Fra frustration til samarbejde

0

Venstres politiske ordfører, Peder Tind, fortæller, hvordan en demokratisk dialog førte til et historisk budgetforlig i Fredericia. Ifølge Tind skete gennembruddet, da man overvandt det vanskelige forhandlingsklima, som Socialdemokratiet havde stået i spidsen for.

Det er stolt politisk ordfører for Venstre i Fredericia Byråd, der gæster AVISEN mandag eftermiddag. Han har fået sovet, og har et større overskud end i weekenden, hvor Venstre, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og løsgænger Karsten Byrgesen indgik et to-årigt budgetforlig.

Interviewet blev optaget på STATIONEN mandag d. 23. september 2024 – tre dage efter pressemødet.

– Der er mange refleksioner. Det er klart, at man ikke sover så meget i de dage, og man er meget koncentreret om opgaven og at løse den. Men jeg må sige, at jeg er utrolig stolt over både indholdet af forliget og måden, det blev lavet på, siger Peder Tind.

Ifølge Tind har forligspartierne arbejdet sammen og respekteret hinanden gennem processen, og skabt et nyt forum for politisk budgetdiskussioner, som Venstremanden finder frugtbar.

– Forligspartiernes måde at handle over for hinanden, hele formen og dialogen, synes jeg, var imponerende. Hvis man reflekterer lidt over måden, pressemødet også blev eksekveret på, så er det jo egentlig sådan, at hvert parti ikke står, som man ellers plejer at sige: ‘Vi har fået det igennem, vi har fået det igennem.’ Selvfølgelig har partierne kunnet se sig selv i indholdet, men det var ikke det centrale. Det vigtigste var, at vi fik lavet et budget, der passer på velfærden i Fredericia, og at vi bøjede os ind mod hinanden. Og selvfølgelig fik partierne nogle forskellige ting med. Sådan er det jo. Men det vigtigste var måden, vi gjorde det på, og det synes jeg også, pressemødet vidnede om, forklarer Peder Tind.

Den nye forhandlingsproces adskilte sig markant fra tidligere erfaringer, især når man sammenligner med Socialdemokratiets tilgang:

– Jeg tror, der var mange faktorer. Der er ingen tvivl om, at den måde, som Socialdemokratiet valgte at gribe deres forhandlinger an på, gav anledning til en masse frustrationer, forklarer Peder Tind.

Han bruger en metafor til at illustrere forskellen mellem Socialdemokratiets tilgang og den atmosfære, som de øvrige forligspartier stræbte efter:

– Et godt billede er, at man kommer ind til et eksamensbord, hvor der sidder en borgmester og en forhandler i det team. Bagved sidder direktionen med computere, skriver og lytter. Det er et lidt specielt rum at gå ind i. Jeg har prøvet det nogle gange før. Det rum, vi skabte i fællesskab oppe på Sundhedshuset, var et demokratisk rundbord, hvor vi sad og havde samtaler om budgettet og de mange ting, der lå foran os. Det var ikke sådan, at et parti skulle ud og snakke med hinanden og sig selv. Det er fordelen med det rum, og det synes jeg egentlig er et godt billede på det klima, der var omkring forhandlingsorganisationen, siger Tind.

Foto: AVISEN

Han fortsætter med at forklare, hvordan forhandlingsklimaet i sidste ende blev afgørende for det succesfulde resultat:

– Det var et eksamensbord overfor et demokratisk bord, hvor vi havde denne diskussion i plenum. Det er tydeligt for mig at se, hvad der virkede bedst, og det gjorde det sidste. Og så har jeg det også sådan, at vi ville to forskellige veje. Der var ingen tvivl om, at der ikke var vilje til at rykke sig på ret vigtige områder. Så er det godt, hvad man siger bagefter: ‘Nå, men det ville vi,’ men det var ikke det, vi oplevede. Det er også det, alle partierne på hver deres måde udtrykker, når man kommer ud derfra. Det var én fælles oplevelse. Der synes jeg, at man også må ønske Socialdemokratiet det, at de reflekterer over den måde, de forhandler på, forklarer Peder Tind.

Tind fremhæver, at der var flere uoverensstemmelser i Socialdemokratiets kommunikation under forhandlingerne, hvilket skabte frustrationer:

– Den måde, hvorpå man ikke imødekommer partierne. Efterfølgende er der flere ting, der ikke helt holder stik, for eksempel nogle af de ting, man siger. Det synes jeg er ærgerligt, fordi jeg glæder mig over indholdet. Jeg glæder mig over, hvor god en aftale dette er. Men når man går ud og siger, at alle partierne var inviteret til at forhandle torsdag aften kl. 19.30, så er det jo direkte løgn. For vi blev ikke inviteret til at forhandle. Og der var en refleksion efterfølgende, frem for at kigge indad. Så handlede det om, at man følte sig dolket i ryggen. Man mødte ikke op. Man kan jo ikke møde op til noget, man ikke er inviteret til. Så jeg synes egentlig to ting: Lad os glæde os over indholdet, og lad dem, som ikke kom med i dette forlig, reflektere lidt over, hvad der gik galt. Hvorfor var det forhandlingsklimaet? Hvorfor var det, man ikke var villig til at rykke sig? Det kalder på eftertanke hos dem, siger Venstre-manden.

