Skoleleder er fortid i Fredericia

0

Tina Möglich er ikke længere afdelingsleder på Kirstinebjergskolen, afdeling Høgevej. Dette bekræfter chef for Børn og Læring i Fredericia Kommune, Magnus te Pas. Fratrædelsen er resultatet af en frivillig aftale mellem hende og kommunen, men de nærmere omstændigheder omkring aftalen holdes fortrolige.

Forældrene på skolen er informeret om afskeden via forældre intrasystemet, Aula. Nu bekræfter Magnus te Pas også til AVISEN, at Tina Möglich ikke længere af afdelingsleder på Kirstinebjergskolen, afdeling Høgevej.

– Hun har indgået en frivillig fratrædelsesaftale, og det kan jeg bekræfte, bekræfter han.

En frivillig fratrædelsesaftale indebærer, at begge parter – Tina Möglich og Fredericia Kommune – er enige om at afslutte samarbejdet uden at offentliggøre detaljer om de præcise årsager bag beslutningen. Det er en standard praksis i sådanne sager, hvor aftalens indhold og årsager er omfattet af fortrolighed for at beskytte begge parters interesser.

Magnus te Pas har endnu ikke modtaget information om, hvordan den videre proces for ledelsen af Kirstinebjergskolen, afdeling Høgevej, vil forløbe. Han forventer dog, at der snarest muligt vil blive truffet beslutninger omkring skolens fremtidige ledelse og de næste skridt for at sikre en stabil overgangsperiode.

Værter skimter DM-medaljer til U18-herrer

0

Lørdag er Erritsø GIF Rugby vært for årets DM-stævne for de ældste ungdomsrækker. Her står klubbens Danmarksmestre 2021, 2022 og 2023 foran årets helst store styrkeprøve. For det er nu, de unge 18-løver skal vise, at de stadig kan regnes landets bedste rugbymandskab for herrespillere under 18 år.

Efter DM-guld som U14, og to gange DM-guld som U16, rykkede hele truppen ved sæsonstart op som U18-hold. Da turneringsstrukturen er ændret til U18 Cross Border kampe mellem klubberne vest og øst for Storebælt, har Erritsøs tredobbelte Danmarksmestre hidtil i sæsonen ikke spillet officielle kampe som hold i egen ret.

Det skal de nu, hvor Danmarksmesterskabet 2024 skal afgøres. Disciplinen bliver 7’s, hvilket vil sige, at hvert U18-hold spiller med 7 spillere på banen ad gange, og hvor kampstiden er 2 x 10 minutter.

Stævnet i Erritsø omfatter også kampe for U10, U12 og U14, og U16-hold fra de fleste rugbyklubber i landet. Derved ventes omkring 200 deltagere i stævnet, inkl. trænere, holdledere, forældre og en række frivillige. Den lokale værtsklub stiller også med hold i U10 og U14-rækkerne.

Ungdomsansvarlig og næstformand Jan ’Bubsi’ Nielsen i Erritsø GIF Rugby udtaler: 

– Det bliver superfedt at igen spille på hjemmebane. Der er ingen tvivl om, at vi år bliver mere presset af de andre U18-hold og der bliver en indædt kamp om DM-guldet, hvilket er super fint. Så må vi se, hvor det ender. Det vigtigste er, at alle har det sjovt og spillerne hele tiden udvikler sig. Men vi siger da ikke nej til en guldmedalje mere, siger ‘Busbi’.

Tilskud til hjemmepasning fortsætter

0
Foto: AVISEN

På det seneste byrådsmøde blev det enstemmigt besluttet at støtte forslaget om at gøre den nuværende forsøgsordning for hjemmepasning af børn permanent. Forslaget indebærer videreførelse af de forhøjede takster, som i årene 2023 og 2024 har været gældende for tilskud til pasning af egne børn i alderen 24 uger til 3 år og 3,1 år til skolestart.

