Ugens Kurt hedder Helle Lillethorup. Egentlig behøver hun ingen introduktion, som hun selv siger, da hun ankommer til kaffebaren: “Kan I koge mere suppe på mig”? Helle smiler og sætter sig ned, da vi har bestilt vores kaffe. “Ja, vi kan koge mere suppe”, svarer jeg. Hun er kvinden, der bandt musikken sammen i Fredericia. Hun vil aldrig acceptere ovenstående faktum. Hun er ydmyg og vil hellere have, at spotlysene lyser på Tøjhuset og musikken, end på hende.
“Man skal ikke være bedrevidende og smart, man skal være et hold, når man er så lille en organisation” Helle Lillethorup
Helle Lillethorup er født i 1963 i Silkeborg, hvor hun boede i seks måneder, inden familien flyttede til farens hjemby, Aalborg.
“Min far kommer fra Aalborg, men min mor skulle uddanne sig til lærer i Silkeborg, og min far gik på en maskinteknisk uddannelse i Randers, derfor boede vi i Silkeborg. Så fik de mig, og vi flyttede tilbage til Aalborg. Byen er mit hjem, der bor min familie.”
Vender du hjem nu så?
“Jeg har sagt ja til en lejlighed i Aalborg, så jeg flytter til Aalborg ja. Det kan du godt skrive nu. Det sker. Jeg flytter. Jeg ved ikke, hvad jeg skal lave endnu. Jeg har gang i mange ting og muligheder. Jeg ser min nuværende livssituation, som unik; en chance, man ikke får ofte i livet. Jeg er nødt til at finde noget at lave, men der så mange muligheder. Jeg er startet på et rådgivningsforløb, og der fik jeg at vide, at jeg skal frigive energi og blive klar. Aalborg er første skridt. Jeg har fundet en lejlighed meget centralt. Et bindingsværkshus med charme og sjæl. Tæt på Utzons Havnefront, Hovedbiblioteket, Nordkraft og Nytorv på den stille del af gågaden. Jeg er virkelig kommet hjem.”
“Jeg voksede selv op i Klarup – en forstad til Aalborg, hvor min mor var lærer. Vi har altid været hjemme. Vi havde “pige i huset”, så jeg kan ikke fortælle om min børnehave. Efter 9. klasse endte jeg på Aalborg Katedralskole. Det var en meget fin traditionsbunden skole. Jeg ville faktisk ikke derind, for alle mine kammerater skulle på Aalborg Hus, som var det nye. Der, hvor de nye lærere var. Der, hvor livet var, og så skulle jeg på katedralskolen. Jeg skrev en protestskrivelse, men den virkede ikke. Jeg var faktisk kun “måskeegnet” til gymnasieskolen. Jeg var fornærmet over min klasselærers dom, men jeg ville på den anden side alt mulig andet end skole,” fortæller Helle og fortsætter:
“Jeg blev imidlertig glad for Aalborg Katedralskole. Historien, stedet og mine venner. Det var stort. Det var alt fra historiens vingesus: Churchill-gruppen til fester. Det var gruppearbejde, hvor man hentede en kop kaffe og der var livet bankende forbi. Jeg fik ikke verdens bedste studentereksamen. Min mor var ikke sikker på, at jeg kom igennem den. Jeg var måske for ung til gymnasiet. Det synes jeg stadig, at mange er. Prøv at se, hvor ung man er, når man går i niende klasse. Jeg elskede det dog alligevel, særligt fritiden. Jeg har altid været fortrop, når vi skulle holde fester og gymnasiet var en god tid med mange oplevelser.”
“Jeg vidste ikke, hvad jeg ville bagefter. Jeg kunne ikke finde ud af det. Det var 1980’erne. Ungdomsarbejdsløsheden var stor. Der var punk. Der var rejser. Jeg ville ikke rejse, selvom mange foreslog mig det. Jeg tog en 1-årig HH, og efter den fik jeg en læreplads i den fine hædrekronede erhvervsbank, Privatbanken. Det var ikke noget, jeg havde regnet med. Det var for at gøre noget. Jeg skulle lave noget. Alle blev glade, for nu var jeg placeret et sted. Jeg var der i 12 år. Jeg havde nogle gode år. I min læretid blev vi fløjet til Nordsjælland, hvis de manglede arbejdskraft i en afdeling. Vi fik lommepenge, boede på hotel og så var det bare at arbejde. Det var også gode dage. Jeg endte i Fredericia via banken i 1988. Vi boede i Erritsø i et villakvarter. Jeg fik børn, arbejdede i Vejle, så ikke rigtig Fredericia. Jeg kendte ikke byen, men det ville jeg gøre noget ved,” siger Helle, drikker lidt kaffe og fortæller: ”
“Jeg var nødt til at gøre noget for byen. Fredericia Voldspil havde et opslag, som søgte deltagere. Rekrutteringsmødet foregik på Det Bruunske Pakhus. Jeg tog derind. Jeg kommer fra en familie med amatørteater, men jeg tænkte, at jeg måske ikke kunne bruges, men så kunne jeg sælge is i pausen. Jeg ville være en del af byen. Jeg var med på scenen, men endte senere i bestyrelsen, blev formand for Teatersamrådet. Jeg fik et stort netværk og omgangskreds. Nogle af de gamle venner fra dengang, har jeg stadigvæk.”