En afgørende del af processen fandt sted, da et flertal uden om Socialdemokratiet begyndte at tage form, hvilket Tind uddyber:

– Jeg havde en fornemmelse i løbet af torsdag. Vi har selvfølgelig dialog med de andre partier undervejs, som også har været inde og have foretræde og været ved eksamensbordet. Da vi sidder oppe på Sundhedshuset og ringer til kommunaldirektøren og siger, at der er et flertal uden om Socialdemokratiet, der kiggede vi hinanden i øjnene. Der var stadig ting, der skulle regnes på, og ting, vi ikke var helt enige om eller skarpe på. Men der var en vilje. Og da vi så ringer til kommunaldirektøren, var der ingen tvivl om, at dette var noget, vi også turde satse på. For når man involverer en kommunaldirektør og siger, at der er et flertal uden om Socialdemokratiet, så fanger bordet jo også langt hen ad vejen. Jeg synes også, det er et billede på, at når kommunaldirektøren kommer op til os på Sundhedshuset, så er der jo også en forvaltning, der er med til at understøtte os.

– Det er et godt billede, fordi som parti, når man ikke sidder på borgmestergangen, føler man jo også, at man ikke altid har den samme indsigt. Det blev bekræftet den aften, fordi det var først senere på aftenen, da kommunaldirektøren kom op, at vi faktisk fandt ud af, at der var 20 millioner mere, vi havde mulighed for at bruge. KL havde meldt en ramme ud, som samlet set i alle kommuner under ét kunne bruges. Men hvis der er kommuner, der ikke bruger hele deres serviceramme, tilgår den ramme så andre kommuner. Det betyder, at de kommuner, som har en kassebeholdning til at bruge flere penge, også må bruge flere penge. Der har vi så tilkæmpet os, i forhold til at KL gav os lov til at bruge 20 millioner mere. Men det vidste vi ikke, da vi forhandlede med Socialdemokratiet. Da vi sad om eftermiddagen og havde forhandlinger, var vi ikke klar over, at der var 20 millioner mere at forhandle om.

– Det blev først klart for os senere. Det betyder selvfølgelig meget, når man kigger på et sparekatalog, hvor man virkelig skal ud og spare på kernevelfærd. Vi kom i mål på mange måder, blandt andet ved selv at komme med finansieringsforslag, tage noget fra kataloget, men også aktivere disse 20 millioner, fordi vi generelt mener, at pengene skal ud og arbejde i vores samfund, frem for at vi skal være bank. Når man kigger på år 4 i dette budget i overslagsårene, er der 250 millioner i kassebeholdningen. Det er 100 millioner mere end vores økonomiske politik siger, som er 150 millioner. Så vi er ansvarlige, men vi siger også, at det ikke giver mening at lukke fritidsklubber eller ophæve minimumsnommeringerne, fordi vi skal have flere penge i kassen. Når vi så kunne bruge flere penge, altså disse 20 millioner, så gav det jo en hjælp hen ad vejen. Det løste ikke alle udfordringerne, men vi var gode til at finde finansieringsforslag. Det er bare et godt billede på, hvorfor vi ikke fik det at vide. Hvorfor skulle vi først have et alternativt flertal, før vi fik at vide, at vi havde den mulighed? Det synes jeg er uretfærdigt, og ikke princippet at forhandle med, fortæller Peder Tind.

Tind understreger de konkrete forbedringer, som budgetforliget vil medføre for borgerne i Fredericia:

– Man kan se mange ting. Først og fremmest kan man se, at mange af de besparelser, de sorte skyer, der lå over Fredericia og vores velfærd, er fjernet på ældreområdet. For eksempel med rengøring, hvor det nu bliver udvist, at det faktisk er hver 14. dag. Det er konkret politik. Vores fritidsklub- og SFO-tilbud kan fortsætte. Minimumsnummeringerne kan fortsætte. Vi kan endda give en kvote for, hvor mange der skal være i en klasse, fra 0. klasse, fra årgang 25-26, altså allerede fra næste sommer, at der er et loft på 24 elever. Så der er mange ting, som er helt nede i det nære, som Fredericianerne vil kunne mærke. Du vil kunne mærke, at der er 24 elever i klassen. Du vil kunne mærke, at der er et fritidstilbud til dit barn i hele kommunen. På den måde fritholder vi mange besparelser og løser opgaven. Det var en af de vigtige ting for Forligspartiet, at løse den opgave. Og så er der selvfølgelig også mulighed for at investere i nogle ting, som noget af det, vi fortalte på pressemødet, at der bliver gratis bybusser og busser til alle, siger Peder Tind.

For Tind er visionen klar: Fredericia skal bindes sammen på en måde, hvor alle borgere får glæde af kommunens udvikling:

– Vi vil binde hele kommunen sammen. Det skal være muligt for Fredericianerne at hoppe på en bus og køre fra A til B uden, at det koster noget. Selvfølgelig koster det mere, fordi vi betaler skat, men vi mener, det giver rigtig god mening, at vi styrker den kollektive trafik, at vi gør alt, hvad vi kan for at binde hele kommunen sammen og give mulighed for, at man faktisk kan bruge bybusserne mere. Så når du hopper på en bus engang i 2025, vil du kunne tænke på, at det var noget, der blev til i vores forlig. Vi kommer også til at investere i midtbyen, i den grønne omstilling, der ligger i en styrkelse af bosætning af Business Fredericia, fordi vi har lavet en vision om, at vi vil være børnefamiliernes første valg.

– Vi vil gerne være grøn i verdensklasse. Vi vil gerne have oplevelser 365 dage om året. Det er noget af det, vi også har lagt ned over dette budget og forlig. Så synes jeg også, at der er en fin præmis, at vi har et toårigt budget. Forvaltningen bruger meget tid på at forberede sådan en budgetproces, og selvfølgelig vil vi justere undervejs. Men det faktum, at vi har lagt et budget for to år, tror jeg, giver mere ro og stabilitet, og der er sat en politisk retning for, hvad vi vil. Vi vil passe på den nære velfærd, og det er noget af det, vi har lagt ned over. Derfor hedder det også, ‘Vi passer på velfærd,’ fordi det var det, vi var truet på i dag. Det var, at nogen ville tage en masse velfærd, siger Peder Tind.

