EVENTS. Sidst i april åbner Gammelby Mølle ved Pjedsted dørene for sæsonens første store begivenhed. Den 25. og 26. april inviteres både handlende og besøgende til forårsmarked i de historiske rammer, og denne gang er ambitionerne endnu større end ved julemarkedet i december.
»Vi fordobler udstillerne denne gang. Til julemarkedet havde vi plads til 12, og nu har vi plads til 29,« fortæller Maja Svensk, der bor på møllen med sin familie og er drivkraften bag arrangementerne.
Markedet breder sig ud over gårdspladserne og ind i den store lade, som åbnes for første gang til et arrangement. Her vil besøgende kunne gå på opdagelse blandt et bredt udvalg af udstillere — fra genbrug og tøj til keramik, planter og håndlavede produkter. Det er netop den mangfoldighed, Maja Svensk bevidst tilrettelægger. »Jeg spørger altid ind til, hvad folk kommer med, så vi ikke ender med ti der sælger keramik og ti der sælger tøj. Det skal være en god forskellighed, så man kan gå på opdagelse som besøgende,« forklarer hun.
Foråret sætter sit særlige præg på markedet. Maja Svensk vil gerne have grønne fingre og haveglade sjæle med i feltet, og der er da også gjort plads til udstillere med planter og andet, der passer til årstiden. »Vi vil gerne have udstillere med planter og så videre, så vi får den der forårsstemning ind, og folk er klar til at komme i gang i haven,« siger hun.
Til de sultne og tørstige er der ligeledes sørget for kaffe, kage og mulighed for at købe mad.
Møllens hjerte åbner
En af de særlige oplevelser, som Maja Svensk ønsker at fremhæve, er adgangen til selve møllehuset — det historiske maskineri, hvor de to overfaldshjul driver tre originale kornkværne. »Det er møllehuset vi åbner, der hvor hjulene kører og hele maskineriet er synligt for besøgende,« fortæller hun.
Det er en oplevelse, der for mange besøgende vil være ny. Den 200 år gamle vandmølle, som Realdania By & Byg restaurerede og istandsatte frem til 2024, hører til blandt de færre end 50 fungerende vandmøller, der stadig er tilbage i Danmark. Al mekanikken er i træ og fuldt funktionsdygtig, og vandet bruser stadig henover hjulene i den kuperede Elbodal vest for Fredericia.
Sådan booker du en stand
Er man interesseret i at opstille som udstiller, er fremgangsmåden enkel. En standleje koster 250 kroner, og et bord kan lejes til 25 kroner. Pladserne fordeles efter først-til-mølle-princippet, og Maja Svensk sender en standoversigt, så man selv kan vælge sin plads ud fra, hvad der er ledigt. »Man skriver eller ringer til mig, og så sender jeg standsoversigtens med. Og så vælger man selv den stand, man vil have, ud fra dem, der er ledige,« forklarer hun.
Gammelby Mølle ligger på Gammelby Møllevej 62 ved Pjedsted, knap ti kilometer vest for Fredericia. Markedet afholdes lørdag den 25. og søndag den 26. april.




