Selv uden et par af de absolutte profiler var Odense Håndbold Fredericia Håndboldklubs nedrykkede 1. divisionskvinder overlegne.

Stjernerne var kommet til Fredericia. Selv uden blandt andet Althea Reinhardt på holdkortet var Odenses hold skræmmende. Holdet talte blandt andet den norske landsholdsfløj Malin Aune, men også velkendte danske spillere som Sidsel Mejlvang og landsholdsspilleren Helena Elver fik spilletid. Også Mie Højlund var med, men hun fik ikke spilletid, men det gjorde til gengæld udenlandske profiler som Larissa Nusser, Ragnhild Valle og Nikita Van Der Vliet.

Læg dertil, at FHK til kampen stillede op med en håndfuld U19-spillere, så var opgaven noget nær umulig på forhånd. Kampen vil derfor ikke blive husket for, at Odense vandt med cifrene 37-13, men derimod at FHK var oppe mod verdensstjerner, og at holdet generelt fik en på oplevelsen. Samtidig markerede kampen også slutningen på en æra i FHK, da trænerduoen Mia Nygaard og Jakob Kruse takkede af for denne omgang. Nygaard meddelte klubben tilbage i januar, at hun syntes, der skulle frisk blod til på trænerfronten, og det kommer der nu i form af Peter Conrad, som starter arbejdet i FHK efter at spillerne har holdt nogle ugers ferie og genoptager træningen frem mod sommerferien.

Selvom Odense onsdag aften var ude i en gyser i ligaen mod Ikast, var det ikke til at læse på banen. Der blev derfor ikke uddelt gaver i Nygaard og Kruses afskedskamp, hvor de kunne notere sig, at Odense var foran 11-2 efter 13 minutter. Normalt ville det fremprovokere en timeout fra FHK-lejren, men det blev med omvendt fortegn mod Odense. Odense-træner Ole Gjekstad ville noget nyt, og derfor trykkede han på timeoutknappen foran med ni mål.

Timeouten gjorde ikke FHK’s betingelser bedre. Syv minutter senere viste måltavlen 15-3 til Odense, og havde det ikke været for Kira Nyboe i FHK-målet, havde de fynske stjerner været endnu mere i front. Nyboe pillede særligt mod slutningen af første halvleg flere helt frie Odense-skud, og var stærkt medvirkende til, at Odense ikke var foran med mere end 20-5 efter de første 30 minutter.

I anden halvleg fik FHK bedre fat i angrebet, formentlig i takt med at Odense også tabte lidt koncentration. Det blev til flotte scoringer fra Stine Hansen og Sophie Breinegaard, der fremprovokerede stor jubel fra FHK-bænken, som kunne notere, at stillingen halvvejs inde i anden halvleg var 27-10 til Odense, som forlangte timeout på det tidspunkt.

Igen ville Odense noget nyt. Der blev blandt andet forsøgt med syv mod seks, formentlig med henblik på fremtidige kampe for fynboerne, og til tider lykkedes det, men andre gange stod Kira Nyboe igen i vejen i FHK-målet. Nyboe blev dog ikke alene om at vogte FHK-målet kampen igennem, da det også blev til spilletid for unge Freya Plesner, der fik de sidste otte minutter på mål, hvor hun diskede op med flere redninger.

FHK endte med at tabe kampen 37-13 til de odenseanske verdensstjerner, som fyraftensprofferne fra Fredericia Håndboldklub intet kunne stille op mod, selv på en dag, hvor Odense Håndbold under 24 timer forinden havde været i ilden i en ligagyser mod Ikast.