Afslutningsvis reflekterer Tind over den politiske pligt, som han føler, forligspartierne har indfriet ved at tage ansvar og handle på Fredericias vegne:

– Som politiker, valgt af borgerne, har vi en pligt til at skabe de bedste løsninger. Vi i forligspartierne mener, at de bedste løsninger ligger i dette forlig, hvor vi passer på velfærden, hvor vi tør investere i vores visioner, hvor vi er ambitiøse, og hvor vi også lægger hånden på kogepladen. Der er flere steder, hvor vi skal gøre det godt for at nå i mål, men det er også en presbold, vi har lagt til os selv. Det synes jeg er rimeligt, at vi er ambitiøse og tør tage skridt, som er ambitiøse. Blandt andet har vi nedskrevet borgerpolitikken, vi har sagt, at vi skal løse udfordringerne på familieområdet en gang for alle, fordi de seneste år har vi virkelig oplevet, hvordan økonomien er dernede, hvor borgere har brug for hjælp, men hvordan strukturerer vi familieafdelingen? Hvordan kan vi organisere det? Vi har skrevet, at vi vil kuglegrave hele området. Vi har også sagt, at vi vil gøre endnu mere på beskæftigelsesområdet end det, der var lagt op til, siger Tind.

Tind afslører, at forliget også indebærer ambitiøse mål for beskæftigelsen, som han mener vil styrke kommunens økonomi:

– Fordi vi gerne vil have flere i arbejde, der er med til at gøre den økonomiske kage, vi alle deler, større ved at få endnu flere i beskæftigelse. Vi har lagt nogle ambitiøse mål. Så jeg synes, vi har været ambitiøse, og som politiker oplever jeg, at i det forligskredsrummet, uanset hvilket parti man kommer fra, har man været ambitiøs og lagt hånden på kogepladen. Vi tør godt være modige, selvom vi giver os selv en presbold. Og det er noget, jeg som politiker oplevede, uanset hvilket parti jeg kommer fra. Det var de fælles værdier og den fælles tro på, at vi tør godt være ambitiøse, siger Peder Tind.

Han afslutter med at understrege vigtigheden af fortsat politisk samarbejde og opfølgning på forligets beslutninger:

– Noget, der er vigtigt, er, at vi i forligskredsen også har aftalt, at vi skal mødes månedligt for at følge op på alt dette. For én ting er at vedtage et budget, men som politikere sidder vi jo ikke helt nede i det enkelte, hvor det skal udmøntes og arbejdes med. Der er et ønske om, at vi politisk skal lede denne proces så tæt på som muligt. Derfor ønsker vi også at være tæt på processerne og holde fast i den gejst, tro og ånd, der er omkring dette budget, understreger Peder Tind.

Med en stærk tro på fremtiden og en følelse af stolthed over det opnåede resultat, ser Tind frem til at følge udviklingen i Fredericia:

– Det, vi tager med os derfra, er, at man kommer lidt højt ud af den proces, fordi det var en rar følelse. Vi tog nogle alvorlige beslutninger, nogle vigtige beslutninger, som er vigtige både for velfærden i dag og for velfærden i morgen. Men følelsen af, at vi gjorde dette på den måde, vi gjorde det, og at vi gjorde det sammen, og det klima, der var, og det resultat, der kom ud af det, gør, at jeg er en stolt fredericiansk politiker, der har mod på fremtiden, og som er glad for, at vi gjorde det, vi gjorde, og jeg glæder mig til at følge denne proces og dette forlig helt til dørs, siger Peder Tind.

Peder Tind afslutter med at understrege, hvordan borgernes respons på forliget har givet ham yderligere tillid til, at de trufne beslutninger vil skabe en positiv udvikling i kommunen:

– Vi har lagt hjerteblod i det, vi har brugt mange timer på det, og jeg tror, dette forlig bliver rigtig godt. Det er også det, jeg oplever nu, hvor du indledte med at sige, at det er nogle dage siden, vi breakede det. Jeg har fået mange henvendelser fra borgere, som er glade, som roser forligskredsen, og som siger tak, fordi vi turde tage disse beslutninger. Så jeg tror, at der er mange fredericianere, der i virkeligheden fredag morgen vågner op til et mindre chok over, at Socialdemokratiet ikke er med i budgetforliget, men som samtidig tænker, at dette nok skal blive godt. Og det er det, jeg også vælger at tro på. Dette skal nok blive godt, slutter Peder Tind.

Teaterforestillinger aflyst grundet bygningsskade

0

Fredericia Musicalteater har været nødt til at aflyse en af deres anmelderroste WICKED-forestillinger på grund af uventede byggetekniske problemer. Skaden blev opdaget i weekenden gennem teatrets sikkerhedsprocedurer, som afslørede en kritisk skade på en af spærene over scenen. Denne skade har gjort det nødvendigt at tage øjeblikkelige forholdsregler for at sikre både publikums og de medvirkendes sikkerhed.

Teatret, der ligger i en ældre bygning, arbejder tæt sammen med Fredericia Kommune, som ejer bygningen, for at udbedre skaden så hurtigt som muligt. Trods det intensive arbejde har teatret været nødt til at aflyse den planlagte forestilling onsdag den 25. september 2024 kl. 19.30. Det forventes, at WICKED vil være tilbage på programmet fra lørdag den 28. september 2024.

