Det er en kvinde med ild i rumpetten, gang i livet, drive i hovedet, som i denne uge indtager den ærefulde plads i stolen på Kurts Kaffe, som Ugens Kurt. Ugens Kurt er datter af en tidligere Kurt, elsker dans og livet. Ugens Kurt er i en alder af bare 29 år i spidsen for home Fredericia. Ugens Kurt er Mette Juul Jensen.
Det er blevet onsdag, og med 24 timer i døgnet finder vi et ledigt tidspunkt, hvor vi kan mødes til en samtale om livet med den 29-årige fredericianske kvinde, der siden 2018 har ledet home Fredericia. Mette er dog en kendt pige i lokalsamfundet, som datter af Kai og Winnie, der drev cykelforretningen på Vejlevej, senere Venusvej, har hun mødt tusindevis af fredericianere. Vi starter dog med fødseldagen.
“Jeg kom til verden den 8. marts 1990 i Fredericia sammen med min tvillingesøster Katrine. Vi var nummer tre og fire i børneflokken, der tæller fire piger i alt. Jeg voksede op i Stjernekvarteret sammen med min mor, far, tvillingesøster og ældre søskende. Så far fik hurtigt lavet et badeværelse mere – det var nok for at skabe ro fra start. Jeg havde en dejlig opvækst, hvor jeg stordyrkede dansen. Meget dans. Jeg har danset alt fra standard, disko, latin, HipHop, Rock N Roll og meget andet hos Rikke i LB Dans. Jeg startede, da jeg var tre år – og siden har jeg kun haft et par års pause. Jeg danser endnu, men ikke hele repertoiret længere. Nu er det standard og latin,” siger Mette Juul Jensen og uddyber om dansen:
“Dansen var og er et frirum for mig. Jeg har danset både pardans og individuel dans. Det sidste betød, at hvis det gik skidt, var det ofte dig selv, og jeg er et udbredt konkurrencemenneske, så jeg er ikke god til at tabe. Hvis ambitionerne var højere end resultaterne havde jeg svært ved tackle det, men det drev mig til at blive ved og ved.”
En barndom der også bød på ture på den røde Winter-cykel med lad på og en god tid i SIDs børnehave på Dannevirkevej, hvor Mette sammen med søsteren efter børnehavetiden besøgte lederen af børnehaven om sommeren i Sanddal gennem 10 år.
“Hun var leder derude, og vi havde det virkelig godt i børnehaven, da vi stoppede inviterede hun os på overnatning i Sanddal, hvor de boede. Så var vi der 10 somre i streg, hvor vi fik skumfiduser og varm kakao på stranden, ligesom vi blev forkælet med is og slik,” siger Mette og fortsætter:
“Mor og far havde næsten aldrig beskidte ruder, for når vi børn skulle i Madsbyparken gik vi lige forbi forretningen, hvor vi kiggede ind til mor på kontoret og far på værkstedet. Der var nok snot og savl alle steder. Jeg kan huske, at jeg synes, det var sejt, at de arbejdede der.”
Fra børnehave til 10 år på Fredericia Realskole, hvor der blev danset og sjippet i frikvartererne.
“Det var godt på skolen. Jeg har ikke prøvet andre skoler, men det var en god skole med nogle gode undervisere og kammerater. Jeg taler stadig med kammeraterne, så det kan ikke være helt skidt. Jeg var en kæmpe boldmongol, så jeg dansede nok i et hjørne ellers sjippede vi også,” griner Mette og fortæller om gymnasietiden, der fulgte efter:
“Jeg var nok ikke den mest ambitiøse elev. Jeg flyttede hjemmefra i 2.G, jeg havde bare en indre lyst til at bevise, at jeg kunne klare mig selv, hvorfor jeg arbejdede som tjener på Cafe Carlos i fritiden. Det var sjovt, nok også sjovere end at gå i skole. Inden Carlos arbejdede jeg hos Mammi i Cafe FIC. Der startede jeg allerede som 13-årig. Det var fantastisk. Det var lange arbejdsdage fra morgen til aften i weekenderne og 16-22 i hverdagene.”
