Fredericia Håndboldklub vandt for tredje kamp i træk. Denne gang gik det udover Bjerringbro-Silkeborg, som blev besejret med 34-27. Dermed er FHK nu tæt på en semifinaleplads, som de kan sikre på søndag.

Torsdag aften var der dømt intens håndbold, da FHK og Bjerringbro-Silkeborg mødtes i en afgørende slutspilskamp. Inden kampen var FHK et enkelt point foran BSH i slutspilspuljen og havde tre point op til GOG, så der var meget på spil.

Kristian Stoklund i dyb koncentration: Foto: AVISEN

Hele 2.285 tilskuere var mødt op i thansen ARENA til kampen, og de skabte en fantastisk og elektrisk atmosfære. FHK-fans, ungdom, sponsorer og fanklub HK Ultras var i hopla. De satte deres præg på kampen med deres passionerede opbakning fra kampens start. Hele arenaen rejste sig op i første angreb, hvor de taktfast klappede til trommerytmen. Tilskuerne kunne se fredericianerne få tilkæmpet sig et straffekast, som Kristian Stoklund scorede på.

Kampens første minutter var præget af en tæt fight, hvor FHK havde overtaget. FHK’erne virkede tændte, og var klar til at give den hele armen, men gassen gik ud af ballonen angrebsmæssigt som minutterne gik. Det straffede BSH med scoringer på kontra og i ankomstfasen. Efter 13 minutters spil førte BSH med 8-5, da FHK oplevede problemer i angrebet og måtte gå i syv mod seks. Dog gav holdet ikke op og fortsatte med at kæmpe bravt, blandt andet med solide kontrascoringer fra Lasse Balstad.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia

Ved det 21. minut var stillingen 11-7 i BSH’s favør, og de havde chancen for at øge føringen til fem mål. Men de misbrugte muligheden, og FHK udnyttede dette ved at kæmpe sig tilbage og score fem mål i træk. Emil Tellerup kom ind og blev en vigtig brik i FHK’s forsvar som et levende plankeværk. Gradvist kom FHK tilbage i kampen, og BSH kunne ikke finde vej til netmaskerne bag Tellerup. Angrebsmæssigt styrede Nicolaj Nørager særligt slagets gang, og fra fløjene var Martin Bisgaard og Kasper Young træfsikre.

Bisgaard var som altid sikker. Foto: AVISEN

Ved pausen var FHK kommet foran med 13-12, efter at Nicolaj Nørager scorede et imponerende mål i sidste sekund og løb direkte ud mod HK Ultras for at fejre scoringen i en euforisk jubelrus. Dette gav FHK et mentalt boost og bragte fornyet energi til holdet.

I anden halvleg fortsatte FHK med at presse på og bevarede momentum i alle faser af spillet. Efter 41 minutters spil var stillingen 20-18 til FHK, og holdet viste ingen tegn på at sænke tempoet. Tre minutter senere, i det 44. minut, førte FHK med 22-18, hvilket fik BSH til at tage en timeout for at forsøge at bremse FHK’s fremdrift. Tilskuerne var vidner til en historisk oplevelse. Var det virkelighed? Det klubben i Fredericia drømmer så meget om; at spille med om medaljerne, allerede i år er der nu en realistisk chance for det.

adp-as.dk

Timeouten hjalp ikke BSH, da FHK fortsatte med at dominere kampen og udbyggede føringen. I det 49. minut var stillingen 25-19 til FHK, og BSH tog endnu en timeout i håb om at finde en løsning. Men FHK var ikke til at stoppe og fortsatte med at score på de fleste chancer. Flere gange brød FHK’erne Bjerringbro-Silkeborg, som uden succes forsøgte sig med målmandsskifte. Frustrationerne blev større og større hos gæsterne, som kunne se en vågen Kasper Young bryde en midtjysk aflevering og score i tomt mål med et minut igen. Sejren var for længst sikret, og Young kunne derfor tage sig tid til at nyde jubelbrølet.

Kampen sluttede med en overbevisende 34-27-sejr til FHK, der nu kun mangler et enkelt point for at sikre sig adgang til DM-semifinalerne. Hele hallen hyldede holdets præstation og råbte i kor: “For her regerer FHK!”.

FHK’s næste udfordring venter på søndag, hvor de skal møde GOG på udebane. Dette bliver en afgørende kamp for FHK, som med en sejr er i semifinalen.. GOG tabte denne aften 34-32 ude mod Skanderborg Aarhus Håndbold, men er stadig på førstepladsen med syv point. FHK indtager andenpladsen med seks point, mens BSH og Skanderborg Aarhus begge har tre point.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her