Formanden for Børn, Kultur og Fritidsudvalget, Lars Kristian Vigsø (A), forklarer på byrådsmødet mandag, at formålet med ordningen er at tilbyde småbørnsfamilier større fleksibilitet i valg af pasning:

– Vi vurderer, at ordningen, sammen med de lidt højere takster, øger fleksibiliteten for en række familier, der ønsker at benytte sig af hjemmepasning i en periode. Derfor foreslår vi, at ordningen gøres permanent, siger Lars Kristian Vigsø.

Positiv erfaring fra forsøgsperioden

Ifølge Børn- og Ungeforvaltningen har den nuværende forsøgsperiode vist positive resultater, hvor flere familier har valgt at benytte sig af tilskuddet. I gennemsnit har otte flere børn per måned i alderen 24 uger til 3 år været hjemmepasset i 2023 og 2024 sammenlignet med 2022. For børn i alderen 3,1 år til skolestart har seks flere børn per måned modtaget tilskud til hjemmepasning.

Ordningen giver småbørnsfamilier mulighed for at skabe en mere fleksibel hverdag eller indgå i netværk med andre familier, som også passer deres egne børn. Vigsø understreger:

– Det kan være til gavn for familier, der er i netværk med andre familier, familier, der selv ønsker at passe deres børn fra børnehavestart, eller familier, der i en periode har brug for hjemmepasning for at få hverdagen til at hænge sammen.

Økonomiske fordele ved ordningen

Ud over de positive erfaringer er der også økonomiske fordele ved at gøre ordningen permanent. Tilskuddet for børn i alderen 24 uger til 3 år udgør 7.874 kr. pr. måned, og for børn i alderen 3,1 år til skolestart er det 2.673 kr. pr. måned (2024-niveau). Dette er en besparelse i forhold til udgiften pr. barn i et kommunalt dagtilbud, som ligger på 8.544 kr. pr. måned for vuggestuebørn og 4.074 kr. for børnehavebørn.

– Økonomien i ordningen hænger godt sammen med det nuværende tilskud. De højere takster medfører lavere udgifter end ved, at barnet er indmeldt i enten et privat eller kommunalt dagtilbud, bemærker Vigsø.

Enstemmig opbakning i byrådet

På byrådsmødet var der bred enighed om at gøre ordningen permanent, og forslaget blev vedtaget uden modstand. Forslaget har tidligere været godkendt af Børn, Kultur og Fritidsudvalget og anbefalet godkendt af Økonomiudvalget. Den enstemmige opbakning fra byrådet sikrer nu, at kommunen fortsat kan tilbyde økonomisk støtte til familier, der vælger at passe deres egne børn.

Middelfart Kommune fortsætter dermed indsatsen for at skabe mere fleksible pasningsmuligheder for småbørnsfamilierne og sikre, at familierne har flere valgmuligheder, der matcher deres behov og ønsker.

Middelfart Havbad søger ekstra garanti fra kommunen

0

Middelfart Havbad har bedt Middelfart Kommune om at øge deres eksisterende lånegaranti med 400.000 kr., så den samlede garanti bliver på 1,75 mio. kr. Den oprindelige garanti på 1,35 mio. kr. blev givet i december 2023 for at støtte en udvidelse af klubbens faciliteter.

Forhøjelsen af garantien er nødvendig, da projektet har vist sig dyrere end forventet. Særligt elinstallationerne har skabt uforudsete udgifter, som blandt andet omfatter et nyt elkabel, en ny eltavle og et oprettelsesgebyr hos TREFOR. Disse udgifter beløber sig til 370.000 kr., og klubben ønsker at sikre, at projektet fortsætter uden forsinkelser.

– Her i byrådet besluttede vi i december sidste år at stille en garanti på 1.350.000 kr. til Middelfart Havbad til finansiering og udvidelse af klubbens faciliteter. Siden da er projektets økonomi blevet udfordret, da omkostningerne til elinstallationer og kabler har vist sig at blive markant højere end forventet, forklarer Lars Kristian Vigsø (A), som sidder i Beskæftigelses- og Arbejdsmarkedsudvalget.