Mette Juul Jensen var samtidig frivillig i Kræftens Bekæmpelse. Et arbejde, der startede da hun var 16 år.
“Sideløbende var jeg med i Kræftens Bekæmpelse, da jeg som 16-årig stod for lyserød lørdag i byen. Jeg var den enste der meldte sig, så jeg blev opgraderet til kampagneleder. Jeg aktiverede mit netværk og fik stablet det hele sammen. Jeg blev senere formand for de unges kræfter,” siger Mette.
Hvorfor kræftområdet?
“Jeg så, at de søgte frivillige, så jeg meldte mig, jeg havde jo tid i overskud, og Annemarie, der er lokalformand har holdt fast i mig siden, og de sidste fem år i bestyrelsen, hvor jeg har arrangeret stafet for livet, stået for børneaktiviter – ja børn har været min hovedlinje, når det handler om kræft.”
Det var vel ikke godt for skolen med arbejde og frivilligt arbejde?
“Nej, det hang ikke sammen med skolen, så det smittede også af på karakterne. Jeg takker stadig en af mine bedste veninder Annemette og mine søskende for, at jeg klarede mig igennem lektierne. Efter gymnasiet arbejdede jeg fuld tid på Carlos, hvilket var livet. Det er faktisk blandt de bedste jobs, jeg har haft. Det var frihed under ansvar, og det arbejde i den kultur med Carlos i spidsen var fantastisk. Selvom vi havde travlt, så var der plads til det spanske med at samle op, få lidt at spise og drikke for at runde dagen godt af. Jeg fik i alt fald spist tapas, og der er stadig kunder, der kom jævntligt dernede, som jeg taler med i dag. Jeg fik skabt mange relationer,” siger Mette og fortsætter:
“I december 2009 overtager mor og far butikken igen. Jeg vidste ikke en klap om cykler, men jeg startede derude og hjalp dem. Far ringede og sagde, at de skulle tilbage i butikken og om jeg ville have et arbejde. Det ville jeg da gerne. Det var en mærkelig start, for far var ikke stoppet i sit andet job, så mor og jeg startede første åbningsdag uden far, så da den første kunde kom var vi på den. Vi kendte kassen og kunne give en slange med – mor vidste lidt mere end mig, men vi måtte sige, at Kai kom kl.15.00, de ventede på ham. Selvom vi var en cykelfamilie, så vidste jeg ikke noget om cykler. Jeg lærte dog meget undervejs, og arbejdede løs. Det var en god tid med meget arbejde og mange penge til opsparringen. Cykelforretningen om dagen og Carlos om aftenen.”
Hvornår kom uddannelsen ind i billedet?
“Jeg startede på mit tredje sabbatår hos mor og far, da vi besluttede, at jeg skulle tage en salgsuddannelse, så det gjorde jeg hos dem. Jeg flyttede til Aarhus, hvor jeg læste og boede på erhvervsakademiet, hvor jeg læste til finansøkonomi. Jeg var dog meget i Fredericia, fordi Rikke fra LB Dans blev syg. Jeg underviste et voksenhold. Dertil kommer, at far fik en hjerteoperation,” fortæller Mette Juul Jensen og fortsætter om Aarhus-tiden:
“Jeg formåede dog at få nogle venner og veninder, som jeg stadig ser i dag. Jeg fik gået meget i byen, og min opsparring var væk af en eller anden årsag,” griner Mette og fortæller om drømmejobbet hos home i Fredericia.
“I 2015 tog jeg til jobsamtale hos home i Fredericia. Jeg fik jobbet som trainee og startede den 1. august 15. Jeg var færdiguddannet den 1. april 2017, og den 1.2.2018 blev jeg daglig leder,” fortæller Mette.
Det med daglig leder – det var noget af et skifte, men fortæl os først om traineetiden.
