Den 25. maj kommer Royal Run forbi CLAY Keramikmuseum. Sammen med Middelfart Billedskole har museet sat en kæmpe krukke frem på løberuten. Alle, der har en finger, kan være med.
Ideen kom af et ganske jordnært spørgsmål. Hvordan kunne et keramikmuseum bidrage til et løb, der passerer forbi døren?
»Det opstod med, at vi gerne vil fortælle folk, hvad CLAY er, når de løber forbi,« siger Maria Vallø Strauss, der arbejder med kommunikation og markedsføring ved museet. »Så blev det let over i fællesskab, og hvordan man kan skabe noget sammen.«
I samarbejde med Middelfart Billedskole har CLAY fået fremstillet en stor krukke. Når Royal Run-deltagerne passerer museet søndag den 25. maj, kan de sætte deres tommelfingeraftryk i den våde ler. Det samme kan tilskuere og forbipasserende.
»Vi håber jo, at kongen også vil gøre det,« siger Maria Vallø Strauss. »Vi kan ikke love det, men vi er jo inden for den første kilometer på ruten.«
Og hvis kongen tager imod opfordringen, bliver hans aftryk ét blandt mange. Det er pointen.
»Hvis han gør det, så er det jo fordi, han virkelig er folks konge,« siger hun. »Hans tommel, så vil vi ikke vide, at der er en der. Så han er jo bare en blandt os alle.«
Krukken er i øjeblikket under fremstilling og må ikke blive for tør, før løberne når frem. Den skal være, hvad keramikere kalder læderhård, så fingrene kan sætte et synligt aftryk uden at trykke igennem leret. Den slags timing er en proces i sig selv.
Aktiviteten foregår fra klokken 10 til 14 foran museet og er åben for alle, også for dem, der ikke løber med. Fra klokken 14 til 16 flyttes krukken ud til vejen, så løberne kan sætte deres aftryk, når de passerer CLAY.
Bagefter brænder museet krukken sammen med Middelfart Billedskole. De vælger farver, og krukken får en kongeblå glasur, før den overdrages til Frivilligcenter Middelfart.
»Så får Frivilligcenteret en middel for at fortælle den her fortælling om fællesskab,« siger Maria Vallø Strauss.
Det er ikke et kunstværk i klassisk forstand. Der er ingen kunstner bag, og det bliver heller ikke stående på museet.
»Det er jo alle sammen,« siger hun. »Det er noget, vi skaber sig i et øjeblik.«