– Den store venteliste til klubben betyder, at der er et stort behov for de nye faciliteter. Med 250 flere medlemmer, som bygningen kan give plads til, vil klubbens kontingentindtægter kunne stige med 125.000 kr. årligt, hvilket kan bidrage til forretningen og afdrag på lånet. Det nye havbadehus med moderne faciliteter understøtter også vores ambitioner om, at byen skal have en levende marina, tilføjer han.

Forvaltningen og BKF-udvalget har allerede udtrykt deres støtte til projektet.

– Derfor har vi også i BKF-udvalget været enige om og bakket op om, at vi udvider garantien med yderligere 400.000 kr., udtaler Lars Kristian Vigsø.

Morten Weiss-Pedersen fra byrådet giver også sin fulde opbakning:

– Vi investerer et betydeligt millionbeløb i at etablere en attraktiv og flot marina. Det er en del af projektet at sørge for, at den store interesse for kolde bade og vinterbadning også får de nødvendige faciliteter. Så det er kun fornuftigt at gøre dette.

Borgmester Johannes Lundsfryd Jensen afsluttede efter vedtagelsen med en humoristisk kommentar:

– Og alle byrådsmedlemmer er meget velkomne til at følge med i det kolde vand, hvis I har lyst til det.

Middelfart Havbad har i de seneste år oplevet en stor medlemsfremgang med aktuelt 500 medlemmer og yderligere 250 på venteliste. Medlemsvæksten giver klubben en stærk økonomisk position, og gør det muligt at finansiere de øgede låneudgifter.

Et samfund skal kendes på, hvordan det behandler sine svageste

0
(Foto: AVISEN)

Af Helene Lykke, KV25 kandidat, Liberal Alliance

“Din Indgang” og “Stoppestedet” lyder måske meget som en digital statslig løsning og et brunt værtshus, men virkeligheden er en hel anden, som efter min mening redder mange liv og forbedre endnu fleres.

“Din indgang” er et forebyggende tilbud, som voksne over 18 år kan henvende sig til, hvis de ikke allerede får støtte. Det kan være, at man eksempelvis har behov for hjælp til at tage til møde ved kommunen, at man mangler en at snakke med om sine fysiske eller psykiske udfordringer, at man har brug for hjælp til at forstå breve fra kommunen, eller at man ønsker at lære forskellige strategier til at tackle livet med eller uden sygdom og udfordringer.

Det smarte ved “Din indgang” er, at man selv henvender sig i løbet af en af de 18 ugentlige åbne timer. Man skal altså ikke igennem diverse ansøgninger og visitation, hvilket jo kan være et maraton i sig selv. “Din indgang” får i gennemsnit 13 nye henvendelser om ugen, og efterspørgslen er stigende. 170 borgere er i forløb ad gangen, så det siger selvfølgelig sig selv, at der løftes en stor og vigtig opgave, men også at man selvfølgelig ikke skal spare 33% af åbningstiden væk…

“Stoppestedet” er et samværs- og aktivitetstilbud til psykisk sårbare borgere i Fredericia Kommune. For at kunne komme på “Stoppestedet” skal man visiteres, hvorefter der laves nogle personlige mål, som man arbejder hen mod. Herefter får man en kontaktperson, som hjælper en med at nå målene. Målene kunne bl.a. være, at man selv tager bussen hen til “Stoppestedet” for at være social, eller at man har en fast spiseaftale for at bryde ensomheden. Igen er det ikke raketvidenskab, at en fire timers kortere åbningstid, kan ødelægge tilbuddet for de mange brugere. 

Ser man på Vejle og Koldings tilsvarende tilbud, så er Fredericia allerede henholdsvis to og ti timer bagud. Med den foreslåede besparelse vil det ændre sig til seks og 14 timer.

Livet er fantastisk. Det er så fantastisk, at man kun får tildelt ét. Vi mennesker er vildt forskellige, har forskellige drømme og ønsker til vores liv, men samtidigt er vi også meget ens. Vi er alle sammen kommet til verden, og vi skal allesammen også forlade den igen. Derfor er det vigtigt at have det godt, mens man er her. At have det godt kan se ud på mange forskellige måder, og opskriften er også unik for den enkelte, men pointen må være, at vi allesammen har ret til rammerne for at have det godt.