“Traineetiden var fed, men det var en meget nervøs Mette, der gik ind på arbejdspladsen til første arbejdsdag. Det var nok, der voksenlivet startede for mig i en alder af 25 år. Vi skulle varetage noget af det største et menneske kan opleve – at købe og sælge et hus. Det er en stor og velovervejet beslutning. Det gav mig et ansvar, men jeg kunne mærke med det samme, at jeg var på rette vej, og at det var mig,” siger Mette og fortsætter:
“Jeg kom til verdens bedste arbejdsplads, og jeg var selv med til at skabe den. home for mig er der, hvor der er plads til mig og mine folk. Vi er dem, vi er og vi står sammen som et team. Vi knokler og hjælper hinanden, men vi husker at hygge os. Det har jeg nok taget med fra Carlostiden – man skal aldrig have for travlt til en fyraftensøl, hvis du spørger mig.”
Hvordan blev du leder?
“Chancen for at blive leder opstod pludseligt, og jeg greb den. Jeg havde ikke set det komme, og jeg kunne jo prøve det på et senere tidspunkt, men Charlotte Lynggaard sagde, at det var nu, så var det nu,” fortæller Mette.
Hvad har du ellers af interesser i livet?
“Jeg har meget at lave, jeg har et godt liv. Jeg er meget tilpas, og hviler meget i mig selv. Jeg har mange bolde i luften, men det er okay. Jeg nyder min familie, venner, kæreste og hus. Jeg har nogle gode venner, hvis jeg ikke har set mine venner og familie tre aftener om ugen, så er der noget galt, ellers er det netværk i håndbold og fodbold, der tager min tid. Jeg synes faktisk, at jeg gør meget for mænge mig, og det er fedt. Jeg nyder at møde en masse forskellige mennesker. Alle har en historie. Det lyder måske poetisk, men det har man jo. Det inspirerer mig at høre om folk, og det er et kæmpe plus, når man kan hjælpe hinanden – og mit fag, der omhandler køb og salg af boliger binder jo mange mennesker sammen,” fortæller Ugens Kurt og fortsætter:
“Jeg kan også lide at rejse. Det er både på ski, men også sol og sommer. Jeg prøver at slappe af, når jeg har ferie, men med den portion krudt i røven, jeg har, kan det være en udfordring. Jeg underviser også stadig i dans om mandagen, hvor mit gamle voksenhold hører på mig. Vi har det sjovt, og griner meget.”
Hvad bringer fremtiden?
Det er et godt spørgsmål, jeg har altid haft fart på, særligt de sidste fem år. Jeg bliver 30 om lidt, og der kommer nok børn. Jeg er moster til syv, og så skal jeg være tante til juni. Det er en titel, jeg glæder mig til. Rigtig mange af mine veninder har fået eller venter børn, så der er mange børn omkring mig, og det er fantastisk. Jeg tager børnene til mig, som var de mine egne. Så jeg skal også selv have børn på et tidspunkt, og der går nok nogle år endnu.”
Du bor i Fredericia – hvordan er det?
“Det er godt. Der er sket meget i Fredericia, bare de sidste fem år. Der er gang i byen, butikker, liv, stolthed i byen, som jeg oplever, man retter ryggen, når man bor i Fredericia. Jeg forlod en by, hvor der stod, “Bevar Fredericia Skibsvært” i bagruderne, og butikkerne lukkede. Jeg sagde til min far, at jeg aldrig kom tilbage, det griner vi i af i dag, hvor jeg ikke kunne fortstille mig at bo andre steder. man støtter lokalt, og viser os på landkortet med teater, havn, kultur. Det er fedt at bo i Fredericia.”
Hvordan med familien, hvordan har I det i dag?
“Vi er fire søskende, som ses i alt fald en gang i måneden. Vi bor to i Fredericia og to i København. Mor og far vil også se mig lidt mere, de mener nogle gange, at de ser dem i København mere end mig. Mine forældre er der altid, når jeg har brug for dem, det betyder meget for mig. Jeg har også en svigerfamilie i Kolding, som vi ser så meget, som vi kan.
Vi fortsætter samtalen om livet, Mette drikke sin the og jeg min kaffe, inden vi ønsker hinanden en god dag. Tak for samtalen, Mette.