“Min egen DNA tager jeg med videre. Jeg siger til tilflyttermøderne i kommunen, at man skal komme op ad sofaen. Det er bare ud at deltage i livet og byen. Det er ud at være med. Det siger jeg altid. Der kommer ikke nogen og banker på døren, man skal gøre det selv.”
“Jeg skal hjem nu – det skulle være nu. Ellers var det for sent”. Helle Lillethorup om rejsen til hjembyen Aalborg.
“Jeg skal hjem nu – det skulle være nu. Ellers var det for sent”. Helle Lillethorup om rejsen til hjembyen Aalborg.
“For 21 år siden kom Dan Dorshel og bad om min hjælp. Dengang var Pakhuset blevet et regionalt spillested, som et af de første i Danmark. Den musiklov blev i øvrigt skrevet på Hybylund, Pakhuset var med i den ordning. Musiklivet blev tilført ekstra midler, så skal der ske mere. Det skulle være professionelt. Musikere ville spille hele natten, men det administrative arbejde var en nødvendighed. Derfor blev jeg ansat på baggrund af den erfaring, jeg havde fra banken, koblet med min kulturelle baggrund. Det var en meget spændende tid. Der var ikke et skrivebord, da jeg startede. Dans skrivebord kunne man ikke se for blade og papir. Jeg selv havde ikke skrevet. Jeg sad omgivet af CD’er og papkasser. Det gik ikke. Hvis jeg skulle arbejde rigtigt, skulle jeg have et skrivebord og et skab til mapper. Det var en helt ny verden, men vi fik det ordnet. Da Dan gik på pension, og man spurgte mig, om jeg ikke ville overtage – det var vildt. Jeg var ydmyg over for det. Musik er ikke kun en leg. Det kræver mere. Der er let at arrangere, men på et sted som Det Bruunske Pakhus er der mange genre, mange mennesker, mange interesser og mange meninger. Det er kompleks,” fortæller Helle og fortsætter:
“Så prøvede vi med mig som leder. Jeg fik også en Musikbookingrolle, som var spændende. Jeg har haft mange gode oplevelser, og jeg har respekt for rollen og mangfoldigheden. Den største musikoplevelse kan lige så godt være et smalt arrangement med 10 mennesker, som en festival, der rammer dig i hjertet. Det kan vi i Tøjhuset. Det er ikke kun mainstreammusik og de store navne. Det er også de små. Dem der er på vej. Dem, der siger farvel. Musik kræver indsigt og hårdt arbejde, men nu er der gået 10 år. Det musikfaglige råd har givet os flere tilskud, både forlods og bagover, så noget gør vi rigtigt”.
For 10 år siden blev hun leder af Det Bruunske Pakhus. Men hun er aldrig blevet set som en leder, nærmere en kollega, skrev en kollega i en hilsen på Facebook til Helle. Det forstår hun godt.
“Jeg blev nok aldrig leder. Hvis man er i en lille organisation, så skal man spille sammen. Alle skal med. Det er et hold. Det er frivilligt arbejde rigtig meget af det. Sådan et sted kører kun ved et godt holdarbejde. Man kan ikke spille smart og bedrevidende. Man er en del af flokken.
Det Bruunske Pakhus rykkede til Tøjhuset
Programmerne i vindueskarmen på Kurt’s Kaffebar er fra Tøjhuset. Det får Helle til at gøre et stop i sin fortælling. Hun er glad, stolt og tilfreds.