Jeg finder det en lille smule komisk og meget forargeligt, at vi bor i en socialdemokratisk kommune, men at de svageste ikke mærker synderligt meget til det. Socialdemokraterne brander jo netop sig selv som nogle, der vil “styrke velfærden”, men det kan man godt blive lidt i tvivl om reelt passer. Det kunne måske tænkes, at byrådet trænger til et borgerligt flertal. Selvom man stemmer blåt eller definerer sig selv som liberal, så betyder det nemlig IKKE, at man ikke ønsker andre det godt eller bare lader de svageste sejle i deres egen sø. Man har et ansvar for sig selv, men vi har også et ansvar for hinanden, når livet brænder på.

Vi skal spare ja, men ikke på tilbud, som redder folk på kanten – det er nemlig meget mere omfattende, sværere og dyrere, at fiske dem op, når de er faldet ned.

Kære Byråd, vi vil gerne være med

0

Af Nikolaj Steffenauer, Liberal Alliance, Spidskandidat Kolding Byråd

Dansk Industris seneste måling viser desværre, at Kolding Kommune bevæger sig i den forkerte retning, når det kommer til erhvervsvenlighed. Kommunens placering er faldet fra nummer 38 til 41, og virksomhederne er især utilfredse med de høje erhvervsskatter, herunder dækningsafgiften. Kolding er nu den eneste kommune i det sydlige Jylland, der stadig fastholder denne afgift, hvilket skader vores konkurrenceevne og gør det mindre attraktivt for virksomheder at investere her. Med en placering som nummer 83 ud af 91 på omkostningsniveauet for erhvervsejendomme, er det klart, at vi må ændre kurs!

Vi i Liberal Alliance Kolding ønsker at fjerne dækningsafgiften helt og reducere skatten på erhvervsejendomme. Samtidig mener vi, at besparelser på Business Kolding, som er central for erhvervslivets udvikling, er det forkerte sted at spare. I stedet bør vi effektivisere den kommunale administration og anvende ressourcerne smartere for at skabe en mere erhvervsvenlig kommune uden at skade kernevelfærden.

Kolding har et stort potentiale, men vi skal turde tage de nødvendige skridt for at realisere det. Vi inviterer jer til at samarbejde med os om at skabe de bedste betingelser for erhvervslivet i Kolding. Vi er åbne for dialog og vil gerne finde fælles løsninger, der bringer kommunen fremad.

Kolding kan godt – hvis vi skaber de rette rammer for erhvervslivet sammen!

Trafikuheld i Middelfart på Brovejen

0

Torsdag klokken 08.15 fandt et færdselsuheld sted på Brovejen i Middelfart. En bil, der kørte i østlig retning, påkørte et helleanlæg. Ifølge de første oplysninger fra Fyns Politi blev føreren, kendt som Part 1, blændet af solen, hvilket førte til ulykken.

Bilen ramte helleanlægget med en hastighed på cirka 45-50 km/t, og kollisionen resulterede i omfattende skader på køretøjet. På stedet blev der observeret lækage af benzin og olie, hvilket skabte yderligere risici for trafikanter og krævede en hurtig indsats fra redningstjenesterne for at sikre området.

Politiet opfordrer bilister til at være opmærksomme på vejrforholdene og tage nødvendige forholdsregler, især i situationer med lavtstående sol, som kan blænde og forringe udsynet på vejen.

38-årig mand sigtet for tyveri fra tre varebiler

0

I Fredericia har der været tyveri fra tre varebiler. Samme gerningsmand er sigtet for alle indbruddene.

Tyverierne er sket på Prangervej, Ullerupdalvej og Lumbyesvej. Alle tyverierne fandt sted mellem onsdag eftermiddag og torsdag morgen. Fælles for alle episoderne er, at der er stjålet elværktøj.

