19.5 C
Copenhagen
mandag 27. juli 2026

Fynske Bank sender 25.000 kroner til jazzfestivalen mens festteltet rejser sig på Gl. Havn

Formand Bent Frandsen tog imod sponsorchecken midt i travlheden med at gøre klar til weekendens festival. Torsdag åbner teltet med Musik i Teltet, inden jazz- og bluesfestivalen for alvor går i gang fredag og lørdag.

0
Fynske Bank sender 25.000 kroner til jazzfestivalen mens festteltet rejser sig på Gl. Havn

KULTUR. Der var både håndværkere, teltdug og en check i omløb på Gl. Havn, da Middelfart Jazzfestivals formand, Bent Frandsen, tog imod 25.000 kroner fra Fynske Banks afdelingsdirektør i Middelfart, Michael Toft.

»Vi er både stolte og ydmyge over den flotte støtte fra Fynske Bank. Sponsoratet er med til at sikre, at vi igen i år kan skabe en festival med musik, oplevelser og fællesskab for tusindvis af gæster,« udtaler Bent Frandsen.

Modtagelsen fandt sted, mens formanden samtidig havde travlt med at koordinere opsætningen af det store festtelt, der i disse dage rejser sig på havnen. Teltet danner allerede torsdag rammen om Musik i Teltet, inden jazz- og bluesfestivalen for alvor går i gang fredag og lørdag, hvor tusindvis af gæster ventes at finde vej til Gl. Havn.

Festivalen får i år i øvrigt internationalt selskab helt uden for programmet. Fredag eftermiddag danser grupperne fra Sverige og Holland fra Triangle Folklore Festival på Havnegade som gratis opvarmning til jazzdagene, så musikken på havnen begynder, længe før de første toner lyder i teltet.