inspiration for både fagfolk og nysgerrige gæster.
Arrangementet finder sted søndag den 2. november fra klokken 10 til 17 på Trapholt, Æblehaven 23 i Kolding. Det er inkluderet i museets almindelige entré, som også giver adgang til de øvrige kunst- og designudstillinger.
Lige om lidt er der kommunalvalg – og jeg stiller op for tredje gang. Denne gang som kandidat nr. 2 på den socialdemokratiske liste.
Verden forandrer sig med lynets hast, og netop derfor håber jeg, at mine mange års erfaring fra arbejdslivet stadig kan bruges til at finde stærke, fornuftige løsninger. Jeg vil være med til at sikre den gode kernevelfærd, som altid har givet fredericianerne tryghed i hverdagen – og det kræver et byråd, der samarbejder og står sammen om de vigtigste opgaver.
Jeg brænder især for, at flere unge får lyst til at vælge de vigtige velfærdsfag. Vi har brug for dem – og de har brug for os. Derfor skal vi blive bedre til at støtte dem under uddannelsen, så de ikke mister modet, når det bliver svært. Det kan for eksempel være ved at tilbyde en støtteperson eller mentor på arbejdspladsen eller uddannelsesstedet, som kan hjælpe dem godt igennem.
Der er også unge, som ikke lige får den bedste start – og dem må vi ikke give op på. De skal have en ekstra håndsrækning, måske gennem et fleksibelt job på op til 18 timer om ugen, hvor der tages hensyn til deres behov og tempo. Vi skal vise dem, at de er velkomne og værdifulde, og at der altid er en ny chance at få.
Jeg vil arbejde for, at vi løfter de unge fra familier, der har det svært, så de får mulighed for at bryde den sociale arv. Det kan være gennem støtte til fritidsjob, hvor de oplever glæden ved at tjene deres egne penge og få ansvar.
Og så skal vores kommende jobcenter have et særligt fokus på de unge – for de er ikke bare vores fremtid, de er vores fælles ansvar.
Den nye emballageafgift, der trådte i kraft 1. oktober, rammer Kolding-virksomheden Smurfit Westrock hårdt. Direktør Kim Andersen anslår, at afgiften alene på fabrikken i Kolding vil koste op mod 200 millioner kroner om året.
»Når vi regner på konsekvenserne alene her på fabrikken i Kolding, lyder ekstraregningen på op mod 200 millioner kroner i afgifter årligt. Vores produkter er altså blevet markant dyrere fra den ene måned til den anden, og det er jo ikke hensigtsmæssigt,« siger Kim Andersen, direktør for Smurfit Westrock Kolding.
Afgiften er en del af det såkaldte udvidede producentansvar, som betyder, at virksomheder, der sætter emballerede produkter på markedet, skal betale for indsamling og genanvendelse. Det gælder uanset om emballagen er lavet af pap, plast, papir, metal eller glas.
Hos Smurfit Westrock, som er en af verdens største producenter af papemballage, vurderes de økonomiske konsekvenser at være massive. Ifølge Kim Andersen betyder lovændringen, at tusindvis af produkter pludselig bliver dyrere, uden at kunderne får mere værdi.
»Hos os har vi været i dialog med kunder svarende til over 7.000 forskellige produkter, og vi har måttet ombygge hele vores ERP-system på baggrund af det her. Så det har meget store administrative omkostninger også,« siger han.
Også andre virksomheder mærker effekten. Hos hudplejeproducenten Ecooking, der blandt andet forhandler gennem Matas, anslås de direkte omkostninger til omkring en halv million kroner. Det svarer til, at hvert produkt bliver cirka 10 kroner dyrere for forbrugerne.
Hos Business Kolding er der heller ikke begejstring for afgiftens udformning. Direktør Morten Bjørn Hansen mener, at lovgivningen skader danske virksomheders konkurrenceevne.