For at imødekomme de berørte gæster har Fredericia Musicalteater åbnet for ekstra forestillinger af WICKED og har automatisk flyttet billetter fra den aflyste forestilling til onsdag den 6. november 2024 kl. 19.30. Gæsterne behøver derfor ikke foretage sig noget, medmindre den nye dato ikke passer.

Fynsk læge idømt fængsel for omfattende millionsvindel

0
Foto: Thomas Max - avisen.nu

En 64-årig alment praktiserende læge fra Fyn er blevet idømt to år og seks måneders ubetinget fængsel for omfattende svindel, der strakte sig over flere år.

Retten i Svendborg afsagde dommen i dag, tirsdag, efter at lægen havde erkendt sig skyldig i anklagerne. Dette fremgår af rettens hjemmeside.

Lægen, der drev sin egen klinik, blev fundet skyldig i systematisk at have svindlet med afregning for ydelser og konsultationer, som aldrig fandt sted. Svindlen omfattede både hendes egen praksis og lægevagten, hvor hun indberettede fiktive lægelige ydelser i perioden fra 2016 til 2021. I alt drejer det sig om 29.000 falske indberetninger, hvilket resulterede i et økonomisk tab for Region Syddanmark på over 4,2 millioner kroner.

Retten lagde vægt på, at der var tale om et omfattende og systematisk bedrageri begået af en person i en betroet stilling, og så medførte det ikke kun økonomiske konsekvenser, men påvirkede også en række patienters journaler, som dermed ikke længere var retvisende.

Lægen forsøgte i retten at forklare sin handling med, at hendes ægtefælle blev syg i 2016, hvilket gjorde det vanskeligt at drive klinikken. Dette argument blev dog ikke tillagt afgørende vægt.

Som en del af dommen blev lægen frakendt retten til at administrere afregninger i forbindelse med lægelige ydelser. Desuden blev hun pålagt at tilbagebetale en del af det svindlede beløb, hvor retten foretog en konfiskation af 3.278.831 kroner. Lægen havde allerede tilbagebetalt 1,1 millioner kroner til regionen, som vil blive brugt til at dække erstatningskrav samt salæret til hendes forsvarer.

Den dømte læge har nu 14 dage til at beslutte, om hun vil anke dommen til landsretten.

Når alt er sagt og gjort

0
Foto: AVISEN

Det ville klæde borgmesteren og Søren Larsen, hvis de åbent erkendte, at deres forhandlingstaktik har været en fiasko, fremfor kun at pege fingre af det nye flertal. Hvordan kan Fredericia have tillid til deres ledelse, når de end ikke er i stand til at holde fast i deres egne støttepartier? Så simpelt er regnestykket.

Hvis man har fulgt fredericiansk politik gennem årene, så ved man godt, hvor loyale Enhedslisten og SF har været overfor Socialdemokraterne. Gentagne gange har man undret sig over støttepartiernes opbakning til besparelser, samtidig med at man har spekuleret over, hvor smertegrænsen gik. Nu fandt vi så endelig ud af det. På den mest brutale måde besluttede støttepartierne at smække med døren. Og bag kulisserne fortæller mange kilder uafhængigt af hinanden, at de ganske enkelt ikke følte sig godt behandlet.

Det er meget fint, at Christian Bro (A) og Søren Larsen (A) padler rundt med en historie om, at de er blevet svigtet. Men sandheden er, begge to, at I har svigtet.

Arrogance, magtfuldkommenhed og manglende tro på fredericianerne er den eneste årsag til, at resultatet blev, som det blev. At forestille sig, at SF og Enhedslisten kunne lægge stemmer til de håbløst upopulære spareforslag, der ville ramme alle deres kernevælgere – ja, også Socialdemokratiets egne – var en fantasi fra en anden verden. At tage de to partier for givet var ualmindeligt dumt. Man har både sovet i timen og udvist manglende politisk dømmekraft. Begge dele snakker flertallet af den socialdemokratiske byrådsgruppe sig udenom.

Men nu er det på tide at vågne op. Fredericia har fået nok.

Det har været ualmindeligt befriende at se alle de andre partier forene sig om Fredericia. Hvor ville det have klædt Socialdemokratiet, hvis de havde stået i spidsen for denne historiske udvikling. Men nej. Der skal snakkes om kassebeholdningen og fremtidens mange ældre, i stedet for at tænke innovative løsninger, ideer, visioner og handlekraft.

Når de “røde” partier bedre kan se deres politik gennemført hos de borgerlige, hvad siger det så om borgmesterpartiet? Det ved vælgerne og de almindelige medarbejdere godt. Siden valget i 2021 har man kørt på autopilot, på trods af at man var sølle 250 stemmer fra at blive smidt på porten. Man lod som om, at man var det store og stærke Socialdemokrati. En lille hård kerne har styret byrådsgruppen med hård hånd. Og som vi kan se nu, væk fra Fredericia og fredericianerne. Byen sakker bagud i alle målinger.

Tiden vil vise, om partiet internt er tilfreds med den nuværende situation.

Men lad os lægge alt det partipolitiske til side. Et flertal har valgt at satse på fremtiden. Det årlige katalog af forvaltningens ønskede besparelser er blevet sendt hen, hvor peberet gror. Den form for forhandling kommer sandsynligvis aldrig tilbage til Fredericia. Ingen forstandig politiker vil i fremtiden turde levere et embedsstyret forhandlingsklima. Det er præcis, hvad Socialdemokraterne gjorde:

Vi har ret til at sidde for bordenden. Vi er de ansvarlige. Vi er de retfærdige. Vi er de kloge.

