17.7 C
Copenhagen
torsdag 20. august 2026

Bunker Holding får ny CFO: Henter erfaren profil internt

0
Bunker Holding får ny CFO: Henter erfaren profil internt

BUSINESS. Verdens største leverandør af maritimt brændstof, Middelfart-virksomheden Bunker Holding, gennemfører en udskiftning på topposten i finansafdelingen. Jacob Nørgaard tiltræder som ny Chief Financial Officer (CFO) og afløser Michael Krabbe, som fratræder efter gensidig aftale efter otte års indsats i koncernen.

Udnævnelsen kommer som led i et strategisk gearskifte med fokus på vækst, forenkling af den globale struktur og hurtigere beslutningsveje, som selskabet har været i gang med, siden Peder Møller tiltraddte som administrerende direktør i oktober 2025.

Kendt ansigt og tæt samarbejde

Jacob Nørgaard er et velkendt ansigt i koncernen. Han skifter fra en stilling som CFO i søsterselskabet Global Risk Management (GRM), hvor han blandt andet har opbygget stærke kompetencer inden for risikostyring og finansrapportering.

Skiftet betyder samtidig et genforenet ledelsesteam i front for den globale brændstofgigant.

»Jacob er ikke kun en glimrende CFO, han kender også vores forretning, vores marked og de risici, vi arbejder med hver eneste dag. Han har samtidig en meget hands-on tilgang, som passer godt til den retning, vi ønsker for Bunker Holdings finansfunktion. Og så kender vi hinanden fra et glimrende parløb i GRM, hvor vi i fire år udgjorde to tredjedele af direktionen,« siger Peder Møller, CEO i Bunker Holding.

Tak for otte års indsats

Fratrædende CFO Michael Krabbe har gennem sine otte år i Bunker Holding spilled en central rolle i opbygningen af selskabets finansielle og strategiske fundament. Bestyrelsesformand og medejer Nina Østergaard lægger vægt på både taknemmelighed over for den afgående CFO og tilfredshed med valget af hans afløser.

»Michael har været med gennem en vigtig del af Bunker Holdings rejse og har ydet en stor indsats for at bygge og styrke det finansielle fundament, vi står på i dag. Det fortjener en stor og oprigtig tak,« siger Nina Østergaard.

»Samtidig er jeg rigtig glad for, at vi kan byde Jacob velkommen som CFO. Han kender allerede vores forretning og vores kultur, og vi kender ham. Det er et stærkt udgangspunkt. Og jeg synes, det siger meget om koncernen, at vi endnu en gang er i stand til at udvikle talenter og rekruttere fra egne rækker,« tilføjer hun.