Torsdag klokken 08:23 anholdt politiet en formodet gerningsmand. Politiet ransagede vedkommendes hjem, hvor der blev fundet en del værktøj, herunder alt det, der var stjålet fra de tre varebiler.

Den sigtede, som ikke fremstilles i grundlovsforhør, er en 38-årig mand fra Fredericia.

14 personer kørte med håndholdt mobiltelefon

0

Torsdag eftermiddag var der en skærpet færdselsindsats fra politiet i Fredericia Kommune.

Fra klokken 13:00 og frem til først på aftenen var færdselspolitiet på spil, blandtandet på Snoghøj Landevej, Strandvejen og Vejlevej.

Det kastede en del sigtelser af sig. Blandt andet blev 14 personer sigtet for at køre med en håndholdt mobiltelefon, syv kørte uden sikkerhedssele, fire forseelser med knallerter og to kørte uden førerret.

Danmark sikrer sejr i intens kamp i Parken

0

Danmark fik en fantastisk start på Nations League, da de torsdag aften besejrede Schweiz 2-0 i Parken. Det var en kamp præget af intensitet og dramatik, hvor Schweiz fik to spillere udvist, og Danmarks debutanter spillede en afgørende rolle.

19-årige Patrick Dorgu, som gjorde sin debut på landsholdet, scorede det første mål kort efter sin indskiftning med en præcis afslutning på sin allerførste berøring. Kort før slutfløjtet cementerede Pierre-Emile Højbjerg sejren med endnu et mål, hvilket sikrede Danmark en optimal start på turneringen.

Den midlertidige landstræner, Lars Knudsen, spillede også en vigtig rolle i sejren. Han sendte Dorgu på banen efter 80 minutter i stedet for Victor Nelsson, og blot to minutter senere var Dorgu på plads i feltet for at score til 1-0.

Danmark havde haft en overtalssituation i næsten hele anden halvleg, efter at Schweiz’ Nico Elvedi blev udvist for at fælde Kasper Dolberg lige efter pausen. Efter den danske føring steg temperaturen yderligere, og Schweiz’ anfører Granit Xhaka blev også sendt i bad tidligt efter en udvisning.

En ny landsholdsæra begynder

Denne kamp markerede også starten på en ny æra for det danske landshold, efter Kasper Hjulmand trådte tilbage som landstræner. Knudsen havde forud for kampen talt om at tilføre offensiv energi til holdet, og det lykkedes i første omgang at skabe flere chancer end ved EM. Debutanten Albert Grønbæk gjorde også en imponerende indsats og var involveret i mange af Danmarks bedste angreb i første halvleg, selvom han mod slutningen faldt lidt ud af spillet.

På trods af en generelt chancefattig og urytmisk første halvleg, hvor de to hold neutraliserede hinanden med ens formationer, fik Danmark den største mulighed, da Christian Eriksen sendte Kasper Dolberg alene igennem med en flot aflevering. Dolberg manglede dog skarpheden foran mål, og muligheden blev afværget af Schweiz’ målmand Gregor Kobel.

Anden halvleg bød på drama og intensitet

Kampen eksploderede i anden halvleg med en række dramatiske begivenheder. Kasper Dolberg viste beslutsomhed og blev nedlagt lige uden for feltet, hvilket førte til, at Nico Elvedi blev udvist efter et VAR-gennemsyn. Med en mand i overtal pressede Danmark på, men måtte vente til Dorgus scoring for at få hul på bylden.

Målet blev fejret med stor jubel på tribunerne, men samtidig opstod der tumult på banen, da en schweizisk spiller lå skadet. Dette førte til en række advarsler og endnu en udvisning, da Granit Xhaka forlod banen efter at have mistet besindelsen.

I tillægstiden udnyttede Pierre-Emile Højbjerg Danmarks overtalssituation til fulde ved at score til 2-0 med et skud fra kanten af feltet, hvilket sikrede Danmark en fortjent sejr i den første kamp af den nye Nations League-sæson.

Danmark indtager nu førstepladsen i gruppen, da de spanske europamestre måtte nøjes med 0-0 i Serbien. Danmark møder Serbien på søndag i København.