Ingen af delene viste sig at være sande. Når alt er sagt og gjort, så har størstedelen af byrådet – måske endda nogle af socialdemokraterne i skjul – valgt at se politik som noget andet og mere end blot regneark og borgmestertitel.

Fredericia har behov for gejst og troen på fremtiden. Det har et nyt politisk flertal åbnet for. Det er godt politisk håndværk, og godt arbejdet. Nu skal det udformes og eksekvereres, og det arbejde skal det nye politiske flertal følge tæt.

Meget tæt.

ADP justerer milliardplan

0

I takt med at verdenssamfundet står over for de presserende klimamål, har ADP A/S, der driver Fredericia Havn, justeret sine milliardplaner for grønne brændstoffer.

CEO Rune D. Rasmussen uddyber selskabets strategiske ændringer og de udfordringer, de står overfor i bestræbelserne på at bidrage til Danmarks grønne omstilling.

– Vi synes, det er blevet ret tydeligt det sidste års tid, at hvis vi skal nå klimamålene, skal vi fange og lagre CO2. Det er ligesom punkt 1. Det er vejen frem for at nå klimamålene. Derudover er der nogle rammevilkår og støtteordninger, som i langt højere grad er blevet rettet mod fangst og lagring af CO2 frem for brændstoffer. Det flytter selvfølgelig fokus og investeringer i den retning, hvilket vi tydeligt mærker, siger Rune D. Rasmussen.

Investeringer i CO2-lagring prioriteres

Med de seneste års udvikling i markedet for grønne brændstoffer har ADP A/S været nødt til at rokere i deres planer. Planerne om at investere en milliard kroner i infrastruktur til grønne brændstoffer frem mod 2030 er blevet udskudt, idet markedet for disse brændstoffer ikke har udviklet sig som håbet. I stedet er fangst og lagring af CO2 (CCS) nu blevet det primære fokus.

– Vores opgave, som er kompliceret, er at få investeringerne i fangst og lagring af CO2 til at fungere på en måde, så de understøtter CCUS – altså brugen af kulstoffet til at producere grønne brændstoffer bagefter. CO2-fangst i stor skala ser ud til at blive forsinket. Vi siger ikke, at det ikke kommer, men forudsætningerne for det i stor skala bliver forsinket, forklarer Rasmussen.

En langsigtet vision for grønne brændstoffer

På trods af de udfordringer, som markedet for grønne brændstoffer står overfor, har ADP ikke opgivet deres ambitioner om at blive et knudepunkt for power-to-x-teknologien. De har dog indset, at rækkefølgen af deres investeringer måtte ændres for at tilpasse sig de nuværende markedsvilkår.

– Det hænger faktisk rigtig godt sammen, fordi det netop er en infrastruktur, der skal bruges til at fange og lagre CO2 og flytte CO2’en. Men på den lange bane tror vi, at vi kan bruge CO2’en til at producere udad i stedet for, bemærker Rasmussen, idet han understreger, at investeringerne i CO2-infrastrukturen også vil kunne understøtte produktionen af grønne brændstoffer i fremtiden.

Selvom markedet for grønne brændstoffer i øjeblikket er præget af usikkerheder, er ADP A/S fast besluttet på at spille en nøglerolle i Danmarks grønne omstilling. Selskabets fokus på fangst og lagring af CO2 viser en pragmatisk tilgang til at nå klimamålene, samtidig med at de holder døren åben for fremtidig udvikling inden for grønne brændstoffer.

Interview med Susanne Eilersen om Budgetforlig 2025-2026.

0

Venstre, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti og løsgænger Karsten Byrgesen har indgået et historisk budgetforlig. Fredag den 20. september 2024, kl. 16 afholdt forligsparterne pressemøde i Byrådssalen. Se hele pressemødet nedenfor.

AVISEN bringer individuelle interviews med repræsentanter for alle partierne i byrådet for at høre nærmere om netop deres personlige og partipolitiske kommentarer til konsekvenserne er det netop indgåede forlig. Hvad det betyder for Fredericia Kommune og dens borgere, hvad det betyder for det politiske klima, og hvad det betyder for forvaltningen.

Se og lyt nedenfor til interviewet med Susanne Eilersen, gruppeformand for Dansk Folkeparti i Fredericia. Interviewet er optaget på STATIONEN tirsdag d. 24. september 2024 – 4 dage efter pressemødet og forligsindgåelsen.

Se pressemødet om Budgetforlig 2025-2026 fredag d. 20. september 2024, kl. 16:

Bil stjålet fra indkørsel

0

I natten mellem den 22. og 23. september blev en personbil stjålet fra en indkørsel på Gl Kirkevej i Middelfart.

Indbruddet fandt sted omkring klokken 23.00, hvor gerningspersonen formåede at bryde et vindue op og stjæle et nøglebundt ved hjælp af en håndsindrækning gennem vinduet.

Politiet oplyser, at gerningspersonen ikke fik adgang til huset, men nøglebundtet, der blandt andet indeholdt bilnøglen til den stjålne bil, blev fjernet fra boligen. Med den rette nøgle lykkedes det tyven at stjæle bilen fra indkørslen.

Fyns Politi undersøger nu sagen og opfordrer eventuelle vidner eller personer med oplysninger til at træde frem. Der er endnu ikke offentliggjort yderligere detaljer om den stjålne bil eller potentielle mistænkte.

Nyt fælles beredskab: TrekantBrand og Sønderjylland styrker samarbejdet

0

Fra den 1. februar 2025 intensiveres samarbejdet mellem TrekantBrand og Brand & Redning Sønderjylland, når de to beredskaber udvider deres eksisterende samarbejde. Dette sker i forbindelse med, at Brand & Redning Sønderjylland bliver en del af den fælles vagtcentral, som TrekantBrand allerede driver i samarbejde med Vejle Brandvæsen.