»Det nytter ikke noget, at staten behandler Danmark som var vi et beskyttet værksted. Vi er en åben økonomi, og vores virksomheder er hver dag i international konkurrence. Derfor er den danske implementering af emballagedirektivet dybt skadelig for virksomhederne. Det er vanskeligt nok at forstå lovgivningen, som er unødig bureaukratisk,« siger han og tilføjer: »Og når udenlandske konkurrenter samtidigt slipper uden om kravene, er det svært at se fornuften. Danske virksomheder er dygtige til at konkurrere med udlandet, men derfor behøver man jo ikke at binde en betonklods om benet på dem, når de skal ud at løbe om kap med udlandet.«
Kim Andersen fra Smurfit Westrock bakker op om tanken bag producentansvaret, men kalder udformningen urimelig.
»Pap er jo et superprodukt i min optik, fordi det kan rigtig mange ting og samtidig nemt kan genbruges. Alligevel rammes pap hårdt af afgiften – også procentuelt hårdere end plast, hvilket åbenlyst er et kæmpe problem for miljøet og ikke hensigten med de vejledninger, der ligger til grund for lovgivningen. Og vi hører allerede nu fra samarbejdspartnere, at de overvejer at gå plastvejen frem for pap. Det synes jeg er den forkerte vej at gå i forhold til miljøet,« siger han.
Han og Ecookings grundlægger, Tina Søgaard, peger samtidig på en uretfærdighed i systemet. Ifølge dem slipper udenlandske konkurrenter for både afgifter og bureaukrati, mens danske virksomheder skal bruge store ressourcer på registrering og dokumentation.
»Samtidig gør såkaldte free riders, som ikke registrerer sig i Dansk Producentansvar (DPA), det endnu sværere for danske virksomheder, da de undgår de lovpligtige afgifter og skaber unfair konkurrence,« lyder det i pressemeddelelsen.
Kim Andersen frygter, at politikernes fortolkning af EU-reglerne kan få alvorlige konsekvenser.
»I min optik har de danske politikere overfortolket EU-reglerne, og det stiller danske virksomheder ringere i forhold til vores konkurrenter i udlandet. Og på sigt risikerer det jo at gå ud over medarbejdere i danske virksomheder,« siger han.
Fakta Emballageafgiften trådte i kraft 1. oktober 2025. Omkring 41.000 virksomheder i Danmark er omfattet. Virksomhederne skal registreres hos Dansk Producentansvar (DPA) og betale gebyrer afhængigt af mængde og type emballage. Dansk Erhverv vurderer, at den samlede regning på landsplan løber op i mindst 1,6 milliarder kroner årligt.
At lede efter sandheden er en af lederens vigtigste dyder. Alligevel taler vi for lidt om den, glemmer den i den travle og kaotiske hverdag, forledes til at fordreje den og miste den af syne, for en stund eller for altid. Det må vi gøre noget ved. Uanset hvilken branche vi er i, om vi er konkurrenter, venner eller fjender, så bør lederens etiske krav til sig selv og andre være at lede efter sandheden. At sætte retningen er let. At finde den er sværere, men mulig. Det handler denne artikel om.
Sandheden er på mange måder ligesom sandet. Sandet er afhængig af vand og vind, mens sandheden er afhængig af det menneskelige sind. Nogen gange fastholdes, for en tid, sandet og sandheden på ét sted og hober sig op. Andre gange føres sandet med vinden og sandheden med sindet flygtigt videre til nye positioner og danner nye sandbakker/nye sandheder.
Det bliver for os mennesker og vores ledere en evig rejse og søgen efter sandheden, hvis vi tager dét ansvar på os og er bevidst om det. For har vi ikke i nutidens verden glemt og gemt sandheden væk? Lukket øjnene for den, fordi det på den korte bane synes lettere, smartere og mere udbytterig. Uden tanke på de kommende generationer og verden omkring os. Hvad vil det egentlig sige at værne om sandheden, forstå den og udøve den i sit daglige virke som leder og som menneske i den verden, vi lever i.