“Det gik godt i Pakhuset, og vi kunne være blevet der. Det var et godt hus for os, men flere og flere udsolgte koncerter gjorde, at vi så på andre lokationer. Vi manglede space. Tøjhuset havde været i spil mange gange. Hvad skal man bruge det hus til, tænkte og sagde vi. Der var ikke landet noget nyt i huset endnu. En dag kørte jeg en tur. Jeg så huset igen. I min verden var det ligetil at flytte os til Tøjhuset med vore 200 arrangementer. Det kunne vi sagtens gøre, den øvelse lå lige til. Huset ligner Det Bruunske Pakhus. Det var samme stil, og så ligger det fantastisk. Vi spurgte politikerne om der var udviklingsplaner eller om vi kunne få lov at flytte. Den daværende konstituerede Kommunaldirektør Vibeke Kinch syntes, at det var en fremragende ide,” fortæller Helle.
“Det var en mulighed for at revitalisere Det Bruunske Pakhus, som var blevet synonym med nogle bestemte musikgenre. Der var stor respekt for det, vi lavede, men mange kom der aldrig. Det var en lukket klub. Det kunne vi få løst op for med Tøjhuset. Vi gik igang i 2015 og havde åbningsfest i 2017. Det gik megastærkt. Jeg kender spillestedsbranchen godt. I Viborg talte mange om at flytte, men gjorde det første 10 år senere. Her var der ikke langt fra tanke til handling. Vi skulle bare i gang. Politikerne var også nervøse. Skal vi ikke beholde begge dele. Vi vil ikke lukke Pakhuset, sagde de,” uddyber Helle.
Var det hårdt at flytte og bevare DNA’en fra Pakhuset?
“Når jeg sidder her i dag. Kan jeg godt tænke tilbage til, når jeg var alene. Jeg gik rundt om mig selv og tænkte: shit, det er hårdt, men når du er i processen, så skal man tro på det, så vi gjorde det. Vi gjorde det sgu – og ja, det var var hårdt, men vi gjorde det rigtige. De spurgte om, jeg ville beholde Pakhuset også, men det ville jeg ikke. Jeg havde fået Ungdommenshus. Men jeg skulle ikke have mere. Man skal være til stede i sit hus. Det med at komme en gang i mellem, det holder ikke. Det krævet en del energi at få Tøjhuset på plads. Vi skulle have rytmisk og klassisk musik til at gå op. Interesserne og menneskerne. Stedet. Det kræver mange møder. Det var en stor opgave. Der var mange snakke. Men det gik godt. Det var ligeværdigt. Der er dyb respekt for alle genre i Tøjhuset. Ingen spiller en større rolle end andre,” siger Helle.
Et år senere sagde Helle sit job op, men det var ikke dramatisk eller unaturligt.
“Så gik hun sin vej. Det er heller ikke helt godt,” siger Helle og fortsætter: “Jeg havde gået med nogle tanker om, at jeg ville videre. Jeg blev engageret i flytteprocessen, som låste mig positivt. Jeg er glad for rejsen, jeg har været på. Det har været fantastisk. Tøjhuset kører nu. Man skal være ualmindelig dygtig, hvis man skal ødelægge det hus dernede nu.”
“Jeg tænkte på, rent personligt, at hvis jeg skulle lave noget andet i livet, så skulle det være nu. Der er gode medarbejdere i Tøjhuset, gode frivillige, men årene gik for mig, og jeg ville videre i mit liv. Vejen går nok omvendt af, hvad mange andre gør. Jeg sagde mit job op – der røg mine penge. Så satte jeg mit hus til salg. De fleste havde nok fundet et nyt job eller sat huset til salg først. Det eneste jeg mangler nu, er at finde ud af, hvad jeg vil lave. Jeg kan godt tænke: Nej – nu skal jeg også i gang, men som min yngste datter sagde til mig: “Mor, du er verdens dårligste til at være arbejdsløs. Du har skemalagt alt. Du skal slappe af et par uger også. Det kan også være, du skal ud rejse, mor.”
“Min egen mor, mener jeg skal begynde at læse, måske til arkitekt. Det har jeg faktisk altid drømt om. Jeg er blevet sluppet fri på en måde – jeg kan alt muligt nu. Jeg kan være frivillig for, Læger uden grænser, jeg kan rejse, jeg kan leve. Jeg ved ikke, hvor jeg ender, nu må vi se.”
Og dig og Aalborg?
“Jeg tror, at Aalborg er hjem. Det har altid været et hjem. Aarhus er også en dejlig by, men nu kan jeg flytte hjem til min mor og far, og få de sidste år med med det. Det blev til 30 år i Fredericia – og jeg er glad for alle årene.”
Fakta:
Helle Lillethorop
Født i 1963
Bankuddannet
To børn
Storesøster til en bror og søster.
Andre interesser: Kajak