21.4 C
Copenhagen
tirsdag 2. juni 2026

Würth Danmark skærer i CO2-udledningen og sætter samtidig omsætningsrekord

0
Würth Danmark skærer i CO2-udledningen og sætter samtidig omsætningsrekord

Würth Danmark beviser, at grøn omstilling og økonomisk vækst kan trives side om side. Det fremgår af virksomhedens netop offentliggjorte ESG-rapport for 2025, der viser, at koncernens arbejde med at reducere CO2-udledningen nu for alvor begynder at bære frugt – og det er sket samtidig med en rekordhøj omsætning.

Siden baselineåret 2021 har Würth Danmark reduceret sine Scope 1- og 2-udledninger med 29,7 procent, svarende til 815 ton CO2e.

Den største enkeltstående årsag til reduktionen er elektrificeringen af bilflåden. Næsten halvdelen af virksomhedens mere end 300 biler kører i dag på el. Dertil kommer en række energieffektiviseringer som bedre varmestyring, LED-belysning og energistyring, der tilsammen har reduceret varmeforbruget pr. omsætningskrone med 17 procent og forbedret energieffektiviteten med 9 procent.

For administrerende direktør Donny Moerkerk er ESG-indsatsen en naturlig del af virksomhedens ansvar.

»Vi har et klart ansvar for at drive en sund forretning og samtidig tage ansvar for vores klimaaftryk. ESG-rapporten for 2025 viser, at vi kan skabe vækst og samtidig reducere vores CO2-udledning markant. Det er vigtigt for os og for de kunder, der hver dag vælger os som samarbejdspartner,« siger Donny Moerkerk.

ESG-koordinator Camilla Aalykke peger på, at investeringerne også har gavnet bundlinjen.

»Når vi reducerer CO2-udledningen ved at vælge mere energieffektive løsninger, falder omkostningerne typisk også. Det har vi blandt andet set på bilområdet,« siger Camilla Aalykke.

Også medarbejderne har stået i centrum i 2025. Gennem en livsbalancestrategi og etableringen af Würth Akademi har virksomheden sat øget fokus på trivsel, fleksibilitet og udvikling. Et målrettet arbejdsmiljøarbejde har samtidig betydet, at antallet af registrerede arbejdsulykker er halveret siden 2024.

Virksomheden har desuden styrket den overordnede styring af ESG-arbejdet. Gennem en omfattende due diligence-proces er der identificeret 33 centrale ESG-områder, der skal danne grundlag for prioritering i de kommende år.

»Det giver os et klart overblik og en fælles retning for det videre arbejde. Vi står nu på et stærkt fundament, hvor ESG er integreret i måden, vi driver forretning på,« siger Camilla Aalykke.

Fremadrettet fortsætter Würth Danmark arbejdet med at omsætte ESG-indsatsen til konkrete resultater. Blandt andet forventes en ny lagerudvidelse at bidrage til yderligere reduktion af varmeforbruget og understøtte en mere energieffektiv drift.

Würth Danmark A/S har hovedkontor og centrallager i Kolding og beskæftiger omkring 620 medarbejdere på landsplan. I 2025 lød omsætningen på 1,164 milliarder kroner.