Med ”Den danske ordbogs” definition kommer vi et skridt videre: Sandhed betyder: ” at indholdet i et udsagn eller en tankegang stemmer overens med virkeligheden eller tingenes virkelige væsen; udsagn eller tankegang med et sådant indhold”. Så langt, så godt. Men nu, som i mange andre definitionstilfælde, står vi med en ny udfordrende definitionsopgave, her om ordene ”virkelighed” og ”tingenes virkelige væsen”, som jeg har skrevet om i tidligere artikler, herunder om hvordan vi hver især har vores egen model af verden og et eget syn på, hvordan verden omkring os er.
I håbet om at finde ind til kerne i svarene på, hvad ”virkeligheden og tingenes virkelige væsen” er? er der gennem tiden lagt mange forskellige samfundsvidenskabelige perspektiver ned over dette fænomen.
Så, hvis vi antager, at dette er præmissen, hvad kan vi som ledere så konkret gøre, når vi leder andre mennesker og forsøger at lede os selv, når vi nu påtager os præmissen om at lede efter sandheden.
Det første jeg umiddelbart tænker på i dagens verden, er betydningen af lederens troværdighed, åbenhed, gennemsigtighed og ærlighed, som ledelsesværktøjer til at komme så tæt på sandheden som muligt, hvis vi overhovedet kan tale om én sandhed. Det vender jeg tilbage til lidt senere.
For lederen handler det vel mere om at skabe en fælles forståelse af verden, som vi i fællesskab arbejder ud fra. En forståelse som hele tiden bliver udfordret og må justeres for at give mening i de nye kontekster, som opstår. Her er lederens troværdighed, åbenhed, gennemsigtighed og ærlighed afgørende. Med et blik på nutidens troværdighedsanalyser, samfundsdebatternes form og indhold og mediernes dækning heraf, kan vi vel nok – med et gran af sandhed – sige, at der bestemt er noget at komme efter og et forbedringspotentiale, som vi med god grund og udbytte kan drage nytte af.
Lederens troværdighed afhænger af, om vi kan stole på lederen. Om lederen er redelig, pålidelig, ubestikkelig, ufordærvelig, retfærdig, fair, konsekvent, plausibel, lovlydig, ordentlig. Ja, flere andre prædikater kan anføres. Troværdigheden afhænger fundamentalt af, om lederen er i stand til at omsætte sine ord til handling. At lederen ”Walk the Talk”, gøre det, hun siger. Og omvendt ”Talk the Walk”, siger det, hun gør.
Lederens åbenhed er afgørende for, om lederen er i stand til at lede efter og finde sandheden. Eller i hvert fald nærme sig sandheden bedst muligt, når sandheden viser sig at være en social konstruktion med mange variationer og heraf følgende dilemmaer. Åbenheden er afgørende for at finde nye veje, for at finder nye, mere meningsfulde sandheder i takt med, at vores verden forandrer sig. Åbenheden styrker lederens troværdighed.
Lederens gennemsigtighed betyder, at vi skal kunne gennemskue lederens tanker om og hensigter med sin ledelse. Vi skal gennem lederens gennemsigtighed kunne forstå, hvorfor ledelsesbeslutninger træffes og implementeres, som de gør. Lederens gennemsigtighed styrker meningsskabelsen hos den enkelte medarbejder, kunde, leverandør, interessent, bestyrelse, ejer og ambassadører for virksomheden.
Lederens ærlighed er fundamentet for at kunne lede efter sandheden. Ærlighed kan ikke gradbøjes. Ærligheden er det stærkeste våben, som vi mennesker har, især vores ledere. At kunne tage fejl, erkende det, og tage ved lære af ens erfaringer er afgørende for lederens ærlighed, og andres opfattelse af den. Sagt på en anden måde. Det at være i stand til at lytte til og modtage feedback og samtidigt kunne agere rettidigt på den, er forudsætningen for at nærme sig en bedre sandhed.
