I 2026 er der 5.000 færre personer på tidlige tilbagetrækningsordninger. Et markant fald i personer på efterløn, bør give rum for en styrkelse af Arne-pensionen i en ny trepartsaftale om tilbagetrækning.

3F er overrasket over, at Beskæftigelsesministeriet ikke har de nye tal om efterlønsmodtagere med i deres nye rapport Status på arbejdsmarkedet.

– Det er lidt spøjst, at Beskæftigelsesministeriet ikke skriver i deres nye rapport, at der i 2026 kommer til at være 16.400 færre personer på efterløn. Ser man på det samlede antal, der er trukket tilbage på efterløn, seniorpension og tidlig pension, er der samlet set 5.000 færre personer på de tre førtidige tilbagetrækningsordninger i 2026, siger forbundsnæstformand for 3F, Tina Christensen.

Det er et noget andet billede end det man får, når man læser den nye rapport, som Beskæftigelsesministeriet har publiceret i dag. I rapporten fremgår det, at flere end forventet vil gå på seniorpension, men det store fald i antallet af personer på efterløn bliver ikke nævnt med et ord.

Den voldsomme nedjustering i antallet af efterlønsmodtagere er meget bekymrende. Som pensionskommissionen beskrev sidste år, er det en ordning, som har været med til at sikre lighed i tilbagetrækningen på tværs af faggrupper. Tallene bør ifølge 3F give rum for en solid styrkelse af tidlig pension også kaldet Arne-pensionen.

– I 3F mener vi, der er et behov for at udvide Arne-pensionen fra 2026 med et ekstra år i takt med den stigende folkepensionsalder, der øges til 69 år i 2030. Vores medlemmer med et meget langt og ofte fysisk krævende arbejdsliv skal stadig have mulighed for en værdig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Vel at mærke inden de er slidt helt ned til sålerne, siger Tina Christensen.

– 3F ser frem til at mødes med regeringen og arbejdsgiverne i en trepart om tilbagetrækningsordningerne. Vi skylder de hårdtarbejdende danskere at skabe klarhed og tryghed om deres tilbagetrækningsmuligheder, siger Tina Christensen.