Karriererådgiver Juki Tauchi sad ved et bord i Tøjhuset og talte med ingeniører, der ikke havde forestillet sig Forsvaret som arbejdsgiver. Hendes arbejdsmetode bygger på en idé: At medarbejdere bliver, hvor de bliver set.
De fleste, der gik forbi bordet i Tøjhuset, tænkte formodentlig værnepligt og uniform. Men det, Juki Tauchi taler om, ligger et andet sted.
»Hvis jeg siger, at vi har cirka 9.000 civile stillinger i hele Forsvaret, så er der jo også noget at gøre der,« siger hun.
Hun er karriererådgiver i Forsvaret og en af tolv arbejdsgiverrepræsentanter ved karriere- og netværksdagen i Fredericia tirsdag den 19. maj. Sammen med en kollega fra Odense talte hun i timevis med kandidater, hun ellers aldrig ville have mødt.
»De første ti, jeg har mødt her, er ingeniører,« siger hun. »Min kollega i Odense har ringet og sagt, hvis du møder nogle ingeniører på din vej, vil du så ikke sende dem over til os.«
Det, hun primært arbejder med i Forsvaret, er fastholdelse gennem karriereplaner. En metode, hun har været med til at udvikle, og som ifølge hende selv er blevet undersøgt og blåstemplet af konsulenthuset Epinion.
Princippet er enkelt nok. Hver soldat får en karrieresamtale en gang om året. Ikke som et formalt punkt på et personaleskema, men som en reel samtale om, hvor medarbejderen står, og hvor medarbejderen vil hen.
»Skal du vertikalt, eller skal du horisontalt karriere?« siger Juki Tauchi. »Men vi er interesserede i dig, og vi lytter på dig, så fortæl, hvad du gerne vil.«
Det, hun kalder life-work integration, indebærer, at planlægningen af udsendelser, kurser og forfremmelser også tager højde for det, der foregår i den anden halvdel af livet. Konfirmationer. Barsler. Aldersfaser.
»Når børnene skal konfirmere sig, så er det måske ikke det, du lige skal udsendes,« siger hun. »Vi tager et holistisk billede på mennesket, på hele mennesket.«
Logikken bag er ifølge hende, at en medarbejder, der føler sig set, også bliver. Forsvaret har omkring 90 karriererådgivere i alt, og de taler sammen på tværs af våbenarter, geografi og afdelinger. En medarbejder, der gerne vil til Bornholm, kan blive sendt videre til kollegaen, der dækker det nye regiment på øen.
Det er den indgang, hun har taget med til Tøjhuset. For her møder hun ikke værnepligtige, men kandidater med færdig kandidatgrad. Civilingeniører. Maskinmestre. Fysikere.
»Jeg tænker jo sådan fysisk, så tænker jeg sådan noget med space, altså rummet og sådan noget,« siger hun om en af de samtaler, hun lige har haft. »Skal du ikke noget af det? Og så prøver jeg at hjælpe ham lidt videre.«
Hver gang en ny gruppe kandidater satte sig ned, var det første, hun bad om, at de fandt deres telefon frem.
»Find lige karriere.forsvaret.dk, og så gå lige ind,« siger hun. »Det er indgangsvinklen, altså døren ind til Forsvaret. Både militære og civile stillinger.«
Hun har ikke tal på, hvor mange hun nåede at tale med, men beskriver dagen som tæt pakket fra det øjeblik, dørene blev slået op.
»Vi har jo ikke engang noget indsat at tale sammen,« siger hun om sin kollega og sig selv. »Det kører bare bang, bang, bang.«
Hun går derfra med en forventning om, at telefonen vil ringe på dronecentret i Odense i de kommende uger.
»Vi snakker om uformelle møder her. Vi snakker om, at vi lige skal break i noget. Passer vi sammen,« siger Juki Tauchi. »Det her relationsdannelse. Det er det, det her arrangement kan.«