Lederens egne bias´ og forudindtagethed vil altid, i en eller anden grad, være til stede i lederens tanker og handlinger. Derfor er lederens bevidstgørelse og synliggørelse af sine egne bias´ overfor sig selv og sin omverden en vigtig ingrediens i at kunne indoptage kunsten i at lede efter sandheden. Dertil hører også lederens socialkonstruktivistiske evne til at forstå verden og udleve den i sit lederskab ud fra en samlet vurdering fra forskellige perspektiver.
Kunsten i at lede efter sandheden hører tæt sammen med min artikel om ”På sporet af tvivlsomme beslutninger”. For hvis lederen ikke samtidig og til stadighed er i stand til sætte spørgsmål ved sine beslutninger, så ophører lederens evne til at lede efter sandheden og skabe de bedst mulige løsninger for helheden.
POLITIK. De seneste to valgperioder har budt på hele tre socialdemokratiske borgmestre i Fredericia. Først Jacob Bjerregaard, så Steen Wrist – og nu Christian Bro. Midt i valgkampen taler den erfarne socialdemokrat og formand for Børne- og Skoleudvalget, Ole Steen Hansen, åbent om de mange skift, om partiets læring – og om sin tillid til, at stabiliteten er vendt tilbage.
»Ja, vi har haft tre borgmestre på otte år, og to af dem er stoppet før tid. Det er selvfølgelig uheldigt, men det er sådan, det er. Man ser den tendens over hele landet, at mange borgmestre stopper tidligere end før. Det er et hårdt job, og det kræver virkelig mange kræfter at være borgmester,« siger Ole Steen Hansen.
Han peger på, at både Jacob Bjerregaard og Steen Wrist trådte til og fra under svære perioder – og at presset på kommunale topfolk er vokset markant de seneste år. »Det er jo både de sociale medier, presset fra vælgerne og det enorme ansvar, der følger med. Det slider. Og når man samtidig har små børn, som både Steen og Jacob havde, så er det ekstra hårdt. Jeg tror, det er blevet sværere at være borgmester i dag, end det var for bare ti eller tyve år siden,« siger han.
For Ole Steen Hansen handler det ikke om manglende vilje, men om menneskelige grænser. »Ingen stopper for at snyde vælgerne. De stopper, fordi de er slidt op. Det tror jeg, folk godt kan se. Livet leves jo dag for dag, og nogle gange må man erkende, at kræfterne ikke rækker til fire år mere,« siger han.
Han medgiver, at borgmesterskiftene har været en udfordring – men ikke én, der har rokket fundamentalt ved vælgernes tillid til partiet. »Selvfølgelig påvirker det, når borgmestre går før tid. Men vi bevarede borgmesterposten sidste gang, og det regner jeg med, at vi gør igen. Folk kan godt se, at vi står sammen om at finde den rette til at lede byen videre,« siger han.
Når han bliver spurgt, om vælgerne kan forvente stabilitet denne gang, svarer han med rolig overbevisning: »Jeg kan jo ikke give en garanti, men jeg kan sige, at Christian Bro har erfaringen og overskuddet. Han har siddet i byrådet i mange år, og han virker frisk og afbalanceret. Det er det, vi går til valg på – at han skal sidde der i fire år og føre Fredericia sikkert videre.«
Ole Steen Hansen, der selv har været viceborgmester i otte år, mener, at Socialdemokratiet har lært meget af de seneste år. »Vi har lært, at vi skal være bedre til at bruge de kræfter, vi har omkring borgmesteren. Man skal ikke stå alene i rollen. En borgmester skal bruge sin viceborgmester, sine udvalgsformænd og sin organisation. Der er ingen, der kan klare det hele selv,« siger han.