Den nye aftale betyder, at vagtcentralen fremover vil modtage alarmer og håndtere udkald i alle tre beredskabers udrykningsområder. Samarbejdet omfatter også et fælles operationscenter, der skal sikre den samlede robusthed i hele området og yde ledelsesstøtte til enhederne på skadestederne. Dette indebærer blandt andet koordinering af assistance og andre ressourcer til skadestedet.

Jørgen Popp Petersen, formand for Beredskabskommissionen i Brand & Redning Sønderjylland, udtaler:

– Vi har indgået samarbejdet, fordi vi ønsker at skabe et regionalt samarbejde på tværs af beredskaberne og sikre robusthed og udnyttelse af kapaciteter på tværs af beredskabsgrænserne. En fælles vagtcentral med tilhørende operationscenter vil uden tvivl styrke det samlede beredskabs robusthed – til gavn og tryghed for borgere og virksomheder.

Holger Andersen, beredskabsdirektør i Brand & Redning Sønderjylland, ser også store fordele ved samarbejdet:

– Indsatslederen kan koncentrere sig fuldt ud om indsatsen på skadestedet og lade den operative ledelsesstøtte på vagtcentralen håndtere alt det, der skal koordineres i baglandet, såsom tilkald af ekstra styrker, forplejning mv.

Samarbejdet mellem de to syddanske beredskaber følger de beredskabsfaglige anbefalinger om at arbejde sammen i større enheder for at opnå flere synergieffekter, især i forbindelse med samtidige eller større hændelser. Jarl Vagn Hansen, beredskabsdirektør i TrekantBrand, tilføjer:

– Med aftalen får vi et øget overblik over vores samlede ressourcer, og det sætter os i stand til at udnytte vores fælles kompetencer endnu bedre end hidtil.

Knud Erik Langhoff, formand for Beredskabskommissionen i TrekantBrand, ser også frem til det kommende samarbejde:

– Det vil give et endnu stærkere beredskab i Syddanmark og sikre en større robusthed og udnyttelse af de tilgængelige ressourcer, siger Langhoff.

Fakta om vagtcentral og operationscenter:

  • Placering: Vagtcentralen og operationscenteret er placeret på brandstationen i Fredericia, hvor TrekantBrand i forvejen driver disse faciliteter i samarbejde med Vejle Brandvæsen.
  • Bemanding: Vagtcentralen er bemandet med to til tre medarbejdere døgnet rundt, og der er altid en vagtsat operationschef til stede.
  • Opgaver: Vagtcentralen modtager alarmer fra 112-alarmcentralerne samt automatiske brandalarmer. Ved udkald sendes den nærmeste relevante indsatsstyrke uafhængigt af udrykningsgrænser eller beredskabsgrænser. I samarbejde med operationschefen koordineres yderligere assistance og tilkald af øvrige ressourcer, afløsningsmandskab, forplejning, vandforsyning og logistik. Operationscenteret sørger desuden for nødvendig krisestyring og sikrer, at der fortsat er enheder klar til at håndtere yderligere samtidige hændelser.

Her er navnet på FC Fredericias nye lounge

0

Tidligere hed det thansen loungen, hvor FC Fredericia bespiser deres sponsorer, men nu har den fået nyt navn.

FC Fredericia og AHA har indgået treårigt samarbejde og navngiver VIP-loungen på Monjasa Park ”AHA Lounge”.

– Tidligere på året satte vi, med støtte fra Fynske Bank Fonden, loungen i stand på Monjasa Park, som har givet hele vores VIP-oplevelse for vores samarbejdspartnere et enormt løft. Ligesom vi hele tiden jagter de sidste procenter på banen, så gør vi det også uden for banen, hvor vi konstant forsøger at optimere oplevelsen for vores samarbejdspartnere. Det udtryk vi har kommer igen til at løfte sig med AHA på holdet, da de ligesom os, hele tiden forsøger at give deres gæster den bedste oplevelse. Vi er utrolig stolte over det nye samarbejde med AHA, og allerede på lørdag vil vores samarbejdspartnere ”smage” på det nye samarbejde, når flere bartendere fra AHA Livestage kigger forbi, siger Christian Holm Johansen, salgsansvarlig i FC Fredericia.

AHA-brandet dækker over spillestedet AHA Livestage i Købmagergade og produktionsselskabet AHA Creations, som netop nu er aktuel med musicalen WICKED, som opføres i partnerskab med Fredericia Musicalteater.

– Vi er rigtig glade for at AHA nu bliver en del af FC Fredericia og Monjasa Park og vi ser store synergier i det nye samarbejde for alle parter. AHA er sat i verden for at bringe mennesker sammen om musik, kultur og oplevelser, som er med til at gøre Fredericia til en spændende by at leve i og som er værd at besøge, siger Linette Hanghøj Møller, direktør i AHA Livestage og fortsætter:

– Fodbold er en vigtig del af Fredericias kulturliv og fra på lørdag vil AHA Loungen være fuld af liv til alle hjemmekampene i NordicBet Ligaen og ved andre arrangementer på Monjasa Park. Vi glæder os til at indgå i en masse nye relationer i byen og til den ekstra synlighed AHAs arrangementer får ved at danne ramme om FC Fredericias sponsorer og klubbens store øjeblikke.

FC Fredericia og AHA indvier AHA Lounge på lørdag, når FC Fredericia åbner dørene for deres øvrige samarbejdspartnere til kampen mod B93 i NordicBet Ligaen. Udover fuld forplejning af mad og drikkevarer, så vil bartendere fra AHA Livestage kigge forbi og lave cocktails til gæsterne og AHA Creations vil fortælle nærmere om WICKED.

