En kontrol på et område nær Fredericia med overnattende lastbilschauffører endte med bøder på en samlet sum af 960.000 kroner. Firmaet, der ejer pladsen, er tillige sigtet for medvirken til ulovlig afholdelse af regulær ugehvil i køretøjer.
På baggrund af en anmeldelse og egne observationer foretog Tungvogncenter Syd, der er en del Sydøstjyllands Politi, en kontrol af parkerede lastbiler på en plads i Fredericia-området. Kontrollen fandt sted mandag morgen den 9. september kl. 05.00.
Forud for kontrollen havde Tungvognscenter Syd foretaget en række observationer, der gjorde, at chaufførerne var under mistanke for ulovlig afholdelse af regulær ugehvil i lastbilerne.
Kontrollen viste, at der var 32 chauffører, der ulovlig afholdt regulær ugehvil i deres køretøj. Der var udelukkende tale om udenlandske chauffører, og de fleste kørte for udenlandske virksomheder.
Chaufførerne modtog bødeforlæg på stedet, og alle betalte enten bøden direkte eller stillede sikkerhed for bøden. Fire chauffører ønskede sagen indbragt for retten.
Ved kontrollens opstart var ti af de 32 lastbiler dog kørt fra pladsen. Siden er fire ud af ti blevet sigtet, og de resterende vil ligeledes løbende blive opsøgt og sigtet.
Bøden for den type overtrædelse er 10.000 kroner til chaufføren og 20.000 kroner til den virksomhed, som chaufføren kører for. I alt blev der udstedt bøder for 960.000 kroner ved denne ene kontrol.
Firmaet, der ejer pladsen, hvor køretøjerne stod parkeret, er sigtet for medvirken til ulovlig afholdelse af regulære ugehvil ved at have stillet pladsen til rådighed trods viden om, at den blev brugt til noget ulovligt.
Da firmaet ikke erkender sin medvirken, forventes sagen at skulle fremlægges for retten.