Han fortæller, at han kender udfordringen indefra. »Jeg har stået mange gange som viceborgmester og holdt taler, hvor folk nærmest blev skuffede, fordi det ikke var borgmesteren, der kom. Men sådan noget skal en borgmester turde delegere. Det er med til at skabe balance,« siger han.
Selv om han erkender, at tiden har været turbulent, er han overbevist om, at Fredericia nu står stærkere. »Vi skal passe på de borgmestre, vi har,« siger han. »Og jeg synes, at Christian Bro har vist, at han har overblik, ro og evnen til at samle Fredericia. Han har allerede været borgmester i over et år, og han har nu prøvet mange ting for anden gang. Det giver rutine, og det kan mærkes.«
For Ole Steen Hansen handler politik i sidste ende om tillid – både mellem borgere og byråd, og mellem byråd og borgmester. »Jeg tror på, at fredericianerne kan se, at vi stiller med en borgmester, der kan og vil samle Fredericia. Det er det vigtigste for byen lige nu – stabilitet, samarbejde og ro til at udvikle Fredericia,« siger han.
SPORT. Det lignede længe en kamp, hvor Middelfart Boldklub kunne drille AC Horsens. Men i stedet endte det hele i en tung 3-0-afklapsning og en rød streg i regnskabet – både på tavlen og i temperamentet. Cheftræner Kim Engstrøm havde efter slutfløjtet svært ved at skjule sin ærgrelse. Ikke så meget over resultatet, men over de marginaler, der fik kampen til at tippe den forkerte vej.
»Det er i hvert fald ikke en 3-0-kamp. AC Horsens er jo bedre end os og bør også være det på alle parametre. De er klart bedst i første halvleg, men jeg er træt af det første mål, for det kan vi gøre noget ved,« siger Kim Engstrøm, mens han skubber hænderne i lommerne og ser ud over banen, hvor græsset stadig bærer mærker efter en fysisk kamp.
Han ved, at AC Horsens er en modstander i en anden vægtklasse. Budgettet, truppen, rutinen – alt peger opad i gul trøje. Men det er ikke det, der frustrerer ham mest. Det er følelsen af, at holdet faktisk havde fat i noget i anden halvleg.
»Vi kommer meget, meget stærkt ud efter pausen. Faktisk indtil det røde kort synes jeg, vi dominerer og lukker fuldstændig ned for dem. Vi sidder på spillet. Og det røde kort ødelægger jo vores muligheder for at komme tilbage. Om det så ender 1-0 eller 3-0 er ikke det afgørende. Når vi sætter alt frem, bliver der åbent bagud – sådan er fodbold,« siger han.
Rødt kort til forsvareren Greve blev et vendepunkt. Middelfart stod med momentum og boldbesiddelse, men to gule kort på kort tid sendte kampen i en ny retning.
»Han er jo ikke selv tilfreds,« siger Engstrøm og trækker lidt på skuldrene. »Det andet gule er klart, det er et gult kort, men jeg er træt af det første. Der er ikke gult kort dér, og det er den, jeg hænger mig i. Han mener heller ikke, der er kontakt. Det er sådan en detalje, der bliver dyr.«
Langs sidelinjen voksede frustrationen hos både spillere og stab, og stemningen omkring bænken blev mere intens, som minutterne gik. Spørgsmålet er, om det kun var udvisningen, der tændte gnisten.
»Det røde kort kan vi ikke være uenige i,« siger Engstrøm ærligt. »Men vi var frustrerede over en situation mellem Dellarts og Shire, hvor vi synes, der er et klart frispark til os. Ikke fordi Dellarts skal have rødt, men der skulle have været gult. Jeg synes, der var nogle ting, der gik lidt mere den gule vej end vores, men sådan er fodbold. De små tilfældigheder gik bare ikke vores vej i dag.«
Han nægter at give sig hen til snakken om, at bundhold dømmes anderledes end tophold. »Nej, det tror jeg ikke. Dommerne dømmer ens, uanset hvem der spiller. Men marginalerne gik ikke med os, og det må vi leve med,« siger han.
