15.3 C
Copenhagen
mandag 18. maj 2026

Flere fans får plads på lægterne når FHK udvider sæsonkortsalget

0
Flere fans får plads på lægterne når FHK udvider sæsonkortsalget

Fredericia Håndboldklub åbner snart op for salget af sæsonkort til sæsonen 2026/27, og denne gang bliver der plads til endnu flere tilskuere i Middelfart Sparekasse Arena.

Klubben har valgt at udvide kapaciteten for sæsonkortholdere ved at sætte en ny endetribune med monterede sæder til salg. Samtidig åbnes to nye blokke på den modsatte langside af, hvor de nuværende sæsonkortholdere har deres faste pladser. Tiltaget betyder, at flere fans kan blive en fast del af stemningen til klubbens hjemmekampe.

De seneste sæsoner har arenaen lagt gulv til håndboldaftener med fyldte tribuner og højlydt opbakning fra lægterne, og klubben oplever nu en så stor interesse, at det har været naturligt at skabe yderligere plads.

Direktør Thomas Renneberg-Larsen ser frem til at byde nye sæsonkortholdere velkommen.

»Vi mærker en stor interesse for klubben, og vi glæder os til at åbne dørene for endnu flere fans i den kommende sæson. Vi har arbejdet målrettet på at skabe flere gode pladser i arenaen, så endnu flere kan blive en del af stemningen, fællesskabet og de store oplevelser omkring vores hjemmekampe,« siger Thomas Renneberg-Larsen.

Et sæsonkort giver adgang til samtlige hjemmekampe i grundspillet samt et eventuelt slutspil eller kvalifikationsspil. Pokalkampe er ligeledes inkluderet i kortet, og sæsonkortholderne får desuden forkøbsret til deres egne pladser, hvis det skulle blive aktuelt med semifinaler eller finaler i arenaen.

Klubbens nuværende sæsonkortholdere får først mulighed for at genkøbe deres faste plads, når salget åbner fredag den 29. maj. De nye sæsonkort sættes til salg tirsdag den 9. juni klokken 9.00.