13.8 C
Copenhagen
fredag 24. april 2026

18-årig fremstillet i grundlovsforhør efter omfattende narkofund

0
18-årig fremstillet i grundlovsforhør efter omfattende narkofund

KRIMI. Sydøstjyllands Politi foretog torsdag klokken 08.58 en ransagning på en adresse i Kongebrogade i Kolding. En 18-årig mand fra Kolding er sigtet og anholdt i sagen og blev fredag klokken 08.45 fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Kolding.

Ved ransagningen fandt betjentene betydelige mængder narkotika i flere forskellige former. Der blev fundet 77 gram kokain og 275 gram hash pakket i poser. Derudover lå der yderligere fem blokke hash på samlet 500 gram samt 39 gram skunk i såkaldte pølsemandsposer.

På adressen fandt politiet også en peberspray.

Ransagningen blev foretaget på baggrund af oplysninger, som politiet havde modtaget.

Ved grundlovsforhøret fredag formiddag blev den 18-årige varetægtsfængslet i fire uger. Han er sigtet for på adressen i Kolding at være i besiddelse af kokain, hash og skunk med henblik på videreoverdragelse.

Grundlovsforhøret fandt sted for lukkede døre, og den 18-årige tog forbehold for at kære rettens afgørelse.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi og Arno Rindahl Petersen fra samme.