Når man ser på kampbilledet, er det dog tydeligt, at Middelfart havde sine momenter. Den første halve time efter pausen viste et hold med tro, vilje og energi – et hold, der turde udfordre et mandskab med Superliga-erfaring i benene.
»11 mod 11 synes jeg, vi dominerer i 25 minutter af anden halvleg,« vurderer Engstrøm. »Vi skaber ikke de helt store chancer, men havde vi stået med 1-0 fem-ti minutter før tid, så havde der været usikkerhed hos AC Horsens. Det var det, vi lurede lidt på. Men det blev ødelagt af det røde kort, klart.«
Selvom resultatet på tavlen ikke viser det, mener træneren, at kampen rummer vigtige tegn for fremtiden. Ikke mindst i måden, spillerne reagerede på efter pausen.
»Vi kan bruge det til at se, at vi i anden halvleg spiller, som vi gerne vil. På det niveau, vi gerne vil. Det er ikke AC Horsens, vi skal måle os med – det ved vi godt. Vi skal tage point mod de hold, der ligger omkring os, og det har vi gjort indtil nu. Vi skal blive ved, og så handler det om at være tæt på feltet, når vi rammer de sidste ti kampe. Det er dér, det hele bliver afgjort,« siger Kim Engstrøm.
Med nederlaget blev forskellen til redningspladserne ikke mindre, men der er stadig tro i truppen. Den kampgejst, Middelfart viste i de bedste perioder mod AC Horsens, giver et glimt af håb i en hård turnering, hvor marginalerne ofte bestemmer, om man er bundhold eller overlever.
For Kim Engstrøm er det ikke resultatet, men reaktionen, der tæller. »Vi skal ikke hænge os i 3-0. Vi skal hænge os i, at vi i anden halvleg viste, hvem vi gerne vil være,« siger han, inden han går mod omklædningsrummet, hvor hans spillere venter.
På en dag, hvor alt gik galt, var der alligevel noget at bygge videre på.
OPINION. På de rigtige præmisser, -JA. Atomkraft er ikke ufarlig – men når vi håndterer den professionelt, er det den sikreste, mest kontrollerede og mest miljøvenlige energiform, vi kender. Jeg køber i dag min strøm gennem Kärnfull Energi – et svensk selskab, der leverer 100 % atomkraftbaseret, CO₂-fri strøm.
Fredericia er en industriby med store energibehov lige som hele 3 kant området har. Fredericia har raffinaderi, havn, tung transport og fremtidige datacentre. Her giver stabil, udledningsfri energi mening. Atomkraft kan desuden give overskudsvarme til fjernvarmen, skabe lokale arbejdspladser, og placeret på eksisterende industrigrunde med rette kølelings muligheder, beslaglægger det ikke natur.
Et “betinget ja” til atomkraft? Fordi det kræver, at: Placeringen sker sikkert – gerne på eksisterende værksarealer. Beredskabet er i top, og borgerne inddrages åbent og ærligt. Fredericia får lokal gevinst: lavere varmepris, arbejdspladser og uddannelse. Projekterne følger en realistisk tidsplan og økonomi – ikke varm luft og PowerPoint- visioner.
Hvad vi bør gøre i Fredericia nu Gør havnen og erhvervslivet klar som serviceknudepunkt for dansk atomkraft. Opgradere fjernvarmenettet, så det senere kan modtage overskudsvarme fra atomkraft. Samarbejde med Maskinmesterskolen om uddannelser i nuklear sikkerhed og drift. Udarbejde en lokal energiberedskabsplan, der også kan bruges i krisesituationer.
Jeg er for stabil, grøn og realistisk energi – især de såkaldte SMR’er (Small Modular Reactors) – er designet med passiv sikkerhed, dvs. at de automatisk lukker ned ved fejl, uden menneskelig indgriben.
