Syd- og Sønderjyllands Politis efterforskning er en del af en større hvidvasksag, hvor flere personer allerede er idømt straffe ved Retten i Sønderborg.

Syd- og Sønderjyllands politi har i dag sigtet en 33-årig mand fra København for hvidvask af særlig grov beskaffenhed.

Efterforskningen har foreløbig vist, at der er tale om hvidvask i forbindelse med unddragelse af betaling af skat og moms for i alt 65,7 millioner kroner, som den 33-årige sættes i forbindelse med.

Den sigtede er pt. varetægtsfængslet af Københavns Politi i forbindelse med en anden straffesag.

Syd- og Sønderjyllands Politis efterforskning er en del af en større hvidvasksag, hvor flere personer allerede er idømt straffe ved Retten i Sønderborg.

Sagen er startet og efterforsket hos Syd- og Sønderjyllands Politi, da der er tale om økonomisk kriminalitet begået via selskaber, der blandt andet er oprettet i Syd- og Sønderjylland.

Blandt de dømte er en 29-årig mand fra Syd- og Sønderjylland, der i november 2022 blev idømt to et halvt års fængsel for sin rolle i sagen, som omfattede hvidvask af 7,1 millioner kroner.

Derudover er yderligere en 24-årig mand fra København varetægtsfængslet i sagen. Han blev anholdt i september 2022 og er sigtet for hvidvask af 32,4 millioner kroner.

Efterforskningen er fortsat i gang, og beløbet i sagskomplekset kan derfor stige yderligere, ligesom Syd- og Sønderjyllands Politi på nuværende tidspunkt ikke kan udelukke, at flere personer vil blive sigtet i sagen.