20.5 C
Copenhagen
mandag 17. august 2026

Museumsdirektøren ser kulturhuset for sig: »Man kan starte museumsbesøget med at kigge fra toppen«

Idéen om at samle museum og musicalteater i ét stort kulturhus i Kanalbyen har summet i et halvt år, fortæller museumsdirektør Simon Faber, der bakker op om planerne. For ham handler det om at slå to fluer med ét stort smæk, for begge institutioner har akut brug for nyt byggeri, og i hans vision skal gæsterne begynde besøget i højden med udsigt over hele fæstningsbyen.

0
Museumsdirektøren ser kulturhuset for sig: »Man kan starte museumsbesøget med at kigge fra toppen«

KULTUR. Da borgmester Peder Tind (V) og Susanne Eilersen (DF) foldede drømmen ud om et stort kulturhus i Kanalbyen, var tanken allerede velkendt hos Museum Fredericia. Museumsdirektør Simon Faber fortæller, at idéen om at samle museum og musicalteater under samme tag har været i omløb det seneste halve år.

»Det er en tanke, der er opstået i løbet af det sidste halve år. Vi har to markante kulturinstitutioner, der har brug for at bygge nyt her i byen, og vi kender også hinanden. Jeg ved faktisk ikke, hvor idéen først kom fra, men den har summet det sidste halve år. Den går egentlig ud på at slå to fluer med ét stort smæk og lave et spændende byggeri i Kanalbyen, som både er et nyt museum og et nyt musicalteater,« fortæller Simon Faber til AVISEN.

Et fælles hus åbner samtidig for at dele en række funktioner, som begge institutioner ellers skulle finde plads til hver for sig. »Der er en hel del ting, man kan være fælles om, publikumsadgang og en lang række ting, man ikke behøver at bygge dobbelt,« siger han.

Tiden spiller også en rolle. Museum Fredericia har i årtier arbejdet med ønsket om nye rammer, og ifølge Simon Faber står musicalteatret med en tilsvarende udfordring. »Vi står begge med et relativt akut behov for at få lavet noget nyt inden for en årrække, der ikke skal hedde årtier, som det i hvert fald har heddet for museet. Og teatrets situation er tilsvarende presserende,« siger han.

Simon Faber ser desuden et match mellem de to institutioners rækkevidde og ambitionsniveau. Fredericias historie hører efter hans opfattelse hjemme på en større scene end den lokale, og musicalteatret har på samme måde et publikum langt uden for byen. »Begge institutioner har en landsdækkende rækkevidde. Hvis jeg skal tale i egen ret, mener jeg, at de historier, Fredericia har at byde på, rækker langt ud over byen. Det er et markant stykke Danmarkshistorie og i virkeligheden også et stykke europæisk historie. Og spørger du Thomas Bay fra musicalteatret, vil han nok sige, at det er det eneste musicalteater uden for København på teaterloven og dermed også en national spiller. Det gør, at der er et match i forhold til ambitionsniveau og synliggørelse.«

Museet skal op i højden

Mens den politiske diskussion foreløbig har kredset om placering, fonde og muligheden for at skabe et kulturelt fyrtårn, har Simon Faber allerede gjort sig tanker om selve museumsoplevelsen. I hans vision skal byggeriet op i højden. Herfra skal gæsterne kunne se den by, som museet bagefter skal fortælle historien om. Fredericias retvinklede gader, voldanlægget og hele idéen bag den planlagte fæstningsby bliver synlig på én gang. »I min vision ser jeg for mig, at vi bygger noget i højden, og at man kan starte et museumsbesøg med at kigge fra toppen, hvor man får det fulde strategiske overblik over, hvad fæstningen er for en størrelse. Voldanlægget, arkitekturen, renæssancen, de retvinklede gader. Man sætter rejsen i gang med et vue fra toppen og arbejder sig så ned gennem de spændende temaer, vi fortæller,« siger Simon Faber.

Placeringen ved vandet passer også ind i hans forestilling om et nyt museum. Kanalbyen har gennem flere år været et af Fredericias store byudviklingsprojekter, og Simon Faber oplever en by, hvor stadig mere aktivitet søger mod havnen og Lillebælt. »Det er et kommunalt ønske at få Kanalbyen til at leve, og mit indtryk er, at byen arbejder sig ned mod vandet, hvor publikums- og oplevelsesaktiviteten udvikler sig. Jeg tror, det vil have en særskilt attraktion i sig at være ved vandet, have et café- og restaurantmiljø og komme ind i en god publikumsfoyer, hvor man kan vælge det ene eller det andet eller købe billetter til om aftenen. På den måde kan jeg forestille mig, at beliggenheden vil kunne noget, også for os som museum,« bemærker Simon Faber.

Dermed er museumsdirektøren klar til at arbejde videre med kulturhusplanerne. Hans billede er et hus ved vandet, hvor museum og musicalteater deler nogle af rammerne, og hvor gæsterne kan begynde mødet med Fredericias historie fra toppen af bygningen og derefter bevæge sig ned gennem fortællingen.

Hvad sker der med Voss-grunden?

Den nye vision ændrer samtidig forudsætningerne for den plan, Fredericia allerede havde.

I 2023 besluttede byrådet at gå ind i etableringen af et formidlingscenter sammen med Den Selvejende Institution Museum Fredericia. Voss-grunden blev stillet vederlagsfrit til rådighed for formålet, og en styregruppe med Monjasas topchef Anders Østergaard i spidsen skulle arbejde videre med projektet. Nu peger visionen mod Kanalbyen. Hvad det betyder for Voss-grunden og den tidligere beslutning om et formidlingscenter, står fortsat åbent.