Moderne atomkraftværker er bygget med så mange sikkerhedslag, at risikoen for uheld er meget lille, og teknologien er udviklet med menneskers tryghed som første prioritet.
OPINION. Når Socialdemokratiets kandidat Poul Erik Jensen tegner billedet af en kommune, der “privatiserer” og “sender medarbejdere hjem i månedsvis”, så kalder det på en præcisering. For det billede, han tegner, er ganske enkelt ikke korrekt.
For det første: Der er ikke tale om en privatisering. Kolding Kommune har gennemført et lovpligtigt udbud af opgaverne med renholdelse i bymidten. Udbuddet endte med, at det tyske firma Terranor A/S vandt opgaven. Men det ændrer ikke på, at det er en kommunal opgave, under kommunalt ansvar og med krav om danske løn- og arbejdsvilkår i henhold til 3F’s overenskomst.
Det er en almindelig og fuldt lovlig procedure, som mange kommuner gennemfører, netop for at sikre, at borgernes penge bliver brugt effektivt og ansvarligt.
For det andet: Vinterhjemsendelser er ikke noget nyt fænomen. Det har i årevis været en del af driften i den grønne branche, både i offentlige og private enheder. Kolding Kommunes entreprenørafdeling har gjort brug af vinterhjemsendelser længe før denne kontrakt, netop for at kunne tilpasse bemandingen i de måneder, hvor der naturligt er færre opgaver.
Der er tale om midlertidige hjemsendelser og IKKE afskedigelser. Medarbejderne er fortsat ansat og vender tilbage, når sæsonen går i gang. Alternativet ville være sæsonansættelser, hvor man reelt opsiger folk hvert år. Det ønsker ingen af os.
Tværtimod arbejder vi målrettet på at nedbringe behovet for hjemsendelser, bl.a. gennem en ny helhedsorienteret driftsmodel, der gør planlægningen mere fleksibel.
Jeg har fuld forståelse for, at vinterhjemsendelser er en svær situation for de medarbejdere, der bliver berørt.Men det er vigtigt, at den offentlige debat bygger på fakta og ikke på fornemmelser.
Der er ikke sket en privatisering, og der er ikke nogen sammenhæng mellem udbuddet og antallet af vinterhjemsendelser.
Til gengæld er der et løbende, seriøst arbejde i gang for at skabe stabile arbejdsforhold og en effektiv drift, til gavn for både medarbejdere og borgere i Kolding Kommune.
OPINION. Fredericia er en fantastisk by med en helt unik placering. En kæmpe grøn ”bypark” i form af volden rundt om byen. Med Østerstrand, Kanalbyen og Lillebælt og ikke mindst det unikke naturområde ved Trelde Næs, Erritsø Mose og Hannerup skov.
Så fantastisk at flere skal opleve den i et langsomt tempo og med fokus på netop at nyde naturen og de unikke rammer. Fredericia skal lave et grønt kursskifte i forhold til Turismen. Lad os sige nej tak til at lægge kajplads til de flydende byer og stærkt forurenende turismeform i Krydstogtskibene og opprioritere friluftsturismen.
Første skridt kan være at få etableret Fredericias egen version af Lillebæltsstien, som er en vældig populær vandrerute på fyns siden af Lillebælt. Det burde være muligt at etablere og afmærke en sti helt til Trelde Næs fra den gamle bro. Gennem Hannerup skov, Erritsø Mose og videre forbi Ullerup Bæk, Madsby – enge, Randal skov og Hyby Fælled. Måske med en afstikker til centrum af Fredericia, rundt langs volden, Østerstrand og til Kanalbyen.
Stien kunne forbinde de store shelterpladser i Madsby og Trelde og med fordel kunne man etablere endnu et primitivt overnatningssted tæt på centrum, enten ved Østerstrand eller i Kanalbyens grønne områder. Gøre det muligt for kortere friluftsferier og oplevelser omkring Fredericia. En turisme form der samtidig er til at betale for de familier der har mindst.
