Venstre i Fredericia har lagt planerne for, hvad de vil sætte fokus på i 2024. Udover at understøtte den vedtagne vision med events, vil partiet også tage hul på snakken om et friplejehjem.

I 2023 blev der vedtaget en ny vision i Fredericia, der fokuserer på tre hovedpunkter i form af fokus på den grønne omstilling, oplevelser og at byen skal være børnefamiliernes førstevalg. Det vil Venstre være med til at understøtte i 2024.

– Vi skal have sat strøm til visionen. Borgerne skal mærke, at der kommer flere og flere unikke oplevelser, som der beskrives i visionen. Vi går et år i møde med blandt andet Wings For Life og Royal Run, som taler ind i det. Det er events, der er med til at sætte Fredericia på landkortet, og er med til at få turister til byen. Især Royal Run har man erfaringer med fra andre byer, hvor det giver store mængder af mennesker, udover løberne. Det er alle potentielle mennesker, som lægger penge i vores detailhandel, og samtidig skaber det positive vibes, siger Venstres politiske ordfører, Peder Tind.

Venstre i Fredericia lavede for år tilbage udspillet bosætning 365 grader, der skulle være med til at øge bosætningen i Fredericia. Det mener Tind spiller ind i visionen.

– Det, at vi vil være børnefamiliernes førstevalg taler ind i det, vi fremlagde dengang. Vi skal have forhold til børnefamilierne, og det kan være med til at øge bosætningen i byen, forklarer Peder Tind.

Et emne, der er meget i fokus, er midtbystrategien. Der har været talt om længe, hvad der skal ske med eksempelvis Danmarksgade. Bliver det en sivegade eller ej? Det er noget af det, som Tind vil have besluttet i 2024.

– Vi skal have eksekveret på midtbystrategien. Vi skal gøre vores til, at midtbyen står skarpt også ti år ud i fremtiden. Detailhandlen er presset, og vi skal derfor være skarpe i vores beslutninger, der skal være med til at hjælpe vores by, siger Tind.

En ting, der ikke har været i fokus i de seneste par år, men som Venstre nu vil bringe på banen, er et friplejehjem. Det har tidligere været debatteret, om hvorvidt man skal gå i den retning, og med flere og flere ældre borgere i Fredericia Kommune, ser Peder Tind det nu som en mulighed at tage det op.

– Vi vil tage plejehjem i 2024, og det taler også ind i det, som regeringen vil. Det er ikke nogen hemmelighed, at vi gerne ser et friplejehjem i Fredericia, og vi får flere og flere ældre borgere, så det er naturligt at tage op nu, siger han.

Slutteligt vil Venstre i Fredericia have fokus på kommunens økonomi. I de seneste par år har den været presset, og der skulle som følge af det træffes svære beslutninger.

– Vi skal have en god styring af økonomien, der har været udfordret, og det er ikke kun i Fredericia, at det er et tema, det er landet over. Vi skal gøre alt for at følge budgetterne, og uanset hvilket udvalg vi taler, så er det noget, vi i Venstre vil have fokus på. Budgetterne skal holde, slutter Peder Tind.