Socialdemokraterne er bitre

0

Kun et år før det næste kommunalvalg har Socialdemokratiet mistet sit flertal. Mens de øvrige partier i byrådet fejrer deres nye alliance, er der store spørgsmål til, hvad der skete torsdag aften. Borgmesterpartiet har mistet sit parlamentariske grundlag. Vi har talt med de socialdemokratiske byrådsmedlemmer, for at få deres vurdering.

Gruppeformand for socialdemokraterne, Søren Larsen, var tydeligvis frustreret over, at de øvrige partier havde indgået en aftale uden om dem. Han fik sagt, at han følte sig dolket i ryggen af de øvrige partier. Kilder i de partier afviser dog, at de var indkaldt til forhandlinger i torsdags. Kun Dansk Folkeparti havde en invitation. Forløbet op til den overraskende udvikling torsdag nat er blevet interessant, for hvordan fik Socialdemokratiet sat sig selv uden for indflydelse. Indtil videre har borgmesterpartiet forklaret det med, at de andre udeblev og at man ikke kan forstå det. Men alle de andre partier har udtrykt stor utilfredshed med forhandlingsmetoderne og selve forløbet. Det er dog ikke selvrangsagelse, der på nuværende tidspunkt er i centrum af byrådsmedlemmernes udmeldinger, på trods af den ydmygelse at borgmester Christian Bro (A) måtte sidde alene sammen med Søren Larsen (A), mens de andre partier satte tingene på plads alene.

Socialdemokratiet har gennem flere valgperioder valgt at dele ud af udvalgsposter og indflydelse til de andre partier, og derved satse på et bredt samarbejde på tværs af de forskellige blokke. Men nu ser det ud til at det brede samarbejde med socialdemokraterne i spidsen er fortid. De andre partier har vendt den socialdemokratiske ledelse ryggen, og borgmesterpartiet skal nu finde ud af, hvad der skal ske frem mod næste kommunalvalg, hvor man indtil da reelt er sat udenfor indflydelse på de store linjer. Spørgsmålet er, hvad den socialdemokratiske byrådsgruppe og partiets bagland mener om det forhandlingsforløb, der har forvandlet byens største parti til bænkevarmere på bagerste række. Samtidig skal man forholde sig til de kontante udmeldinger fra ikke mindst Enhedslisten, der på brutal vis har fravalgt den socialdemokratiske sparepolitik.

De store stemmeslugere i Socialdemokratiet har ikke haft indflydelse under dette års budgetforhandling: Væk er Steen Wrist, der ved det seneste kommunalvalg fik 3.611 stemmer. De næste i rækken er Ole Steen Hansen med 418 og Vibe Dyhrberg med 371. Ingen af dem sad med ved forhandlingsbordet. Det gjorde til gengæld borgmester Christian Bro, 1. viceborgmester Søren Larsen og politisk ordfører, David Gulløv.

Under den nye alliances pressemøde, hvor budgetforliget blev præsenteret af Venstre, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og løsgænger Karsten Byrgesen, sad de socialdemokratiske politikere og borgmesteren på de bagerste række som tilskuere. Efter den officielle fremlæggelse forlod de byrådssalen, mens Vibe Dyhrberg som den eneste Socialdemokrat blev. Hun havde samtidig forståelse for den politiske proces i de andre partier, og hun udtrykte samtidig inddirekte kritik af forhandlingsklimaet, ud fra hvad de øvrige partier havde oplevet.

– Jeg synes, det er demokrati og politik i den reneste form, når nogen fra det yderste venstre og nogen fra det yderste højre kan gå sammen og blive enige. Det synes jeg faktisk er flot, og det er ikke noget, jeg er ærgerlig over, siger hun.

Vibe Dyhrberg tilføjer, at hun godt kan forstå, hvorfor de andre partier har ønsket at prøve noget andet:

– Jeg synes ikke, at det er en kæmpe overraskelse, og heller ikke i forhold til det, jeg hører fra de andre partier. Jeg kan godt forstå, at de, i hvert fald ud fra de meldinger, vi læser, og dem, jeg har hørt fra de andre, har haft lyst til at se, om der var noget andet, der kunne lade sig gøre, siger hun.

Kilder fortæller, at det under forhandlingsforløbet med Socialdemokratiet i spidsen, blev meddelt, at de socialdemokratiske forhandlere forventede, at man ville få et budgetforlig på plads. Det viste sig ikke at holde stik. Men det skuffede ikke Dyhrberg:

– Jeg føler mig ikke snydt, og jeg føler mig heller ikke stukket i ryggen, som nogen andre har udtalt. Jeg føler egentlig bare, at der var nogen, der kunne blive enige, og det gjorde de udenom os. Og det er sådan, det er en gang imellem. Det skete også i Kolding, og det er også sket andre steder. Når man kan være enige på tværs på den måde, så synes jeg også, at man godt må blive hængende og sige godt gået, og måske sige tillykke, for de var jo mega glade og stolte, og det kan jeg godt forstå, forklarer hun.

David Gulløv (A) har ifølge meldingerne kun siddet med ved forhandlingsbordet for at tage notater. Men det betragter han ikke som negativt:

– Vi snakker lidt sammen, før vi går ind til møderne. Men jeg sidder primært og tager nogle noter, ja. Jeg deltager også i samtalerne, men skriver mest.