Måske er det ikke alle vandrere og cykelturister der ønsker at overnatte under åben himmel, men andre steder har hoteller og andre aktører succes med at tilbyde ”friluftsturisme” pakker med vandre og cykelferier. Lad os få mere af det til Fredericia.
Friluftsturismen boomer i Danmark og flere søger den simple fordybende og billige ferieform. Når visionen om at være ”grøn i Verdensklasse” også skal rime på virkelighed så bør vi også satse på at tiltrække den grønne turisme fremfor de store krydstogtsskibe og den sorte turisme, som når alt kommer til alt ikke bidrager med meget handel til byen.
OPINION. Fredericia har et hold i fodboldens superliga og et håndboldhold i den øverst håndbold liga for herre.
Begge steder er der krav til tilskuerfaciliteterne og meget andet, de to store idrætsforbund under DIF forlanger at klubberne lever op til disse regler, ellers kan klubberne ikke være deltagende i ligaerne.
Fredericia by træffer et valg og finder pengene frem til udbygning af vores stadion, rigtigt mange millioner bliver sat i beton og tage, der skal give et ganske lille udsnit af Fredericias befolkning nogle timer, i selskab med andre fodboldelskere fra andre byer.
Der er ingen grænser for hvor langt Fredericia som by vil gå for at profilere fodbolden og håndbolden, rigtigt mange politikere bruger begge scener som et politisk udstillingsvindue. Ordene kan ikke blive fine nok, Fredericia som by bliver fremstillet som en man skal regne med i sportens verden, en by med idrætten som noget de andre byer vil misunde og misunder.
Ser vi på alle de andre sportsgrene, ja så er det så som så med hvad der gives til disse idrætsgrene. Man ser heller ikke politikere sole sig i medierne når, man f.eks. vinder europamesterskaber i kampsport eller vi har udøvere der kommer hjem til Fredericia med guldmedaljer om halsen, nej kun når vi taler fodbold og håndbold, så er vi som by klar til at sætte scenen, rådhuset åbnes med hyldester, der sættes store skærme op på rådhustorvet, jo intet kan blive stort nok.
Hvis man tillader sig at stille spørgsmålet, ” hvad gives der i støtte til de to idrætsgrene.?” ja så er der ingen der har den store lyst til at svare. Ved det sidste kommunalvalg tillod jeg mig at stille spørgsmålet og her kom det frem at håndbold kunne træne gratis i hallerne, alt i mens at andre idrætsgrene måtte betale for deres trænings timer, nu tillader jeg mig at stille spørgsmålet igen, hvad gives der i direkte støtte til de to idrætsgrene, herunder hvor en andel har Fredericia som by i det nye stadion.?
Vi skal huske på, at man ikke kunne finde pengene til at drive bowlingcenteret, her talte vi om et beløb der slet ikke kommer i nærheden af de summer man har lagt i det nye stadion. Nu rejser omkring 60 af vores ældre medborgere til Middelfart for at bowle, her er der plads, her kan de få muligheden for at nyde hinandens selskab og være aktive i nogle timer.
Ja bowling billedet er bare et af mange, ingen vil tale om det og slet ikke de to idrætsgrene der profiterer af at Fredericia som by er hoppet med på vognen og med lethed finder pengene frem til udbygninger og skjult støtte, dette mens Fredericia som by kæmper med at finde penge til det sociale område, de udsatte og handicappede.
Vi må som by stille nogle krav til de to idrætsgrene, om at de kan klare deres huslejer og banetimer selv. Vi skal og kan ikke holde liv i deres klubber for penge vi ikke har eller som kunne gå til områder der har mere brug for det.
Socialområdet i Middelfart må ikke hvile på tallene alene
Middelfart Kommune ligger flot i nationale sammenligninger på social- og velfærdsområdet. Det er ikke til at...
