Nu begynder den store forårsrengøring af de kommunale veje i Kolding. De kommende uger vil flere hundrede tons grus, sten, cigaretskod, glas, plastic, osv. blive fejet sammen og fjernet fra vejene. I Kolding by foregår forårsrengøringen i dagene 19.-22. marts 2024, mens vejene i kommunens øvrige byer fejes og vaskes i april måned.

Når fejningen starter, bliver de kommunale veje og cykelstier fejet og vasket. Sand, blade, henkastet affald, osv. skal væk. Den årlige efterårsrengøring bidrager bl.a. til at undgå, at rendestensristene stopper til, så vand ikke kan løbe væk fra vejene.

– Rengøringen hjælper til at holde vores omgivelser pæne, men det handler også om at forebygge oversvømmelse og vand på vejene. Hvis rendestensristene stopper til, kan vandet ikke løbe bort ved kraftig regn, og det skaber problemer for trafikken. Fejning letter også arbejdet med at reparere huller i asfalten, mindsker fremspring af ukrudt, som kan ødelægge belægningen, og øger sikkerheden for fodgængere og cyklister, forklarer skov- og landskabsingeniør Anders Krog, Kolding Kommune.

Vis hensyn

Omkring 15 medarbejdere fordelt på to grupper vil være involveret i efterårsrengøringen.

– Hver gruppe kører i et ”tog” med 2-3 traktorer med koste sammen med to store maskiner, der både fejer, suger og vasker. Jeg håber, bilister og andre trafikanter vil vise hensyn og holde afstand, når de møder os, for vi fylder lidt på vejene, siger Anders Krog og fortsætter:

– Det ville også være rigtigt dejligt, hvis bilisterne så vidt muligt parkerer på egen grund i stedet for langt kantstenen, når vi kommer forbi med vores fejemaskiner. På den måde kan vi komme helt ind til kantstenen og gøre ordentlig rent.

Grundejernes ansvar

Mens kommunens sørger for rengøring af kommunale veje og cykelstier, så er det grundejernes ansvar at holde fortove og private fællesveje rene.

– Som grundejer har man ansvaret for at renholde fortovet ud for egen grund. Ansvaret for private veje og private fællesveje er placeret hos grundejerne, der ofte vil være organiseret i en grundejerforening eller et vejlaug. Den allervigtigste opgave, når man gør rent, er at sørge for at holde rendestensristene rene, så vandet kan løbe bort, siger Anders Krog.