Når Gulløv ser på sin rolle i år, er der ikke de store forskelle fra tidligere år:

– De to andre fører an i overvejelserne, Christian som forhandlingsleder. Søren og jeg forsøger at bidrage, hvor det er relevant, for eksempel når der kommer kommentarer eller punkter, hvor man kan sige, “okay, her er der noget at gå videre med.” Det er jo det, jeg gør. Det gjorde jeg også de to foregående år. For mig er der ikke den store forskel på i år og de to sidste år, min rolle og det, jeg har gjort. 

Når det kommer til den interne kommunikation i partiet, forklarer Gulløv, hvordan de holder hinanden opdateret:

– Vi sender nogle opdateringer ud til dem og orienterer dem løbende. “Kontoret” er åbent, så man kan komme og sidde, og man kan stille spørgsmål og støtte op, når der er en pause, så man kan få noget input der, siger David Gulløv.

De borgerlige partier, SF og Enhedslisten har kritiseret socialdemokraternes metode og prioriteter, men det afviser Søren Larsen, gruppeformand for Socialdemokratiet offentligt. Han var en af forhandlingslederne i det nu fejlslagne forsøg på at skabet et bredt forlig med borgmesterpartiet:

– Vi har altid arbejdet efter at lave det bredest mulige flertal for at inddrage flest mulige i beslutningerne. For at inddrage flest mulige vælgere i den udvikling, som byen skal gennemgå. Vi kunne fra starten have sat os ned og bare talt til 11 mandater. Det havde formentlig været meget let. Men vi valgte at tage lederskabet for byen på os og se, om vi kunne samle det hele, siger Larsen.

Men det lederskab som Larsen ønskede sig, er nu smuldret væk på få dage. Det sker på et meget dårligt tidspunkt for den nye borgmester, Christian Bro, der netop skulle afvikle sin svendeprøve ved dette års budgetforhandlinger. Alligevel vil Søren Larsen ikke kommentere på den kritik, hans støttepartier og de borgerlige partier er kommet med:

– Det vil jeg ikke kommentere på, lyder svaret fra Søren Larsen.

Analysen af det indgåede forlig mellem de andre partier er ikke økonomisk positiv i hans øjne. Det skyldes, at der vil blive hentet finansiering via den eksisterende kassebeholdning. Det begrunder forligspartierne specifikt med, at de vil investere i fremtiden, fremfor at spare på velfærden, sådan som den socialdemokratiske sparepolitik havde lagt op til.

– Personligt kan jeg glæde mig over, at der er et meget stort match mellem vores ønsker og de besparelsespunkter og driftsbeslutninger, der er kommet. Så på den måde er det jo glædeligt. Jeg har har dog ikke fået konsekvensberegnet det endnu, men det ser ud til, at vi kommer til at tage alt for mange penge af vores kassebeholdning, så den skrumper ind, konkluderer Søren Larsen.

Turan Savas, et mangeårigt byrådsmedlem af Socialdemokratiet, har sjældent set en situation, hvor Socialdemokratiet står udenfor et budgetforlig. Kun en enkelt gang under Thomas Bankes tid som borgmester skete det.

– Jeg har prøvet meget, men har ikke prøvet, at vi ikke er med i budgettet som borgmesterparti, siger Savas.

Selvom Savas erkender, at der er et flertal bag budgettet, understreger han, at han selv mener, at Socialdemokratiet har fremlagt et godt og ansvarligt alternativ, selvom han ikke forholder sig til den massive sparepolitik i dette foreslag:

– Der er et flertal, der står bag det her budget. Jeg synes også, at vi har fremlagt et godt og økonomisk ansvarligt budget. Så vi kan ikke sige andet. Det er sådan, det er, og det må vi acceptere, forklarer Turan Savas.

Efter at det stod klart, at Socialdemokratiet var blev isoleret, har man primært været fokuseret på at føle sig snydt af de andre partier. Flere af de socialdemokratiske byrådsmedlemmer ønsker ikke offentligt at forholde sig til, at deres forhandlingsmetoder har ført til en katastrofe for partiet. I stedet for er de utilfredse på at være blevet sendt uden for døren, hvor de har følt, de havde ret til at sidde for bordenden. Også John Nyborg, der i år sikrede sig en formandspost i byrådet, udtrykker sin frustration over at blive udelukket fra forhandlingerne:

– Det kunne da godt have været anderledes, siger John Nyborg og fortsætter:

– Det ville jo have været rart, hvis vi var med. Sådan har vi alle det, men det er jo det, vi har forsøgt hele vejen igennem. Så det er lidt ærgerligt, at de ikke gad tage os med.

Nyborg undrer sig over, hvorfor Socialdemokratiet ikke blev inddraget, selvom forskellene i budgetforslagene var minimale:

– Du kan jo sammenligne budgetterne, der er ikke stor forskel på dem. De er nogenlunde ens. Vi kunne fjerne alle besparelserne, og det har de også gjort. Der er nogle ting i det, som kunne have været rart for os, og vi har også kritiseret det i forhold til deres. Sådan er det, siger John Nyborg.

Stemmeslugeren Ole Steen Hansen, der ikke har siddet med ved forhandlingsbordet, har ikke ønsket at kommentere på de forligste forhandlinger:

– Det synes jeg, at du skal tale med forhandlingsgruppen om, siger Ole Steen Hansen.

Heller ikke Anette Hyre-Jensen har nogen kommentar:

– Jeg henviser til vores gruppeformand Søren Larsen for en kommentar om budgetforliget, siger hun.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Bente Ankersen (A).

SFs omstridte rådgiver trækker sig efter en uges pres

SFs omstridte rådgiver trækker sig efter en uges pres

0
Thomas Nystrøm stopper som særlig rådgiver for SF-formand og økonomi- og indenrigsminister Pia Olsen Dyhr. Det meddelte han selv i et opslag på Facebook...